Om Gud og hvermand

Kristi Himmelfarts dag

Vi fejrer Kristihimmelfart i dag. Og hvis vi er heldige at både Gud og regeringen vil, gør vi det også næste år!

Det er forår, der er lethed i luften. En lethed, som passer naturligt til en dag, hvor det fortælles at Jesus lettede! Jesus løfter hænderne til velsignelse og svæver op til himlen.

Der er en lethed over fortællingen, der smager af solskin og lammeskyer. Og disciplene fyldes af glæde!

Men, hvordan skal vi forholde os til Kristi Himmelfart i dag?

Det kan være en anfægtelse for et rationelt, logisk tænkende menneske at høre til en religion, der rummer så vidtløftig en historie. For nogle er Himmelfarten en af de fortællinger, der truer med at gøre kristendommen til en karikatur.

Men det er vel sådan, man måtte fortælle poetisk om Kristus, for at det kunne blive klart, at hans herlighed stråler ud over alt.

Når vi taler om Himlen i kristendommen, så er det ikke identisk med den fysiske himmel, vi ser ovenover os, men Himlen er der, hvor det er himmelsk at være.  Det en den kærlighedsfyldte virkelighed, Jesus drog mennesker ind i, mens han gik omkring på jorden. Himlen er der, hvor Kristus hører hjemme, og hvor han har lovet os, at vi også gøre det. Det er også der, vi kan håbe på, at vores døde er.

Når barnet spørger: ”Hvor er mormor nu, da hun er død?” vil mange uden betænkning svare: ”I himlen”. Man håber så, at barnet ikke fortsætter med at spørge, fordi man hurtigt kan blive rodet ind i noget, man vil have svært ved at svare nærmere på.

Men også et barn forstår, at der findes ting, der eksisterer, selvom vi ikke kan se dem. Ja, barnet forstår det måske bedre end mange voksne gør! Kærlighed er et godt eksempel. Den kan ikke ses, og alligevel er der ingen, der vil sige, at den ikke eksisterer.

Kristus, der tidligere var begrænset af tid og sted, kan nu være nærværende overalt. Det er hovedbudskabet i dag og det er et opløftende og glædeligt budskab.  Det demonstreres at livet har horisont, og at Gud er universel – og han måtte løftes ud af vores konkrete verden, for at kunne være himmelsk nærværende hos hver enkelt af os.

Vi synger gospel i dag. Gospel betyder ”det glædelige budskab” – så hvad er mere passende end at se lidt nærmere på glæden? Den glæde, som disciplene også blev fyldt af.

Ordet glæde har noget underligt banalt over sig. Det er som om glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumber og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad, og naiv for at tale om den.

Benny Andersen beskriver det sådan her i digtet: ”Træd varsomt”

Af og til kan man fyldes af glæde
på en måde der er helt utidssvarende
Hvis man røbede omfanget af den
ville det virke stødende
som om man var glædesblotter
man risikerede at blive pålignet
en særlig forlystelsesskat
eller i bedste fald slippe med en advarsel
Lad det ikke ske igen
og aldrig i andres påsyn

Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten
en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed
den står der og er blomst på en genial måde
som om det var det naturligste i verden
hvad det naturligvis også er
men man ville næppe slippe godt fra
at fortælle det til andre
Se engang hvor blomst den er
den blomsteste blomst i miles omkreds
blomst helt ud i bladspidserne
ikke ét overflødigt blad
det er virkelig professionelt arbejde
alt i den
rod
stængel
kronblade
støvdragere
udfylder indefra dens blomsthed
til dens yderste grænse
MEN
og her kommer vi til det geniale
den overskrider endog denne grænse
i kraft af sin vellugt
i kraft af sin skønhed
som når mange meter væk
se selv
lugt selv
glæd jer selv

Folk ville stirre rystet på en
eller med pegefingeren foretage
en drejende bevægelse ud for tindingen

Der er en tendens til at betragte glade mennesker som jubelidioter, lalleglade og useriøse. Uden realitetssans eller ansvarsfølelse. På en skala fra 1-10 over mennesker vi vil betro vores værdier, rangerer alvorlige mennesker markant højere end glade mennesker.

Hvorfor er det sådan? Måske fordi vi tænker alt for små tanker om glæden. Vi forveksler glæde med overfladisk godt humør, og godt humør er der i øvrigt ikke noget galt med – men glæde er bare meget mere end fest og ballade, skøre hatte og gode grin.

Glad kan enhver idiot være, siger vi! Hvorimod glædesløsheden bliver alvorens og dybdens varemærke. Jo mere tungsindig, jo mere dyb og vidende – sådan kan det opleves.

Glæden er på mange måder urealistisk – og alligevel lever vi af den! Piet Hein har fat i en stor sandhed, i sit lille grug: ”Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

Og glæde er mere end bare en følelse. Det er en grundstemning givet med tilværelsen selv: på en måde er der allerede glæde i universet i form af solens lys, farverne, lydene, sproget osv.

Forestil dig verden minus farver, lyd, tale, lys, eller at naturen var grim – sådan en verden ville få øjne, ører og sind til at krølle sammen som en vissen blomst. Verden er ikke et neutralt og intetsigende råstof.

Verden er skabt af Gud, villet af Gud og han så at det var godt. Verden er god, ikke sådan at der ikke findes ondskab og elendighed i verden – det må vi desværre alle sammen igen og igen erfarer – men glæden er et grundvilkår i verden.

Naturen er ikke hæslig og fjendtlig, og medmenneskene vil vi ikke, trods al ligegyldighed og egoisme, undvære selskabet af. Vi har grund til at glædes og grund til taknemmelighed.

Lykke og glæde ligner hinanden, men det er ikke det samme. Lykken kan tilsmile mig med overskud og overflod. Lykken er en appelsin i turbanen – hvorimod glæden er min holdning til livet. Glæde bunder i den grundlæggende holdning, at livet er en gave, som vi får uden at have gjort os fortjent til det – og som kun kommer til udtryk når vi deler livet med hinanden.

En digter siger: ”At søge glæde er at miste den: du skal søge pligten, så kommer den, som en engel.” – At søge glæde er at miste den: du skal søge pligten, som kommer den som en engel.

Og engle de kommer som regel bag på os! Glæden er en gave, og ikke noget vi selv kan købe eller lave. Tanken minder om den bibelske: ”Søg først Guds rige, så skal alt andet gives dig i tilgift.” – og så bliver glæden identisk med at elske Gud og næsten.

Glæden er altid glæde- ved. Ikke glæden som en indre tilstand; den udspringer af selvforglemmende at være rettet mod noget. Som når man møder et menneske der er helt koncentreret om en opgave. Fx kan man opleve sangere, der forsvinder ind i sangen og bliver et medium for sangen og glæden ved sang.

Glæde følger af selvforglemmelse til noget andet. Man ler ikke, fordi man er glad – man bliver glad, fordi man ler.  – eller som vi siger: Ikke enhver der ler, er glad.

Nogle af os har sunget det meste af dagen. Og der sker noget med os når vi synger. Folk der har forstand på det vil kunne fortælle at når vi synger, sker der noget helt fysisk med os. Vi udløser endorfiner, som giver os velvære, modvirker stress og alt muligt andet godt, som opbygger glæde.

Men der sker også noget mere, når vi som i dag mødes og synger gospel. Sangen fremelsker håbet og glæden i os.

Der sker noget med os, når vi synger. Når vi står i vores livs lykkeligste eller livs sværeste øjeblikke, så synger vi! Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede og forknudrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft. Det visne græs, får liv igen.

Når man er rigtig ked af det og modløs, når alt ser håbløst ud, så kan det være svært at få et ord frem, så mister man stemmen.  Men når vi sætter stemme på og synger, så sker der noget i os.

Sangen fremelsker håbet i os.  Vi siger nogle gange, at der var en sang, så taget blev løftet. Men når vi synger, er det ikke alene taget der bliver løftet. Sangen løfter os ud af os selv, så vi kan se længere end vi troede muligt.

Sang er forløsende. Ordene og musikken kryber ind under huden på os og åbner nye horisonter for os, og indimellem oplever vi endda at himlen åbnes for os.

Sangen kan give os mod til at leve i verden, også selvom den indimellem kan være dyster og mørk. Min virkelighed er ikke forandret, men den er som forvandlet. Der er intet sted, hvor Gud kan sætte sig som i sangen og gøre vores livserfaring til Gudserfaring.

Gode salmer. Gode lovsange kan give vores dybe længsel luft. Gode salmer. Gode lovsange kan give ord til troen, og indøve os til hengivelse til det, der er større end os selv, til Gud.

Og glæden den findes i selvforglemmelsen, i fællesskabet, i optagetheden og hengivelsen til det der er større end os selv, til livets Gud.

Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang. Den Gud, som er for til himmels, gjorde sig ét med kærligheden og er til stede i vores liv. I dit liv, og i mit liv. Amen

Tomme kirker og præster der river hovedet af hinanden i diskussion om vielse af homoseksuelle. Der har været masser af omtale af kirken den seneste tid, men al omtale er IKKE god omtale. Jeg er dødtræt af at åbne avisen og læse at endnu en journalist har taget madpakken under armen, og har begivet sig ud hvor kragerne ender deres dage, for at opdage at kirkerne står tomme. Selvfølgelig står de tomme! Der bor jo ikke nogen mennesker! Brugsforeningen er lukket, forsamlingshuset har drejet nøglen om og ja, der er for mange kirker til for få folk derude. MEN det er altså ikke hele virkeligheden om Den danske Folkekirke! Der bliver lavet rigtig meget god kirke i dag. Virkeligheden er, at mange mennesker oplever at kirken tilbyder noget, som vi har brug for i dag. Virkeligheden er, at kirken forandrer sig med tiden, og at mange mennesker kan finde en kirke og en gudstjenesteform, som siger dem noget, og hvor de føler sig hjemme. Virkeligheden er at de fleste kirker gør sig stor umage med at være relevante og vedkommende og inkluderende. Måske tænker du: Ja, ja præstesnak… Jeg kedede mig gudsjammerligt sidste gang jeg var i kirke – det har jeg også prøvet – men så, giv det en chance mere! Der skal nok være en kirke i nærheden, hvor du føler dig hjemme. Hjemme hos os har vi en regel om, at man ikke må sige, at man ikke kan lide det, før man har smagt det. Det er egentlig en meget god regel! Det er irriterende at få så meget dårlig omtale, når der er så meget godt at sige om kirken – og endnu vigtigere, når kirken har så meget godt at sige – her er 10 bud på Kirkens bedste tilbud lige nu! Og ja, vi har også åbent om søndagen!

1. Du er elsket af Gud

2. Du er med i et fællesskab

3. Du kan dele dit liv med Gud

4. Du skal ikke være bange

5. Du skal ikke være anderledes end du er

6. Du er fri

7. Du får en nye begyndelse igen og igen

8. Du får et nyt syn på andre

9. Du får ansvar

10. Du får mening og sammenhæng

Ved dåben i dag, slog jeg, som vi altid gør, korsets tegn for de små børns pande og bryst. En velsignelse af både hjerne og hjerte. Guds kærlighed omfatter hele mennesket. Hjerne og hjerte, fornuft og følelser. Ånd, sjæl og krop.

Guds kærlighed omfatter alt i et menneske, som den helhed vi er – inklusiv det ufærdige og ufuldkomne. Det er helt centralt i kristendommen, men det næsten umuligt for os at fatte og forstå. Det er umuligt for os, rigtigt at tage til os – som andet end et teoretisk apendix. Altså, at Guds kærlighed gælder alt i os, uden at gøre forskel på stærkt og svagt, sundt og sygt, moden og umodent. Det er svært for os at forstå at Gud elsker os med vores fejl og mangler.

Peter har i hvert fald heller ikke forstået det. Når Peter i dag bliver udvalgt til leder af den kristne kirke, har han ikke forstået det. Han har ikke den indsigt.

Peter er stærk og frimodig, men han er også svag og bange. Han bekender og han fornægter. I det øjeblik han forsikrer, at han vil sætte sit liv til for Jesus, er han oprigtig og fuld af mod. Men han ved ikke på det tidspunkt, hvor flygtig entusiasmen er, og hvor hurtigt modet kan vendes til frygt. Han ved ikke, at den, som er stærkt, også er svag, og at ingen står så sikkert, at han ikke pludselig kan falde.

Peter må erfare og acceptere sin egen svaghed, inden han er moden til at være en hyrde for andre. Ved bålet i ypperstepræstens gård overmandes han af frygt og fornægter, at han kender Jesus. Den bitre erfaring er en milepæl på han vej til at kende sig selv og til at kende Gud.

Hvad græder Peter egentlig over? Da hanen galer, og Peter brister i gråd, hvad er græder han da over? Han græder over sit mistede selvbillede, den illusion han har haft om sit mod og sin styrke. Han havde et billede af sig selv, som stærk og modig, én der kunne klare det hele. Og det falske billede må han slippe nu. I virkeligheden har han ikke mistet noget. Derimod har han vundet. Han har vundet et mere realistisk billede af sig selv, og en større selvindsigt og selverkendelse.

Der er holdt mange prædikener om Peter i ypperstepræstens gård, der handler om at Peter burde have bekendt kulør. At han burde have klaret at vedkende sig sit forhold til Kristus, også i fjendens forgård.

Men det siger Jesus faktisk ikke noget om. Han forventede ikke at Peter klarede det. Han forventede ikke at Peter gik til bekendelse på det tidspunkt, og er vel derfor heller ikke skuffet. Jesus ved, at alt har sin tid. Han ved, at der vil komme en tid, hvor Peter er klar til at stå op i mod fjender, udholde tortur og følge ham i døden.

Peters inderste vilje til at ville gøre det gode og rigtige, vil når tiden er inde, slå igennem og bærer frugt.

Efter sin opstandelse møder Kristus Peter med uformindsket tillid. Han opmuntrer Peter til at kendes ved den kærlighed, som hele tiden er i ham uafhængig af, hvad han tør og ikke tør. Uafhængig af hans præstationer.

For sådan er Guds kærlighed til sine skabninger – til os – uafhængig af vores små og store præstationer. Før vi slår øjnene op og gør noget som helst, er vi elskede.

Kristus ved, at Peter elsker ham, og det hjælper Peter til selv at kendes ved sin kærlighed, selvom tvivlen nager ham: Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær – siger han.

Da Peter erfarer Guds uendelige barmhjertighed, vækkes den guddommelige barmhjertighed i hans eget hjerte, så han får styrke til at være en klippe der kan brygges på, og som andre kan læne sig op af.

***

Den opstandne Kristus møder disciplene ved Tibierias sø. De spiser sammen og i Johannes Evangeliet står der meget præcist at det er tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene.

Alle gode gange tre siger vi – og det er svært at komme uden om tretallet i dag, og i kristendommen i det hele taget.

Peter benægtede at han kendte Jesus tre gange i ypperstepræstens gård aftenen før langfredag.  I dag spørger Jesus ham tre gange om han elsker ham – og Peter bekræfter sin kærlighed til ham, tre gange.

1. Jesus spørger: Elsker du mig? 2. Peter svarer: Ja! 3. Jesus siger: Vogt mine får! -  og det gentages med variationer tre gange.

Tretallet, trekanten, treklangen eller treenigheden om man vil, er en forståelsesramme i kristendommen både i forhold til kristendommens gudsbillede, menneskesyn og i forholdet til hele skaberværket.

Gudsbilledet udtrykkes gennem Kirkens bekendelse. Vi tror på Gud, himmelens og jorden skaber. Vi tror på Jesus Kristus, som er Gud midt iblandt os, og som giver sig selv totalt, for at vi skal leve nu og i al evighed. Vi tror på Helligånden, som gør både tro og håb og kærlighed levende for os. Altså billedet af en treenig Gud.

Menneskesynet fremhæver menneskets ånd og sjæl og krop som ligeværdige gaver fra Gud. Ånden er den kraft, der gør et menneske levende, og vi er skabte til at være fyldt af Guds Ånd. Sjælen er et begreb, der beskriver et menneskes personlighed.  Kroppen er vores biologiske krop med alle dens sanser. Altså et treenigt menneske.

Guds forhold til sit skaberværk er også trekantet. Gud har skabt mennesket

i sit billede, som sine medhjælpere og samtalepartnere. Og når Jesus spørger og svarer Peter på den måde han gør, afspejler det i virkeligheden et grundlæggende trekantet forhold mellem Gud og mig og medmennesket. Gud elsker mig og at elske Gud er uløseligt forbundet med at elske sit medmenneske. Kærligheden er både gave og opgave. Eller opgaven er en gave.

Peter tages til nåde ved at få en opgave og ved at blive sat i en sammenhæng, hvor der er brug for ham. Heri ligger en væsentlig del af syndernes forladelse, Guds tilgivelse. Dette at kunne blive givet tilbage til det liv, der gik i stykker.

Peter elsker Kristus og det betyder at han skal tjene sine medmennesker – være hyrde. Det er det dobbelte kærligheds bud. Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv i fortællingens form. Der går ikke en lige linje mellem Gud og mig, uden at der samtidig er en linje mellem mig og mit medmenneske.

Guds kærlighed, må altid deles med andre. Sådan er det for Peter, og sådan er det også for os. At elske Gud, er også at elske vores medmenneske. At tjene Gud, er også at tjene vores medmenneske.

Før vi elsker, er vi elskede. Før vi giver, har vi fået. Sådan var det for Peter og sådan er det for os.

***

Præsten Abbé Pierre blev ét af de første efterkrigsår i Paris kaldt hen til et nærliggende hotel, hvor én af hotellers gæster havde forsøgt at begå selvmord, men var blevet forhindret. Abbé Pierre gik da ind til George, som manden hed. Han var en tidligere tugthusfange, som for nylig var blevet løsladt efter 20 års fængsel for i et øjebliks fortvivlet vrede at have slået sin far ihjel. Nu var han kommet ud, ”blevet fri”, men ingen, i hvert fald ingen i familien, ville have noget som helst med ham at gøre. Så hvorfor egentlig være her?

”Jeg talte med ham”, fortæller Abbé Pierre, ”men kunne se, at han havde én eneste tanke i hovedet. At komme af med livet. At begå selvmord.” – Da var det, ”fortæller Abbé Pierre, ”Emmaus-bevægelsen blev til. I stedet for at sige: ”Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig,” sagde jeg lige det modsatte. Det eneste jeg med sandhed kunne sige til ham, det var: ”Du er frygtelig ulykkelig, og jeg har intet at give dig… Daglig får jeg henvendelser fra folk, der har brug for hjælp. Jeg er så træt og jeg kan slet ikke overkomme at tage mig af det alt sammen. Men du, som jo ønsker at dø, er ikke bundet af nogen ting, så kunne du ikke tænke dig at give mig en håndsrækning for at hjælpe de andre?”

Det var sådan, Emmaus-klunserbevægelsen for tidligere hjemløse og udstødte, startede. Abbé Pierre fortæller, at da Georges efter talrige års samarbejde i klunserbevægelsen lå for døden, gentog han den samme sætning for Abbé Pierre, som han havde sagt til ham allerede den første dag: ”Uanset hvad du dengang havde givet mig, ville jeg igen have forsøgt at begå selvmord, for det, som jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.”

(Fra Abbé Pierre og klunserne i Paris”, Boris Simon, 1964)

”Følg mig!” Siger Jesus, den opstandne, ganske som han tidligere have gjort det overfor Simon Peter og mange andre. Ganske som han gør det nu i dag. ”Følg mig!”, siger den opstandne, ad livets snoede veje, bakke op og bakke ned. ”Følg mig!” ud i opstandelsens forårsliv, men ven, nu glemmer vi, at det var vinter! ”Følg mig!” og jeg vil mætte dig med glæde for Guds ansigt.

Uanset hvordan det går om det går godt, eller det går skidt. Om vi har stærke dage eller svage dage, om vi mod på ydersiden og svigt på indersiden, så er det godt at følge Kristus. At følge Kristus er, ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.

Vi kan gå hvorhen vi vil – vi kommer, i følgeskab med Kristus, derhen hvor vi skal.

2. Påskedag

”Maria!” Han så på hende den søndag morgen ved graven, med de samme kærlige øjne, som mødte hende første gang hun opsøgte ham i farisæerens hus. Den gang blev hun ikke alene set som et menneske for første gang, hun blev tilgivet og fik et nyt liv og et håb.

Hun var prostitueret og levede i den yderste nød, forkastet, splittet og udnyttet. Fortællingen om hende begynder, sådan her: Nu var der en kvinde der levede i synd i den by. Den kvinde var Maria og hun går uden at banke på ind i huset hvor Jesus sidder til middag.

Og nu skal I prøve at se det for jer. Det var et fornemt hjem, en af den slags hjem hvor man tager skoene af inden man går ind, hvor folk er inviterede og med bordkort. Og hvor alting har en plads, og ingenting er tilfældigt, med mindre det er meningen.

De sidder inde i den pæne stue. Alle mændene og diskutere væsentlige og ordentlige emner. Maria går lige ind – og selvom de fleste af de tilstedeværende nok ville benægte det, så kendte de hende alle sammen – og ikke kun af omtale. Og de afskyede at blive konfronteret med hende ved højlys dag og sammen med andre.

Hun har en smuk alabastkrukke med fyldt med kostbar olie. Og hun begynder at græde i det øjeblik hun får øje på Jesus. Så bøjer hun sig ned og viser sin kærlighed ved at pleje hans fødder. Hun fugter dem med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Hun kysser dem og salver dem med olie.

Ikke på et eneste tidspunkt overvejer hun hvad de andre tænker om hende. Hun følger sit hjerte og lader det flyde over i ødsel kærlighed. Uforfærdet og uden hensyn til omgivelsernes reaktioner lader hun hjertet tale og gråden komme.

Simon og de andre mænd reagerer voldsomt. Hvad bilder hun sig egentlig ind? Komme her og spilde deres tid og spilde al den dyre olie til ingen verdens nytte.

Den kunne være solgt og pengene kunne være blevet brugt på de fattige i stedet? Og hvis Jesus virkelig er Guds søn, så må han da også vide, at den kvinde er en ludder. Hvordan kan han tillade sådan en opførsel?

Men sådan ser Jesus ikke på hende. Han dømmer hende ikke. Han tager taknemligt imod. Han værdsætter det hun har gjort imod ham, for han ser, at det kommer lige fra hjertet, uden tøven eller bagtanker.

Han ser et elskende, generøst og medtaget menneske. Han tager imod hendes sorg, hendes umiddelbarhed og siger: Dine synder er tilgivet. Din tro har hjulpet dig. Gå i fred!

Og hun går derfra i fred, som et frit menneske. I Guds øjne, har hun set, hvem hun er. Nu ser hun, hvad hun ikke tidligere kunne få øje på. Hun ser sin værdi og sin ret til at leve. Og fra den dag oplever hun sig elsket af Gud, og bliver én af Jesu nærmeste disciple.

Fredag var Jesus død og sorgen var ubærlig. Hun gik med tunge skridt ud mod graven. Det var ham der havde været hele meningen med hendes liv og nu vidste hun hverken ud eller ind. Der var ingen retning og ingen mening. Ingen lys og ingenting der var som før.

Hun havde duftende salve med for at salve liget. En dyr salve, præcis som den dag, hun salvede ham første gang, og han ændrede hendes liv for altid.

Jesus var død og Maria var ringe stillet. Fremtiden for de andre disciple var i går hård og udsigtsløs. Men ingen var så ringe stillet som Maria Magdalene. Som tidligere prostitueret havde hun ikke noget familie.

Prostitueret blev man dengang først, når forholdet til familien var brudt endeligt sammen. Der var kun det ækle og beskidte gamle liv, der ventede. I et glimt havde hun oplevet at få skænket en ny tilværelse, som én Jesus kendte og holdt af. Nu var det liv slut. Det var sådan hun havde det, på vej ud til graven.

Og så var den tom! Graven var tom! Han var der ikke!  Hun tror nogen har flyttet ham, og hun græder.

Salven har hun spildt på jorden, og tårerne står hende i øjnene. Nu har hun ikke engang et sted at gå hen med sin sorg.

”Kvinde, hvorfor græder du?” , spørger Jesus, men hun genkender ham ikke. Øjnene er for fyldt af tårer, eller den opstandne Jesus ser anderledes ud. Hun genkender ikke ham. Han kender hende.

”Maria!” Han så på hende med de samme kærlige øjne, som mødte hende første gang hun opsøgte ham i farisæerens hus. Dengang havde hun også tårer i øjnene.

”Måske skal Gud ses gennem tårer… gennem sorg og lidelse”, sagde astrofysikeren Jens-Martin Knudsen. Det er i alt fald det, som Maria gør. Hun ser Gud gennem tårer.

Den opstandne Kristus sagde hendes navn, og først da genkendte hun ham. Han kaldte hende ved navn. Han genkendte hende, og kendtes ved hende.

Og hun ser ham gennem tårer, men hun ser også noget andet. Ved mødet med den opstandne Kristus ser hun noget andet gennem tårer. Hun ser lyset – bogstaveligt talt. Maria genindsættes i det kærlighedsforhold, hun har levet i og af. Hendes eget liv genopstår af døde. Den fremtid, der var lukket, åbner sig igen.

Kristus er opstanden, og det er Maria også.

***

”Når der sker noget overraskende siger man: Det er løgn!

Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt!

Når der sker os noget skønt, aner vi:

Det er for godt til at være sandt!

Hvad er det for en forestilling vi har om sandhed

der udelukker det overraskende, forfærdelige,

det skønne og gode

og kun tolerer det normale, det dagligdags som sandt”

sådan skriver Villy Sørensen meget tankevækkende, i den ældre digtsamling ”Vejrdage”

Ifølge vores begrænsede sandhedsbegreber, skulle opstandelsen altså både være løgn, umulig og for godt til at være sandt. Det er hårde ods troen er oppe i mod.

Troen på opstandelsen er en bekendelse: ”Ja, jeg tror Kristus er opstået fra det døde. Ja, jeg tror livet er stærkere end døden. Ja, jeg tror lyset er kraftigere end mørket.” – men det betyder ikke at vi forstår bekendelsens indhold. Det betyder ikke vi begriber omfanget eller betydningen af den kærlighed der har sejret.

Jeg forstår ikke Guds kærlighed, men jeg tror på, at jeg ikke kan falde ud af den. Jeg tror på at den omfatter mig.  Det er den spænding man må leve med som kristen. Jeg forstår ikke, men jeg tror. Opstandelse er både mysterium og konkret troserfaring. På samme tid.

Vi oplever opstandelsen glimtvis i dette liv. I Fine øjeblikke der giver bevidsthed om at evigheden findes her i dette skrøbelige liv. Magiske øjeblikke med opstandelse i fuldt flor. Et fællesskab, en naturoplevelse, en blik fra den elskede, en lille barnehånd, en stor kunstner, en sprække ind til himlen. Vi oplever opstandelsen glimtvis i vores liv.

Men opstandelsen er også en altafgørende livsramme, som giver en grundlæggende tro på at før du elsker, er du elsket; før du fejler, er du benådet; før du svigter, er du tilgivet; før du glemmer, er du husket; før du farer vild er du fundet; før du dør, er du levende. Elsket, benådet, tilgivet, husket, fundet og levende hos Gud.

Opstandelsen betyder at der altid er en vej igennem mørke og død. Som da Moses stod foran det røde hav med en bange og frustreret gruppe af isralitter, og med ægypterne halsene i nakken. Det så håbløst ud, ja, det så faktisk uoverskueligt håbløst ud. De var dømt til at ende der, men så viser Gud en vej for dem og skiller det ufremkommelige vand, så der bliver en vej lige igennem alt det dødelige og mørke vand. Og de bliver frelst fra både fjender og vandmasser. Det er opstandelse!

Det er opstandelse, når der viser sig en mulighed, et håb, en vej gennem det der så helt uoverskueligt ud.  Troen på opstandelse er, troen på der altid er en vej igennem mørke og død og håbløshed. Uanset, hvor sort det hele ser ud – i vores eget liv eller i verden omkring os, så må vi tro på at det ikke ender sådan. Der er altid veje, muligheder og mere liv.

Opstandelsen er grunden til håb. Håb i liv og håb i død.

Kristus er opstanden, og det er vi også. Kristus er opstanden og det skal vi også.

Glædelig Påske

2. søn. i fasten. Mark. 9,14-29

Han har prøvet alt! Alt muligt mellem himmel og jord. Han har slæbt sin syge søn fra Herodes til Pilatus. I håb om at han kunne blive helbredt.

Dem der har eller har haft et sygt barn, eller som selv har været syge, ved hvordan han har det, ham her faren. Han er desperat.

De har opsøgt læger, kloge koner, alternative behandlere og hver gang har han sat sig op til at måske lige netop den her medicin, eller den her behandling, kunne hjælpe hans søn.

Hver gang har han mobiliseret al sit håb og al sin tro, men som dagene, månederne og årene er gået, er det blevet vanskeligere at bevare optimismen. Han har mistet troen på at hans søn virkelig kan blive rask.

Så hører han om Jesus, og han tænker: Det kan vel ikke skade at forsøge… eller måske har han det bare sådan, at han skylder sin søn at forsøge på trods af sin egen skepsis. Faren har ikke mere tro i sig. Troen har spillet fallit.

Den måde at tænke om troen på, kender vi alt for godt i dag. Vi er en x-factor generation, der fylder hinanden med en forestilling om, at hvis vi bare tror på det, tror på os selv, så kan vi klare det hele.

Som Blackman og Pernille Rosendahl der igen og igen indprenter overfor de unge deltagere i X-factor, at de skal tro på det! De skal tro på sig selv, for at kunne performe overbevisende på scenen.

Som når vores coach forkynder, at vi skal tro på det, for at kunne præstere vores bedste på fodboldbanen, på jobbet eller i parforholdet.

Som når sundhedspersonalet fortæller os, at det ikke er nok at spise pillerne eller spise sundt, vi skal også tro på det. Tro på os selv og tænke positive tanker.

Der er gået religion i det, hele vejen rundt. Vi skal tro på det – og tror vi på det kan alt ske. Vi har gjort troen til en præstation på linje med alle mulige andre færdigheder vi kan være mere eller mindre gode til – og som endnu vigtigere - kan trænes.

Men hvad så, når troen spiller fallit? Når vi ikke vinder X-factor, selvom vi tror på det. Når vi ikke har succes på jobbet, selvom vi tror på det. Når vi ikke bliver raske, selvom vi tror på det. Ja, så står vi tilbage med en følelse af tomhed og rådvildhed.

Jeg tror det er sådan faren med den syge dreng, har det. Han føler en ekstrem tomhed og rådvildhed – han aner ikke sit levende råd. Han har ikke nogen stor tro på, at mødet med Jesus kan gøre hans søn rask. Man kan nærmest høre hans opgivenhed, når han siger: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os, og hjælp os!” – Det er ikke en far der er fyldt af store forventninger, det er en far der er fyldt af tomhed.

”Hvis du kan! Alt er muligt for den som tror!”, siger Jesus – og faren råber: ”Jeg tror – hjælp min vantro!” Og Jesus fylder farens tomrum med sin egen tro, og helbreder drengen. Drengen bliver helbredt ved Kristi tro, ikke pga. af farens tro – men pga. farens bøn. ”Den slags, siger Jesus, kan kun uddrives ved bøn!”

***

Den syge dreng lider, at dømme efter symptomerne af epilepsi, og datidens sygdomsopfattelse virker fremmedartet for os. Der er langt fra beskrivelsen af en dæmonbesættelse, til vor tids diagnosticering.

Men selvom vi i dag er bedre til at stille præcise diagnoser, så er det tankevækkende, hvor fremmedgørende og ligefrem tabubelagte visse sygdomme også kan være i dag.

Når en i vores omgangskreds bliver ramt af sygdom, kan vi blive ramt af en helt utrolig berøringsangst eller forlegenhed. Vi ved ikke hvad vi skal sige, eller hvad vi skal gøre – og måske holder vi os væk. Mange syge mennesker, kan fortælle, om hvordan de føler at sygdommen isolerer dem og sætter dem uden for fællesskabet.

Og der er sygdomme der kan gøre selv vores nærmeste familie eller nære venner, fremmed for os. Jeg tror vi alle sammen kender mennesker, der er blevet ramt af en sygdom, som forandrer dem så grundlæggende, at vi kan have svært ved at kende ham eller hende. De begynder at gøre ting, som man aldrig ville have drømt om at de kunne finde på. De siger ting, der sårer, os der står dem nærmest.

Psykiske sygdomme, misbrug af piller og alkohol osv. går ind og ændrer så meget på personligheden, at vi får svært ved at skelne mellem sygdom og person. Det gør ondt. Det gør afsindigt ondt, at være tæt på et menneske, som vi til tider mister, uden egentlig at have mistet det.

Og selvom vi kan forklare, hvad der sker – så kan vi ikke undgå at blive sårede og skuffede og kede af det, når vi leder efter – og savner, det menneske, som vi før var så fortrolige med.

Og måske er billedet af en dæmonbesættelse, alligevel ikke helt skævt. I hvert fald kan dæmonbilledet måske hjælpe os til at adskille person og sygdom. Ikke sådan at sygdommen fjerner alt menneskets ansvar og skyld, men som en ramme, der giver os en bedre forståelse, af hvordan verden ser ud for det menneske.

Evangeliet insisterer på at der altid er mere at sige om et menneske, end hvad det fejler. Og vi må insistere på, at blive ved med at finde det menneskelige, midt i sygdommen.

Evangeliet i dag – Kristendommen insisterer på, at der er et menneske derinde, som dæmonerne ikke har magt over. Insisterer på at der er et menneske inde bag sygdommen.

Et menneske der er skabt i Guds billede og som lever under Guds velsignelse. Et elsket menneske, med en fortid, en nutid og en fremtid hos Gud. Et menneske der er elsket, og som kan elske.

Det er det menneske der befries, og den menneskelighed vi skal holde fast i, og blive ved med at søge. Opstandelse er, at få det menneske tilbage! – ligesom drengen, der var ”som død”, da Jesus rakte ham hånden og han rejste sig op.

Opstandelse er, at få det tabte tilbage. Tabte dage og tabte liv. Tabte muligheder. Opstandelse er Gud rejser os både i liv og død.

Og det er ikke vores tro der præsterer. Tro er ikke performance eller noget vi skal præstere. Tro er at komme, med tomme hænder. Tro er at turde give slip på kontrol, og lade sig bære. Tro er at lade Gud tage over, når vi selv står magtesløse.

Troen er ikke min, selv om jeg er den, der tror. Troen er den virkelighed, det gudsforhold, jeg er indsat i, og som jeg kan leve af. Og i det gudsforhold er troen er både fred og kamp. Begge dele.

Tro er fred, når vi går til gudstjeneste, søger det hellige, synger salmer, går til nadver. Det er fred og et helle, midt i en travl hverdag, når vi søger den indre ro, som troen kan give os. Tro er fred, når vi er stille sammen – og når vi er stillet overfor Gud.

Men tro er også kamp. Kamp mod de dæmoner som vores liv er fyldt af, og som ikke lader os i fred. Kamp mod de dæmoner, som får os til at gøre det vi ikke vil. Tro er kamp mod det der splitter os fra hinanden, og kamp mod det umenneskelige.

Tro er fred og tro er kamp. Begge dele. Kristen tro og liv er udspændt mellem fred og kamp. Fred til at hvile i troen på, at Gud er med os både når livet gør ondt og når livet gør godt. Kamp mod alt, hvad der gør os umenneskelige og fjerner os fra hinanden og Gud

”Jeg tror! – Hjælp min vantro!”

Kirkebøn, 2. søn i fasten

Kære Gud

Vi beder dig, giv os del i troen.

Hjælp os til at hvile i troen på

at vi er omsluttet af din kærlighed

Vi beder dig, lad os mærke,

at vi ikke kan

falde ud af

eller vokse fra

eller slippe din kærlighed.

Giv os den tro, der giver os fred,

så vi ikke frygter for fremtiden og hinanden.

Vi beder dig, giv os del i troen.

Styrk vores tro, så vi vover at stå op imod

Ulighed og uretfærdighed

Umenneskelighed og uværdighed

Hjælp os til at stå fast på det gode

Vi beder dig for alle der

har svært ved at være sig selv

og som kæmper mod sygdom

og forhold der gør ondt

Vi beder for alle der lever med

sygdom tæt inde på livet.

Vi beder for Folkekirkens Nødhjælps indsamling i dag.

Vi beder om at de penge der bliver samlet ind,

må blive til glæde og gavn for nogle

af vores aller fattigste brødre og søstre.

Vi beder for at ingen mennesker,

må miste håbet, troen og kærligheden.

Og vi beder for din kirke

her i Møllevang og ud over hele jorden.

Velsign os og bevar os.

Og lad os være dine hænder, og fødder og mund

I kampen for at holde fast i menneskeligheden i vores samfund.

Velsign dem der har magt

Religiøst, politisk eller økonomisk.

Lad dem bruge deres magt med vision fra dig, og i kærlighed til mennesker

Lad os gå her fra med din fred og glæde, og vær du med os, med din nåde og frelse i liv og i død.

Det beder vi om

I Jesu navn. Amen

Søndag Seksagesima

Måske skulle vi bare tage at slappe lidt af… læne os tilbage og se hvad der sker!

Det lyder skønt, sådan en søndag morgen, ikke! Og det er faktisk det jeg vil opfordre jer til i min prædiken i dag.

Tag og slap af!

Med risiko for at komme til at virke en anelse arrogant i forhold til det vi hver især går og bakser med.

Med risiko for at vi ender i ren slendrian og sløseri med vores liv.

De fleste mennesker i dag undervurderer ikke deres egen indsats, ansvar og indflydelse. Nej, de fleste mennesker i dag lider nærmere af en overdreven tro på egen kraft, magt og ansvar.

Lad mig komme med et nogen eksempler:

Allerede inden et barn bliver født, arbejder vi stærkt på at forbedre dets intelligens og potentiale. Kvinden spiser fisk som aldrig før, dog ikke dem der er tungmetaller i. Undgår kemikalier i alle afskygninger og drikker mindre kaffe og ingen vin, men masser af vand. Går til yoga og førfødselsøvelser og hopper og springer idet hele taget gerne en tur på tungen, hvis der er en eller anden der givet et pip om, at det skulle hjælpe.

Og selvfølgelig skal kvinden passe på sig selv og vi andre skal tage hensyn til den gravide – men der er altså altid blevet født børn, og selvom vores mødre ikke spiste fiskeolie, og nogen af dem endda røg cerutter under graviditeten, så er der jo flere af os, som er blevet hæderlige mennesker. Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser der gør forskellen.

Ethvert foster er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får muligheder der vokser lige ind i himlen. Det sker ikke af sig selv, men af Guds nåde, og med vores kærlighed. Og vi går for alvor i gang når det stakkels barn ser dagens lys. Vi læser tykke bøger om, hvordan vi bedst stimulerer vores børn. Går til rytmik og gymnastik, svømning og musik… allerede inden barnet kan gå. Vi sammenligner barnet med andre børn. Hvem er dygtigst til at tale? Hvem er dygtigst til at bygge med klodser? Osv. osv.  Vi vil bare give vores barn den allerbedste start på livet, og gør alt hvad der står i vores magt for at det skal klare sig godt… men de fleste børn lære faktisk både at gå og tale og læse og regne på et eller andet tidspunkt.

Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser der gør hele forskellen.

Ethvert barn er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort. Et sennepsfrø skal have vand, og et barn skal have kærlighed. Kærlighed er det vigtigste, og også det eneste et barn ikke kan få for meget af. Det er kærligheden der får barnet til at vokse, med muligheder der rækker helt ind i himlen. Det sker ikke af sig selv, men af Guds nåde, og med vores kærlighed.

Der er ikke noget at grine af, når vi har ondt i livet – men nogen gange skulle vi måske prøve alligevel. Selvfølgelig er der nogen af os, der virkelig har brug for hjælp, men måske er vi andre der indimellem mærker lidt for meget efter hvordan vi har det, i stedet for bare at være. Være til stede og leve livet.

Vi går til psykolog, hvis vi er for meget eller for lidt knyttet til vores mor. Vi går til coaching, hvis vi vil have optimeret vores arbejdsliv, karriereforløb, vores parforhold, eller bare fordi vi ikke ved hvad vi ellers skal gå til.

Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser der gør hele forskellen.

Enhver af os er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort, hvis vi grundlæggende føler os elskede og hvis vi er i stand til at elske andre. Det er kærligheden der får os til at vokse, og giver os muligheder der rækker helt ind i himlen. Det sker ikke af sig selv, men af Guds nåde.

Vi spiser sygt mange piller for ikke at blive syge. Nuvel, nogen er ordineret af lægen og har beviselig virkning. Men der bliver langet virkelig meget kosttilskud, fiskeolie, naturlige vitaminer og mineraler, hajbrusk og proteiner over disken i de her år. Det er en hel videnskab at følge med i, hvad man nu skal spise og hvorfor. Hvis vi ikke er syge, så er det måske ikke særlig fremmende for livsglæden at bruge al sin energi på at undgå det.

Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Være lidt mere livsnydere og lidt mindre optagede af fedtprocenter og mættede og umættede fedtsyre. Dem der tager det hele lidt mere afslappet, lever faktisk også – og har det måske endda sjovere.  Der bliver lagt alt for meget ansvar over på os i dag, når det kommer til sygdom og sundhed. Selvfølgelig skal vi spise sundt, men vi erfarer jo også at man godt kan blive syg, selvom man spiser sundt. Det er ikke vores anstrengelser der gør hele forskellen.

Enhver af os er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Ikke afsig selv, men af Guds nåde.

Det er efterhånden sjældent at møde nogen, som ikke har haft stresssymptomer. Stress er en af vor tids mest alvorlige og mest udbredte livsstilssygdomme. Hvorfor bliver vi stressede? I hvert fald ikke fordi vi er gode til at slappe af. Stress er kompliceret og er jo ikke det samme, som at have travlt i perioder.

Måske bliver vi stressede fordi vi tror vi er uundværlige på arbejdet, derhjemme, i familien, i venneflokken, til vores fritidsinteresser eller her i kirken. Vi vil det hele.

Men måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser alene der går forskellen. Vi må lære ikke at gøre os uundværlige, for det er faktisk sundhedsskadeligt at være det i alt for mange sammenhænge og fællesskaber.

Fællesskab er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får grene og åbner muligheder, som rækker helt ind i himlen. Ikke af sig selv, men af Guds nåde.

Den værste parfume er ”desperation”, sådan siger vi om en mand der lægger for hårdt an på en kvinde. Hvis han gør sig for mange anstrengelser, så bliver han uinteressant. Når det kommer til forelskelse og kærlighed mellem to, så må der sås små frø. Antydninger, kærlige ord og blikke – og så vokser kærligheden frem imellem dem, hvis den er gensidig.

Måske skal man bare slappe lidt af i forhold til det med kærligheden. Det er ikke vores anstrengelser der gør forskellen. Kærligheden vokser om ikke af sig selv, så af Guds nåde.

Og sådan er det også mellem venner. Man kan godt mase for meget på. Banke på for mange gange. Der skal to viljer til, for at det kan blive et ligeværdigt og gensidigt venskab. Det begynder måske med fælles oplevelser, man finder ud af at man har fælles interesser og har sympati for hinanden.

Og måske skal vi bare slappe lidt af når det kommer til venskaber. Det er ikke vores anstrengelser der gør forskellen. Langsomt vokser et venskab frem. Om Ikke af sig selv, så af Guds nåde.

Kærlighedsforholdet eller venskabet er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får grene og muligheder, der vokser lige ind i himlen.

…

Ud af et lille uanseligt liv får Gud med sin kærligheds kraft en skønhed til at vokse frem.

Som når et foster bliver til et barn.

Som når et barn bliver voksen.

Som når vi føler os elskede.

Som når vi selv elsker.

Som et fællesskab der favner hinanden.

Som når to bliver til et.

Som når et venskab vokser frem.

Som når et sennepsfrø bliver til et træ.

Som når et hvedekorn lægges i jorden og dør, og bærer mange fold.

Ud af det, der for os ser ud af ingenting, som fx det at være død, vokser en styrke og en livskraft frem, som ingen havde drømt om. Ikke af sig selv, men af Guds nåde.

Og vi skal intet gøre. Vi kan intet gøre, andet end at tage imod det og lade det flyde igennem os som en salig regn, eller det levende vand.

Som et frø, der lægges i jorden og dør, men herigennem bliver til endnu mere liv.

Som Guds selv, der i Kristus giver sig hen for vores skyld. Kristus den korsfæstede som Guds kraft.

Det er en sandhed der er svær at forstå; men den kan leves. Og det er dét, det handler om. Livet, når det leves sandt og fuldt og helt. Hvad det sjældent gør, måske fordi vi anstrenger os for hårdt?

Men vi kender Livet, også når det staves med stort. Vi kender det i glimt og øjeblikke, som henrykker og indprenter sig i os for livet.  Det var det Jesus, igen og igen, forsøgte at sige til folk ved sin tale om Gus rige, at det her med Gud og os, det handler om livet.

”I alt det mindste. I alt det største…” – ”I alle levende ting, der gror..”, findes Guds kærligheds kraft, som ”en kraft, der aldrig, kan drives ud”, sådan digter Halfdan Rasmussen – og vi må tilføje. Nej, Guds kraft kan ikke drives ud, men tvært imod vil den vokse sig stor, for til sidst engang at blive alt i alle.

I det mest uanseelige og uden vi gør andet end tager imod, kommer Gud til os, for at være til stede midt i blandt os, med al sin kærligheds rigdom.

Vi taler om tro i flere forskellige betydninger. Siden oplysningstiden har tro været opfattet som et udtryk for mangelfyld og usikker viden. Derfor skal du ikke tro, du skal vide. Det skal kunne bevises. Viden er i den forståelse bedre end bare at tro.

En anden betydning af ordet, som er den, det drejer sig om, når vi taler om tro her i kirken, er troen som, dét at fatte tillid. At tro på noget er at have tillid til det.

Den kristne tro er ikke et spørgsmål om mangelfuld viden, men om at give sig hen i tillid.

Kristen tro er at have tillid til Gud, som hebræerbrevets forfatter formulerer det: Tro er tillid til det, der håbes på, men som ikke kan ses.

Troen er en uundværlig del af kristendommen, fordi det alene er troen, som gør Jesus til Guds åbenbaring. Kristendommen er ingen politisk ideologi eller moralfilosofi, som man tilslutter sig af fornuftsgrunde.

Uden de første kristnes tro på Jesus som Guds søn, var kristendommen aldrig blevet til noget. For kun troen erkender Jesus som Kristus. Kun troen forstår, at den død, som overgik Jesus fra så fjerntliggende en by, som Nazaret, for flere tusind år siden, har nyskabende betydning for mit liv.

Og kun for troen er opstandelsen fra de døde virkelighed for ham som for mig. Kun troen henter sandhed om menneskelivet fra de bibelske tekster.

Verden får med troen en anden og ny tydning. Verden ses med andre øjne. Mine erfaringer og mit liv, sættes i et nyt lys.

Troen fortæller mit liv på en ny måde. Teologen Svend Bjerg kalder det en genbeskrivelse.

Den kristne tro genbeskriver mit liv for mig – i lyset af kristendommen ser jeg andet og mere end uden. Mit liv får et større perspektiv, en videre ramme, en mening. Derfor er troen en nyskabelse. Forholdet til Gud nyskaber mit liv, fordi det forhold ikke kan være til, uden at skabe mening. Forholdet sætter mit liv ind i en bestemt ramme, nemlig som et menneske overfor Gud. Afhængigt af Gud.

”Giv os en større tro”, siger apostlene til Jesus – og afslører at de ikke er klogere end en gennemsnitlig konfirmand her i Møllevang. Det er en meget udbredt opfattelse at man kan gradbøje troen. Og jeg har ofte fået spørgsmål som: ”Er du meget kristen? Eller er du meget troende?” – ikke bare fra konfirmander - og det udtrykker en form for tros-kapitalisme. Altså at tro er noget man kan have meget eller lidt af, alt efter evner og kraftpræstation.

Og Jesus svarer med en underfundig snak om sennepsfrø og flytning af morbærfigentræ, underforstået, det giver ingen mening. Troen kan ikke på den måde gradbøjes.

Tro er ikke først og fremmest noget man gør, men noget, man er. Det gælder ikke om at have tro, men om at være tro. Man kan ikke i kristen forstand tale om mere tro eller større tro, men om sand tro. Troen kan ikke gradbøjes.

Tro skal forstås som tillid, som trofasthed og som tjeneste.

Troen er en mærkelig størrelse. En lille uanselig fjer, og dog en urokkelighed, der korresponderer med selve Guds skaberkraft og almagt.

Troen er som. Halldór Laxness skriver et sted, som en snespurv i stormvejr:

”Det forekommer mig tit”, skriver Laxness, ”at almagten er som en snespurv, alle storme har vendt sig imod. En sådan fugl har vægt som et frimærke. Alligevel blæser den ikke væk selvom den står ude i det fri i orkan. Har De nogensinde set kraniet af en snespurv?” spørger han. ”Den vender det svagt byggede hoved mod stormen, men næbbet mod jorden, lægger vingerne tæt ind mod siderne, men stikker halen i vejret; og stormen får ikke tag i den, men kløves. Selv i de værste vindstød rokker fuglen sig ikke. Den er i læ. Der bevæger sig ikke engang en fjer.”

Sådan er almagten. Sådan er troen, når den holder sig til almagten, til Gud. En urokkelighed. En retning. Et rum, at være i. Ikke uden tvivl og sorg og savn. Ikke uden blindhed, mørke, forvirring og længsel. Men som en ramme og en retning eller et lys om ens liv.

”Giv os en større tro!” siger apostlene til Jesus. De er blevet ramt af tvivl, som vi kan blive ramt af tvivl: Gælder Guds kærlighed også mig? Er jeg frelst? Tror jeg nok?

Luther oplevede også den form for tvivl i sin klostercelle, da han fortvivlede over uvisheden i, om han havde ydet tilstrækkeligt til at være accepteret af den retfærdige Gud.

Der er en hel masse andre eksempler på den form for tvivl i Bibelen. Fx da Jesus møder en mand, hvis søn er besat af en uren ånd. Manden beder Jesus om at hjælpe, hvis det står i hans magt. Alting er muligt for den som tror, svarer Jesus, og straks råber drengens far: Jeg tror, hjælp min vantro! Tro og vantro, tro og tvivl i det samme menneske i mødet med Jesus. En bekendelse og en bøn i samme vejrtrækning! Tro og tvivl er dele af vores tilværelse, og de får begge plads i evangeliet.

Apostlene længes efter en større tro. De længes efter troen. Men når vi længes efter troen, står vi allerede i den. Tro er ikke kun at have stærke, konkrete erfaringer af tro.

Tro er også at leve med troen. At være sat i troens rum. Det er det, dåben indbyder til. Derfor er tilspørgslen ved dåben, heller ikke en eksamination i troen, men en invitation til at optages i den tro, som i store træk gengives i trosbekendelsen. Tilspørgslen er forkyndelse. Dåben er at blive indfældet i den forkyndte tro og at få muligheden for at hente inspiration i den.

Troen er ikke min, selv om jeg er den, der tror. Troen er den virkelighed, det gudsforhold, jeg er indsat i, og som jeg kan leve af.

Tro er en hjertesag. Tro er engagement og lidenskab, og i øvrigt meget nært forbundet med taknemmelighed. Som digteren Søren Ulrik Thomsen siger det til spørgsmålet: Hvad giver troen dig? – ”Jeg får disciplineret min taknemmelighed.”

Troen giver os mulighed for at leve i taknemmelighed!

Og måske er det, det handler om, når Jesus i dag slår fast at vi – med et, efter vores begreber, noget demotiverende og nedladende udtryk – blot er ”unyttige tjenere”, der har gjort hvad man kunne forvente af os.

I hvert fald er der langt til den anerkendende tilgang, som de fleste moderne virksomheder bryster sig af at praktisere overfor deres medarbejdere i dag. I dag taler vi om, hvor vigtigt det er at blive mødt med anerkendelse af sine kollegaer og chef. Ja, vi arbejder endda med at udvikle en egentlig rose-kultur. Fordi vi vokser af at blive set, anerkendt og rost for vores arbejde.

Og så får vi at vide i dag, at når vi tjener vores medmennesker, når vi gør hvad vi kan. Når vi giver en hånd hvor der er brug for det, og bruger de evner vi har fået til at være noget for andre. Så fortjener vi ikke ros - for, så gør vi i virkeligheden ikke andet end det, der er meningen. Troen på Gud – hænger uløseligt sammen med tjenesten for vores næste.

Troen er disciplinering af vores taknemmelighed. Vi tror, siger vi, på ”Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”. Vi tror på, at liv kan opstå af døde. At det ødelagte liv der er bag mig, ikke skal være bestemmende for min fremtid i al evighed.

Nåden findes og finder mig på de særeste og forunderlige måder og giver mit liv mening og mig selv smag på livet. Smag på at leve det i taknemmelighed for at have fået det. Begejstring for at være her og glæde ved at kunne være noget for andre – hjælpe hvor der er brug for det og give en hånd med.

Vi er kun unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. I den livsbekræftende form for nøjsomhed og ydmyghed, som i virkeligheden dybt nede er koblet med forventning og livsappetit, er livet godt, som det er. Og dybest set en gave fra Gud.

Vi har fået den plads i systemet at vi skal være mennesker, og som mennesker er det meningen at vi skal leve i tjeneste og fællesskab med hinanden.

Troen er på engang frihed og bundethed.

Luther siger det sådan her:

”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet. Et kristent menneske er i alle ting en træl, skylder at gøre tjeneste og er enhver undergivet” (Et kristent menneskes frihed)

Vores liv udspilles under det paradoks. Kristus har sat os fri af loven og ydre krav, men den frihed, som troen giver den kristne, er frihed netop til kærlighedens tjeneste af næsten. Og kærlighedens tjeneste kan kun ske i frihed. For kærligheden er per definition fri.

Vi må hver dag, insistere på at det giver mening. Insistere på, at det giver mening at være her, hvor jeg er. Vi må insistere på at det giver mening at være på den plads hvor vi nu engang er.  Med de mennesker der er omkring mig. Den familie jeg er født ind i. De venner og kollegaer og naboer jeg har. Vi må insistere på at det giver mening at være mig, med de udfordringer og kampe der blev mine. Og de evner og gaver jeg har fået.

Vi må insistere på at vælge taknemmeligheden til og åbne os for glæden.

For glædeligt er det, at alting i sidste ende ikke afhænger af vores tro eller mangel derpå, men af Guds nåde. At Gud, i Kristus, har fundet velbehag i hvert et lille, nok så forvirret, og til tider endda vantro menneskebarn. Og givet os fra dette øjeblik, at have syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv foran os.

Bla. inspireret af “Et sted at forstå”, Unitas Forlag

2. juledag. Tekst: Matt 10,32-42

Så er freden forbi! Julenat sang englene: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Men nu er freden tilsyneladende forbi. Det var en kort fornøjelse. Håber I har nydt julen! Og at den såkaldte julefred nåede at sænke sig.

Her to dage henne i julen hører vi Jesu ord: ”Tro ikke, jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred men sværd”. Hvad skal det nu betyde? Englene sang om fred på jorden – men barnet har slet ikke tænkt sig at bringe fred, eller hvad?

Jesus gør oprør mod den falske fred i alle afskygninger.

Det er et oprør mod konfliktskyhed. Den der falske fred der opstår, når man af hensyn til den gode stemning fortier noget som burde frem i lyset, fordi det er der, og er i vejen, for den virkelige fred.

Mange af os kender det godt, måske er det endda helt aktuelt i de her dage, hvor vi mødes i familien og skal hygge os og have det rart sammen. I avisen kan man læse velmenende råd fra familieterapeuter om, hvordan man kan undgå uoverensstemmelser her i julen. Det er ikke altid nemt at have det rart på kommando og slet ikke, hvis der ligger en masse uudtalte konflikte og murer imellem os.

Konflikter der har fået lov til at vokse sig store i det skjulte, fordi vi ikke taler om dem – og da slet ikke i julen, hvor vi bare skal hygge os og have det rart sammen. Men det er faktisk umuligt at have det rart sammen, hvis der er noget der fylder hele rummet og overskygger det hele, men som man ikke taler om, fordi vi skal holde fred. Det er ikke ægte fred. Det er falsk fred. Og det er den falske fred, Jesus gør oprør mod.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus

Det er et oprør mod ligegyldighed. Når vi lukker af for andre og bare vil være i fred. Når vi siger ”I kan gøre hvad I vil”. Jeg passer mig selv. Jeg er ligeglad med om I river hovederne af hinanden eller behandler hinanden elendigt – bare I bliver væk.  Fra grænsebommen! Fra min dør! Alt hvad der foregår uden for Danmarks grænser er mig så uendelig ligegyldigt. Det er langt fra noget jeg vil blande mig i. Alt hvad der foregår uden for min dør. Det er mig så uendelig ligegyldigt. Det er langt fra noget jeg vil blande mig i. Lad mig bare være i fred!

Det er den form for ligegyldighed Jesus gør op med, for vi lever ikke for os selv. Vi lever sammen i et fællesskab og den fred man kan have bag en lukket dør, mens verden går amok udenfor døren. Det er en falsk fred.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus

Det er et opgør mod at lade som ingenting, når en i vores omgangskreds har det svært på den ene eller anden måde. Det kan være tegn på depression eller stress. Det kan være en der sidder fast, som lider under svigt, eller som selv svigter. Nok er der tegn på at noget er galt, men vi slår dem hen, fordi vi så gerne vil tro, at alt er godt. Og vi lader være med at blande os, så går det nok væk. Men det går ikke væk, hvis ikke der er nogen der blander sig. Der bliver ikke ægte fred for det menneske, før nogen tør blande sig – og det kan koste både sved og tårer.

Ser man på, hvem der har modtaget Nobels fredspris siden 1902, så rummer listen prominente pacifister, ikke mindst de første år, og den rummer temmelig krigeriske typer, der fik den for at have sluttet fred fx Sadat, Arafat og Kissinger. Men det interessante er, at den også tæller menneskerettighedsforkæmpere, borgerretsaktivister, systemkritikere, der alle har det til fælles, at de hver især har givet anledning til uro og ballade, fordi de har kæmpet for en sandhed, der er større end den fred, de bryder. Det gælder folk som fx Martin Luther King, Andrei Sakharov og Lech Walensa.

Alting havde været fredeligere, hvis de havde holdt deres mund, og alligevel er de værdige prismodtagere. De har kæmpet mod en falsk fred, der hviler på undertrykkelse og uretfærdighed, og derfor kom det til ballade. Et menneske kan ikke få fred i egentlig forstand, hvis ikke det tør stå op imod det, der bare er en overfladisk og falsk fred.

”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus. Kristus-tro kan føre til brud, konflikt, ballade – ikke for ufredens skyld, men for sandhedens og livets skyld.

Det er ikke gratis at gå ind i de konflikter der er i familien og i ens omgivelser.  Det er ikke uden omkostninger at blande sig i andres liv og i verden. Det er ikke smertefrit at kæmpe for fred og sandhed for livets skyld. Det er ikke altid let at være Kristus-tro. For Stefanus kostede det livet. For os koster det om end ikke livet, så ihverfald mod til at stå frem op og kæmpe for det vi tror på.

”Den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”, siger Jesus. I det hele taget opregner han en hel masse forhold der skulle gøre os uværdige – og det er noget usædvanligt stof. Den der ikke gør dit og den der ikke gør dat, er mig ikke værd, siger Jesus. Hvad betyder det egentligt? Lad os vende det på hovedet og spørge: Hvad forhindrer mig i at være ham værd?

Hvad skal der til, før vi er noget værd? Mange af os bilder os ind af vi har brug for andres anerkendelse, for at føle os noget værd. Eller at vi har brug for faglig succes, en god karriere, smukke børn og en præsentabel ægtefælde, 400 venner på facebook eller noget helt andet!

Her er det anderledes enkelt. Her handler det om tro og handling. Og tro i kristen forstand er ikke en åndelig kraftpræstation, men at række hånden ud og vide at jeg er afhængig af, at Gud tager imod mig.

Det er interessant at de mennesker der er de bibelske fortællinger hører Jesus sige: ”Din tro har frelst dig”, er mennesker der efter vores begreber ikke er meget værd. De kan ikke sætte kryds ved ret mange af de før nævnte kriterier – det er en kvinde grebet i ægteskabsbrud, en latterlig tolder i et træ og en fremmed kvinde ved en brønd. De er ikke måske ikke noget værd, men de er Gud værd.

Troen kalder på handling. Vi skal give den tørstige et glas vand. Det lyder da egentlig forholdsvis overkommeligt. Er det virkelig bare det der ligger i at tage Kristi kors op og følge ham? Det lyder let, men i virkeligheden er det nok ikke så nemt.

I virkeligheden er det nok mere tiltalende for os at tale om de store ofre, som kristus-troen kræver. Dem, hvor der virkelig er noget at skrive hjem om. Dem der gør, at vi føler os noget værd.

Her tales der også om de usynlige ofre, dem man ikke får særlig meget kredit for. De usynlige dagligdags kærlighedsgerninger, der får livet til at blomstre imellem os.  Det er det ansvar vi har for hinandens liv, de kors vi må bære for hinanden. De konflikter og de slåskampe vi må tage for hinanden, for sandhedens og livets skyld. Det er det der skaber den ægte fred.

”Den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”, siger Jesus. Troen gør os værd, og vi udmønter det værd i vores fællesskab med hinanden.

Vi er skabt i Guds billede, den Gud, som selv er fællesskab. Da det første menneske var skabt, blev det ikke godt, før der var to, som kunne hjælpe hinanden. Den bibelske fortælling er en fortælling om fællesskab. Jesus levede og formede fællesskab sammen med sin lille flok af disciple. Han sendte dem altid ud to og to, og den første kirke er fortællingen om et folk, der var sammen og var af ét hjerte og ét sind og havde alting til fælles.

Men det betyder ikke, at det med fællesskab er let. For alt i denne verden forsøger at trække os væk fra fællesskabet – vi bliver fristet til at vælge os selv frem for andre, vælge uafhængighed frem for gensidig afhængighed, vælge store ting frem for de små, vælge at gå hurtigt frem på egen hånd frem for at nå langt sammen med andre. Den enkle vej er ikke den lette vej.

”kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig… For mit åg er godt, og min byrde er let.” Sådan siger Jesus og der er nogen, der har fået det til at betyde, at hvis vi kommer til Jesus, vil alt blive let. Og sådan er det jo ikke – faktisk kan man hævde at det kan være lettere ikke at være kristen, fordi  kristne er forpligtet på deres tro. På en måde bliver byrden lettere, fordi vi bærer byrderne sammen.

Hvis vores liv er helt uden sværdslag og konflikter, må der være noget der er forlorent og falskt. Den ægte fred kræver sine ofre og slag for sandheden og livets skyld.

Hvis vores liv er let, må der være noget vi gør forkert. Livet skal ikke være let. At elske sin næste er ikke let. Men at elske sin næste er meningsfyldt og livgivende. Amen

Juleaften 2011

Medierne påstår at vi køber mindre gaver til hinanden og bruger færre penge her i julen end vi plejer. Vi er åbenbart blevet mere økonomisk ansvarlige pga. finanskrise og de økonomiske kollapser vi har oplevet i sydeuropa. Glædelig jul!

Sikke en munter indledning på vores juleaften. Kan vi da aldrig blive fri for al den snak om økonomisk afmatning. Vi er faktisk nogen der forsøger at komme i julestemning, og nogen der allerede er det og ikke gider have den spoleret af sortsyn.

Jeg tror nu ikke det går så galt, hverken med vores julestemning eller med gaverne under træet i år. Det skal nok blive jul i lille Danmark.

Under juletræerne i aften– også under mit juletræ – for præsten er ikke så god, som hun prædiker – ligger der helt sikkert både tøj made in India og plastik-fantastic made in China. Man får mere for pengene, når tingene er produceret i Østen og på fabrikker, hvor der ikke stilles krav til arbejdernes sikkerhed og forhold, og hvor en dagsløn ikke rækker til at forsørge en familie.

Spørgsmålet er, om vi ville købe de billige cowboy-bukser, hvis vi havde ansigt på dem der syede dem? Det gør en stor forskel for vores samvittighed, om vi har ansigt på. Vi ville jo aldrig drømme om at stjæle antikviteter fra de gamle på plejehjemmet, men har ikke mange skrupler med at få lagt fliser i haven eller sat køkken op uden regning, selvom begge dele er tyveri.

Det gør en stor forskel om vi har ansigt på. Det er nemmere at opretholde fordomme om arbejdsløse, psykisk syge, skolelærere, muslimer, svenskere, spastikere, præster osv. når det bare en stor grå ansigtsløs masse, end når der er et ansigt sat på. Så bliver det et menneske, der står foran os – med historie, familie, drømme, styrker og svagheder. Ansigtet kalder mennesket frem.

Det ved Gud og derfor viser han sig i et menneskes ansigt julenat, så vi møder ham i vor næstes ansigt.

Hyrderne må have været mere end spændte da de løb af sted for at se Guds søn. De må have været fyldt med billeder inde i hovedet. Og hvad fik de så at se? Gud der er trådt ud af sin himmel og har forbundet sig med et menneske. Det, de så, var et lille menneskeansigt.

Ingen har nogensinde set Gud, sådan står der i Bibelen. Ingen har nogensinde set Gud – men Jesus hans søn, er blevet hans tolk.  Hvis vi skal forstå hvem Gud er, og hvordan Gud er Gud, skal vi altså gennem Jesus.

Gud er ikke hvad som helst. Gud er ikke alt hvad vi ikke kan finde forklaringer eller andre ord for. Gud har givet sig til kende. Han har vist os sit ansigt i det lille Jesusbarn julenat, og i den voksne mand Jesus, den korsfæstede og opstande Kristus. Gud har vist os sit ansigt.

Ingen har nogensinde set Gud. Vi har ikke set Gud, og når vi taler om Gud, kan vi altså kun tale om ham i billeder. Bibelen er en kæmpe billedbog – helt uden illustrationer – men med en masse forskelligartede billeder på hvem Gud er, og hvordan Gud er Gud.

Mange af billederne i det gamle testamente er voldsomme og barske. Her møder vi Gud som en aktiv Gud, der griber ind med både straf og lykke. I det nye testamente, er Gudbilledet mere entydigt og farvet af kærlighed, nåde og barmhjertighed.

Vi finder billeder af Gud som lyset, klippen, skaberen, faderen, frelseren, hænder.. der skal mange forskelligartede billeder til, når vi skal nærme os sandheden om hvem Gud er.  Måske er det med Gud, lidt lige som med et puslespil.

Jeg købte en gang et puslespil på et loppemarked – og lad det være et forbrugertip: Dont do that! Det skulle forestille en flyvemaskine og der var 1500 brikker i det – dvs. i den udgave jeg havde erhvervet mig, var der kun 1499!

Jeg forestiller mig, at det er med Gud, som med det puslespil. Vi har rigtig mange brikker til vores billede af Gud – nogen har vi fra de bibelske fortællinger, og nogen er måske vores egne forestillinger formet af vores liv og erfaringer– men der bliver ved med at mangle brikker.

Vi bliver ikke færdige med Gud. Sådan må det være, fordi Gud er så meget mere end det vi kan sige om ham. Og så meget større end vi kan fatte.

Nyere undersøgelser så har vist at vores opfattelse af Gud hænger sammen med vores opfattelse af vores egen far. Har vi haft en streng og kontrollerende far, har vi svært ved at forstille os at Gud ikke også er streng og kontrollerende. Har vi haft en kærlig og omsorgsfuld far, har vi derimod nemmere ved at forestille os at Gud er kærlig er omsorgsfuld.

Og det er jo interessant, fordi det kan være at der er noget inde i os selv, der blokerer for at vi kan tro på Gud, som andet og mere end en forstørrelse af vores egen far.

Jeg holder selv meget af billedet af Gud som levende hænder, der tager imod os, favner os og griber os. For mig er det smukt at forestille mig at Gud holder hånden under mig, og at jeg aldrig falder ud af hans kærlige hånd.

Men det kan være der sidder nogen af jer og føler jer omklamrede eller måske ligefrem får det dårligt over at forestille jer at I skulle være i Guds hænder. Hvis jeres Gud er overmalet med billeder af en streng og kontrollerende far, med stærke hænder der kan knuse og straffe jer.

Det kan være godt at blive sig bevidst om, hvad der påvirker ens gudsbillede. Og også at nogle billeder er gode den ene dag, og andre den anden.

Bag ved vores billeder og forestillinger er der en Gud, som har skabt os og elsker os. En Gud, der har skabt os mennesker i sit billede.

Og det at mennesket er skabt i Guds billede, betyder jo også at Gud på nogle punkter ligner mennesker.

Og det siger noget andet om Gud. Når Gud har skabt mand og kvinde i sit billede, så er det for snævert at nøjes med at forestille sig Gud i billedet af en mand.

Ligesom både mænd og kvinder kan forholde sig til andre mennesker, tage ansvar, reagere osv., sådan også med Gud.

Gud er derfor ikke som en urmager, der engang satte verdensuret i gang og derefter ikke har interesseret sig for os.

Og her i julen fejrer vi at Gud julenat valgte selv at blive menneske. Gud og mennesket er tæt på hinanden.

Men Gud er også mere og andet end et menneske. Når vi taler om Gud, sammenligner vi med menneskelige forhold, men vi ved godt, at selv om Gud kan sammenlignes med en person, f.eks. en hyrde, så er der meget af det, som gælder for mennesker, som ikke gælder for Gud.

Gud er evig og kan gennem sin ånd være til stede overalt. Vi mennesker skal dø, og vi må acceptere, at vi kun kan være ét sted af gangen.

At Gud og mennesker ligner hinanden, betyder at vi overhovedet kan forestille os Gud. Men Gud og mennesker er også forskellige, og derfor kan vi aldrig lave et fuldstændigt billede af Gud.

Der er altid mere at sige om Gud, end vi kan finde på. Og det kan godt være svært at acceptere. Det kan være svært at acceptere at vi ikke sådan kan komme Gud i glas og ramme – og så tro at han bliver der.

I vores iver efter at forstå og begribe alting, sker det at vi kommer til at gøre Gud mindre. Vi tager patent på Guds omsorgssfære og tror at vi kan redegøre for grænserne for hans kærlighed og velsignelse.

Vi har travlt med at indramme Gud, så han passer ind over klaveret i den pæne stue.

Vi putter ham i etiske rammer, og har klare forestillinger om, hvad han kan acceptere og hvad han ikke kan acceptere.

Vi putter ham i æstetiske rammer, og er bange for at han ikke kan tåle at være vidne til det beskidte og grimme og skæve.

Generelt for alle de rammer vi putter ham i, er at de ofte er alt for små og alt for pæne.

Gud sprænger alle de rammer vi putter ham i, og går ud over de grænser som vi sætter op. Gud er ikke lille og pæn, Gud er ikke kun Gud for de få i den pæne stue. I Guds hus er der mange boliger.

Og det er også det der sker i julen. Gud viser os en kærlighed uden grænser, og lader sin søn føde i en stald i det man kunne kalde for Romerrigets udkants Danmark. Betlehem ligger i den rådne banan. Der er fattigt, udsigtsløst og det er helt ubegribeligt at Gud vælger lige netop Betlehem.

Hans kærlighedserklæring til os er upassende! Den passer ikke ind i de rammer og kasser vi normalt opstiller for kærlighed. Den flyder ud over alle grænser. Gud sætter ingen grænser og skel. Gud opgiver os aldrig, bliver aldrig bange for os, eller led ved os.

Der er noget særligt ved ansigter. Der er nogen ansigter man aldrig glemmer, som printer sig ind i ens hukommelse og hjerte. Der er ansigter der gør særligt indtryk på os.

Ansigtet på vores elskede, glemmer vi ikke.  De kan blive lidt uskarpe når vi er væk fra hinanden, men der er ansigtstræk, som vi vil kunne kende mellem tusindvis af andre.

Og sådan tror jeg også det er at stå ansigt til ansigt med Gud. Han kender vores ansigtstræk mellem tusindvis af andre. Vi er kendt og elskede af Gud, og når han lader sit ansigt lyse over mig og dig, så bliver det muligt at være menneske med al den sårbarhed og skrøbelighed, som hører med til livet.

Der er meget mere at sige om Gud, men nu skal jeg nok snart stoppe. For nu skal vi hjem og være sammen, spise og drikke og være glade. Og det er det nærmeste vi kommer himmeriget i aften!

Rigtig glædelig Jul