Evangeliet er ikke win-win

Jeg er ikke itvivl om at den her fortælling – eller det her eventyr- for det er det, det er – et oldgammelt jødisk eventyr – har haft sin plads i kirkens tekster helt fra begyndelsen, altså helt tilbage til de første århundreder efter Kristus, fordi kirkens økonomi var afhængig af pengegaver og fordi de fattigste medlemmer af menigheden var afhængig af, at de mere velstående delte af deres overflod. Det har skullet minde dem der havde mere end rigeligt om, at det er en kristen pligt at tage sig af de fattige.

Det skurer i vores ører, at man på den måde skulle have placeret en evangelietekst strategisk i kirkeåret, for at få folk til at give nogle flere penge. Det er fremmed for os at tænke sådan. Måske fordi vi lever i en folkekirkelig virkelighed, hvor pengene bliver betalt over skatten og ikke via gaver. Eller måske fordi vi lever i et velfærdssamfund, hvor det – i hvertfald burde – være sådan at

Ingen mennesker skal ligge på gaden sammen med hunde, fuld af sår – og uden mad. Det er fremmed for os, at evangeliet på den måde næsten har været realpolitisk. Her i kirken forventer, om nogen steder, vi at være befriet fra kampagner og aggressive indsamlingsstrategier.

Og sådan skal det selvfølgelig også være. Penge og evangelium rimer dårligt på hinanden, og der er talrige eksempler op igennem kirkens historie på, hvordan almisser og pengegaver, også er blevet misbrugt og har fungeret som magtmiddel. Men anliggendet er i orden og ikke mindre aktuelt i dag, hvor vi i øjeblikket diskuterer romaer, som om de ikke er ligeværdige mennesker. Og vi bliver mindet om den helt afgørende tanke – at ingen har ret til at udnytte og bruge et andet menneske. – Og at det at være et medmenneske betyder, at vi har pligt til at leve og dele med hinanden.

Ikke nok med at den rige mand i bogstaveliste forstand har set ned på – og trådt på den stakkels Lazarus i dette liv. Da de dør og havner i henholdsvis helvede og himlen – så er den riges første tanke, at han må kunne bruge Lazarus til noget. Til at lindre hans smerter eller til at advare hans familie om hvordan verden hænger sammen. På intet tidspunkt ser den rige mand, Lazarus som et ligeværdigt medmenneske. Tankegangen i eventyret er den, at derfor ligger han som han selv har redt – og havner i Helvede.

Tankegangen i det kristne evangelium er den, at det er et helvede at leve i en verden uden næstekærlighed – uden at vi tager ansvar for hinanden. Det hører med til et kristent menneskeliv, at vi aldrig har nok i os selv – men at vi derimod har nok i at være noget for vores næste. Det er det vi skal. Ikke andet.

Lad mig fortælle et andet eventyr: Der var engang en præst, der bad Gud om lov til at se både Himlen og Helvede. Gud valgte at opfylde præstens bøn og gav ham profeten Elias med som rejseleder. Elias førte først præsent ind i et stort rum, i hvis midte der stod en gryde over ilden med en skøn duftende ret mad. En dejlig duft fyldte rummet. Rundt om sad mennesker med lange skeer, og alle øste af gryden. Men folk så ualmindeligt, ja forfærdeligt blege, magre og elendige ud. Der herskede en iskold stilhed på stedet. Alle virkede på kanten af eksploderende vrede. Forklaringen var, at skaftet på deres ske var så langt, at de ikke kunne få den dejlige mad ind i munden. Da de to besøgende kom ud igen, spurte præsten sin rejseleder, profeten, hvad det dog var for et sælsomt sted? Det var Helvede, fik han at vide. Derpå førte Elias præsten i et andet rum. Selve rummet så fuldstændig ud som det første. I midten brændte der en ild. Igen stod der en gryde over ilden, og i gryden var der en skøn ret mad. Igen en dejlig duft. Men forskellen var, at de mennesker der var i rummet, alle var velnærede og så sunde, glade og lykkelige ud. De hyggede sig med hinanden og havde det godt sammen. For de forsøgte ikke at give sig selv mad, men benyttede de lange skeer til at give hinanden noget at spise. Det var tydeligt, at det her var Himlen. Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup sagde det samme sådan her:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Det er nok det mest kendte Løgstrupcitat overhovedet. – og mange af os kender det i forskellige varianter. Vi har altid noget af vores medmenneskes liv i vores. Det er ikke muligt for os at unddrage os det ansvar det er at være medmenneske. I et hvert møde, i en hver situation er vi i mere eller mindre grad udleveret til hinanden. Til at leve og dele med hinanden.

”Det er dansk at dele”, sådan lyder det i Folkekirkens Nødhælps kampagne i øjeblikket. Flere kendte mennesker stiller op med T-shirts på, hvor det står hen over brystet: ”Det er dansk at dele”. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Det kunne man da håbe. Jeg ved ikke om det at dele er noget særligt dansk? Man kan godt få den tanke, at vi kunne blive bedre til det. Vi taler godt nok om at ”dele-økonomien” bugner. I hvert fald deler og bytter vi tøj, haveredskaber og biler som aldrig før. 

Og det er godt at vi gør det, for det er med til at spare på de fælles ressourcer og bidrage til et mindre forbrug. Men det er noget andet, end den uegennyttighed som evangeliet kræver. For vi skyder ikke en plæneklipper i puljen uden at få en hækkesaks ud af det. Dele-økonomi beror på ideen om at det bliver en Win-win situation.

Evangeliet taler ikke om win-win situationer. Problemet med win-win-tænkningen er, at vi deler, fordi vi får noget ud af det selv. Det er ok når der handler om plæneklippere og hækkesakse, men det er umenneskeligt når det handler om mennesker. Og det er ikke så fremmed for vores måde at tænke på i dag.

Måske fordi vores tid er knap og effektiviteten også er rykket helt ind i den måde vi indretter os på i fritiden. Vi skal have noget ud af det vi laver. De mennesker vi vælger at være sammen med, skal kunne give os noget, bidrage noget, være gode for os.

Evangeliet taler derimod om at vi er sat i verden for vores næstes skyld. Også den næste som ikke umiddelbart kan give os noget. Også i den situation der ikke er en win-win. Så fortællingen ”om den rige mand og Lazarus” bliver sådan et wakeup for os som ofte er ramt af både at være selvtilstrækkelige og ligeglade når vi lander i sofaen– som nok vil dele, men ikke så det går ud over vores levestandard eller gør sådan for alvor ondt på vores feriebudget. Og som nok vil være der for dem der har brug for det, hvis det passer ind i vores kalender i øvrigt.

Og samtidig bliver det også kimen til en evig skyld. For vi er pinligt bevidste om, at vi altid kan gøre mere, end vi gør. Kravene til os starter, så snart vi træder ud af kirkedøren her. Der er mennesker der har brug for os.

Livet kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden kan omlægge vores gæld i livet til lavest mu­li­ge ren­te. Vi svigter vore med­men­ne­sker og kan ikke leve op til den indsats, som næs­tens nød kræver af os. Sådan er det. Og jeg kunne slutte her, for egentlig slutter fortællingen om den rige mand ikke særligt opløftende. Han lærer ikke rigtig noget.

Det er et vilkår, at det er sådan. At vi ikke rigtigt bliver klogere. Eller bedre. Det er et vilkår ved at være menneske, at være medmenneske. På godt og ondt. Men det er også et vilkår ved at være menneske, at være elsket af Gud. På godt og ondt.

At vi er elsket – trods alt- af Gud, er ikke en slags undskyldning eller en blanco check der gør, at alt er lige godt og lige gyldigt. At vi er elsket er Gud er først og sidst et udgangspunkt for vores liv, der gør at vi overhovedet kan elske – og at vi kan gå fejl af hinden, og alligevel stå op i morgen med frimodighed og nyt livsmod til at forsøge at gøre det rigtige.

Næstekærlighed er en kristen pligt. Det kan lyde som en enorm byrde, men det er i virkeligheden også en stor gave. Netop det, at der er noget man skal. Hver morgen er der noget vi skal. Vi skal stå ud af sengen og elske et andet menneske.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

At være sammen om det hellige

Pinsedag

”Han er så Hellig!” kan vi finde på at sige om nogen. At være en hellig mand er i nogle kulturkredse en hædersbetegnelse, men her hos os bruger vi det i dag mest som et skældsord. At være hellig er sådan bredt betragtet, ikke så godt. Det betyder noget i retning af, at man tror man er bedre end andre, at man har høj moral eller at man skiller sig ud fra andre. Og det skal vi jo for alt i verden ikke. Altså have høj moral og skille os ud! Uha nej, i Danmark skal vi alle sammen bare helst være sådan ”helt normale”, hvad det så vil sige. Begrebet ”hellig” har i folkeordbogen indgået en forandring, så det er blevet et decideret skældsord, og måske er det også et resultat af vores lutherske arv. Kirkens martyrer bliver både i den katolske og den ortodokse kirke betegnet som ”hellige”.

De er helgener, fordi de har levet deres kristen tro ud på en ekstraordinær måde. De er forbilleder for andre kristne. De har viet deres liv til Gud. Nogle af dem er også døde for deres tros skyld. Men forståelsen af helgener, var noget af det Luther gjorde op med. Ifølge en luthersk forståelse, kan intet menneske være en helgen. Alle mennesker er syndere og afhængige af Guds nåde og tilgivelse. Så det med helligheden, er blevet mere kompliceret i vores lutherske tradition. Der er det at være hellig, ikke en tilstand – men det som bliver givet til os med nåden og tilgivelsen. Og det har alle mennesker lige stor brug for.  Vi er lige for Gud. Det er en luthersk kongstanke. I dag fejrer vi Helligånden! I trosbekendelsen bekender vi os til ”Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund”. Det er altså ikke kun Gud der er Hellig, det er også det der sker i gudstjenesten. I fællesskabet. Når han rører ved os, smitter det hellige af på os mennesker, eller sætter sig i os og imellem os, som tro og liv og gudstjeneste.

Troen på Helligånden betyder, at Gud ikke alene er skaberen af alt, at Gud ikke alene er den som blev menneske i Jesus Kristus engang – men som viser sig som en magt, der fortsat skaber forbindelse med Gud.

Helligånden er Guds nutid og den virkelighed der skaber tro, fællesskab og kærlighedens gerninger. Dvs. at Helligånden er den kraft, der skaber kirken og derfor er kirken hellig.  Kirken er helliget af Gud. Ikke sådan at kirken er uden fejl og mangler. Tvært imod. Vi bekender os til kirken på trods af dens fejl og mangler, i et håb om at den vil blive ét – at den vil blive hel igen.

Når vi bekender os til ”de helliges samfund” mener vi der, hvor evangeliet forkyndes, der vor der døbes og hvor man samles omkring nadveren. Altså der – hvor vi mennesker knytter an ved det hellige – i fællesskab.

Hellighedsbegrebet er i kristendommen knyttet til fællesskabet. Vi kan ikke være kristne alene! Og måske er det en af de allerstørste provokationer ved kristendommen i vores tid. I vores individualiserede tid. At vi ikke kan tro for os selv. At troen hører til i kirkens fællesskab. At kristne er forpligtede på hinanden.

Det at gå i kirke. Det at samles til gudstjeneste hører med til det at være kristen. Det er vi nok nogle gange lidt forbeholdne med at sige i en dansk folkekirkelig sammenhæng. Vi siger i stedet: Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end det er at sidde i kirken at tænke på kroen.

Men det er ikke rigtigt. Ikke for troen i hvert fald. For troen kommer af det der høres. Troen kommer af at deles. Kristentro er aldrig ren ånd. Kristentro får krop i fællesskabet. I kirken. Helligånden får krop i fællesskabet. I kirken.

Når vi læser højt fra Bibelen her til gudstjenesten omtaler vi den som en hellig skrift. Præsten siger: ”Dette hellige evangelium skrives hos evangelisten Johannes” og menigheden svarer med lovsang: ”Gud være lovet for hans glædelige budskab”.

Når vi derimod tager Bibelen frem derhjemme, eller hvis vi mødes og studerer Bibelen sammen så er den ikke hellig. Så er det tekster, skrevet af mennesker med alle de fejl og mangler det nu medfører. Men når vi tager Bibelen frem og læser den i Gudstjenesten, så bliver den hellig – fordi vi læser den med den intention at blive styrket i vores tro, at blive opbyggede, trøstede og korrigerede i vores liv.

Bibelen hører primært til på alteret – altså i en gudstjenestesammehæng, hvor vi kan læse teksterne til fællesskabets opbyggelse.

Der er en del af det at være kristen, som kræver at man giver sig hen til mysteriet. At man ikke kræver at man kan forstå det, men at man simpelthen bare lever det, gør det – giver kristentroen krop: Synger, beder og går til gudstjeneste. Ikke som udtryk for tro – men for overhovedet at tro. Jeg har været lidt optaget af at læse Anne Marie Aagaard, som er er af de danske teologer som har beskæftiget sig indgående med både Helligånd og hellighed. Da hun blev spurgt om hvad Pinse betød, svarede hun: – Hvis du virkelig vil forstå, hvad pinse er, så skal du begynde at relatere dig til Gud, og.. det hænger grundlæggende sammen med at være en del af et fællesskab, hvor mennesker fortæller hinanden om deres vandring med Gud, og prøver at leve et kristenliv og tilgiver hinanden.

Og videre: – Jeg er helt overbevist om, at mennesker ikke holder op med at gå i kirke, fordi de mister troen. Det er omvendt. De mister troen, fordi de holder op med at gå i kirke, og når de holder op med at relatere sig til Gud…

Det samme gælder pinsen. Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår højtiden. De forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den.

Forståelsen af Helligånden kan man ikke læse eller studere sig til. Forståelsen af Helligånden, kan man kun leve sig ind i og leve med. Helligånden kan man opnå forståelse af gennem erfaring og praksis, bøn og gudstjeneste, fællesskab og højtidsfejring.

Vi har nok en tendens til at tænke Ånd, som noget indre. Noget inderligt måske lige frem. Men Helligånd er også noget ydre. Noget kropsligt. Noget man gør sammen. Det er at være sammen om det hellige.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Kirkebøn Pinsedag

Kirkebøn for forvirrede
Gud Helligånd, kom
og saml os forvirrede menneskebørn
om det der giver liv
Fyld os med livskraft og mod
til at tro
at du er den som var,
og som er, og som kommer.

Gud Helligånd, trøst
alle som er bange
og udsatte for fortræd.
Vær hos alle hjemløse
og alle flygtninge.
Vær hos vores kristne brødre og søstre,
der bliver forfulgt
på grund af deres tro.

Gud Helligånd, blæs
din kærlighed
ind i vores hjerter
og giv den krop
i vores fællesskab,
så vi altid rækker
vores hænder ud
mod dem der brug for det

Gud Helligånd, giv
alle der har magt
visdom fra dig
og fortræng al had
og ligegyldighed i blandt os.
Giv os alle del i din fred
så vi tør hvile i
at du holder hånden under os
og alle skabninger
i liv og i død.

Amen

Udgivet i Kirkebønner og andre bønner | Skriv en kommentar

Et liv med elastik

4. søn. efter påske. Tekst: Joh 16,5-15

Vi havde konfirmation her i kirken i fredags. 12 unge mennesker fik bekræftet deres dåb og blev sendt afsted ud i voksenlivet med Guds velsignelse og nåde.

Jeg gav dem et såkaldt NÅDEbånd, der modsat et almindeligt målebånd er lavet af elastik. Vi er så vant til at blive målt på alle mulige parametre. I skolen. På arbejdet. Vi bliver målt på dygtighed, effektivitet og ja, vi måler os også konstant med hinanden. Og det er ikke kun konfirmander, der oplever det som trættende og ødelæggende for deres livsudfoldelse. Det gør vi voksne også tit.

Jeg gav konfirmanderne det her NÅDEbånd, for at minde dem om at det ikke er alt i livet der egner sig til at tælles og måles og proppes i et excelark. At der er ting her i livet, som ikke skal måles – og at der ting her i livet, som ikke kan måles. Det allervigtigste i livet. Faktisk. Det kan ikke måles. Ja, at det endda er sådan, at de vigtigste ting i livet, går i stykker, at blive målt. Går i stykker eller forsvinder. Sådan er det med kærligheden Sådan er det med troen Ja, sådan er det med alt det, som er gives til os af sandhedens ånd – som vi hører Jesus tale om i dag.

Hvis vi forsøger at måle kærligheden, for at finde ud af hvor stor eller lille den er, så holder kærligheden op med at være kærlighed. Den dør. Den forvinder og bliver erstattet af krav. Hvis vi forsøger at måle størrelsen på vores egen eller andres tro, så holder det op med at være tro – og bliver i stedet noget vi kan bruge til at slå hinanden oven i hovedet med. Hvem der tror mest? Hvem der tror rigtigst? Hvem der har den største tro? Det går ikke. Tro kan ikke være større eller minde. Den ER bare. Ligesom kærlighed.

Det her NÅDEbånd, er modsat et almindeligt målebånd, lavet af elastik og det kan strækkes. Måske har vi ikke lige set sådan et NÅDEbånd her før, men vi kender det godt. Det er det der bliver brugt, når vi møder nogen, der i stedet for holde på deres ret – holder os ud og holder om os og holder af os, også når vi er urimelige – og de må strække deres tålmodighed med os til udover det rimelige. Så er det ikke et almindeligt målebånd der er blevet brugt, men et NÅDEbånd. Det kan minde os om, at Gud ikke er retfærdig – men at han er noget andet nemlig barmhjertig og hans nåde er en elastik, der kan strækkes rigtig langt ud, dér hvor retfærdigheden ikke kan strækkes længere.

Vi kunne alle sammen godt bruge at blive konfirmeret engang imellem. Det er godt at blive mindet om at man er Guds barn, at man ikke er alene – og at blive velsignet til at gå fra kirke på egne ben. Udover alt det andet der også er virkelig godt ved en konfirmation: alle gaverne, talerne og festen! Det sidste får vi ikke i dag, men velsignelsen får vi. Vi bliver nemlig også sendt afsted i dag, ud af kirken for at skulle stå på egne ben.

Som også disciplene blev det, da Jesus holdt sin afskedstale til dem. Nu, sagde han, går jeg tilbage til Gud, og I skal leve jeres liv her i verden – men I er ikke alene. Helligånden – sandhedens ånd vil komme og være midt i blandt jer. Den vil give jer vejledning, trøst og livsmod til at leve jeres liv. Disciplene går fra at have Jesus til at vise dem hvad de skulle gøre, til selv at skulle tage ansvar og stå på egne ben – ved Helligåndens hjælp, men alligevel. Det er en overgang for dem. Som det er en overgang for en konfirmand eller et ungt menneske, der mister deres ret til det uforpligtende og ukomplicerede barneliv – men i højere grad selv skal til at tage ansvar, både for deres tro og deres liv. Det er sådan det skal være! Men overgangen fra en livsfase til en anden indebærer også et tab. Helt åbenlyst i overgangen fra barn til voksen. Vi mister vores uskyld og umiddelbarhed. Vi skal til at stå på egne ben. Forventningerne til os og vores forhold, ændrer sig selvfølgelig og heldigvis ikke over en nat – gradvis vender vi os til mere og mere alvor, ansvar og kompleksitet. Men resultatet er altid det samme: Vi har tabt uskylden og ansvarsløsheden for altid.

Indimellem kan vi – også når vi er blevet meget voksne – rammes af sorg og tristesse over at det er sådan. Vi kan – når pligter og ansvar, tests, prøver og alt det andet hverdagsagtige målebåndsarbejde, hænger os ud af halsen – have et stærkt ønske om at vende tilbage til livet uden ansvar. Men vi ved også godt, at sådan spiller klaveret ikke.  Og at det er godt.

For et liv uden ansvar, er et liv under en andens ansvar. Som barnet der skal rette sig efter sine forældre. Eller som den, der som voksen, har givet køb på sin egen frihed og identitet og (mere eller mindre frivilligt) har underlagt sig én eller anden guru, eller fører, der efter en bestemt ideologi har overtaget den frie og selvstændige tanke.

I kristendommen bør der ikke være nogen guruer eller førere. Vi er her på egne ben. Vi står hver og én af os i et selvstændigt forhold, til livets Gud.

Jesus var her, men er her ikke mere. Han var her, med alle sine konkrete bud på, hvordan vi skal leve vores liv. Han var her og viste os vejen. Det var bare at følge efter ham. Og det virker måske noget enklere på den måde. At have et fyrtårn, en konkret anfører, som kunne gå foran – end Helligånden der på en lidt mere uhåndgribelig måde taler ånd og sandhed ind i vores hjerter.

Men det er det vilkår vi lever på som kristne! Vi er her på egne ben – hvis skulle vi ellers gå på, kunne man spørge – men vi glemmer det nogle gange at det er deri friheden ligger, og drømmer måske om, en der kan give os nogle konkrete anvisninger på hvordan vi skal leve. – men det ville gøre livet alt for småt og skrøbeligt, hvis det var sådan.

Det er ikke godt at blive ved med at opføre sig som et barn, når man er blevet voksen. ”Hvor er han barnlig” er sjældent noget adelsmærke – men betyder noget i retning af: ”Tag nu et ansvar!” Eller: ”Vis hensyn til andre!”

Men i kirken taler i vi alligevel om at vi er børn – Guds børn – uanset hvor gamle vi bliver. Det betyder at vi er afhængige af det liv, som Gud lader tilstrømme os, og at vi hører ham til og er rummet i hans kærlighed. I forhold til Gud er vi altså ubetinget hans børn – men vi er samtidige Guds børn med den betingelse af vi er myndige og selvstændige og ansvarlige mennesker.

Jesus måtte gå bort, for at Helligånden kunne komme og indgyde os mod til at leve som myndiggjorte og selvstændige mennesker – på egne ben.

Det er når vi har fundet vores egne ben. Det er som os selv – som dem der har fundet hjemme som sig selv – at vi kan leve det det ægte liv og give Guds kærlighed krop.

Indimellem er det svært at finde ud af hvad vi skal stille op. Hvilke valg der er de gode og sande – både for os selv og i forhold til andre.

Indimellem ville det være dejligt at kunne læne sig tilbage i sit liv, og lade andre tage over.

Indimellem er det vanskeligt at fastholde det gudsnærvær, som vi har fået del i ved opstandelsen.

Indimellem ville vi måske ønske os et liv med flere facitter og færre spørgsmål.

Men sådan er livet bare ikke. Livet er aldrig enkelt og firkantet. Hver dag kræver sine egne afgørelser. Hver situation er ny. Hvert møde er enestående. Hvert øjeblik kræver sit nærvær.

De vigtigste ting i livet, lader sig ikke afgøre med et almindeligt målebånd. De vigtigste ting, kræver at vi låner af Guds elastiske NÅDEbånd.

Vi står lige der midt i det hele og skal på egne ben, træffe de rigtige valg og være tilstede som os selv. Og lige der midt i det hele, er Kristus. Han er den, som var og som er og som kommer – ikke bare som fortid og fremtid, men som den der fylder vores livs nu.

Kristus er til stede i blandt os med al sin kærligheds rigdom, siges det, når vi deler nadveren. Og det er en meget konkret levendegørelse af, at Kristi legeme fordeles fra ét sted til mange steder, når vi får del i hans legeme og går fra alteret og ud i verden, som bærere af Guds liv, der konkretiseres i kærlighed. Må Gud velsigne os til et liv på egne ben!

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

om den tid der er både kort og lang

3. søn. efter påske. Tekst: Joh 16,16-22

En mand stopper op ved to stenhuggere, der begge er i gang med at hugge sten firkantet. “Hvad laver du?”, spørger han den første. “Jeg hugger sten firkantet”, svarer han. “Hvad laver du så?”, spørger han derefter den anden. “Jeg er med til at bygge en katedral”, svarer han.

Måske nogen af jer har hørt den her lille ordudveksling med de to forskellige stenhuggere. Det er sådan en fortælling der er ofte benyttet af konsulenter der skal arbejde med visionsprocesser i en virksomhed eller blandt en gruppe medarbejdere. Og pointen er dels at vi er forskellige som mennesker, nogle tænker meget konkret og har ikke nødvendigvis brug for at se det store billede eller for at se en større mening med arbejdet. Mens nogen netop har brug for at se sit konkrete arbejde som en del af noget større, for at finde mening med det. For en virksomhedskonsulent er pointen med den her fortælling også, at det kan være vigtigt at have et fælles billede eller et fælles mål for hvad det konkrete arbejde skal føre til, og at det vil afføde både mening og større arbejdsglæde. Det lyder fornuftigt, men det er ikke som sådan det jeg vil bruge billedet til i dag.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste billedet i den her tekst – om den fødende kvinde. Fordi den har lidt det samme perspektiv. På et dybere plan. Stenhuggeren der er i gang med at bygge en katedral, kan udholde meget hårdt arbejde, fordi han ser det som en del af noget større. Han ser billedet af Katedralen for sit indre blik, og det får ham til at kunne være i og leve med både smerte og trængsel og hårdt arbejde.

På samme måde med kvinden. Det har været hårdt og smertefuldt under graviditet og fødsel, men hun har hele tiden båret både trængsler og smerte med forventningen om at der kom et barn ud af det. Derfor gav smerten mening. Pga. forventningen og håbet om det der skulle komme ud af det.

Når hun står med sit lille barn i sine arme, så er hun fyldt af kærlighed, snarere end tanker om hvor hårdt det var at føde. Og derfor bliver der ved med at blive født børn! Fordi kvinder i højere grad er fyldt af kærlighed til barnet, end til tanker om de trængsler hun har været igennem for at få det. Så trængslerne fylder forsvindende lidt i vores fortælling om det at få et barn. I det store billede, i det store hele – så er trængsler og smerte aldeles underordnet den store gave som det er at få et nyt menneske ind i sit liv. Som stenhuggeren der efter endt arbejde vil stå for foden af den store katedral der tårner sig op mod himlen, og sige: Det var det hele værd. Og den glæde kan ingen tage fra ham.

I dag bliver vi der står midt i noget der er smerteligt og svært, og som vi har svært ved at se os ud af – trøstet med at vi skal forsøge at se livet i et større perspektiv.

Det at vi lige nu måske står i noget der er svært, betyder ikke at det altid vil være sådan. Det vil vare en kort tid. Det vil gå over. Lige nu er det hårdt, men det bliver ikke ved med at være det hårde og smertelige der fylder os. Det ender godt. Når vi er på den anden side, vil vi ikke længere være fyldt af det der gør ondt lige nu, så vil det være aldeles underordnet den store glæde, som livet også rummer. Så vil vi som stenhuggeren sige: Det var det hele værd. Og den glæde er der ingen der kan tage fra os.

Jeg har lige læst en bog af forfatteren Naja Marie Aidt, der handler om de første år efter hun mistede sin søn på 25 år i en ulykke. Det er en grusom bog, og det er en smuk bog. Det er på en gang en nøgtern beskrivelse af, hvordan livet efter at have mistet et barn er, og hvordan sorg forandrer ens forhold til virkeligheden og til ens nærmeste – og også om hvordan sorgen gør noget ved ens fornemmelse af tid. Den bliver på engang både kort og lang. Fordi man både vil holde fast og give slip. Naja Marie Aidt læste et digt til sin søns begravelse, som hun skrev mange år før hans død. Det hedder ”har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – og det vil jeg også læse her:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det
er en evighed
en evighed
siden nu
(Naja Marie Aidt)

”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – det er også kristeligt set en tankevækkende titel. Både bogen og digtet har ingen tanker eller henvendelse til Gud, men tanken om at give tilbage, ved at give videre er dybt evangelisk. De mennesker vi hver især har haft i vores liv, som nu er døde og som vi sørger over at have mistet. De har efterladt andet hos os end smerte.

De har givet os noget – noget der var særligt for dem, noget vi havde sammen med dem – noget vi har lært af dem, eller oplevet hos dem – og det skal vi give videre. Vi skal bære det med os og give det videre.

Vi skal give det tilbage, ved at give det videre. Og håbe at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed kan gives videre. Kan gøre livet større. For os, og for vores omgivelser.

Stenhuggeren der står for foden af den færdigbyggede katedral, er fyldt af glæde – og ikke af alt det hårde arbejde der gik forud. Kvinden der står med det nyfødte barn i sine arme, er fyldt af kærlighed – og den smerte der er gået forud er kommet i baggrunden. Den der mister et menneske og som er fyldt af sorg og følelsen af tab,  er samtidig også fyldt af den kærlighed, der er i stand til at løfte os ud af tågen, så tabet vil komme i baggrunden – og det vi fik og det vi havde sammen, bliver det der fylder vores hjerter og håb. Tiden kan føles lang, når livet gør ondt. Men Jesus siger, at den tid kun er kort. Tiden med smerte er savn er kort, siger han. ” En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.

Og det er nok sandt i et evighedsperspektiv, da er dagen i dag forsvindende kort, og vel kan det give os trøst at vide at det ender godt. At vi tror på en Gud, som ved tidernes ende vil gøre alting nyt. Vil blive alt i alle. Vil samle os hos sig, i den kærlighed der er større end os og det vi selv kan rumme. Det giver os håb og noget at dø på. Men lige nu, hvor tiden føles lang, er det en underlig uhåndterlig trøst at få, at den egentlig er kort. Det er umuligt at finde daglig mening i så stort et perspektiv, for os, som dårligt kan overskue dagen i morgen.

Men måske kan vi leve vores liv med det perspektiv, at vi ikke er ladt alene. Måske kan vi rumme, at vi også får lovning på mening og gudsnærvær i den tid som kan føles lang, selvom den ifølge evangeliet er kort. At det drypper på os også på den korte bane, med godhed og glæde og mening, fra evighedens kilde.

Når vi er omgivet af mennesker der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Så er det dryp fra evighedens kilde. Fra Gud, som er her. Når vi elsker er det fordi Gud elsker. Det er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber og giver os nyt livsmod. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte. Og det under at kærligheden er større end smerte og tab. Ikke bare som fortid eller fremtid, men nu. Lige nu og her, og i evighedens nu. Og derfor kan vi give det videre, som døden har taget fra os. Som dryp fra evighedens kilde.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Troen får os til at se

  1. søndag efter påske. Tekst: Joh 20,19-31

Prædiken
Der hvor jeg er vokset op låste vi aldrig døren. Sådan husker jeg det i hvert fald. Det var også langt ude på landet og der var næsten altid nogen hjemme, så måske gælder det ikke sådan rigtigt. Men i hvert fald: Døren blev ikke sådan låst pr automatik, bare man skulle ud at gå en tur med hunden. Vi havde ikke for vane at låse døren. Og det var dumt, for engang kom der nogle tyve og de behøvedes så ikke engang at bryde ind. De kunne bare åbne døren og gå op og stjæle alle min mors arvesmykker. Forsikringsselskaber har det med at gå voldsomt op i, om der er synlige tegn på indbrud. Det var der ikke, og min mor fik ikke en krone i erstatning. Ikke at det havde gjort den store forskel. Smykker man har arvet kan jo ikke sådan erstattes af nogle man går ned at køber fra ny i en butik. Men det gjorde alligevel en forskel det tyveri, for vi begyndte at låse døren. Af frygt for at de skulle komme igen. Tyvene. Frygt får os til at lukke dørene. Helt konkret og også i overført betydning. Frygt får os til at lukke dørene. Som disciplene der følte sig truet og frygtede jøderne. De lukkede dørene. Som vi gør som nation, når vi føler os truede på vores værdier og vores sikkerhed. Vi øger grænsekontrollen. Vi lukker dørene. Som vi gør når vi ikke kan overskue verden omkring os. Når vi er bange for mørket omkring os, eller inden i os. Vi lukker dørene. Vi lukker os om os selv. Frygt er en indadgående og nedadgående spiral. Frygt er en knude, der binder os fast til en virkelighed vi ikke tør se i øjnene.

Disciplene var bundet på hænder og fødder af frygt. Alle både mentale og fysiske døre var lukket. Og så kommer Jesus og står midt iblandt dem. De har ikke åbnet døren for ham. De er ikke åbne overfor at det kunne ske. At han pludselig skulle stå op som levende håb og bryde ind og gøre frygt til fred.

”Fred være med jer!”, siger Jesus og disciplene bliver glade, står der. Sorg er til glæde vendt, som vi synger. De blev glade da de så Jesus. Hvordan han kom ind gennem den lukkede dør og hvordan han så ud, ved vi ikke. Men disciplene var ikke i tvivl. Det var Jesus de så. De troede ham. ”Du er den korsfæstede og opstandne” har de sagt og Jesus sagde til dem: ”Fred være med jer” og blæste Helligånden i dem. De så og troede. Eller var det omvendt? At de troede og så noget nyt? Var det virkeligheden der bevægede troen, eller var det troen der bevægede virkeligheden?

”salige er de som ikke har set og dog tror”, siger Jesus til Thomas som ikke troede på de andre disciples vidnesbyrd om at Jesus var opstået, og som har brug for noget mere konkret og sansbart for at kunne tro. Han har brug for at røre ved Jesus. Han må erfare det selv. Han må se ham selv, for at kunne tro. ”Du tror fordi du har set”, siger Jesus. ”Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Thomas så og troede. Men er det ikke samtidig sådan at troen var en forudsætning for at han kunne se den nye virkelighed? Mange af os har måske tænkt. Hvem der bare havde haft det syn disciplene havde. Hvem der bare havde fået de tegn? Så ville det ikke være nogen sag at tro. Vi kommer let til at tale og tænke sådan om troen, at den er udfordret af mangel på håndfaste guddommelige tegn.

Eller at vores tro bliver udfordret når vi oplever noget der gør os bange – noget der lammer os med frygt eller afmagt, og får os til at lukke alle døre i

Ruth Østergaard der var her i kirkens højskole for et par år siden, og som er sygehuspræst i Ålborg taler om at vores tro flytter sig, bevæges og forandres, når vi oplever svær sygdom og død. Hun siger det sådan her: Det er ikke troen der flytter bjerge, men bjerge der flytter troen.  Det tror jeg der er meget sandhed i. Eller det ved jeg, for sådan har jeg også selv oplevet det: At troen kan forandre sig, og også føles stærkere, når man står i en virkelighed der er svær. Men spørgsmålet er, om det ikke er at tænke for småt om troen. At den skulle være sådan en fast størrelse som der kan skubbes rundt med, og som kan blive mindre eller større alt efter situationen?  Vi er vant til at tænke, at troen bliver udfordret at virkeligheden. At det kan være vanskeligt at holde fast i troen, fordi virkeligheden bevæger os. At frygt gør troen lille. Men det omvendte er også sandt. At det er troen der får os til at se. Se større. Længere. Højere.  At det er troen der åbner vores øjne. At det er troen der fortrænger frygten. Tænk bare på disciplene der bliver mødt af et ”Fred være med jer” lige der hvor de har lukket sig selv inde, og hvor frygten er allerstørst. Det er troen på, at det må være sandt, der gør deres virkelighed større.  Troen ryster dem, så de ser en ny virkelighed. Død bliver til liv, frygt bliver til håb og mørke bliver lys.

Vi bruger også udtrykket ”at være faste i troen”. ”Han er fast i troen” kan vi finde på at sige om et menneske der ser ud som om han ikke vakler, men er fast overbevist om at noget er sandt. Men i virkeligheden er det måske snarere sådan at troen ikke er fast, men at den ryster det vi sidder fast i, så vi igen kan åbne vores døre og hjerter for lys og glæde.

Og tænk på Thomas. Han så og troede, men troen var samtidig også en forudsætning for at han kunne se det nye – at Jesus er opstandelsen og livet. Hans sind var lukket ned. Han kunne ikke med åbent sind forholde sig til det, de andre disciple havde set. Han ville mærke det selv. Og det har gjort at han er gået over i historien, som disciplen med de tvivlsomme efternavn: ”Thomas Tvivleren”. Han rakte sin hånd frem og rørte ved Jesus, og berøringen ramte ham som tro. Og troen fik ham til at se, det han ikke før kunne se, at Jesus er Herre og Gud. Troen åbnede hans sind, så han kunne tro det helt utrolige. Troen er ikke bare det at tro på det, vi kan tro på uden videre. Tro er et levende forhold til det helt utrolige. Det er at leve sit liv i tillid til det, der er uendeligt meget større end vi kan forstå. Det er troen der ryster os og får os til at se og tænke anderledes om virkeligheden. Det er troen der løfter vores blik, så vi ser at verden er større og mulighederne flere. Det er troen der giver os håbet om at ingen knuder, heller ikke dem der bundet stramt af frygt, ikke igen kan løsnes. Det er troen der fortrænger frygten, og åbner de døre der før var lukkede. ”Fred være med jer!” siger Jesus også til os, og det er ikke en fred der kan sættes på formel eller fast form. Tværtimod. Troen giver os den fred, der følger af at vi bliver mindre og Gud større. Troen giver os den befrielse, at blive lille nok til at mærke, at vi alle er en del af det der er uendeligt større.

Det er den fred disciplene får del i, og det er den fred vi får del i. Den fred der gør alt nyt, og som kan åbne døre og hjerter og sind, for at vi med vores tro kan leve i det helt utrolige forhold, at Gud er den opstandelse, som til stadighed gør alt nyt.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Det er Gud der vælter stenene for os

Prædiken Påskedag

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på.

Men hvordan kunne det gå til? Hvordan så han ud, efter han var opstået? Var det en fysisk opstandelse? Eller en åndelig opstandelse? Hvor blev han af? Det kan jo ikke lade sig gøre. Det giver ingen mening at det skulle kunne ske. Det er umuligt.

Og ja, det er umuligt – og nej, det kan ikke lade sig gøre. Og det er netop derfor der er kraft i påskedag.
Det er det, at det der ikke kunne lade sig gøre, faktisk skete.
Det er det, at det der ikke var en mulighed, blev muligt. Det er det der er opstandelsens kraft.

Påskemorgens kraft er, at det umulige bliver muligt. Forsøger vi at forstå hvordan, eller forklare det logisk går vi den forkerte vej. Opstandelsen er for troen, ikke for forstanden.

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på. Kirken er bygget af sten fra den tomme grav.

Det er søndag morgen. Kvinderne er på vej ud til graven. De går der med duftende olier og salver, som de vil salve Jesu lig med. Da de pludselig kommer i tanker om at de har et problem:
”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” spørger de hinanden ”Men da de kom der ud og så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. ”For den var meget stor” – ”For den var meget stor” står der så sådan lidt underligt vedhæftet. Det havde være mere logisk, hvis der havde stået: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven. For den var meget stor” – men Markus der har skrevet fortællingen ned, er ikke logiker. Han prædiker for at vi skal komme til tro. Og bemærkningen om at stenen var meget stor, skal ikke – som vi logisk kunne komme til at tro – sige noget om kvindernes kræfter, eller mangel på samme. Den skal sige noget om Guds kræfter.

Bemærkningen om at stenen var meget stor, står der ikke som sådan en lidt underlig fakta oplysning – men som en begrundelse for hele påskens budskab. Stenen var væltet fra, fordi den var meget stor. Det er ikke bare en tilfældig stor kampesten der er tale om. Det er døden selv. Det er døden, stor, tung, uundgåelig og umulig at bakse med eller ændre på for andre end Gud. Derfor er den væltet fra. Vi kan ikke ændre på døden. Det kan kun Gud.

Kvinderne gik til graven – netop graven, som var det sted, hvor deres håb og liv var spærret inde. Graven var helt konkret et udtryk for lammelse og forstening. De havde ingen tro på at det kunne være anderledes. Men stenen blev væltet fra. Den sten som er det stærkeste udtryk for sorg og død.

Kvinderne kom med forventninger om at de på en eller anden måde, skulle håndtere den. Måske ved andres hjælp, men alligevel. De havde salver med. De havde brug for at se den døde endnu en gang. De havde brug for at tage ordentligt afsked, tilse døden, for på den måde at affinde sig med den.

Sådan har vi mennesker forskellige måder at nærme os en accept af døden. Vi hjælper hinanden med at forsøge at lære at leve med den, at se den i øjnene, at acceptere at det er sådan det er. At døden er uundgåelig. Det er vores forsøg på at skubbe til den store sten. Det er vores forsøg på at håndtere døden.

Men Markus prædiker opstandelsestro. Stenen er så stor, at Gud allerede har væltet den. Vi kan hverken gøre fra eller til. Vi kan heller ikke forstå det. Vi kan ikke andet end se undrende til. Påskemorgen er Guds sag, for stenen er stadig meget stor.

Når vi eller vores nærmeste bliver alvorligt syge, og vi er fyldt af både uro og frygt, så kan det være svært at høre englens: ”Vær ikke forfærdede!”

Når vi har mistet et menneske, der stod os så nær at vores liv blev spaltet i et før og efter, kan det være en provokation at høre ordene om at Kristus har sejret over døden. For det føles ikke sådan.

Når vi sidder fast i et mørke, der ikke vil slippe taget i os – så kan det være vanskeligt at tro på en opstandelse.

Når konflikter, krig og terror fylder os med frygt og modløshed, så kan det være umuligt for os at se, hvordan det nogensinde skal blive anderledes.

Sådan var det for kvinderne ved graven, og sådan har det været for generation efter generation af kristne. Det er ikke altid nemt at give sig hen til troen på opstandelsens forvandlende kraft.

Påskemorgen er et udsagn til os om, at selvom vi ligesom kvinderne kan opleve at vores liv er uden håb og uden rum, og syntes spærret inde bag en mægtig sten, så kan stenen – ikke ved vores hjælp, men måske nærmere på trods af os, væltes fra og en engel kan sætte sig på den fuld af nyt liv, sejr og glæde.

Stenen i vores liv kan overvindes. Vores død og mørke kan forvandles til liv og lys.

Det afgørende er at vi ikke tror, at vi selv kan vælte stenen fra. Og den tanke ligger snublende nær i vores måde at tænke på i dag. Der er meget lagt over på vores skuldre i forhold til vores sundhed og livsduelighed. Der forventes en høj grad af egenomsorg og kamp. Men hvis man dybt knuget eller deprimeret får at vide at man selv skal flytte sig, at man selv skal flytte den tyngende sten i sit liv – så vil det ofte være en umenneskelig opgave.

Det var det for kvinderne og det er det for os. Og derfor flyttes den jo også af Gud. Ikke pga. kvinders tro. Overhovedet. Men alene ved Guds magt. For den var meget stor.

Og det er påskemorgens håb: at stenene i vores liv ikke flyttes af os selv, men af Gud. Det er opstandelshåbets egentlige grund, at det er Gud der fornyer os.

”Han er opstået!” Det er hvad kvinderne og vi får at vide. Det er det vi må tro. Det er det udsagn kirken her er bygget på. Kirken er bygget med sten fra den tomme grav. Den sten, som det er umuligt for mennesker at rokke ved – men som Gud har væltet.

Og fra den morgen stråler det forvandlende lys over verden og vores liv. Det lys, som gør at ingenting længere er uundgåeligt. Med Kristi opstandelse er uundgåeligheden taget ud af historien.

Og det gør forvandlingen mulig. Forvandlingen er altid mulig. I det store, og i det små. Det kan være svært at tro og at se, når livet er værst – og derfor må vi altid hjælpe hinanden med at holde fast i det håb.

Det ender godt, siger vi. Og det er det kristne håb på kortets formel. Det ender godt. Det betyder også troen på, at når livet IKKE er godt, så er det fordi det endnu ikke er enden. For det ender godt.

Påskemorgen blev stenen væltet fra. Ikke ved menneskehænder. For den var meget stor. En sten så stor, at kun Gud kunne vælte den. Og vi står der i al vores usikkerhed og erfarer at efter påskemorgen, er intet stensikkert.
Vores sten bliver Guds sten.
Vores død bliver Guds død.
Vores liv bliver Guds liv.
Selv de største sten. Selv døden forvandles til liv, i Guds hænder. Og i de hænder er vi. Vær ikke forfærdede. Han er opstået.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Kirkebøn påskedag

Kirkebøn
Kære Gud
Du som er lys og liv.
Vi beder dig ræk os troen på at du,
ligesom du væltede den store sten
fra graven påskemorgen,
vil vælte de store sten fra,
i vores mørke,
så vi kan følge Kristus
ud af gravens mørke
imod liv og fællesskab.

Vi beder dig,
vær tilstede som fornyende
og forvandlende kraft
i alle verdens brændpunkter
og der hvor formørkelse hærger
som krig, ødelæggelse
og frygt for terror.

Vær lys hos mennesker på flugt
og velsignelse for alle der lever
under forbandede vilkår.

Vi beder dig,
vær nær de mennesker,
som har det svært.
Dem som er ensomme,
og dem som har fået revet gulvtæppet
væk under sig af sygdom og død.

Vær grunden under vores fødder
trøst i vores hjerter
og håb i vores hænder.

Vær hos alle der har magt
Må de bruge den med visdom fra dig
og i kærlighed til mennesker.

Vær hos din kirke her i Møllevang
og ud over hele jorden.

Lad de håbets sten fra den tomme grav,
være de sten, som vi træder på,
når vi går ud herfra
som ambassadører
for dit håb og din evige glæde.
Amen.

Udgivet i Kirkebønner og andre bønner | Skriv en kommentar

Det er ikke en efterligning, men en gentagelse

Prædiken Skærtorsdag

”Nu begynder det at ligne noget”, kan vi finde på at sige.

”Nu begynder det at ligne noget”.  Underforstået nu er det næsten godt. Nu er det næsten som det skal være. Men det der ligner er kun ”næsten”. Lige ved og næsten. Det er ikke den ægte vare. Der kan være tale om en virkelig god kopi – eller en virkelig god efterligning, men det bliver aldrig andet end en efterligning.

Vi kender det fra kunsten. Der kan laves mere eller mindre vellykkede efterligninger af originalen. Kopierne kan komme meget tæt på det ægte maleri i udtryk. – og når det kommer til den dyre kunst, må de fleste af os nøjes med kopierne. Originalerne må vi gå på AROS for at se. Kopierne af originalerne fra Emil Noldes hånd, trykker vi på sangark til skærtorsdagsfejring i Møllevang. Vi har ikke råd til andet!

Og den nu afdøde biskop Jan Lindhardt havde ret, dag han sagde: ”Hellere en god kopi, end en dårlig original”. For alt hvad der er originalt er jo ikke genialt.

Der findes vildt meget kunst og vildt mange originale tanker, som forhåbentlig aldrig bliver kopieret eller efterlignet, men som bare skal have lov at dø, fordi de er talentløse eller måske endda ligefrem skadelige for menneskeligheden. Ikke at det ikke sker. Desværre har også de afstumpede og onde kapitler i historien, det med at stikke hovedet frem som noget der ligner, noget vi har set før. Vi lærer desværre ikke altid af historien.

Efterligninger er ikke i sig selv noget dårligt. På mange måder er det, den måde vi lærer og vokser på. Ved at efterligne dem der er gået forud for os. Små børn efterligner deres ældre søskende. Eleven efterligner lærerens bogstaver på tavlen. Vi kopierer de store tænkere og bruger deres tanker på en ny og måske original måde. Vi har brug for gode originaler, vi kan kopiere og efterligne

Det der ligner noget, kan være rigtig godt. 
Som gode kunstplakater og såkaldt hjemmelavet marmelade fra Den gamle fabrik. Vi lever fint med illusionen om at det er ægte.

Men det der ligner noget, men ikke er det – kan også være helt forfærdeligt.
Kærlighed fx
Kærlighed er enten eller. Det der bare ligner, kan være iskoldt.
Kærester kan kopiere og efterligne alle de bedste romantiske kærlighedsfilm der findes, men hvis kærligheden ikke er der – er det rungende malm klingende bjælder. Eller: Det var bedre uden de røde roser, fordi de ikke bliver et udtryk for kærlighed – men et tomt udtryk. Et falsk udtryk. Når det kommer til kærlighed, må vi investere i den ægte vare. Alle kopier og efterligninger er ikke til at holde ud.

Det er det samme med noget der ligner et måltidsfællesskab, men ikke ér det. Jeg tror de fleste voksne mennesker har prøvet det med at være inviteret ud at spise. Måske endda overdådigt fint. Der er dækket flot op. Der er blomster og lys på bordet. Det hele har en historie. Vinen er ikke bare vin, men tappet af nogle meget skønne druer på en helt bestemt bjergskråning. Kødet er mørt som smør, og har tilhørt en ko der ikke bare var et nummer i rækken, men med et navn så der kunne kaldes på den og kæles med den. Alt er så godt, så godt…. Det ligner det i hvert fald. Men det er ikke spor godt.
– For der er nogen som ikke er her, som burde være her. En søster, som ikke er inviteret fordi vi ikke kan lide hendes nye mand.
 For der er noget vi ikke taler om, fordi det er for svært – men nogen ved bordet kan ikke tænke på andet, for det fylder det hele. Så i stedet er der bare stille.
Dødstille og iskoldt – på trods af levende lys og veltempereret vin. Det ligner noget, men det er meget langt fra den ægte vare. Vi forsøger at sætte nogle rammer op for måltidet. Vi forsøger at få det til at ligne noget det ikke er: hyggeligt.

I aften spiser vi lam. Det ligner noget vi har læst om i Bibelen. Men i aften er ikke en efterligning af det. Det er en gentagelse. Hvad forskel gør det? Efterligning eller gentagelse? Kan det ikke være lige meget?

Vi gentager et påskemåltid, som har sine rødder i den tidligste jødedom. Vi spiser lam i påsken. Det har man haft tradition for at gøre i tusindvis af år.
Her i Møllevang diskuterer vi om det er 13 eller 15 år vi har gjort det på den her måde, ved et måltid i kirken. Set i den store sammenhæng – og i forlængelse af jødernes udfrielse fra Ægypten for flere tusind år siden og Jesu sidste måltid med sine disciple for godt 2000 år siden, bliver den diskussion lidt ligegyldig. Vi har gjort det, endda før der var noget der hed kristendom. Mange, mange tusind gange har vi gjort det.
Det er det vi gør i kirken. Vi efterligner ikke. Vi mindes ikke bare noget der skete engang, og som havde betydning engang. Vi gentager. Vi gentager måltidet.  

Nogle vil sige: Find dog på noget nyt? Men det skal vi ikke. Kirken er ikke bygget i går. Den er bygget oven på tusindvis af år. Hvis vi i aften kun sang salmer der var skrevet sidste år, kunne vi få den tanke, at der ikke var mennesker der sang salmer for 100 eller 300 år siden. At vi var den første generation af kristne. Hvis vi til gengæld kun synger salmer, der er skrevet for 300 år siden, kan det opleves som om kirken er et museum – og ikke en levende menighed. Det skal være et både- og. Gammelt og nyt i samtale med hinanden.

Vi har brug for at gentage de gamle. Det er på mange måder det der sætter os ind i en sammenhæng – ikke bare i aften og med dem vi lige tilfældigvis er kommet til at sidde ved siden af – men også i en større sammenhæng. Der er nogen der har siddet her før os. Der er nogen der har gjort og sagt, det vi gør og siger. På en anden måde og i en anden tid, nuvel! Men alligevel.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over historien, som det måltid der er blevet gentaget til alle tider. Ikke pga. menuén og så alligevel. Brød og vin. Som vi også får i aften, og som vi får hver søndag. Kristus deler brød og vin med os. Ikke bare ligesom han gjorde dengang, men han gør det igen og han gør det på ny. Når vi samles er det ikke bare et måltid der ligner deres, så er det en gentagelse af det samme måltid. Det samme brød. Den samme vin. Det er ikke en kopi. Det er den ægte vare. Det er Kristus der deler det med os.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over i historien. Ikke fordi det var uden konflikter og alt bare var så godt, så godt. Langt fra.
Tænk på hvordan Judas må have haft det. De sidder der rundt om måltidet. Det er en af årets største højtider. De spiser lam og gentager det måltid, som generationer før dem har spist. De kender det. De gentager det. Og alligevel er alting anderledes. De er ramt af følelsen af afgrund. Og følelsen af, at efter dette måltid, bliver ingenting igen som før.

Judas ved mere end de andre. Han sidder inde med en viden om, at han har solgt Jesus fra 30 sølvmønter, og at der ikke er nogen vej tilbage. Han ved det, men han siger ikke noget. Det bliver Jesus der lægger ord til hans skyld. ”En af jer vil forråde mig”, siger Jesus. ”Det er vel ikke mig” siger de på skift. Det kunne det lige så godt have været. Eller mig. Eller dig. ”Det er vel ikke mig, Rabbi”, siger Judas som den sidste. ”Du siger det selv”, siger Jesus. Men det gjorde han jo faktisk ikke. Han sagde det ikke selv. Han kunne ikke. Det var for tungt. At sidde der mellem venner og vide at man om lidt forråder den ene, og alligevel forsøge at få det til at ligne at alt er godt. Det er forfærdeligt tomt. Det er rungende malm og klingende bjælder.
Men han sad der, og Jesus delte også brødet og vinen til syndernes forladelse med ham. Det må vi ikke glemme. Judas var også med ved bordet. Det må vi ikke glemme. For når det er os der siger ”Det var vel ikke mig”, velvidende at det var det. Og Jesus siger ”Du sagde det selv” – så lægger han også ord til vores skyld, så deler han også brødet og vinen med os. Ikke bare på en måde så det ligner. Nej, han gentager den til alle tider fornyende og forvandlende gerning i os. Deler brødet og deler vinen med os, og tilsiger os syndernes forladelse.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over historien, fordi det ikke er et måltid vi kan efterligne. Vi kan ikke gøre ham kunsten efter. Når vi indstifter brødet og vinen i Kristi navn, så er det Kristus selv der gentager sin kærlighedsgerning i os – til fornyelse af vores liv og fællesskab. I aften og hver gang vi samles omkring hans bord.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

I Guds hænder bliver ingenting til alting

Midfaste Søndag
Tekst: Joh 6,1-11

Alle familier har deres historier. Anekdoter der er blevet fortalt så mange gange, at der kommer et tidspunkt hvor man ikke engang behøver rigtigt at fortælle det hele, for man kan grine af det, eller forstå den. Eller måske: himle med øjnene! En enkelt sætning eller et enkelt ord kan være nok, og så ved hele familien hvad der refereres til. Det kommer af at være meget sammen, at ens fælles fortællinger ligesom også bliver optaget i sproget.

For andre er det meningsløst, men for dem der kender fortællingen, giver det god mening – ja, måske er det netop de der fælles historier og minder, der er med til at gøre os til familie – eller venner? Alle fællesskaber har deres særlige historier eller koder.

Historier kan også gå i arv. Man kan være vokset op med at have hørt en historie, som er overgået ens farfar eller far, så mange gange, at det også bliver ens egen historie. Og sådan en historie er den her. I min familie kræver den ikke mere end en enkelt reference, og så har den allerede foldet sig ud for os.

En af os skal bare sige: ”Fru Gerhardsen” Fru Gerhardsen var gift med præsten fra min barndomskirke. Mine forældre deltog i en form bibelforedrag, som præsten stod for. De samledes engang i måneden en 10-15 stykker og talte om en bibeltekst. Fru Gerhardsen deltog også. Engang talte de netop om den tekst vi har hørt i dag: Fortællingen om bespisningen af de 5000. Der er egentlig meget man kunne undre sig over i den fortælling: Hvorfor er det folk som sulter, hvis Gud så let kan skabe mad ud af næsten ingenting? Spiller det en rolle at det er brød der bliver velsignet? og at Jesus lidt senere siger til disciplene at han selv er livets brød?

Der er meget man kunne tale om. Måske har de også gjort det, men det er ikke det der er gået over i historien. På et tidspunkt i diskussionen siger min far, som hedder Poul Erik, som en slags kommentar: ”Det er da også lidt underligt at der blev 12 kurve tilovers!” – hvor til Fru Gerhardsen svarer: ”Jamen Poul Erik, du må tænke på at det er svært at beregne mad til så mange!”

Og det er historien: ”Jamen Poul Erik, du må tænke på at det er svært at beregne mad til så mange!”

Og tak for den Fru Gerhardsen! Det er sjovt på så mange planer.

En ting er at der ikke ringer nogen klokker hos Fru Gerhardsen over at det lige præcis var tolv kurve, og at det nok mere var det min far undrede sig over, og ikke det at der blev rester tilovers. For tolv har vi hørt før. Tolv er et tal der betegner fuldkommenhed. Tænk bare på vores tidsmåling. Dagen er delt i tolv timer og året i tolv måneder. Karakteristisk for Israel var, at hele folket deltes i tolv stammer, efter Jakobs tolv sønner – og at det fortælles at Jesus havde tolv disciple, er nok heller ikke tilfældigt, men har forbindelse med antallet at de israelitiske stammer. Tolv er ikke bare et tilfældigt tal. Det er et tal der fortæller os at brødunderet var helt og fuldkomment. En anden ting er, at Fru Gerhardsen giver os et billede af Gud, der er som en husmor der mangler overblik i køkkenet.  En vært der bekymrer sig om, om der er for lidt eller for meget mad til gæsterne. Som om Gud var en af den slags værter, der kommer til at miste fokus på fællesskabet og gæsterne – og i stedet bruger krudtet på at bekymre sig om, om det er godt nok. Om der er mad nok. Eller: som om Gud var meget nøjeregnende med sin velsignelse. Som om velsignelsen helst ikke skulle blive for overvældende, men bare sådan helt passende og præcis. Så enhver får lige præcis nok, ikke for meget og ikke for lidt. Men tilpas. Som om velsignelsen er noget man kan skære ud i stykker, og pludselig løbe tør for. ”Nej, desværre måtte Jesus så sige, der blev ikke mere i denne omgang!”.

Sådan er det heldigvis ikke, og det er også derfor det bliver så grotekst at tale om for lidt eller for meget. Pointen i den her fortælling er derimod, at Gud kan gøre lidt til meget – og at Guds velsignelse er en velsignelse der er overvældende ud over alle grænser.

Alle familier – alle fællesskaber har deres historier og deres koder. I den kristne kirke har man i generation efter generation fået fortalt den her historie om Jesus der bespiste femtusinde med fem brød og to fisk. Mange af os har hørt den så mange gange, at man ikke engang behøver at fortælle hele historien for at den folder sig ud for os. En eneste sætning eller et eneste ord. Mere skal der ikke til. ”Brød”.

Brødet er en nøgle til den her fortælling. For andre er det meningsløst, men for os der kender den kristne fortælling, giver det god mening. Vi ved at brød spiller en rolle i kristendommen.

Brødet er både noget helt konkret, som en madpakke der bliver delt. Som det daglige brød, vi beder om i Fadervor. Som brødet vi lever af – også på et dybere plan: Som når Jesus siger om sig selv – idt senere, da de alle sammen er blevet mætte: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig skal ikke sulte, og den der tror på mig skal aldrig tørste”. Jesus er livets brød. Og derfor er Fru Gerhardsens meget jordnære kommentar om, at det er svært at beregne mad til så mange, på alle måder skudt forbi den her tekst.

For brødet her i fortællingen er et tegn på, at Jesus er livets brød, som kommer ned fra himlen. Til velsignelse og opfyldelse af vores længsel efter mening, og tørst efter liv.

Fortællingen viser ikke billedet af en beregnende Gud, men af en Gud der er overvældende og hel i sin nåde og velsignelse af os.

Guds velsignelse slipper ikke op – den er uudtømmelige. Det er den dybere mening med den her fortælling – at Jesus er livets brød – og at vi alle sammen kan få del i det liv han giver. Ikke bare nu, men i tolv fold – i fuldkommenhed – i evighed.

På den måde er fortællingen om bespisningen af de femtusinde et billede på Guds rige. Det rige hvor vi alle vil blive helet og mættet af mening engang. Men fortællingen er også blevet fortalt os som et helt konkret udtryk for Jesu omsorg for – og konkrete hjælp til mennesker i nød. Og at vi kan tage del i den omsorg for hinanden. Ikke bare engang i evigheden – men lige nu. Vi hører om den lille dreng der havde en madpakke. Fem brød og to fisk. Ikke meget, men dog lidt – og det var det han kunne give. Han lod ikke sin madpakke blive i lommen, men tog den frem og det satte hele den store bespisning i gang.

Det var det, at han vovede at tage det frem, han havde at byde på, som gjorde, at et under blev til.

For Jesus laver ikke hokus-pokus. Det hører vi faktisk aldrig, at han gør. Han laver ikke mirakler ud af det blå. Han siger aldrig en trylleformular og knipser med fingrene og så dukker der brød i mængde frem af det rene ingenting. Nej, Jesus tager altid noget konkret op i sine hænder. Og i hans hænder bliver det konkrete til meget mere, end det først var.

Den syge krop bliver til en rask krop.
Vand bliver til vin.
Det blinde øje bliver et øje, der kan se.
Den døde krop, bliver en krop der lever.

Han siger ikke: Hokus-Pokus –  og så sker det store ud af det blå.
Nej, han tager en helt konkret madpakke, velsigner den, og deler ud af den.
Og i Jesu hænder bliver en lille smule til mere en nok.

Og sådan har Gud brug for, at vi hver især tager det op, som vi har i lommen.
At vi byder ind i livet med det, som vi kan, og det, som vi magter.
At vi ikke lader os standse af den stemme, der hånligt siger:
Hvad er det til så mange? Hvad nytter det?
Men at vi håbefuldt og mod alle odds sætter det i spil, vi har, og rækker det frem, som vi kan.

Gud virker i verden gennem os.
Han har brug for vores hænder.
Det er gennem os, at hans Ånd og hans kærlighed bliver kød og blod i menneskenes liv.Han får undere til at ske gennem os

Hvad nytter det? Hvad er det til så mange? Sådan spørger disciplen Filip, da han ser drengens madpakke og de tusinder, der har brug for mad. Men i Jesu hænder blev alt for lidt til mere end nok. Det begyndte med, at en dreng ikke lod madpakken blive i lommen, men tog den op og gav den fra sig.

Må vi låne af hans mod.
Må vi turde tage hænderne op af lommen og gøre det lidt, vi kan. I fast tillid til, at i Guds hænder bliver ingenting til alting. Ja, i fast tillid til, at Gud kan bruge det, vi kan, og det, vi har, og få det til at blive til meget mere end det, det først er.
Må vi lade være med at lade det blive ved tanken.
Må vi lade være med at lade os standse af sætninger som: Hvad nytter det? Hvad hjælper det?
Må vi tage det, vi har, og det, vi kan, frem og lægge det i Jesu hænder

Da bliver fem brød og to fisk til mere end nok.
Da bliver lidt til meget.
Og da er der håb.
For verden.
Og for os.

Og ja, det er virkelig svært – for ikke at sige umuligt at beregne det til så mange! Det er heldigvis ude af vores hænder.

Med inspiration fra Lotte Lyngby og med tak til Fru Gerhardsen (som er citeret under pseudonym.-)

 

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar