Find dig i din skyld!

22. Søndag efter trinitatis
Tekst: Matt 18,21-35

Er du skyldig eller er du uskyldig?

Hvordan vil det være at skulle fælde den dom over sig selv: Skyldig eller uskyldig?
Forestil dig selv i en retssal, ikke anklaget for noget specifikt, men bare anklaget som den du er i al almindelighed. Skyldig eller uskyldig?

Du står der for domstolen og skal forsvare dig. Hvor mange gange mener du at du er nødt til at komme med indrømmelser, som: ”Undskyld”, ”Det beklager jeg”, ”jeg var ikke helt mig selv”, ”hmm ja, det er en ommer”, ”ups”.

Ikke sådan for en eller anden forseelse, men sådan helt generelt: Er du skyldig eller uskyldig?

I forhold til hvem, kunne man spørge. Ja, i sidste ende til Gud. Spørgsmålet er om vi overhovedet abonnerer vi på den præmis at vi står til regnskab overfor Gud, i forhold til hvordan vi bruger vores liv og behandler vores medmennesker?

Den tanke står ret centralt i den kristne tro – men det egentlig ikke er noget vi italesætter så ofte. Det er ikke synd og skyld og regnskab og dom, der står øverst på vores åndelige dagsorden anno 2017. Med god grund måske. Men alligevel.

Det er noget meget fundamentalt. Ordet om Guds tilgivelse og nåde, er meningsløs hvis vi ikke skylder Gud noget som helst. Hvis vi ikke har et udestående regnskab der skal gøres op med Gud.

Så: Er du skyldig eller uskyldig? Skylder du Gud noget? Står du i gæld til Gud? Eller: Kan du med oprejst pande sige: ”Jeg har mit på det tørre – Gud og jeg, vi er kvit”

Ifølge fortællingen her i Matthæus Evangeliet, så står vi i gæld til halsen. Gud er ligesom den konge der benåder den tjener der er gældsat til op over begge ører. Og Matthæus har virkelig skruet op for beløbet her. 10.000 talenter skulle efter sigende svare til noget i retning af 10 gange, så meget som Herodes tjente om året. Dvs. en uendelig stor gæld selv for en tjener med en vis anciennitet.

Pointen er klar: Vi står overfor Gud, med en uendelig stor gæld, og han lader ligesom kongen i fortællingen nåde gå for ret. Nåde er en oversættelse af det latinske gratia, som vi kender fra ordet gratis. Guds lader os altså slippe gratis, fra en stor gæld.
Billedet af kongen der eftergiver tjeneren en megagæld, giver ingen mening som billede på Gud, hvis vi ikke forholder os til Gud, som en vi også står til regnskab for med vores liv.

Så i evangelisk forstand er der ingen tvivl: Du er skyldig! Til op over begge ører. Og vores skyld er så fundamental og monumental at vi aldrig selv ville kunne bringe den ud af verden.

Og det ikke at kunne gøre sig fri af en gæld, er altså en helt utrolig fremmed tanke i dag. Så fremmed at den kan være svær at få til at give mening.
Både økonomisk: Vi vil svare en hver sit. Vi vil ikke skylde nogen noget.
Og også eksistentielt: Vi fralægger os det personlige ansvar, skyder skylden på systemet, samfundet, udviklingen.
Og psykologisk: Vi arbejder på at gøre os fri, af det der binder os og hæmmer vores personlige udvikling.
Vi er frie skriger vi, og så kommer Matthæus her med en anden historie og påstår, at vi er totalt bundet op i skyld og gæld.

Tjeneren i fortællingen her reagerer faktisk meget 2017-agtigt, da han bliver konfronteret med sin ekstremt store gæld. ”Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen ”- Den bøn lever jo netop på illusionen om, at hvis bare lige vi får lidt mere tid – så kan vi komme fri af skylden. Han har en grundtanke om, at han faktisk kan gøre noget ved det. Kan gøre sig fri.

Vi er skyldige, ikke alene i klimakrisen, krige, social ulighed og alle de andre uoverskuelige konsekvenser af den kollektive skyld, som fylder os med handlingslammelse.

Nej, vi har også en skyld, der er helt reelt vores:
Når vi svigter en af vores nærmeste
Når vi lader være med at hjælpe, der hvor vi kunne
Når vi bliver så griske efter det bekvæmmelige, at det går ud over naturen og andre mennesker
Når vi arbejder på egne ambitioner, og det går ud over vores børn
Når vi ikke kan glæde os på andres vegne
osv
osv
Den skyld vi faktisk ikke kan komme fri af, fordi gjort er gjort.

”Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen ”, kommer vi også let til at sige, fordi vi lever i en tidsbåret illusion om at vi under de helt rette omstændigheder og hvis vi fik de helt rigtige udviklingsbetingelser, faktisk ville være i stand til at gøre det rigtige.

Tjeneren beder om tid. Han vil ikke stå ved, at han faktisk står i gæld til halsen, og at han ikke kan trække sig selv op ved hårrødderne.

Og kongen benåder ham. Ikke fordi han har fortjent det eller fordi han er uskyldig. Og tjeneren burde blive helt vildt lettet og glad og generøs. Men det sker ikke. Han går tilgivet derfra, som en fri mand. Fuld af overskud til at vise andre den sammen generøsitet. Men det gør han imidlertid ikke. I stedet griber han sin medtjener i struben og kræver at han betaler sit ret ubetydelige udestående med det samme.

Han vil ikke acceptere sin egen skyld, og han vil heller ikke accepterer sin medtjeners. Han vil være helt fri af alt hvad der har med skyld at gøre. Han vil svare enhver sit. Og lige præcis det forhold at han vil være fri, ender med at binde ham og sende ham i fængsel.
Evangeliets påstand er, at friheden ligger i det forhold at vi erkender at vi skylder Gud og næsten alt. Guds tilgivelse og menneskers tilgivelse af hinanden hænger sammen.

Ligesom den femte bøn i fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere, der helt på linje med fortællingen her viser os en forståelse af gudsliv og menneskeliv som uadskilleligt.
Her er i ordets mest præcise forstand tale om en relation. Gudsriget finder ikke sted, hvis ikke menneskers og Guds tilgivelse møder hinanden.

Den dobbelthed finder vi også i det dobbelte kærlighedsbud og den dobbelthed har også med tilgivelse at gøre. Tllgivelsen fjerner ikke skylden, men genopretter forholdet.
Som når vores ægtefælle har såret os, og vi siger: Ja, jeg blev helt vildt ked af det, og jeg har brug for vi taler om det, men jeg elsker dig stadig
Som det barn der er blevet brændt af en omsorgssvigtet barndom, der siger: Ja, det gjorde ondt og jeg kommer aldrig over at det skulle være sådan, men du er stadig min mor
Vi er ikke skyldfri, men vi må tro at vi alligevel er elskede af Gud. Der lader nåde gå for ret.

Den her fortælling er egentlig rimelig enkel. Der er en konge, som er overmåde generøs. Og så er der en tjener, som på ingen måde er generøs. Og så bliver kongen til gengæld overmåde streng. Først fuldkommen tilgivelse. Så fuldkommen straf. Hvordan hænger det sammen?

Vi lever af Guds tilgivelse, og skal tilgive hinanden. Og ligesom skylden ikke er noget vi kan gøre os fri i, men står fast i – så er tilgivelsen heller ikke noget hverken Gud, eller vi bliver færdige med.

Det er ikke som Peter der forestiller sig tilgivelsen, som noget der ligesom kan gå op. Altså som om det på et tidspunkt er nok. 7 gange spørger han, er det nok? Nej, 77 gange, siger Jesus – eller Nej, tilgivelsen er fuldkommen. Uden begyndelse og uden ende. Forfra og forfra igen.

Og det er godt. Guds rige går ikke op. Guds rige er ikke matematik og sandsynlighedsregning. Vi skal ikke nøjes med at høre den her fortælling én gang. Nej, den skal vi høre forfra og forfra igen.
Så når vi der har fået Guds nådige tilgivelse til morgenmad, ikke evner at dele den med vores medmennesker – men i stedet holder på vores ret, eller småligt kræver mere end den anden magter – sådan at vi allerede inden vi når frokost har misbrugt det vi har fra Gud, til skam for et andet menneske.
Og vi igen må stå til regnskab for Gud med en dårlig sag. – så må vi tro, at vi nok bliver dømt, som den smålige tjener for vores svigt og hårdhed, men at denne dom ikke er Guds sidste ord.
For når vi når til dommen, så må vi høre lignelsen forfra.
Vi må igen høre om den konge, der ynkes – den konge der lod nåde gå for ret og eftergav tjeneren hans uendeligt store gæld.
Og vi må igen begynde forfra, akkurat som det glædelig og befriende budskab – at Gud lader os begynder forfra.

Fortællingen holder os fast på alvoren – understreger vor menneske-lige fortabthed – den slår fast, at her hjælper hverken smukke løfter om bod og bedring – her hjælper ingen gode gerninger – her hjælper kun nåden fra Gud.
Ikke fordi vi er skyldfri – men fordi vi er skyldige og alligevel frikendt.
Ikke bare 7 gange, men 77 gange.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Menneskelig sabotage af Guds kærlighedsinvitation

20. søndag efter trinitatis/Reformationsgudstjeneste
Tekst: Matt 22,1-14

Man kan ikke undgå at blive ret nysgerrig efter hvem ham der bliver smidt ud fra festen er. Det bliver jeg i hvert fald. For det er da underligt.
Vi ved jo om Jesus i øvrigt at han havde for vane at holde fester og spise sammen med dem, som ingen normalt ville ses sammen med.
Der er utallige fortællinger i Bibelen der handler om Jesus der spiser sammen med samfundets bund: syge, fattige, kriminelle og ludere. Så man må forestille sig at det er en blandet forsamling af mennesker der er til den der fest, og at der vil være en hel del som ikke mødt op i det man vil betragte som pænt tøj. Der vil sidde folk i både slidte joggingbukser og udtrådte sko. Og dem der plads til.
Men der er altså én som bliver smidt ud, fordi han ikke har bryllupsklædning på. Hvad kan han have på der er så malplaceret at han ikke kan være med til den her, ellers så generøse fest? Ja, jeg ved det ikke. Men jeg kan ikke forestille mig andet, end det på en eller anden måde snarere handler om hans udstråling end hans påklædning.

Fortællingen om kongen der inviterer til fest og som oplever mere end almindelig stor modstand, er en fortælling om en konge der VIL holde fest. Koste hvad det vil. Der er ingen der skal få lov til at forhindre ham i at invitere alle dem han vil. Alle er velkomne. Det er en åben fest. Ingen smalle steder.

Og Jesus siger, at den fortælling om kongen er et billede på hvordan Gud er. Og Gud insisterer altså på at alle skal kunne være med til hans fest, eller i hans rige – som vi nogen gange kalder det. Som om det er et bestemt land eller sted. I virkeligheden er det nok mere præcist at tale om Guds rige, som et rum eller en tilstand. Som det rum, man er i, når man kommer ind i Guds kærlighed og hører hjemme der. Det er ikke et sted, men et rum vi kan være i, både i liv og i død.

Gud insisterer på sin kærlighed til os mennesker, selv under de mest umulige forhold. Han inviterer og insisterer og bliver ved igen og igen, på nye måder og i nye former. Han kan ikke andet, fordi han selv er kærligheden, som der står i Bibelen. Den kærlighed der aldrig giver op.

Men så er der ham der manden der ikke kan være i den åbne invitation. Han lukker sig om sig selv. Måske er der gør at han må gå, at han simpelthen saboterer festen. At han må gå, fordi han begynder at sætte grænser eller ødelægger festens åbenhed for de andre?
Jeg ved ikke hvem han er eller hvorfor han bliver smidt ud. Men jeg ved, at det godt kan være os, når vi ikke gider være med i festen. Jeg ved ikke, hvad der nøjagtigt menes. Men evangeliet siger tydeligt nok, at det kan vi også være ligeglade med, hvis vi er med til festen. Pointen er ikke at han måtte gå. Pointen er at han blev inviteret.

Kongen kunne ikke holde sin fest uden at tronsalen var helt fuld. Gud kan ikke være kærlighed, hvis ikke han får lov til at elske alle sine børn. Det må ingen eller intet saboterer.

På Luthers tid var kirken blevet sådan en sabotør af Guds kærlighed. Kirken var blevet et magtapparat, med nogle præster, der var mest optagede af deres egen magt og position. De var blevet så optaget af at herske, at de havde glemt at de egentlig var der for at tjene, og dele Guds kærlighed med deres medmennesker.

Kirken var blevet en frelsesanstalt, der ligefrem handlede med menneskers frelse. Paven havde dengang to nøgler i sit våbenskjold for at vise, at det var ham, der havde magten til at lukke op og lukke i.
Hele afladshandlen og ideen om at man kunne betale sig til en plads i himmelen, var en ekstrem misforståelse af Jesu forkyndelse af Guds rige.
Og da Luther slog sine 95 teser op i Wittenberg var det en protest mod den sabotage der var sket mod forståelsen af Guds kærlighed og nåde.
Luthers projekt handler i bund og grund om frihed. Ethvert menneske står lige overfor Gud. Vi er som kristne ikke bundet eller underlagt andre herrer, end vores kærlige far i himlen. Det var et opgør med en magtstruktur, som gav genlyd den gang for 500 år siden. Både politisk og teologisk.

Vi står alle lige for Gud. Det var Luthers anliggende at forkynde den frihed der ligger i det. At vi må tro på at Gud er en nådig og kærlig Gud, som insisterer på at vi er hans elskede børn. Og at den kærlighed er der ingen der er mere ret til end andre. Ingen af os kan gøre os fortjent til den. Vi kan ikke hverken betale os til den, eller forsøge at opnå den via gode gerninger. Det er troen alene, der frelser, siger Luther.

Jesu fortælling var en irettesættelse af datidens farisæere og skriftkloge, der mente, at mennesker skal frelse sig selv. Farisæerne og de skriftkloge mente, at de selv var rene i Guds øjne, fordi de overholdt Moses’ love. Det var en misforståelse på linje med den kirken var faldet i på Luthers tid. Men med Jesus blev der forkyndt noget andet. Det blev forkyndt at vi mennesker frelses ene og alene i kraft af Guds nåde. Luther var nødt til at stå op i mod den sabotage der var sket på forkyndelsen af Guds kærlighed.
Den lidt mystiske mand i dagens lignelse måtte smides ud, fordi han saboterede den generøse og åbne fest med sin ligegyldighed.

Måske er det også vores opgave at være opmærksomme på sabotage af Guds kærlighedsplan? Både når den kommer indefra, som en skepsis der siger: ”Kan det nu også passe at Gud virkelig elsker mig? Jeg er jo slet ikke god nok”, eller som en skepsis der sætter skel og udskammer nogle der opfører sig og tror anderledes end mig selv.
Og når vi møder sabotagen som en magt, der lukker døre, øger afstande og sætter grænser for hvad Guds kærlighed kan rumme.
Er det så ikke vores pligt, at stå op imod det?
Jo, det er også vores ansvar, ikke at stille os i vejen for Guds kærlighed til vores medmennesker. Og selvom det ikke stiller os anderledes i forhold til Gud, kan vi godt forsøge give en hånd med.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Vi skal ikke lade følelserne løbe af med kærligheden

18. søndag efter trinitatis
Tekst: Matt 22,34-46

Hvilket bud er det største? Sådan spurgte de Jesus. Og Jesus svarede: ”Du skal elske Herren din Gud”, og det var lige efter bogen! Det kunne enhver ordentlig jøde citere. Det overraskende og det der satte dem til vægs dengang – og som vel også sætter os til vægs i dag – var at han fortsatte: ”Du skal elske Herren din Gud – og du skal elske din næste som dig selv!”.
At skulle elske Gud, er ikke noget særligt kristent.
At skulle elske sin næste, er ikke noget særligt kristent.
Begge bud finder man i andre filosofier og religioner, men at det at elske Gud og elske næsten, er så tæt forbundet at de er to sider af samme sag. Det er nyt, og det er kristen troens krav i en magi-terning.
I virkeligheden har vi ikke andre bud i kristendommen, end dette ene, som vi også kalder ”det dobbelte kærligheds bud”: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. I øvrigt er det at være kristen, at være lovløs! Eller: Vi kan ikke læne os op af en masse leveregler og bud – ikke andet end det ene at vi i en hver situation skal elske Gud og vores næste.
Og det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.
Det kræves ikke af os at vi skal kunne lide vore næste.
Det kræves ikke af os at vi skal blive bedste venner med vores næste.

Det kræves ikke af os at vi nærer nogen som helst varme følelser for vores næste.
Men det kræves af os at vi elsker ham!
Den kærlighed der kræves af os er noget meget større end den der beror på vores følelser. At elske den vi kan lide, er jo ikke nogen sag. Men at elske den, vi ikke kan lide – det er straks en anden sag. Jeg tror vi alle sammen kan komme i tanker om et menneske, som vi virkelig synes det er en udfordring at elske.

Når vi på dansk taler om ”at elske”, så er det vanskeligt at ikke at lade følelserne løbe af med alt indholdet, men når vi skal forstå det ”at elske sin næste som sig selv”, så er det nok brugbart at tænke kærligheden uden om følelser.
Måske kan man tale om at respektere næsten, med den samme form for respekt, som man selv synes at have krav på
Måske kan man tale om at tilkende næsten, den samme ret til at være her i verden, som én selv
Måske kan man tale om at møde næsten med bevidstheden om at vi begge to er skabt i Guds billede
Måske kan man tale om at give sig hen til altid forsøge at sætte sig i den andens sted
Buddet om næstekærlighed har ingen brugsanvisning, men ofte ved vi fra os selv og vores evne til at sætte os i en andens sted, hvad den anden har behov for. Så nok kan kravet om at elske næsten, være en kæmpe udfordring og umuligt at leve op til – men det ligger i os, at forstå hvad det indebærer. Vi har det i os, fordi vi selv er mennesker, der har brug for en næste.

Anderledes er det med kravet om at vi skal elske Gud!
For hvad vil det sige at elske Gud? Igen tror jeg det er vigtigt at man ikke lader følelserne løbe med al indholdet. Kærligheden til Gud beror heller ikke på vores følelser, som kan være så omskiftelige alt efter vores sindstilstand og humør. Måske kan man også i forhold til Gud bruge nogle af de samme ord, som når vi taler om næstekærlighed. Vi kan tale om at det at elske Gud, betyder:
at vi skal respektere Gud
at vi skal tilkende Gud retten til at være Gud og ikke forsøge at gøre ham kunsten efter
at vi skal lytte til Gud, og give os hen til livet som Gudskabt

Martin Luther forsøgte at forklare det i en prædiken som han holdt i 1523 over dagens tekst. Han sagde sådan her:
”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Det vil sige, at et menneske helt og holdent skal overgive sig til Gud og lade Gud handle med sig, som det behager hans vilje, og af kærlighed til Gud gøre alt, tale og tie, som han vil. Og det skal alt være af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, hvad det så end drejer sig om og hvordan Gud end ordner det, selv om han sender døden og al slags nød. Ved dette lovbud bliver hele verden indesluttet under synden. Der ser vi som i et spejl, hvad vi er og hvordan vi elsker Gud. Ingen har nogensinde holdt den mindste smule af dette bud. Det er et spejl, hvori vi ser vort liv og vor elendighed. Intet kan vi gøre af kærlighed til Gud, ikke engang det mindste, ikke engang ret tilgive, når nogen blot fornærmer os med et ord. ” (Udv. prædikener, Århus 1980 s. 393)
Således Luther i 1523. og får man lyst til at tilføje: Typisk Luthersk! Vi mennesker kan intet gøre i forhold til Gud. Alt får vi af nåde.

Men netop derfor, kom Guds og Davidssønnen Josefs Søn, Jesus Kristus. ”Ingen kommer til Gud undtagen ved Kristus. ” Fortsætter Luther. ”Han er større end alle love. Først når et menneske ser det, ser det også hvem, der er hans næste. Ellers bliver det intet til. ”
Og det er for at møde Kristus vi kommer til gudstjeneste. For at han må flytte ind i os og vokse i tro og håb og kærlighed.
Det fortælles om digteren Nis Petersen at han under en af sine rejser på Færøerne lagde mærke til at store skibe sejlede ind i en fjord og gav sig til at krydse frem og tilbage tilsyneladende helt planløst og meningsløst. Det kunne stå på i timevis. Men han fik at vide at det var skibe, der havde afbrudt deres rejse og var gået ind i fjorden for at indstille og fejlrette kompas. Når kompasset var rettet ind styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod det bestemte mål.
Sådan skulle det vist også være i dag. At de færøske fjorde bruges til fejlretning af kompas. Om det er en skrøne aner jeg ikke. Men her i mødet med Jesu ord sker der noget med vores indre kompas og de afvigelser, der har indfundet sig. Det dobbelte kærlighedsbud er sådan et kompas. Det stryger os ikke med hårene og tit må vi dukke os under erkendelsen af at have svigtet. Men vi går herfra igen befriet for gårsdagens fejl og fortræd, indstillet på ny, med den rette kurs i sindet, ud på den rute, der nu engang er vores.
Det er nåden. Nåden er at Guds kærlighed – at kærligheden er større end vores evne til at elske. Så buddet ikke alene lyder: Du skal elske Gud og du skal elske din næste – men også: Elsk din næste, som Gud elsker dig!
Når kristne bestræber sig på at handle godt, er det ikke for at tage sig bedre ud i Guds øjne eller for at blive belønnet med en plads i himlen.
Det er faktisk omvendt: Gud elsker allerede mennesker. Gud har givet os livet ved skabelsen. Han har givet os tilgivelse og kærlighed ved at komme til verden gennem Jesus. Derfor har vi rigeligt at dele ud af.
Vi skal ikke være næstekærlige for at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Rækkefølgen er omvendt og i Bibelen forklarer Jesus det sådan: I skal elske hinanden, ligesom Gud har elsket jer!
Kristendommen siger, at det største bud i livet er at elske og tilgive andre mennesker, fordi Gud elsker og tilgiver os. Det handler om at give videre til andre, hvad vi selv har fået.
Så enkelt er det.
Og så svært er det.
Hver eneste dag.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Alt og intet

12. søndag efter trinitatis / Høstgudstjeneste / Tekst: Mark 7,31-37
Vi fejrer høstgudstjeneste i dag. Her inden for Ringgaden kan man sagtens komme til at glemme at der overhovedet er noget der hedder høst. Vi har adgang til alle slags grøntsager hele året rundt nede i REMA.
For et par år siden, da vi havde forvildet os ud på landet omkring høsttid, pegede en af mine drenge ud af vinduet på en mejetærsker og sagde: ”Se, mor der kører en tank!” Jeg sagde til ham at det måtte han aldrig sige til morfar, som er gammel landmand, og skyndte mig at følge lidt op på den åbenlyst forsømte dele af hans viden om det han putter i munden, og ikke mindst om hans ophav i en bondekultur.

Jeg boede på en gård da jeg var barn og på landet og for landmænd var høstgudstjenesten (det er det måske stadig) en stor dag. Kirken var fuld – ikke helt ligesom juleaften, men alligevel. Høsten fyldte meget i vores samtaler omkring køkkenbordet, og i min fars og andre landsmænds tanker. Det var en kilde til bekymring både med for meget regn og for meget sol.
I dag hører vi ikke meget om høsten i medierne. Danmark er ikke længere et landbrugsland. Vores økonomi er ikke totalt bundet op på landbrug som i gamle dage. Aldrig har så få været beskæftiget med landbrug, som i dag. Det er en udvikling der tømmer landområderne for indbyggere, og vi kalder det da også udkants Danmark, nærmest lige så såre vi har bevæget os længere ud end Hjortshøj eller Lystrup.
Der er meget få danskere der er i direkte berøring med landbruget i dag, men det betyder ikke at landbruget ikke stadig har en stor symbolsk værdi for os. Det at dyrke jorden er forbundet med noget af det dybeste og mest grundlæggende i vores liv. Så det giver stadig god mening at fejre høstgudstjeneste, også her for os, som højest har en altankasse eller en køkkenhave, hvor vi dyrker lidt kartofler til eget brug. Der er noget helt nødvendigt og fundamentalt over bevidstheden om at vores mad ikke kommer ud af det blå, eller er noget vi selv kan lave – men at det gives os. Spirer og vokser frem. Ikke bare hos os. Nej, i en globaliseret verden, må vi være bevidste om at det meste af det vi spiser bliver høstet i Thailand, Bangladesh, Kenya, Syd Amerika – eller andre steder i verden, og det medfører et stort fælles globalt ansvar for arbejdsforhold, fattigdom, klima og miljø. Det er ikke så meget os der pløjer og sår vor sæd i sorten muld. Det er fattige bønner i Kina og andre steder, og derfor hører det med til en høstgudstjeneste at vi beder for dem – og at vi går ud af kirkedøren med en vilje til at arbejde for en bedre fordeling af vores ressourcer.

At alt gives os, det skylder vi at sige tak for. Gud er livskraften, årsagen til, at noget er, og alt ikke blot er ingenting, den kraft som gør, at du og jeg er, den kraft der hvert sekund giver væksten.
Men samtidigt er Intet os givet til ejendom, dels fordi alt levende skal dø, dels fordi alt er givet os, for at vi skal række det videre. Vi er forvaltere og tjenere, ikke ejere. Og det er der i den grad brug for at minde os om – vi, som går så meget op i den ejendomsret, som altså ret beset er en konstruktion og slet ikke eksisterer! For alt er jo givet os til lån, til det fælles bedste og ikke til egen fordel. Så på den måde kan vi sige, at alt og intet er os givet. At alt er givet os af Gud – men intet er givet os som ejendom. Vi har livet og hinanden til låns.
Det er fint at høre historien om Jesus der åbner ører og mund med et ”Effata – luk dig på”, netop her ved høstgudstjenesten. For vi har brug for igen og igen at åbne sind og sanser for storheden i Guds skaberværk.
Blive mindet om at der er grund til at være taknemmelig. For vi har fået alt givet. Taknemmelighed er måske den mest grundlæggende form for religiøsitet. Den generelle taknemmelighed over skaberværket, livet. Ja, netop det vi får og som vi ikke selv kan skaffe eller købe. Når der ikke er tale om noget bestemt man er nogen taknemmelig for, kan taknemmelighed ikke eksistere uden en Gudsforestilling. Aller tydeligst bliver det måske, når vi sidder med et lille nyfødt barn i vores arme, og ringer til familie og venner og siger: ”Vi har fået et barn!” Vi har fået en lille Olivia, Willads eller Thora. For så fornemmer vi på det dybeste plan, at det er Gud der giver os liv. At vi har fået livet. Ens taknemmelighed må nødvendigvis have en modtager.
Vi er skabt med både øre og mund – og Gud giver os kraft til at åbne begge. Øre så vi kan lytte til jorden og vores medmenneskers behov – og mund så vi kan udtrykke både taknemmelighed overfor Gud – og bruge vores stemme til at tale uretfærdighed og undertrykkelse imod.
Vi er skabt til at være medarbejdere på hinandens glæde med øre og mund, hjerte og hænder. Vi ejer ikke hverken verden eller hinanden – vi har fået det hele givet til låns, og det er vores opgave at passe på ikke at undertrykke nogen eller noget, men derimod bede om at låne Guds blik der åbner og udfolder til liv.
Når Jesus siger. Effatha! – Luk dig op! til den døve og stumme mand, som er forhindret i at deltage i livet, så hører vi det i dag meget let, som at han lukkede sig op og begyndte at tale. At det er det der er det fantastiske, at han som før ikke kunne høre – blev i stand til at høre, og han som før ikke kunne tale – blev i stand til at tale. Måske endda tale ud og tale om tingene.
Men evangeliets effatha – livets effatha, betyder mere end det. Det er ikke bare et spørgsmål om, at manden blev i stand til at udtrykke sig. Fik åbnet op, så han kunne sætte ord på sine følelser. Nej det er selve livet der åbner sig for ham.
Det handler ikke om hvor mange eller hvor få ord vi bruger – det handler om at Gud Ord fik liv i ham. Som en nyskabelse eller udfoldelse af det liv, som ikke var udfoldet.
Effatha – luk dig op, sagde Jesus til den stumme og døve mand, som ikke kunne deltage i livet. Og så rørte han ved ham – og livet åbnede sig for ham. Og sådan bliver vi – også indimellem rørt, så livet åbner sig for os, og vi midt i det hele – alt det der er svært, alle bekymringerne, alle forbehold og fordomme, alt det sorgfulde og alt det konfliktfyldte – alligevel lever og glæder os over at være sammen og være der, hvor vi nu engang er. Eller livet åbner sig for os, så vi ser nogle nye muligheder, anspores til at gå nye veje – eller vi får ganske enkelt på forunderligvis skænket nyt liv.
Det er effatha-råbet. Det er opstandelseshåbet. Det er graven der åbnede sig påskemorgen med livskraft og styrke, så det blev til opstandelse – også for os – og i vores liv. Det er, at vi også bliver mødt og rørt af et håbet og troens og kærlighedens effatha, så livet åbner sig for os – og viser os, at livet er større end det vi selv håndtere og finde på – og det skal vi takke Gud for. Ham som giver os alt, både det daglige brød og evnen til at tage imod det.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Er kirken et helligt rum?

10. søndag efter trinitatis / Luk 19,41-48

”Mit hus skal være et bedehus! Men I har gjort det til en røverkule!”, råber Jesus og jager alle de handlende på tempelpladsen ud.

Der er malet voldsomme billeder af den scene. En vred Jesus der slår om sig, så duer, får og geder, borde, fjer og penge står til alle sider.

Godt han ikke kom forbi da vi i sin tid holdt bazar her i kirken! Eller: det er nok ikke sådan det skal forstås.

Hans harme går på at kræmmerne i templets forgård med deres salg af offerdyr – og remedier har vanhelliget det sted, hvor Gud kunne tilbedes rent og uforstyrret. I stedet var der sikkert både råb og folk der falbød deres varer. Det har nok været både folkeligt og festligt, og Jesus blev ikke populær hverken over at smide dem på porten, eller over at kritisere deres gudsdyrkelse. Det har formentligt været medvirkende til at Jesus ikke så længe efter blev slået ihjel.
Det skulle vise sig, at den rette tilbedelse af Gud ikke er gennem blod fra offerdyr, men gennem blodet fra Jesu død.

Når Jesus siger, at jøderne har gjort Guds hus til en røverkule i stedet for et bedehus, så rammer det også en nutidig problematik om kirkens brug.
Indimellem rejser spørgsmålet sig om vi fx må bruge kirken til at huse flygtninge, som ikke kan få opholdstilladelse, og dermed gå imod dansk lov.

Den diskussion havde vi i stor målestok for nogle år siden, da Brorsonskirken i KBH i flere uger husede en stor gruppe udviste irakere.
Nogle var forargede over at man åbnede kirken overfor de udviste flygtninge og på den måde satte sig over loven. Kirken er i en luthersk forståelse ikke noget særligt rum. Det er ordet der er helligt, ikke bygningen.

Andre argumenterede med at kirken ikke har mandat til andet end at åbne døren, når der kommer et nødlidende menneske.

Det endte for første gang i nyere danmarkshistorie med at politiet brød ind og ryddede kirken. Ja, jeg kan faktisk ikke huske andre eksempler på det, end da Knud den Hellige blev myrdet foran alteret i Odense Domkirke i 1086. – Rydningen af Brorsonskirken var et brud med Kirken som et fredhelligt rum – et selvstændigt rum til gudstjeneste og bøn. Et rum hvor man så at sige er fredet. Tænk bare på våbenhusets oprindelige funktion af at være det sted, hvor man lagde sine våben og kunne gøre det, fordi man ikke kunne angribes i kirkens rum.

Er kirken et helligt rum? Eller er det i grunden bare et rum som alle andre? Må man drikke kaffe i kirkerummet, må man spise i kirken? Drikke vin? Må der danses? Må man sælge noget i kirken? Kan man tillade sig at kræve penge af mennesker, som gerne vil ind i kirken? Det er alt sammen sådan nogle spørgsmål, som man indimellem diskuterer – og som der er ret forskellige holdninger til. Tænk bare på den ophedede debat om Domkirkens forestilling: ”Befri Gudstjenesten” her i foråret. Der er mange følelser på spil når det gælder vores kirkerum.

Af lovene fremgår det, at kirken først og fremmest er til gudstjenestelig brug og kirkelige handlinger, men at kirken også kan anvendes til andet f.eks. kirkekoncerter, foredrag osv. der ligger indenfor det kirkelige.

Da en kirke fornyeligt afholdt et arrangement i kirken med en dyreclaivoriant der kunne hjælpe en med at komme i kontakt med sine døde kæledyr, kom det igen op til diskussion. Hvor går grænsen for hvad vi kan huse i kirkerummet? Biskoppen i Roskilde Stift gjorde det klart, at der gik der i hvert fald en grænse.

I praksis er brugen af kirkerummet blevet stærkt liberaliseret de seneste år. Det er alene menighedsråd og sognepræst, der afgør, hvad kirken kan bruges til.

Menighedsrådet i Møllevang er måske nok mere liberale i forhold til så mange andre kirker. I hvert fald bruger vi jo både kirkerummet til babyrytmik, koncerter og foredrag. Engang før min tid, havde man endda taget et æsel ind i kirken – og når vi omlidt åbner dørene til Kirke-og Kulturfestival er det også både til klezmermusik og kædedans, og foredrag der nok vil provokere nogle.

Men vi er jo dog ikke helt ukritiske. Det er jo dog alligevel sådan at vi har en særlig sans for hvad der hører sig til i kirkerummet og hvad der ikke gør. Hvorfor egentligt?

I en luthersk tradition, har vi jo netop gjort op med den katolske kirke i det her spørgsmål. Intet sted er i sig selv helligt, altså heller ikke kirken som rum og bygning. Hvad der alene helliger kirken er evangeliets forkyndelse. Det at Guds Ord lyder her – og særligt med tanker fra Grundtvig har vi skærpet det til, at kirken er det sted, hvor Kristus er til stede i ord og sakramenter, altså i dåb og nadver.
Bygningen er ikke hellig, men fordi det er her vi holder gudstjeneste – så tror jeg de fleste af os alligevel opfatter det som et helligt sted. Der sker noget med os når vi kommer ind i kirkerummet. Vi tager hatten af og sænker stemmen. Vi løber ikke rundt og pjatter, eller sætter os på døbefonten. Vi regner den for hellig, fordi der er mange følelser forbundet med kirkerummet.

Tænk bare på hvor lang en proces det har været for os her i Møllevang at få skiftet lamperne ud. Det er jo ikke fordi vi ikke kunne finde nogle håndværkere der kunne gøre det hurtigere. Det er fordi det er en stor beslutning for os, fordi vi er mange i menigheden som har mange følelser forbundet med kirken. I sognegården kunne vi hænge nogle billige lamper fra IKEA, men det ville vi aldrig gøre i selve kirkerummet. Her skal det være noget særligt, fordi det er et særligt rum.

Fortællingen om Jesus der dør på korset langfredag, er også fortællingen om hvordan forhænget indtil det allerhelligste i templet revner, og Gud så at sige slipper ud, og det hellige er ikke længere fæstnet til et bestemt sted, templet blev ødelagt, for at blive oprejst som Guds ånd i hjertet på os mennesker. Det er et grænsesprængende budskab, som ikke kan holdes inde. Evangeliet er at Guds Ord lagt i hjertet på hver enkelt af os, så vi bærer det med os hvor end vi går. Og Jesus siger, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn der er han tilstede. Det behøves vi ikke en stor flot kirkebygning til.

Så måske er alterbordet ikke i sig selv helligt. Det er i teologisk forstand ikke andet end et spisebord. Det er først når ordet lyder, og vi deler Kristi legeme og blod at der sker noget helligt.
Og måske er døbefonten ikke i sig selv hellig. Vi bruger vand fra den samme vandhane, som vi tapper vand fra både når vi skal vaske hænder, koge pasta eller drikke et glas vand. Det er først når ordet lyder, og vi bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, at der sker noget helligt.

Orglet er heller ikke helligt, prædikestolen er ikke hellig, lamperne, bænkene, fisken, lysgloben, korset… er ikke hellige ting, men når vi mødes til gudstjeneste og vi synger salmer, beder til Gud, hører evangeliet så sker der noget helligt. Og derfor bliver kirkerummet et særlig rum for os alligevel. Nuvel, vi kan holde gudstjeneste i Botanisk Have og i en sportshal, men kirkens rum bærer en historie og sætter os ind i en sammenhæng, som gør, at det alligevel er et særligt rum – som vi regner for helligt.

Så selvom vi godt ved at det ikke er bygningen der er kirken, men os. At kirken er bygget af levende stene, som vi siger. Selvom vi godt ved, at det ikke er kirken som bygning eller institution der er hellig, men Guds ord, så er der mange af os der har brug for et sted at være, og et sted at rette blikket hen, et sted at kunne gå hen for at blive tiltalt og mødt af Guds ord. Et sted, hvor vi ikke bliver forstyrret af folk der sælger får og duer og geder – og folk der river i os med alle mulige tilbud. Kirken skal være det sted, hvor vi kan være i fred. Et helle.

Derfor lyder det også sådan her, når man indvier et nyt kirkerum: ”Vi beder dig, at du vil være hos os med din velsignelse i dag, og hver gang din menighed samles her, så dette hus må være et helligt sted for os og kommende slægter, bygget til din ære”.
Lov og tak…

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Alt mit er dit

9. søndag efter trinitatis / Text: Luk. 16,1-9

Rygterne går om forvalteren. I dag ville det nok hedde en administrerende direktør. Han er et ødeland. Ødsel. Måske grisk. I hvert fald: Han bruger for mange penge. Det er kommet ejeren for ører: ”Hvad er det jeg hører om dig”, siger han. Og så bliver han bedt om at rydde skrivebordet. Gøre regnskabet op og forlade posten.
Nu er gode råd dyre. Der skal tænkes hurtigt, og det kan han. Han er skarp. Tænker godt under pres. Lynhurtigt afsøger han sine muligheder: Jeg kan ikke grave og jeg skal ikke ud i tiggeri. Jeg må skaffe mig nogle venner. I dag ville vi nok kalde det netværk. Og han gør kort proces: Ringer kunderne op en efter en, og halverer deres regning.
At det stiller ham i et godt lys hos de overraskede kunder, er ikke så mærkeligt. Det mærkelige i historien er, at det også stiller ham i et godt lys hos ejeren. BRAVO siger han! Det var smart gjort. Du er en klog direktør.

Og Jesus siger til sine disciple: Se, det var klog beslutning! Han forstod at gebærde sig i verden. At bruge ussel mammon til at skaffe sig venner, det holder! Ja, det holder helt ind i evigheden!
Guld forgår, venner består, siger han – eller noget i den stil. I hvert fald: Pointen er, forvalteren her roses for at handle smart. Han spiller spillet godt. Denne verdens børn handler langt klogere end lysets børn gør!

Hvordan kan Jesus dog mene at vi skal lære noget af en mand der bruger sin arbejdsgivers penge og endda sætter ham i yderlige gæld, efter at han er blevet afsløret. En mand der køber sine venner med penge, og som er så doven at han ikke gider laver et almindeligt stykke arbejde, som at grave.

Det er svært rigtigt at høre den her lignelse. Det er svært at høre uden om en moralsk forargelse. For det var dog ikke hans egne penge. Det var jo snyd. Den har alle elementerne til en mur af forargelser. Lignelsen taler ligesom fuldkommen imod grundlæggende værdier som: ejendomsret, selvstændighed, ansvar for sit liv og handlinger.
Og måske handler den simpelthen om noget andet. Eller: Vi kan ikke sådan drage moralske konklusioner på baggrund af den her lignelse. For så er den nonsens.

I den gamle bibeloversættelse havde den overskriften: ”Den utro godsforvalter”. I den nuværende hedder den: ”Den uærlige godsforvalter”. Men måske bidrager begge overskrifter til at vi farer vild i den allerede inden vi går i gang. I Den nye aftale hedder den: ”Venner i himlen” – det lægger også et andet perspektiv ind over historien – man kunne også i stedet kalde den for: Den kloge godsforvalter!

Sådan at han ikke på forhånd var udpeget som moralsk anløben. Og sådan at vi lettere kan se, at den ikke forholder sig til jordiske ejendomsforhold. Jesus kalder ham klog, og måske giver det mening af læse lignelsen i forlængelse af den udlægning Jesus giver disciplene, nemlig: ”For denne verdens børn, handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør”. Lysets børn – disciplene – mennesker af Guds nåde – Kristustroende, kan lære at det ikke er nok at have et hjerte, man må også have en hjerne hvis man skal gebærde sig i verden. Den kunne hedde ”Den kloge forvalter”, for han har forstået at penge ikke er et mål, men blot et middel der kan bruges til at forbedre tilværelsen – også for andre.
Men uanset hvad vi kalder den, så er det er ikke så let at få hold på den. Der er lavet mange forskellige tolkninger af den og vi er mange der har slået os på den. For hvad handler den egentlig om? Og hvad er den et billede på?

Er den rige mand et billede på Gud?
Er forvalteren et billede på os?
Og hvis det er sådan, hvordan er forholdet da mellem den rige mand og forvalteren?
Som Gud der har betroet os mennesker at tage vare på hele hans jord og på selve livet? Han ser at vi er griske og rager til os, ja, måske endda at vi lader som om at alt hvad vi har, er vores eget. Hvis den rige mand er et billede på Gud, er det så sådan – at vi mennesker, ligesom forvalteren kan gøre noget – som får Gud til at bære over med os – kan vi påvirke Gud ved at dele med andre mennesker?
Man får indtryk af at den rige mand først havde besluttet sig for at fyre manden, men ombestemmer sig, da han oplever forvalterens kreativitet. Det må være kommet som en overraskelse for forvalteren. Som en uventet nåde.

Hvis man læser den sådan, ligger den i forlængelse af den lignelse som står lige før denne hos Lukas, og som vi normalt bedre kan lide. Nemlig lignelsen om Den fortabte søn, hvor vi hører om den yngste søn der helt uhørt beder om at få halvdelen af hans arv på forskud, og drager ud i verden og ødsler den væk.
Ligner sønnen her, egentlig ikke forvalteren? Han bruger penge der ikke er hans, og han kommer i krise. Ikke fordi han bliver afsløret, som forvalteren gjorde det. Men han kommer så langt ud at han ender blandt svin. Forvalteren kommer så langt ud at ser, at han faktisk kan ende som tigger.
I deres krise får de begge en vision. Sønnen sidder i svinestalden, går i sig selv, som der står – og ser pludselig, hvordan han ville have det bedre som daglejer hjemme i sin fars hus. Forvalteren ser, hvordan han kan få venner, der vil tage imod ham i deres huse når han bliver fyret- Og for dem begge gælder det, at billedet af alligevel at kunne høre til et sted, giver dem frimodighed el. håb til at rejse sig og gå efter det. Og ligesom faderen tager imod sin søn med åbne arme af glæde over at han er levende, sådan vil forvalterens nye venner tager imod ham, fordi han har ændret deres liv.

Sådan som vi også måske selv har erfaret det i en af vores livs kriser, at vi kan få et billede af noget der giver os håb og mod, til at rejse os igen. At vi kan komme derud hvor vi ikke kan være, og længslen efter forandring/fred – et sted at høre hjemme kan være den vision, der får os til at vende os mod livet igen.
I lignelsen om den fortabte søn, hører vi at Gud er som den barmhjertige far, der løber sit barn i møde med åbne arme – og vi må tro, at intet vi gør, kan ændre det forhold, at vi har hjemme hos Gud. Det er nåden eller gaven i ethvert menneskes liv.
I lignelsen om forvalteren, som vi får at vide er klog, hører vi at Gud er som den rige mand, der har betroet os det hele – og som betyder at vi har pligt til at bruge hovedet, når vi agerer i verden, og samtidig have hjertet på rette sted. Det er kravet eller opgaven i ethvert menneskes liv.
Storebroderen i lignelsen om den fortabte søn bliver vred og forarget over faderens gavmilde modtagelse af den lillebror, som har fråset sin del af formuen op – og det ligner vores forargelse, da vi hørte at forvalteren blev rost for sit snyd.
Og faderens svar vækker måske genklang hos os: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”

Måske er lignelsen også en fortælling om Jesus selv: Jesus der beskyldes for at være alt for ødsel med Guds barmhjertighed, som forkastes – men som bliver ved med at tilgive synder, nedskrive folks gæld og sætte dem fri – og får venner, som vil tage imod ham. Nemlig os, hans menighed dengang og nu.

Jesus tager selv skridtet fuldt ud. Han nøjes ikke med at halvere gældsbeviserne, som forvalteren gjorde. Han tager selv hele vores skyld og gæld på sig – og med sig – i døden på korset.
Gud er ikke en gnierisk Gud, der kun nødigt deler ud af sig selv. Han er gavmildhedens og barmhjertighedens Gud, der ikke alene gav os livet, men også gav sig selv, for at vi kunne få liv af hans liv.
Måske handler lignelsen også om, at vi er sat her i verden til at spejle Guds virkelighed. At vi er velsignede og skal være til velsignelse for andre. Forvalteren bliver et forbillede for den kristnes omgang med værdier: Giv det bort. Vær ødsel, som forvalteren. Brug det, du kan på andre mennesker. På den måde tjener du Gud. ”Mit barn, siger Gud til os – ”Du er altid hos mig, og alt mit er dit”.
Det er ikke os der ejer godset. Vi er ikke godsejere, men godsforvaltere. Lignelsen hævder, at livet ikke er mit. Det er Guds. Livet er ikke noget, jeg kan kræve eller tjene. Det er noget, jeg er blevet givet og skylder bort. Hvad Gud har givet mig, kan jeg kun have ved at give det til andre.
Vi kan lette andres byrde, tilgive vore medmennesker og kaste lys over deres liv. Kun på den måde forvalter vi vores gudgivne liv rigtigt.
Frans af Assisi formulerede det på den måde: Gør mig til redskab for din fred! Når vi forlader skyld, vil du forlade, for det er ved at give, at vi får, og ved at dø at vi opstår.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Borte borte tit tit

3. søndag efter trinitatis / Text: Luk 15,1-10

Jeg har det sådan med den her fortælling om fåret der bliver fundet, at jeg elsker den på samme måde, som jeg elsker min dyne.
Den er indbegrebet af tryghed, varme og genkendelighed. Den ligesom omfavner og omslutter os, med den helt enkle horisont, at Gud aldrig lader os i stikken eller taber os.
Det er Gud, som er gået ud og har søgt og fundet. Ikke Gud, der sidder ophøjet og fjern og venter på at det søgende menneske får sig arbejdet frem til ham– men Gud der har fundet.
Jesus fortæller tre lignelser med det enkle grundtema: Lignelsen om den fortabte søn, lignelsen om det tabte får, og lignelsen om den tabte mønt.
”Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt om halsen og kyssede ham!” Den lignelse handler om Gud der løber os i møde. Dem der gik tabt i deres frihed, så den blev en last eller belastning. Dem der gik tabt i deres stædighed, så den blev til egoisme. Dem løber Gud i møde, og siger: Alt mit er dit!
Derfor skal du omvende dig! Står der. Og det bliver så let forstået som en præstation, som at vi mennesker skal vende om/vende tilbage til en bestemt livsform. Men grundtonen i alle de tre lignelser er ”Glæde!”. Hvorfor bliver der glæde hos Guds engle, når en synder omvender sig? Fordi den lille mønt alligevel selv trillede tilbage igen, eller fordi det dumme får alligevel tog sig sammen og fandt tilbage, eller fordi den såkaldte fortabte søn kom hjem og smurte sin far med en sød remse, han havde lært uden ad? Nej!
Men fordi der var en far, som slet ikke gav sig tid til, at høre alt det sønnen havde fundet på, ude hos de andre svin, om at han da fortrød meget og gerne ville begynde forfra igen, i det små som daglejer – men overhørte det og ikke havde andet i hovedet end at NU skulle der festes og der skulle ikke spares på noget, mindst af alt på glæden!
Og fordi der var en kone der ikke havde råd til at miste en eneste af sine ti mønter, men satte hele huset på den anden ende, til hun havde fundet den.
Og fordi der var en hyrde, der ikke kunne bære tabet af ét eneste får, men gik ud i mørket og ledte til han fandt det og måtte dele sin glæde med både venner og naboer der midt om natten!
Sådan er Gud, og omvendelse er ikke andet end at tro det er sandt – og det bliver vi aldrig færdige med – det er ikke bare en omgang – eller at dreje rundt en enkelt gang. Det er en evig snurren rundt. Vi må igen og igen høre fortællingen om Gud, som kom løbende og fandt os – og siger til os: Du er der og jeg er der hos dig! Lidt ligesom, at vi hver aften lægger os i sengen og trækker dynen op over os, og får kræfter til at kunne rejse os igen om morgenen.
Mange af os har nogle tydelige billeder på den indre nethinde af, hvordan det ser ud, da hyrden hente fåret hjem til de andre. Jeg forestiller mig et lille nuttet bamseline-agtigt får, lidt skrøbeligt måske – men i hvert fald nuttet. Det sidder fast i noget krat og bræger efter hjælp. Hvis får kunne græde, havde det gjort det. Og da hyrden kommer og tager det op på sine skuldre, er det himmelhenrykt for at være blevet fundet. Sådan forestiller jeg mig det – men hvad nu hvis det ser helt anderledes ud?
Det kunne jo også være at det var den store fæle, stinkende, arrige vædder der var blevet væk. Ham som ingen holdt af… Men også det får ville hyrden gå ud at lede efter. For sådan er Gud, i hans øjne er vi lige meget værd.
Han har også fundet den, og glædet sig over den, som ingen andre ser. – eller måske nok ser, men som vi overser, og som vi i hvert fald ikke ville løfte et øjenbryn for at redde. Sådan er Gud heldigvis ikke.
Men hvad nu, hvis fåret faktisk ikke vil findes? Hvad nu hvis det ikke sad fast i et krat og brægede efter hjælp? Hvad nu hvis fåret med vilje, var løbet den anden vej, da de skulle til at hjem til gården? Det havde gemt sig, for det ville ikke findes. Og da det blev fundet og fanget, sprællede det og gjorde modstand der på skuldrene af hyrden?
Som TV programmet ”Sporløs”, hvor man indimellem leder efter et menneske, som faktisk ikke vil findes – men som af en eller anden grund, har besluttet sig for at flygte fra sit liv, for at være en anden – eller måske starte på en frisk et helt andet sted, og som ikke ønsker at bliver konfronteret med sit gamle liv, eller sin familie – som med vilje bliver væk.
Erlend Loe – en norsk forfatter – har skrevet flere samfundssatiriske og mega sjove bøger – heriblandt en lidt ældre sag der hedder “Doppler:
Alexander Doppler lever et helt normalt liv med kone og to børn. En dag, da han motionerer på sin mountainbike i skoven, styrter han, og en ny verden åbner sig: “Da de værste smerter klingede lidt af, oplevede jeg en velsignet ro. Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov.”

Han beslutter at vende verden ryggen og flytter ud i skoven, hvor han skal lære at leve det enkle liv og gøre ingenting, ud over at skaffe sig varme og mad. Hans eneste selskab er en elgkalv, hvis mor han på ægte jægervis har nedlagt med sin kniv for at skaffe sig kød og bytteobjekter. Det vækker selvfølgelig forargelse, men efterhånden får han selskab af andre, der vil være alene sammen med ham – hvilket jo må siges at være en selvmodsigelse. Doppler bliver fundet i skoven, men han bliver ikke hentet hjem – for livet for ham har forandret sig. Han har fundet meningen – eller måske snarere meningen har fundet ham.

Det, Doppler mest af alt ønsker at gøre op med, er det, den danske oversætter kalder “at være kompetent”. Det norske ord er ‘flink’. Man er dygtig, pligtopfyldende og mest af alt: man gør, hvad der forventes af én hele livet igennem, det han selv har været, indtil han faldt af cyklen. Hans målsætning er nu at sørge for, at hans fireårige søn, som har sluttet sig til ham, ikke bliver ‘flink’. Det bliver hans livsprojekt.

Og pointen med lignelsen om den tabte mønt og det tabte får, er ikke at Gud finder os og henter os hjem i folden/kirken/en bestemt måde at leve på. Pointen er at Gud finder os, der hvor vi hvor vi er og skaber liv for os der. Og derfor er det uendelig ligegyldigt om fåret er et lille nuttet bamseline får, som springer op i favnen på hyrden – eller en stinkende vædder der stritter imod, alt hvad den kan. Det handler ikke om hvad vi mennesker gør eller ikke gør, men om at vi ikke kan bevæge os ud af Guds omsorgssfære – at vi ikke kan flygte eller falde ud af Gud. Ikke som en begrænsende ramme for vores livshorisont, men som en håbsfortælling om, at Gud finder os og skaber nyt liv for os. Igen og igen.
Den hvile/ro/fred/fylde/mening vi kan opleve momentvis, det er Gud der har fundet os. Eller måske snarere når vi er allermest tilstede/hjemme som mennesker, er, når vi tør hvile i troen på, at Gud har fundet os.
Evangeliet i dag indeholder også en guddommelig ordre til os om, at glæde sig på andres vegne. Vi bliver irettesat og fortalt, at glæden ikke kun er min. Glæden er ikke noget vi er herre over, eller kan bestemme, hvad er.
Himlen/Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men hvor din glæde er min glæde. Himlen/Guds rige er der, hvor vi kan rumme hinanden med alle vores forskelligheder og ikke forsøger at tvinge hinanden ned i bestemte kasser eller måder at leve på.
Luther siger et sted: “Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord.”
Og i den guddommelige natur, som omslutter hele vores liv og vores fremtid, lever vi. Det betyder, at hverken vildfarelse eller forargelse får os til at falde ud af Guds kærlighed. Vi står i al evighed under Guds dom og er båret af Guds nådige hænder.
Gud er en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfylder himmel og jord – og som sætter os i bevægelse og kalder os, finder os og sender os. Indimellem er os der bliver væk, og har brug for at blive vendt om og båret tilbage. Indimellem er det os der har brug for en hånd der rækker ud imod os og siger: Kom med mig!
Og hver dag er det os der skal række hånden ud. At leve i den guddommelige natur, vi kristne kalder for Guds nåde, er, også at vi er forpligtet på at afspejle Gud i vores liv. Det er at lade Guds kærlighed blive vores kærlighed til andre. Det betyder ikke andet, end at den guddommelige natur, som altid og uden fordømmelse søger det tabte, også skal være vores natur. Vi er sat her i verden for at bruge vores dage og vores fremtid på at gå ud at finde de tabte/dem der har mistet glæden/orienteringen og tage dem ved hånden! Ikke for at føre den anden hen hvor du er, men for at hjælpe den anden til glæde. Hvordan? Ja, det er din opgave at finde ud. Guds kærlighed og tålmodige omsorg, må og kan udtrykkes på en mangfoldighed af måder.
Når vi læser fortællingerne i Bibelen, bliver det tydeligt at Gud kan bruge mange forskellige slags mennesker i sin bevægelse. Det kræver ikke særlige forudsætninger, eller en særlig fromhed eller inderlig tro. Det kræver heller ikke særlige gode talegaver, eller andre kompetencer – men der kræves det af os, at vi ikke skaber skel eller skelner mellem mennesker. Og der kræves det af os, at vi glæder os på hinandens vegne. Guds rige er der, hvor vi rummer hinanden og arbejder på hinandens glæde. Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men vor din glæde er min glæde.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Evangeliet er ikke win-win

Jeg er ikke itvivl om at den her fortælling – eller det her eventyr- for det er det, det er – et oldgammelt jødisk eventyr – har haft sin plads i kirkens tekster helt fra begyndelsen, altså helt tilbage til de første århundreder efter Kristus, fordi kirkens økonomi var afhængig af pengegaver og fordi de fattigste medlemmer af menigheden var afhængig af, at de mere velstående delte af deres overflod. Det har skullet minde dem der havde mere end rigeligt om, at det er en kristen pligt at tage sig af de fattige.

Det skurer i vores ører, at man på den måde skulle have placeret en evangelietekst strategisk i kirkeåret, for at få folk til at give nogle flere penge. Det er fremmed for os at tænke sådan. Måske fordi vi lever i en folkekirkelig virkelighed, hvor pengene bliver betalt over skatten og ikke via gaver. Eller måske fordi vi lever i et velfærdssamfund, hvor det – i hvertfald burde – være sådan at

Ingen mennesker skal ligge på gaden sammen med hunde, fuld af sår – og uden mad. Det er fremmed for os, at evangeliet på den måde næsten har været realpolitisk. Her i kirken forventer, om nogen steder, vi at være befriet fra kampagner og aggressive indsamlingsstrategier.

Og sådan skal det selvfølgelig også være. Penge og evangelium rimer dårligt på hinanden, og der er talrige eksempler op igennem kirkens historie på, hvordan almisser og pengegaver, også er blevet misbrugt og har fungeret som magtmiddel. Men anliggendet er i orden og ikke mindre aktuelt i dag, hvor vi i øjeblikket diskuterer romaer, som om de ikke er ligeværdige mennesker. Og vi bliver mindet om den helt afgørende tanke – at ingen har ret til at udnytte og bruge et andet menneske. – Og at det at være et medmenneske betyder, at vi har pligt til at leve og dele med hinanden.

Ikke nok med at den rige mand i bogstaveliste forstand har set ned på – og trådt på den stakkels Lazarus i dette liv. Da de dør og havner i henholdsvis helvede og himlen – så er den riges første tanke, at han må kunne bruge Lazarus til noget. Til at lindre hans smerter eller til at advare hans familie om hvordan verden hænger sammen. På intet tidspunkt ser den rige mand, Lazarus som et ligeværdigt medmenneske. Tankegangen i eventyret er den, at derfor ligger han som han selv har redt – og havner i Helvede.

Tankegangen i det kristne evangelium er den, at det er et helvede at leve i en verden uden næstekærlighed – uden at vi tager ansvar for hinanden. Det hører med til et kristent menneskeliv, at vi aldrig har nok i os selv – men at vi derimod har nok i at være noget for vores næste. Det er det vi skal. Ikke andet.

Lad mig fortælle et andet eventyr: Der var engang en præst, der bad Gud om lov til at se både Himlen og Helvede. Gud valgte at opfylde præstens bøn og gav ham profeten Elias med som rejseleder. Elias førte først præsent ind i et stort rum, i hvis midte der stod en gryde over ilden med en skøn duftende ret mad. En dejlig duft fyldte rummet. Rundt om sad mennesker med lange skeer, og alle øste af gryden. Men folk så ualmindeligt, ja forfærdeligt blege, magre og elendige ud. Der herskede en iskold stilhed på stedet. Alle virkede på kanten af eksploderende vrede. Forklaringen var, at skaftet på deres ske var så langt, at de ikke kunne få den dejlige mad ind i munden. Da de to besøgende kom ud igen, spurte præsten sin rejseleder, profeten, hvad det dog var for et sælsomt sted? Det var Helvede, fik han at vide. Derpå førte Elias præsten i et andet rum. Selve rummet så fuldstændig ud som det første. I midten brændte der en ild. Igen stod der en gryde over ilden, og i gryden var der en skøn ret mad. Igen en dejlig duft. Men forskellen var, at de mennesker der var i rummet, alle var velnærede og så sunde, glade og lykkelige ud. De hyggede sig med hinanden og havde det godt sammen. For de forsøgte ikke at give sig selv mad, men benyttede de lange skeer til at give hinanden noget at spise. Det var tydeligt, at det her var Himlen. Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup sagde det samme sådan her:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Det er nok det mest kendte Løgstrupcitat overhovedet. – og mange af os kender det i forskellige varianter. Vi har altid noget af vores medmenneskes liv i vores. Det er ikke muligt for os at unddrage os det ansvar det er at være medmenneske. I et hvert møde, i en hver situation er vi i mere eller mindre grad udleveret til hinanden. Til at leve og dele med hinanden.

”Det er dansk at dele”, sådan lyder det i Folkekirkens Nødhælps kampagne i øjeblikket. Flere kendte mennesker stiller op med T-shirts på, hvor det står hen over brystet: ”Det er dansk at dele”. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Det kunne man da håbe. Jeg ved ikke om det at dele er noget særligt dansk? Man kan godt få den tanke, at vi kunne blive bedre til det. Vi taler godt nok om at ”dele-økonomien” bugner. I hvert fald deler og bytter vi tøj, haveredskaber og biler som aldrig før. 

Og det er godt at vi gør det, for det er med til at spare på de fælles ressourcer og bidrage til et mindre forbrug. Men det er noget andet, end den uegennyttighed som evangeliet kræver. For vi skyder ikke en plæneklipper i puljen uden at få en hækkesaks ud af det. Dele-økonomi beror på ideen om at det bliver en Win-win situation.

Evangeliet taler ikke om win-win situationer. Problemet med win-win-tænkningen er, at vi deler, fordi vi får noget ud af det selv. Det er ok når der handler om plæneklippere og hækkesakse, men det er umenneskeligt når det handler om mennesker. Og det er ikke så fremmed for vores måde at tænke på i dag.

Måske fordi vores tid er knap og effektiviteten også er rykket helt ind i den måde vi indretter os på i fritiden. Vi skal have noget ud af det vi laver. De mennesker vi vælger at være sammen med, skal kunne give os noget, bidrage noget, være gode for os.

Evangeliet taler derimod om at vi er sat i verden for vores næstes skyld. Også den næste som ikke umiddelbart kan give os noget. Også i den situation der ikke er en win-win. Så fortællingen ”om den rige mand og Lazarus” bliver sådan et wakeup for os som ofte er ramt af både at være selvtilstrækkelige og ligeglade når vi lander i sofaen– som nok vil dele, men ikke så det går ud over vores levestandard eller gør sådan for alvor ondt på vores feriebudget. Og som nok vil være der for dem der har brug for det, hvis det passer ind i vores kalender i øvrigt.

Og samtidig bliver det også kimen til en evig skyld. For vi er pinligt bevidste om, at vi altid kan gøre mere, end vi gør. Kravene til os starter, så snart vi træder ud af kirkedøren her. Der er mennesker der har brug for os.

Livet kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden kan omlægge vores gæld i livet til lavest mu­li­ge ren­te. Vi svigter vore med­men­ne­sker og kan ikke leve op til den indsats, som næs­tens nød kræver af os. Sådan er det. Og jeg kunne slutte her, for egentlig slutter fortællingen om den rige mand ikke særligt opløftende. Han lærer ikke rigtig noget.

Det er et vilkår, at det er sådan. At vi ikke rigtigt bliver klogere. Eller bedre. Det er et vilkår ved at være menneske, at være medmenneske. På godt og ondt. Men det er også et vilkår ved at være menneske, at være elsket af Gud. På godt og ondt.

At vi er elsket – trods alt- af Gud, er ikke en slags undskyldning eller en blanco check der gør, at alt er lige godt og lige gyldigt. At vi er elsket er Gud er først og sidst et udgangspunkt for vores liv, der gør at vi overhovedet kan elske – og at vi kan gå fejl af hinden, og alligevel stå op i morgen med frimodighed og nyt livsmod til at forsøge at gøre det rigtige.

Næstekærlighed er en kristen pligt. Det kan lyde som en enorm byrde, men det er i virkeligheden også en stor gave. Netop det, at der er noget man skal. Hver morgen er der noget vi skal. Vi skal stå ud af sengen og elske et andet menneske.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

At være sammen om det hellige

Pinsedag

”Han er så Hellig!” kan vi finde på at sige om nogen. At være en hellig mand er i nogle kulturkredse en hædersbetegnelse, men her hos os bruger vi det i dag mest som et skældsord. At være hellig er sådan bredt betragtet, ikke så godt. Det betyder noget i retning af, at man tror man er bedre end andre, at man har høj moral eller at man skiller sig ud fra andre. Og det skal vi jo for alt i verden ikke. Altså have høj moral og skille os ud! Uha nej, i Danmark skal vi alle sammen bare helst være sådan ”helt normale”, hvad det så vil sige. Begrebet ”hellig” har i folkeordbogen indgået en forandring, så det er blevet et decideret skældsord, og måske er det også et resultat af vores lutherske arv. Kirkens martyrer bliver både i den katolske og den ortodokse kirke betegnet som ”hellige”.

De er helgener, fordi de har levet deres kristen tro ud på en ekstraordinær måde. De er forbilleder for andre kristne. De har viet deres liv til Gud. Nogle af dem er også døde for deres tros skyld. Men forståelsen af helgener, var noget af det Luther gjorde op med. Ifølge en luthersk forståelse, kan intet menneske være en helgen. Alle mennesker er syndere og afhængige af Guds nåde og tilgivelse. Så det med helligheden, er blevet mere kompliceret i vores lutherske tradition. Der er det at være hellig, ikke en tilstand – men det som bliver givet til os med nåden og tilgivelsen. Og det har alle mennesker lige stor brug for.  Vi er lige for Gud. Det er en luthersk kongstanke. I dag fejrer vi Helligånden! I trosbekendelsen bekender vi os til ”Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund”. Det er altså ikke kun Gud der er Hellig, det er også det der sker i gudstjenesten. I fællesskabet. Når han rører ved os, smitter det hellige af på os mennesker, eller sætter sig i os og imellem os, som tro og liv og gudstjeneste.

Troen på Helligånden betyder, at Gud ikke alene er skaberen af alt, at Gud ikke alene er den som blev menneske i Jesus Kristus engang – men som viser sig som en magt, der fortsat skaber forbindelse med Gud.

Helligånden er Guds nutid og den virkelighed der skaber tro, fællesskab og kærlighedens gerninger. Dvs. at Helligånden er den kraft, der skaber kirken og derfor er kirken hellig.  Kirken er helliget af Gud. Ikke sådan at kirken er uden fejl og mangler. Tvært imod. Vi bekender os til kirken på trods af dens fejl og mangler, i et håb om at den vil blive ét – at den vil blive hel igen.

Når vi bekender os til ”de helliges samfund” mener vi der, hvor evangeliet forkyndes, der vor der døbes og hvor man samles omkring nadveren. Altså der – hvor vi mennesker knytter an ved det hellige – i fællesskab.

Hellighedsbegrebet er i kristendommen knyttet til fællesskabet. Vi kan ikke være kristne alene! Og måske er det en af de allerstørste provokationer ved kristendommen i vores tid. I vores individualiserede tid. At vi ikke kan tro for os selv. At troen hører til i kirkens fællesskab. At kristne er forpligtede på hinanden.

Det at gå i kirke. Det at samles til gudstjeneste hører med til det at være kristen. Det er vi nok nogle gange lidt forbeholdne med at sige i en dansk folkekirkelig sammenhæng. Vi siger i stedet: Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end det er at sidde i kirken at tænke på kroen.

Men det er ikke rigtigt. Ikke for troen i hvert fald. For troen kommer af det der høres. Troen kommer af at deles. Kristentro er aldrig ren ånd. Kristentro får krop i fællesskabet. I kirken. Helligånden får krop i fællesskabet. I kirken.

Når vi læser højt fra Bibelen her til gudstjenesten omtaler vi den som en hellig skrift. Præsten siger: ”Dette hellige evangelium skrives hos evangelisten Johannes” og menigheden svarer med lovsang: ”Gud være lovet for hans glædelige budskab”.

Når vi derimod tager Bibelen frem derhjemme, eller hvis vi mødes og studerer Bibelen sammen så er den ikke hellig. Så er det tekster, skrevet af mennesker med alle de fejl og mangler det nu medfører. Men når vi tager Bibelen frem og læser den i Gudstjenesten, så bliver den hellig – fordi vi læser den med den intention at blive styrket i vores tro, at blive opbyggede, trøstede og korrigerede i vores liv.

Bibelen hører primært til på alteret – altså i en gudstjenestesammehæng, hvor vi kan læse teksterne til fællesskabets opbyggelse.

Der er en del af det at være kristen, som kræver at man giver sig hen til mysteriet. At man ikke kræver at man kan forstå det, men at man simpelthen bare lever det, gør det – giver kristentroen krop: Synger, beder og går til gudstjeneste. Ikke som udtryk for tro – men for overhovedet at tro. Jeg har været lidt optaget af at læse Anne Marie Aagaard, som er er af de danske teologer som har beskæftiget sig indgående med både Helligånd og hellighed. Da hun blev spurgt om hvad Pinse betød, svarede hun: – Hvis du virkelig vil forstå, hvad pinse er, så skal du begynde at relatere dig til Gud, og.. det hænger grundlæggende sammen med at være en del af et fællesskab, hvor mennesker fortæller hinanden om deres vandring med Gud, og prøver at leve et kristenliv og tilgiver hinanden.

Og videre: – Jeg er helt overbevist om, at mennesker ikke holder op med at gå i kirke, fordi de mister troen. Det er omvendt. De mister troen, fordi de holder op med at gå i kirke, og når de holder op med at relatere sig til Gud…

Det samme gælder pinsen. Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår højtiden. De forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den.

Forståelsen af Helligånden kan man ikke læse eller studere sig til. Forståelsen af Helligånden, kan man kun leve sig ind i og leve med. Helligånden kan man opnå forståelse af gennem erfaring og praksis, bøn og gudstjeneste, fællesskab og højtidsfejring.

Vi har nok en tendens til at tænke Ånd, som noget indre. Noget inderligt måske lige frem. Men Helligånd er også noget ydre. Noget kropsligt. Noget man gør sammen. Det er at være sammen om det hellige.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Kirkebøn Pinsedag

Kirkebøn for forvirrede
Gud Helligånd, kom
og saml os forvirrede menneskebørn
om det der giver liv
Fyld os med livskraft og mod
til at tro
at du er den som var,
og som er, og som kommer.

Gud Helligånd, trøst
alle som er bange
og udsatte for fortræd.
Vær hos alle hjemløse
og alle flygtninge.
Vær hos vores kristne brødre og søstre,
der bliver forfulgt
på grund af deres tro.

Gud Helligånd, blæs
din kærlighed
ind i vores hjerter
og giv den krop
i vores fællesskab,
så vi altid rækker
vores hænder ud
mod dem der brug for det

Gud Helligånd, giv
alle der har magt
visdom fra dig
og fortræng al had
og ligegyldighed i blandt os.
Giv os alle del i din fred
så vi tør hvile i
at du holder hånden under os
og alle skabninger
i liv og i død.

Amen

Udgivet i Kirkebønner og andre bønner | Skriv en kommentar