Næsten ikke win-win

  1. søndag efter trintitatis /Den rige mand og Lazarus

Vi holder fest i dag, for kirken har ligget her på stedet i 60 år. Vi holder fest og om efter gudstjenesten er der sikkert også nogle der rejser sig og holder en festtale. Vi siger tak til hinanden, fremkalder gode minder og ønsker alt godt for kirkens fremtid. Det er sådan noget der egner sig til en festtale, men det er Lukas ligeglad med. Fuldstændig ligeglad. Han leverer en mastodont af en moralsk mursten lige her midt i vores festgudstjeneste. Værsgo! Tag den! Og tag dig sammen! Der ligger en Lazarus foran din port! Fest eller ej.

Jeg er ikke itvivl om at den her fortælling – eller det her eventyr- for det er det, det er – et oldgammelt jødisk eventyr – har haft sin plads i kirkens tekster helt fra begyndelsen, altså helt tilbage til de første århundreder efter Kristus, fordi kirkens økonomi var afhængig af pengegaver og fordi de fattigste medlemmer af menigheden var afhængig af, at de mere velstående delte af deres overflod.

Det har skullet minde dem der havde mere end rigeligt om, at det er en kristen pligt at tage sig af de fattige.

Det skurer i vores ører, at man på den måde skulle have placeret en evangelietekst strategisk i kirkeåret, for at få folk til at give nogle flere penge. Det er fremmed for os at tænke sådan. Måske fordi vi lever i en folkekirkelig virkelighed, hvor pengene bliver betalt over skatten og ikke via gaver. Eller måske fordi vi lever i et velfærdssamfund, hvor det – i hvertfald burde – være sådan at

Ingen mennesker skal ligge på gaden sammen med hunde, fuld af sår – og uden mad.
Det er fremmed for os, at evangeliet på den måde næsten har været realpolitisk. Her i kirken forventer, om nogen steder, vi at være befriet fra kampagner og aggressive indsamlingsstrategier.

Og sådan skal det selvfølgelig også være. Penge og evangelium rimer dårligt på hinanden, og der er talrige eksempler op igennem kirkens historie på, hvordan almisser og pengegaver, også er blevet misbrugt og har fungeret som magtmiddel.

Men anliggendet er i orden og ikke mindre aktuelt i dag, hvor vi også lever med dybe kløfter imellem os, og taler om dem og os, som om de andre ikke er ligeværdige mennesker.Og vi bliver mindet om den helt afgørende tanke – at ingen har ret til at udnytte og bruge et andet menneske. – Og at det at være et medmenneske betyder, at vi har pligt til at leve og dele med hinanden.

Ikke nok med at den rige mand i bogstaveliste forstand har set ned på – og trådt på den stakkels Lazarus i dette liv. Da de dør og havner i henholdsvis helvede og himlen – så er den riges første tanke, at han må kunne bruge Lazarus til noget. Til at lindre hans smerter eller til at advare hans familie om hvordan verden hænger sammen. På intet tidspunkt ser den rige mand, Lazarus som et ligeværdigt medmenneske. Tankegangen i eventyret er den, at derfor ligger han som han selv har redt – og havner i Helvede.

Tankegangen i det kristne evangelium er den, at det er et helvede at leve i en verden uden næstekærlighed – uden at vi tager ansvar for hinanden. Det hører med til et kristent menneskeliv, at vi aldrig har nok i os selv – men at vi derimod har nok i at være noget for vores næste. Det er det vi skal. Ikke andet.

Lad mig fortælle et andet eventyr:
Der var engang en præst, der bad Gud om lov til at se både Himlen og Helvede. Gud valgte at opfylde præstens bøn og gav ham profeten Elias med som rejseleder. Elias førte først præsten ind i et stort rum, i hvis midte der stod en gryde over ilden med en skøn duftende ret mad. En dejlig duft fyldte rummet. Rundt om sad mennesker med lange skeer, og alle øste af gryden. Men folk så ualmindeligt, ja forfærdeligt blege, magre og elendige ud. Der herskede en iskold stilhed på stedet. Alle virkede på kanten af eksploderende vrede. Forklaringen var, at skaftet på deres ske var så langt, at de ikke kunne få den dejlige mad ind i munden. Da de to besøgende kom ud igen, spurte præsten sin rejseleder, profeten, hvad det dog var for et sælsomt sted? Det var Helvede, fik han at vide.

Derpå førte Elias præsten i et andet rum. Selve rummet så fuldstændig ud som det første. I midten brændte der en ild. Igen stod der en gryde over ilden, og i gryden var der en skøn ret mad. Igen en dejlig duft. Men forskellen var, at de mennesker der var i rummet, alle var velnærede og så sunde, glade og lykkelige ud. De hyggede sig med hinanden og havde det godt sammen. For de forsøgte ikke at give sig selv mad, men benyttede de lange skeer til at give hinanden noget at spise. Det var tydeligt, at det her var Himlen.

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup sagde det samme sådan her:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Det er nok det mest kendte Løgstrupcitat overhovedet. – og mange af os kender det i forskellige varianter. Vi har altid noget af vores medmenneskes liv i vores. Det er ikke muligt for os at unddrage os det ansvar det er at være medmenneske. I et hvert møde, i en hver situation er vi i mere eller mindre grad udleveret til hinanden. Til at leve og dele med hinanden.

”Det er dansk at dele”, sådan lød det i Folkekirkens Nødhælps kampagne for et par år siden. Flere kendte mennesker stillede op med T-shirts på, hvor det står hen over brystet: ”Det er dansk at dele”. Det var ret catchy og let at huske, måske fordi man så gerne ville have at det var rigtigt. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Det kunne man da håbe. Jeg ved ikke om det at dele er noget særligt dansk? Man kan godt få den tanke, at vi kunne blive bedre til det. Vi taler godt nok om at ”dele-økonomien” bugner. I hvert fald deler og bytter vi tøj, haveredskaber og biler som aldrig før.

Og det er godt at vi gør det, for det er med til at spare på de fælles ressourcer og bidrage til et mindre forbrug. Men det er noget andet, end den uegennyttighed som evangeliet kræver. For vi skyder ikke en plæneklipper i puljen uden at få en hækkesaks ud af det. Dele-økonomi beror på ideen om at det bliver en Win-win situation.

Evangeliet taler ikke om win-win situationer. Problemet med win-win-tænkningen er, at vi deler, fordi vi får noget ud af det selv. Det er ok når der handler om plæneklippere og hækkesakse, men det er umenneskeligt når det handler om mennesker. Og det er ikke så fremmed for vores måde at tænke på i dag.

Måske fordi vores tid er knap og effektiviteten også er rykket helt ind i den måde vi indretter os på i fritiden. Vi skal have noget ud af det vi laver. De mennesker vi vælger at være sammen med, skal kunne give os noget, bidrage noget, være gode for os.

Evangeliet taler derimod om at vi er sat i verden for vores næstes skyld. Også den næste som ikke umiddelbart kan give os noget. Også i den situation der ikke er en win-win.

Så fortællingen ”om den rige mand og Lazarus” bliver sådan et wakeup for os som ofte er ramt af både at være selvtilstrækkelige og ligeglade når vi lander i sofaen– som nok vil dele, men ikke så det går ud over vores levestandard eller gør sådan for alvor ondt på vores feriebudget. Og som nok vil være der for dem der har brug for det, hvis det passer ind i vores kalender i øvrigt. Og som registrerer at Lazarus ligger derude i porten, men som også er blevet gode til at trække sådan et filter af et rullegardin ned, så vi ikke bliver blændet eller livshæmmet af synet, af hans armod.

Og samtidig bliver det også kimen til en evig skyld. For vi er pinligt bevidste om, at vi altid kan gøre mere, end vi gør. Kravene til os starter, så snart vi træder ud af kirkedøren her. Der er mennesker der har brug for os.

Livet kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden kan omlægge vores gæld i livet til lavest mu­li­ge ren­te. Vi svigter vores med­men­ne­sker og kan ikke leve op til den indsats, som næs­tens nød kræver af os. Sådan er det.

Og jeg kunne slutte her, for egentlig slutter fortællingen om den rige mand ikke særligt opløftende. Han lærer ikke rigtig noget.

Det er et vilkår, at det er sådan. At vi ikke rigtigt bliver klogere. Eller bedre. Det er et vilkår ved at være menneske, at være medmenneske. På godt og ondt. Men det er også et vilkår ved at være menneske, at være elsket af Gud. På godt og ondt.

At vi er elsket – trods alt- af Gud, er ikke en slags undskyldning eller en blanco check der gør, at alt er lige godt og lige gyldigt. At vi er elsket er Gud er først og sidst et udgangspunkt for vores liv, der gør at vi overhovedet kan elske – og at vi kan gå fejl af hinden, og alligevel stå op i morgen med frimodighed og nyt livsmod til at forsøge at gøre det rigtige.

Næstekærlighed er en kristen pligt. Det kan lyde som en enorm byrde, men det er i virkeligheden også en stor gave. Netop det, at der er noget man skal. Hver morgen er der noget vi skal. Vi skal stå ud af sengen og elske et andet menneske.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Troens udtryk

Trinitatis søndag / Joh 3,1-15

Jeg tror vi der sidder her i kirken i dag, har fundet hertil af mange forskellige veje, og at hvis vi nu ændrede formen på prædikenen i dag, så det ikke var mig der skulle sige det hele – men at vi i stedet alle sammen skulle fortælle hvordan vores tro er, hvordan vi er kommet til tro, hvilke veje vi har gået, hvem der gav os troen og hvordan vores tro har ændret sig igennem livet – Så tror jeg vi ville komme til at høre rigtig mange forskellige slags historier.

Selvfølgelig vil det betyde noget for vores tilgang til kristentro, om vi har fået den som barn eller først senere i livet som voksen. Det betyder også noget, hvem vi er som mennesker i øvrigt og hvem der har fortalt os om kristendom, og hvad vi har hørt.

Selv har jeg fået kristentroen, som barn. Jeg er døbt, da jeg var ca. lige så lille som N. Mine forældre har bedt aftenbøn, læst Bibelhistorie og sunget med mig. De har også taget mig med i kirke og ladet mig forstå fra jeg var helt lille, at den kristne tro var af afgørende betydning for deres liv. Som barn tænkte jeg selvfølgelig ikke så meget over det. Det var bare sådan det var med tro, i min familie. Man skal have en vis alder før man bliver opmærksom på at man også kan tænke, tro og leve anderledes end man selv gør.

Når jeg tænker på min barndom, så er troen ikke forbundet med noget kompliceret og svært. Den er forbundet med tryghed og ritualer. Jeg stillede ikke spørgsmål til at vi sang salmer og bad og gik i kirke. Jeg problematiserede det ikke. Forbandt det måske nogle gange med noget kedeligt og langtrukket, men ikke med noget dårligt. Og heller ikke med noget der var svært. Jeg havde ikke svært ved at tro som barn, men jeg havde nok heller ikke rigtig forholdt mig til at man kunne andet. Jeg havde min barnetro, og den passede mine forældre godt på ikke at tage fra mig eller ødelægge.

Men som jeg blev ældre, kom spørgsmålene, og jeg kunne ikke rigtig længere bruge mine forældre til så meget i forhold til tro. Sådan er det jo, ikke bare med tro – sådan er det med alting. Når man bliver omkring 12 år, så begynder man er vende sig mod sine venner i stedet. Jeg kom i sådan en kirkelig ungdomsklub sammen med flere af mine venner, og her diskuterede vi helt vildt. Alt muligt. Hvordan kan man forstå at Gud har skabt verden? Hvordan kan man forstå opstandelsen? Hvad kan vi bruge Bibelen til? Er der nogle ting man skal gøre, og nogle ting man ikke må gøre, når man er kristen. Alt sådan noget. Etiske spørgsmål om genteknologi, og om Gud mon mente noget særligt om hvem man måtte kysse. Vi diskuterede og diskuterede. Vi havde også indimellem, sådan nogle ungdomsgudstjenester, hvor vi sang og tændte lys og hvor der var en ro og en skønhed, som jeg ikke fandt andre steder – og som jeg følte mig hjemme i. Troen var i de år, meget det fællesskab der – og det at kunne være i en sammenhæng, hvor det var ok at sætte ord på tro, og alle de der følelser og holdninger som vælter rundt i én. I virkeligheden var det nok ikke så let at være med i den klub, hvis man mente noget andet end flertallet. Eller stillede meget grundlæggende spørgsmål til kristendom og tro.  På et eller andet tidspunkt holdt det ikke længere for mig. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Og de voksne der stod for klubben, kunne ikke rigtig svare ordentlig for sig, synes jeg.

Sådan tror jeg Nikodemus har haft det. Han var et menneske, står der, og han var farisæer og medlem af jødernes råd. Han var også nysgerrig og modig og havde brug for at finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Og han kunne ikke længere rigtig bruge de forklaringer som de lærde i synagogen kom med. Det var modigt af ham at opsøge Jesus, også selvom det var midt om natten så ingen kunne se ham. Det var modigt, fordi han åbnede sig for at troen kunne være noget andet og mere, end det han kendte. Han får fremstammet et eller andet om at de tegn Jesus gør, må komme fra Gud. Og Jesus fanger at han ikke bare er kommet for at sige det, men at han nærmere spørger: Hvordan hænger det hele sammen? Hvordan får man del i Guds rige? ”Det gør man, ved at blive født på ny”, siger Jesus – og åbner op for endnu flere spørgsmål. For hvad vil det sige? At blive født på ny? At blive født af ånd? Og Nikodemus forstår nok at her er tale om noget stort, men forstår samtidig ikke hvordan det hænger sammen.

Det var vigtigt for mig at få det til at hænge sammen. Jeg kunne ikke forestille mig, ikke at tro på Gud. Men jeg havde brug for at kunne have mit hoved med i troen. Da jeg var barn, havde det været nok for mig at have hjertet med.

På gymnasiet fik jeg en religionslærer, som talte om kristendom på en helt anden måde, end jeg før havde hørt, og jeg blev optaget af at lære noget om Bibelens tilblivelse, om hvordan man kan læse de bibelske tekster, og om hvordan Luther forstod frelsen. Det var en helt ny verden der åbnede sig for mig. Det at kunne gå fagligt og kritisk til de spørgsmål, som jeg indtil da, kun havde forholdt mig til med min barnetro i bagagen. Og han kunne forklare hvordan man kan forstå skabelsen og hvordan teologer op igennem kirkens historie har forstået opstandelsen. Han kunne også forklare Luthers syn på retfærdiggørelse og frelse ved troen alene – og han blev en vigtig inspiration for mig, og måske også i høj grad grunden til at jeg endte med at læse teologi på universitet. Han vækkede nysgerrigheden og åbnede nogle døre indtil det spændende felt og de væsentlige spørgsmål, som teologi beskæftiger sig med. Han fik mig til at bruge hovedet i forhold til tro, men jeg måtte andre steder hen for at få noget til hjertet.

Og siden dengang, i de første ungdomsår, har min tro penduleret mellem hoved og hjerte. Sådan var det da jeg læste teologi. At jeg havde brug for sideløbende med den kritiske forskning og til tider tørre læsning i en ørkenvandring af kirkefædre og dogmatik, også at være i sammenhænge og på steder, hvor troen var noget mere ukompliceret.
Da jeg var i tyverne, synes jeg højmessen var vildt kedsommelig og kunne ikke se mange kvaliteter i gentagelser, lange salmer på et knudret sprog og bønner og tekster der er formuleret af nogle der for længst er døde. Jeg var optaget af at kirken måtte forny sig, hvis den skulle overleve. Jeg var optaget af at kirken skulle mene noget og blande sig i samfundsdebatten. Jeg var varm fortaler for at kirke og stat skulle skilles, så vi kunne få en mere manøvredygtig kirke med engagerede medlemmer, der allesammen mente noget med troen. At troen skulle have konsekvenser, som man kunne få øje på. Jeg sang glad med på kirkelige kampsange om at Helligånden skulle sætte ild i kirken og brænde den mur vi havde bygget. De år var troen noget jeg levede ud i et socialt engagement. Det var noget udadrettet og aktivt, i langt højere grad end noget indadrettet. Gudstjenesten foregår ude i verden, i det mellemmenneskelige – sådan prædikede jeg, og brugte det måske også som en slags undskyldning for, hvorfor jeg ikke sled på kirkebænken om søndagen.

Og så blev jeg voksen, og blev gift og fik børn og blev også ramt af at livet er skrøbeligt og at nogle af dem man elsker og deler liv med, dør. Og at man ikke kan planlægge sit liv, og at man ikke altid kan hvad man vil, og det der ansvar og den der alvor der følger med at blive voksen, gør noget ved én. De fleste af os oplever, tror jeg, at livet bliver mere og mere kompliceret med alderen – at de der håndfaste svar man kan have, når man er ung, at de ikke holder, når virkeligheden viser sig at være langt mere sammensat end man vidste. Og jeg har haft det sådan, at livet også er blevet smukkere med årene – men også sværere – og at jeg har fået en anden bevidsthed om, at jeg ikke kan ændre verden. Og at jeg har brug for at give slip på noget af mit eget, og give mig hen i troen på at Gud er grunden under alt hvad vi gør og er. Jeg har fået en anden sans for gentagelsernes og ritualernes værdi, og jeg har opdaget at der kan være søndage hvor det – ikke er et arbejde – men hvor det er nødvendigt for mig at være til gudstjeneste, fordi jeg har brug for at høre ordene om at vi er Guds børn. Eller, jeg har brug for at blive mindet om min plads i tilværelsen og blive tilsagt frihed. Det er ikke sådan noget jeg forestiller mig, at jeg pludselig kan sige mig selv mere. Jeg forestiller mig derimod, at det er nødvendigt for mig at høre det igen og igen.

Vi hører om Nikodemus her i begyndelsen af Jesu virke og så hører vi om to andre gange i Johannesevangeliet. På et tidspunkt, hvor han forsvarer Jesus overfor de andre farisæere og fremhæver at også Jesus har ret til at komme for en dommer. Han tager ham i forsvar, også selvom han risikerer sin egen stilling. Vi hører også om ham til sidst. Det er ham, som sammen med en anden højtstående jøde, Josef fra Arimatæa, tager ham ned fra korset og gravlægger ham. Vi hører ikke at Nikodemus kommer med nogen stor trosbekendelse, men han forbliver trofast mod Jesus. Nogen egentlig udvikling i Nikodemus´ tro, kan vi ikke tale om, men vi kan identificere at det at tro, kan komme til udtryk på mange måder. Det er en ikke en fast tilstand, men nærmere en bevægelse, som er sat i gang af en fødsel. En fødsel til et nyt liv. Et liv i tro.

Troen kan måske nok på én måde udvikle sig fra en barnetro til en voksentro – men at det ikke er sådan en trappe man går op af, så troen bliver mere og mere fast. Troen er ikke en tilstand man kan låse fast med viljen. Troen er nærmere en bevægelse, som får forskellige udtryk – indimellem hviler vi i vores barnetro, indimellem har vi brug for at få det hele til at hænge sammen, indimellem er det handling og indimellem er det en erfaring af mening og gudsnærvær. Indimellem er det erkendelsen af, at det nye liv, som Jesus taler om, kræver gentagelser. At vi igen og igen lader os overøse af det ord, der kan forvandle død til liv, og mørke til lys.


Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Elastisk tid

3. søndag efter påske / Joh. 16,16-22

”En kort tid, så ser i mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig?” Johannes lader Jesus og disciplene gentage og gentage den sætning, så det mest af alt minder om en afskedsscene i en opera, hvor den døende kan bruge 15 minutter på at synge de to sidste ord: ”Jeg dør!”, så man som publikum virkelig når at komme hele følelsesregisteret igennem af frygt, betagelse, irritation, utålmodighed og taknemlighed, når han omsider falder om på gulvet og der bliver stille.

Sådan bliver man også skiftevis trøstet, irriteret og forvirret når man hører den her tekst hos Johannes. En kort tid det ene og en kort tid det andet… igen og igen og igen. Det er som om tiden bevidst bliver sat i stå, som om tiden står stille, eller som at vi skal ane og fornemme, at tiden ikke alene er lineær – men også høj og dyb, elastisk og rummelig. Fem minutter er ikke bare fem minutter. Et år er ikke bare et år.

Det ved vi godt. Alle os der lever. Tiden kan føles uendelig lang, og tiden kan føles meget, meget kort.

Tiden føles lang når vi keder os, når vi savner indhold i vores dage, når vi ikke ved hvad vi skal give os til.
Tiden føles også lang når vi venter. Som når kommende forældre venter deres barn med længsel og spænding. Det kan også være vi glæder os til noget, en fest vi er inviteret til, eller en rejse vi skal på, eller det kan være at vi glæder os til at gense et menneske vi savner.

Jeg talte med et kommende brudepar forleden, der havde fuldstændig tal på de gange de havde været væk fra hinanden i den tid de havde været kærester. De fortalte om, hvor forfærdeligt det var at være uden den anden. Hvor kedeligt det var, og hvor meget de savnede den anden. Tiden væk fra hinanden føltes uendelig lang.

Sådan tror jeg også min mand og jeg har haft det engang, men det er som om vi har vænnet os lidt til det efterhånden… og måske engang imellem kan sætte pris på den tid, hvor man også oplever at komme til at savne hinanden.

Når tiden føles lang, så er det fordi den ikke er fyldt ud. Der mangler noget, eller der mangler nogen i den tid, der føles lang.

Når tiden føles kort, så er den derimod stopfyldt.
Det kan selvfølgelig være fordi man har for kort tid til noget, så man skal nå alt for meget på for kort tid. Det er ikke rart, når det er sådan. For kort tid, er ikke en god tid.

Men tiden føles også kort, når den er stopfyldt af glæde, kærlighed og mening. Så kan det føles som om tiden på en eller anden måde opløses, og vi bare er tilstede i nuet. De der øjeblikke, som vi ikke bagefter ville kunne sige, om varede et minut eller en time. Fordi de var helt stopfyldt af følelser der løb over. Som da vi første gang fik vores barn i armene, og bare blev væk i den forløsende glæde.

Tiden kan pludselig holde op med at være lineær, når vi glemmer os selv og de små og store bekymringer for en stund slipper taget i os. I et kærtegn, i et blik, i en udsigt, i en sommerdag, i et besøg, i et godt grin der kom bag på os.

De fleste dage er tiden både og. Både lang og kort og ofte også ret lineær. Og for os alle sammen gælder det, at tiden kan være på mange måder samtidig:
Vi kan have for kort tid til vores arbejde, samtidig med at det egentlig keder os, så tiden føles lang.
Det kan være lang tid siden vi har set en af vores venner, samtidig med at det næsten føltes som i går.

At tiden er elastisk, bliver særligt tydeligt for os, når vi har været ude for noget, som ændrede vores liv radikalt.

Mennesker som har mistet én der stod dem nær, vil ofte opleve det sådan når der er gået et år. På den ene side, er det sket så meget på det år. Man har skullet træffe så mange valg alene, man har næsten hver eneste dag i et år, skulle gøre noget nyt uden den anden. På den ene side er det næsten ikke til at forstå at der kun er gået et år, for verden ser fuldkommen anderledes ud end sidste år.

Og på den anden side, så føles det som om det var i går at han/hun døde, fordi de dage står så lysende klart og man husker detaljer og stemninger og ord, så tydeligt.

Måske er det sådan, fordi vi gerne vil holde fast og er bange for øge afstanden til den vi mangler.
Måske er det sådan, fordi sorgen bliver ved med at have den samme størrelse, selvom vi ændrer os over tid.
I hvert fald er det sådan, at tiden er både kort og lang, og måske kan vores erfaring af at tid er elastisk, give os en ide om hvad Jesus mener med ”kort tid”.
For det er oplagt at tiden i evangeliet ikke bare er lineær.

I den tekstlige sammenhæng hos Johannes, er Jesu ord om at han vil forlade dem om kort tid, for at komme igen om kort tid, en del af hans afskedstale til disciplene skærtorsdag, aftenen inden han bliver korsfæstet. Vi der læser det, er altså klogere end disciplene. Vi ved at det handler om at han står op fra de døde Påskedag.

Men det er alligevel også forvirrende for os, for vi hører teksten her mellem påske og pinse, og ved, at det også handler om at Jesus kort tid efter bliver forenet med Gud, og så denne ret underlige påstand om, at det kun skal vare kort tid, men at han så vil komme igen. Det kan ikke andet end forekomme os som en underlig påstand, fordi den korte tid, nu foreløbigt har varet over 2000 år, og altså må siges at være blevet en permanent tilstand.

Vi lever altså i den korte tid, hvor vi, hvis vi ventede på Jesu genkomst, med god ret kunne hævde at den føltes meget lang.

Men, som jeg har prøvet at sige, så tror jeg, vi tænker alt for konkret om tiden, hvis vi kun tænker den lineær. Vores erfaringer af tid, siger os noget andet, og jeg tror det er den erfaring Johannes har forsøgt at udtrykke i sin operascene over tid.

Tiden i Guds perspektiv, er ikke bare kort eller lang. Den er høj og dyb, rummelig. Ja, den er evig. Ikke bare evig, som en uendelighed af tid – men evig som den mening, der rækker ind i vores tid, og tilbyder et perspektiv der er større end det der går fra A-B.

Kvinden der står med det nyfødte barn i sine arme, er fyldt af kærlighed – og den smerte der er gået, forud er kommet i baggrunden. Den der mister et menneske og som er fyldt af sorg og følelsen af tab, er samtidig også fyldt af den kærlighed, der er i stand til at løfte os ud af tågen, så tabet vil komme i baggrunden – og det vi fik og det vi havde sammen, bliver det der fylder vores hjerter og håb.

Tiden kan føles lang, når livet gør ondt. Men Jesus siger, at den tid kun er kort. Tiden med smerte og savn er kort, siger han. ” En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.

Og det er nok sandt i et evighedsperspektiv, da er dagen i dag forsvindende kort, og vel kan det give os trøst at vide at det ender godt. At vi tror på en Gud, som ved tidernes ende vil gøre alting nyt. Vil blive alt i alle. Vil samle os hos sig, i den kærlighed der er større end os og det vi selv kan rumme. Det giver os håb og noget at dø på.

Men lige der, hvor tiden føles lang, er det en underlig uhåndterlig trøst at få, at den egentlig er kort. Det er umuligt at finde daglig mening i så stort et perspektiv, for os, som dårligt kan overskue dagen i morgen.

Men måske kan vi leve vores liv med det perspektiv, at vi ikke er ladt alene. Måske kan vi rumme, at vi også får rakt mening og gudsnærvær i den tid som kan føles lang. At det drypper på os, med godhed og glæde og mening, fra evighedens kilde, som gør tiden høj og dyb.

Når vi er omgivet af mennesker der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Så er det dryp fra evighedens kilde. Fra Gud, som er her. Når vi elsker er det fordi Gud elsker. Det er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber og giver os nyt livsmod. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte. Og det under at kærligheden er større end smerte og tab. Ikke bare som fortid eller fremtid, men nu. Lige nu og her, og i evighedens nu.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Syng mørket af led

Befrielsesgudstjeneste 5. maj 2019
Joh. 10,11-16

På Risskov bibliotek er der en plancheudstilling lige nu, hvor man har interviewet 16 plejehjemsbeboerne om deres personlige hverdags oplevelser af 2. verdenskrig. En af dem fortæller:
”Soldaterne gik nede på gaden med deres maskingeværer. Selvom vi havde mørklægning, rullede vi gardinerne op om aftenen og åbnede vinduerne. Så sang vi sammen – hele gaden. Soldaterne lod os gøre det. Vi sang meget. Min mor og mormor sad i vinduet. Jeg kan genkalde mig lyden endnu – en hel gade hvor alle mennesker synger for åbne vinduer. På et tidspunkt ville de tyske soldater ikke høre på det mere, og de begyndte at pege mod vinduerne med deres geværer. Så blev der lukket og rullet for.”

Sangen har kraft. Den fælles sang har fælles kraft. Hvorfor ville de tyske soldater ikke høre på den sang der kom ud ad vinduerne og spredte sig helt ned på gaden? Fordi det lød dårligt? Fordi de sang falsk? Nej, fordi sang skaber sammenhold. Fordi sang giver kraft og mod til at stå sammen, og stå op imod uretfærdighed. Sangen fra vinduerne spredte sig i gaderne påvirkede de tyske soldater, i en sådan grad at de blev opmærksomme på at det truede deres magt.

Det så man også i 1980’erne, hvor man i Estland samlede hundredtusinder af mennesker til store sangstævner, hvor gamle estiske sange blev sunget med det formål at skabe sammenhold og derved om muligt bane vejen for et frit Estland. Sangen indgød mængderne et mod og en tro på en fremtid for deres land, som de end ikke selv havde regnet med og en handlekraft, som på sigt vendte landets historie.

Måske nogle af jer var ud at svinge med fanerne her 1. maj? Her er det politiske taler, fællesskab og fadøl der samler arbejdere i hele landet, men ikke mindst sang. Hvem kunne forestille sig en 1. maj-fejring uden at synge: Når jeg ser et rødt flag smælde. Den har socialister sunget i generationer, og er der noget der kan samle socialdemokrater og ligesindede i selv de hedeste diskussioner, så er det når der stemmes i til netop den fællessang. Den skaber sammenhold og den skaber sammenhæng i historien, mellem generationer og giver luft under vingerne til at fortsætte diskussioner og kamp.

Sådan har vi forskellige sange og salmer, der smeder os sammen når vi synger dem. I dag, hvor vi fejrer befrielsen i 1945 skal vi slutte gudstjenesten med at synge: ”En lærke letted´, og tusind fulgte/og straks var luften et væld af sang”. Hvis vi ikke skulle det, havde den manglet. Jeg er helt sikker på, at flere af jer ville have savnet den og I ville have nævnt det for mig i kirkedøren. Den hører sig til. Den er om noget blevet det, der binder os sammen og holder fast i erindringen om befrielsen. Jer der oplevede det forår, bliver sat tilbage i tiden og gentager en flig af den frihedsfølelse og lettelse der fulgte. Og vi der ikke gjorde, mærker det også, fordi vi har sunget den hvert år, sammen med jer. Fælles sang har stærke kræfter.

Sådan har hvert folk sine sange og salmer, som skaber sammenhold, og som både i glæde og i sorg, kan være det bedste – og nogle gange også det eneste, vi kan finde ud af at gøre sammen. Når vi råber ad hinanden, og avisens debatspalter er en kampplads for hadefuld og respektløs nedgøren af andres ret til at tænke og tro anderledes. Når vi stivner i gråd over ufattelig ondskab og frygter det næste terrorangreb. Når vi samles for at vise vores medfølelse med dem der har mistet og tabt. Når der ikke er ord der er gode nok, eller dækkende nok. Når der ikke er noget at sige. Så synger vi. Fælles sang har stærke kræfter.

I 1976 skrev sangeren Benny Holst en sang til sin bedstemor, Julies, 75-års fødselsdag. Den står i højskolesangbogen og en af stroferne lyder sådan her: ”Det er lettest at holde et folk i skak/ som slet ingen sange har”.

Det er en hyldest til bedstemoren der lærte ham at synge, og som sang for ham, som bedstemødre og mødre, altid har gjort det ved sengekanten.  For at synge barnet til ro i mørket. Det er en af de bedste gaver vi kan give vores børn. At lære dem at synge. At lære dem ordene og melodierne til de fælles sange, vi har som folk og som kirke. For hvad skal de ellers gøre, når de engang kommer i en situation, hvor der ikke er noget at sige? Og hvordan skal de ellers mærke forbindelsen til deres rødder, og sammenholdet gennem generationer? ”Det er lettest at holde et folk i skak/som slet ingen sange har”. Den fælles sang har stærke kræfter.

Det vidste de tyske soldater, der pludselig ikke længere kunne holde sangen fra vinduerne ud. Det viste sig i Estland, hvor fællessangen skabte handlekraft og vendte landets historie. Det mærker vi, når vi står skulder ved skulder og synger sorgen af led, som en af vores nulevende salmedigtere Simon Grotrian udtrykker det.

Vi har haft nogle år, hvor vi ikke har været så gode til at synge sammen. Vi er nogle generationer der er vokset op, uden at have fået nogen særlig stor sanggave med os fra vores forældre. Men jeg tror faktisk – eller håber det i hvert fald – at det er ved at ændre sig. At vi igen er blevet opmærksomme på værdien af at synge sammen.  Der bliver solgt Højskolebøger, som aldrig før, og mange steder bliver der arrangeret højkolesangsaftner i de her år. Vi må håbe at det betyder, at vi holder den fælles sang i live. Også så vi kan synge sammen på tværs af generationer/befolkningsgrupper/. For den fælles sang har stærke kræfter.

Når vi i dag mindes vores folks lidelser under besættelsen, så handler det ikke kun om, hvor slemt det var for vores folk. Og når vi mindes vores folks glæde over befrielsen, så handler det ikke kun om vores folks behov for frihed. Men at vi mindes dem, giver os en mulighed for at leve os ind i de menneskers og nationers situation, hvis frihed og værdighed i dag trædes under fode.

Vores erindring må give os en medfølelse med deres lidelser og deres længsler efter frihed. Længslen efter frihed, værdighed og tryghed er den samme for alle mennesker.

De lys, som vi tænder til minde om vores folks lidelser og befrielse, må derfor også minde os om, at vi må være med til at tænde lys for alle dem, der i dag stadig sidder i mørke.

Under krigen blev en fransk nonne, moder Elisabeth, arresteret af en tysk SS-officer. Hun havde givet en såret partisan husly og mad og beroliget en bange familie i et brev, som tyskerne havde opsnappet. Moder Elisabeth blev ført til koncentrationslejren i Ravensbrück, hvor hun traf en ung pige, der hed Luce, og som havde været med i en modstandsgruppe. 
”Jeg er bange for at dø,” sagde den unge pige til nonnen. 
Hver dag rullede en lastbil op foran lejren for at føre nogle bort. Måske til gaskammeret – måske til skydning. 
”De har en gud, som beskytter Dem, moder Elisabeth,” græd Luce, når de hviskede sammen om natten. ”Men jeg har ingen gud til at værne mig.”
En tidlig morgen i marts 1944 kom lastvognen atter for at hente nogle. Hvem gjaldt det mon denne gang? En gestapoofficer standsede foran kvindernes blok. Han tog en liste frem. ”Luce!” råbte han. Ingen svarede, men i mørket hørtes en piges fortvivlede gråd.
”Luce,” gentog officeren utålmodigt. Han havde kun navnet at holde sig til, intet fotografi. Moder Elisabeth strøg Luce over håret og gav hende tegn til, at hun skulle blive siddende. Så rejste moder Elisabeth sig op og gik frem. 
”Jeg er Luce,” sagde hun. 
Roligt og tålmodigt fulgte hun officeren til den ventende lastvogn. Den kærlighed er stærkere end døden. Det er den kærlighed der sætter livet til for et andet menneske. Den kærlighed er Gud.

Guds omsorg er, at han er med os dér, hvor ingen andre kan være hos os, hvor ingen andre kan følge vores vej. I den tungeste sorg, i det sorteste mørke og i den dybeste afgrund. ”Jeg sætter mit liv til for fårene”, siger Jesus i teksten i dag, og henviser til langfredagsfortællingen, som er en fortælling om at Gud selv går ind i menneskelivets smerte og lidelse – ikke engang dér slipper Den Gode Hyrde sit får, ikke engang der slipper Gud et menneske. Tværtimod holder han fast. Han holder fast på at anvise os en vej ud af afmagten, ud af mørke og kaos. For efter langfredag fulgte påskemorgen. Opstandelsen handler om, at livet vender tilbage. Derfor skal kaos og ødelæggelse ikke have det sidste ord i menneskers liv, for evangeliet er en fortælling om, at efter ødelæggelse og død, efter mørke og sorg, vender lyset tilbage.

Den Gode Hyrde leder os på vejen til et liv, hvor mennesker lever med omsorg for hinanden, et liv brolagt med drømme og glæde og håb. Det er ikke altid den letteste vej, og indimellem kan vi ikke gøre andet end at bede og synge. Den fælles sang har stærke kræfter.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Vi går med Gud

2. Påskedag/Emmaus

”Vi lægger stenene mens vi træder”, sådan siger vi, når vi har kastet os ud i et nyt projekt, som vi ikke har nogen erfaring med. Måske har vi en ide om, hvor vi skal ende, men vi prøver os frem. Vi har ikke nogen færdig plan for hvordan vi kommer derhen, hvor vi gerne vil. For nogen er det lykken at bevæge sig ud på ukendt grund, for andre er det virkelig angstfyldt. Og det er godt vi ikke er ens. Der er nogen der elsker at gå forrest og være projektmagere, og der er andre der er gode til at være på de veje, som andre har trådt, og som så måske har bedre blik for at få historien med. Sådan skal der helst være forskellige typer på en arbejdsplads og også i en kirke, for at både at få historien med og tænke nyt.

I virkeligheden er det sådan, at vi altid ”lægger stenene mens vi træder”. Hver morgen er ny, og selvom de heldigvis ligner hinanden og de fleste af os både gentager og bygger oven på erfaringer, så er det jo sådan, at når det kommer til stykket, så må vi også hver dag orientere os på ny.

Som regel ligner de situationer der opstår, de mennesker vi møder eller de følelser vi får, noget vi kender, så vi kan trække på vores erfaringer fra i går. Det er noget af det fine ved at blive ældre, at man med årene får sig nogle brugbare erfaringer man kan trække på i de fleste situationer. Lige ind til man ikke kan.

Der kan pludselig ske noget i vores liv, som gør at vi vågner til kaos. En eller anden stor omvæltning, som gør at vi bliver bevidste om at vi famler os frem og ikke ved hvilken vej der er den rigtige eller bedste. Ofte vil det være i forbindelse med et tab. Vi vågner op til en virkelighed, vi ikke kender, fyldt af savn og bekymring for hvad der nu skal blive af os.

Det er sådan de to disciple har det. Det de har været ude for dagen før i Jerusalem, har været meget traumatisk, de er stadig i chok og forstår ingenting. Heldigvis har de hinanden og mens de går til Emmaus, taler de det hele igennem igen og igen. De drøfter det med hinanden, og gentager sig selv og gennemgår igen og igen hvad der egentlig skete og hvornår. Sådan som man gør, når man desperat forsøger at finde mening i noget der er totalt meningsløst. Eller sådan som man gør, når man har brug for at få sammenstykket hele historien af de usammenhængende brudstykker som hvirvler rundt i éns hjerne. De forsøger at hjælpe hinanden med at få orden på det kaos der vokser inden i dem. De er både blinde, forvirrede og inderligt bedrøvede.

Og så kommer Jesus. De genkender ham ikke, så for dem er han en fremmed. Han ved, at den, der er rystet helt ud af sit liv, har brug for at fortælle. Så han får dem til at genfortælle alt hvad der sket. Det skal have sin plads. De fortæller helt fra begyndelsen og den fremmede lytter og spørger måske indtil forskellige detaljer, for at hjælpe hukommelsen på gled.

Måske er der også nogen af jer der har prøvet det, at blive lyttet til, af én der har tålmodighed til at lægge øre til alt det kaos der kan komme ud af ens mund, når man er rystet. Det har jeg, og jeg tror det er en almenmenneskelig erfaring, at det at få lov til at fortælle sin historie til et andet menneske, der bare lytter, kan gøre en uendelig stor forskel.

Og nogle gange er det godt at dele sine tanker med et menneske, som ikke selv er helt involveret, så man må forklare sig på en anden måde, og så den der lytter kan være med til at se det i et andet perspektiv, end man selv er i stand til.

Sådan tror jeg også det har været for de to disciple. Da de var færdige med at fortælle deres historie, da, den fremmede havde lyttet til alle deres ord, så sætter hans deres oplevelser ind i en bibelsk forståelsesramme. Han udlægger nogle bibelske tekster for dem, så de får en forståelse for hvad der er sket med Jesus og hvorfor. De bliver bragt et nyt sted hen. De begynder at forstå at der er mere, end de havde troet, i historien om Jesu død og den tomme grav.

Sådan kan de rigtige ord på det rigtige tidspunkt, en bestemt salme eller tekst, også opleves som et vendepunkt for os. Det kan være med til at kaste lys ind over det vi står i, så vi får skænket en indsigt eller et blik, der gør at vi forandres – eller at vi bevæger os et nyt sted hen. Men at det sker, det ser vi sjældent i situationen. Det forstår vi først senere.

Sådan var det også for de to disciple. De vidste ikke at det var Jesus de havde fulgtes med. Det var først da de senere spiste sammen og Jesus velsigner brødet, at de genkendte ham – og i det samme blev han usynlig. Men de kunne mærke at der var sket noget med dem, og så begynder de igen at tale sammen. Hvad var det der skete? Brændte vores hjerte ikke i os på vejen, da han talte? De forstod det ikke i situationen, men bagefter, kan de se, at det var det møde og den samtale, der gjorde en forskel. Det var her de fik fodfæste og kunne begynde at nyorientere sig i livet igen. De så det ikke der, men bagefter kunne de se det.

Det var da de genkendte Jesus iblandt dem. Det var det, der kastede lys ind over deres liv, så de kunne vende tilbage til det sted, hvor de hører til. De løb faktisk de 11 km. tilbage til Jerusalem. Det tog en evighed at gå turen ud, fordi hvert eneste skridt var ulideligt tung. Det tog ingen tid at løbe hjem. De løb let som ingenting de 11 km. Et fint billede på, hvordan krop og sind hænger sammen. Hvordan livet kan føles så let, når krisen er overstået eller man har set sin situation i et nyt perspektiv.

Vi kan endda indimellem få det sådan, når vi forstår livet baglæns. Altså, når vi står et nyt sted i vores liv, med en indsigt og forståelse som gør livet større, at vi ser, at vi ikke kunne have været andre steder. At det som har været tilfældigheder, pludselig giver mening.

Ligesom i Karen Blixens roman ”Den afrikanske farm,” hvor vi møder en mand, der søger en dybere mening. Da ser han med ét, at den modgangsfyldte og tilfældige rute, han har vandret ad om natten, set oppefra har form som omridset af en stork. Han opdager en sammenhæng, en større mening bag ruten. Sådan er det også i den kristne grundfortælling. Vi og vores liv bliver en del af Guds større fortælling med os.
Så nok, er enhver morgen ny, og nok er det sådan, at vi lægger stenene når vi træder. Men de sten vi går på, er uanset ruten, altid sten fra den tomme grav. Vi går altid med Gud.

Det er som om, Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Bibelen er fuld af fortællinger hvor Gud går sammen med sit folk. Tænk bare på ørkenvandringen, hvor Gud går sammen med israelitterne i form af en sky eller ildstøtte. Fortællingen om de to disciple der vandrer til Emmaus, og får følge af Jesus, er en grundfortælling i den kristne tro. Det er en erfaring for mange troende, at vi føler os tættere på Gud, når vi er faret vild eller når vi går i en af vores livs ørkenperioder. Vandringer, vildveje, omveje, blindgyder og vanvittigt hårde veje, kan alle føre til velsignelse. Vi ser det ikke i øjeblikket, men opstandelsens lys, forandringens og nyskabelsens lys kan gøre det klart for os.

Som de to disciple oplevede at blive forandret af den opstandnes velsignelse, sådan kan vi også opleve at vores liv får mening og sammenhæng ved kraften fra den opstandne.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Opstandelsen er begyndelsen

Påskedag 2019

Når vi skal genfortælle hvad der sker i påskedagene, er genfortællingen stort set altid bygget ens op:

Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem på et æsel og folk tog imod ham som en konge. Skærtorsdag spiste han det sidste måltid sammen med disciplene. Langfredag blev han dømt, korsfæstet og døde, MEN Påskedag stod han op fra de døde igen. Han døde, MEN så blev han levende igen.

Opstandelsen bliver ”Happy end”, en lykkelig afslutning på en ellers virkelig trist historie. Og der er ikke noget at sige genfortællingens kronologi på. Det er det der sker i Påsken, og i den helt rigtige rækkefølge, men der er alligevel noget galt med forståelsen.

For opstandelsen er er ikke afslutningen på historien. Opstandelsen er begyndelsen. Begyndelsen på noget helt nyt. Det er en helt ny historie der tager sin begyndelse. Det er ikke happy ending, but a new beginning!”

I mine forberedelser til påsken i år, blev jeg optaget af en lille bog af den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams. Der hedder ”Gud med os”.

Han gør meget ud af den tanke, at opstandelsen er begyndelsen på en ny tid. At tro på opstandelse vil sige at tro på, at den ny tid er blevet indledt og at den nye verden er begyndt.

Når Bibelen taler om de sidste tider, siger han, så menes denne tid. Vores tid. Tiden efter opstandelsen. Den tid vi lever i. Enden er begyndt. Riget er kommet. Opstandelsen er begyndelsen på den del af menneskehedens historie, hvor vores og alle andres menneskers skæbne er knyttet til Jesus i evighed.

Hvis vi skulle skrive en biografi om Jesus, så ville vi slutte med opstandelsen. De fleste endda før. De fleste biografier ville slutte ved graven.

Men vi sad slet ikke her i kirken i dag, hvis der kun var blevet skrevet biografi om Jesus.

Det er ved Jesu opstandelse at kirkens historie begynder. Hele den kristne lære har rod i troen på, at Jesus er opstået fra de døde. Det er der Kristologien – læren om Kristus begynder. Det er troen på opstandelsen der gør kirken til noget mere end blot: Selskab til minde om Jesus af Nazaret.

Vi er forpligtet på at tænke dybere og højere og større om Jesus, end det der kan rummes i en biografi, om en stor afdød personlighed. Troen på opstandelsen, gør at vi må og skal forholde os til Jesus som en samtidig, som levende iblandt os, og ikke bare som et minde.

Alt hvad vi gør i kirken, vidner om netop det, at opstandelsen ikke var slutningen, men begyndelsen. Når vi døber et barn, når vi deler brød og vin i nadveren, når vi beder og synger og når vi læser i Bibelen, så gør vi det, fordi Jesus er levende og samtidig og tilstede midt iblandt os – ellers ville vi bare læse Bibelen som et historisk dokument. Vi ville ikke lytte efter ord i Bibelen, der kan kaste betydning af sig og give mening, i vores liv, nu.

For den troende er opstandelsen begyndelsen på en ny tid. Hvordan det foregik ved vi ikke, men Bibelens tekster og den efterfølgende tradition og historie, peger på at der virkelig skete noget. En afgørende begivenhed, der ændrede verden.

I det Nye Testamente forsøger de forskellige forfattere at beskrive det, der skete. Men det er i virkeligheden ret lidt der står. Og det der står, er endda ret forskelligt. Nogle har opfattet netop det, at der er rod i detaljerne om hvem der kom til graven, hvor mange der kom til graven – og hvad der i øvrigt skete påskedag, som et udtryk for at beretningerne manglede sandhedsværdi. Men måske er det netop det rod, der gør dem troværdige.

Det bliver så tydeligt at forfatterne har svært ved at finde de helt rigtige ord, for det der skete.  

Her i Markusevangeliet fx, der er der meget tydeligt forskel på den måde hele lidelseshistorien bliver fortalt, og den måde der bliver fortalt om opstandelsen. Lidelseshistorien er formfuldendt, med et gennemarbejdet sprog, kronologisk overblik og med brug af mange referencer, litterære mønstre og billeder fra Det gamle Testamente.  Men da Markus kommer til at skulle fortælle om opstandelsen, bliver det helt anderledes prøvende og sprogligt upoleret.

Skrevet, som noget ingen har fortalt om før. Som ingen har oplevet før, som noget der efterlader folk både overraskede og mundlamme. Tænk bare på slutningen: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Det er da en underlig måde at slutte en bog på. Det virker ikke som en litterærovervejelse, fra Markus´ side, men simpelthen mere som et udtryk for at han ikke vidste noget bedre at skrive og har ønsket at ramme begivenheden så præcist som muligt.

Det er ikke efterredigeret litteratur. Det har en autenticitet over sig, som virker troværdig. Han har ikke anet, hvordan han skulle runde opstandelsen af.

Når det kommer til opstandelsen, så mangler vi ord. Det er for stort og for mystisk, og der er ikke noget vi kan sammenligne det med. Der var aldrig sket noget lignende før, og der er aldrig sket noget lignende siden. Markus manglede ord. Han kunne ikke forklare hvad der skete, men kun at der skete noget.

Vi mangler også ord. Men selvom vi ikke kan forklare hvad der skete, eller måske endda forsvare at der skete noget. At graven var tom og at Jesus viste sig for sine venner. Så kan vi se, at den første påskemorgen havde magten til at skabe den tro, at Jesus ikke bare hører fortiden til, men at han for altid vil være knyttet til os og Gud.

Opstandelsen er ikke afslutningen på historien om Jesus. Opstandelsen er begyndelsen.

Det bliver tydeligt på det Ikon jeg har givet jer i dag. Hvor Jesu opstandelse skildres som en ny skabelse.

Her på billedet, ser vi Gud, Adam og Eva. Det var her det hele begyndte på skabelsens morgen. Og det er her det hele begynder igen påskemorgen. Opstandelsen sker. Det er Gud, der taler i hjertet, i mørket, og skaber liv af intet og skaber mennesker, så de ligner ham og bærer hans billede.

Opstandelse er den nye skabelses begyndelse.

Hvis I lægger godt mærke til det på billedet, så kan I se, at Adam og Eva, er blevet gamle. Deres ansigter er mærkede af skyld, erfaringer og smerte. Det er vores ansigter vi ser.

Og Jesus rækker ned og rører ved netop vores ansigter. Han gør os ikke unge igen, eller uskyldsrene og nøgne, som Adam og Eva på skabelsens morgen.

Nej, han forholder sig til os, som vi er – han forholder sig til vores menneskelighed med alt hvad der hører med til den.

Opstandelsen fejer ikke al vores historie af smerte og nederlag væk, men nyskaber os – og transformerer eller omformer de mærker og ar og ridser, som vi har fået, så de kan blive til noget andet, noget nyt, noget smukt. Det er opstandelsens kraft og håb. At forandring og fornyelse er muligt. Altid.

Når vi ser på opstandelsesikonet, så ser vi et billede på en ny begyndelse. Det kalder os til at se på det som et spejl. At se urmenneskene Adam og Evas smerte, glæde, mørke og lys – som det kommer til udtryk i vores liv, og se, at det er her den opstandne Jesus begynder.

Han begynder ikke der hvor vi engang var, eller der hvor vi burde være. Nej, Gud begynder altid med, hvem vi er nu. Lige her, hvor vi hver især står, med alt det der er brændt på eller brændt ud. Her kommer han og skaber lys af mørke og liv af død.

Troen på opstandelsen er troen på, at vi altid kan få en ny begyndelse – at det som vi er blevet til og havnet i, kan forandres og fornys – ikke ved vores egne anstrengelser og kræfter, men ved kraften fra den opstandne.

Den opstandne Kristus er den ny begyndelses virkelighed, som vil forny og forandre det der er dødt og såret i os.

Må vi hjælpe hinanden til at holde fast i den tro, og må vi hjælpe hinanden med at se når fornyelsen sker, og opstandelsens forårsblomster spirer i vores hjerter og sind.  Også selvom vi mangler ord, når vi skal forklare opstandelsen. Ligesom Markus gjorde det.

Men tak for at han prøvede, og tak for alle de troende, der op igennem historien og tiden, har forsøgt at sætte ord på deres opstandelsestro. Lad os låne lidt af deres mod.
Inspiration til pointer og brug af Ikon, hentet i ”Gud med os”, Rowan Williams; Eksistensen

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Hvad lægger du krop til?

3. søndag i fasten /Luk. 14,11-28

Året 1988 er skelsættende for forfatter Katrine Marie Guldager. Hun er 21 år og optaget af feminisme, Femø og grevinde Danner. Hendes opvækst i 70’erne adskiller sig ikke fra andre jævnaldrendes i Hillerød og omegn, som for de flestes vedkommende indebærer veluddannede forældre, bofællesskaber og venstreorienteret hippie-miljø. De unge drømmer om at rejse ud i verden og gøre en forskel. Katrine Maries destination er Latinamerika og Cuba. Hendes veninde er i Nicaragua. Hun bliver i forbindelse med et tilfældigt røveri skudt og mister livet. Katrine Marie er hjemme hos sin far. Han er taget med toget på arbejde. Men han når ikke frem. Toget forulykker ved Sorø. Inden for et par uger er Katrine Maries veninde og far begge døde.

Fire gange om ugen i ni år lægger hun sig på briksen hos sin psykoanalytiker og letter sit hjerte. En dag går det op for hende, at det hun i årevis kun har fortalt meget få om, nu er et afsluttet kapitel, som godt kan fortælles. Det gør hun med bogen Lysgrænsen, som udkom i 2007.

I forbindelse med udgivelsen fortæller hun i et interview:

”I en lang periode havde jeg en forestilling om, at når jeg var færdig med at gå i analyse, så ville mit liv være langt mere harmonisk. Jeg tror, at jeg forestillede mig en helt paradisisk tilstand, hvor alle verdens onde skygger kun befandt sig langt ude i horisonten. Først sent gik det op for mig, at analysens mål ikke er, at man ikke længere skal føle sorg, vrede og forbitrelse. Det er også gået op for mig, at jeg ikke nødvendigvis er lige så large, som jeg troede, jeg var. Og sådan er der mange ikke nødvendigvis smukke sider af en selv, som man skal forsone sig med. Jeg kan for eksempel blive ved med at være vred over de samme ting 20 år i træk, selvom jeg troede, at jeg ville blive klogere og mere afklaret med tiden. Vi lever i en kultur, hvor man hele tiden får at vide, at man skal arbejde med sig selv. Men jeg tror, at vi skal forsone os med ufuldkommenheden både hvad angår mennesker og livet”.

Vi kan have sådan en lyst til, eller trang til at kunne starte forfra. Vi kan drømme om at kunne fjerne det i vores liv der gør ondt, eller slette den del af vores historie som gør os bitre eller vrede. Det er ikke nogen fremmed ide for os at gå i gang med at feje vores sind, så vi kan blive fri for de grimmeste sider af os selv. Tænk hvis man kunne begynde forfra? Tænk hvis man kunne gøre sig fri af sin historie? ”Jeg tror, at vi skal forsone os med ufuldkommenheden både hvad angår menne­sker og livet”, siger Katrine Marie Guldager. Jeg tror hun har ret, og jeg tror det er helt afgørende i forhold at kende og genkende ondt og godt.

Fortællingen i dag, advarer os mod, fortrængelse som livsstrategi. Vi kan ikke tømme vores sind og begynde forfra. Vi har den historie vi har. Den må vi leve med. Vi må tage vores liv og vores historie på os, kun på den måde kan vi kende og genkende hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvad der er rigtigt og forkert. Det historieløse, det rene, det magttomme rum, findes ikke.

Evangeliet i dag er en advarsel mod al vores trang til at lukke øjne og øre og starte forfra. Vi skal ikke rense ud og rydde op – vi skal i stedet give slip på tanken om at vi kan klare os selv og holde fast i det gode, i Guds ord. Holde fast i de gode magter i os og uden for os, og tro, at alle gode magter er i slægt med Gud.

Måske er det væsentligt at overveje, at Jesus både taler passivt og aktivt om Guds ord. Han siger:  ”Salige er de som hører Guds ord, og bevarer det.” Vi skal modtage Guds ord. Det er passivt. Og vi skal bevare Guds ord. Det er en aktiv handling. Guds ord er altså ikke kun noget vi skal høre og nyde, som et smukt akkompagnement til vores liv. Guds ord er også noget der skal sætte sig igennem i det vi gør, og det vi udlever, og de valg vi træffer. Guds ord bevares i det liv vi lever og i de valg vi træffer. Vi kan være en bolig for Guds ord – vi kan give Guds ord krop.

Talen om dæmoner er fremmed for os i dag. De fleste af os lægger afstand til folk, som fx Torben Søndergaard, der insisterer på at fysisk sygdom er dæmonbesættelser, og som slår sig op på at uddrive dæmoner i Jesu navn på TV2. Det er, ikke bare at holde folk for nar, men også at udnytte deres tillid og bidrage til deres smerte. De fleste ved godt, at verdensbilledet og videnskaben var et andet sted på Jesu tid, og at man dengang ikke vidste bedre eller havde andet sprog for en sygdom som fx epilepsi.

Alligevel kender vi det dæmoniske alt for godt. Og ved, at der er stadig, er onde kræfter i verden. Den her fortælling lærer os også noget om det dæmoniske, som vi måske ikke er så bevidst om i dag. Nemlig det, at det onde eller dæmoniske er afhængig af at der er nogen som vil lægge hus til det. At der er nogen som lukker det ind og giver det krop. Her i fortællingen bliver det beskrevet som ånder der farer rundt indtil de finder et tomt hus – dvs. et menneske, der ikke kan forsvare sig, fordi det ikke er fyldt af gode kræfter.

Dæmoner kan ikke selv, de lever af mistillid og forbehold og lusker sig ind på os, der hvor vi er mest tomme og forsvarsløse. Og selvom vi taler i billeder, når vi taler om dæmoner, så kan vi godt genkalde os øjeblikke hvor de også var på spil hos os. Eller, det kan jeg i hvert fald. Billedligt talt, så er det når, vi befinder os i en ørken – som da Jesus selv kæmpede med djævlen i ørkenen – der hvor vi føler os alene, enten fordi vi har gjort noget, som isolerer os – eller der hvor vi kæmper med at genkende vores egen egoisme eller hovmod. Der hvor vi tror at vi kan klare os uden andre og uden Gud. 

Det dæmoniske har en forbundsfælle i os, når vi hellere vil noget andet end det Gud vil. For det kan være besværligt, det Gud vil. Og det, han giver, ser ud af så lidt imod det, vi selv tror, vi kan præstere. Så det er bestemt en fristelse, som det indimellem er umuligt at holde fra døren.

Selvom vi ikke tror den epileptiske dreng, der blev kastet hid og did, var besat af en dæmon, så kender vi godt følelsen af at være et sted, i en ørkesløs kamp, hvor der bliver revet i os fra flere sider. Det er måske det moderne menneskes største forbandelse, at vi tror at vi skal, mere end vi kan. Og vores dage kan komme til at opleves som en lang række af øvelser i at prioritere, af valg og fravalg. Vi føler at vi skal mere end vi er bestemt til. Det hiver og flår i os, som en dæmon.

Vi er ikke rene blanke papirer, eller rene tomme huse. Vi lever og det byder også at vi indimellem bliver snavsede og helt sat til og rodede. Sådan er de liv, der er til at leve. Og sådan er det også i Guds hus. Kirken er ikke et sted for de faste meninger og rene mennesker.

Her kan vi komme med vores liv – alt det som ikke er rent og ryddet, men ofte rodet og smudsigt. Der er ikke noget i de liv, som er vores, som ikke kan rummes i dette hus. Guds ord har noget at sige til det alt sammen.

Guds ord møder os her, hvor vi nu engang er, midt i vores mere eller mindre vellykkede og også totalt mislykkede livsforsøg. Vi kan godt være fristet til at lukke øjnene og ørerne for alt urent og forstyrrende, der trænger sig på, men det giver dæmonerne frit slag. Med lukkede øjne ser vi ikke Guds søn. Med tilstoppede ører hører vi ikke hans ord. Men åbner vi øjne og ører, kommer vi til det. Hvor dæmonerne før var, skal Guds ord være. Og vi skal bevare hans ord i en fælles bestræbelse på at forstå hinanden og sammen bære de historier fuld af ufuldkommenhed, som ellers er ubærlige. Og vide, at alle gode magter er i slægt med Gud. Det beder vi om.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Guds uforanderlighed

2. søndag i fasten / Matt 15,21-28

Sidste år udkom der en bog med en stor samling af Søren Kierkegaards bønner. Den hedder ”Længslen er din gave”. Det er måske ikke så kendt at Kierkegaard skrev omkring 100 bønner, der er spredt ud over hans forfatterskab. De har ikke tidligere fået så meget opmærksomhed. Bønnerne er i den nye udgivelse er gengivet på et nudansk, som gør dem enklere for os i dag, at tage til sig og forstå.

Jeg har trykt en af de bønner til jer i dag, så I kunne sidde med den i hånden og følge med. For nok er den gennemskrevet i et moderne dansk, men det er stadig Kierkegaard, og derfor skal man være lidt vågen, for rigtig at kunne følge hans nogle gange lidt snørklede tankegang.

Den bøn, jeg har trykt i dag, har fået overskriften: ”Guds uforanderlighed” og synes jeg, det er en ret givende replik i forhold til dagens tekst, som jo viser at Gud kan ændre holdning og bevæge sig.

Guds uforanderlighed
Du uforanderlige, hvem intet forandrer!
Du i kærlighed uforanderlige, som,
just til vort eget bedste, ikke lader dig forandre:
At vi også måtte ville vort eget vel,
ved din uforanderlighed lade os opdrage til,
i ubetinget lydighed, at finde hvilen
og at hvile i din uforanderlighed!
Ikke er du som et menneske;
skal han bevare blot nogen uforanderlighed,
må han ikke have for meget,
der kan bevæge ham,
og ikke lade sig for meget bevæge.
Du derimod bevæger, og i uendelig kærlighed, alt;
endog hvad vi mennesker kalder en ubetydelighed
og gå ubevægede forbi, spurvens trang, den bevæger dig;
hvad vi så ofte næppe agter på
et menneskeligt suk,
det bevæger dig,
uendelig kærlighed:
men intet forandrer dig,
du uforanderlige!
O, du, der i uendelig kærlighed lader dig bevæge,
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!
(p122)

Ja, man skal holde tungen lige i munden, når man læser Kierkegaard, for der bliver jongleret med mange begreber. Der bliver skelnet mellem uforanderlighed og ubevægelighed. Bønnen siger os både noget om hvordan Gud er og noget om hvad bøn er.

Gud er uforanderlig. Gud lader sig nok bevæge, men ikke forandre. Hvordan skal det forstås?

Jo, siger Kierkegaard: Bønnen forandrer den bedende, men ikke Gud, for Gud er uforanderlig i sin uendelige kærlighed.

Og det et trøsten til os, at Guds kærlighed er uforanderlig. Der er intet der kan reducere Guds kærlighed. Intet der kan ryste den, eller forandre den. Og det er netop derfor at Gud bevæger sig, i mødet med et nødlidende menneske, som vi hører det i teksten i dag.

Det er netop den uforanderlige kærlighed, der gør at Gud bliver bevæget af spurvens trang, som Kierkegaard skriver det – med en henvisning til et andet sted i Matthæusevangeliet, hvor der står, ”at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med idet”.

Gud bliver påvirket og bevæget af vores nød. Og det gør han fordi han elsker os, sine børn. Kærligheden er uforanderlig og netop derfor må Gud bevæge sig når der er brug for det.

Kierkegaard knytter uforanderlighed sammen med kærlighed. Og vi kender det fra vores eget liv, at det netop er kærligheden til et andet menneske, der kan få os til at bevæge os derud, hvor vi slet ikke havde troet vi skulle gå.

Vi der har børn, kan let relatere til at det er sandt. At vi vil gøre alt for at vores børn har det godt, også hvis det betyder at vi skal tage nogle beslutninger som egentlig slet ikke ligger til os.

Kærlighed kan få os til at bryde med alle principper. Jeg tror de fleste af os kan komme i tanker om et eller andet tidspunkt, hvor vi har mødt et menneske, som fik os til at ændre holdning til noget – eller som havde brug for vores hjælp, og fik os til at gøre noget, vi slet ikke troede vi kunne.

Kærlighed kan bevæge os over grænser vi ikke troede var mulige eller, som vi ikke havde forestillet os. Det er det der sker for Jesus i dagens fortælling.

Det er den omvendte verden i den her fortælling om Jesus og kvinden. Det er kvinden der står fast og Jesus der ombestemmer sig. Det er altså en fortælling der handler om omvendelse, men ikke som vi normalt plejer at forstå det. Altså at det er mennesket der omvender sig og kommer til tro på Gud. Nej, i dag hører vi om at Gud også kan omvende sig, fordi han ikke kan lade være med at lytte til et menneske i nød.

Historien har den baggrund, at Jesus var sendt til det jødiske folk. Det var hans opgave. Derfor er han først afvisende da kvinden, som ikke var jøde, henvender sig til ham. Men, så sker der det, at han ombestemmer sig. Han erfarer i det konkrete møde med en kvinde, der har brug for hjælp, at det også er hans opgave at hjælpe hende.

Han ser hende, lytter til hendes argumentation og bøn, og erkender at hans principper ikke holder. Skulle han have været konsekvent i forhold til hans opgave, så skulle han have afvist kvinden. Men det magtede han ikke, fordi hans natur er kærlighed, og kærligheden sprænger grænser. Også selvom man ikke vil det.

Den uforanderlige kærlighed, bevæger både Gud og os, derhen hvor vi ikke havde forestillet os vi skulle gå.

En ting er, hvad man bør gøre ud fra diverse moralske eller politiske principper, en anden ting er, hvad man gør ud af kærlighed.

Kærlighed har det altid svært med et begreb, som konsekvens. For i konsekvensen lurer ofte en noget-for-noget tankegang. Men kærlighedens væsen er nåde-for-intet. Heldigvis for kvinden i fortællingen, og heldigvis for os.

Kærligheden er stærkere – indimellem til både vores egen forbavselse og forargelse – kærligheden er stærkere end principper.

Det er også derfor man kan blive lidt skræmt, når man indimellem kan læse i en nekrolog, at afdøde var meget principfast. For så ved man, at kærligheden har kæmpet en hård kamp med principperne om dit og dat, og at principperne er gået sejrrigt ud af kampen.

Kærligheden er ikke konsekvent, heller ikke Guds kærlighed, som vi hører det i dagens fortælling. Kvinden bevægede Gud med sin bøn om hjælp. Det må vi tro, også kan ske, når vi beder Gud om hjælp.

Men bøn handler måske først og sidst om, ikke at vi vil forandre Gud, men om at vi må blive forandret gennem bøn.

Måske kan man sige det sådan, at vi, når vi beder, bliver gennemsigtige eller gennemlyste for os selv, i mødet med Guds uforanderlighed og kærlighed.

Som når Kierkegaard skriver:
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!

Må vi blive gennemlyst af den uforanderlige kærlighed, som giver vores principper og fordomme og begrænsninger kamp til stregen!

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Frygten for at spilde

Mark 4,1-20 / Søndag Seksagesima

Den her lignelse er lige ud af landevejen let at forstå. Jesus siger: Med Gud er det ligesom med en bonde der sår korn.
Som bønder nu gør. Eller faktisk helt anderledes end bønder gør. For den bonde der ligner Gud, spreder ikke bare korn på sin mark. Han spreder dem med rund og ødsel hånd udover det hele. Spilder dem på vejen og på klippen og også der hvor der er fuldstændig sat til af tidsler.
Og det er altså ikke sådan bønder normalt gør. Heller ikke for 2000 år siden. Enhver effektiv landmand må ryste på hovedet. Tænk sig at spilde dyrebart korn på vejen og blandt tidsler. Det kommer der ikke meget ud af. Måske ikke engang noget som helst. Almindelig landmandslogik, er, kun at så korn i den gode jord. Den jord man ved der vil komme et stort udbytte ud af. Alt andet er gak. Men sådan er Gud åbenbart. Aldeles uinteresseret i hvad der er effektivt og fornuftigt.
Jesus fortalte mange andre lignelser om Gud. Nogen af dem er langt mere tvetydige og svære at forstå. Alligevel må de første kristne have haft særligt vanskeligt ved lige netop den her lignelse. Den blev skrevet ned for at de skulle kunne huske den, men jo flere gange de læste den. Jo mere usandsynligt forekom det dem, at lignelsen alene skulle fortælle os, at Gud er som en ualmindelig ødsel landmand der i al sin skaberkraft bliver ved med at så, også uden at skele til om det kan betale sig.
Man kunne ikke forlige sig med at Guds kærlighed skulle være ligesom skvalderkål der, som ALLE haveejere ved, kan slå rod de mest umulige steder og spreder sig med en kraft og er himmelråbende immunt overfor både hakkejern og sprøjtegift. Der måtte være noget mere i den, tænkte de. Den kan ikke bare handle om Guds store kærlighedskraft. Den må også handle om noget vi mennesker skal gøre. Og så gik de i gang med at analysere de jordforhold der er tale om i lignelsen. De måtte være et udtryk for, at vi mennesker har forskellig mulighed for at vokse ind i himmeriget?
Det måtte været et udtryk for, at der er nogen der er bedre kristne end andre, mente de – og så gik de i gang med at komme folk i kasser, præcis som vi mennesker oftest gør, for at kunne overskue verden.

Nu skal I bare høre, hvordan de fortsætter lignelsen i Markusevangeliet nogle årtier efter:
”Det bonden sår er kærlighed, livsmod, tro, håb og fred.
Kornet der falder på vejen, svarer til dem der oplever Guds fred og glæde i deres liv, men mister det igen med det samme, fordi de også oplever noget der gør dem kede af det og som gør ondt.
Kornet der bliver sået på den stenede jord, svarer til dem der bliver tændt af kærlighed og optagede at ville gøre en forskel for nogle der har brug for hjælp – de poster om det på alle de sociale medier, men de er ikke særligt vedholdende og da folk holder op med at like dem og nogen begynder at tale dem imod, så opgiver de det hele.
Det korn der falder mellem tidslerne, svarer til dem der tit får at vide, at de er gode nok som de er. At der er nogen der elsker dem. At de trygt kan lægge deres liv i Guds hænder. De hører det og de tror på det. Lige ind til de igen bliver ramt af en følelse af ikke at være gode nok, og bekymringer om hvad der skal blive af dem. Og i et vildt håb om at de kan sikre sig, kaster de sig ud i at blive smukkere, tjene flere penge, stile efter et bedre job. Den der stræben den får aldrig ende, så det med at hvile i at man er god nok, det bliver ikke rigtig til noget.
Men den gode jord er et billede på dem der hører budskabet om kærlighed, livsmod, tro, håb og fred – og tager imod det.” Bare sådan uden videre og lever i det.

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan ikke rigtig se mig selv i en af de her kasser. Til gengæld kan jeg se mig selv i dem alle sammen. Der bliver ikke sat skel ned imellem grupper af mennesker. Nej, vi indeholder alle sammen både god og dårlig jord, tidsler og sten. Sådan er det. Det er så åbenlyst, at det måske ikke engang er interessant. Det hører med til at være menneske.
De første kristne har altså også noget på samvittigheden. Blandt andet manglen på proportioner i udlægningen af den her lignelse. Som om Guds kærlighedskraft er afhængig af vores evner. Det overraskende i den her lignelse er ikke, hvordan mennesker er. Det overraskende, er, hvordan Gud er.
Og med Gud er det altså sådan, at han er det modsatte af nærig og nøjeregnende. Han er generøs, udover alle grænser.
Vi hører aldrig et ord om at han fortryder den kærlighed der er spildt, eller den fred der blev overset.
Vi hører aldrig at han fejer det livsmod sammen, som ser ud til ikke at blive brugt til noget.
Der er ingen guddommelige strategier eller profitoptimering. Tvært imod. Håbet har gode kår i Guds rige. Og vi ser det jo faktisk også bryde frem på steder, vi overhovedet ikke ventede det. Som mælkebøtter der pludselig bryder op igennem et sort lag asfalt, som skvalderkål der overlever på trods af menneskelig insisteren på at holde det nede. Sådan ser vi også indimellem at der gror noget ud af nærmest ingenting.
Evangeliet i dag er, at Gud er ødsel med det der giver liv. Provokerende lidt optaget af hvad der effektivt og formålstjenstligt.

Den form for ødselhed er en skarp replik ind i vores tid, hvor vi måske mere end nogensinde før er optagede af effektivitet og at vores indsats skal kunne betale sig. Vi vil være sikre på at der kommer noget ud af det, inden vi bruger tid på det.
Vi vil være sikre på, hvad vi selv får ud af det. Vi vil ikke spilde vores tid. Ikke bare fordi vi siger, tid er penge – men også fordi vi er en fortravlet kultur, hvor hvert eneste skridt vi tager, helst skal være et skridt i den rigtige retning. Det skal føre til noget.
Så selv når vi beslutter os for at lære at trække vejret roligt, som vi siger, eller når virksomheder tilbyder deres medarbejdere mulighed for meditation – så har det et formål. Vi skal ikke blive syge og stressede, så vi bliver uarbejdsdygtige.
Vores tid er presset, selvom vi aldrig i Danmarkshistorien, har haft mere fritid. Men selv vores fritid er blevet ufri, fordi vi i alle aspekter af livet ligger under for at vi skal have noget ud af livet, noget ud af at være sammen med dem vi er sammen med. Vi skal føle det giver mening det vi bruger vores tid på. Vi skal blive sundere, klogere eller underholdes. Spild af tid er det værste vi ved. Så vi satser kun på den gode jord. Vi satser kun på de områder, hvor vi ved der sker noget. Det er sund fornuft, men måske er det også virkelig fattigt i længden.
Det grundløse har noget for sig. Altså at vi gør noget uden grund, eller uden anden grund end at vi kan. Der er noget fantastisk livsbekræftende i at blive inviteret til fest af nogen, uden nogen anledning eller grund.
Der er noget virkelig livsopmuntrende i at blive hjulpet af, eller venligt tiltalt af et menneske, der ikke har nogen grund til det og som ikke skal gøre det, fordi han kender én.

Der er noget skønt i at få en gave på en kold tirsdag morgen, eller det kan være en helt uventet gave at der er et menneske der bruger sin tid og lytter til én også når vedkommende ikke får penge for det.

Når man tænker over det, er der meget af det gode i vores samfund og i os, som lever af, at nogen har givet ødselt af deres tid og deres evner og kærlighed til det. også uden på forhånd at vide om der ville komme noget ud af det. Håbet har gode kår i Guds rige.

Når vi holder for hårdt på vores eget, eller når vi bliver for optagede af ikke at spilde vores evner, tid og opmærksomhed så går vi glip af noget, som kunne vise sig at kaste liv af sig – eller forny vores syn på os selv og verden.

Forestil dig at du har en teske med olie, med på ferie. Du rejser det mest fantastiske sted hen og går gade op og gade ned omgivet af smukke bygninger, men du ser dem ikke. Du går der, men du er så opsat på ikke at spilde noget af olien, så du må koncentrere dig udelukkende om det, ikke at komme til at spilde.
Da du kommer hjem, har du ikke spildt en eneste dråbe olie. Det er en præstation, men det er også lige til at komme til at græde over, for du har intet set. Du har været så optaget af dit eget, at du intet har set. Du har ikke spildt noget af dit. Du har ikke givet noget til nogen, men du har heller ikke fået noget.

Tænk hvis vi, når vi ser tilbage på vores liv, opdager at været så optaget af vores eget, af os selv, af vores kære, af vores besiddelser, af vores behov, at vi slet ikke ser noget som helst af det liv, som vi bevæger os igennem.
Måske bærer vi vores eget foran os, som nogle dråber olie i en teske, som vi hele tiden passer voldsomt på ikke at spilde?

Hvad er det vi frygter mest? Det ukendte?
Nej, at komme til at spilde og dermed miste det vi har. Det er ikke døden, vi frygter. Vi frygter at spilde det liv, vi har.
I grunden frygter vi heller ikke nye tanker og synspunkter. Vi er bare bange for at give slip på vores meninger.
Vi må have bonden i vores tanker for at holde op med at glo på den lille skefuld af vores eget, som vi bærer foran os som olie på en teske, og som vi er bange for at spilde.
Ødselt vælter han kornet ud over marken, mens han samtidig ser tidslerne bøje sig i vinden og fuglenes flugt og farverne i klipperne og den tørre, tynde jord.
Han spilder det, han bærer foran sig. Det er ikke kun Kristi ødsle kærlighed, vi møder. Lignelsen bider i én, så vi føler at vi må turde spilde det, vi har og turde slippe den enorme optagethed af resultater og effektivitet, hvis vi vil se Gud eller vores næste eller livet, som det nu er.
Det må vi øve os i, men uanset hvor gode eller dårlige vi er til det, så bliver Gud ved med at spilde sin kærlighed som en i en rindende kilde ned over vores hoveder, og i det brød og vin, som vi deler ved nadverbordet.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

At være hjemme hos Gud

2. søndag efter helligtrekonger /tekst: Lukasevangeliet 2,41-52

Det kunne helt sikkert siges mere kompliceret, men jeg tror det er forholdsvis enkelt: Det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud! Tænk bare på hvor mange af de fortællinger der er i Bibelen, der handler om Guds rummelighed og omsorg. Han bliver sammenlignet med en overmåde gæstfri vært, og han bliver sammenlignet med en far der løber sin bortløbne søn i møde med åbne arme. Som indbegrebet af tryghed, gæstfrihed, anerkendelse, varme og omsorg. Her har vi, som børn af huset, lov til at føle os hjemme. – og vi kan med samme selvfølgelighed som den tolvårige Jesus sige: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”

Det er hele sanseapparatet der afgør for os at vi er hjemme. Det er duften, smagen, lyden, mærkerne og synet af det der møder os, der fortæller os at vi er hjemme. Hvert hjem har sine dufte, lyde og stemninger. Hvert land har sin mad, kultur, natur, sprogtone og traditioner. Hver religion har sine ritualer, sange, bønner og fortællinger. Vi er født til at føle os hjemme i en særlig familie, med en bestemt nationalitet, kultur og religion. Det er vi født til. Men vi er skabt til at føle os hjemme hos Gud, der hvor vi nu hver især mere eller mindre tilfældigt er bosat på kloden.

Vi glemmer at vi bor hos Gud. Det er ikke for at pege fingre og sige, at det er for dårligt. Jeg tror på mange måder det er et grundvilkår at det er sådan. Det er så selvfølgeligt, at vi bliver hjemmeblinde. Altså ligesom man kan have en sofa gennem mange år, som man simpelthen ikke længere kan se, fordi den bare ér der. Sådan kan vi også godt blive hjemmeblinde i forhold til Gud. Gud ér der bare. Vi ser ham ikke. Vi mærker ham måske heller ikke. Vi lever bare. Det guddommelige og det hjemlige smelter sammen. Vi lever bare midt imellem mennesker og hverdagens små katastrofer og mirakler. Katastrofer og mirakler skal have en vis størrelse, før vi bliver opmærksomme på Gud.
Måske kan vi sammenligne det med at vi ikke er opmærksomme på hvad der giver følelsen af at være hjemme, før vi mangler den. Vi går ikke til daglig og er opmærksomme på hvor trygt det er at være hjemme, men når vi kommer i en situation hvor vi ikke er trygge og hvor vi føler os hjemløse, så bliver vi opmærksomme på det vi mangler. Så længes vi hjem. Som når vi kommer udfor noget der ryster os ud af vores liv, så længes vi efter at blive grebet af Gud. Vi længes efter igen at mærke at vi har hjemme hos ham.

Jesus bliver væk fra sine forældre i menneskemylderet. Måske gør han oprør? Måske er han nået der til at han har brug for at finde sin plads i verden og hos Gud? I hvert fald finder de ham der.

Bibelen er fuld af fortællinger der handler om at vi mennesker ikke kan blive væk fra Gud. Tænk bare på lignelsen om hyrden der har 100 får. Det ene bliver væk, og han lader de andre 99 får blive tilbage, mens han går ud og leder efter det ene får indtil han finder det. Det er en kernefortælling i kristendommen. Gud der ikke lader sine menneskebørn være alene og hjemløse.

Men sådan føles det ikke. Erfaringen siger os, at vi sandelig godt kan føle os gudsforladte og hjemløse. Følelsen af Guds fravær, kan få os til at afskrive ham helt som virkelighed. Jeg tror begge dele kan være sandt. At vi ikke kan være til andre steder end i Gud, OG at vi kan føle at han er fraværende.

Følelser er stærke overbevisere om både det ene og det andet, men de er også omskiftelige og utroværdige, og derfor vil jeg insistere på ikke at være i mine følelsers vold. Det er klart at det er enklere at tro på Gud, når man kan sanse og mærke guddommeligt nærvær, men sådan har jeg det i hvert fald langt fra altid. Så jeg må beslutte mig hver morgen, for at tro alligevel. Tro at vi bor i Gud, og at Gud bor i os. For det giver mig tryghed og skærper min sans for at være menneske på den her jord.

Børn sanser stærkere end de fleste voksne. Jeg tror det er en af grundende til at de flest af os kan genkalde os dufte og stemninger fra vores barndomshjem. Vi har følt mere, end i alle andre hjem vi senere fik. De fleste børn har fx også bedre smagsløg, og skal vænne sig til nye smage og stærk mad. Mange børn er mere følsomme overfor stemninger og lyde i et rum. På godt og ondt, opleves tingene stærkere. En del af det, handler om at vi voksne har fået erfaringer og viden, der gør, at vi er bedre til rationelt at sortere i de oplevelser vi får, men det handler også om, at vores sanser er blevet svækkede, så vi både er mindre sensible og mindre opmærksomme i forhold til omgivelserne.
Vi opfatter ikke helt så umiddelbart længere. Det er vel en del af at leve uden for det tabte paradis. Vi har mistet den naturlige sans for bare at være og være til. Der er meget omkring os der forstyrrer og afleder os så vi ikke ser skoven for bare træer. Vi bliver let hjemmeblinde og forundringsdøve. Det er et vilkår ved at være voksen. Det rene autentiske egentlige meningsfyldte paradisiske liv findes kun i os som en længsel, eller som øjeblikke.
Men jeg tror godt at vi kan træne vores sanser og arbejde på at styrke vores opmærksomhed, så vi bliver mere nærværende i vores liv. For den troende, hænger det sammen med en opmærksomhed på Guds nærvær. En opmærksomhed på at vi lever hos Gud og at det er meningen at vi skal føle os hjemme her.

Mystikeren Teresa af Avila sagde det sådan her: Alle vanskeligheder i bøn kan føres tilbage til én årsag: Vi beder som om Gud var fraværende. Jeg tror den tanke kan udvides, så det ikke alene handler om bøn, og hvis det handler om bøn, så bøn i den allermest grundlæggende men også udvidede form: som liv. Så det i stedet kunne lyde: Jeg tror alle vanskeligheder i livet kan føres tilbage til én årsag: Vi lever som om Gud var fraværende. Som om han har efterladt os her i sin gamle bolig, og nu selv er flyttet videre til én ny. Vi er skabt til at være Gud nær, og derfor bliver vi ramt af en uro og diffus længsel, når vi lever som om, Gud er fraværende. Som var vi hjemløse.
Vi kan ikke forvente altid at kunne føle Guds nærvær. Vi kan heller ikke forvente altid at kunne forstå Guds dispositioner. Men vi kan forvente, at der altid også er en plads til os hos Gud, og forsøge hver morgen at insistere på at leve i Guds nærvær. Jeg tror det begynder med, at vi øver os i at sige ”Tak!”
At træne sin taknemlighedsmuskel er en vej ind i et liv med øget opmærksomhed på alt det vi får hver eneste dag af Gud og af andre mennesker. Så Gud ikke er noget udenfor, vi kommer i tanker om, når vi er ude af os selv af sorg, frygt eller glæde. Men at vi øver os i at se Gud, også i det helt nære ting i hverdagen, i hjemmet, i hjertet, i det der gør og er vores daglige liv.
Vi er som skabt til at være i Guds nærhed, og vi er skabt med en kropslighed og sanselighed, som gør, at vi ikke kan leve helt, kun ved at bruge hovedet. Vi kan også dufte, smage og lytte os til Guds nærvær, og vi skal ikke gå langt for at finde det. Det er ikke noget overnaturligt eller ekstraordinært. Gud er i det mest hjemlige og jordnære. I de rum, hvor vi er, der er Gud. Måske kalder vi det nærvær og alt muligt andet, og måske skulle vi øve os i, at se lidt dybere og højere, så vil vi måske kunne ane Guds berøring af os.

Vi kan opleve Guds nærvær i naturen. Det er oplagt at det er sådan. For i naturen tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk udsigt. Vores lunger kan fyldes af den friske luft og duften fra en hel skovbund af friske ramsløg. Vi kan spise os mætte i søde vilde bær og saftige æbler direkte fra krat og træer. Vi kan høre et helt orkester af fugle der synger og frøer der kvækker. Vi kan mærke barket, træernes åre og historiens vingesus på et flere hundredår gammelt egetræ. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i kirken. Det er oplagt at det er sådan. For i kirken tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk bygning eller et kunstværk. Vores lunger kan fyldes af duften fra smukke blomster på alteret. Vi kan spise os mætte i brød og drikke vin, direkte fra alteret. Vi kan høre orgelbrugs og salmesang. Vi kan mærke sidemanden, synders forladelse og historiens vingesus i et flere hundredår gammelt budskab. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Vi kan opleve Guds nærvær derhjemme. Det er oplagt at det er sådan. For hjemme tales der til at alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden i den gamle grønne sofa. Vores lunger kan fyldes af duften af alt det kendte og hyggelige der er vores. Vi kan spise os mætte i aftensmad med hjemmebagt brød og salat fra haven. Vi kan høre CV Jørgensen og gamle 90er hits i højtalerne. Vi kan mærke børn, ægtefælle, venner og familie, historiens vingesus i en flere hundredår gammel slægt. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i os. Det er oplagt at det er sådan. For vi er skabt i Guds billede med alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af at Gud kan se skønheden i os. Vores lunger kan fyldes af ånd. Vi kan spise sjælen mæt i evigt liv. Vi kan høre hans ord om kærlighed. Vi kan mærke mod, håb, tilgivelse og historiens vingesus i en flere hundredår gammel tro. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Det er ikke så let, som det lyder. Men det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud. Hver dag, ude, inde, hjemme og i hjertet.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar