Alle veje fører til veje

3. søndag efter påske/ Joh. 14,1-11

Alle veje fører til Rom, siger man. I den her uge har jeg læst Helle Helles nye ret fantastiske bog, med den korte titel ”de” – hun siger noget andet. Allerede på første side kan man læse, at ”alle veje fører til veje. ”
Det har jeg tænkt noget over. Jeg tror i hvert fald ikke altid jeg har det sådan, at alle veje fører til veje.
Der er nogle af de veje jeg har gået, som er endt blindt. Chancer jeg har taget, som viste sig ikke at føre til noget.

Og så alligevel. Evangelisk set har Helle Helle ret. ”Alle veje fører til veje”. Det er på en måde kristendom i al sin enkelhed, at vi mennesker ikke kan havne et sted, hvor der ikke er en udvej. Vi kan ikke stå i en situation, som er så håbløs, at alt håb er ude. Vi kan ikke befinde os på en vej, hvor det ikke er muligt for Gud at finde os. Ja, ikke engang døden er en blind vej. Det er kristen tro.

Også selvom erfaringen siger de fleste af os, at vi kan være kommet på afveje. At vi kan være på vej væk fra alt hvad der giver mening.

Erfaringen siger os også at livet ikke er en snorlige vej, men at vi tit går mange omveje af snørklede bjergstier og andre mærkelige småveje, som man slet ikke vidste fandtes, før man pludselig er der.
Deraf udtrykket ”alle veje fører til Rom” Eller: oprindeligt stammer udtrykket fra dengang Romerriget strakte sig over hele den kendte verden. I Romerriget anlagde man kun veje, der kunne fører én til eller fra Rom.
Men i dag bruger vi udtrykket symbolsk: Lige meget hvilken vej du går – eller hvilken metode du vælger, så kommer du til det samme resultat. Nogen går den lige vej, andre går en masse omveje.
Nogen sprøjter deres ukrudt med Roundup, andre luer det med en hakke. Uanset hvad, bedet bliver rent for ukrudt. Resultatet bliver det samme.

Der er en verden til forskel på om ”alle veje fører til Rom” eller ”alle veje fører til veje”. I konsulentverdenen ville man tale om, hvorvidt man er produkt- eller procesorienterede. Eller om man er optaget af resultatet eller bagvedliggende værdier.

Der er noget meget produkt- og resultatorienteret over den tid vi lever i. Vores børn bliver testet fra de helt små klasser, teenagere skal vælge uddannelse inden de overhovedet har fundet ud af hvem de er, og fremdriftsreformen har i vid udstrækning gjort kål på alt hvad der i gamle dage hed fjumreår, dannelsesrejser og læsning af bøger der ikke står på pensumlisten.
Det kan godt være vi ender i Rom, men spørgsmålet er, hvad vi har fået med os i rygsækken? Det bliver let lidt tilfældigt hvad vi hiver ned fra hylderne, fordi der simpelthen ikke er ret meget der har tid til at bundfælde sig.
Og så står vi der i Rom, og ved måske hverken hvad vi laver der, eller hvem vi er. Mange af os bliver stressede og syge af at skulle mases ind på én af de veje der fører til Rom.
På den ene side har vi aldrig haft flere valg og muligheder, og på den anden side er vi alligevel endt som en pølsefabrik, der konstant skal levere, optimere og præstere.
Når Jesus siger om sig selv, at han er vejen, så skal det forstås rigtigt, for at giver mening.
Mange gange er vægten blevet lagt på vejen i bestemt form. Altså at han er den vej, der fører til Rom – eller i en kristelig sammenhæng. Han er vej-EN til Gud.
Det er interessant at lægge trykket der, når man gerne vil gøre klart hvem der er på rette vej, og hvem der ikke er. Den måde at tænke om Jesus på, ligger måske i tiden. Det bliver ret let meget resultatorienteret. Hvis du gør sådan og sådan, lever sådan og sådan, så kommer du til Gud.
Som om Kristus-vejen er én bestemt måde at leve sit liv på. Som om der findes tests der kan afgøre hvor på den vej vi befinder os, som om vi har en målestok der kan afgøre om vi er tæt på eller langt fra målet.

Jesus siger også om sig selv, at han er sandheden – også det er tit blevet forstået som noget statisk. Næsten som om det er muligt at komme til at eje sandheden. Der er noget ekskluderende over den tanke, og sandheden er vel nærmere den at vi ikke kan eje sandheden, men vende os imod den – som et pejlemærke, en vej at gå på, som mening der kan kaste lys over vores liv.

Måske bliver den bevægelse tydeligere, når vi får det sidste udsagn med. Nemlig, at Jesus siger om sig selv, at han er livet. ”Vejen, sandheden og livet”. For livet er der alligevel ingen af os, der tør hævde vi har styr på, eller mestrer. Der er ingen af os der vil hævde, at vi kan komme til eje livet.

Det er almindeligt at bruge billedet af livet som en rejse. En rejse fra vugge til grav, siger vi – det er jo så langt erfaringen rækker.
Men når Jesus taler om at han er vejen, sandheden og livet – så er det en vej og en sandhed og et liv, der rækker længere end vores erfaring.
Det er ikke alene det vi kan teste og måle og veje. Det er ikke kun den vej i vores liv, der går fra A-Z eller på en eller anden måde ender i Rom. Eller i mere præcist, en kiste.
For ligesom vi kan sige, at alle veje fører til Rom – så kan vi sige at der er en ting der er helt sikkert og det er, at uanset hvordan vi har levet vores liv, uanset hvilke veje vi har gået, og hvilke valg vi har truffet, så ender det med at vi dør. Resultatet bliver det samme – hvis vi skal blive i konsulentverdenen.
Men siger Jesus, der er noget der er større end det – og det er den vej han inviterer os til at gå på, den sandhed han vil vise os og det liv han vil give os.
Det der er det liv der ikke er bare en vej fra vugge til grav, med få eller mange afstikkere, omveje, bump og snoede bjergstier. Det er et liv med en dimension af dybde og højde og fylde.

Det er det liv, hvor alle veje fører til veje. Hvor Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes – vær ikke bange – tro på Gud og tro på mig!”
Det ligger en trøst i det udsagn – nemlig at vi kan leve vores liv i tillid til at Gud er med os, også når vi er forfærdede og bange.

Der ligger også en opfordring i det udsagn – nemlig at vi i troen på Gud kan få del i det liv der ikke bare går der ud af, men som også er et liv med dybde, højde og fylde.

Jesus siger om sig selv, han er er vejen, sandheden og livet. Troen på ham, giver ikke adgang til et eksklusivt liv med en direkte linje til lykke og lyksalighed. Det giver os et liv, hvor vi må tro at alle veje fører til veje.

Der findes ikke en vej, som Gud ikke er fortrolig med, siges det i salme 139 i det gamle testamente. Vi kan ikke befinde os på så vanvittig en afvej, at han lader os gå til grunde.

Der findes ikke veje, der ender blindt. Også på de veje i vores liv, som kan synes helt ufremkommelige og forkerte, findes en vej ud eller hjem.

Alle veje fører til veje! Nogle gange kan vores liv synes som en lang omvej, eller et fjumreår vi ikke selv har valgt.
Men troen på Kristus er, at der er noget der er større og dybere og højere, end det vi står fast i lige nu.
Det er større end vores erfaring og det vi kan forstå. Og det er dybere og sandere, end det vi selv kan finde på. Det er det evige liv, som rækkes til os midt i al vores travlhed og tanker om fremdrift og planer om at komme til Rom.

Må Kristus være foran dig og vise dig vejen.
Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig.
Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg.
Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder.
Må Kristus være inden i dig og fylde dig med sin ånd.
Må Kristus være omkring dig og bevare dig for alt ondt.
Må Kristus være oven over dig og velsigne dig.
(Skt. Patricks velsignelsesbøn)

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Opstandelsesblindhed

Prædiken, 2. påskedag / tekst: Joh 20, 1-18

Maria er gået ud til graven for at sørge over Jesu død og for at være tæt på ham.

Ligesom nogle af os gør, når vi går på kirkegården for at mindes vores døde. Måske oplever vi, at vi er lidt tættere på dem, når vi ved at deres fysiske legeme, ligger der under stenen. Vi kan have brug for et sted at gå hen, for rigtigt at mindes dem.
Det er forskelligt for os, hvordan vi har det med kirkegårde. Nogle har ikke brug for det der fysiske sted, for at mindes deres døde. Måske snarere tvært imod. Der kan være mange andre steder, som vækker minder. Steder som man holdt af at være sammen i levende live. Udsigter og horisonter man har stået foran sammen, og nu tager man derhen med den døde i tankerne.
Det kan være forskelligt for os, hvordan vi har det med kirkegårde – men hvis vi har mistet et menneske der var tæt på, vil de fleste af os have steder eller minder vi vender tilbage til, når vi har brug for at holde fast i det vi havde sammen.

Maria er gået ud til graven for at sørge over Jesu død og for at være tæt på Jesus. Hun vil gerne holde fast i ham, og i det de havde sammen. Hun vil gerne holde fast i det der var godt.

Ligesom nogle af os kan sørge over at have mistet noget der var godt i vores liv. Noget i vores liv, som fyldte vores dage med lys og mening. Noget der gav vores liv retning.
Det kan være et venskab, der er gledet ud i sandet.
Det kan være vores situation der har ændret sig radikalt.
Et brud eller en skilsmisse.
Det kan være et arbejde vi ikke længere kan udføre.
Det kan være vi eller vores nærmeste er blevet ramt af sygdom, der ændrer det hele.
Og vi forsøger at finder tilbage til sådan som det var. Vi vil gerne holde fast i det der var godt.

Maria stod udenfor graven og græd. Og da hun ser ind i graven, ser hun at Jesus ikke længere er der. I stedet sidder der to engle, som spørger hende: ”Kvinde, hvorfor græder du?” og nu græder hun ikke fordi Jesus er død. Hun græder fordi han ikke længere er der, hvor de havde lagt ham.
Hun tror der er nogen der har taget ham, og det siger hun til englene. De engle som bare sidder der og lytter til hende, og som får hende til at vende om og gå ud af graven.

Ligesom vi kan gå i stå og kigge længselsfuldt efter det, som ikke er mere. Vi kan forsøge at gå tilbage, for at genfinde det som var engang. Og når vi ikke finder det, så må det være nogle andre der har fjernet det. Der må være nogen der har taget det fra os. Vi kan ikke komme op med andre forklaringer, end at der må være en forklaring. Vi vil vende tilbage til udgangspunktet, men udgangspunktet er der ikke mere. Vi kan ikke vende tilbage til det tabte paradis, for det er der ikke mere. Og vi aner ikke hvad vi så skal forvente os. Vi kan ikke forestille os det næste skridt. Og vi kan være helt ideforladte, og helt mangle sans for opstandelsens kraft. Vi står bare der, og har brug for en eller anden engel der spørger os: ”Kvinde, hvorfor græder du?” og får os til at vende os bort fra det der er tømt for muligheder. Og mod det nye liv.

Maria græder stadig, da hun, lige uden for graven møder Jesus. Ham som hun sørger over. Ham som hun savnede. Ham som hun ville have tilbage. Men hun kan ikke genkende ham. Hun kan ikke genkende den opstandne. Hun står foran den opstandne, og hun ser det ikke. Hun tror det er havemanden, og begynder at udspørge ham. Måske næsten anklagende. Hun tror det er ham der har flyttet Jesus. ”Gør noget!” siger hun. ”Hvis du ved noget”, så vis mig det. Trygler hun. Måske fordi hun er så optaget af at finde det samme, som var engang. Hun ser efter det gamle liv, og kan ikke få øje på det nye.

Ligesom vi kan være blinde for opstandelsen. Smerten over det gode vi har mistet, er svær at leve med. Og vi bliver måske aldrig færdige med at sørge og græde over det tabte. Sådan er det. Men pludselig mens vi står der ude af os selv, eller ved siden af det der gav mening. I noget der ligner meningsløshed. Så står han foran os. Livet vender tilbage. Vi bliver vidner til opstandelsens kraft. Det er slet ikke sikkert vi ser det. Måske genkender vi den ikke. Måske kan vi slet ikke se, at det er livet der er der lige foran os. Vi kan være fuldstændig opstandelsesblinde, fordi vi kigger efter det forkerte. Efter det der var engang. Vi kan stå der, med et mirakel foran os og gå i rette med det, eller misforstå det. Vi kan møde et menneske, som kan blive en velsignelse for os, uden at kunne se det. Ved første øjekast. Med det blotte øje.

”Maria!”, siger han og først da Jesus kalder hende ved navn, ser hun at det er Jesus. Hun svarer: ”Rabbuni”, det betyder mester. Han står lige foran hende, men det er først da hun hører hans stemme, at hun genkender ham. Et eller andet er der sket med Jesus. Han ser anderledes ud, end før korsfæstelsen. Hans opstandelseslegeme er anderledes end hans dødelige legeme, og Maria genkender ham ikke først. Måske er han ikke synlig for det blotte øje. Måske er han kun synlig for troens øje. Vi ved det ikke. Men måske er det også vigtigere at Jesus genkender hende. Maria står der midt i al sin sorg, og han kommer hende i møde. Kalder på hende. Kalder hende ud af sorgen. Kalder hende til opstandelse og liv. Og hun svarer ham i tro: ”Rabbuni”

Ligesom vi blev genkendt og kaldt ved navn, af den korsfæstede og opstandne mester, da vi blev døbt. ”Leonora” sagde han. ”Rabbuni” svarede hendes forældre på hendes vegne. Sådan har han genkendt og kaldt på hver eneste af os, da vi blev døbt til et liv i opstandelsens nye virkelighed.
Ligesom han vil genkende os og kalde os ved navn, når vi engang skal herfra. Så vil han stå foran os. Måske genkender vi ham ikke straks, men han vil genkende os. Lige midt i det vi hver især står i. Han vil komme os i møde. Kalde på os. Kalde os ud af sorgen. Kalde os til opstandelse og evigt liv. Og vi kan ikke andet end at svare ham i tro: ”Rabbuni”

Maria griber ud efter ham. ”Hold mig ikke tilbage”, siger han lidt kryptisk til hende. Eller som der stå i den nye aftale: ”Giv slip på mig!” Jesus viser sig for Maria, i et opstandelseslegeme – han er både her og ikke her – på vej til at opstå i Gud. Og hun kan ikke holde fast i ham, og hun skal ikke holde fast i ham. Hun må give slip på ham, for han skal tilbage til Gud. Jesu opstandelse, er en opstandelse i Gud. Maria skal give slip på den Jesus hun kendte, for at hun kan holde fast i troen på opstandelsen. Og den skal hun gå ud og fortælle om, for at andre også kan komme til tro.

ligesom vi må give slip på forestillingen om at vi kan holde fast i Jesus. Det er ham der holder fast i os. Vi må give slip på det gamle liv, og tage imod den opstandnes livsmod og trøst. Det er ham der går forrest. Det er ham der møder os med opstandelse og liv. Det er ham der genkender os og kalder os ved navn, selv når vi er helt opstandelsesblinde.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

“Led den ind i mine årer”

Langfredagsreflektion

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.

Det er på korset Gud viser sit sande ansigt.

Det ansigt, som nok er ophøjet og helligt og kan komme til syne i en brændende tornebusk, men som viser sit sande udtryk med den ydmygende tornekrans om hovedet, hængende død, sømmet fast til vores kors.

Det er på korset Gud viser sit sande ansigt.
Og hvis vi har øje for det, kan vi se det ansigt alle steder: på gaden, i mørket, i smerten, i ensomheden.

Der hvor mennesker er, der kan vi finde det ansigt. Alle de steder, hvor vi er faret vild i mørke, dér kan vi finde det ansigt.

Det hænger på alle vores kors.
De kors, som vi ikke selv kan bære.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.

Da Kristus blev sømmet til korset, gik der for alvor hul på kærligheden. Og det viste sig, at den ikke kunne slås ihjel. At den var stærkere end døden.

Da Kristus blev sømmet til korset, gik der hul på kærlighedens kilde, og den løber ud over alle breder, med så stærk en kraft at ingenting kan stoppe den.

Som en flod der vælter sten og smelter isbjerge og løber lige ind i hjertet på os.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Sådan synger vi i en af Grundtvigs allerbedste: ”Hil dig frelser og forsoner”.

Den kærlighed som udspringer fra korset, går i blodet på os.
I gamle dage talte man om at den vasker os rene for synd. ”Som kan blodskyld tvætte af”.
Sådan udtrykker vi os sjældent i dag. Men måske kan vi bruge billedet af, at vi bliver gennemrislede af Kristi kærlighed.
At hans død, er en død på de kors vi hver især har gjort os skyldige i, eller som vi er tyngede af. At den kærlighed som udspringer af hans død, er den kærlighed vi kan leve og dø på.

Det er ikke kærligheden som et hurtigt fix i en blodåre, der som narkotika kan få os til at glemme al vores smerte, og alle vores bekymringer, og som kan give os et frikvarter fra det liv, som måske gør afsindigt ondt, eller er besværligt og kan være hæmmet af både skyld og skam.
Det er ikke kærligheden som et fix, der dulmer eller får os til glemme. I hvert fald kortvarigt.

Den kærlighed som udspringer af Kristi død, går i blodet på os, og udvider vores årer, så livet bliver større.
Fordi han lever i os.
Kristus lever i os, som gudsnærvær, som tilgivelse, som livsmod, som menneskelighed.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.
Den kærlighed, som vi beder om, må løbe i vores årer.

Det er en daglig bøn, at vi må bede om, at vi ikke lever for os selv, men at Kristus lever i os
Det er en daglig trøst, at må tro på, at vi ikke lever for os selv, men at Kristus lever i os.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg, smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Djævlen er en sejlivet løgn

3. søndag i fasten / Tekst: Joh 8,42-51

Der findes en lille novelle af Martha Christensen, der hedder ”Dragen” (Fra Bænken). Den handler om nogle drenge, som nærmest viljeløst er blevet medlemmer af en bande. En ny dreng i kvarteret, Mikael, er lederen.

Ingen af dens menige medlemmer er – hvis man tager dem enkeltvist – særligt grusomme. De er heller ikke dummere eller mere tankeløse end andre drenge. Men af en eller anden uforklarlig grund har Mikael altså en magt over dem, som får dem til at gøre de mest ubegribelige ting.

De har det elendigt med det. De ved udmærket godt, at det er forkert, og langt ud over hvad man kan kalde drengestreger.
De ved det, og derfor føler de kold, sort angst i stedet for leg og lys drengelatter.

Lige indtil den dag de siger ”Nej”. Simpelthen, kort og godt: ”Nej!” Vi vil ikke mere. Den dag forsvinder Mikaels magt, og han bliver en ganske almindelige, ikke særlig stor dreng.
Mikael havde kun magt over drengene, fordi de lod ham have den! Da de afslører hans magt som en løgn, smuldrer den og bliver til ingenting. Og de bliver sat fri til at leve det liv, de er bestemt for: Leg og latter og den ubekymrethed, som man kan ønske sig for alle 11-12-årige drenge.

Det er en dyrekøbt erfaring de gør sig. Og det er en erfaring – en vigtig erfaring – som de fleste af os nok har gjort os i større eller mindre udstrækning. At både godt og ondt trækker i os, og at afgørelsen ligger hos os. At man kan komme ud af en vej, hvor man ikke længere rigtig kan kende sig selv, og hvor man har svært ved at kendes ved sig selv. Og at der sker noget i det øjeblik man afgør sig for at vende om. Sige fra, sige nej, og gå en anden vej!

Den erfaring – og novellen om drengene, illustrere meget godt, hvad det vil sige at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Ikke at Mikael er Djævelen. Gid, det var så enkelt.

Det, drengene i bund og grund siger nej til, da de endelig når dertil, det er at gøre det – gøre de gerninger – som frygten for at bliver hånet, får dem til at gøre. Det er det væsen i dem selv, der gør det så meget nemmere at løbe med og finde på alle mulige krumspring, for at undgå at tage ansvar.

Vi kender det fra skolegården: ”Det var ham der fandt på det!” ”Det var ikke mig!” – men det væsen følger med over i voksenlivet: ”De andre sagde jo heller ingenting!”, ”Hvad kan jeg stille op alene?”, ”Det er ligeså meget de andres ansvar?” – eller hvad vi nu kan finde på at bilde os selv ind.

Det kræver mod at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det kræver mod at sig nej til det vi godt ved, er en ond løgn – men som er blevet en underlig og skræmmende nem løgn.

Sådan er Djævelen og alt hans væsen. Løgn fra ende til anden. Der er ikke noget sandt i Djævelen. Ja, det endda løgn af han findes.

Der findes ingen Djævel. Der findes ingen Djævel med horn i panden og en trefork i hånden. Djævlen findes ikke, men han har meget magt! Der findes meget djævelskab i verden og i os.
Og hvordan skal man tale om det, der på en eller anden ubegribelig måde får sit tag i os, så vi indimellem kommer til at gøre noget der ondt og grusomt – hvis ikke vi kan give det et navn?
I gamle dage havde man brug for at give det onde navn. Man kaldte det Djævelen, og udstyrede ham med horn og trefork.

Det var før vi begyndte at forklare alt ondskab ved hjælp af psykologiske begreber. I dag taler stort set ingen om Djævelen, tilgengæld taler vi meget om det onde. Og vi erfarer i høj grad at der er noget der er ondt. Men vi giver ikke det onde navn, men har en udpræget forestilling om at det er noget vi kan undgå.

I dag tror vi at ondskab sådan i rundetal, kan forklares med en dårlig barndom eller grove omsorgssvigt. – og at hvis vi bare elskes og elsker nok, så er der ikke ”ondt skabt i os”, som vi siger.

Samtidigt kan vi finde på at sige, at vi ”tror på det gode i alle mennesker” – men når vi siger det, siger vi så ikke samtidigt, at der også er noget ondt i alle mennesker?

Vi har lært meget om den menneskelige psyke siden Luthers tid, men han gav et billede af menneskets vilje, som stadig meget rammende siger noget om det gode og det ondes plads. Han sagde at ligesom hesten bliver redet af en rytter og ikke er sin egen Herre – sådan er menneskets vilje heller ikke neutral. Enten er den bundet til det onde eller det gode, det han kaldte djævel eller Gud.

”I har Djævelen til fader”, siger Jesus. Nazisterne brugte lige præcis det udsagt mod jøderne, og det fik, som vi ved grusomme konsekvenser. Og det er som fanden læser Bibelen, som vi siger. Udtrykket kunne stammer derfra, om det gør, ved jeg ikke – men det ville være rammende, for hvad der skete.

Når vi læser teksten i dag, klinger det måske med. Det er i hvert fald svært at læse det, som om det har noget med os at gøre. Det er umiddelbart et besynderligt udsagn:
”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”.
Man får lyst til at indvende: JEG har i hvert fald ikke djævelen til far! Gud er min himmelske far. Djævelen findes slet ikke. Han er en løgn, hvordan kan han da være min far? Jeg har ikke valgt at Djævelen skal være min far, jeg forsager ham endda. Forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen!
Hvad betyder, der står, at vi har Djævelen til fader?

Jeg tror Jesus kalder Djævelen for vores far, netop fordi de eneste personer vi ikke selv vælger er vores forældre. Det er et stærkt billede på hvordan vi også har noget ondt i os, som vi skal forsage og vælge fra. Jesus siger ikke: Nogle af jer har Djævelen til far! Nej, han siger ”I har djævelen til far”. Det er altså et grundvilkår ved at være menneske. At det onde, at synden bor i os.

Vi har ikke selv valgt det. Vi kan heller ikke selv blive fri af det.
For vi vælger ikke selv vores forældre. Dem har vi på godt og ondt. Og om vi vil det eller ej, arver vi nogle af deres særlige kendetegn.
Man kan blive frygtelig irriteret på sig selv, når man pludselig kan høre sin mor i sine egne ord.
Når en af vores forældres særheder sætter sig igennem hos os, og når det er nogle af de træk hos dem, som vi bryder os mindst om, så kan vi godt virkelig ønske, at vi havde arvet noget andet fra dem. Men der er ikke så meget at gøre. Vi har de forældre vi har – og vi har grundlæggende ikke den fulde magt over hverken vores udseende eller vores personlighed.

Når Jesus siger at vi har djævelen til far, så betyder det måske at vi har arvet nogle af hans karaktertræk, noget af hans væsen – så vi indimellem kommer til at gøre noget der ondt, selvom vi ikke vil det. Indimellem kommer vi til at danse om guldkalven ligesom israelitterne, fødderne går næsten af sig selv – også selvom vi egentlig slet ikke ville danse med.

Djævelen findes ikke – men vi har alligevel arvet noget af hans væsen. Og det er på alle måder ødelæggende, når vi ikke får holdt det nede. For Djævelen er en morder, siger Jesus. Og det ved vi af erfaring er sandt. For når hans væsen stikker hovedet frem, så slår det liv, glæde og fællesskab ihjel. Alt det som ikke er Gud. Alt det som ikke er sandhed.

Vi må ikke benægte at det onde findes i os, for så kan det overrumple os med al sin løgn. Vi skal erkende det, og give det et navn, så vi kan sige fra, sige nej – ja, forsage det – og i stedet bekende os til det gode. Til Gud.

For nok har vi djævelen til far, men han er en løgn. Det glædelige er at vi har en stærkere far, nemlig Gud, og han er ikke bare sandheden. Han er også kærligheden. Den kærlighed, som engang for alle har sejret over ondskab og død i Kristus.

Vi kan ved Guds hjælp vende ryggen til det onde, og bede ”Fri os fra det onde” – og ”Ske din vilje”. Vi er Guds børn, allerede elskede.

Gud er vores skaber og far – Vi er skabt i hans billede hedder det. Vi bærer altså noget af Gudbilledligheden i os. Vi har arvet noget af Guds væsen. Evnen til at elske, evnen til at tro, evnen til at håbe. Evnen til at leve i fællesskab.

Gud har lovet at være med os alle dage. Han slipper os aldrig, heller ikke når vi kommer til at give slip og gå den forkerte vej.
For vi kan indimellem komme ud af en vej, hvor vi ikke længere rigtig kan kende os selv, og hvor vi har svært ved at kendes ved os selv. Gud har lovet os at han vil kendes ved os alligevel.
Men det betyder ikke at det er ligegyldigt hvad vi gør. Der følger et ansvar med at være skabt til kærlighed og fællesskab, og vi må regne med at vi skal bruge hele livet på at øve os på at holde fast ved hans ord, som hedder Kristus. Navnet på alt hvad der er sandt og godt.
(inspiration fra Guldkorn II, RPF)

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

At lytte er begyndelsen på en bøn

2. søndag i fasten / Tekst: Mark 9,14-29

Jeg tror disciplene har haft de allerbedste intentioner.

De har mødt faren med den syge dreng, og de har ikke haft noget større ønske end at gøre ham rask. De har gjort alt hvad de kunne, anstrengt sig til det yderste, for at gøre Jesus kunsten efter. Gjort alt det de troede var det rigtige. Forsøgt at indgyde ham noget mod. Sagt ”det skal nok gå over” men uden at det hjalp drengen det fjerneste. Han var stadig præcis ligeså syg, og måske efterlod de ham endda endnu mere fortvivlet. For det var ikke deres anstrengelser han havde brug for,

Jeg har stået der hvor disciplene står.

Når jeg sidder sammen med et menneske, måske endda en af mine nærmeste, som er ramt af en ulykkelig sygdom eller er ked af det, så er der ikke noget jeg har mere lyst til end at sige: ”Det skal nok gå over”. ”Du skal se, det går nok bedre i morgen” – eller: ”Til sommer, så ser alt meget lysere ud”. Det ligger så dybt i os mennesker at vi gerne vil fikse det der gør ondt. Men det er bare ikke alt der går over ved at man får plaster på. Langt fra.
Og vi ved det egentlig godt. For når vi har været i den andens sko. Når det har været os selv, der har været ulykkelige. Når det er os der har været bange eller bekymrede, eller os der har siddet tilbage med et savn og en sorg over en vi har mistet, så ved vi godt, at det ikke kan fikses. Vi ved godt at det ikke sådan bare går over. Og vi ved egentlig også godt, at det overhovedet ikke er ord eller falske forhåbninger der er brug for.
Det vi har brug for, er en der IKKE forsøger at fikse det der ikke kan fikses. I stedet har vi brug for en der vil være sammen med os, holde om os og lytte til os. Ikke andet.

Et menneske der vil lægge øre og liv til os.

Men selv om vi ved at det er sådan, så er det svært at være den der ikke skal gøre andet end at lytte. Det er svært at afholde sig fra at forsøge at fikse den andens situation, og vi kommer så let til at plapre ud med en masse forsøg på trøstende ord og gode råd.
Det at give sig hen til det rum, hvor der ikke er noget at sige. Det er svært for mange af os. Det er noget vi skal øve os i.

Når disciplene til sidst spørger Jesus: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud” og han svarer: ”Den slags kan kun drives ud med bøn”, så tror jeg det fiksegenet han hentyder til.

Der findes mange definitioner på hvad bøn egentlig er. Mange vil, med forskellige ord, sige, at det er en dialog mellem mennesket og Gud. Men måske bønnen mange gange i praksis, nærmere kommer til at ligne en monolog. Hvor vi beder og beder, ja måske indimellem endda kommer til at plapre og give Gud gode råd om, hvordan han bedst kan fikse dette og hint. – uden at give plads til at lade Gud tale til os.
Måske forventer vi ikke noget svar, eller måske har vi svært ved at give os hen til det rum, hvor Gud svarer os. Måske mangler vi evnen til at lytte til Gud?

Jeg tror ikke der findes noget menneske, der ikke har dårlige erfaringer med bøn! Vi har alle sammen prøvet at bede om noget, sådan virkelig inderligt bedt om noget, som ikke skete. Heldigvis får det os ikke til at holde op med at bede, når vi står i en situation vi ikke kan fikse. Når det hele styrter sammen om os, så beder vi, også selvom vi erfaringsmæssigt ved, at vi ikke bliver bønhørt. I hvert fald sjældent sådan som vi havde tænkt det. Bønnens kraft er stærkere end det.
Det er Poul Joacim Stender, der er præst i Kirke Saaby på Sjælland, der i en af sine bøger skriver:
“Da jeg gik i 3. g, bad jeg Vorherre inderligt om at ville lade en dejlig pige, som jeg var forelsket i, forelske sig i mig. Hun så aldrig til min side. Og tak for det. Forleden mødte jeg hende i Netto i Vordingborg. En vred dame, der skreg af sin ligblege mand. Gud kan have en mening med ikke at bønhøre os.”
Indimellem er det sværere at forlige sig med Guds svar eller mangel på samme. Indimellem kræver det stort mod, at stole på Gud.
At bønnens kraft er stærkere end vores tanker og tro. Det bliver tydeligt i dagens fortælling, hvor faren til den syge dreng udbryder: ”Jeg tror, hjælp min vantro” eller som der står i den nye oversættelse: ”Jeg tror! Men hjælp mig, for jeg tvivler også!”

Bøn er at lægge situationen i Guds hånd, overgive sig til Gud. Give sig hen til, at Gud tager sig af det. Det er at sige: Hjælp mig, for jeg tvivler også!

Jeg tror! siger faren – men hjælp mig, for jeg tvivler også! Det er et meget præcist udtryk for hvordan det med at tro, også er forbundet med at tvivle.

Martin Luther fortæller, at han kunne føle sig helt tom og kold og være i tvivl om så meget, også troen. Men så bad han alligevel, og så kunne det ske, at han fik varme i hjerte og krop igen, og at troen kom sammen med bønnens ord.
Evangeliet i dag handler om, at det netop er når vi har svært ved at tro – når vi tvivler, at vi skal bede. Bøn er et åndedræt for troen.

De dage, hvor vi føler os tomme og kolde, og længst væk fra Gud. De dage, hvor vi har sværest ved at tro. De dage, og i de situationer, hvor vi kæmper mest med at give slip og lægge vores liv og beslutninger i Guds hænder – Det er netop de dage, vi skal bede mest.

Ikke som sådan en retorisk bøn, hvor vi ikke giver plads til at Gud kan svare os. Men bønnen som det åndedræt der trækker vejret både ud og ind.
Det er Moder Teresa der siger: “Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn.”

At lytte er begyndelsen på en bøn! Måske er det både sådan i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker. At lytte er begyndelsen på en bøn.

Vi kender det fra samtalerne med en ven. At der sker noget i pauserne. At der sker noget med os, når nogen faktisk lytter til os. Så opstår der nogen gange noget nyt.
Måske et svar.
Måske en vej at gå.
Måske en mulighed.
Stilheden og de lyttende øre, kan være en gave. En gave vi kan give hinanden.

Måske kan vi øve os i, at lade Gud give os den gave. Så når vi beder, øver os i, at lytte i stilheden.
Måske giver Gud os et svar.
Måske viser Gud os en vej at gå.
Måske åbner Gud en ny mulighed for os.

Ja, jeg tror! sagde faren – men hjælp mig, for jeg tvivler også! Det er troens væsen. Både vilje og gave. Vilje til være åben overfor troens gave.

Så vi må leve med, ikke at have en stor tro – men troen på en stor Gud. Som rækker ud efter os i vores tvivl med muligheder, glæde og liv.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Det er noget vi får.
Vi tager ikke muligheder. Vi får muligheder.
Vi tager ikke glæden. Vi får glæden.
Vi tager ikke livet. Vi får livet.
Vi tager ikke troen. Vi får troen.
Ja, jeg tror! – men hjælp mig Gud, for jeg tvivler også.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Et lille frø i Guds store skaberhånd

Seksagesima søndag, Tekst: Mark 4,26-32

Forestil dig at du er et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd!

Du ser ikke ud af meget! Og du skal heller ikke ret meget! Du ligger bare der og venter på at komme i jorden, så du kan spire og vokse.
Du skal ikke gøre noget. Ikke andet end at vente på at det bliver din tur. Vi ligger der en helt stor håndfuld frø, og der er ikke så meget andet at gøre end at overgive sig til forventningen og håbet der, i Guds hånd.

Der er meget der ikke giver mening, når man er et lille sennepsfrø.
Det giver ikke mening at brokke sig over de andre, for selvom det er tæt, så er der ikke nogen der fylder mere end de skal, og der er ikke nogen der har taget din plads. Vi har ligesom hver især vores egen plads.

Det giver heller ikke mening at tro, at det er dig der skal sætte det hele i gang. Det er ikke dig, der skal trykke på nogle knapper, eller få livet til at ske.

Og det giver ingen mening at bekymre sig. For du kan alligevel intet stille op. Ikke fordi du ikke kan have noget mellem hænderne eller er helt fritaget for ansvar over for andre, men i det store billede. Så er dit liv i Guds hånd. I Guds store skaberhånd.

Der er meget der ikke giver mening, når man er et lille sennepsfrø.
Forsikringer fx Det giver ingen mening at tænke i at forsikre sig. Guds hånd dækker ligesom det der skal dækkes. I det store perspektiv, må vi leve livet uden forsikringer og sikkerhedsnet – og bare stole på at vi er i Guds hånd.

Og planlægning giver heller ingen mening. Jo det er praktisk i det små, men ikke i forhold til det der rigtig gælder. Et sennepsfrøs vækst handler ikke om planlægning. Om indstilling måske, men ikke om planlægning. Du kan planlægge og planlægge, men det er alligevel ikke op til dig. Det er ikke dig der får dig til at gro. Det sker bare.

Forestil dig at du er et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd!
Der er ikke andet for dig at gøre end at vente, vente dig det bedste. Vente og håbe!

At sennepsfrø skulle blive så store træer, at himlens fugle kan bygge reder i grenene. Er faktisk noget vrøvl. Sennepsfrø er ikke større end alle andre planter. Hvorfor bruger Jesus så billedet af sennepsfrø, – hvorfor ikke tale om egetræer eller ahorn? De bliver meget højere og større og ældre og flottere. Hvad er det, der er med sennepsplanter, som ligner gudsriget?
Det særlige ved sennepsplanten er den måde, den vokser sig stor på ved at sprede sig. En sennepsplante producerer mellem 1000 og 4000 frø om året, så selvom frøet er ganske lille, har det en enorm kraft. Derfor blev sennepsplanten i antikken regnet for en art ukrudt, man ikke måtte plante i områder, hvor der var marker. For den er umulig at slå ned og holde styr på.

Pointen er altså, at ligesom sennepsfrøet ikke synes af meget, men har en enorm kraft og evne til at sprede sig og slå rødder steder man slet ikke har planlagt det, sådan er det også med gudsriget. Det er ustyrligt og kraftfuldt og uden for vores kontrol. Gudsriget er kærlighedens forgrenede rodnet og spirekraft, der for det blotte øje, kan synes af meget lidt – men som rummer Guds kraft til liv.

Forestil dig at du er et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd!
Tænk hvis livet er så enkelt, at din rette plads er her hos Gud?
At være hjemløs er at mangle fast grund under fødderne. Det er at mangle et sted, hvor man hører til. At være hjemme, er, at have et sted, hvor man bliver forstået uden at skulle sige ret meget. Det er at blive set, uden hele tiden at skulle gøre sig synlig. At være hjemløs derimod, er at mangle en sammenhæng, hvor det betyder noget, hvem man er, og hvad man gør, uanset hvem man er og hvad man gør.

Tænk hvis det er så enkelt, at det sted, og den plads, og det hjem er Gud? At Gud er lig med at være hjemme. At det er at have fundet sin plads. For er det sådan, så skal jeg ikke kæmpe så meget med at finde mig selv, finde min identitet, finde min berettigelse eller bestemmelse. Så er den allerede givet mig. Så er jeg allerede set. Så er jeg allerede fundet og plantet i Guds hånd.

Det er den svenske præst Thomas Sjödin, der siger: Den, som har fundet sin plads, slipper for at konkurrere med andre om pladsen. Måske er det så bagvendt, siger han: at når man søger Gud, finder man også sig selv.

Og så bliver det ikke så afgørende om troen er stor eller lille. Det afgørende er, at frøet havner i den rette jord. Gør det det, kan der ske store ting. Mirakler ligefrem. Og den rette jord er, der hvor vi er sat af Gud. Det er der, hvor vi har fundet vores rette plads, der hvor JAerne er større end NEJerne. Der hvor vi hører til.

Vi er lige på kanten af fastetiden. Midt i mellem julens fortælling om det lille Jesusbarn der blev født ind i vores mørke, som lys – og påskens beretning om den voksne Jesus, der overvandt mørke og død, på opstandelses morgen.

Nu står vi et sted, hvor vi må vende os bort fra mørket og vende os mod lyset fra påskemorgen. Som små planter der søger solens stråler, for at kunne spire og vokse, sådan må vi også leve vores liv, vendt mod opstandelsens lys. Det er det lys, som giver os kraft til at vokse og være dem, vi hver i sær er. Det er det lys, der i glimt oplyser det, der umiddelbart kan synes af lidt, så vi ser storheden og perspektivet i Gud. At tro er at være vendt mod Gud.

Forestil dig at du er en lille sennepsplante i Guds store skaberhånd, med rødder der hænger sammen med andre små sennepsplanter, vidt forgrenede og helt uden for din kontrol. Du hænger sammen med tusindvis af andre planter. Rødderne vikler sig sammen, som et netværk der har deres ophav i Gud, men som ingen ved hvor ender. Det er grænseløst og slår rod, selv på steder ingen troede var muligt. Det sker bare.

Små frø bliver til store planter.
Små ord får stor betydning.
En lille berøring har stor værdi.
Tre små håndfulde vand i døbefonten, åbner Guds store rige
En lille oblat og en dråbe saft, bliver til fælles liv og evighed

Sennepsfrøet er et billede på noget tilsyneladende småt med stort potentiale og stor kraft. Som ordet der forandrer, som troen der giver håb, som ethvert menneskeligt møde der udtrykker Guds kærligheds rige.

Forestil dig at du et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd. Du vender mod lyset, og du spirer og gror. Dine rødder er ikke plantet et vilkårligt sted, men hænger sammen og er forbundet med tusindvis af andre. Sådan er Guds riget: et kærlighedsnetværk af spirende kraft og lys.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Om det der klæber os til taburetten

Sidste søndag efter Helligtrekonger

”Han klæber til taburetten” siger vi om en politiker som ikke længere er drevet af idealisme, men med vold og magt vil blive siddende på ministertaburetten. På magten.
Jeg tror det er i den ånd vi skal forstå udsagnet om at vi skal hade vores liv i denne verden, for at kunne få del i det evige liv.
Vi skal vide at vi det vi har, har vi til låns. Det vi gør, gør vi fordi vi har fået evnerne givet. Det vi skal, er at tjene Gud og medmennesket.

Det handler ikke om at vi skal foragte eller sjofle livet.
Det handler ikke om at vi skal regne livet for ingenting.
Det handler heller ikke om, som vi kender det fra pietismen, at forsage alle livets glæder, og betragte livet som en jammerdal på vej mod himlens lyksalighed.
Det handler ikke om at vende livet ryggen og vende sig mod døden. Selvom det godt kunne lyde sådan, når evangeliet taler om at vi skal hade livet.

Had er et voldsomt ord, som vi lærer vores børn at de ikke må bruge. ”Man må ikke ”hade” nogen eller noget, siger vi til dem. ”Det er ikke pænt at sige”. Men Johannes bruger altså det ord, når Jesus skal fortælle os hvad det vil sige at følge ham.

Had betyder at lægge afstand, at vende sig bort fra. Had er en følelse, eller en besættelse af noget. Når man hader nogen eller noget så er man nærmest som besat af det. Man kan ikke tænke på andet.
At hade sit liv, er altså at undgå at blive besat af sit eget liv. Eller med andre ord, vi skal slippe det, som kun er liv for os selv. Ellers bliver vi selvdøde.

Vi skal skille os af med taburetten, rejse os og gå derfra, hvis det viser sig at det sted hvor vi er, ikke længere er til glæde for andre end os selv.
Det er ikke kun politikere der klæber til taburetter. Eller til magten. Vi har alle sammen et eller andet vi klæber til, og som forhindrer Kristuslivet i at folde sig ud.
Det kan være egne dagsordner eller forfængelighed der har givet os blinde pletter i forhold til egen formåen. Det kan være ideer om det gode liv, som ikke er godt for andre end os selv. Og Evangeliet i dag siger: ”Den som elsker sit liv, mister det”. Helt enkelt. Vi må give afkald på egoisme og det selvcentrerede i vores liv. Måske kan man sige, at det alligevel er selvdødt.

Som hvedekornet der må lægges i jorden, må dø, for at det kan blomstre og bære frugt. Sådan må vi give afkald på det, der klæber os til en forståelse af os selv som verdens centrum, for at vi kan være med til at sætte frugt i verden. For at vi kan tjene Gud og vores medmennesker.

Teresa af Ávila, også kendt som Teresa af Jesus, blev født i 1500-tallet ind i en spansk adelsfamilie og havde alle muligheder for at få en sorgløs og luksuriøs tilværelse som adelsfrue. Men hun ville noget andet og større. Hun brød alle konventioner for, hvad en kvinde kunne opnå på den tid. Sammen med Johannes af Korset grundlagde hun en ny gren af karmeliterordenen.

Det fortælles at der engang kom en kvinde til hende og spurgte: ”Hvis jeg vil finde Gud, hvor skal jeg så begynde at lede, og hvor skal jeg slutte?” Hun var lidt forpustet efter turen op til klosteret.
Teresa så på kvinden, som havde gået langt for at få svar på sit spørgsmål. Klosteret lå afsides, og kun den, der virkelig havde bestemt sig, overvandt anstrengelserne for at komme derop.
Kvinden strøg håret væk fra panden og drak en slurk af vandet, som var stillet frem til hende.
Teresa var kendt for sin visdom og for sin indre fred, som kunne mærkes i alt, hvad hun gjorde og sagde. Det var ikke ualmindeligt, at besøgende kom for at få et råd af hende.

”Synes du, der var langt hertil?” spurgte Teresa.

Kvinden så forbavset på den gamle nonne, som var så berømt, men ikke synede af ret meget.

”Ja, vejen var både lang og kringlet og hullet.”

”Var det da værd at gå den?”, spurgte nonnen.

”Ja, det håber jeg, for jeg vil så gerne have svar på mit spørgsmål. Hele mit liv har jeg forsøgt at forstå, hvem Gud er. Jeg har bedt, og jeg har læst, og jeg har diskuteret med mine venner, men det føles stadig, som om Gud er langt borte. Jeg er begyndt at tro, at jeg har søgt de forkerte steder.”
”Nej, svarede Teresa, ”ikke de forkerte steder, men måske på den forkerte måde og med alt for få kræfter.”

”Hvordan skal jeg så gøre?” spurgte kvinden og tørrede sig over panden med bagsiden af hånden.

”Du har gået langt for at få et godt råd, men du må gå endnu længere for at finde Gud. Jeg vil vise dig vejen, men du må selv vandre ad den. Der er fem ting, du skal lære.”

Teresa rejste sig op og så ud gennem det lille vindue. Solen var ved at gå ned. Snart var det tid for aftenbønnen. Med lav røst sagde hun: ”Stilhedens frugt er bøn,
bønnens frugt er tro,
troens frugt er kærlighed,
kærlighedens frugt er tjeneste
og tjenestens frugt er fred.”

Kvinden lyttede opmærksomt. Teresas ord virkede kloge, men der var noget der forvirrede hende.
”Stilhedens frugt er bøn
Bønnens frugt er tro
Troens frugt er kærlighed
kærlighedens frugt er tjeneste
Tjenestens frugt er fred…” gentog hun.

”Er stilhed og fred ikke det samme? Er det ikke en lang vandring for at nå det, jeg allerede havde, da jeg begyndte, spurgte hun så.

”På overfladen kan stilheden og freden ligne hinanden”, svarede Teresa. ”Derfor nøjes mange mennesker med det første og når aldrig længere. Under overfladen er forskellen meget stor. Stilheden kan du selv skabe, men den virkelige fred, kan du kun tage imod fra Gud. Gå nu. Vejen kan være svært fremkommelig og lang, men nu har du fået anvist vejen.
(Fortællingen er fra ”Vejen er ikke snorlige, Unitas Forlag)

Det er salmedigteren Simon Grotrian der har sagt noget i retning af: Livet handler ikke om hvad der kommer ud af det, men hvad der kommer ind i det.
Det er alt det der ydre, det vi kan vise frem, det der kommer ud af vores anstrengelser og som vi kan blive så optaget af, at der ikke er plads til at det gode kan komme ind i vores liv. Det der kommer fra Gud.

Stilheden kan vi selv sørge for. Og den kan være larmende. Freden får vi fra Gud.

At tjene Gud, at følge Jesus, er at gå på fredens vej. Den vej, hvor de hvedekorn der bliver lagt i jorden, vokser op og giver frugt. Den vej, hvor der kommer liv ud af død. Den vej, hvor vi ikke skal præstere noget stort, men tjene hinanden i det små. Den vej, hvor vi må tro på at vi aldrig går alene.
Gud er hos os nu! Det må vi tro. Ligesom vi må tro, Gud også er hos os, når vi lægges i jorden – ikke for at blive opslugt af mørke, men til et helt nyt liv.
Indimellem er vejen hård og ufremkommelig. Indimellem er det svært at tro, at det er sandt, at livet er stærkere end døden. At der vil vokse noget nyt frem, endda noget der er bedre end det gamle. Og det er altid svært at lade Gud få plads til at fylde vores stilhed med fred, og vores tomrum med liv. Det kræver at vi ikke fylder vores liv med vores eget, men at vi lader vores hjerte være åbne overfor Gud og vores medmennesker.
Herliggørelse er et ord der går igen i den her tekst. Det er et underligt ord. ”Herliggørelse”. Det betyder noget i retning af forvandling, eller at Gud vil vise os det guddommelige. Åbenbare os hans storhed.
Det sker drypvis, som en hemmelighed vi får mere og mere syn for. Det sker i glimt eller som Ordet der bliver kød i blandt os. Folkeskaren så en flig af Guds herliggørelse af Jesus. Og vi ved at den herliggørelse blev fuldbragt på korset.

Sådan oplever vi også Guds fred og herliggørelse i glimt, og når der vokser liv ud af det, der var gået helt dødt.
Og vi må tro, at der kommer en dag, hvor det der i dag kan fremstå mørkt og dunkelt vil blive oplyst og stå i forklarelsens skær. Vi må tro at alt vil komme for en dag. Det er det vi kalder for dom.
Og det er altafgørende at forstå at Guds dom ikke er det samme som en fordømmelse. Dommen er derimod en afsløring af alt det, der skygger for Guds herliggørelse vej.
”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud”, hører vi i dagens tekst.
Dommen er der hvor Guds kærlighed for alvor slippes løs i verden. Den dag, hvor hadet og hævnen og bitterheden og misundelsen bliver tilintetgjort og hvor sandheden skal skinne frit, så alt kan blive herliggjort.
Guds dom er storsindet ud over al menneskelig forstand. Gud bliver alt i alle. Jesus siger: ”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” og vi spørger måske: Står der virkelig alle? Ja, det står der faktisk.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

“Det må I ikke hindre dem i”

1. søndag efter Helligtrekonger

Vi har jo oftest barnedåb til vores gudstjenester, men ikke i dag. Det havde ellers været passende når der nu skal prædikes over den tekst, som bliver læst ved hver eneste barnedåb. ”Lad de små børn komme til mig”. Vi kende ordene så godt.
På sin vis er det også befriende at vi ikke har dåb i dag, ikke alene er her lidt knapt med pladsen, men det giver os også en anden mulighed for at løsrive den her tekst fra dåbssammenhængen. For den handler jo egentlig slet ikke om dåb. Børnene bliver ikke døbt. De bliver velsignet. ”Han tog dem i favn og velsignede dem”. Men i vores tradition har den ikke alene været et hovedargument for barnedåb og er også så tæt knyttet vores dåbspraksis, at vi dårligt kan høre den uden at den forkynder dåbens gave. I dag går vi en anden vej.

For hvad er det egentlig der sker i teksten? Jesus står og taler foran en stor gruppe – mænd, må man formode. Så kommer der nogle kvinder gående med deres børn. Ja, de kommer ikke bare gående, de går direkte hen til Jesus med deres børn. De vil gerne have at Jesus skal røre dem. Men det er for meget for disciplene. De truede af dem. Egentlig ret voldsomt. Man kan forestille sig at de har stillet sig helt fysisk i mellem kvinderne med børnene og Jesus. ”I hører ikke til her!” har de sagt. Eller noget i den stil. ”I har ikke sådan direkte adgang til Gud, ligesom os andre.”
Men Jesus blev som vi ved vred og sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Og dengang var det en provokation. Dengang skulle børn hverken ses eller høres, så lige frem påstå at Guds rige var deres og at vi voksne kunne lære noget af deres tilgang til livet. Det var en provokation.
I en tid som vores, hvor børn forgudes, er det overhovedet ikke nogen provokation. Der er ingen der i dag betragter børn, som andenrangs mennesker. Børn i dag har god plads og stor værdi.
Vi kommer let til at høre disciplene som sådan nogle meget lidt tolerante typer, der ikke orker barnegråd og fedtede fingre på tapetet. Sådan nogle der har brug for ro, renlighed og regelmæssighed.
I virkeligheden tror jeg de dækker sin under et hensyn til Jesus. Jeg tror de er rigtig godt gammeldags fornærmet på Jesu vegne: Helt ærligt komme slæbende her med nogle børn, forstyrrer Jesus og bede ham om at røre ved børnene, som om det skulle gøre nogen forskel… Ren overtro og hokus pokus og så langt fra hvad Jesu forkyndelse. Har de da overhovedet ikke fattet noget som helst, de kvinder. Det handler jo netop ikke om ydre renhed, og ingen ydre berøring vil i sig selv kunne rense det indre menneske.
De har misforstået det hele. Og disciplene bliver fornærmede på Guds vegne. Ja, måske er de endda flove på Guds vegne, over den uvidenhed der kommer for dagen. Og derfor truer de af dem. De vil ikke udsætte Gud for den åndelige afstumpethed og naivitet.
De opfører sig som om Jesus ikke tåler at blive forstyrret. Som om det guddommelige ikke skulle kunne tåle kontakt med det barnagtige og beskidte. Og måske er disciplenes indstilling så alligevel ikke så langt fra en indstilling vi kender i dag. For hvad er det egentlig for en opfattelse af Gud de har?

Ja, de mener jo i hvert fald at der er noget i det menneskelige, som ikke kan stå foran Gud. Det afstumpede fx eller det naive, det beskidte, det barnlige, overtroen. Det kan vi ikke komme til Gud med. De bliver flove og fornærmede på Guds vegne.
Disciplene forsøgte at holde det væk fra Guds nærhed eller Guds øjne. Som om Gud har særligt sarte øjne der kan krænkes. Det er nok snarere disciplenes egne øjne, som var krænkede. De truede. De blev vrede på Guds vegne. Det er set før og også siden. Mennesker kan blive rasende på Guds vegne.
Når vi bliver sårede af manglen på respekt for vores Gud, så har vi det med at projicerer vores egen krænkelse over på Gud. Vi kan, ligesom disciplene her, have en forestilling om at vi viser Gud respekt ved at holde respektløsheden fra hans øjne. Den indstilling til Gud findes i stort set alle religioner. Det sker når vi mennesker former Gud i vores eget billede eller hænder. I alle religioner – og også i de flere kirkelige traditioner har der været nogle, som med stor myndighed, har prøvet at holde verden ren for alt det, som Gud ikke skulle kunne tåle at se eller komme i nærheden af. På Jesu tid var det toldere, syndere, urene, beskidte unger og overtroiske mødre. Listen over det som Gud ikke skulle kunne tåle er anderledes i dag, men hvis vi tænker efter, er den nok ikke kortere.
Disciplene truede af dem, for at få dem til at holde sig væk. Måske er vi mere avancerede, men vi bevæger os oftest også i ret lukkede cirkler. Nogle kristne sammenhænge går for at være ret indspiste, og det er der nok noget om. Ligesom der kan være noget om det i de fleste andre sammenhænge. Sammenhænge har det med at lukke sig om sig selv og blive indspiste.
I den her tekst hører vi om Gud, som den der bryder cirkler. Den der åbner sammenhænge. Den der ikke bliver krænket eller fornærmet af folk der kommer uden at have forstået koderne.
Jesus siger ”nej tak” til anstandsdamer, teologiske politibetjente og linjevogtere. Alle skal have uhindret adgang til ham. Jeg tror det var disciplene der havde svært ved at være i det. Pludselig skulle de til at forholde sig til nogen der tænkte og opførte sig helt anderledes i forhold til Jesus. De følte sig beklemte i situationen.

Det kender jeg godt. Nogle gange kan jeg også krumme tæer i kirken. Når nogen opfører sig helt anderledes end det jeg er fortrolig med. Og nogle gange kan jeg også blive rasende, når jeg synes andre præster har misforstået det hele, og argumenterer for en teologi og nogle synspunkter der i mine øjne stikker helt af og gør Gud til skamme.
Vi lever i en tid hvor vi tager følelser meget alvorligt. Vi argumenterer med mavefornemmelser og følelser, når vi skal afgøre hvad der er sandt – og derfor er det en alvorlig sag at træde menneskers skamfulde følelser for nær. Men vi må lade følelserne stå for egen regning, hvis vi skal tage evangeliet alvorligt.
For Gud kan man ikke træde for nær. Gud kan man ikke fornærme. Gud kan ikke såres på sine følelser, ikke fordi han er følelsesløs eller ubevægelig, men fordi hans opmærksomhed er rettet mod noget andet end sine egne følelser. Nemlig os!
Når vi er i vores følelsers vold. Når vi er skamfulde eller rasende, så er vores opmærksomhed egentlig mest rettet mod os selv. Så er vi indkrogede i os selv. Opmærksomme på hvad vi selv føler. Og det samme gør sig faktisk gældende i sammenhænge, hvor man er meget optagede af at være linjevogtere for den rette tro og lære. Vi bliver mest optagede af os selv. Indspiste og lukkede.

Skal vi tage evangeliet alvorligt, må vi øve os i en anden bevægelse.
Vi må øve os i Ikke at være indspiste, men i stedet at invitere nogle der er meget anderledes end os selv – nogle der har helt andre vaner og forestillinger – til at spise sammen med os. Både derhjemme, men også her i kirken. Nadveren er forkyndelsen af hvordan vi ved at spise sammen, bliver sammenspiste på tværs af alle de følelser og andet der i øvrigt skiller os.
Vi må øve os i aldrig at forhindre andre mennesker i at komme til Gud. Uanset om deres tilgang er barnlig, beskidt, forvirret, forfejlet eller hvad vi nu kan støde os på – så er det aldrig vores sag, at dømme det menneske ude. ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i”, siger Jesus – og det gælder alle hans børn. Uanset alder. Vi må alle nyde det privilegium at være Guds elskede børn.

Indimellem kan man tage sig i at se på andres børn og tænke: ”Godt det ikke er mine!” Man kan synes at de må være helt umulige sådan at elske helt til grunden. Og heldigvis er vi skabt så viseligt, at blandt millioner og atter millioner af børn, så ville man som mor eller far, altid vælge sit eget barn. Objektivt set kan der være det barn der er kønnere eller klogere eller mere betænksomt. Men det ændrer ikke ved, at det barn der er blevet givet i éns varetægt. Det kan man elske til grunden. På trods.
Når vi mennesker har det sådan! – så må vi tro, at Gud har det lige sådan, endda i et evigt perspektiv. At han er alfa og omega. At han er i det største og i det mindste. At vi kan komme til ham som dem vi er på godt og ondt, og at han vil kendes ved os. Der findes ingen guddommelige babyluge. Han er den vi i alle forhold må kalde far, og vi må tro at han aldrig vil frasige sig nogle af os, sine menneskebørn.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Om beskæring

Refleksion v. skriftemålsgudstjeneste Nytårsdag 2018
For et par år siden kom Broonie Ware´s bog ”The Top Five Regrets of the Dying”. Historien bag bogen er, at sangskriveren og sygeplejersken Bronnie Ware besluttede at etablere en blog, hvor hun ville skrive om tre emner: om rejser, om det hun kaldte ”det naturlige liv”, og om sjældne pungrotter. I begyndelsen havde hun ret få læsere. Det var først, da hun tilføjede et fjerde emne, at der begyndte at ske noget.
I de otte år, hun havde arbejdet med palliativ sygepleje. Altså pleje ved livets afslutning, havde hun dagligt talt med døende patienter. Hun fandt et overraskende sammenfald mellem hvad de samtaler kom til at handle om, og besluttede sig for at opliste de emner, der oftest gik igen.
Under overskriften ”Hvad døende fortryder” skrev hun om de fem mest almindelige årsager til fortrydelse. I bogens forord skriver hun, at bloggen pludselig fik vinger, og meget hurtigt havde otte millioner mennesker læst hendes korte tekst. 167 engelske ord, hverken mere eller mindre. Listen lyder sådan her:

1) Jeg fortryder, at jeg har ladet mig styre af andres forventninger.
2) Jeg fortryder, at jeg har arbejdet så meget.
3) Jeg fortryder, at jeg ikke har plejet kontakten med mine venner.
4) Jeg fortryder, at jeg ikke har tilladt mig selv at være lidt mere lykkelig.

Det virker egentlig ret enkelt – ja, banalt måske ligefrem. Jeg tror ikke det er frugtbart for vores liv, hvis vi hverdag går og tænker på at vi engang skal dø. Men jeg tror det er godt engang imellem at tjekke, at det ikke er det vigtigste vi hele tiden skubber foran os med vendinger som: ”Vi må snart mødes”.
Snart kommer ikke af sig selv. Vi bliver nødt til at gøre plads til det i vores liv, og måske kræver det at vi skærer noget andet væk.
Broonie Wares liste kan fint bruges som et grundlag til eftersyn af vores liv og vores prioriteringer. Eller måske skulle vi lave vores egen liste?

At sige nej, er ikke særlig livgivende. Det er meget sjovere at kunne sige ja. Men hvis vi bare siger ja til alting, så ender vi med at køre død, og løbe tør for kraft. Og det bliver så tilfældigt hvad vi har kræfter til, at vigtigt og uvigtigt får den samme plads.

På den måde er vi ikke anderledes end et træ. Jesus bruger billedet af vintræet hvor han er stammen, og vi er grenene – for at sige noget om hvor vi mennesker henter vores kraft fra. Skilt fra ham kan vi slet intet gøre, siges det.

Men billedet af træet kan også sige os noget andet. De af os der er haveejere ved, hvor afgørende det er at få beskåret træerne, hvis de skal blive ved med at give frugt.

At beskære træer, er ikke en destruktiv aktivitet. Det er ikke for at gøre skade på træerne at vi gøre det – eller for at gøre dem mindre. Vi beskærer træer, for at de skal vokse og for at give dem de bedste betingelser for at gøre det, der er deres bestemmelse, nemlig at lave gode æbler fx

Det er ikke så anderledes for os mennesker. Vi er på den måde, som træer – og er nødt til indimellem at skære det væk, som ikke er så vigtigt, for at vi kan have kræfter til at gøre det der er er vigtigt. Vi må skære noget væk, for at kunne have kræfter til at gøre det der er vores bestemmelse, det vi er sat i verden for.

Hvad det er, vil være forskelligt for hver enkelt af os. Men for de fleste af os gælder det, at det ikke altid er så let at holde fast i det, eller afgrænse os til det. Vi vil gerne det hele, og er bange for at gå glip af noget.

Jeg tror at det der er vores bestemmelse, det der er vores plads, det der er vores rette hylde, er tæt forbundet med bønnen fra fadervor: ”Ske din vilje”.

Når vi beder: Ske din vilje, er det en åbning for, eller en muliggørelse af, at Guds vilje faktisk kan ske – også gennem os. Når vi beder, skal vi ikke snakke Gud et øre af, men derimod være tavse, så Gud kan få et ord indført i vores liv. Så vi kan blive opmærksomme på, hvad der er Guds vilje.
Vores bøn sætter ikke Gud på plads. Det er os, der gennem bønnen, bliver sat på plads – i vores rette forhold til Gud og til vores medmennesker.
Vi kan lave lister over hvad der er vigtigt for os, som Broonie Ware, vi kan forsøge at skære det uvæsentlige væk, så vi får kræfter til det væsentlige. Men det er ikke os selv, der giver liv, eller får noget til at blomstre. Det er Gud.
Det er Gud der lader nyt liv, gro frem der hvor det var gået dødt. Det er Gud, der lader nye muligheder blomstre, der hvor vores hjerte er på rette sted.

Gud sætter sig igennem som spirekraft og tro hos hver eneste af os. For de fleste af os er troen oftest søgende og usikker, men også den tro har stor værdi. Tænk bare på Jesus, som mente, at den der ikke har større tro end et sennepsfrø, ved hjælp af denne lillebitte tro kan flytte bjerge.
Men troen kan vokse sig dybere og tryggere med årene. Det er en af pointerne i lignelsen om sennepsfrøet. Der kan kommet helt træ ud af det. Et træ med rødder der står fast i stormen, og som skygger og beskytter. (med inspiration fra Tomas Sjødin, Den der finder sin plads tager ikke en andens)

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Morgenens mulighed

Juledag 2017
Jeg er egentlig ikke særlig sentimentalt anlagt.
Jeg er generelt fuldstændigt immun overfor en romantisering af julen. De der skønmalerier af juleidyl, siger mig ikke noget. Eller: Jeg kan ikke bruge det til noget i forhold til min kristne tro. Ikke fordi jeg ikke kan lide at hygge mig med hjemmebag og juledekorationer, men fordi jeg ikke rigtig kan tage det alvorligt. Det er jo ikke sådan livet er, og i bund og grund er der intet hyggeligt over julens budskab om at Gud blev menneske.
Inkarnationen – det at Gud blev kød og tog bolig i blandt os, eller med et andet ord, at den Gud som var i begyndelsen, trådte ind i tiden som menneske. Det er virkelig langt fra klejner og kravlenisser. Det er alvorligt, fordi det ændrer hele vores perspektiv og grundlaget for vores liv. Julen er en alvorlig sag, og det glemmer vi nogen gange midt i mellem julehygge og krybbespil.

Det er ikke sådan jeg indleder prædikenen juleaften, men det kan jeg godt gøre her julemorgen. For vi er et andet sted her til morgen. Vi er i en eller anden forstand ved begyndelsen.
Evangelisten Johannes er heller ikke sentimental eller romantisk her til morgen. Han bruger helt andre ord om det at Gud blev menneske, end vi hørte i går aftes.
I går hørte vi fortællingen om det lille Jesusbarn i krybben i en stald i Betlehem. Den fortælling havde vi brug for i går, for det er ikke kun børn der har brug for fortællinger for at fastholde underet. Men fortællingen om den legendariske jomfrufødsel, om Jesusbarnet i Betlehem, om hyrderne og englene – er ikke mere sand end Johannes´ tale om Ordet der blev kød, og om lyset der skinner i mørket. Det er to forskellige måder at forkynde evangeliet på.
Og det er nok snarere sådan at de første kristne ikke havde det samme behov for at rekonstruere Jesu liv og levned i fortællinger, som man fik senere. Fortællingen om Jesusbarnet i Betlehem har sat sig i os som et krybbespil, der ikke kan være anderledes. Men i virkeligheden skal vi nok snarere tænke Lukas som en teolog der ville forkynde at Gud blev menneske, så vi kunne tage det under til os.
Han brugte fortællingen. Johannes var mere dogmatisk.
Og jeg er taknemmelig for at vi kan finde begge – og flere – tilgange i Bibelen. Hvor er det en rigdom, at erfare at også evangelisterne havde forskellig teologi, temperament og sprog, for det viser os at vi med sindsro kan hvile i, at det ikke gør så meget at vi som kristne kan have forskellige tilgange til hvordan vi forstår og udtrykker os om Gud. Ja, at det endda er en rigdom at det er sådan.

Hvor kunne vi undgå mange slagsmål i Kristeligt Dagblad, hvis vi gav hinanden den samme teologiske frihed som Bibelen tillader. Tænk bare hvis vi turde lade være med at lege teologisk politi overfor hinanden. For vi har vitterligt brug for flere stemmer. Troen bliver smukkere af at være flerstemmig, på samme måde som musik.
Tænk bare på forskellen mellem juleaften og julemorgen. Juleaften er fortællingernes aften.
Vi har brug for at kunne spejle os i en fortælling, og vi har brug for englen der peger mod Betlehem, og siger: ”Dette er tegnet I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.
Vi har brug for, som de vise mænd at vise vores barnlige juleglæde og give gaver til hinanden. Vi kan ikke fastholde julens budskab, uden at kunne se det for os. Uden at tænde helt konkrete og hyggelige lys på juletræet. Det giver os lidt af glansen fra Betlhemesbarnet hjemme i stuerne.

Men julemorgen er anderledes. Den er mere nøgen og nøgtern. Nu er jeg som sagt ikke særlig sentimentalt anlagt, men der er altså noget særligt over denne morgen.

Jeg kan huske det som barn, når man kom ned i stuen der julemorgen. Juletræet der stod der med lysene brændt helt ned, gavepapir der var krøllet sammen og de gaver man havde fået stod der, lige klar til at gå om bord i.

Jeg har det stadig sådan, at der er en særlig stemning julemorgen. Man vågner propmæt og fyldt af aftenens fest – til en ny morgen. På film sner det altid julemorgen. For der er ikke noget mere fredfyldt end sne. I virkeligheden sner det sjældent, men hele dagen er stille. Går man ud på gaden er det næsten som om man kan dufte at vi er ved begyndelsen. At det er en ny morgen. Sådan er det også her i kirken, synes jeg. Vi er lidt stille. Lidt som nyfalden sne.

Julemorgen er anderledes, og det er store ord vi vågner til. Ordet der helt fra skabelsens morgen har været, og som er i verden og som også kommer. Som lyset, der ikke kan gribes af mørket. Der er en kraft i de ord. En skabelseskraft. En kraft til nyskabelse. En ny begyndelse. En ny morgen. Nye muligheder.

Jeg kom til at tænke på Johannes Møllehaves morgensalme, selvom den nok ikke er skrevet særlig til julemorgen – ”Denne morgens mulighed”. Vi har også sunget den nogle gange her i kirken. Et af versene lyder sådan her:
”Her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes,
se hvor muntert alting frydes.”
Mørket der bryders af lysets skaber. Det er det der sker julenat og det vi erfarer her julemorgen. Gud der bliver menneske. Lyset der sætter sig igennem mørket. Det er det der sker julemorgen. Det er nyskabelsens morgen.
Men at Gud tog bolig som lys i verden og i os, er ikke bare noget der skete engang og som vi så mindes her engang om året ved juletid. Det er vilkåret for alle vores morgner.
Hver morgen brydes mørket af lyset. Hver eneste morgen er Gud i verden og i os, som en ny begyndelse. En ny mulighed.

Det er ikke alle morgner vi oplever det lige stærkt. Det er ikke alle morgner der er fyldt af den samme fred og fornemmelse af nyfalden sne i vores sind. Langt fra. Der er morgner hvor det endda kræver meget vilje at se og ane Guds nærhed og lys i verden og i vores liv. Der er morgner hvor lyset aldrig rigtig bryder igennem, og hvor det er svært ikke at lade sig overmande af mørket.

Sådan tror jeg også Johannes har haft det, og derfor har han forsøgt ikke at skrive ud af en erfaring eller på en sentimental følelse af lys og glæde. For han vidste at vores følelser og erfaringer er så omskiftelige og at vi indimellem slet ikke er i stand til at finde glæden.

Johannes skrev som han gjorde, for at overbevise os om at det er sandt, at Gud blev menneske, og at lyset er stærkere end mørket. Jeg tror at han var sig meget bevidst om at forsøge at formulere noget der var så grundlæggende og stærkt, at vi kunne finde trøst og tro i ordene, også de morgner hvor vi ikke erfarer Guds nyskabelse i os.

Ord der er kan spille i os, som musik man ikke kan stille spørgsmål til. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Må vi erfarer denne morgens mulighed og lys i vores liv.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar