Guds uforanderlighed

2. søndag i fasten / Matt 15,21-28

Sidste år udkom der en bog med en stor samling af Søren Kierkegaards bønner. Den hedder ”Længslen er din gave”. Det er måske ikke så kendt at Kierkegaard skrev omkring 100 bønner, der er spredt ud over hans forfatterskab. De har ikke tidligere fået så meget opmærksomhed. Bønnerne er i den nye udgivelse er gengivet på et nudansk, som gør dem enklere for os i dag, at tage til sig og forstå.

Jeg har trykt en af de bønner til jer i dag, så I kunne sidde med den i hånden og følge med. For nok er den gennemskrevet i et moderne dansk, men det er stadig Kierkegaard, og derfor skal man være lidt vågen, for rigtig at kunne følge hans nogle gange lidt snørklede tankegang.

Den bøn, jeg har trykt i dag, har fået overskriften: ”Guds uforanderlighed” og synes jeg, det er en ret givende replik i forhold til dagens tekst, som jo viser at Gud kan ændre holdning og bevæge sig.

Guds uforanderlighed
Du uforanderlige, hvem intet forandrer!
Du i kærlighed uforanderlige, som,
just til vort eget bedste, ikke lader dig forandre:
At vi også måtte ville vort eget vel,
ved din uforanderlighed lade os opdrage til,
i ubetinget lydighed, at finde hvilen
og at hvile i din uforanderlighed!
Ikke er du som et menneske;
skal han bevare blot nogen uforanderlighed,
må han ikke have for meget,
der kan bevæge ham,
og ikke lade sig for meget bevæge.
Du derimod bevæger, og i uendelig kærlighed, alt;
endog hvad vi mennesker kalder en ubetydelighed
og gå ubevægede forbi, spurvens trang, den bevæger dig;
hvad vi så ofte næppe agter på
et menneskeligt suk,
det bevæger dig,
uendelig kærlighed:
men intet forandrer dig,
du uforanderlige!
O, du, der i uendelig kærlighed lader dig bevæge,
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!
(p122)

Ja, man skal holde tungen lige i munden, når man læser Kierkegaard, for der bliver jongleret med mange begreber. Der bliver skelnet mellem uforanderlighed og ubevægelighed. Bønnen siger os både noget om hvordan Gud er og noget om hvad bøn er.

Gud er uforanderlig. Gud lader sig nok bevæge, men ikke forandre. Hvordan skal det forstås?

Jo, siger Kierkegaard: Bønnen forandrer den bedende, men ikke Gud, for Gud er uforanderlig i sin uendelige kærlighed.

Og det et trøsten til os, at Guds kærlighed er uforanderlig. Der er intet der kan reducere Guds kærlighed. Intet der kan ryste den, eller forandre den. Og det er netop derfor at Gud bevæger sig, i mødet med et nødlidende menneske, som vi hører det i teksten i dag.

Det er netop den uforanderlige kærlighed, der gør at Gud bliver bevæget af spurvens trang, som Kierkegaard skriver det – med en henvisning til et andet sted i Matthæusevangeliet, hvor der står, ”at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med idet”.

Gud bliver påvirket og bevæget af vores nød. Og det gør han fordi han elsker os, sine børn. Kærligheden er uforanderlig og netop derfor må Gud bevæge sig når der er brug for det.

Kierkegaard knytter uforanderlighed sammen med kærlighed. Og vi kender det fra vores eget liv, at det netop er kærligheden til et andet menneske, der kan få os til at bevæge os derud, hvor vi slet ikke havde troet vi skulle gå.

Vi der har børn, kan let relatere til at det er sandt. At vi vil gøre alt for at vores børn har det godt, også hvis det betyder at vi skal tage nogle beslutninger som egentlig slet ikke ligger til os.

Kærlighed kan få os til at bryde med alle principper. Jeg tror de fleste af os kan komme i tanker om et eller andet tidspunkt, hvor vi har mødt et menneske, som fik os til at ændre holdning til noget – eller som havde brug for vores hjælp, og fik os til at gøre noget, vi slet ikke troede vi kunne.

Kærlighed kan bevæge os over grænser vi ikke troede var mulige eller, som vi ikke havde forestillet os. Det er det der sker for Jesus i dagens fortælling.

Det er den omvendte verden i den her fortælling om Jesus og kvinden. Det er kvinden der står fast og Jesus der ombestemmer sig. Det er altså en fortælling der handler om omvendelse, men ikke som vi normalt plejer at forstå det. Altså at det er mennesket der omvender sig og kommer til tro på Gud. Nej, i dag hører vi om at Gud også kan omvende sig, fordi han ikke kan lade være med at lytte til et menneske i nød.

Historien har den baggrund, at Jesus var sendt til det jødiske folk. Det var hans opgave. Derfor er han først afvisende da kvinden, som ikke var jøde, henvender sig til ham. Men, så sker der det, at han ombestemmer sig. Han erfarer i det konkrete møde med en kvinde, der har brug for hjælp, at det også er hans opgave at hjælpe hende.

Han ser hende, lytter til hendes argumentation og bøn, og erkender at hans principper ikke holder. Skulle han have været konsekvent i forhold til hans opgave, så skulle han have afvist kvinden. Men det magtede han ikke, fordi hans natur er kærlighed, og kærligheden sprænger grænser. Også selvom man ikke vil det.

Den uforanderlige kærlighed, bevæger både Gud og os, derhen hvor vi ikke havde forestillet os vi skulle gå.

En ting er, hvad man bør gøre ud fra diverse moralske eller politiske principper, en anden ting er, hvad man gør ud af kærlighed.

Kærlighed har det altid svært med et begreb, som konsekvens. For i konsekvensen lurer ofte en noget-for-noget tankegang. Men kærlighedens væsen er nåde-for-intet. Heldigvis for kvinden i fortællingen, og heldigvis for os.

Kærligheden er stærkere – indimellem til både vores egen forbavselse og forargelse – kærligheden er stærkere end principper.

Det er også derfor man kan blive lidt skræmt, når man indimellem kan læse i en nekrolog, at afdøde var meget principfast. For så ved man, at kærligheden har kæmpet en hård kamp med principperne om dit og dat, og at principperne er gået sejrrigt ud af kampen.

Kærligheden er ikke konsekvent, heller ikke Guds kærlighed, som vi hører det i dagens fortælling. Kvinden bevægede Gud med sin bøn om hjælp. Det må vi tro, også kan ske, når vi beder Gud om hjælp.

Men bøn handler måske først og sidst om, ikke at vi vil forandre Gud, men om at vi må blive forandret gennem bøn.

Måske kan man sige det sådan, at vi, når vi beder, bliver gennemsigtige eller gennemlyste for os selv, i mødet med Guds uforanderlighed og kærlighed.

Som når Kierkegaard skriver:
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!

Må vi blive gennemlyst af den uforanderlige kærlighed, som giver vores principper og fordomme og begrænsninger kamp til stregen!

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Frygten for at spilde

Mark 4,1-20 / Søndag Seksagesima

Den her lignelse er lige ud af landevejen let at forstå. Jesus siger: Med Gud er det ligesom med en bonde der sår korn.
Som bønder nu gør. Eller faktisk helt anderledes end bønder gør. For den bonde der ligner Gud, spreder ikke bare korn på sin mark. Han spreder dem med rund og ødsel hånd udover det hele. Spilder dem på vejen og på klippen og også der hvor der er fuldstændig sat til af tidsler.
Og det er altså ikke sådan bønder normalt gør. Heller ikke for 2000 år siden. Enhver effektiv landmand må ryste på hovedet. Tænk sig at spilde dyrebart korn på vejen og blandt tidsler. Det kommer der ikke meget ud af. Måske ikke engang noget som helst. Almindelig landmandslogik, er, kun at så korn i den gode jord. Den jord man ved der vil komme et stort udbytte ud af. Alt andet er gak. Men sådan er Gud åbenbart. Aldeles uinteresseret i hvad der er effektivt og fornuftigt.
Jesus fortalte mange andre lignelser om Gud. Nogen af dem er langt mere tvetydige og svære at forstå. Alligevel må de første kristne have haft særligt vanskeligt ved lige netop den her lignelse. Den blev skrevet ned for at de skulle kunne huske den, men jo flere gange de læste den. Jo mere usandsynligt forekom det dem, at lignelsen alene skulle fortælle os, at Gud er som en ualmindelig ødsel landmand der i al sin skaberkraft bliver ved med at så, også uden at skele til om det kan betale sig.
Man kunne ikke forlige sig med at Guds kærlighed skulle være ligesom skvalderkål der, som ALLE haveejere ved, kan slå rod de mest umulige steder og spreder sig med en kraft og er himmelråbende immunt overfor både hakkejern og sprøjtegift. Der måtte være noget mere i den, tænkte de. Den kan ikke bare handle om Guds store kærlighedskraft. Den må også handle om noget vi mennesker skal gøre. Og så gik de i gang med at analysere de jordforhold der er tale om i lignelsen. De måtte være et udtryk for, at vi mennesker har forskellig mulighed for at vokse ind i himmeriget?
Det måtte været et udtryk for, at der er nogen der er bedre kristne end andre, mente de – og så gik de i gang med at komme folk i kasser, præcis som vi mennesker oftest gør, for at kunne overskue verden.

Nu skal I bare høre, hvordan de fortsætter lignelsen i Markusevangeliet nogle årtier efter:
”Det bonden sår er kærlighed, livsmod, tro, håb og fred.
Kornet der falder på vejen, svarer til dem der oplever Guds fred og glæde i deres liv, men mister det igen med det samme, fordi de også oplever noget der gør dem kede af det og som gør ondt.
Kornet der bliver sået på den stenede jord, svarer til dem der bliver tændt af kærlighed og optagede at ville gøre en forskel for nogle der har brug for hjælp – de poster om det på alle de sociale medier, men de er ikke særligt vedholdende og da folk holder op med at like dem og nogen begynder at tale dem imod, så opgiver de det hele.
Det korn der falder mellem tidslerne, svarer til dem der tit får at vide, at de er gode nok som de er. At der er nogen der elsker dem. At de trygt kan lægge deres liv i Guds hænder. De hører det og de tror på det. Lige ind til de igen bliver ramt af en følelse af ikke at være gode nok, og bekymringer om hvad der skal blive af dem. Og i et vildt håb om at de kan sikre sig, kaster de sig ud i at blive smukkere, tjene flere penge, stile efter et bedre job. Den der stræben den får aldrig ende, så det med at hvile i at man er god nok, det bliver ikke rigtig til noget.
Men den gode jord er et billede på dem der hører budskabet om kærlighed, livsmod, tro, håb og fred – og tager imod det.” Bare sådan uden videre og lever i det.

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan ikke rigtig se mig selv i en af de her kasser. Til gengæld kan jeg se mig selv i dem alle sammen. Der bliver ikke sat skel ned imellem grupper af mennesker. Nej, vi indeholder alle sammen både god og dårlig jord, tidsler og sten. Sådan er det. Det er så åbenlyst, at det måske ikke engang er interessant. Det hører med til at være menneske.
De første kristne har altså også noget på samvittigheden. Blandt andet manglen på proportioner i udlægningen af den her lignelse. Som om Guds kærlighedskraft er afhængig af vores evner. Det overraskende i den her lignelse er ikke, hvordan mennesker er. Det overraskende, er, hvordan Gud er.
Og med Gud er det altså sådan, at han er det modsatte af nærig og nøjeregnende. Han er generøs, udover alle grænser.
Vi hører aldrig et ord om at han fortryder den kærlighed der er spildt, eller den fred der blev overset.
Vi hører aldrig at han fejer det livsmod sammen, som ser ud til ikke at blive brugt til noget.
Der er ingen guddommelige strategier eller profitoptimering. Tvært imod. Håbet har gode kår i Guds rige. Og vi ser det jo faktisk også bryde frem på steder, vi overhovedet ikke ventede det. Som mælkebøtter der pludselig bryder op igennem et sort lag asfalt, som skvalderkål der overlever på trods af menneskelig insisteren på at holde det nede. Sådan ser vi også indimellem at der gror noget ud af nærmest ingenting.
Evangeliet i dag er, at Gud er ødsel med det der giver liv. Provokerende lidt optaget af hvad der effektivt og formålstjenstligt.

Den form for ødselhed er en skarp replik ind i vores tid, hvor vi måske mere end nogensinde før er optagede af effektivitet og at vores indsats skal kunne betale sig. Vi vil være sikre på at der kommer noget ud af det, inden vi bruger tid på det.
Vi vil være sikre på, hvad vi selv får ud af det. Vi vil ikke spilde vores tid. Ikke bare fordi vi siger, tid er penge – men også fordi vi er en fortravlet kultur, hvor hvert eneste skridt vi tager, helst skal være et skridt i den rigtige retning. Det skal føre til noget.
Så selv når vi beslutter os for at lære at trække vejret roligt, som vi siger, eller når virksomheder tilbyder deres medarbejdere mulighed for meditation – så har det et formål. Vi skal ikke blive syge og stressede, så vi bliver uarbejdsdygtige.
Vores tid er presset, selvom vi aldrig i Danmarkshistorien, har haft mere fritid. Men selv vores fritid er blevet ufri, fordi vi i alle aspekter af livet ligger under for at vi skal have noget ud af livet, noget ud af at være sammen med dem vi er sammen med. Vi skal føle det giver mening det vi bruger vores tid på. Vi skal blive sundere, klogere eller underholdes. Spild af tid er det værste vi ved. Så vi satser kun på den gode jord. Vi satser kun på de områder, hvor vi ved der sker noget. Det er sund fornuft, men måske er det også virkelig fattigt i længden.
Det grundløse har noget for sig. Altså at vi gør noget uden grund, eller uden anden grund end at vi kan. Der er noget fantastisk livsbekræftende i at blive inviteret til fest af nogen, uden nogen anledning eller grund.
Der er noget virkelig livsopmuntrende i at blive hjulpet af, eller venligt tiltalt af et menneske, der ikke har nogen grund til det og som ikke skal gøre det, fordi han kender én.

Der er noget skønt i at få en gave på en kold tirsdag morgen, eller det kan være en helt uventet gave at der er et menneske der bruger sin tid og lytter til én også når vedkommende ikke får penge for det.

Når man tænker over det, er der meget af det gode i vores samfund og i os, som lever af, at nogen har givet ødselt af deres tid og deres evner og kærlighed til det. også uden på forhånd at vide om der ville komme noget ud af det. Håbet har gode kår i Guds rige.

Når vi holder for hårdt på vores eget, eller når vi bliver for optagede af ikke at spilde vores evner, tid og opmærksomhed så går vi glip af noget, som kunne vise sig at kaste liv af sig – eller forny vores syn på os selv og verden.

Forestil dig at du har en teske med olie, med på ferie. Du rejser det mest fantastiske sted hen og går gade op og gade ned omgivet af smukke bygninger, men du ser dem ikke. Du går der, men du er så opsat på ikke at spilde noget af olien, så du må koncentrere dig udelukkende om det, ikke at komme til at spilde.
Da du kommer hjem, har du ikke spildt en eneste dråbe olie. Det er en præstation, men det er også lige til at komme til at græde over, for du har intet set. Du har været så optaget af dit eget, at du intet har set. Du har ikke spildt noget af dit. Du har ikke givet noget til nogen, men du har heller ikke fået noget.

Tænk hvis vi, når vi ser tilbage på vores liv, opdager at været så optaget af vores eget, af os selv, af vores kære, af vores besiddelser, af vores behov, at vi slet ikke ser noget som helst af det liv, som vi bevæger os igennem.
Måske bærer vi vores eget foran os, som nogle dråber olie i en teske, som vi hele tiden passer voldsomt på ikke at spilde?

Hvad er det vi frygter mest? Det ukendte?
Nej, at komme til at spilde og dermed miste det vi har. Det er ikke døden, vi frygter. Vi frygter at spilde det liv, vi har.
I grunden frygter vi heller ikke nye tanker og synspunkter. Vi er bare bange for at give slip på vores meninger.
Vi må have bonden i vores tanker for at holde op med at glo på den lille skefuld af vores eget, som vi bærer foran os som olie på en teske, og som vi er bange for at spilde.
Ødselt vælter han kornet ud over marken, mens han samtidig ser tidslerne bøje sig i vinden og fuglenes flugt og farverne i klipperne og den tørre, tynde jord.
Han spilder det, han bærer foran sig. Det er ikke kun Kristi ødsle kærlighed, vi møder. Lignelsen bider i én, så vi føler at vi må turde spilde det, vi har og turde slippe den enorme optagethed af resultater og effektivitet, hvis vi vil se Gud eller vores næste eller livet, som det nu er.
Det må vi øve os i, men uanset hvor gode eller dårlige vi er til det, så bliver Gud ved med at spilde sin kærlighed som en i en rindende kilde ned over vores hoveder, og i det brød og vin, som vi deler ved nadverbordet.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

At være hjemme hos Gud

2. søndag efter helligtrekonger /tekst: Lukasevangeliet 2,41-52

Det kunne helt sikkert siges mere kompliceret, men jeg tror det er forholdsvis enkelt: Det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud! Tænk bare på hvor mange af de fortællinger der er i Bibelen, der handler om Guds rummelighed og omsorg. Han bliver sammenlignet med en overmåde gæstfri vært, og han bliver sammenlignet med en far der løber sin bortløbne søn i møde med åbne arme. Som indbegrebet af tryghed, gæstfrihed, anerkendelse, varme og omsorg. Her har vi, som børn af huset, lov til at føle os hjemme. – og vi kan med samme selvfølgelighed som den tolvårige Jesus sige: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”

Det er hele sanseapparatet der afgør for os at vi er hjemme. Det er duften, smagen, lyden, mærkerne og synet af det der møder os, der fortæller os at vi er hjemme. Hvert hjem har sine dufte, lyde og stemninger. Hvert land har sin mad, kultur, natur, sprogtone og traditioner. Hver religion har sine ritualer, sange, bønner og fortællinger. Vi er født til at føle os hjemme i en særlig familie, med en bestemt nationalitet, kultur og religion. Det er vi født til. Men vi er skabt til at føle os hjemme hos Gud, der hvor vi nu hver især mere eller mindre tilfældigt er bosat på kloden.

Vi glemmer at vi bor hos Gud. Det er ikke for at pege fingre og sige, at det er for dårligt. Jeg tror på mange måder det er et grundvilkår at det er sådan. Det er så selvfølgeligt, at vi bliver hjemmeblinde. Altså ligesom man kan have en sofa gennem mange år, som man simpelthen ikke længere kan se, fordi den bare ér der. Sådan kan vi også godt blive hjemmeblinde i forhold til Gud. Gud ér der bare. Vi ser ham ikke. Vi mærker ham måske heller ikke. Vi lever bare. Det guddommelige og det hjemlige smelter sammen. Vi lever bare midt imellem mennesker og hverdagens små katastrofer og mirakler. Katastrofer og mirakler skal have en vis størrelse, før vi bliver opmærksomme på Gud.
Måske kan vi sammenligne det med at vi ikke er opmærksomme på hvad der giver følelsen af at være hjemme, før vi mangler den. Vi går ikke til daglig og er opmærksomme på hvor trygt det er at være hjemme, men når vi kommer i en situation hvor vi ikke er trygge og hvor vi føler os hjemløse, så bliver vi opmærksomme på det vi mangler. Så længes vi hjem. Som når vi kommer udfor noget der ryster os ud af vores liv, så længes vi efter at blive grebet af Gud. Vi længes efter igen at mærke at vi har hjemme hos ham.

Jesus bliver væk fra sine forældre i menneskemylderet. Måske gør han oprør? Måske er han nået der til at han har brug for at finde sin plads i verden og hos Gud? I hvert fald finder de ham der.

Bibelen er fuld af fortællinger der handler om at vi mennesker ikke kan blive væk fra Gud. Tænk bare på lignelsen om hyrden der har 100 får. Det ene bliver væk, og han lader de andre 99 får blive tilbage, mens han går ud og leder efter det ene får indtil han finder det. Det er en kernefortælling i kristendommen. Gud der ikke lader sine menneskebørn være alene og hjemløse.

Men sådan føles det ikke. Erfaringen siger os, at vi sandelig godt kan føle os gudsforladte og hjemløse. Følelsen af Guds fravær, kan få os til at afskrive ham helt som virkelighed. Jeg tror begge dele kan være sandt. At vi ikke kan være til andre steder end i Gud, OG at vi kan føle at han er fraværende.

Følelser er stærke overbevisere om både det ene og det andet, men de er også omskiftelige og utroværdige, og derfor vil jeg insistere på ikke at være i mine følelsers vold. Det er klart at det er enklere at tro på Gud, når man kan sanse og mærke guddommeligt nærvær, men sådan har jeg det i hvert fald langt fra altid. Så jeg må beslutte mig hver morgen, for at tro alligevel. Tro at vi bor i Gud, og at Gud bor i os. For det giver mig tryghed og skærper min sans for at være menneske på den her jord.

Børn sanser stærkere end de fleste voksne. Jeg tror det er en af grundende til at de flest af os kan genkalde os dufte og stemninger fra vores barndomshjem. Vi har følt mere, end i alle andre hjem vi senere fik. De fleste børn har fx også bedre smagsløg, og skal vænne sig til nye smage og stærk mad. Mange børn er mere følsomme overfor stemninger og lyde i et rum. På godt og ondt, opleves tingene stærkere. En del af det, handler om at vi voksne har fået erfaringer og viden, der gør, at vi er bedre til rationelt at sortere i de oplevelser vi får, men det handler også om, at vores sanser er blevet svækkede, så vi både er mindre sensible og mindre opmærksomme i forhold til omgivelserne.
Vi opfatter ikke helt så umiddelbart længere. Det er vel en del af at leve uden for det tabte paradis. Vi har mistet den naturlige sans for bare at være og være til. Der er meget omkring os der forstyrrer og afleder os så vi ikke ser skoven for bare træer. Vi bliver let hjemmeblinde og forundringsdøve. Det er et vilkår ved at være voksen. Det rene autentiske egentlige meningsfyldte paradisiske liv findes kun i os som en længsel, eller som øjeblikke.
Men jeg tror godt at vi kan træne vores sanser og arbejde på at styrke vores opmærksomhed, så vi bliver mere nærværende i vores liv. For den troende, hænger det sammen med en opmærksomhed på Guds nærvær. En opmærksomhed på at vi lever hos Gud og at det er meningen at vi skal føle os hjemme her.

Mystikeren Teresa af Avila sagde det sådan her: Alle vanskeligheder i bøn kan føres tilbage til én årsag: Vi beder som om Gud var fraværende. Jeg tror den tanke kan udvides, så det ikke alene handler om bøn, og hvis det handler om bøn, så bøn i den allermest grundlæggende men også udvidede form: som liv. Så det i stedet kunne lyde: Jeg tror alle vanskeligheder i livet kan føres tilbage til én årsag: Vi lever som om Gud var fraværende. Som om han har efterladt os her i sin gamle bolig, og nu selv er flyttet videre til én ny. Vi er skabt til at være Gud nær, og derfor bliver vi ramt af en uro og diffus længsel, når vi lever som om, Gud er fraværende. Som var vi hjemløse.
Vi kan ikke forvente altid at kunne føle Guds nærvær. Vi kan heller ikke forvente altid at kunne forstå Guds dispositioner. Men vi kan forvente, at der altid også er en plads til os hos Gud, og forsøge hver morgen at insistere på at leve i Guds nærvær. Jeg tror det begynder med, at vi øver os i at sige ”Tak!”
At træne sin taknemlighedsmuskel er en vej ind i et liv med øget opmærksomhed på alt det vi får hver eneste dag af Gud og af andre mennesker. Så Gud ikke er noget udenfor, vi kommer i tanker om, når vi er ude af os selv af sorg, frygt eller glæde. Men at vi øver os i at se Gud, også i det helt nære ting i hverdagen, i hjemmet, i hjertet, i det der gør og er vores daglige liv.
Vi er som skabt til at være i Guds nærhed, og vi er skabt med en kropslighed og sanselighed, som gør, at vi ikke kan leve helt, kun ved at bruge hovedet. Vi kan også dufte, smage og lytte os til Guds nærvær, og vi skal ikke gå langt for at finde det. Det er ikke noget overnaturligt eller ekstraordinært. Gud er i det mest hjemlige og jordnære. I de rum, hvor vi er, der er Gud. Måske kalder vi det nærvær og alt muligt andet, og måske skulle vi øve os i, at se lidt dybere og højere, så vil vi måske kunne ane Guds berøring af os.

Vi kan opleve Guds nærvær i naturen. Det er oplagt at det er sådan. For i naturen tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk udsigt. Vores lunger kan fyldes af den friske luft og duften fra en hel skovbund af friske ramsløg. Vi kan spise os mætte i søde vilde bær og saftige æbler direkte fra krat og træer. Vi kan høre et helt orkester af fugle der synger og frøer der kvækker. Vi kan mærke barket, træernes åre og historiens vingesus på et flere hundredår gammelt egetræ. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i kirken. Det er oplagt at det er sådan. For i kirken tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk bygning eller et kunstværk. Vores lunger kan fyldes af duften fra smukke blomster på alteret. Vi kan spise os mætte i brød og drikke vin, direkte fra alteret. Vi kan høre orgelbrugs og salmesang. Vi kan mærke sidemanden, synders forladelse og historiens vingesus i et flere hundredår gammelt budskab. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Vi kan opleve Guds nærvær derhjemme. Det er oplagt at det er sådan. For hjemme tales der til at alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden i den gamle grønne sofa. Vores lunger kan fyldes af duften af alt det kendte og hyggelige der er vores. Vi kan spise os mætte i aftensmad med hjemmebagt brød og salat fra haven. Vi kan høre CV Jørgensen og gamle 90er hits i højtalerne. Vi kan mærke børn, ægtefælle, venner og familie, historiens vingesus i en flere hundredår gammel slægt. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i os. Det er oplagt at det er sådan. For vi er skabt i Guds billede med alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af at Gud kan se skønheden i os. Vores lunger kan fyldes af ånd. Vi kan spise sjælen mæt i evigt liv. Vi kan høre hans ord om kærlighed. Vi kan mærke mod, håb, tilgivelse og historiens vingesus i en flere hundredår gammel tro. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Det er ikke så let, som det lyder. Men det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud. Hver dag, ude, inde, hjemme og i hjertet.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

De sten der skal kastes på Gud

Refleksion Nytårsdag /Tekst: Joh 8,1-11

Den tekst jeg læste lige før, handler om en kvinde, der blev afsløret. Vi kender ikke hendes navn, for historien hedder blot ”Kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud”. Alene titlen vidner om en skæv retfærdighed, for man kan jo ikke gribe et enkelt menneske i ægteskabsbrud. Hvor er manden, hun var sammen med? Ham har farisæerne ikke tage med. Allerede her er en skævvridning af hvem der skal dømmes.

Og egentlig handler historien ikke om, at hun har begået ægteskabsbrud. Hun er bare en brik i et spil, der skal afsløre Jesus. Hvordan vil han dømme hende? De sætter en fælde op, for at afsløre Jesus. Men i stedet for at gå en i en debat om loven, vender Jesus det hele om. Han siger: Den, der er uden synd, kan kaste den først sten – og det ender som vi ved med, at alle der er mødt frem, klar til at kaste sten efter kvinden, lader de knyttede hænder og stenene falde til jorden, og vender om og går. Og det der skulle have været en afsløring af en synder, bliver til en afsløring af synden i hver enkelt af os.

På den måde bliver det også en historie, som vil lære os at sætte os i den andens sted. De har taget en kvinde på fersk gerning og vil dømme hende. Da Jesus vender det rundt til et spørgsmål om os selv, ser vi pludselig os selv i hendes sted. Hvem af os kunne ikke være havnet der, hvis vi var blevet afsløret? Måske ikke i noget, der var slemt nok til at kræve en dom, men slemt nok til at vi ikke kan sige os fri for at kunne anklages. I noget vi skammer os over, noget vi er bange for, skal blive afsløret om os.

Men i fortællingen er der ét menneske der finder fred i at blive afsløret. Det er kvinden. Hun er blevet slæbt afsted til en frygtelig og uretfærdig straf. Men da alle sten er smidt på jorden i stedet for efter hende – og hun er alene tilbage med Jesus, ser han på hende og siger: Heller ikke jeg fordømmer dig!

Midt i al ydmygelsen og dommen møder hun et par nådige og kærlige øjne, som ikke blot, ikke dømmer hende, men som samtidig sætter os, der fordømmer hende, på plads med nåde.
Det bedste der skete for kvinden i historien, var at hun blev afsløret af Jesu nådige blik. Det kan også være det bedste der sker for os. At blive set, uden at blive fordømt.

For de fleste af os gælder det, at der er ingen der kan kritisere os og tale så nedladende til os, som os selv. Det kan være svært at se på sig selv med nådige øjne. Måske kan vi øve os i det, ved at låne de kærlige øjne fra vores nærmeste. Det er en god regel aldrig at tale mere grimt til sig selv, end man ville tale til sine elskede. Når der står i Bibelen at vi skal elske vores næste som os selv, så opstilles der et ligeværdigt forhold. Vi skal have samme godhed overfor os selv, som vi har overfor andre. Der står ikke elsk din næste og had dig selv.

Vi kan indimellem blive ramt af en logik, der får os til at føle os så forkerte, at alle andre bliver mere værd end én selv. Det er en fejlagtig logik, der kun bringer os selv og andre smerte. Det kan være en god øvelse at forsøge at låne andres kærlige og nådige øjne, også i synet på sig selv.

Når man står i en blindgyde i sit liv, mangler man ofte både tro og håb. Tro på Gud og håb om forbedringer eller fællesskab.

Nåden tilbyder både tro og håb. Tro på at vi er værdifulde og elskede. Håb for, at det forkerte vi har gjort, kan tilgives, og vi kan komme videre.

Nåden sætter os på plads. Ikke i skammekrogen, men på plads som det vi er: Mennesker. Mennesker, som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Nåden er ikke medlidenhed. Det handler ikke om, at vi er forkerte, ynkelige og ude afstand til at gøre fantastiske ting. Nåden er, at vi er uendeligt værdifulde og elskede – og uperfekte mennesker. Begge dele.

Nåden sætter os på plads. Vi er alle lige. Lige meget værd. Ingen af os har ret til at kaste sten på hinanden. De sten må vi lade falde til jorden, i erkendelsen af, at det lige så godt kunne have været os som stod der.

Vi skal ikke kaste sten efter hinanden. Sten skal vi kaste væk, lægges over på Gud eller tages i lommen.

På stranden i Columba Bay på Iona ved Skotland bruger man at samle to sten op på stranden.
Den ene – måske lidt kantet og skarp – kaster man ud i havet som symbol på vanskeligheder, skyld og skam og andet, som plager én.
Den anden sten putter man i lommen som symbol på det gode, man har oplevet og som man kan tage med sig, som tegn på håb og fornyelse.

Måske giver det mening at tænke sådan. At forsøge i dag og hverdag at tage det med sig der er liv og håb i – fra vores liv – og forsøge at kaste det der er svært væk, eller lægge det over til Gud. Lægge det fra os – og tro på at Gud bærer det for os.

inspireret af Psykolog Krista Korsholm Bojesen, SKAM, Bibelselskabet

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Juleaften 2018

I min søns klasse har de i år haft en avanceret form for nisseleg.

Jeg tror de fleste af jer kender den der leg, med at alle børn i en klasse eller på en arbejdsplads i løbet af december skal have en pakke med til en af de andre, og så skal modtageren gætte hvem de har fået gaven af.

Det er lidt sjovt og hyggeligt og med til at skabe julestemning i klasseværelser og på arbejdspladser rundt omkring.
Men i år var det anderledes i 3.c. Der skulle alle børn i løbet af december aflevere tre forskellige gaver til den de var nisse for. En sjov, en ond og en god gave.
Først tænkte jeg: Nu stopper det altså! Som om vi forældre ikke har nok at se til i forvejen i december. Nu kan vi heller ikke bare slippe afsted med at købe en pose chokoladejulemænd i REMA mere. Skal der absolut også at finde innovation sted inden for nisselege?
Nå, men efter at have oplevet samtalerne om de gaver der er blevet givet i 3.C. her i december, så må jeg give mig. Det har faktisk været lærerigt.
For givere og modtagere har overhovedet ikke haft den samme opfattelse af, hvilken gave der var ond, hvilken der var sjov og hvilken der var god.
Min søn gav fx en halmkrans som sin onde gave til en pige fra klassen, som modtog den med et stort smil og troede at det var den gode gave.
Nogle havde bagt pebernødder med chili i, og spørgsmålet er om det er ondt eller sjovt eller måske endda ligefrem lækkert og godt? Om en banan er en god eller ond gave, afhænger jo også af om modtageren kan lide bananer osv. Det var ikke så enkelt som det kunne lyde.
Jeg ved faktisk ikke om klasselæreren har været opmærksom på, hvor meget man egentlig kan lære af den her nisseleg?

Men jeg kom i hvert fald til at tænke på, at det er vildt godt set, at børn helt ned til 3. klasse skal øve sig i gavegivning. For det er noget de vil komme til at bakse med resten af livet! Det er afsindigt svært at give den rigtige gave. Det kræver meget mere af os, end en god pengepung. Det kræver situationsfornemmelse! Man kan så let komme galt afsted.

Køber man tøj må det ikke være for småt, så modtageren kommer til at føle sig for stor.
Det må heller ikke være for stort, så modtageren tror at giveren mener at hun er tyk.
Koster gaven for meget, sætter man let modtageren i forlegenhed. Koster den for lidt, er det også galt. Så vil modtageren måske tænke, at giveren ikke synes hun er mere værd.

Det er virkelig svært det med gaver, også selv om vi ikke går i 3.c. og har fået til opgave at finde en gave der er ond eller sjov – men kun skal finde én der er god. Vi gør os umage med at finde noget, som kan glæde den anden.
Men de fleste af dem, vi skal give gaver til, mangler ikke noget. Sådan er det her i Danmark anno 2018. De fleste af os mangler ikke noget, og det gør gavegiveriet endnu vanskeligere.
Vi mangler ikke nogen ting af afgørende betydning, og hvis vi gjorde, så ville vi købe det selv i løbet af året.

I gamle dage var det ved juletid vi fik et nyt sæt tøj, eller et par uldne sokker. Men i dag drejer julegaver sig ikke om ”need to have” men ”nice to have”…
Så hvorfor giver vi overhovedet hinanden gaver? Bidrager det ikke bare til overforbrug og en øget kommercialisering af julen? Er det ikke bare stress og jag og tomhed i glitret papir?
Sådan er der i hvert fald nogen der argumenterer hvert år og sætter lighedstegn mellem gavegivning og overforbrug, i diskussioner der handler om klimakrise og fattigdomsbekæmpelse. Sådan har det været i varieret form lige så længe jeg kan huske, og lige så længe vi har sunget ”Julen varer længe, koster mange penge”.
Min far fx han har ment det de sidste 20 år. Han siger hvert år i starten af december. ”I år, skal I altså ikke give mig nogen gave. Jeg gider ikke det pjat mere”.
Men han har misforstået det, mener jeg. I det hele taget mener jeg det er en misforståelse at angribe gaver ud fra minimalistisk nyttighedsprincip.
Hvem siger at en gave nødvendigvis skal imødekomme et påtrængende materielt behov?
Hvem siger at gaven skal være noget modtageren mangler eller savner?
Måske er det slet ikke modtagerens perspektiv på gaven der er vigtig? Måske er der derimod giverens ønske om at glæde og overraske og vise at man sætter pris på den anden, der er det vigtige?
Jeg tror ikke vi giver hinanden gaver, fordi modtageren har brug for det – men fordi giveren har!

Tænk bare på den første jul. Julegavens urfortælling i Betlehem. Vi hører om de vise mænd fra østerland, der kommer med gaver til det lille Jesusbarn. Guld, røgelse og myrra har de med til ham. Ikke just det et lille spædbarn mangler allermest. I det hele taget må man sige, at det er nogle forholdsvis unyttige luksusgaver, som man egentlig ikke fornemmer at den lille fattige flygtningefamilie har meget at bruge til efterfølgende.

Det havde uden tvivl været mere nyttigt med noget varmt tøj eller nogle tæpper. Men nej, værsgo her er en virkelig lækker duftserie!
Den første julegave, var altså ikke nyttig. Den var en fin opmærksomhed fra giveren, båret af oprigtig interesse i modtageren. Og måske er det den sande gave?
Måske er det mere sandt end vi tror, når det kommer til gaver, ”at det er tanken der tæller”. Ikke forstået på den måde, at gaven skal blive ved tanken. Men forstået på den måde, at det er giverens tanke eller omtanke der er den egentlige gave, og derfor skal min far og andre holde op med at tro at vi giver dem en gave for deres skyld. Gaver giver vi til hinanden, fordi vi har brug for på en helt konkret fysisk måde at vise vores nærmeste opmærksomhed.
Og ja, det har vi så sat i system og de fleste har endda regler for hvem vi er ”på gave med” og hvem vi ikke er. Vi laver lange lister og indimellem kammer det helt over. Men altså: Gaven er dybest set et udtryk for giverens opmærksomhed og behov for at glæde et andet menneske.

Derfor kan man heller ikke give sig selv en gave.
Det er der ellers nogen der siger. Altså hvis man har købt en eller anden luksusting, som egentlig var for dyr… så kan vi finde på at sige, at det var en gave til os selv.
Men i virkeligheden er det noget nonsens. Det man køber til sig selv, er ikke en gave. Det lever overhovedet ikke op til nogle af gavens karakteristika. Der er ikke noget overraskende eller overvældende i noget man selv har anskaffet sig. Der er ingen frydefuld forventning forbundet med at åbne den, for man ved præcis hvad det er. Og væsentligst, det er ikke noget man får. Det er noget man tager af sig selv.
Der kan være en vis tilfredsstillelse i at købe noget dejligt til sig selv, men det er ikke som i glæden ved at give noget til anden. Eller som i taknemmeligheden over, at få opmærksomhed fra en anden.
Det er på sin vis omkostningsfrit at give sig selv en gave, man risikerer intet, sætter intet på spil, får intet givet. Der skal to parter til at give og modtage en gave.
Når vi taler om gaver på et mere eksistentielt niveau, er det det samme forhold der gør sig gældende.
Gaver kan man ikke give sig selv.
Kristen tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker. Her er det en helt grundlæggende tanke, at selve livet er en gave. En gave, som vi ikke kan bytte, men som vi får og må forholde os til.
Det gør noget ved vores liv at forholde sig til det som en gave. En gave kan man ikke tage af sig selv. Den bliver rakt til os, vi får den i hænderne. Vi skal tage vare på den, passe på den, og åbne den nænsomt.
Måske er det noget skrøbeligt og sårbart?
Måske er det noget vi skal få til at gro?
Måske er det noget vi slet ikke kendte, som vi skal til at lære at bruge…
at betragte livet som en gave fordrer at vi er åbne overfor det der bliver lagt i hænderne på os.

I forhold til Gud gør det os til modtagere.
Vi får livet som en gave, hver morgen. Nogle dage passer bare helt perfekt og så er det nemt. Andre dage får vi overhovedet ikke det vi ønskede eller bad om.
Måske forstår vi ikke, hvad det vi får, skal bruges til. Vi vender og drejer det, læser brugsanvisninger og googler hvad man kan gøre ved det. Vi begriber ikke hvorfor det lige er os der skulle have det sådan? Det giver ingen mening og det kan være svært at være taknemmelig for en gave eller et liv, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Kærligheden er også en gave,
troen er en gave,
håbet er en gave.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Vi kan ikke tvinge det igennem. Vi kan ikke skabe det selv. Det er noget vi får – og det er noget vi giver til hinanden.
På samme måde med tilgivelsen. Jeg ved godt at vi i dag taler om, at det er nødvendigt at kunne tilgive sig selv – og det er der noget om i en forstand, men det er også omkostningsfrit, som at forsøge at give sig selv en gave. Tilgivelse er hverken noget vi kan tage af os selv, eller som vi har krav på. Dybest set skal der to parter til tilgivelse. Det er noget vi får og det er noget vi giver til hinanden.

Kirsten tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker.
Julenat gav Gud os sin søn. Det er en gave, som vi måske ikke altid ved hvad vi skal stille op med.

Vi får rakt det lille jesusbarn som er indbegrebet af tro, håb, kærlighed, tilgivelse og evigt liv

Vi får det lagt i vores hjerter og vores hænder. ”Værsgo! Det er til dig”, siger Gud, med en guddommelig opmærksomhed og interesse i hver enkelt af os.

Og vi står der, med det på engang stærke og skrøbelige barn i vores hænder, og erfarer at den her gave, den kan vi kun få glæde af ved at give den videre til en anden. Og det kræver alt andet end en god pengepung.
Det kræver at vi opmærksomt og generøst giver ud af den kærlighed og den tålmodige overbærenhed, som vi får fra Gud.

Det er en aldeles unyttig gave vi får her julenat. Den kan ikke måles og vejes. Den fylder ikke meget i årsbudgetter og tørre tal. Det lille barn, er ikke nyttigt. Det er nødvendigt. Det er den kraft der og det mod og den trøst, som fylder os så vi indimellem tør give hinanden den gave at kunne se og tro, at livet er meningsfyldt.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Vær beredt!

2. søndag i advent /tekst: Lukasevangeliet 21,25-36
”Vær beredt!” – sådan lyder et gammelt spejderbud! Vær beredt! Sagde mr. spejder Baden-Powell for nogle generationer siden, og jeg tror spejderledere siger det endnu. Og jeg tror det i en spejdersammenhæng betyder noget i retning af, at man skal være forberedt på lidt af hvert. At der ikke er noget der hedder dårligt vejr, men dårlig påklædning. At det er godt at have en økse med, hvis man skal fælde et træ. Og selvfølgelig at man altid skal have godt fodtøj på, så man er klar til at hjælpe en gammel dame over vejen.
Men hvis man tager buddet på ordet, så siger det noget der rækker ud over spejderliv og lejrbål. Så rummer det en bestemt indstilling til livet. Det siger nemlig ikke. ”Vær forberedt!” Det er noget andet. Der er forskel på at være forberedt og beredt.

Tænk bare her i december, som om noget er forberedelsernes tid. Vi forbereder os til julen. Gør lidt ekstra rent, sørger for at den pæne dug er strøget, bager julesmåkager, bestiller anden i god tid, lave lister og køber gaver til vores nærmeste. Vi forbereder os, det bedste vi har lært. Vi glæder os. Eller vi vil gerne glæde nogle andre. Så vi gør os umage med forberedelserne.
Forberedelser kræver tit en ekstra indsats. Uanset om vi forbereder en fest, et projekt, en ombygning af stuen eller et staudebed. Der er noget vi kan gøre. Noget vi kan undersøge. Noget vi kan gøre bedre, gøre mere af eller gøre grundigere. At være forberedt kræver altid en indsats af os. Forberedelser er vigtige. Det er ikke det. Også her til jul. Man skal ikke undervurdere værdien af at der er nogen der forbereder julemiddagen ordentligt!
Men på et åndeligt plan – og på et mellemmenneskeligt plan, så handler det om noget andet. Så handler det ikke om at være forberedt, men om at være beredt! Og det handler ikke om nogen egentlig indsats, det handler derimod om en bestemt indstilling til livet

Det er noget med at være parat.
Den voldsomme tekst vi lige har hørt handler også om det: At være agtpågivende, vågen, parat, opmærksom. Det kan være svært rigtigt, at høre hvad teksten handler om, fordi den bliver overdøvet af bulder og brag og undergangstegn, men når vi skal høre den her i adventstiden, så tror jeg det har at gøre med netop det: at vi skal være beredte! Vi skal være klar til at tage imod lyset som skal komme, vi skal være klar til at tage imod jesusbarnet.
Ordet advent kommer af det latinske “Adventus Domini”, som betyder “Herrens komme”. I adventstiden gør man sig klar til julen, hvor man fejrer, at Jesus – Herren – kommer til verden.
Det latinske ord “adventus” bruges også om en feltherres hjemkomst, efter han har besejret sine fjender. Det peger symbolsk på Jesus som den Herre, der har besejret de onde kræfter.
Når man i adventstiden taler om Herrens komme, har det tre aspekter:
For det første handler det om hans komme til verden som barnet i krybben.
For andet handler det om hans komme som nærværende i den kristne menighed og i de troendes hjerter.
Og for tredje handler det om hans komme til jorden ved tidernes ende, som vi hører det i teksten i dag.

Advent er i kirken en bods – og fastetid. Og en anledning til at gøre op med sig selv, med Gud og med sine medmenensker om der er noget der skal bringes i orden. Har jeg relationer, som er uafklarede? Er der noget i mit forhold til mine nærmeste som kunne være bedre? Og som måske ligger forhindringer i vejen for at vores liv med hinanden rigtigt kan folde sig ud? Er der noget imellem os der er uklart og mudret, som gør det vanskeligt for lyset at bryde igennem? Er der noget som binder mig til fortiden på en måde, som gør mig ufri? Og som jeg har svært ved at slippe?

Adventstiden er i åndelig forstand en tid til oprydning ikke bare i stuen og kasserne med julepynt, men også i hjertets pulterkammer. Der kan være så rodet, at det spærrer for vores udsyn, blik, opmærksomhed overfor andre mennesker og livet i det hele taget. Det kan være næsten uoverstigeligt at skulle gå ind i det rum og ligesom tage livtag med alt det der har hobet sig op, men første skridt er måske, gå der ind med Gud. Så kan vi bede:
Gud,
jeg har rum
hvor der aldrig kommer nogen
det er et syndigt rod
og jeg kan heller ikke
overskue det selv
der er så mange minder
og også noget
der skulle have været
væk for længst
der er noget
der er svært
og tungt
og jeg magter ikke
at være der
har lukket døren

Gud,
gå med mig
derind hvor det roder
så forfærdeligt
hjælp mig med
at skabe orden
i det kaos
der har fået lov
at stå til

Gud,
giv mig mod
til at smide det ud
som ødelægger
det gode i mit liv
giv mig blik
for at samle
det der er gået i stykker
på en ny måde

Gud,
sorter mig
i farver
eller i et mønster
der skaber ro
og som jeg kan
leve med.
Amen
Eller måske kunne man sige: Gud, gør mig beredt!
At være beredt er en indstilling til livet der er åben.
Åben overfor de mennesker vi møder, åben overfor det der ligger dem på sinde. At være beredt er at man ikke er fyldt op af sit eget, men at man faktisk har plads til andre mennesker og Gud – i sit hjerte.
At være beredt er også en åbenhed eller modtagelighed overfor det der måtte komme til én, af overraskelser, forstyrrelser, af tegn i sol og måne, af undergang – og overgang. Det der kommer til én – lykke og ulykke, og vide at det er sådan livet er. Det kommer både til at gøre ondt og til at gøre godt. Det er der ikke noget vi kan gøre ved, eller gør for. Uanset hvad vi gør, uanset om vi forbereder os det bedste vi har lært. Så er ulykke og død også en del af virkeligheden her.

Beredthed handler om at lade alt det der kommer, komme i tillid til Gud, som den der har været, og som er og som kommer.
At være beredt er ikke en undtagelsestilstand. Det er ikke at reducere sit liv til et lige nu. Det er ikke Carpe Diem, eller ”Lev stærkt – dø ung”.
”Vær beredt!”
Det er ikke at kaste sin fortid over bord, eller lade den være uden betydning. For vi bærer vores fortid og historie med os. Vi er blevet til ud af vores historie. Men det er, ikke at være så bundet af noget i fortiden, at man ikke kan slippe det – så vi ikke lever vores liv i fortiden, men nu.
Det er heller ikke at lade hånt om fremtiden. Eller holde op med at lægge planer, drømme og nære håb til fremtiden. For fremtidshåb er med at kaste lys ind over det liv, vi lever lige nu.

En fremtid hvor ulven højest sandsynligt ikke kommer til at bo fredeligt sammen med lammet, sådan som Esajas drømmer om. Men hvor det er af største betydning, at vi bliver ved med at drømme om fred, i en tid, hvor vi desværre stadig har god grund til at være bange og ser tegn i sol og måne på undergang og katastrofer, sådan som de gjorde det da templet faldt i Jerusalem omkring år 70. På den måde er der intet nyt under solen. Hver generation har haft deres tegn på undergang, og vi har også vores. Der er krige og sult og klimaforandringer, som er katastrofale. Vi lever i en overspændt tid, hvor det sidste der er brug for, er at vi holder op med at turde leve – og håbe. Håbe på Gud.

Adventstiden kan vi bruge på oprydning i vores hjertes pultekammer, og bede Gud om hjælp, så vi kan være beredte og klar til at tage imod det lys der kommer fra ham. Det lys og det liv, der skyder som en kvist fra Isajs udtørrede stub. Nye skud der gror frem de steder, vi overhovedet ikke havde ventet det, eller selv set det komme.
At være beredt er også at have blik for at Gud kan lade noget spire og gro, der hvor der er helt goldt og udtørret. Eller der hvor undergangen har hærget os og efterladt os tilbage som en rodet affære. Uden håb og uden evne til at se lyset. Også der kan Guds lys nå og der kan spire nyt liv frem, som det er værd at vente på.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Opgivelse, hengivelse og tilgivelse

11. søndag eft. trin. /Tekst: Luk 7,36-50

I dag vil jeg sige noget om forskellen på opgivelse, hengivelse og tilgivelse.

Opgivelse:
Det kan være nødvendigt at opgive noget. Indse at der ikke kommer noget godt ud af at fortsætte af en bestemt vej.
”Jeg giver op”, kan vi finde på at sige midt i et spil eller en diskussion, vi opdager at vi ikke kan vinde alligevel. Eller når vi har bakset med haveparasollen så længe at vi er lige ved at springe i luften.

Vi kan også blive ramt af resignation og opgivelse, når vi åbner avisen og læser om klimaforandringer og sorte udsigter for klodens fremtid. For hvad nytter det, at jeg spare på de røde bøffer og flyrejserne – sådan i det store regnskab. Det virker så udsigtsløst.
Der kan være gode grunde til at give op i forhold til en opgave man ikke magter. Det kan måske endda være det rigtige at gøre. Der kan være gode runde til at give op, også der hvor der hvor konsekvenserne er store, som fx i et ægteskab der er løbet tør for al god vilje og kærlighed. Men at give op, er næsten altid forbundet med fiasko. Der er noget skamfuldt over at måtte give op.
Måske ligger det i vores sprogbrug. Vi låner ord fra sportsverdenen, der udtrykker livet som en kampplads. Vi kæmper, vinder, taber, sejrer og giver op.
Vi tænker måske næsten ikke over det, men sproget betyder noget. Det både skaber og afspejler virkelighed. Sports-sproget bliver til sports-liv og uanset hvor gamle vi er, tror jeg, så bliver vi præget af den præstationskultur der ligger i det.
Det er trættende at leve et sports-liv. Vi ved jo godt at livet er mere kompliceret end en fodboldkamp eller et cykelløb, men alligevel er det svært at slippe forestillingen om at vi har så meget styr på regler og taktikker i livet, at vi har så meget magt over spillet, at det er op til os at få det til at lykkes – og altså også op til os, om vi taber, eller må give op.
Det ligger et stort pres på os, at tænke sådan. Måske kan vi sole os i- og klappe os selv på skulderen, når det lykkes, når vi er på vinderholdet. Men fiasko-følelsen og nederlaget, bliver tilsvarende tungt at bære, når vi er på taberholdet. Når det ikke går, som vi håbede og kæmpede for.
For hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg havde kæmpet lidt hårdere? Gjort det eller det anderledes? Vi tager et stort ansvar på os, når vi lever sports-liv. Kristeligt set, alt for stort.
På den ene side tænker vi for store tanker om vores egne evner, når vi lever sports-liv. På den anden side tænker vi alt for småt om Gud. For hvilken plads levner vi til ham, når vi selv tager æren for alle livets op- og nedture?
Måske bliver det særligt tydeligt hvad jeg mener med sports-sprogets begrænsninger i forhold til vores liv, når vi taler om sygdom.
Det er helt almindeligt at vi taler om sygdom som en kampplads. Og at man kan vinde eller tabe til en kræftsygdom. ”Han tabte til kræften”, kan vi læse i avisen når ét menneske er død som følge af kræft. Og tilsvarende: ”Hun vandt over kræften”, når en kvinde er blevet helbredt for en kræftsygdom.
Der er noget forkert i den måde at tale om sygdom på. For vist kan vi selv gøre noget. Forsøge at leve sundt og ordentligt, men vi kender jo alle sammen et menneske der levede sundt og godt, og alligevel blev syg og døde.
I bund og grund er der meget lidt vi selv kan gøre i forhold til sygdom, når det kommer til stykket – og at tro det, og at tale om det, som om det er en kamp, man kan være mere eller mindre god til, er med til at lægge et alt for stort pres på os, når vi bliver syge.
Det er meget menneskeligt at vi, når vi bliver syge, reagerer med, at ville gøre alt hvad der står i vores magt for blive raske. Det skal vi selvfølgelig også. Men jeg tror samtidig vi skal hjælpe hinanden med, ikke at ville tage mere på os, end der er muligt at gøre noget ved.
Livet er ikke en sportsarena, hvor vi kan vinde over al sygdom, ulykke og død, ved at kraftpræstationer. Eller tabe, fordi vi må give op. Det er simpelthen ikke i vores hænder. Det er ikke os der er Herre over liv og død.

Mange af os der har været tæt på et døende menneske, har haft oplevelsen af at den døende selv ”gav slip” i livet. Der kan måske endda være nogen der har siddet ved siden af sygesengen og sagt det højt, eller ønsket det. At den døende måtte give slip.
Oftest, tror jeg, vil det ikke være et udtryk for at den døende ”gav op”, men måske nærmere at den døende ”gav sig hen”. Hengav sig til det der nu skulle ske. I en nærdøds-erfaring af, at døden ikke er op til os, men op til Gud. Man kan ikke opgive noget der er ude af ens hænder, men man kan hengive sig til det. Hengive sig i tillid til at her én der bærer os.

Hengivelse:
Hengivelse er et lidt bedaget ord. Det er ikke noget vi går og siger, sådan til dagligt, at vi hengiver os til noget. Det lyder lidt højstemt at sige. ”Jeg gav mig hen” til det eller det.
Og hengivelse forbinder vi måske særligt med erotik. At give sig hen til et andet menneske, er kærlighedens og erotikkens sprog.
Men det er også kristeligt set, en måde at være til. Altså at give sig hen til livet, i tillid til at vi lever i Guds favntag.

Når vi giver op over for noget, er vi pinligt bevidste om os selv, om egne styrker og begrænsninger, om vores eget.
Når vi giver hen til noget, er det derimod et udtryk for selvforglemmelse. Det er når vi i øjeblikket lader os optage fuldstændigt af en sag, af et andet menneske, af kunst, af skønhed, af situationen – måske også derfor er det ikke noget vi siger. For selvforglemmelsen er dejligt fri for evalueringer af ens sindsstemninger. I selvforglemmesen, i hengivelsen – ER vi bare.
Måske udtrykkes hengivelsen bedst som håb eller bøn. Altså at vi kan have en længsel efter at kunne give slip på kontrol, forbehold, andre menneskers forventninger til os, eller egen bagage – og give sig hen til livet, sådan som det nu former sig.
Oftest bliver det ved længslen og bønnen, for det kræver mod at gøre det. Og det er nok sådan at jo mere bundet man er, af alt muligt, jo mere man har at bære på af skyld og historie. Jo, sværere bliver det at turde hengive sig. Det kræver mod og det kræver tillid.
Jeg tror det er derfor vi har brug for at høre fortællingen om kvinden der har det mod. Vi ved jo ikke meget om hende, men fortællingen gør os det klart at hun har meget på samvittigheden. Og ikke mindst at hun er stemplet som uren og syndig. Vi ved ikke hvilke overvejelser hun har gjort sig da hun købte den, sikkert kostbare olie, og besluttede sig for at gå ind i farisæeren, Simons hus, hvor Jesus sad.
Måske er hun nået et nulpunkt. Eller måske er hun blevet ramt af et håb om at hendes liv faktisk kan blive anderledes. At hun dybest set er afhængig af noget andet. I hvert fald må hun have indset at hendes fremtid ikke afhænger af
hvad Simon og hans venner tænker og siger om hende. Og derfor vover hun sig indenfor i Simons hus. Derfor vasker hun Jesus fødder med sine tåre og tørrer dem med sit hår. Kvinden har indset hun har brug for Guds tilgivelse. Hun giver ikke op. Tvært imod. Hun giver sig hen til Kristus, og tager imod hans tilgivelse. Hun erkender at hun ikke, ved egen præstation kan komme ud af sin fastlåste liv. Hun giver sig hen til Guds livgivende kærlighed.
Og Gud er kærlighed. Den kærlighed der griber og rækker ud, og finder mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig. Ligesom Gud har elsket os, skal vi også elske hinanden. Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.
Guds kærlighed er den fornyende og livgivende gave som giver os kraft til at give os hen til Gud og til hinanden. Det er den fred og den frelse, der omslutter kvinden, så hun får mod til at erkende sit afhængighedsforhold til Gud. Hun får mod til give sig hen og at tage imod, og det er faktisk noget af det modigste et menneske kan gøre.

Tilgivelse:
Og at indse vi er afhængige af Guds kærlighed ligesom kvinden, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv.
Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed.
Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold der holder, selvom når vi indimellem giver op, det er et sted hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Og tro er at vide sig afhængig af Gud.
Tilgivelsen er ikke noget vi kan bestille, forlange eller tildele os selv. Det er det liv, vi får del i, når vi som kvinden giver os Gud i vold. Tro er at turde give sig hen til livet i Guds favntag, i tillid til Guds evige nåde og tilgivelse. Hverken mere eller mindre.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Meningen rører os med medmenneskelighed

7. søndag eft. trinitatis /tekst: Matt 10,24-31

Hele verden har holdt vejret. Vi har levet med de 12 drenge og deres træner i grotten i Tham Luang i Thailand, og fulgt den dramatiske redningsaktion næsten fra time til time.
Det er et mirakel at de alle sammen er kommet ud i god behold, og tilsyneladende uden mén. Det var der næsten ingen der havde turdet håbe, efter at en af verdens dygtigste dykkere døde under et redningsforsøg. Vi har fulgt med i monsunregn og vandstigning og det kritiske iltindhold i hulen.

Jeg læste for engangsskyld lederen i Børsen, under overskriften ”Tham Luang kaldte det bedste frem i mennesket”. Jeg tror det er sandt. Der har været noget virkelig smukt over hele situationen.
Det har været en tid med stor frygt for det værste der kunne ske. Jeg kan ikke forestille sig den mor eller far, som ikke har tænkt: tænk hvis det var min dreng på 10 år der sad derinde.

Og det har været en tid med stor menneskelighed. Det har været ret fantastisk at se og høre hvordan bekymringerne for de 12 drenge og deres træner, formåede at kalde det bedste frem i mennesket.
Den thailandske militærjunta lagde sin forfængelighed til side og bad om international hjælp.
De lokale bønder fik deres rismarker ødelagt af mudder, men erklærede at redningen af drengene var vigtigere.
Forældrene tilgav træneren, der havde haft ansvaret for deres børn, da de gik ind i grotten.
Drengene selv virkede i deres breve til at være mere optagede af at berolige forældrene end af deres egen livsfarlige situation.
Fra hele verden strømmede sympati til de indespærrede drenge og til den omkomne dykkers familie.
De sociale medier gik nærmest amok.
Et mediehysteri? Nej, et menneskeligt fællesskab, konkluderede Niels Lunde i Lederen i Børsen. Jeg synes han har ret. Den store bevågenhed, har været udløst at ønsket om at hjælpe. Hjælpe andre mennesker.
Den ene af de to britiske dykkere, der fandt drengene i grotten, sagde forleden: ”Jeg dykker, fordi jeg holder af det, og har altid tænkt om det mon havde et formål. De sidste to uger var dét, som jeg har forberedt mig på hele mit liv.”

Det er en stærk motivation. Medmenneskeligheden er en stærk motivation. Så stærk at frivillige hjælpere fra hele verden tog til Thailand for at hjælpe.
Stærkere kan det vel ikke udtrykkes, at der findes noget i vores liv, der er vigtigere end om vi bare overlever det. Måske er det, hvad der med et gammelt ord, kaldes gudsfrygt. At der findes noget der er vigtigere, og som også er vigtigere end vores eget. Og måske er det, det vi taler om, når vi siger: at ”det kaldte det bedste frem i mennesket”. Gudsfrygt og medmenneskelighed er i hvert fald tæt forbundne.
Når jeg nu fremhæver redningsaktionen og den store verdens bevågenhed på de 12 drenge og deres træner, som et udtryk for gudsfrygt og medmenneskelighed, så er vi selvfølgelig også nødt til at opholde os ved det faktum, at der er noget helt skævt. For hvad med alle de andre mennesker der dør rundt omkring i verden? Der er desværre mange steder, der ville være brug for frivillige hjælpere, masser af penge, god vilje, gudsfrygt og menneskelighed. Men hvor vi ikke giver den.
At det lige blev drengene i grotten der vandt verdens hjerte, er der sikkert mange andre der er klogere end mig, der kan sige noget om, men lad os her nøjes med at konstatere, at det skete og man kunne ønske sig at det også sker, når der ikke er tusind kameraer tændt.
Gudsfrygt og medmenneskelighed er forbundet med hinanden. Og det er også forbundet med mening. Når vi bliver ramt af den medmenneskelighed der får os til at glemme os selv for en stund, og vi ser at vi er forbundet og at der er noget der er større og vigtigere end os selv, så er der meningen. Det er selve meningen med livet der rører os. Det er den mening eller det håb, vi kristne kalder Kristus. Kristus, som den der sætter selvet til side, ja ofrer sig selv, for mennesker. For det fælles menneskelige.

Det håb og den mening kendte den gamle prædiker ikke. Han er født længe før Gud gav sig selv til kende og blev meningen i Kristi skikkelse. Den gamle prædiker kunne ikke se meningen. Eller meningen var der bare ikke. For ham. Alligevel har ingen som han beskrevet den realisme og den dobbelthed der er forbundet med at leve. Prædikeren har i al sin tale om tomhed og jagen efter vind, sin egen form for opbyggelighed. Nemlig, erkendelsen af, at livet er som det er. Den har Prædikeren beskrevet smukkere end nogen anden:
”For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes , en tid til at dø. …En tid til at klage. En tid til at danse…. Osv.”
For det er jo præcis sådan livet er. Ved vi ikke det, lever vi ikke. Indimellem er livet som en smuk dans – og indimellem rammes vi eller vores kære pludselig og ubarmhjertigt at sygdom og ulykke, så vi ikke kan andet end at græde og klage.

Og meningen er hverken dansen eller klagen, lykke eller ulykken. Der er som vi ved flygtige størrelser. Det er bare. Det sker bare.

Det sker at en fugl falder til jorden. Det sker at 12 drenge bliver fanget i en grotte. Det sker at mennesker bliver taget fra os. Det sker at vi bliver syge. Og det er ikke meningen. Der er ingen meningen MED det, men det betyder ikke som prædikeren konkluderede at det er meningsLØST. Ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Det er meningen. Ikke AT den falder, men at Gud er med den, når den falder. Og at vi bliver berørt af den mening, der fremkalder både gudsfrygt og medmenneskelighed, så at vi kan glemme os selv for en stund. Det er meningen.

Det fjerner ikke det meningsløse i vores liv, men det gør det muligt at leve med det meningsløse. At leve med sorg og sygdom. At leve med at livet er som det er. Nogen gange smukt og nogen gange vanvittig hårdt. Gud er ikke kun i dansen og livet. Han er også i klagen og døden. Det er Kristus, der dør og opstår i os. Det er Kristus der sætter sit liv til, for vores skyld. Det er Kristus, der har gjort vores smerte til hans. Det er os der bliver berørt og favnet af ham, som er. Som er i det hele.

Redningsfolkene i det nordlige Thailand er ikke Kristus. Det er der ingen af os der er. Vi er mennesker på og ondt, med skriftende tider og forskellige talenter. Men når vi bliver ramt af den medmenneskelighed der får os til at glemme os selv for en stund, så vi ser at vi er forbundet og at der er noget der er større og vigtigere end os, så er det meningen. Det er selve meningen med livet der rører os. Det er Kristus der lever i os. Det er den berøring, som kan give os mod, som vi slet ikke vidste var i os. Og kræfter, som ikke er fra os selv. Det er den berøring, som gør, at finder fodfæste selv, når det stormer og suser omkring os.

Livet er som det er. Omskifteligt og ude af kontrol. Vi kan ikke gøre hverken fra eller til. Der er både en tid til at græde og en tid til le. Men vi kan have tillid til, at Gud er både i gråden og latteren. Der findes ikke en dag eller en tid, som ikke er i hans hånd.

Tanken om at den almægtige Gud, kender os og er så tæt på hver enkelt af os, at han kender antallet af vores hovedhår, virker overvældende. Måske endda intimiderende eller måske bare så urealistisk, at vi ikke kan forholde os til det.
For hvordan skulle den Gud, som rummer hele universet, også være så tæt på hver eneste af sine skabninger? Den tanke kan vi umuligt rumme, men måske kan vi finde varme ved den tanke, at det er sådan, fordi Gud har kastet sin kærlighed på os. For vi ved, at det er sådan det er, at det vi kaster vores kærlighed på, det ser vi meget klarere og kender meget bedre. Sådan er det. Når jeg ser ud over en skolegård med hundredvis af børn, så finder mit blik meget hurtigt mine egne tre. Sådan er det – Gud har kastet sin kærlighed på hver enkelt af os, kender os og slipper os ikke. Derfor og ikke fordi, der ikke er meget vi med god grund kan være både kede af og bange for, siger Kristus: Frygt ikke! Frygt ikke, for jeg er med jer i både latter og gråd, liv og død.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Bøn over Prædikeren kap. 3

Almægtige Gud,
Kære far i himlen
Vi takker dig for, at vi må tro
at du er hos os til alle tider.
Vær hos alle der har født,
vær hos alle der skal dø
Vær hos alle der har plantet noget nyt,
og spændt venter på om det bliver
som de havde håbet.
Vær os alle der har ryddet
op i deres liv, og er i tvivl om,
om de gjorde det rigtige
Vær hos alle der har slået
håbet ihjel hos andre,
vær hos alle der håber på
at blive helbredt.
Vær hos alle der er i færd med
at rive noget godt ned.
Vær hos alle der er i færd med
at bygge noget nyt op.
Vær hos alle der græder,
vær hos alle der ler.
Vær hos alle der klager sig,
vær hos alle der danser af glæde
Vær hos alle der spreder sig over for meget,
vær hos alle der samler det hele i en bunke.
Vær hos alle der har brug for
at blive omfavnet,
vær hos alle der ikke kan holde ud
at blive omfavnet
Vær hos alle der opsøger nye venskaber,
vær hos alle der har mistet en der stod dem nær
Vær hos alle der gemmer på en hemmelighed,
vær hos alle der kaster det hele over bord.
Vær hos alle der river venskaber itu,
vær hos alle der syr venskaber sammen
Vær hos alle der har brug for at tie,
vær hos alle der har brug for at tale
Vær hos alle der savner at bliver elsket,
vær hos alle der er fyldt af had
Vær hos alle der lever med ufred og krig,
vær hos alle der længes efter fred.
Vær hos os i dag og rør os
med mening og medmenneskelighed.
Giv os del i dit mod og din kærlighed
og giv os kræfter, der rækker
udover os selv.
Vi beder dig forny vores ånd
og velsign vores tid, med dit nådige nærvær.
I dag og i al evighed.
Amen

Udgivet i Kirkebønner og andre bønner | Skriv en kommentar

For Gud er alting muligt

6. søn. efter trinitatis /tekst: matt 19,16-26

En kamel kan ikke komme igennem et nåleøje. Ikke engang hvis den er helt lille og spæd, og nøglehullet er ualmindelig stort.
Den kan bare ikke. Heller ikke selvom vi siger, at det bare er et spørgsmål om vilje. Ja, det er nok en af vor tids største løgne, at alting er et spørgsmål om vilje.
”Man kan hvad man vil!” siger vi og pålægger os selv og andre al ansvaret for at få succes med det umulige. For vel kan vi da ej. Vi kan ikke på nogen mulig måde få en kamel ind igennem et nåleøje.

Det er sandt nok, at man ikke kommer langt uden vilje.
Det kræver talent, men det kræver også vilje til at øve, at blive en dygtig pianist.
Det kræver kærlighed, men det kræver også vilje at få et parforhold til at fungere.
Det kræver held, men det kræver også vilje at være en dygtig virksomhedsleder eller fodboldspiller.
Det er sandt nok, at man ikke kommer langt uden vilje. Men det er en løgn, at man kan hvad man vil. En stor fed løgn.
Og det burde nogen forældre fortælle de stakkels umusikalske børn, der stiller op til X-factor og andre talentkonkurrencer. I stedet får de et nederlag og føler sig frygteligt utilstrækkelige. De VIL af hele deres hjerte gerne være popstjerner, men det er umuligt, for det kræver at man i det mindste har bare en enkelt tone i livet.
Og det burde nogen sige til os, når vi forsøger at gøre det umulige. Når vi pludselig tror at det faktisk er muligt for os at få en kamel ind gennem et nåleøje.
Hvis vi bare anstrenger os nok, vil det nok – hvis vi bare kæmper med det, så kan vi godt. Sådan er vi opdraget til at tænke.
Vi kan næsten bilde os ind, at vi alene ved tankens kraft kan helbrede os selv, ændre vores livssituation, ja, frelse os selv. Hvis vi bare ”vil” det nok – så kan vi klare det umulige. Sådan tænker vi i dag. Men det er en stor fed løgn. Vi kan klare meget, men vi kan ikke klare det umulige.
Jeg tror ikke det er helt tilfældigt, at vi ser så mange blive ramt af stress og depression i de her år. Vi har et ambitionsniveau der er umuligt. Vi lever med en forestilling om, at livet på en eller anden måde er noget der skal præsteres, og som vi kan optimere, så det bliver nærmest perfekt. Det er en sejlivet forestilling, som hænger sammen med tanken om at ”vi kan hvad vi vil”, men det er en forestilling som vi slår os på igen og igen, for den holder ikke i virkeligheden.
For i virkeligheden slår kræfterne ikke til. I virkeligheden kan vi ikke alt, hvad vi gerne vil. Med årene erfarer vi det alle sammen. Det at livet indimellem er umuligt at have med at gøre. Der findes ikke et menneske, som ikke har noget at kæmpe med. Stort eller småt, men umuligt at gøre noget ved.
Jo ældre vi bliver, jo mere nærværende bliver det for os, at virkeligheden rummer meget smerte og at der er meget i livet, der er helt ude af vores hænder. Selvom vi bruger al vores opsparede vilje – eller alle vores penge – så kan vi ikke undgå livets indimellem barske stød.
Vi kan til en vis grad købe os til at gøre livet behageligt, men vi kan ikke købe os til livet. Og måske er det det, den rige mand skal lære! ”Ja, du har gjort meget – og ja, du kan meget og ja, du har meget – men der er en del af livet, som du hverken med magt, penge eller vilje kan blive Herre over.” Den rige mand, ville gerne leve livet helt ud. Han ville gerne gøre det gode, men han kunne ikke. Han kunne bare ikke. Ikke fordi han var et dårligt menneske, men fordi han var et menneske.
Pointen er ikke at pege fingre af de rige, pointen er at fingeren peger på alle os mennesker, der tror at vi kan klare livet på egen hånd.
Pointen er, at vi skal finde vores rigtige størrelse. Det rigtige perspektiv. Vi kan gøre meget, men der er så uendelig meget, som er ude af vores hænder og som er umuligt for os at gøre noget ved. Og det må vi erkende, for at kunne leve vores liv af Guds nåde og med en frimodig tillid til at for Gud er alting muligt. Det er ikke nogen let erkendelse for et handlingsorienteret og livsoptimerende menneske, at vi ikke kan nå i mål med vores livsprojekt med egen vilje. At det er umuligt.

Det er en stor kamel at skulle sluge!
Jeg ved ikke om det er lettere at sluge kameler end at få dem bugseret igennem et nøglehul, men ifølge Matthæus taler Jesus i hvert fald senere igen om kameler:
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab… I sier myggen fra, men sluger kamelen.”
Kamelen er altså oprindeligt et symbol på noget, der vejer tungere eller er vigtigere end noget andet. I dag bruger vi udtrykket, om at sluge en kamel, når man skal acceptere noget man ikke er glad for.
Hvis vi skal tale kamelsprog om dagens tekst. Handler det altså om at vi skal sluge den kamel, vi ikke kan få igennem nåleøjet!
Med andre ord: Vi skal erkende, at vi ikke er Herre i eget liv, men at vores liv og frelse afhænger af Gud. Det er Gud der giver os livet. Det er ved Kristus vi bliver frelst. Det er Helligånden der fornyr os og giver os nyt livsmod.
Det er en aflastning for os, der alle andre steder, får at vide at vi skal det hele selv. Det er en befrielse og en fantastisk gave. Men det er også en kamp og en daglig udfordring, faktisk at tage imod den gave og leve med den befrielse, der ligger i at vi lever af Guds nåde og barmhjertighed.
Paulus taler også om forholdet mellem det vi vil, og det vi kan. Han siger sådan her: ”Alt det jeg vil, det gør jeg ikke – og alt det jeg ikke vil, det gør jeg”. Og når han siger det, handler det selvfølgelig ikke om at stille op i X-faktor uden musikalske evner, eller at slå sig på at evnerne ikke rækker til at blive professor i teologi, selvom man nok havde viljen.
Og dog, for Paulus´ ord udtrykker en erfaring, som jeg vil tro, de fleste kan nikke genkendende til. Altså at der hersker en dobbelthed i os, som også bunder i en magelighed, eller en ulyst til alligevel at engagere sig helt i livet.
På den ene side vil jeg gerne være sådan et menneske, der altid sætter andres behov højere end min egne. På den ene side, VIL jeg virkelig gerne være sådan et menneske der gør det gode, men ofte orker jeg det ikke. Eller jeg gør det ikke, fordi jeg ikke kan få mig selv til det. Jeg vil, men jeg kan alligevel ikke. Jeg kan ikke, når alt er sat på spidsen, betale den pris det koster for mit eget ego. For det kræver erkendelsen af, at jeg har brug for hjælp. For Guds hjælp. Det kræver erkendelsen af, at hverken god vilje eller evner, strækker i forhold til at leve et helt liv i kærlighed. Kærlighed til min næste. Kærlighed til Gud.

Det liv er en befrielse. En befrielse fra at skulle præstere livet selv. Men det er også en udfordring, at kaste sig ud i det, i tillid til at Gud griber os. Det spring klarer vi kun ved Guds hjælp. For mennesker er det umuligt, for Gud er alting muligt. Også vores frelse!

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar