Midfaste
De fleste af os har efterhånden lyttet til Beredskabsstyrelsens anbefalinger om hvad vi skal have på lager, for at kunne klare os i tre døgn, i tilfælde af en krise. Vi har fået vand, dåsemad og en radio på hylderne.
Vi gør os parate til at kunne klare os uden strøm og vand i nogle dage, men hvad gør vi når livet selv bliver en krise? Når håbet slipper op? Når vi lider af livslede? Af ensomhed? Af mangel på mening? Det er det evangeliet i dag handler om.
Folk har lige oplevet at Jesus mættede 5000 med brød, og nu vil de have mere af samme skuffe. Måske øjner de en chance for ikke længere at skulle arbejde for føden.
Men Jesus siger: ”Ja, vi er nødt til at have noget at spise for at overleve – men der findes en sult som brød ikke kan stille.” Der findes sult som ikke kan stilles, uanset hvor meget dåsemad og brød man har på hylderne.
Vi kender den godt. Det er den der gnaver i os, når vi mister fodfæste og retning i livet – eller når dagene synes tømt for indhold.
Man kan sige at Jesus taler om en form for åndelige prepping – eller åndeligt beredskab, når han siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
At han er det åndelige beredskab der gør, at vi kan være til, også når livet selv er en krise. Men hvad betyder det? Hvad er det vi får ved at tro på Jesus?
Måske ligger noget af svaret i den her fortælling, jeg hørte engang. Måske har I også hørt den før:
I Berlin i vinteren 1944-45 var nøden stor for ganske almindelige mennesker. Fjenderne trængte sig nærmere byen. Forsyningerne var små. Der var derfor mangel på næsten alt.
Det fortælles, at der i en ejendom boede en apoteker. Han var syg – og en dag kom postbuddet med et brød, sendt til apotekeren fra en ven. Det var et halvt tørt brød med mug på, men dog et brød. Det skulle apotekeren have, så han kunne komme til kræfter.
Men apotekeren vidste, at inde hos naboen, var der en lille pige, som også var syg. Og apotekeren tænkte: Jeg er gammel. Hun trænger mere til brødet, end jeg gør. Han fik brødet bragt ind til naboen.
Men nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede i en lille lejlighed øverst i ejendommen. Enken kunne næsten ikke gå ned ad trappen og tåle at stå i kø i timevis for at få en sparsom ration mad, så brødet blev bragt op til hende.
Men enken havde en datter, som boede i ejendommens kælder. Hun havde lange vagter ved luftmeldetjenesten, og hun havde svært ved at få handlet ind. Hun var også alene med tre børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten. Enken vidste, hvor lidt mad, datteren og hendes børn havde. Så hun fik brødet bragt ned i kælderen.
Den enlige mor tænkte: Apotekeren er syg, og han gav os gratis medicin, da min lille pige var syg. Han har mere brug for brødet end os. Da så apotekeren fik brødet, genkendte han det. Og han gemte brødet i et skab. Det var blevet helligt for ham. For det var blevet et tegn på den omsorg og kærlighed, der skaber liv ved at blive delt ud.
Brødet blev ikke nok, fordi der var meget af det. Det blev til nok, fordi det blev delt. Det blev til velsignelse. Ikke fordi de blev mætte- men brødet bliver et tegn på kærlighed – på den omsorg, der opstår når mennesker ser hinanden.
Sådan er det med livets brød. Vi får del i det, ved at dele det med andre. Som omsorg, som tilgivelse, som kærlighed, som håb. Det er det, vi får af troen på Jesus – og som gør at vi kan være til, når livet selv er i krise.
For nylig kunne man læse i Politiken om en undersøgelse, der tyder på, at menneskers IQ i nogle vestlige lande ikke længere stiger, men tværtimod kan være begyndt at falde. Forskere har peget på, at udviklingen, efter årtier med stigende intelligens, kan være vendt siden slutningen af 1990’erne.
Nogen går så langt som til at sige at vi lever i ”Dumhedens guldalder”.
Man kan selvfølgelig spørge: Bliver vi virkelig dummere?
Måske er spørgsmålet forkert stillet. Måske er det ikke mennesket, der bliver dummere. Måske er det nærmere verden omkring os der er indrettet på en måde, så den fostrer dumhed.
Når alt skal gå hurtigere. Når opmærksomheden hele tiden bliver trukket i stykker af mobilen og algoritmer der fodrer os med det som vi i forvejen kender og som vi ikke behøver at anstrenge os for at forstå.
Vi bliver fodret hele tiden – med nyheder, billeder og indtryk. Men ikke alt det vi fodres med, er egentlig næring. Langt fra.
Når eftertanke, fordybelse og tålmodighed har fået sværere vilkår – så har vi mere end nogensinde brug for ikke bare at fokusere på det brød der forgår, men på det der brød – livets brød, der bærer evigheden i sig.
Måske kræver det at vi indimellem sætter tempoet ned og går lidt langsommere?
Måske kræver det at vi læser andet end overskrifter eller domscroller på telefonen?
Måske kræver det at vi lytter lidt mere til hinanden, spørger lidt dybere ind?
Måske kræver det at vi indimellem vælger støjen og underholdningen fra og er i stilheden, så vi har mulighed for at tænke selv, så vi har mulighed for at lytte til Gud.
Et godt brød kræver tålmodighed og langsomhed.
Livets brød er ikke fastfood. Det kan ikke fremstilles hurtigt.
Man kan ikke lave det hurtigt. Ikke hvis det skal smage af noget. Man kan ikke forcere nogle af processerne:
Kornet gror på marken og bliver til brød på vores bord.
Vi sår og høster kornet, som bliver til mel i vores hænder.
Vi ælter dejen og lader den hæve.
Vi former brødet og bager det i ovnen.
Vi sætter brødet på bordet og deler det imellem os, så vi bliver mætte.
Et godt brød fylder køkkenet med en duft af tryghed og varme. Det dufter og smager og mætter.
Så, det er ikke tilfældigt at det netop er brødet der blevet et billede på Kristus selv. Netop i brødet får vi en smag af Kristi fylde og nødvendighed.
Det kræver tålmodighed og langsomhed. Et godt brød hæver langsomt, og bliver på den måde også et godt billede på tro, liv og vores relationer.
Troen har brug for tid for at kunne vokse.
Livet har brug for tid og rum – for ellers visner det
Vores gode og nære relationer – er heller ikke dem der er præget af hurtige møder, men dem der er vokset langsomt frem gennem fælles erfaringer og ved at dele liv og omsorg for hinanden.
En måde at give ånden plads, er ved at øve sig i tålmodighed og langsomhed
Når vi har for travlt og er i åndeligt underskud, er det noget af det første der forsvinder vores opmærksomhed. Vi går forbi i supermarkedet uden at se hinanden. Vi sidder ved samme bord men kigger ned i hver vores skærm. Vi spørger: ”Hvordan går det?” uden egentlig at interessere os for svaret.
Det er noget af det stærke ved fortællingen fra Berlin, ikke bare deres gavmildhed – men det at de var opmærksomme på hinanden, lagde mærke til hinandens behov. Apotekeren ser pigen, moderen ser enken, enken ser datteren osv. En hel bevægelse af opmærksomhed, der vidner om stort åndeligt overskud – på trods af fattigdom og fysisk sult.
Jesus gør det samme. Vi hører om det igen og igen i evangelierne.
Han ser Zakæus i træet.
Han ser den blinde på vejen.
Han ser enken, der lægger to små mønter.
Han skynder sig aldrig forbi. Han standser. Ser mennesker. Han er opmærksom. Det er en del af Gud væsen at være opmærksom.
Åndelig fattigdom begynder der hvor vi holder op med at se hinanden, som medmennesker.
Måske er opmærksomhed en form for kærlighed i sin enkleste form.
At lægge mærke til et andet menneske – er allerede begyndelsen på at dele brødet.
En måde at give ånden plads, er ved at øve sig i at være opmærksom
Tålmodighed, langsomhed, opmærksomhed er værn mod åndelig fattigdom. Ligesom Taknemmelighed er. Tænk engang over hvad taknemmeligheden indebærer
Måske kan man sige at taknemmelighed er en slags indre forrådskammer. Et sted hvor vi lagrer de øjeblikke i livet, hvor vi har mærket noget godt. Det som fylder vores liv med glæde. Det kan være øjeblikke af skønhed og varme, det kan også være mennesker i vores liv – eller simpelthen taknemmelighed over der hvor vi er i vores liv.
Jeg tror de fleste af os kender det – pludselig at blive ramt af taknemmelighed. Måske er en måde at give ånden plads, at øve sig i at holde fast i taknemmeligheden
Øve sig i at sige tak, skrive det ned man er taknemmelig for, huske det i aftenbønnen.
Indimellem finde det frem for sig selv, så vi husker at livet er en gave – så det kan blive et lille taknemmelighedlager vi kan trække på, når vi har brug for det.
Taknemmelighed er måske en af de måder, vi øver os i at tage imod livets brød.
Vi kan øve os i at give plads til ånden og tage imod livets brød. Det gør vi ikke ved at anstrenge os for at blive bedre mennesker eller ved at være særligt ihærdige producenter af ånd.
Livets brød er ikke noget vi selv bager – det er noget vi får.
Det er her allerede.
Livets brød findes allerede i verden.
Vi får del i det når vi lige om lidt fejrer nadver, og Jesu gentager at vi får del i hans liv og håb, ved at spise brødet og drikke vinen.
Vi får del i det, når vi møder og ser Kristus i vores medmennesker
Vi får del i det, når vi har tillid at Guds nåde er alt nok.