Opgivelse, hengivelse og tilgivelse

11. søndag eft. trin. /Tekst: Luk 7,36-50

I dag vil jeg sige noget om forskellen på opgivelse, hengivelse og tilgivelse.

Opgivelse:
Det kan være nødvendigt at opgive noget. Indse at der ikke kommer noget godt ud af at fortsætte af en bestemt vej.
”Jeg giver op”, kan vi finde på at sige midt i et spil eller en diskussion, vi opdager at vi ikke kan vinde alligevel. Eller når vi har bakset med haveparasollen så længe at vi er lige ved at springe i luften.

Vi kan også blive ramt af resignation og opgivelse, når vi åbner avisen og læser om klimaforandringer og sorte udsigter for klodens fremtid. For hvad nytter det, at jeg spare på de røde bøffer og flyrejserne – sådan i det store regnskab. Det virker så udsigtsløst.
Der kan være gode grunde til at give op i forhold til en opgave man ikke magter. Det kan måske endda være det rigtige at gøre. Der kan være gode runde til at give op, også der hvor der hvor konsekvenserne er store, som fx i et ægteskab der er løbet tør for al god vilje og kærlighed. Men at give op, er næsten altid forbundet med fiasko. Der er noget skamfuldt over at måtte give op.
Måske ligger det i vores sprogbrug. Vi låner ord fra sportsverdenen, der udtrykker livet som en kampplads. Vi kæmper, vinder, taber, sejrer og giver op.
Vi tænker måske næsten ikke over det, men sproget betyder noget. Det både skaber og afspejler virkelighed. Sports-sproget bliver til sports-liv og uanset hvor gamle vi er, tror jeg, så bliver vi præget af den præstationskultur der ligger i det.
Det er trættende at leve et sports-liv. Vi ved jo godt at livet er mere kompliceret end en fodboldkamp eller et cykelløb, men alligevel er det svært at slippe forestillingen om at vi har så meget styr på regler og taktikker i livet, at vi har så meget magt over spillet, at det er op til os at få det til at lykkes – og altså også op til os, om vi taber, eller må give op.
Det ligger et stort pres på os, at tænke sådan. Måske kan vi sole os i- og klappe os selv på skulderen, når det lykkes, når vi er på vinderholdet. Men fiasko-følelsen og nederlaget, bliver tilsvarende tungt at bære, når vi er på taberholdet. Når det ikke går, som vi håbede og kæmpede for.
For hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg havde kæmpet lidt hårdere? Gjort det eller det anderledes? Vi tager et stort ansvar på os, når vi lever sports-liv. Kristeligt set, alt for stort.
På den ene side tænker vi for store tanker om vores egne evner, når vi lever sports-liv. På den anden side tænker vi alt for småt om Gud. For hvilken plads levner vi til ham, når vi selv tager æren for alle livets op- og nedture?
Måske bliver det særligt tydeligt hvad jeg mener med sports-sprogets begrænsninger i forhold til vores liv, når vi taler om sygdom.
Det er helt almindeligt at vi taler om sygdom som en kampplads. Og at man kan vinde eller tabe til en kræftsygdom. ”Han tabte til kræften”, kan vi læse i avisen når ét menneske er død som følge af kræft. Og tilsvarende: ”Hun vandt over kræften”, når en kvinde er blevet helbredt for en kræftsygdom.
Der er noget forkert i den måde at tale om sygdom på. For vist kan vi selv gøre noget. Forsøge at leve sundt og ordentligt, men vi kender jo alle sammen et menneske der levede sundt og godt, og alligevel blev syg og døde.
I bund og grund er der meget lidt vi selv kan gøre i forhold til sygdom, når det kommer til stykket – og at tro det, og at tale om det, som om det er en kamp, man kan være mere eller mindre god til, er med til at lægge et alt for stort pres på os, når vi bliver syge.
Det er meget menneskeligt at vi, når vi bliver syge, reagerer med, at ville gøre alt hvad der står i vores magt for blive raske. Det skal vi selvfølgelig også. Men jeg tror samtidig vi skal hjælpe hinanden med, ikke at ville tage mere på os, end der er muligt at gøre noget ved.
Livet er ikke en sportsarena, hvor vi kan vinde over al sygdom, ulykke og død, ved at kraftpræstationer. Eller tabe, fordi vi må give op. Det er simpelthen ikke i vores hænder. Det er ikke os der er Herre over liv og død.

Mange af os der har været tæt på et døende menneske, har haft oplevelsen af at den døende selv ”gav slip” i livet. Der kan måske endda være nogen der har siddet ved siden af sygesengen og sagt det højt, eller ønsket det. At den døende måtte give slip.
Oftest, tror jeg, vil det ikke være et udtryk for at den døende ”gav op”, men måske nærmere at den døende ”gav sig hen”. Hengav sig til det der nu skulle ske. I en nærdøds-erfaring af, at døden ikke er op til os, men op til Gud. Man kan ikke opgive noget der er ude af ens hænder, men man kan hengive sig til det. Hengive sig i tillid til at her én der bærer os.

Hengivelse:
Hengivelse er et lidt bedaget ord. Det er ikke noget vi går og siger, sådan til dagligt, at vi hengiver os til noget. Det lyder lidt højstemt at sige. ”Jeg gav mig hen” til det eller det.
Og hengivelse forbinder vi måske særligt med erotik. At give sig hen til et andet menneske, er kærlighedens og erotikkens sprog.
Men det er også kristeligt set, en måde at være til. Altså at give sig hen til livet, i tillid til at vi lever i Guds favntag.

Når vi giver op over for noget, er vi pinligt bevidste om os selv, om egne styrker og begrænsninger, om vores eget.
Når vi giver hen til noget, er det derimod et udtryk for selvforglemmelse. Det er når vi i øjeblikket lader os optage fuldstændigt af en sag, af et andet menneske, af kunst, af skønhed, af situationen – måske også derfor er det ikke noget vi siger. For selvforglemmelsen er dejligt fri for evalueringer af ens sindsstemninger. I selvforglemmesen, i hengivelsen – ER vi bare.
Måske udtrykkes hengivelsen bedst som håb eller bøn. Altså at vi kan have en længsel efter at kunne give slip på kontrol, forbehold, andre menneskers forventninger til os, eller egen bagage – og give sig hen til livet, sådan som det nu former sig.
Oftest bliver det ved længslen og bønnen, for det kræver mod at gøre det. Og det er nok sådan at jo mere bundet man er, af alt muligt, jo mere man har at bære på af skyld og historie. Jo, sværere bliver det at turde hengive sig. Det kræver mod og det kræver tillid.
Jeg tror det er derfor vi har brug for at høre fortællingen om kvinden der har det mod. Vi ved jo ikke meget om hende, men fortællingen gør os det klart at hun har meget på samvittigheden. Og ikke mindst at hun er stemplet som uren og syndig. Vi ved ikke hvilke overvejelser hun har gjort sig da hun købte den, sikkert kostbare olie, og besluttede sig for at gå ind i farisæeren, Simons hus, hvor Jesus sad.
Måske er hun nået et nulpunkt. Eller måske er hun blevet ramt af et håb om at hendes liv faktisk kan blive anderledes. At hun dybest set er afhængig af noget andet. I hvert fald må hun have indset at hendes fremtid ikke afhænger af
hvad Simon og hans venner tænker og siger om hende. Og derfor vover hun sig indenfor i Simons hus. Derfor vasker hun Jesus fødder med sine tåre og tørrer dem med sit hår. Kvinden har indset hun har brug for Guds tilgivelse. Hun giver ikke op. Tvært imod. Hun giver sig hen til Kristus, og tager imod hans tilgivelse. Hun erkender at hun ikke, ved egen præstation kan komme ud af sin fastlåste liv. Hun giver sig hen til Guds livgivende kærlighed.
Og Gud er kærlighed. Den kærlighed der griber og rækker ud, og finder mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig. Ligesom Gud har elsket os, skal vi også elske hinanden. Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.
Guds kærlighed er den fornyende og livgivende gave som giver os kraft til at give os hen til Gud og til hinanden. Det er den fred og den frelse, der omslutter kvinden, så hun får mod til at erkende sit afhængighedsforhold til Gud. Hun får mod til give sig hen og at tage imod, og det er faktisk noget af det modigste et menneske kan gøre.

Tilgivelse:
Og at indse vi er afhængige af Guds kærlighed ligesom kvinden, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv.
Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed.
Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold der holder, selvom når vi indimellem giver op, det er et sted hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Og tro er at vide sig afhængig af Gud.
Tilgivelsen er ikke noget vi kan bestille, forlange eller tildele os selv. Det er det liv, vi får del i, når vi som kvinden giver os Gud i vold. Tro er at turde give sig hen til livet i Guds favntag, i tillid til Guds evige nåde og tilgivelse. Hverken mere eller mindre.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Meningen rører os med medmenneskelighed

7. søndag eft. trinitatis /tekst: Matt 10,24-31

Hele verden har holdt vejret. Vi har levet med de 12 drenge og deres træner i grotten i Tham Luang i Thailand, og fulgt den dramatiske redningsaktion næsten fra time til time.
Det er et mirakel at de alle sammen er kommet ud i god behold, og tilsyneladende uden mén. Det var der næsten ingen der havde turdet håbe, efter at en af verdens dygtigste dykkere døde under et redningsforsøg. Vi har fulgt med i monsunregn og vandstigning og det kritiske iltindhold i hulen.

Jeg læste for engangsskyld lederen i Børsen, under overskriften ”Tham Luang kaldte det bedste frem i mennesket”. Jeg tror det er sandt. Der har været noget virkelig smukt over hele situationen.
Det har været en tid med stor frygt for det værste der kunne ske. Jeg kan ikke forestille sig den mor eller far, som ikke har tænkt: tænk hvis det var min dreng på 10 år der sad derinde.

Og det har været en tid med stor menneskelighed. Det har været ret fantastisk at se og høre hvordan bekymringerne for de 12 drenge og deres træner, formåede at kalde det bedste frem i mennesket.
Den thailandske militærjunta lagde sin forfængelighed til side og bad om international hjælp.
De lokale bønder fik deres rismarker ødelagt af mudder, men erklærede at redningen af drengene var vigtigere.
Forældrene tilgav træneren, der havde haft ansvaret for deres børn, da de gik ind i grotten.
Drengene selv virkede i deres breve til at være mere optagede af at berolige forældrene end af deres egen livsfarlige situation.
Fra hele verden strømmede sympati til de indespærrede drenge og til den omkomne dykkers familie.
De sociale medier gik nærmest amok.
Et mediehysteri? Nej, et menneskeligt fællesskab, konkluderede Niels Lunde i Lederen i Børsen. Jeg synes han har ret. Den store bevågenhed, har været udløst at ønsket om at hjælpe. Hjælpe andre mennesker.
Den ene af de to britiske dykkere, der fandt drengene i grotten, sagde forleden: ”Jeg dykker, fordi jeg holder af det, og har altid tænkt om det mon havde et formål. De sidste to uger var dét, som jeg har forberedt mig på hele mit liv.”

Det er en stærk motivation. Medmenneskeligheden er en stærk motivation. Så stærk at frivillige hjælpere fra hele verden tog til Thailand for at hjælpe.
Stærkere kan det vel ikke udtrykkes, at der findes noget i vores liv, der er vigtigere end om vi bare overlever det. Måske er det, hvad der med et gammelt ord, kaldes gudsfrygt. At der findes noget der er vigtigere, og som også er vigtigere end vores eget. Og måske er det, det vi taler om, når vi siger: at ”det kaldte det bedste frem i mennesket”. Gudsfrygt og medmenneskelighed er i hvert fald tæt forbundne.
Når jeg nu fremhæver redningsaktionen og den store verdens bevågenhed på de 12 drenge og deres træner, som et udtryk for gudsfrygt og medmenneskelighed, så er vi selvfølgelig også nødt til at opholde os ved det faktum, at der er noget helt skævt. For hvad med alle de andre mennesker der dør rundt omkring i verden? Der er desværre mange steder, der ville være brug for frivillige hjælpere, masser af penge, god vilje, gudsfrygt og menneskelighed. Men hvor vi ikke giver den.
At det lige blev drengene i grotten der vandt verdens hjerte, er der sikkert mange andre der er klogere end mig, der kan sige noget om, men lad os her nøjes med at konstatere, at det skete og man kunne ønske sig at det også sker, når der ikke er tusind kameraer tændt.
Gudsfrygt og medmenneskelighed er forbundet med hinanden. Og det er også forbundet med mening. Når vi bliver ramt af den medmenneskelighed der får os til at glemme os selv for en stund, og vi ser at vi er forbundet og at der er noget der er større og vigtigere end os selv, så er der meningen. Det er selve meningen med livet der rører os. Det er den mening eller det håb, vi kristne kalder Kristus. Kristus, som den der sætter selvet til side, ja ofrer sig selv, for mennesker. For det fælles menneskelige.

Det håb og den mening kendte den gamle prædiker ikke. Han er født længe før Gud gav sig selv til kende og blev meningen i Kristi skikkelse. Den gamle prædiker kunne ikke se meningen. Eller meningen var der bare ikke. For ham. Alligevel har ingen som han beskrevet den realisme og den dobbelthed der er forbundet med at leve. Prædikeren har i al sin tale om tomhed og jagen efter vind, sin egen form for opbyggelighed. Nemlig, erkendelsen af, at livet er som det er. Den har Prædikeren beskrevet smukkere end nogen anden:
”For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes , en tid til at dø. …En tid til at klage. En tid til at danse…. Osv.”
For det er jo præcis sådan livet er. Ved vi ikke det, lever vi ikke. Indimellem er livet som en smuk dans – og indimellem rammes vi eller vores kære pludselig og ubarmhjertigt at sygdom og ulykke, så vi ikke kan andet end at græde og klage.

Og meningen er hverken dansen eller klagen, lykke eller ulykken. Der er som vi ved flygtige størrelser. Det er bare. Det sker bare.

Det sker at en fugl falder til jorden. Det sker at 12 drenge bliver fanget i en grotte. Det sker at mennesker bliver taget fra os. Det sker at vi bliver syge. Og det er ikke meningen. Der er ingen meningen MED det, men det betyder ikke som prædikeren konkluderede at det er meningsLØST. Ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Det er meningen. Ikke AT den falder, men at Gud er med den, når den falder. Og at vi bliver berørt af den mening, der fremkalder både gudsfrygt og medmenneskelighed, så at vi kan glemme os selv for en stund. Det er meningen.

Det fjerner ikke det meningsløse i vores liv, men det gør det muligt at leve med det meningsløse. At leve med sorg og sygdom. At leve med at livet er som det er. Nogen gange smukt og nogen gange vanvittig hårdt. Gud er ikke kun i dansen og livet. Han er også i klagen og døden. Det er Kristus, der dør og opstår i os. Det er Kristus der sætter sit liv til, for vores skyld. Det er Kristus, der har gjort vores smerte til hans. Det er os der bliver berørt og favnet af ham, som er. Som er i det hele.

Redningsfolkene i det nordlige Thailand er ikke Kristus. Det er der ingen af os der er. Vi er mennesker på og ondt, med skriftende tider og forskellige talenter. Men når vi bliver ramt af den medmenneskelighed der får os til at glemme os selv for en stund, så vi ser at vi er forbundet og at der er noget der er større og vigtigere end os, så er det meningen. Det er selve meningen med livet der rører os. Det er Kristus der lever i os. Det er den berøring, som kan give os mod, som vi slet ikke vidste var i os. Og kræfter, som ikke er fra os selv. Det er den berøring, som gør, at finder fodfæste selv, når det stormer og suser omkring os.

Livet er som det er. Omskifteligt og ude af kontrol. Vi kan ikke gøre hverken fra eller til. Der er både en tid til at græde og en tid til le. Men vi kan have tillid til, at Gud er både i gråden og latteren. Der findes ikke en dag eller en tid, som ikke er i hans hånd.

Tanken om at den almægtige Gud, kender os og er så tæt på hver enkelt af os, at han kender antallet af vores hovedhår, virker overvældende. Måske endda intimiderende eller måske bare så urealistisk, at vi ikke kan forholde os til det.
For hvordan skulle den Gud, som rummer hele universet, også være så tæt på hver eneste af sine skabninger? Den tanke kan vi umuligt rumme, men måske kan vi finde varme ved den tanke, at det er sådan, fordi Gud har kastet sin kærlighed på os. For vi ved, at det er sådan det er, at det vi kaster vores kærlighed på, det ser vi meget klarere og kender meget bedre. Sådan er det. Når jeg ser ud over en skolegård med hundredvis af børn, så finder mit blik meget hurtigt mine egne tre. Sådan er det – Gud har kastet sin kærlighed på hver enkelt af os, kender os og slipper os ikke. Derfor og ikke fordi, der ikke er meget vi med god grund kan være både kede af og bange for, siger Kristus: Frygt ikke! Frygt ikke, for jeg er med jer i både latter og gråd, liv og død.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Bøn over Prædikeren kap. 3

Almægtige Gud,
Kære far i himlen
Vi takker dig for, at vi må tro
at du er hos os til alle tider.
Vær hos alle der har født,
vær hos alle der skal dø
Vær hos alle der har plantet noget nyt,
og spændt venter på om det bliver
som de havde håbet.
Vær os alle der har ryddet
op i deres liv, og er i tvivl om,
om de gjorde det rigtige
Vær hos alle der har slået
håbet ihjel hos andre,
vær hos alle der håber på
at blive helbredt.
Vær hos alle der er i færd med
at rive noget godt ned.
Vær hos alle der er i færd med
at bygge noget nyt op.
Vær hos alle der græder,
vær hos alle der ler.
Vær hos alle der klager sig,
vær hos alle der danser af glæde
Vær hos alle der spreder sig over for meget,
vær hos alle der samler det hele i en bunke.
Vær hos alle der har brug for
at blive omfavnet,
vær hos alle der ikke kan holde ud
at blive omfavnet
Vær hos alle der opsøger nye venskaber,
vær hos alle der har mistet en der stod dem nær
Vær hos alle der gemmer på en hemmelighed,
vær hos alle der kaster det hele over bord.
Vær hos alle der river venskaber itu,
vær hos alle der syr venskaber sammen
Vær hos alle der har brug for at tie,
vær hos alle der har brug for at tale
Vær hos alle der savner at bliver elsket,
vær hos alle der er fyldt af had
Vær hos alle der lever med ufred og krig,
vær hos alle der længes efter fred.
Vær hos os i dag og rør os
med mening og medmenneskelighed.
Giv os del i dit mod og din kærlighed
og giv os kræfter, der rækker
udover os selv.
Vi beder dig forny vores ånd
og velsign vores tid, med dit nådige nærvær.
I dag og i al evighed.
Amen

Udgivet i Kirkebønner og andre bønner | Skriv en kommentar

For Gud er alting muligt

6. søn. efter trinitatis /tekst: matt 19,16-26

En kamel kan ikke komme igennem et nåleøje. Ikke engang hvis den er helt lille og spæd, og nøglehullet er ualmindelig stort.
Den kan bare ikke. Heller ikke selvom vi siger, at det bare er et spørgsmål om vilje. Ja, det er nok en af vor tids største løgne, at alting er et spørgsmål om vilje.
”Man kan hvad man vil!” siger vi og pålægger os selv og andre al ansvaret for at få succes med det umulige. For vel kan vi da ej. Vi kan ikke på nogen mulig måde få en kamel ind igennem et nåleøje.

Det er sandt nok, at man ikke kommer langt uden vilje.
Det kræver talent, men det kræver også vilje til at øve, at blive en dygtig pianist.
Det kræver kærlighed, men det kræver også vilje at få et parforhold til at fungere.
Det kræver held, men det kræver også vilje at være en dygtig virksomhedsleder eller fodboldspiller.
Det er sandt nok, at man ikke kommer langt uden vilje. Men det er en løgn, at man kan hvad man vil. En stor fed løgn.
Og det burde nogen forældre fortælle de stakkels umusikalske børn, der stiller op til X-factor og andre talentkonkurrencer. I stedet får de et nederlag og føler sig frygteligt utilstrækkelige. De VIL af hele deres hjerte gerne være popstjerner, men det er umuligt, for det kræver at man i det mindste har bare en enkelt tone i livet.
Og det burde nogen sige til os, når vi forsøger at gøre det umulige. Når vi pludselig tror at det faktisk er muligt for os at få en kamel ind gennem et nåleøje.
Hvis vi bare anstrenger os nok, vil det nok – hvis vi bare kæmper med det, så kan vi godt. Sådan er vi opdraget til at tænke.
Vi kan næsten bilde os ind, at vi alene ved tankens kraft kan helbrede os selv, ændre vores livssituation, ja, frelse os selv. Hvis vi bare ”vil” det nok – så kan vi klare det umulige. Sådan tænker vi i dag. Men det er en stor fed løgn. Vi kan klare meget, men vi kan ikke klare det umulige.
Jeg tror ikke det er helt tilfældigt, at vi ser så mange blive ramt af stress og depression i de her år. Vi har et ambitionsniveau der er umuligt. Vi lever med en forestilling om, at livet på en eller anden måde er noget der skal præsteres, og som vi kan optimere, så det bliver nærmest perfekt. Det er en sejlivet forestilling, som hænger sammen med tanken om at ”vi kan hvad vi vil”, men det er en forestilling som vi slår os på igen og igen, for den holder ikke i virkeligheden.
For i virkeligheden slår kræfterne ikke til. I virkeligheden kan vi ikke alt, hvad vi gerne vil. Med årene erfarer vi det alle sammen. Det at livet indimellem er umuligt at have med at gøre. Der findes ikke et menneske, som ikke har noget at kæmpe med. Stort eller småt, men umuligt at gøre noget ved.
Jo ældre vi bliver, jo mere nærværende bliver det for os, at virkeligheden rummer meget smerte og at der er meget i livet, der er helt ude af vores hænder. Selvom vi bruger al vores opsparede vilje – eller alle vores penge – så kan vi ikke undgå livets indimellem barske stød.
Vi kan til en vis grad købe os til at gøre livet behageligt, men vi kan ikke købe os til livet. Og måske er det det, den rige mand skal lære! ”Ja, du har gjort meget – og ja, du kan meget og ja, du har meget – men der er en del af livet, som du hverken med magt, penge eller vilje kan blive Herre over.” Den rige mand, ville gerne leve livet helt ud. Han ville gerne gøre det gode, men han kunne ikke. Han kunne bare ikke. Ikke fordi han var et dårligt menneske, men fordi han var et menneske.
Pointen er ikke at pege fingre af de rige, pointen er at fingeren peger på alle os mennesker, der tror at vi kan klare livet på egen hånd.
Pointen er, at vi skal finde vores rigtige størrelse. Det rigtige perspektiv. Vi kan gøre meget, men der er så uendelig meget, som er ude af vores hænder og som er umuligt for os at gøre noget ved. Og det må vi erkende, for at kunne leve vores liv af Guds nåde og med en frimodig tillid til at for Gud er alting muligt. Det er ikke nogen let erkendelse for et handlingsorienteret og livsoptimerende menneske, at vi ikke kan nå i mål med vores livsprojekt med egen vilje. At det er umuligt.

Det er en stor kamel at skulle sluge!
Jeg ved ikke om det er lettere at sluge kameler end at få dem bugseret igennem et nøglehul, men ifølge Matthæus taler Jesus i hvert fald senere igen om kameler:
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab… I sier myggen fra, men sluger kamelen.”
Kamelen er altså oprindeligt et symbol på noget, der vejer tungere eller er vigtigere end noget andet. I dag bruger vi udtrykket, om at sluge en kamel, når man skal acceptere noget man ikke er glad for.
Hvis vi skal tale kamelsprog om dagens tekst. Handler det altså om at vi skal sluge den kamel, vi ikke kan få igennem nåleøjet!
Med andre ord: Vi skal erkende, at vi ikke er Herre i eget liv, men at vores liv og frelse afhænger af Gud. Det er Gud der giver os livet. Det er ved Kristus vi bliver frelst. Det er Helligånden der fornyr os og giver os nyt livsmod.
Det er en aflastning for os, der alle andre steder, får at vide at vi skal det hele selv. Det er en befrielse og en fantastisk gave. Men det er også en kamp og en daglig udfordring, faktisk at tage imod den gave og leve med den befrielse, der ligger i at vi lever af Guds nåde og barmhjertighed.
Paulus taler også om forholdet mellem det vi vil, og det vi kan. Han siger sådan her: ”Alt det jeg vil, det gør jeg ikke – og alt det jeg ikke vil, det gør jeg”. Og når han siger det, handler det selvfølgelig ikke om at stille op i X-faktor uden musikalske evner, eller at slå sig på at evnerne ikke rækker til at blive professor i teologi, selvom man nok havde viljen.
Og dog, for Paulus´ ord udtrykker en erfaring, som jeg vil tro, de fleste kan nikke genkendende til. Altså at der hersker en dobbelthed i os, som også bunder i en magelighed, eller en ulyst til alligevel at engagere sig helt i livet.
På den ene side vil jeg gerne være sådan et menneske, der altid sætter andres behov højere end min egne. På den ene side, VIL jeg virkelig gerne være sådan et menneske der gør det gode, men ofte orker jeg det ikke. Eller jeg gør det ikke, fordi jeg ikke kan få mig selv til det. Jeg vil, men jeg kan alligevel ikke. Jeg kan ikke, når alt er sat på spidsen, betale den pris det koster for mit eget ego. For det kræver erkendelsen af, at jeg har brug for hjælp. For Guds hjælp. Det kræver erkendelsen af, at hverken god vilje eller evner, strækker i forhold til at leve et helt liv i kærlighed. Kærlighed til min næste. Kærlighed til Gud.

Det liv er en befrielse. En befrielse fra at skulle præstere livet selv. Men det er også en udfordring, at kaste sig ud i det, i tillid til at Gud griber os. Det spring klarer vi kun ved Guds hjælp. For mennesker er det umuligt, for Gud er alting muligt. Også vores frelse!

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

De åbne arme

3. søndag efter trinitatis /Luk. 15,11-32

Den her fortælling om en far og hans sønner, er en grundfortælling om menneskelivet. For vi står alle i et forhold til vores ophav. Til vores far eller mor. Til vores forældre. Vi er alle sammen søn eller datter til nogen. Vi har alle sammen en arv vi bærer med os, og som vi må forholde os til. Gøre op med, forsone os med, takke for, ødsle væk eller måske flygte fra.

Bibelen er fyldt med fortællinger om fædre og sønner. Det går sjældent stille for sig. Litteraturen har også fundet meget af sit brændstof i den grundfortælling. Fortællingen om at forholde sig til den arv man har fået, fortællingen om at flygte fra det man kommer fra, fortællingen om svigt, opgør og indimellem forsoning med en far eller en mor.
Tænk bare på Karl Ove Knausgaards store seks binds værk – som dybest set er et langt opgør med sin far eller Leonara Christina Skovs ”Den der lever stille”, der er en frygtelig og god skildring af, hvordan hun har måttet kæmpe med sin mors knusende blik hele livet.
Jeg har lige været til foredrag med forfatteren Jens Blendstrup, der jo også fik sit store gennembrud med en bog om sit forhold til hans alkoholiske og dominerende psykolog far og hans opvækst i Risskov. Den bog, der hedder: ”Gud taler ud”, og som senest også er blevet filmatiseret. Han beskriver hvordan han først kunne få hul på at skrive bogen om faderen, da han fandt på at kalde ham Gud. Gud over ligusterkvarteret der i Risskov. Men også at bogen var nødvendig for ham i hans forsøg på at forsone sig med sin far. Som han jo elskede på trods af det hele.

Det er ikke os alle sammen der kan og skal skrive bøger om vores fædrene ophav. Det er heller ikke os allesammen, der er mærkede af så store sår og svigt. Men vi bærer hver især en arv med os. På godt og ondt. Der er noget på spil i forholdet mellem fædre og sønner, mødre og døtre.

Fortællingen om en ung mand der rejser ud og væk fra det han kommer fra, for at opleve verden på egen hånd og som vender hjem, som en anden – er også en grundfortælling i al dannelseslitteratur og også et tema vi kender fra folkeeventyret. Ja, det er den løsrivelse som skal finde sted i et hvert sundt menneskeliv.
Barnet der må løsrive sig fra sine forældre, som ung og finde sig selv, finde sine egne ben. Det er en del af den nødvendige identitetsdannelse. I det øjeblik navlestrengen bliver kappet, bliver afstanden mellem barn og forældre ved med at øges. Først går barnet et par stavrende skridt, og på et eller andet tidspunkt i ungdomsårene, er der mange børn der ikke kan komme langt nok væk fra deres forældre. Så rejser vi til Australien og bungee jumper, eller til Asien på trekking og så kommer vi hjem – og tror at vi er voksne. I hvert fald har vi også fået vores eget. Vores eget at slås med, men også vores eget sted og udgangspunkt. Vi har haft brug for at gøre noget helt andet, end vores far eller mor gjorde. Vi kan have brug for at gøre op med alt hvad der er kendt og givet, for at lande på en ny måde i verden. Det er dannelsesromanens træk.

Fortællingen om faderen med de to sønner er en menneskelig grundfortælling, men vi aner at der er noget mere på spil. For nok kan vi genkende os – i både den fortabte lillebror og den forargede og forsmåede storebror. Men der sker pludselig noget helt fantastisk og stort i den fortælling, som i virkeligheden er ganske lidt. En lille bevægelse, der ændrer det hele.
Den fortabte søn som først har smidt om sig og svinet med pengene, og som endte med i stedet at måtte spise med svinene. Han ville realisere og finde sig selv, men det gik jo så galt, og han gled helt ud af kurs. Han var fortabt, og nåede den bund, hvor der ikke er udsyn. Han kunne ikke se andet end sig selv, og det han så, fandt han så uværdigt og ynkeligt, at han ikke gjorde sig forstilinger eller håb om at der var nogen der længere ville kendes ved ham. Han var blevet hjemløs, og så gik han alligevel mod det hjem han havde haft. Han kendte ikke andre steder. Men han gjorde sig ingen forhåbninger om længere at høre til.
For han har syndet og han fortjener ikke længere at være nogens søn. Han tog vitterligt afsted med lommer og rygsæk fuld, og kom hjem fuldstændig tomhændet og uden noget godt at sige. Måske endda kun noget dårligt.

I virkeligheden er det en tung vej og næsten helt uoverstigeligt at skulle se sin egen skam i øjnene. Afstanden er blevet for stor. Det gør for ondt. Der er for mange ord der burde siges, men som er alt for svære.

Men i den her fortælling, som er en fortælling om Gud, som vores barmhjertige far, sker der noget helt fantastisk og stort – som i virkeligheden er ganske lidt. En lille bevægelse, der ændrer det hele.

Faderen åbnede armene og gik hen imod ham og tog ham til sig. En ganske lille bevægelse, som ændrer alt.

Hovedpersonen i den her fortælling, er hverken den ene eller anden af sønnerne. Hovedpersonen er faderen, en far, vi aldrig har set magen til. Hverken den yngstes søns grådighed og kynisme eller den ældste søns kolde selvretfærdighed forandrer hans sindelag. Hans godhed står fast. Den bliver ikke anderledes, og det er sønnernes held.
Mysteriet ved forløsningen er, at Guds søn blev menneske, så at alle Guds fortabte børn, bliver sønner og døtre, ligesom Jesus er søn. I det perspektiv får fortællingen her en helt anden dimension. Jesus, Faderens elskede søn, forlader Faderens hjem, for at tage alle os der er faret vild i vore eget, med sig hjem.
Det er vores held. Godheden står fast. Gud er som den gode far, der aldrig lader os ændre status i hans familie. Uanset hvor meget afstand vi lægger og hvor meget vi går i den forkerte retning af ”hjem” og uanset at vi kan føle os helt fortabte, så er vi det dybest set aldrig. For vi er Guds børn. Hans sønner og døtre. Og når vi kommer løbende, så åbner han armene og tager imod os. Tager imod os, som kun Gud kan gøre det.
Alle os der er faret vild og er blevet hjemløse. Til os kommer han og vi kan være hjemme igen. En ganske lille bevægelse, gør hele forskellen.

Kristen tro er en bevægelse. Den store skaber Gud, har bevæget sig ind vores skrøbelige menneskeliv.
Som barnet der bliver rakt i vores arme, og tillidsfuldt rækker ud efter os
Som det ord der forløser og løser knuder på stemmebånd og imellem os.
Som faderen der åbner armene og tager imod os., når vi kommer løbende og hverken ved ud eller ind.
Som en ny begyndelse
Som heling af det der er gået i stykker
Som opbyggelse af det der er slået ned

De to sønner havde begge hjemme hos faderen. Den ene måtte ud for at erkende det. Den anden fandt måske ud af det, selvom han blev boende hos sin far. For dem begge gælder det, at det er faderens kærlighed, der giver dem deres hjem. Det er ham, der favner dem begge, uanset hvor de selv føler, de hører til.
Det er forbindelsen mellem ham og dem, der gør deres hjem. Gården kunne købes for penge, men hjemmet er skabt af forbindelsen/kærligheden mellem faderen og de to sønner. På samme måde er vi hjemme hos Gud, fordi vi er forbundet med ham.
Når faderen i fortællingen tager imod sin bortrejste søn, så slagtes fedekalven, ikke fordi faderen er ligeglad med, hvad sønnen har gjort. Han har gjort sig nogle dyrekøbte erfaringer, som forhåbentligt har gjort ham klogere. Nej, faderen slagter fedekalven, fordi han har fået sin søn tilbage, som han havde tabt. Han er hans søn og ingen handling må skille ham fra hans søn. Der er en forbindelse, der er stærkere, og Guds kærlighed er netop den forbindelse, vi skal stole på.
Det er den forbindelse mellem Gud og mennesker der får Kirkefaderen Augustin til at sige: ”for du har skabt os til dig (Gud), og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”.
Et hus er bare et hus. Et hjem derimod, er altid nogens. I sit dybeste væsen er det Guds. Hos Gud kan jeg rummes, som jeg er. Hos Gud har jeg et hjem, som jeg igen og igen kan vende tilbage til. Et hjem, hvor jeg igen og igen kan søge ly og læ for verdens mange storme og domme. Et hjem, hvor jeg kan finde hvile og ”komme til mig selv”. Fordi kærligheden – Guds kærlighed – er så stor, at den kan rumme mig som jeg er. Også når jeg fra tid til anden går ud af mig selv og løber væk fra alt det der er mig og det jeg er skabt til og sat i. Også der er Gud mit hjem, mit helle, mit hjertes hvile

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Trøsteren

Pinsedag

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Nu kom vor pinselilje-tid!
Naturen forkynder i al dens vidunderlige vælde, åndens kraft. Pinse er forkyndelsen af Guds nærvær imellem os.
Der er stærke naturbilleder i Grundtvigs pinsesalme. Ånden der som en liflig luften, puster liv i alt åndsvagt og småligt menneskestøv, så vi bliver åndfulde og opladt på ny.
Opladt som batterier der er løbet tør for strøm. Livet vender tilbage til os. Som vi nogle gange helt fysisk mærker det her om sommeren. Som solen der giver os energi.

Wikipedia beskriver ordet ”energi”, som en usynlig fysisk kraft med potentiale til at skabe bevægelse. Energi kan hverken produceres eller tilintetgøres, kun omdannes. Her finder vi nok den vigtigste årsag til at disciplene blev fyldt med mod. Den himmelske vind blæste gennem lokalet, og den guddommelige energi, der går under navnet Helligånden, fyldte dem.
Min erfaring er, at når man ser tilbage på det liv, man har levet – og det er ikke fordi jeg vil hævde at være hverken særlig erfaren eller særlig vis – men det slår mig alligevel, at der er to ting der bliver tydelige.
Jeg ved ikke om det er en generel erfaring, men nu kan I jo prøve at tænke efter, om I kan genkende det?

Den første er, at det sjældent var de bevidste valg, der afgjorde ens livsvej, snarere det vi ikke valgte:
Den kærlighed som kom, den kærlighed som gik i stykker.
De børn som blev født, de børn som vi mistede eller de børn som vi aldrig fik.
De hændelser, som gjorde at vi ikke længere kunne gøre det, vi tidligere kunne.
De ulykker som ramte os, og som rystede vores verden i en sådan grad, at alt blev forandret.
Eller det held, som pludselig ramte os, så vi var præcis det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
Det er, som om den type erfaringer former vores liv mere end noget andet.
Det anden er opdagelsen af, at der ved enhver skillevej var et medmenneske, et menneske der ikke selv ville betragte sig som betydningsfuld, men som alligevel var tilstede med det, der var brug for netop da, og fik en afgørende betydning.

Det der møder os i livet, har ikke altid et formål, slet ikke – men nogle gange kan der efterfølgende vise sig noget godt. Og det er klogt at huske på, selvom man ikke kan bruge det til ret meget, når man står lige midt i det.
Der er meget trøst at hente for os i pinsens fortællinger. I beretningen fra apostlenes gerninger om pinseunderet, møder vi en flok mennesker i afmagt. De, disciplene er i sorg og de er bange. De aner ikke hvad de skal gøre, eller hvilken vej de skal gå fra nu af. Gulvtæppet er revet væk under dem, som vi siger med et meget malende udtryk. Og så pludselig, som lyn fra en klar himmel, bliver de gen-opladt. De bliver fyldt at Guds ånd, så de får mod og kræfter til at gå ud i verden. Det er den ånd, den energi, og det gudsnærvær Jesus taler om, når han siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”.

Pinsen ændrede fuldstændig disciplenes situation. Det var ikke noget bevidst valg, at det skulle være sådan. Det var ikke dem der besluttede det – men det afgjorde deres livsvej. Guds ånd kom over dem og de blev fyldt af både mod og pligt til at gå ud i verden. Det blev med et lidt Old school ord, deres kald.
Og pinse er, at det ikke kun er noget der skete i fortiden, for den gruppe der var på det sted, på det tidspunkt – men at det er noget der også sker for os.
Jesu ord lyder på tværs af tid og sted, som det evige ord, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen i Guds evige nærvær. Jesu ord, lyder også til os: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”.
Gud eksisterer ikke bare i fjern ophøjethed, men er vores og samtidig også livsgaven. Det er noget centralt i kristendommen, at livsgaven og livgiveren ikke kan skilles ad. Helligånden giver ikke bare noget, men den giver sig selv. Som energi der ikke kan produceres eller tilintetgøres, men omdannes til bevægelse i os og imellem os.
”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”. Hos Grundtvig omtales talsmanden ofte som trøster eller ledsager.
Indimellem – ja, måske endda oftest, kommer trøsten til os, gennem et medmenneske, et menneske der får betydning for vores livsbane. Det er klogt at huske på, at vi også kan være det medmenneske, som bringer trøst til en anden.

Indimellem kan vi opleve det sådan at vi står i en situation, og føler os magtesløse og måske også bange, fordi vi ikke kender det næste skridt. Eller fordi gulvtæppet er revet væk under os, og så får vi nogle kræfter, som vi ikke troede vi havde. Ikke fordi vi tager os sammen og klare det umulige, men fordi det er nogle kræfter vi får givet.
Som solen der giver os energi, sådan kan vi også opleve at få givet nogle kræfter og noget mod, så vi kan klare det vi skal. Det, der med et lidt old school ord, kunne kaldes for vores kald. Vores opgave. Vores pligt.
På latin er ordet for ånd spiritus. Vi kan genkende det i ordet inspiration. På pinsedagen opfyldes disciplene, ifølge den latinske oversættelse altså med spiritus, og man forstår, hvorfor folk har opfattet disciplene som fordrukne eller fulde.
Men at fyldes med ånd betyder egentligt at inspireres. At blive inspireret.
I pinseberetningen udtrykkes inspirationen gennem billedet af ilden, der fordeler sig på disciplenes hoveder. De bliver fyr og flamme!

Hvis nogen af jer så prinsebryllup i går, så var det også det den karismatiske og meget lidt engelske biskop Curry talte så brændende om i går. Kærlighedens ild. ”The power of Love”. Han sagde at hvis vi kunne formå at bruge kærlighedens kræfter, på samme måde, som vi har brugt ildens kræfter, så vi ville vi kunne skabe en helt ny verden. Fordi der er så stærke kræfter i kærligheden. Den brænder som en ild.
Så det er nok ikke tilfældigt at Helligånden udtrykkes gennem netop ild, her pinsedag. Som ild der bliver tændt i vores hjerter. Som den kærlighed, der er så stærk som flammende ild. Så den har kraft til at forandre mennesker og fællesskaber.
Vi bruger også ildbilledet i dag, når vi taler om ”at brænde for noget”. At brænde for noget er at være fyldt med ånd. Man kan brænde sig på noget, man kan brænde op og brænde ud – men når man brænder for noget, så er man fyldt af ”spiritus” – af inspiration, så er man fyldt af ånd.
Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Inspiration er derfor både aktivt og passivt:
Som indtryk – Ånden kommer over én–tit helt uventet – og skaber forandring i os, der resulterer i handling for det, man brænder for.
Når man brænder for noget, så sætter man også aftryk – eller brændemærker – i andre – så kan man brænde sig ind i andres bevidsthed eller hjerter.
Det er det vi fejrer i dag. Det er kirkens fødselsdag. Disciplene blev sat i brand, og deres inspiration – deres ånd, satte aftryk i verden og i os, brændte sig ind i menneskers hjerter kloden over, og det er den ånd – den inspiration – kirken bygger på. Kirken er ikke bygget af brændte mursten, men af brændende hjerter. Det er klogt at huske på, når vi nogen gange kommer til at fortabe os i bygninger, og et tårn der måske snart falder sammen. At kirken den står om end tårnene falde!
Helligånden som trøster og ledsager fremhæver Guds nutidighed. Pinse er ikke ligesom jul og påske fortidighed, men er kristendommens absolutte nutidsdimension. Pinse – inspirationens højtid – er altid nutid. Ånden er altid nærværende.
Ånden er livskraften, Ånden er den, som inspirerer os, som rører os udefra og sætter et aftryk i os, så fortællingen om Jesus, Guds søn, får betydning for os.
Og Ånden er livgiveren, der giver os det liv, som vi ikke kan give os selv, og som bliver ved med at forny vores ånd til fred og glæde, til tro og til liv.

Jesus siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”
Må vi blive fyldt af den ånd, der giver os kræfter og mod til at leve.
Glædelig Pinse!

Med inspiration fra Thomas Sjödin

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

En fri mand

4. søndag efter påske / Joh 8,28-36

Vi bruger frihedsbegrebet i flæng. Vi taler om at få fri fra arbejde, om ytringsfrihed, om valgfrihed, frihandel, friskoler, forsamlingsfrihed og fri sex.

Vi bruger med andre ordet begrebet ”frihed” ret frit – og det er på en måde helt i begrebets egen ånd, men altså også misvisende eller forvirrende.

Frihed er mange ting. Og måske er det omsonst at gå på jagt efter en slags frihedens ”DNA”, eller fællesnævner. Der er stor forskel på i hvilken sammenhæng der tales om frihed. Tag fx udtrykket: ”Han er en fri mand!”

Vi ved hvad det betyder i retssystemet. Det betyder at den anklagede, har været for en dommer, og er blevet frifundet. Dommeren har vurderet på baggrund af de beviser der er fremlagt, at den anklagede ikke er skyldig, og han kan gå derfra som en fri mand. I en retslig sammenhæng betyder det altså alene, at man ikke er skyldig og derfor ikke skal straffes.
Når vi taler om frihed, sådan generelt, så tænker vi næsten altid på vestens moderne politiske frihed, med værdier som ytringsfrihed, personlig frihed og demokrati.
I en politisk sammenhæng, vil en fri mand, være en borger i et demokratisk samfund med frihed til at tænke, tale, tro – og træffe personlige valg.

Det er stærke værdier i det danske samfund, og er der noget der kan få os op af stolene, så er det hvis vores frihed i en eller anden grad kommer under pres. Tænk bare på diskussionen om ytringsfrihed!

Vi kan være uenige på tværs af politiske partier om hvordan friheden skal vægtes i forhold til fx sikkerhed eller fællesskabet og ligheden. De liberale partier lægger vægt på den personlige frihed i forhold til staten. Ja, for nogle år siden udråbte Søren Pind endda sig selv som ”frihedsminister”.
Men grundlæggende er der fælles enighed om at vi skal værne om demokrati, menneskerettigheder og økonomisk retfærdighed. En fri mand er altså borger i et demokratisk samfund.
Når psykologien eller psykoterapien taler om frihed – eller tanken om at være en fri mand – et frit menneske, så er det en anden slags frihed der tales om.

Det giver mening af skelne mellem en ydre og en indre frihed. Hvor den retslige og politiske frihed er en ydre frihed, er psykoterapiens eller psykologiens en indre frihed.

Psykoterapien vil fremme menneskets frihed. Hjælpe mennesker til at blive myndige og frie, ved at finde frem til sammenhænge og årsager, blotlægge gamle traumer og oplevelser fra barndommen. Eller der kan være nogle handlemønstre og tanker i forhold til nogle af de mennesker der er tættest på, der forhindrer én selv i at folde sig ud, at blive myndig – at blive fri.
Den indre frihed handler i psykoterapien – med en lidt bred formulering – om at lære sig selv at kende, og finde ud af hvad der gemmer sig i ens sind. Det handler om at erkende det, og lære at leve med det, på en måde så man ikke længere er bundet af det.

En fri mand, er i psykoterapien, et menneske, der er kommet til en accept af sin fortid og sig selv, så han kan gøre sig fri af den – og elske sig selv, som den han nu er.
Der er ingen tvivl om at når Jesus taler om frihed, så er det også den indre frihed det handler om. Når han siger: ”Hvis I bliver i mit ord, skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”, så tænker han ikke på hverken ytringsfrihed eller økonomisk frihed – så handler det om en indre frihed.

Men hvordan adskiller troens indre frihed sig fra psykoterapiens? Jeg tror det er et afgørende spørgsmål. Eller: måske snarere, hvad skal jeg bruge den frihed, som Jesus tilbyder til?

Jeg kender nærmest ingen, som ikke vil sige at der er mange gode værdier i kristendommen. Værdier som næstekærlighed, ligeværd og tilgivelse. Dem vil de fleste mennesker kunne tilslutte sig, som værdier der er værd at leve sit liv på – og som giver mening i vores liv med hinanden. Men jeg tror der er mange der har det vanskeligt med at forstå hvad de skal bruge den frihed, som Jesus tilbyder, til. Hvad er det vi skal befries fra? Hvad er det vi skal frelses fra?

Måske tænker man: Jeg har ikke lyst til at blive frelst! Jeg har det faktisk meget godt. Jeg har et godt liv, som det her. Jeg har ikke brug for at blive frelst. – Jeg tror tanken om at frelse er en nødvendig frihed, virker fremmed på mange.
Og selvfølgelig gør den det, havde jeg nær sagt. For vi er vokset op med en almindelig psykologisk forestilling at vi kan finde alle svarene i os selv, eller i vores opvækst – at kimen til frihed ligger i os og den måde vi tackler det vi nu bærer med os. Det kan virke umyndiggørende at forholde sig til at egentlig frihed ikke findes i os selv, men at der en frihed, som vi ikke selv kan grave frem – men som kommer til os udefra.

Jeg tror vi har svært ved at forlige os med forestillingen om at vi er afhængige af noget som helst. For betyder det så, at vi alligevel ikke er frie? Er det ikke en umyndiggørelse af os som mennesker?
Det er ikke noget jeg har belæg for at sige, men jeg har en ide om at vi måske nogle gange kommer til at overfører værdier fra den ydre frihed til den indre frihed. Som om der gælder de samme mekanismer og regler. Det er i hvert fald en tanke værd – Der er forskel på ydre frihed og indre frihed. En fri mand, er ikke bare en fri mand.
Jesus taler klart om den indre frihed, når han siger, at ”hvis jeg får jer frie, skal I være virkelig frie”.

I kristen terminologi er det modsatte af frihed ikke fangenskab, men synd. Det modsatte af frihed er ikke bundethed, men synd. Og så alligevel, for Jesus taler om at vi kan være ”trælle af synden”.
Og synden er ikke, det det der er synd for os – eller det kan også være synd for os, men synd er – med en lidt bred formulering – det der skiller os fra vores medmennesker og fra Gud.
Synd er måske i bund og grund, når vi er os selv nærmest. Når vi glemmer at vi ikke bare lever for os selv, men er forbundet med andre mennesker. Synd er når vi ikke vil vide af at være bundet af andre, men er bundet på hænder og fødder til os selv.
Det kan være nogle handlemønstre og tanker i forhold til nogle af de mennesker der er tættest på, som man ikke selv kan vikle sig ud af. Måske kan man komme et stykke vej med psykoterapi, og det kan være helt nødvendigt. Det kan give en erkendelse af at man er den man er – der kan ligge en myndighed og en frihed i at komme dertil – men for det troende menneske ligger den virkelige frihed faktisk også i tanken om at man er bundet til synd.
Altså at det onde vi gør eller tænker, det kan vi ikke slippe fri af – den frihed kan vi ikke skabe selv. Det er på én gang vores egen skyld og noget, vi ikke kan undslippe. Begge dele. Man kan måske sige at synden er vores skæbne. I den kristne tradition har man med et ret udskældt ord kaldt det for arvesynd. Men jeg kan egentlig god lide det ord. For det gør det, som er dybt personligt – til noget helt almen menneskeligt. Tanken om arvesynd er paradoksalt et værn mod fordømmelse af andre. Vi kan ikke – med rette udskamme eller pege fingrer af andres synd, uden samtidig at måtte pege på os selv. For vi kender den fra os selv. Vi er alle sammen syndere. Erkendelsen af det er paradoksalt nok en befrielse.
Den frihed som Jesus tilbyder, betyder at vi bliver myndiggjort og sat frie til at leve på de betingelser, at vi er afhængige.
At være afhængig er, at hænge på hinanden. Der er noget godt og særligt ved at hænge på hinanden både når livet er let og ubekymret og når problemerne tårner sig op. Det er udtryk for at vi hænger sammen.
Og at indse vi er afhængige af Guds helende og fornyende kraft, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv. Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed. Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold, hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Tro er at vide sig afhængig af Gud.
En fri mand i kristen forstand, en der ved at han er afhængig af Gud.
Luther siger sådan her, om det at være en fri mand:
”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet. Et kristent menneske er i alle ting en træl, skylder at gøre tjeneste og er enhver undergivet” (Et kristent menneskes frihed)
Vores liv udspilles under det paradoks. Kristus har sat os fri af loven og ydre krav, men den frihed, som troen giver den kristne, er en indre frihed til i kærlighed at tjene sit medmenneske.
Vi må hver dag, insistere på at det giver mening. Insistere på, at det giver mening at være her, hvor jeg er. Vi må insistere på at det giver mening at være på den plads hvor vi nu engang er. Med de mennesker der er omkring mig. Den familie jeg er født ind i. De venner og kollegaer og naboer jeg har. Vi må insistere på at det giver mening at være mig, med de udfordringer og kampe der blev mine. Og de evner og gaver jeg har fået.
Vi må insistere på den gode og sunde afhængighed af livets Gud, og mine livs mennesker. Vi må insistere på at turde give os hen og tage imod, den tilgivelse og den kærlighed der rækkes til os. Troen på det, er den virkelige frihed. Den frihed, som ikke afhænger af ydre omstændigheder – men som giver os en indre fred.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Alle veje fører til veje

3. søndag efter påske/ Joh. 14,1-11

Alle veje fører til Rom, siger man. I den her uge har jeg læst Helle Helles nye ret fantastiske bog, med den korte titel ”de” – hun siger noget andet. Allerede på første side kan man læse, at ”alle veje fører til veje. ”
Det har jeg tænkt noget over. Jeg tror i hvert fald ikke altid jeg har det sådan, at alle veje fører til veje.
Der er nogle af de veje jeg har gået, som er endt blindt. Chancer jeg har taget, som viste sig ikke at føre til noget.

Og så alligevel. Evangelisk set har Helle Helle ret. ”Alle veje fører til veje”. Det er på en måde kristendom i al sin enkelhed, at vi mennesker ikke kan havne et sted, hvor der ikke er en udvej. Vi kan ikke stå i en situation, som er så håbløs, at alt håb er ude. Vi kan ikke befinde os på en vej, hvor det ikke er muligt for Gud at finde os. Ja, ikke engang døden er en blind vej. Det er kristen tro.

Også selvom erfaringen siger de fleste af os, at vi kan være kommet på afveje. At vi kan være på vej væk fra alt hvad der giver mening.

Erfaringen siger os også at livet ikke er en snorlige vej, men at vi tit går mange omveje af snørklede bjergstier og andre mærkelige småveje, som man slet ikke vidste fandtes, før man pludselig er der.
Deraf udtrykket ”alle veje fører til Rom” Eller: oprindeligt stammer udtrykket fra dengang Romerriget strakte sig over hele den kendte verden. I Romerriget anlagde man kun veje, der kunne fører én til eller fra Rom.
Men i dag bruger vi udtrykket symbolsk: Lige meget hvilken vej du går – eller hvilken metode du vælger, så kommer du til det samme resultat. Nogen går den lige vej, andre går en masse omveje.
Nogen sprøjter deres ukrudt med Roundup, andre luer det med en hakke. Uanset hvad, bedet bliver rent for ukrudt. Resultatet bliver det samme.

Der er en verden til forskel på om ”alle veje fører til Rom” eller ”alle veje fører til veje”. I konsulentverdenen ville man tale om, hvorvidt man er produkt- eller procesorienterede. Eller om man er optaget af resultatet eller bagvedliggende værdier.

Der er noget meget produkt- og resultatorienteret over den tid vi lever i. Vores børn bliver testet fra de helt små klasser, teenagere skal vælge uddannelse inden de overhovedet har fundet ud af hvem de er, og fremdriftsreformen har i vid udstrækning gjort kål på alt hvad der i gamle dage hed fjumreår, dannelsesrejser og læsning af bøger der ikke står på pensumlisten.
Det kan godt være vi ender i Rom, men spørgsmålet er, hvad vi har fået med os i rygsækken? Det bliver let lidt tilfældigt hvad vi hiver ned fra hylderne, fordi der simpelthen ikke er ret meget der har tid til at bundfælde sig.
Og så står vi der i Rom, og ved måske hverken hvad vi laver der, eller hvem vi er. Mange af os bliver stressede og syge af at skulle mases ind på én af de veje der fører til Rom.
På den ene side har vi aldrig haft flere valg og muligheder, og på den anden side er vi alligevel endt som en pølsefabrik, der konstant skal levere, optimere og præstere.
Når Jesus siger om sig selv, at han er vejen, så skal det forstås rigtigt, for at giver mening.
Mange gange er vægten blevet lagt på vejen i bestemt form. Altså at han er den vej, der fører til Rom – eller i en kristelig sammenhæng. Han er vej-EN til Gud.
Det er interessant at lægge trykket der, når man gerne vil gøre klart hvem der er på rette vej, og hvem der ikke er. Den måde at tænke om Jesus på, ligger måske i tiden. Det bliver ret let meget resultatorienteret. Hvis du gør sådan og sådan, lever sådan og sådan, så kommer du til Gud.
Som om Kristus-vejen er én bestemt måde at leve sit liv på. Som om der findes tests der kan afgøre hvor på den vej vi befinder os, som om vi har en målestok der kan afgøre om vi er tæt på eller langt fra målet.

Jesus siger også om sig selv, at han er sandheden – også det er tit blevet forstået som noget statisk. Næsten som om det er muligt at komme til at eje sandheden. Der er noget ekskluderende over den tanke, og sandheden er vel nærmere den at vi ikke kan eje sandheden, men vende os imod den – som et pejlemærke, en vej at gå på, som mening der kan kaste lys over vores liv.

Måske bliver den bevægelse tydeligere, når vi får det sidste udsagn med. Nemlig, at Jesus siger om sig selv, at han er livet. ”Vejen, sandheden og livet”. For livet er der alligevel ingen af os, der tør hævde vi har styr på, eller mestrer. Der er ingen af os der vil hævde, at vi kan komme til eje livet.

Det er almindeligt at bruge billedet af livet som en rejse. En rejse fra vugge til grav, siger vi – det er jo så langt erfaringen rækker.
Men når Jesus taler om at han er vejen, sandheden og livet – så er det en vej og en sandhed og et liv, der rækker længere end vores erfaring.
Det er ikke alene det vi kan teste og måle og veje. Det er ikke kun den vej i vores liv, der går fra A-Z eller på en eller anden måde ender i Rom. Eller i mere præcist, en kiste.
For ligesom vi kan sige, at alle veje fører til Rom – så kan vi sige at der er en ting der er helt sikkert og det er, at uanset hvordan vi har levet vores liv, uanset hvilke veje vi har gået, og hvilke valg vi har truffet, så ender det med at vi dør. Resultatet bliver det samme – hvis vi skal blive i konsulentverdenen.
Men siger Jesus, der er noget der er større end det – og det er den vej han inviterer os til at gå på, den sandhed han vil vise os og det liv han vil give os.
Det der er det liv der ikke er bare en vej fra vugge til grav, med få eller mange afstikkere, omveje, bump og snoede bjergstier. Det er et liv med en dimension af dybde og højde og fylde.

Det er det liv, hvor alle veje fører til veje. Hvor Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes – vær ikke bange – tro på Gud og tro på mig!”
Det ligger en trøst i det udsagn – nemlig at vi kan leve vores liv i tillid til at Gud er med os, også når vi er forfærdede og bange.

Der ligger også en opfordring i det udsagn – nemlig at vi i troen på Gud kan få del i det liv der ikke bare går der ud af, men som også er et liv med dybde, højde og fylde.

Jesus siger om sig selv, han er er vejen, sandheden og livet. Troen på ham, giver ikke adgang til et eksklusivt liv med en direkte linje til lykke og lyksalighed. Det giver os et liv, hvor vi må tro at alle veje fører til veje.

Der findes ikke en vej, som Gud ikke er fortrolig med, siges det i salme 139 i det gamle testamente. Vi kan ikke befinde os på så vanvittig en afvej, at han lader os gå til grunde.

Der findes ikke veje, der ender blindt. Også på de veje i vores liv, som kan synes helt ufremkommelige og forkerte, findes en vej ud eller hjem.

Alle veje fører til veje! Nogle gange kan vores liv synes som en lang omvej, eller et fjumreår vi ikke selv har valgt.
Men troen på Kristus er, at der er noget der er større og dybere og højere, end det vi står fast i lige nu.
Det er større end vores erfaring og det vi kan forstå. Og det er dybere og sandere, end det vi selv kan finde på. Det er det evige liv, som rækkes til os midt i al vores travlhed og tanker om fremdrift og planer om at komme til Rom.

Må Kristus være foran dig og vise dig vejen.
Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig.
Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg.
Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder.
Må Kristus være inden i dig og fylde dig med sin ånd.
Må Kristus være omkring dig og bevare dig for alt ondt.
Må Kristus være oven over dig og velsigne dig.
(Skt. Patricks velsignelsesbøn)

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Opstandelsesblindhed

Prædiken, 2. påskedag / tekst: Joh 20, 1-18

Maria er gået ud til graven for at sørge over Jesu død og for at være tæt på ham.

Ligesom nogle af os gør, når vi går på kirkegården for at mindes vores døde. Måske oplever vi, at vi er lidt tættere på dem, når vi ved at deres fysiske legeme, ligger der under stenen. Vi kan have brug for et sted at gå hen, for rigtigt at mindes dem.
Det er forskelligt for os, hvordan vi har det med kirkegårde. Nogle har ikke brug for det der fysiske sted, for at mindes deres døde. Måske snarere tvært imod. Der kan være mange andre steder, som vækker minder. Steder som man holdt af at være sammen i levende live. Udsigter og horisonter man har stået foran sammen, og nu tager man derhen med den døde i tankerne.
Det kan være forskelligt for os, hvordan vi har det med kirkegårde – men hvis vi har mistet et menneske der var tæt på, vil de fleste af os have steder eller minder vi vender tilbage til, når vi har brug for at holde fast i det vi havde sammen.

Maria er gået ud til graven for at sørge over Jesu død og for at være tæt på Jesus. Hun vil gerne holde fast i ham, og i det de havde sammen. Hun vil gerne holde fast i det der var godt.

Ligesom nogle af os kan sørge over at have mistet noget der var godt i vores liv. Noget i vores liv, som fyldte vores dage med lys og mening. Noget der gav vores liv retning.
Det kan være et venskab, der er gledet ud i sandet.
Det kan være vores situation der har ændret sig radikalt.
Et brud eller en skilsmisse.
Det kan være et arbejde vi ikke længere kan udføre.
Det kan være vi eller vores nærmeste er blevet ramt af sygdom, der ændrer det hele.
Og vi forsøger at finder tilbage til sådan som det var. Vi vil gerne holde fast i det der var godt.

Maria stod udenfor graven og græd. Og da hun ser ind i graven, ser hun at Jesus ikke længere er der. I stedet sidder der to engle, som spørger hende: ”Kvinde, hvorfor græder du?” og nu græder hun ikke fordi Jesus er død. Hun græder fordi han ikke længere er der, hvor de havde lagt ham.
Hun tror der er nogen der har taget ham, og det siger hun til englene. De engle som bare sidder der og lytter til hende, og som får hende til at vende om og gå ud af graven.

Ligesom vi kan gå i stå og kigge længselsfuldt efter det, som ikke er mere. Vi kan forsøge at gå tilbage, for at genfinde det som var engang. Og når vi ikke finder det, så må det være nogle andre der har fjernet det. Der må være nogen der har taget det fra os. Vi kan ikke komme op med andre forklaringer, end at der må være en forklaring. Vi vil vende tilbage til udgangspunktet, men udgangspunktet er der ikke mere. Vi kan ikke vende tilbage til det tabte paradis, for det er der ikke mere. Og vi aner ikke hvad vi så skal forvente os. Vi kan ikke forestille os det næste skridt. Og vi kan være helt ideforladte, og helt mangle sans for opstandelsens kraft. Vi står bare der, og har brug for en eller anden engel der spørger os: ”Kvinde, hvorfor græder du?” og får os til at vende os bort fra det der er tømt for muligheder. Og mod det nye liv.

Maria græder stadig, da hun, lige uden for graven møder Jesus. Ham som hun sørger over. Ham som hun savnede. Ham som hun ville have tilbage. Men hun kan ikke genkende ham. Hun kan ikke genkende den opstandne. Hun står foran den opstandne, og hun ser det ikke. Hun tror det er havemanden, og begynder at udspørge ham. Måske næsten anklagende. Hun tror det er ham der har flyttet Jesus. ”Gør noget!” siger hun. ”Hvis du ved noget”, så vis mig det. Trygler hun. Måske fordi hun er så optaget af at finde det samme, som var engang. Hun ser efter det gamle liv, og kan ikke få øje på det nye.

Ligesom vi kan være blinde for opstandelsen. Smerten over det gode vi har mistet, er svær at leve med. Og vi bliver måske aldrig færdige med at sørge og græde over det tabte. Sådan er det. Men pludselig mens vi står der ude af os selv, eller ved siden af det der gav mening. I noget der ligner meningsløshed. Så står han foran os. Livet vender tilbage. Vi bliver vidner til opstandelsens kraft. Det er slet ikke sikkert vi ser det. Måske genkender vi den ikke. Måske kan vi slet ikke se, at det er livet der er der lige foran os. Vi kan være fuldstændig opstandelsesblinde, fordi vi kigger efter det forkerte. Efter det der var engang. Vi kan stå der, med et mirakel foran os og gå i rette med det, eller misforstå det. Vi kan møde et menneske, som kan blive en velsignelse for os, uden at kunne se det. Ved første øjekast. Med det blotte øje.

”Maria!”, siger han og først da Jesus kalder hende ved navn, ser hun at det er Jesus. Hun svarer: ”Rabbuni”, det betyder mester. Han står lige foran hende, men det er først da hun hører hans stemme, at hun genkender ham. Et eller andet er der sket med Jesus. Han ser anderledes ud, end før korsfæstelsen. Hans opstandelseslegeme er anderledes end hans dødelige legeme, og Maria genkender ham ikke først. Måske er han ikke synlig for det blotte øje. Måske er han kun synlig for troens øje. Vi ved det ikke. Men måske er det også vigtigere at Jesus genkender hende. Maria står der midt i al sin sorg, og han kommer hende i møde. Kalder på hende. Kalder hende ud af sorgen. Kalder hende til opstandelse og liv. Og hun svarer ham i tro: ”Rabbuni”

Ligesom vi blev genkendt og kaldt ved navn, af den korsfæstede og opstandne mester, da vi blev døbt. ”Leonora” sagde han. ”Rabbuni” svarede hendes forældre på hendes vegne. Sådan har han genkendt og kaldt på hver eneste af os, da vi blev døbt til et liv i opstandelsens nye virkelighed.
Ligesom han vil genkende os og kalde os ved navn, når vi engang skal herfra. Så vil han stå foran os. Måske genkender vi ham ikke straks, men han vil genkende os. Lige midt i det vi hver især står i. Han vil komme os i møde. Kalde på os. Kalde os ud af sorgen. Kalde os til opstandelse og evigt liv. Og vi kan ikke andet end at svare ham i tro: ”Rabbuni”

Maria griber ud efter ham. ”Hold mig ikke tilbage”, siger han lidt kryptisk til hende. Eller som der stå i den nye aftale: ”Giv slip på mig!” Jesus viser sig for Maria, i et opstandelseslegeme – han er både her og ikke her – på vej til at opstå i Gud. Og hun kan ikke holde fast i ham, og hun skal ikke holde fast i ham. Hun må give slip på ham, for han skal tilbage til Gud. Jesu opstandelse, er en opstandelse i Gud. Maria skal give slip på den Jesus hun kendte, for at hun kan holde fast i troen på opstandelsen. Og den skal hun gå ud og fortælle om, for at andre også kan komme til tro.

ligesom vi må give slip på forestillingen om at vi kan holde fast i Jesus. Det er ham der holder fast i os. Vi må give slip på det gamle liv, og tage imod den opstandnes livsmod og trøst. Det er ham der går forrest. Det er ham der møder os med opstandelse og liv. Det er ham der genkender os og kalder os ved navn, selv når vi er helt opstandelsesblinde.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

“Led den ind i mine årer”

Langfredagsreflektion

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.

Det er på korset Gud viser sit sande ansigt.

Det ansigt, som nok er ophøjet og helligt og kan komme til syne i en brændende tornebusk, men som viser sit sande udtryk med den ydmygende tornekrans om hovedet, hængende død, sømmet fast til vores kors.

Det er på korset Gud viser sit sande ansigt.
Og hvis vi har øje for det, kan vi se det ansigt alle steder: på gaden, i mørket, i smerten, i ensomheden.

Der hvor mennesker er, der kan vi finde det ansigt. Alle de steder, hvor vi er faret vild i mørke, dér kan vi finde det ansigt.

Det hænger på alle vores kors.
De kors, som vi ikke selv kan bære.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.

Da Kristus blev sømmet til korset, gik der for alvor hul på kærligheden. Og det viste sig, at den ikke kunne slås ihjel. At den var stærkere end døden.

Da Kristus blev sømmet til korset, gik der hul på kærlighedens kilde, og den løber ud over alle breder, med så stærk en kraft at ingenting kan stoppe den.

Som en flod der vælter sten og smelter isbjerge og løber lige ind i hjertet på os.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Sådan synger vi i en af Grundtvigs allerbedste: ”Hil dig frelser og forsoner”.

Den kærlighed som udspringer fra korset, går i blodet på os.
I gamle dage talte man om at den vasker os rene for synd. ”Som kan blodskyld tvætte af”.
Sådan udtrykker vi os sjældent i dag. Men måske kan vi bruge billedet af, at vi bliver gennemrislede af Kristi kærlighed.
At hans død, er en død på de kors vi hver især har gjort os skyldige i, eller som vi er tyngede af. At den kærlighed som udspringer af hans død, er den kærlighed vi kan leve og dø på.

Det er ikke kærligheden som et hurtigt fix i en blodåre, der som narkotika kan få os til at glemme al vores smerte, og alle vores bekymringer, og som kan give os et frikvarter fra det liv, som måske gør afsindigt ondt, eller er besværligt og kan være hæmmet af både skyld og skam.
Det er ikke kærligheden som et fix, der dulmer eller får os til glemme. I hvert fald kortvarigt.

Den kærlighed som udspringer af Kristi død, går i blodet på os, og udvider vores årer, så livet bliver større.
Fordi han lever i os.
Kristus lever i os, som gudsnærvær, som tilgivelse, som livsmod, som menneskelighed.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.
Den kærlighed, som vi beder om, må løbe i vores årer.

Det er en daglig bøn, at vi må bede om, at vi ikke lever for os selv, men at Kristus lever i os
Det er en daglig trøst, at må tro på, at vi ikke lever for os selv, men at Kristus lever i os.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg, smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar