Om det der klæber os til taburetten

Sidste søndag efter Helligtrekonger

”Han klæber til taburetten” siger vi om en politiker som ikke længere er drevet af idealisme, men med vold og magt vil blive siddende på ministertaburetten. På magten.
Jeg tror det er i den ånd vi skal forstå udsagnet om at vi skal hade vores liv i denne verden, for at kunne få del i det evige liv.
Vi skal vide at vi det vi har, har vi til låns. Det vi gør, gør vi fordi vi har fået evnerne givet. Det vi skal, er at tjene Gud og medmennesket.

Det handler ikke om at vi skal foragte eller sjofle livet.
Det handler ikke om at vi skal regne livet for ingenting.
Det handler heller ikke om, som vi kender det fra pietismen, at forsage alle livets glæder, og betragte livet som en jammerdal på vej mod himlens lyksalighed.
Det handler ikke om at vende livet ryggen og vende sig mod døden. Selvom det godt kunne lyde sådan, når evangeliet taler om at vi skal hade livet.

Had er et voldsomt ord, som vi lærer vores børn at de ikke må bruge. ”Man må ikke ”hade” nogen eller noget, siger vi til dem. ”Det er ikke pænt at sige”. Men Johannes bruger altså det ord, når Jesus skal fortælle os hvad det vil sige at følge ham.

Had betyder at lægge afstand, at vende sig bort fra. Had er en følelse, eller en besættelse af noget. Når man hader nogen eller noget så er man nærmest som besat af det. Man kan ikke tænke på andet.
At hade sit liv, er altså at undgå at blive besat af sit eget liv. Eller med andre ord, vi skal slippe det, som kun er liv for os selv. Ellers bliver vi selvdøde.

Vi skal skille os af med taburetten, rejse os og gå derfra, hvis det viser sig at det sted hvor vi er, ikke længere er til glæde for andre end os selv.
Det er ikke kun politikere der klæber til taburetter. Eller til magten. Vi har alle sammen et eller andet vi klæber til, og som forhindrer Kristuslivet i at folde sig ud.
Det kan være egne dagsordner eller forfængelighed der har givet os blinde pletter i forhold til egen formåen. Det kan være ideer om det gode liv, som ikke er godt for andre end os selv. Og Evangeliet i dag siger: ”Den som elsker sit liv, mister det”. Helt enkelt. Vi må give afkald på egoisme og det selvcentrerede i vores liv. Måske kan man sige, at det alligevel er selvdødt.

Som hvedekornet der må lægges i jorden, må dø, for at det kan blomstre og bære frugt. Sådan må vi give afkald på det, der klæber os til en forståelse af os selv som verdens centrum, for at vi kan være med til at sætte frugt i verden. For at vi kan tjene Gud og vores medmennesker.

Teresa af Ávila, også kendt som Teresa af Jesus, blev født i 1500-tallet ind i en spansk adelsfamilie og havde alle muligheder for at få en sorgløs og luksuriøs tilværelse som adelsfrue. Men hun ville noget andet og større. Hun brød alle konventioner for, hvad en kvinde kunne opnå på den tid. Sammen med Johannes af Korset grundlagde hun en ny gren af karmeliterordenen.

Det fortælles at der engang kom en kvinde til hende og spurgte: ”Hvis jeg vil finde Gud, hvor skal jeg så begynde at lede, og hvor skal jeg slutte?” Hun var lidt forpustet efter turen op til klosteret.
Teresa så på kvinden, som havde gået langt for at få svar på sit spørgsmål. Klosteret lå afsides, og kun den, der virkelig havde bestemt sig, overvandt anstrengelserne for at komme derop.
Kvinden strøg håret væk fra panden og drak en slurk af vandet, som var stillet frem til hende.
Teresa var kendt for sin visdom og for sin indre fred, som kunne mærkes i alt, hvad hun gjorde og sagde. Det var ikke ualmindeligt, at besøgende kom for at få et råd af hende.

”Synes du, der var langt hertil?” spurgte Teresa.

Kvinden så forbavset på den gamle nonne, som var så berømt, men ikke synede af ret meget.

”Ja, vejen var både lang og kringlet og hullet.”

”Var det da værd at gå den?”, spurgte nonnen.

”Ja, det håber jeg, for jeg vil så gerne have svar på mit spørgsmål. Hele mit liv har jeg forsøgt at forstå, hvem Gud er. Jeg har bedt, og jeg har læst, og jeg har diskuteret med mine venner, men det føles stadig, som om Gud er langt borte. Jeg er begyndt at tro, at jeg har søgt de forkerte steder.”
”Nej, svarede Teresa, ”ikke de forkerte steder, men måske på den forkerte måde og med alt for få kræfter.”

”Hvordan skal jeg så gøre?” spurgte kvinden og tørrede sig over panden med bagsiden af hånden.

”Du har gået langt for at få et godt råd, men du må gå endnu længere for at finde Gud. Jeg vil vise dig vejen, men du må selv vandre ad den. Der er fem ting, du skal lære.”

Teresa rejste sig op og så ud gennem det lille vindue. Solen var ved at gå ned. Snart var det tid for aftenbønnen. Med lav røst sagde hun: ”Stilhedens frugt er bøn,
bønnens frugt er tro,
troens frugt er kærlighed,
kærlighedens frugt er tjeneste
og tjenestens frugt er fred.”

Kvinden lyttede opmærksomt. Teresas ord virkede kloge, men der var noget der forvirrede hende.
”Stilhedens frugt er bøn
Bønnens frugt er tro
Troens frugt er kærlighed
kærlighedens frugt er tjeneste
Tjenestens frugt er fred…” gentog hun.

”Er stilhed og fred ikke det samme? Er det ikke en lang vandring for at nå det, jeg allerede havde, da jeg begyndte, spurgte hun så.

”På overfladen kan stilheden og freden ligne hinanden”, svarede Teresa. ”Derfor nøjes mange mennesker med det første og når aldrig længere. Under overfladen er forskellen meget stor. Stilheden kan du selv skabe, men den virkelige fred, kan du kun tage imod fra Gud. Gå nu. Vejen kan være svært fremkommelig og lang, men nu har du fået anvist vejen.
(Fortællingen er fra ”Vejen er ikke snorlige, Unitas Forlag)

Det er salmedigteren Simon Grotrian der har sagt noget i retning af: Livet handler ikke om hvad der kommer ud af det, men hvad der kommer ind i det.
Det er alt det der ydre, det vi kan vise frem, det der kommer ud af vores anstrengelser og som vi kan blive så optaget af, at der ikke er plads til at det gode kan komme ind i vores liv. Det der kommer fra Gud.

Stilheden kan vi selv sørge for. Og den kan være larmende. Freden får vi fra Gud.

At tjene Gud, at følge Jesus, er at gå på fredens vej. Den vej, hvor de hvedekorn der bliver lagt i jorden, vokser op og giver frugt. Den vej, hvor der kommer liv ud af død. Den vej, hvor vi ikke skal præstere noget stort, men tjene hinanden i det små. Den vej, hvor vi må tro på at vi aldrig går alene.
Gud er hos os nu! Det må vi tro. Ligesom vi må tro, Gud også er hos os, når vi lægges i jorden – ikke for at blive opslugt af mørke, men til et helt nyt liv.
Indimellem er vejen hård og ufremkommelig. Indimellem er det svært at tro, at det er sandt, at livet er stærkere end døden. At der vil vokse noget nyt frem, endda noget der er bedre end det gamle. Og det er altid svært at lade Gud få plads til at fylde vores stilhed med fred, og vores tomrum med liv. Det kræver at vi ikke fylder vores liv med vores eget, men at vi lader vores hjerte være åbne overfor Gud og vores medmennesker.
Herliggørelse er et ord der går igen i den her tekst. Det er et underligt ord. ”Herliggørelse”. Det betyder noget i retning af forvandling, eller at Gud vil vise os det guddommelige. Åbenbare os hans storhed.
Det sker drypvis, som en hemmelighed vi får mere og mere syn for. Det sker i glimt eller som Ordet der bliver kød i blandt os. Folkeskaren så en flig af Guds herliggørelse af Jesus. Og vi ved at den herliggørelse blev fuldbragt på korset.

Sådan oplever vi også Guds fred og herliggørelse i glimt, og når der vokser liv ud af det, der var gået helt dødt.
Og vi må tro, at der kommer en dag, hvor det der i dag kan fremstå mørkt og dunkelt vil blive oplyst og stå i forklarelsens skær. Vi må tro at alt vil komme for en dag. Det er det vi kalder for dom.
Og det er altafgørende at forstå at Guds dom ikke er det samme som en fordømmelse. Dommen er derimod en afsløring af alt det, der skygger for Guds herliggørelse vej.
”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud”, hører vi i dagens tekst.
Dommen er der hvor Guds kærlighed for alvor slippes løs i verden. Den dag, hvor hadet og hævnen og bitterheden og misundelsen bliver tilintetgjort og hvor sandheden skal skinne frit, så alt kan blive herliggjort.
Guds dom er storsindet ud over al menneskelig forstand. Gud bliver alt i alle. Jesus siger: ”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” og vi spørger måske: Står der virkelig alle? Ja, det står der faktisk.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

“Det må I ikke hindre dem i”

1. søndag efter Helligtrekonger

Vi har jo oftest barnedåb til vores gudstjenester, men ikke i dag. Det havde ellers været passende når der nu skal prædikes over den tekst, som bliver læst ved hver eneste barnedåb. ”Lad de små børn komme til mig”. Vi kende ordene så godt.
På sin vis er det også befriende at vi ikke har dåb i dag, ikke alene er her lidt knapt med pladsen, men det giver os også en anden mulighed for at løsrive den her tekst fra dåbssammenhængen. For den handler jo egentlig slet ikke om dåb. Børnene bliver ikke døbt. De bliver velsignet. ”Han tog dem i favn og velsignede dem”. Men i vores tradition har den ikke alene været et hovedargument for barnedåb og er også så tæt knyttet vores dåbspraksis, at vi dårligt kan høre den uden at den forkynder dåbens gave. I dag går vi en anden vej.

For hvad er det egentlig der sker i teksten? Jesus står og taler foran en stor gruppe – mænd, må man formode. Så kommer der nogle kvinder gående med deres børn. Ja, de kommer ikke bare gående, de går direkte hen til Jesus med deres børn. De vil gerne have at Jesus skal røre dem. Men det er for meget for disciplene. De truede af dem. Egentlig ret voldsomt. Man kan forestille sig at de har stillet sig helt fysisk i mellem kvinderne med børnene og Jesus. ”I hører ikke til her!” har de sagt. Eller noget i den stil. ”I har ikke sådan direkte adgang til Gud, ligesom os andre.”
Men Jesus blev som vi ved vred og sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Og dengang var det en provokation. Dengang skulle børn hverken ses eller høres, så lige frem påstå at Guds rige var deres og at vi voksne kunne lære noget af deres tilgang til livet. Det var en provokation.
I en tid som vores, hvor børn forgudes, er det overhovedet ikke nogen provokation. Der er ingen der i dag betragter børn, som andenrangs mennesker. Børn i dag har god plads og stor værdi.
Vi kommer let til at høre disciplene som sådan nogle meget lidt tolerante typer, der ikke orker barnegråd og fedtede fingre på tapetet. Sådan nogle der har brug for ro, renlighed og regelmæssighed.
I virkeligheden tror jeg de dækker sin under et hensyn til Jesus. Jeg tror de er rigtig godt gammeldags fornærmet på Jesu vegne: Helt ærligt komme slæbende her med nogle børn, forstyrrer Jesus og bede ham om at røre ved børnene, som om det skulle gøre nogen forskel… Ren overtro og hokus pokus og så langt fra hvad Jesu forkyndelse. Har de da overhovedet ikke fattet noget som helst, de kvinder. Det handler jo netop ikke om ydre renhed, og ingen ydre berøring vil i sig selv kunne rense det indre menneske.
De har misforstået det hele. Og disciplene bliver fornærmede på Guds vegne. Ja, måske er de endda flove på Guds vegne, over den uvidenhed der kommer for dagen. Og derfor truer de af dem. De vil ikke udsætte Gud for den åndelige afstumpethed og naivitet.
De opfører sig som om Jesus ikke tåler at blive forstyrret. Som om det guddommelige ikke skulle kunne tåle kontakt med det barnagtige og beskidte. Og måske er disciplenes indstilling så alligevel ikke så langt fra en indstilling vi kender i dag. For hvad er det egentlig for en opfattelse af Gud de har?

Ja, de mener jo i hvert fald at der er noget i det menneskelige, som ikke kan stå foran Gud. Det afstumpede fx eller det naive, det beskidte, det barnlige, overtroen. Det kan vi ikke komme til Gud med. De bliver flove og fornærmede på Guds vegne.
Disciplene forsøgte at holde det væk fra Guds nærhed eller Guds øjne. Som om Gud har særligt sarte øjne der kan krænkes. Det er nok snarere disciplenes egne øjne, som var krænkede. De truede. De blev vrede på Guds vegne. Det er set før og også siden. Mennesker kan blive rasende på Guds vegne.
Når vi bliver sårede af manglen på respekt for vores Gud, så har vi det med at projicerer vores egen krænkelse over på Gud. Vi kan, ligesom disciplene her, have en forestilling om at vi viser Gud respekt ved at holde respektløsheden fra hans øjne. Den indstilling til Gud findes i stort set alle religioner. Det sker når vi mennesker former Gud i vores eget billede eller hænder. I alle religioner – og også i de flere kirkelige traditioner har der været nogle, som med stor myndighed, har prøvet at holde verden ren for alt det, som Gud ikke skulle kunne tåle at se eller komme i nærheden af. På Jesu tid var det toldere, syndere, urene, beskidte unger og overtroiske mødre. Listen over det som Gud ikke skulle kunne tåle er anderledes i dag, men hvis vi tænker efter, er den nok ikke kortere.
Disciplene truede af dem, for at få dem til at holde sig væk. Måske er vi mere avancerede, men vi bevæger os oftest også i ret lukkede cirkler. Nogle kristne sammenhænge går for at være ret indspiste, og det er der nok noget om. Ligesom der kan være noget om det i de fleste andre sammenhænge. Sammenhænge har det med at lukke sig om sig selv og blive indspiste.
I den her tekst hører vi om Gud, som den der bryder cirkler. Den der åbner sammenhænge. Den der ikke bliver krænket eller fornærmet af folk der kommer uden at have forstået koderne.
Jesus siger ”nej tak” til anstandsdamer, teologiske politibetjente og linjevogtere. Alle skal have uhindret adgang til ham. Jeg tror det var disciplene der havde svært ved at være i det. Pludselig skulle de til at forholde sig til nogen der tænkte og opførte sig helt anderledes i forhold til Jesus. De følte sig beklemte i situationen.

Det kender jeg godt. Nogle gange kan jeg også krumme tæer i kirken. Når nogen opfører sig helt anderledes end det jeg er fortrolig med. Og nogle gange kan jeg også blive rasende, når jeg synes andre præster har misforstået det hele, og argumenterer for en teologi og nogle synspunkter der i mine øjne stikker helt af og gør Gud til skamme.
Vi lever i en tid hvor vi tager følelser meget alvorligt. Vi argumenterer med mavefornemmelser og følelser, når vi skal afgøre hvad der er sandt – og derfor er det en alvorlig sag at træde menneskers skamfulde følelser for nær. Men vi må lade følelserne stå for egen regning, hvis vi skal tage evangeliet alvorligt.
For Gud kan man ikke træde for nær. Gud kan man ikke fornærme. Gud kan ikke såres på sine følelser, ikke fordi han er følelsesløs eller ubevægelig, men fordi hans opmærksomhed er rettet mod noget andet end sine egne følelser. Nemlig os!
Når vi er i vores følelsers vold. Når vi er skamfulde eller rasende, så er vores opmærksomhed egentlig mest rettet mod os selv. Så er vi indkrogede i os selv. Opmærksomme på hvad vi selv føler. Og det samme gør sig faktisk gældende i sammenhænge, hvor man er meget optagede af at være linjevogtere for den rette tro og lære. Vi bliver mest optagede af os selv. Indspiste og lukkede.

Skal vi tage evangeliet alvorligt, må vi øve os i en anden bevægelse.
Vi må øve os i Ikke at være indspiste, men i stedet at invitere nogle der er meget anderledes end os selv – nogle der har helt andre vaner og forestillinger – til at spise sammen med os. Både derhjemme, men også her i kirken. Nadveren er forkyndelsen af hvordan vi ved at spise sammen, bliver sammenspiste på tværs af alle de følelser og andet der i øvrigt skiller os.
Vi må øve os i aldrig at forhindre andre mennesker i at komme til Gud. Uanset om deres tilgang er barnlig, beskidt, forvirret, forfejlet eller hvad vi nu kan støde os på – så er det aldrig vores sag, at dømme det menneske ude. ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i”, siger Jesus – og det gælder alle hans børn. Uanset alder. Vi må alle nyde det privilegium at være Guds elskede børn.

Indimellem kan man tage sig i at se på andres børn og tænke: ”Godt det ikke er mine!” Man kan synes at de må være helt umulige sådan at elske helt til grunden. Og heldigvis er vi skabt så viseligt, at blandt millioner og atter millioner af børn, så ville man som mor eller far, altid vælge sit eget barn. Objektivt set kan der være det barn der er kønnere eller klogere eller mere betænksomt. Men det ændrer ikke ved, at det barn der er blevet givet i éns varetægt. Det kan man elske til grunden. På trods.
Når vi mennesker har det sådan! – så må vi tro, at Gud har det lige sådan, endda i et evigt perspektiv. At han er alfa og omega. At han er i det største og i det mindste. At vi kan komme til ham som dem vi er på godt og ondt, og at han vil kendes ved os. Der findes ingen guddommelige babyluge. Han er den vi i alle forhold må kalde far, og vi må tro at han aldrig vil frasige sig nogle af os, sine menneskebørn.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Om beskæring

Refleksion v. skriftemålsgudstjeneste Nytårsdag 2018
For et par år siden kom Broonie Ware´s bog ”The Top Five Regrets of the Dying”. Historien bag bogen er, at sangskriveren og sygeplejersken Bronnie Ware besluttede at etablere en blog, hvor hun ville skrive om tre emner: om rejser, om det hun kaldte ”det naturlige liv”, og om sjældne pungrotter. I begyndelsen havde hun ret få læsere. Det var først, da hun tilføjede et fjerde emne, at der begyndte at ske noget.
I de otte år, hun havde arbejdet med palliativ sygepleje. Altså pleje ved livets afslutning, havde hun dagligt talt med døende patienter. Hun fandt et overraskende sammenfald mellem hvad de samtaler kom til at handle om, og besluttede sig for at opliste de emner, der oftest gik igen.
Under overskriften ”Hvad døende fortryder” skrev hun om de fem mest almindelige årsager til fortrydelse. I bogens forord skriver hun, at bloggen pludselig fik vinger, og meget hurtigt havde otte millioner mennesker læst hendes korte tekst. 167 engelske ord, hverken mere eller mindre. Listen lyder sådan her:

1) Jeg fortryder, at jeg har ladet mig styre af andres forventninger.
2) Jeg fortryder, at jeg har arbejdet så meget.
3) Jeg fortryder, at jeg ikke har plejet kontakten med mine venner.
4) Jeg fortryder, at jeg ikke har tilladt mig selv at være lidt mere lykkelig.

Det virker egentlig ret enkelt – ja, banalt måske ligefrem. Jeg tror ikke det er frugtbart for vores liv, hvis vi hverdag går og tænker på at vi engang skal dø. Men jeg tror det er godt engang imellem at tjekke, at det ikke er det vigtigste vi hele tiden skubber foran os med vendinger som: ”Vi må snart mødes”.
Snart kommer ikke af sig selv. Vi bliver nødt til at gøre plads til det i vores liv, og måske kræver det at vi skærer noget andet væk.
Broonie Wares liste kan fint bruges som et grundlag til eftersyn af vores liv og vores prioriteringer. Eller måske skulle vi lave vores egen liste?

At sige nej, er ikke særlig livgivende. Det er meget sjovere at kunne sige ja. Men hvis vi bare siger ja til alting, så ender vi med at køre død, og løbe tør for kraft. Og det bliver så tilfældigt hvad vi har kræfter til, at vigtigt og uvigtigt får den samme plads.

På den måde er vi ikke anderledes end et træ. Jesus bruger billedet af vintræet hvor han er stammen, og vi er grenene – for at sige noget om hvor vi mennesker henter vores kraft fra. Skilt fra ham kan vi slet intet gøre, siges det.

Men billedet af træet kan også sige os noget andet. De af os der er haveejere ved, hvor afgørende det er at få beskåret træerne, hvis de skal blive ved med at give frugt.

At beskære træer, er ikke en destruktiv aktivitet. Det er ikke for at gøre skade på træerne at vi gøre det – eller for at gøre dem mindre. Vi beskærer træer, for at de skal vokse og for at give dem de bedste betingelser for at gøre det, der er deres bestemmelse, nemlig at lave gode æbler fx

Det er ikke så anderledes for os mennesker. Vi er på den måde, som træer – og er nødt til indimellem at skære det væk, som ikke er så vigtigt, for at vi kan have kræfter til at gøre det der er er vigtigt. Vi må skære noget væk, for at kunne have kræfter til at gøre det der er vores bestemmelse, det vi er sat i verden for.

Hvad det er, vil være forskelligt for hver enkelt af os. Men for de fleste af os gælder det, at det ikke altid er så let at holde fast i det, eller afgrænse os til det. Vi vil gerne det hele, og er bange for at gå glip af noget.

Jeg tror at det der er vores bestemmelse, det der er vores plads, det der er vores rette hylde, er tæt forbundet med bønnen fra fadervor: ”Ske din vilje”.

Når vi beder: Ske din vilje, er det en åbning for, eller en muliggørelse af, at Guds vilje faktisk kan ske – også gennem os. Når vi beder, skal vi ikke snakke Gud et øre af, men derimod være tavse, så Gud kan få et ord indført i vores liv. Så vi kan blive opmærksomme på, hvad der er Guds vilje.
Vores bøn sætter ikke Gud på plads. Det er os, der gennem bønnen, bliver sat på plads – i vores rette forhold til Gud og til vores medmennesker.
Vi kan lave lister over hvad der er vigtigt for os, som Broonie Ware, vi kan forsøge at skære det uvæsentlige væk, så vi får kræfter til det væsentlige. Men det er ikke os selv, der giver liv, eller får noget til at blomstre. Det er Gud.
Det er Gud der lader nyt liv, gro frem der hvor det var gået dødt. Det er Gud, der lader nye muligheder blomstre, der hvor vores hjerte er på rette sted.

Gud sætter sig igennem som spirekraft og tro hos hver eneste af os. For de fleste af os er troen oftest søgende og usikker, men også den tro har stor værdi. Tænk bare på Jesus, som mente, at den der ikke har større tro end et sennepsfrø, ved hjælp af denne lillebitte tro kan flytte bjerge.
Men troen kan vokse sig dybere og tryggere med årene. Det er en af pointerne i lignelsen om sennepsfrøet. Der kan kommet helt træ ud af det. Et træ med rødder der står fast i stormen, og som skygger og beskytter. (med inspiration fra Tomas Sjødin, Den der finder sin plads tager ikke en andens)

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Morgenens mulighed

Juledag 2017
Jeg er egentlig ikke særlig sentimentalt anlagt.
Jeg er generelt fuldstændigt immun overfor en romantisering af julen. De der skønmalerier af juleidyl, siger mig ikke noget. Eller: Jeg kan ikke bruge det til noget i forhold til min kristne tro. Ikke fordi jeg ikke kan lide at hygge mig med hjemmebag og juledekorationer, men fordi jeg ikke rigtig kan tage det alvorligt. Det er jo ikke sådan livet er, og i bund og grund er der intet hyggeligt over julens budskab om at Gud blev menneske.
Inkarnationen – det at Gud blev kød og tog bolig i blandt os, eller med et andet ord, at den Gud som var i begyndelsen, trådte ind i tiden som menneske. Det er virkelig langt fra klejner og kravlenisser. Det er alvorligt, fordi det ændrer hele vores perspektiv og grundlaget for vores liv. Julen er en alvorlig sag, og det glemmer vi nogen gange midt i mellem julehygge og krybbespil.

Det er ikke sådan jeg indleder prædikenen juleaften, men det kan jeg godt gøre her julemorgen. For vi er et andet sted her til morgen. Vi er i en eller anden forstand ved begyndelsen.
Evangelisten Johannes er heller ikke sentimental eller romantisk her til morgen. Han bruger helt andre ord om det at Gud blev menneske, end vi hørte i går aftes.
I går hørte vi fortællingen om det lille Jesusbarn i krybben i en stald i Betlehem. Den fortælling havde vi brug for i går, for det er ikke kun børn der har brug for fortællinger for at fastholde underet. Men fortællingen om den legendariske jomfrufødsel, om Jesusbarnet i Betlehem, om hyrderne og englene – er ikke mere sand end Johannes´ tale om Ordet der blev kød, og om lyset der skinner i mørket. Det er to forskellige måder at forkynde evangeliet på.
Og det er nok snarere sådan at de første kristne ikke havde det samme behov for at rekonstruere Jesu liv og levned i fortællinger, som man fik senere. Fortællingen om Jesusbarnet i Betlehem har sat sig i os som et krybbespil, der ikke kan være anderledes. Men i virkeligheden skal vi nok snarere tænke Lukas som en teolog der ville forkynde at Gud blev menneske, så vi kunne tage det under til os.
Han brugte fortællingen. Johannes var mere dogmatisk.
Og jeg er taknemmelig for at vi kan finde begge – og flere – tilgange i Bibelen. Hvor er det en rigdom, at erfare at også evangelisterne havde forskellig teologi, temperament og sprog, for det viser os at vi med sindsro kan hvile i, at det ikke gør så meget at vi som kristne kan have forskellige tilgange til hvordan vi forstår og udtrykker os om Gud. Ja, at det endda er en rigdom at det er sådan.

Hvor kunne vi undgå mange slagsmål i Kristeligt Dagblad, hvis vi gav hinanden den samme teologiske frihed som Bibelen tillader. Tænk bare hvis vi turde lade være med at lege teologisk politi overfor hinanden. For vi har vitterligt brug for flere stemmer. Troen bliver smukkere af at være flerstemmig, på samme måde som musik.
Tænk bare på forskellen mellem juleaften og julemorgen. Juleaften er fortællingernes aften.
Vi har brug for at kunne spejle os i en fortælling, og vi har brug for englen der peger mod Betlehem, og siger: ”Dette er tegnet I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.
Vi har brug for, som de vise mænd at vise vores barnlige juleglæde og give gaver til hinanden. Vi kan ikke fastholde julens budskab, uden at kunne se det for os. Uden at tænde helt konkrete og hyggelige lys på juletræet. Det giver os lidt af glansen fra Betlhemesbarnet hjemme i stuerne.

Men julemorgen er anderledes. Den er mere nøgen og nøgtern. Nu er jeg som sagt ikke særlig sentimentalt anlagt, men der er altså noget særligt over denne morgen.

Jeg kan huske det som barn, når man kom ned i stuen der julemorgen. Juletræet der stod der med lysene brændt helt ned, gavepapir der var krøllet sammen og de gaver man havde fået stod der, lige klar til at gå om bord i.

Jeg har det stadig sådan, at der er en særlig stemning julemorgen. Man vågner propmæt og fyldt af aftenens fest – til en ny morgen. På film sner det altid julemorgen. For der er ikke noget mere fredfyldt end sne. I virkeligheden sner det sjældent, men hele dagen er stille. Går man ud på gaden er det næsten som om man kan dufte at vi er ved begyndelsen. At det er en ny morgen. Sådan er det også her i kirken, synes jeg. Vi er lidt stille. Lidt som nyfalden sne.

Julemorgen er anderledes, og det er store ord vi vågner til. Ordet der helt fra skabelsens morgen har været, og som er i verden og som også kommer. Som lyset, der ikke kan gribes af mørket. Der er en kraft i de ord. En skabelseskraft. En kraft til nyskabelse. En ny begyndelse. En ny morgen. Nye muligheder.

Jeg kom til at tænke på Johannes Møllehaves morgensalme, selvom den nok ikke er skrevet særlig til julemorgen – ”Denne morgens mulighed”. Vi har også sunget den nogle gange her i kirken. Et af versene lyder sådan her:
”Her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes,
se hvor muntert alting frydes.”
Mørket der bryders af lysets skaber. Det er det der sker julenat og det vi erfarer her julemorgen. Gud der bliver menneske. Lyset der sætter sig igennem mørket. Det er det der sker julemorgen. Det er nyskabelsens morgen.
Men at Gud tog bolig som lys i verden og i os, er ikke bare noget der skete engang og som vi så mindes her engang om året ved juletid. Det er vilkåret for alle vores morgner.
Hver morgen brydes mørket af lyset. Hver eneste morgen er Gud i verden og i os, som en ny begyndelse. En ny mulighed.

Det er ikke alle morgner vi oplever det lige stærkt. Det er ikke alle morgner der er fyldt af den samme fred og fornemmelse af nyfalden sne i vores sind. Langt fra. Der er morgner hvor det endda kræver meget vilje at se og ane Guds nærhed og lys i verden og i vores liv. Der er morgner hvor lyset aldrig rigtig bryder igennem, og hvor det er svært ikke at lade sig overmande af mørket.

Sådan tror jeg også Johannes har haft det, og derfor har han forsøgt ikke at skrive ud af en erfaring eller på en sentimental følelse af lys og glæde. For han vidste at vores følelser og erfaringer er så omskiftelige og at vi indimellem slet ikke er i stand til at finde glæden.

Johannes skrev som han gjorde, for at overbevise os om at det er sandt, at Gud blev menneske, og at lyset er stærkere end mørket. Jeg tror at han var sig meget bevidst om at forsøge at formulere noget der var så grundlæggende og stærkt, at vi kunne finde trøst og tro i ordene, også de morgner hvor vi ikke erfarer Guds nyskabelse i os.

Ord der er kan spille i os, som musik man ikke kan stille spørgsmål til. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Må vi erfarer denne morgens mulighed og lys i vores liv.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

OG

Juleaften 2017

OG det skete i de dage.
OG vi har hørt historien før
OG det gør ikke noget,
OG det er netop fordi vi har hørt den før,
at den betyder noget for os.

Det er tiende år jeg skal prædike her i Møllevang og jeg ved ikke om I kan forstille jer, at man faktisk gør sig umage med ikke at komme til at sige præcis det samme som sidste år.

Der er så meget af det øvrige, der er det samme.
Salmerne fx og juleevangeliet det er også det samme.
Jeg har tidligere talt om hjerternes fest,
jeg har talt om stjernestunder,
om den fred englene forkynder,
om krybben der ikke er tom,
om hyrderne der var bange – der er ikke den lille del af juleevangeliet, som ikke er blevet endevendt.

Og dog!
I år er jeg vil jeg sige noget om det allerførste ord i juleevangeliet, og det er altså hverken fordi jeg efter ti år er løbet helt tør for ideer, eller fordi jeg ikke gad læse længere.
Nej, i år, da jeg læste teksten for mere end 117 gang var der pludselig et lille ord, der blinkede nærmest som en lille stjernesol.
Det er det lille ord der binder alting sammen,
og som faktisk forekommer ikke mindre end 13 gange i juleevangeliet.
Jeg tænker selvfølgelig på ordet OG.
Vi kan let komme til at læse hen over det, eller overse det, fordi det er så selvfølgeligt og grundlæggende et ord, at vi ofte slet ikke tænker på at hvis det ikke var for OG, så ville det hele falde fra hinanden.
Det sætter historien i gang, og det får os til at hænge sammen. Det er et bindeord, og sproget kunne slet ikke fungere hvis det ikke blev bundet sammen af OG.

***
OG det skete i de dage… siges det. OG er et guddommeligt smukt bindeord. Langt smukkere end sin fætter MEN.
Det er lettere at indvende et MEN. Vi kommer så let til at nedgøre vores og andres liv med et MEN.
”Det var en virkelig hyggelig juleaften, MEN andestegen var godt nok tør”
eller: ”Jeg elsker min mand, MEN han er godt nok blevet noget doven”.
Og når vi siger det, så gør det noget ved den juleaften og noget ved vores mand. Det gør dem mindre.
Hvis vi i stedet sagde: ”Jeg elsker min mand OG han er doven”, så gør den ene sandhed ikke den anden mindre. Nej, den bliver endda større. Den kvinde der kan sige begge ting samtidig, viser at kærligheden til hendes mand, også kan rumme at han er doven.

Den grundlæggende forskel på MEN og OG- mentalitet er at MEN evaluerer og lægger afstand. OG konstaterer og inkluderer.

Der var kaos i Betlehem i de dage.
Byen var fuld af mennesker der skulle tælles,
og de fleste havde åbenbart nok at gøre med
at tage vare på sig selv.
I hvert fald var der ikke nogen
der viste det overskud
at gøre plads til en fødende kvinde.
Det var et kaos.
Det var noget rod.
Det var hektisk.
Det var en stald.
Koldt har det været.
OG det var her Guds søn blev født.
Ikke MEN, men OG –
Det var usselt og kaotisk OG det var her Gud kom til verden, som et lille skrøbeligt menneskebarn.

Og det betyder at vi må tro,
at Gud ikke evaluerer
eller lægger afstand til vores kaos.
Nej, juleevangeliet fortæller os,
at han ser vores kaos og rod
– og flytter lige ind i det.
Lader sig føde ind i verdens kaos.
Ikke sådan at først var der mørke
og kaos og rod i verden
eller i vores sind,
MEN så kom Gud og så blev alt godt.
Det var slet ikke så slemt alligevel…
Nej, det er samtidigt.
Kaos og Gud.
Mørke og lys.
Død og liv.
Jesus bliver født
ind i verdens kaos.
OG er juleevangeliet i en maggiterning.
Verden er rodet og kaotisk,
OG Guds søn bliver født
som lys og fred.
Begge dele samtidig.
Den ene sandhed gør ikke den anden mindre.
Tværtimod.

Den Gud der lader sig føde i en rodet stald, viser at han kan rumme selv de mest kaotiske sind.

Han fjerner ikke vores mørke.
Han er i vores mørke, som lys.

***

Det var Josef OG Maria… siges det. OG er et guddommeligt smukt bindeord. Langt smukkere end det fattige MIG
Det er lettere at sige MIG.
Ja, måske endda: MIG, MIG, MIG…
Ja, det er faktisk rigtig svært
ikke at gøre det.

Som i Monty Pyton filmen Life og Brian, hvor en leder står foran en stor flok mennesker. Han får dem til at råbe: ”We are all individuals”. De råber alle i kor: ”We are all individuals; We are all individuals”, indtil én i flokken pludselig rækker hånden op og siger: ”I’m not!”
Det ligger i den kristne skabelsetanke,
og i det kristne menneskesyn
som gennemsyrer
vores vestlige kultur,
at vi alle sammen
er unikke
individer.
Og i nogle generationer
efterhånden
har vi dyrket individet
på bekostning af forpligtelsen
overfor fællesskabet.
Det er svært at gøre sig fri
af tidens ekstremt høje krav
om personlig udvikling,
om udnyttelse af personligt potentiale.

Det er svært at kæmpe imod
den der selvcentrering,
som ofte bliver konsekvensen
af at have alt for meget
fokus på sine egne behov.

Den grundlæggende forskel på MIG og OG-mentalitet, er at MIG er sit eget centrum, OG sætter sin næstes behov i centrum

Josef har en lidt underspillet rolle.
Det er ikke ham der er faderen.
Det var ikke det han havde drømt om.
Mon ikke Josef havde drømt
om mere stilfærdig familieidyl
med en ung kone
og to velfriserede børn
hjemme i tømrervirksomheden
i Nazaret.
Ikke det her rod.
En kæreste der skal føde Guds søn,
og en verden der går helt amok omkring dem.
Josef tænker ikke på sig selv,
da han vælger at blive
sammen med Maria.
Være der for hende.
Ikke stille spørgsmål.
Leve med altid at skulle være
en biperson.
Josef må sluge både kameler
og egne drømme.
For det er ikke bare et MIG-Josef.
Det er et Josef OG Maria.
Han gør det han skal,
for Marias skyld,
for fællesskabets skyld,
for Guds skyld.
Han sætter ikke sig selv
i centrum,
men tager den opgave
på sig
at være medmenneske.
Og det er en opgave,
som indimellem kræver
at vi må ofre noget
for den anden.
Vi kan lære af Josef
og juleevangeliet
at sandt liv leves
i relationer.
Josef OG Maria.
Mig OG dig.
OG er juleevangeliet i en Magiterning.
Det er ikke MIG der er udgangspunkt for livet.
Det er mig OG dig.
Vi er sat ind i en sammenhæng,
vi er forbundet med nogle mennesker
og vi er forpligtet på det fælles liv,
ikke bare med dem vi elsker
også med dem vi hader,
som det lille jesusbarn senere forkynder
da han bliver en voksen mand.
Ingen af os har mere ret til
at være her, end andre.
Der er skal altid være plads til en mere – ikke en der nødvendigvis bruger Rexona, men en som har brug for hjælp
Fællesskabet skal altid kunne udvides
med et.. OG dig!
***
Ære være Gud i det højeste OG på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag… siges det. OG er et guddommeligt smukt bindeord. Langt smukkere end et punktum.
Det er lettere at sætte punktum.
Det er lettere at sige
her til
og ikke længere.
Når vi står i en situation
der er blevet meget besværlig.
Når det er hele er gået
i hårknude,
og det er vanskeligt
at se at der
overhovedet er
en vej.
Så er det enkleste
at trække stikket.
Give op.
Kappe båndet til den
det er gået skævt med.
Så bliver der fred!
Eller: det forestiller vi os
i hvert fald.
Men, fred er ikke at lade
hinanden i fred.
Det er faktisk det værste
vi kan gøre.
At lade hinanden være
i fred.
At sætte punktum
for mulighederne
og for miraklerne.
Den grundlæggende forskel på PUNKTUM og OG-mentalitet, er at punktummer stopper al samtale, og gør en ende på evigheden. OG er fortsat samtale og en evighed af liv.
Juleevangeliet fortæller om en anden fred.
Den fred, som ikke sætter punktum
eller giver op.
Den fred som insisterer på
at der ikke findes nogle
situationer der er så svære,
at de ikke kan løsnes.
Der insisterer på at fredens vej,
ikke ender blindt med et punktum
men går tværs igennem liv og død.
Og engle der siger: Frygt ikke
og det endda til nogle hyrder
der har god grund til at være bange.
Tegn på kærlighed og liv
i en kold og beskidt krybbe
og det endda selvom der også er tegn på så meget andet.

Jesusbarnet i krybben sætter ikke punktum for hverken had eller kulde, men det sætter sig igennem som kærlighed og lys og evighed i verden.
Og det skal vi, ligesom hyrderne,
blive ved med at have fortalt.
Og det skal vi, ligesom hyrderne,
blive ved se tegn på.

Det er ikke altid let, men måske kan vi øve os i se vores liv i lyset af Guds kærlighed, og måske vil det åbne døre for os, som før var lukkede – og ændrer punktummer til et OG der giver os nyt liv.

OG er juleevangeliet i en maggiterning. Opbyggende, udvidende, forbindende og rummeligt. Jesusbarnet er ikke et punktum, men en fødsel – en stadig ny begyndelse for os. Det lille Jesusbarn er det ord der binder os sammen.
Og dette er tegnet I får: I skal finde et barn… siges det. Og det kan vi ikke høre for tit.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Sangen bærer tonen fra solopgangen

3. søndag i advent. Zakarias´ lovsang

”Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!”

Ordene, som vi begyndte gudstjenesten med at synge er forbløffende enkle, og vi kender hver eneste bevægelse:
Knæ der ryster,
hænder der synker,
pander der folder sig i rynker,
modet der falder helt ned i mellemgulvet på os,
uroligt blod der rinder i vores årer
– sådan reagerer vores kroppe, når vi er bange eller kede af det. Det er frygt og sorg der sætter sig i vores krop.

Zakarias reagerede med at blive stum. Eller han blev stum. Fordi han ikke kunne tro. Zakarias turde ikke tro på ærkeenglen Gabriel. Han turde ikke tro at hans livs inderligste drøm ville gå i opfyldelse. At han og hans kone Elisabeth ville få lov at få en søn. Han kunne ikke tro det. Han kunne ikke forstå det, for han og hans kone var jo alt for gamle.

Hans knæ begyndte at ryste, hans hænder sank, han fik en dyb rynke i panden. Da hans livs største ønske skulle til at gå i opfyldelse, turde han ikke tro det. Og han blev stum af ikke at turde tro.

Som vi alle sammen kan blive det, når vi bliver bange eller er kede af det.

Og så pludselig sker det. Da han står der med sin søn i armene for første gang. Ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud: Messias kommer, og hans søn skal bane hans veje. Som solen står op og bryder nattens mørke, sådan vælder lovsangen ud og bryder sjælens vantro! Han synger! Han kan ikke andet. Der er ikke andet sprog der virker i den situation.
Hvad er det med sangen, der er så kraftfuld? Hvorfor er det, sangen mere end noget bevæger os og løfter os? Hvad er det sangen gør ved os?
Blandt indianere er der et ordsprog der lyder sådan her: ”Sange er tanker, der kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af stor kraft og ikke længere kan nøjes med at tale…”

Indianere synger – og vi synger. Måske synger alle folkeslag. I hvert fald mener etnologer, der har studeret jordens folkeslag, at vide, at musik er en del af alle kulturer enten i form af sang eller dans. Sang og musik er centralt placeret i enhver kultur, og vores sange og salmer er centralt placeret som en del af vores kultur. Ikke en overskydende eller en ligegyldig del, men en bærende del.

I vore danske sange og salmer er vi fælles om at udtrykke os om det, der angår os. Her synger vi ud om landet, folket, historien, troen, naturen, menneskelivet – kort sagt: Vi synger om livet. Al sang har imidlertid altid to retninger. Præcis de samme to retninger, der beskriver vores vejrtrækning: ud og ind. Samtidigt med at vi synger ud om livet, synger vi os ind i livet.
Sådan var det også for Zakarias. Han sang sig tilbage til livet. Han sang sig ind i livet igen. Vi bruger også sangen i vores livs kriser eller overgange. Modstandsfolkene under 2. verdenskrig blev styrkede af at synge:
”Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”
Og det bliver vi også af de selvsamme ord, når vi har mistet et menneske og synger den ved kisten. Eller vi synger:
” Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.”
Der er en kraft i de ord når de synges, som fylder os med mod og håb. Sangen løfter os ud af os selv, så vi kan se længere, end vi aner. Ordene og musikken kryber ind i kroppen på os og åbner rummet uden for os og indimellem også himlen.

Sange er tanker, der kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af stor kraft og ikke længere kan nøjes med at tale. Sådan sagde de gamle indianere. Og den erfaring er såre menneskelig.

Der er ikke noget der som sange og salmer, kan åbne vores hjerter. Tænk bare på hvornår det bliver sådan rigtig jul. For rigtig mange vil det være forbundet med når vi synger de gamle julesalmer vi har lært som børn. De synger i os. Som erindring og som det der er større end os selv.

Når vi ikke ved hvad vi skal sige, så synger vi. Som når tusinder af mennesker samles efter et terrorangreb og synger ”Kringsat af fjender”, så får vi mod til at leve i verden, hvor dyster den end kan være.

Sangen bærer toner fra solopgangen fra det høje. Den jager sortsyn og mørke på flugt. Måske bliver min virkelighed ikke altid forandret som den blev for Zakarias, men den bliver forvandlet. Gud kan sætte sig igennem i sangen og forvandle vores livserfaring til en erfaring af ham. En erfaring af solopgangen fra det høje.

Zakarias´ lovsang var et udtryk for taknemmelighed. En erkendelse af hvor små vi mennesker i grunden er. Hvor stort og uudgrundeligt skaberværket er. Hvor meget mere der er til, end det vi selv er Herre over. Zakarias´ lovsang er blevet fortalt i generationer for at inspirere os andre til den samme taknemmelighed. Som for at sige til os: Livet bliver større, hvis du tør tro at for Gud er alting muligt. I troen på Guds omsorg for dig, ligger forvandlingen mulighed.

Der er ingen grund til at være bange. Der er ingen grund til uro. For han kommer! Han kommer til os! Vi skal ikke miste stemmen. Vi skal synge!

Her midt i vinterens kulde hører vi om den lyse sommer, som et billede på at Jesus selv vil komme og gå sammen med os. Og gå foran os. Som et lys. Vi skal ikke være stumme. Vi skal synge:
”Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt bold,
frygt og sorg forsvinde!”

(med inspiration fra “I anden række”, Prædikenvejledning)

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Om de døre vi går igennem

Første søndag i advent

Fælles for os der sidder her i dag, er om ikke andet at vi er gået ind af døren her til kirken. Vi er alle sammen gået ind af den samme dør. Vi er gået ind af kirkedøren.
Måske er vi gået ind af døren med meget forskellige forventninger. Det kunne jeg da bedst forestille mig.
Jer der særligt er inviteret til Iben og Sylvesters dåb, er nok gået ind af døren mest med en glæde over at skulle overvære deres dåb.
I minikonfirmander er nok gået ind af døren, ret spændte på det hele og måske særligt spændte på at I skal synge for os lige om lidt.
Nogen af jer er måske gået ind af døren med lidt blandede forventninger til hvad der skulle ske, og hvad I skulle høre. Måske nogen af jer endda er gået hen over dørtærsklen uden den ringeste forventning om at finde noget her i kirken der skulle give mening for jer. Andre har haft det lige modsat. I er gået ind af kirkedøren, fordi det giver god mening, fordi I havde brug for det. Brug for at blive styrket i jeres tro, eller brug for velsignelsen – eller brug for roen.
Vi er gået ind af døren her med meget forskellige forventninger.
Det er der egentlig ikke noget unikt ved. Det sker hver eneste dag at vi går igennem flere døre. Nogen går vi igennem med bange anelser, andre med store forventninger.
Jeg overvejede at udlevere et billede af en dør, men så kom jeg til at tænke på at det ikke rigtig ville give mening med sådan en helt tilfældig dør – som jeg havde googlet og printet ud. For det er ikke bare billedet af en tilfældig dør, jeg vil have jer til at forstille jer.
Jeg vil gerne have jer til at forstille jer først en dør I glæder jer til at gå ind af. Det kan være jeres hoveddør til jeres hus eller lejlighed. Den der følelse af at stå foran døren, stikke nøglen i låsen og vide at lige om på den anden side der er vi hjemme. Mange af os kan måske endda genkalde os den særlig duft der fylder vores hjem. Den duft der kommer os i møde, når vi går ind af døren. Det kan også være døren hos en af vores venner, som vi glæder os til at være sammen med.
De døre vi glæder os til at åbne, åbner oftest ind eller op for noget der er kendt, nogen eller noget vi har længtes efter.
Prøv så at forestille jer en dør I ville være spændt på at gå igennem , eller måske endda bekymret eller bange for at få igennem. Bag de døre gemmer der sig oftest noget ukendt – det kan være både spændende og udfordrende det der gemmer sig bag sådan en dør. Et nyt job, en rejse – eller en ny ven. Det kan også være noget vi bekymrer os for eller er bange for – at skulle finde ud af at leve med en sygdom, at skulle finde ud af at leve uden et menneske vi var tæt forbundet med.
Der er døre, det kan virke helt uoverskueligt at skulle igennem.
Der findes mange ordsprog om døre. Fx taler vi om at ”når en dør lukkes, så åbnes en anden” og det er der en sandhed i, selvom man oftest i første omgang er ret ligeglad med de døre der åbner sig, og mest interesseret i om man dog ikke kunne få den lukkede dør lirket op igen. Så fortæller erfaringen også, at det er sådan det er – og nogle gange viser det sig at der er noget meget værdifuldt og livgivende bag de andre – eller nye døre.

I hvert fald har det noget for sig ”at man ikke kan holde alle døre åbne”. Hverken i sit hus, for så fiser al varmen ud – eller sådan eksistentielt og i overført betydning, for så fiser vores livsgnist ud. Vi har brug for at nogle døre er lukkede, for virkelig at kunne holde den dør der giver liv, åbent.

I dag fejrer vi første søndag i advent, og adventstiden er også en dør. En dør indtil julens glæde. Og når vi står her foran den dør, der hedder advent, så er der nogle af os der er fyldt af en hel masse forventninger og forskud på den glæde der skal komme til os i julen. Der er også nogle af os, som ikke rigtig ved hvad vi skal mene og forvente, og hvor glæden er blevet afløst af melankoli og eftertænksomhed. Den dør der hedder advent kan for nogle af os komme til at føles som noget ret stressende og travlt, og vi kommer så let til at forbinde advent, med en hel masse ting vis skal gøre – og jo flere låger der bliver åbnet i ungernes julekalender, jo mindre kan det synes som om vi egentlig er kommet igennem den dør der hedder advent.

Men uanset hvilke forventninger vi havde da vi gik ind i kirkedøren i dag, så lyder det anderledes her. Evangeliet siger noget andet. Det siger at den dør der hedder advent, ikke er en dør vi selv skal åbne – men at det er Jesusbarnet, at det er Kristus – der kommer til os. Advent kommer af latin, og betyder ”komme”. Den dør der hedder advent, er altså en dør vi ikke selv skal åbne – men som bliver åbnet for os af Kristus, som kommer til os, som det lille Jesusbarn, som nyt liv, som den glæde vi ikke kan skænke os selv.
I Johannes evangeliet fortælles det, at Jesus siger: ”Jeg er døren”. Jesus er altså ikke alene den der kommer os i møde i døren, han er selv døren ind til livet. Og han fortsætter: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange”

Måske tænker nogen af jer at den dør egentlig ikke virker særlig attraktiv! Frelse og græsgange, står måske ikke øverst på ønskelisten. Måske tænker I: Jeg er ikke ved at drukne, og jeg har ikke brug for frelse. Eller: Jeg har ikke et eneste får der skal på græs! Jeg har ikke brug for det man kan få ved at møde Jesus. Eller: Måske tænker I, kan man ikke få noget andet bag den dør?

I det kirkeår, som vi lige har forladt, døde Peter Bastian. Næsten samtidig hermed kom en samtalebog med ham og Tor Nørretranders. ”Altid allerede elsket” hedder den med en sigende titel, der også kunne være sagt af Martin Luther, som vi ligeledes har kredset om i dette 500-år for reformationen. Bogen kunne godt gælde for at være årets udgivelse. For et par år siden udtalte selvsamme Peter Bastian: ”Jeg har i mange år stået og kigget udefra og ind i kristendommen og følt, at der var en uoverstigelig mur. Det var godt nok meget, man skulle gå med på for at komme ind i det underlige univers. Men døren åbnede sig, da det gik op for mig, at Jesus hele tiden taler til mig om den højeste mulighed. Han er ikke en streng censor, men en kærlig og altid åben invitation. Han er min bedste ven”.
Det kristne univers kan virke underligt og fremmed. Som at stå foran en dør med en meget høj dørtærskel, men jeg tror vi kan lære noget af Peter Bastians tilgang. Vi skal ikke tro, at det er os der skal åbne døren, det er ikke os der skal forstå eller nå eller rumme det hele – døren åbner sig for os, og Jesus er den der kommer og sætter sig i vores hjerte.

Det er ham der kommer i dag, for at
”bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed”

Ikke som noget underligt eller fremmed, men som den dør der åbner sig for os, med et budskab om mening og sammenhæng, for os som er fattige i ånden,
for at frigive os der er fanger i vores eget bekymrings-spind,
for at give syn til glædesblinde,
for at sætte os, der er trykket under forventninger og krav, i frihed.

I dag er det skriftord gået i opfyldelse!
Jesus siger: Jeg er døren. Den der går gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Det betyder, tror jeg, at Jesus er den åbne dør, som ikke kan lukkes – Ligesom sådan en dør, der kommer lys ind af og som fylder en med glæde og varme når man tænker på den. Fordi der bag den, er noget kendt, nogle kendte ansigtstræk, noget vi længes efter. Jesus er det lys vi længes efter her i adventstiden

Må vi lade den dør der hedder advent, åbne sig for os med liv og frelse – og må vi både på gamle og nye græsgange, være åbne overfor det lille Jesusbarn, som kommer til os med fred og glæde.

Så når vi går ud af døren. Når vi går ud af kirkendøren, at vi så går ud med Gud.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Find dig i din skyld!

22. Søndag efter trinitatis
Tekst: Matt 18,21-35

Er du skyldig eller er du uskyldig?

Hvordan vil det være at skulle fælde den dom over sig selv: Skyldig eller uskyldig?
Forestil dig selv i en retssal, ikke anklaget for noget specifikt, men bare anklaget som den du er i al almindelighed. Skyldig eller uskyldig?

Du står der for domstolen og skal forsvare dig. Hvor mange gange mener du at du er nødt til at komme med indrømmelser, som: ”Undskyld”, ”Det beklager jeg”, ”jeg var ikke helt mig selv”, ”hmm ja, det er en ommer”, ”ups”.

Ikke sådan for en eller anden forseelse, men sådan helt generelt: Er du skyldig eller uskyldig?

I forhold til hvem, kunne man spørge. Ja, i sidste ende til Gud. Spørgsmålet er om vi overhovedet abonnerer vi på den præmis at vi står til regnskab overfor Gud, i forhold til hvordan vi bruger vores liv og behandler vores medmennesker?

Den tanke står ret centralt i den kristne tro – men det egentlig ikke er noget vi italesætter så ofte. Det er ikke synd og skyld og regnskab og dom, der står øverst på vores åndelige dagsorden anno 2017. Med god grund måske. Men alligevel.

Det er noget meget fundamentalt. Ordet om Guds tilgivelse og nåde, er meningsløs hvis vi ikke skylder Gud noget som helst. Hvis vi ikke har et udestående regnskab der skal gøres op med Gud.

Så: Er du skyldig eller uskyldig? Skylder du Gud noget? Står du i gæld til Gud? Eller: Kan du med oprejst pande sige: ”Jeg har mit på det tørre – Gud og jeg, vi er kvit”

Ifølge fortællingen her i Matthæus Evangeliet, så står vi i gæld til halsen. Gud er ligesom den konge der benåder den tjener der er gældsat til op over begge ører. Og Matthæus har virkelig skruet op for beløbet her. 10.000 talenter skulle efter sigende svare til noget i retning af 10 gange, så meget som Herodes tjente om året. Dvs. en uendelig stor gæld selv for en tjener med en vis anciennitet.

Pointen er klar: Vi står overfor Gud, med en uendelig stor gæld, og han lader ligesom kongen i fortællingen nåde gå for ret. Nåde er en oversættelse af det latinske gratia, som vi kender fra ordet gratis. Guds lader os altså slippe gratis, fra en stor gæld.
Billedet af kongen der eftergiver tjeneren en megagæld, giver ingen mening som billede på Gud, hvis vi ikke forholder os til Gud, som en vi også står til regnskab for med vores liv.

Så i evangelisk forstand er der ingen tvivl: Du er skyldig! Til op over begge ører. Og vores skyld er så fundamental og monumental at vi aldrig selv ville kunne bringe den ud af verden.

Og det ikke at kunne gøre sig fri af en gæld, er altså en helt utrolig fremmed tanke i dag. Så fremmed at den kan være svær at få til at give mening.
Både økonomisk: Vi vil svare en hver sit. Vi vil ikke skylde nogen noget.
Og også eksistentielt: Vi fralægger os det personlige ansvar, skyder skylden på systemet, samfundet, udviklingen.
Og psykologisk: Vi arbejder på at gøre os fri, af det der binder os og hæmmer vores personlige udvikling.
Vi er frie skriger vi, og så kommer Matthæus her med en anden historie og påstår, at vi er totalt bundet op i skyld og gæld.

Tjeneren i fortællingen her reagerer faktisk meget 2017-agtigt, da han bliver konfronteret med sin ekstremt store gæld. ”Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen ”- Den bøn lever jo netop på illusionen om, at hvis bare lige vi får lidt mere tid – så kan vi komme fri af skylden. Han har en grundtanke om, at han faktisk kan gøre noget ved det. Kan gøre sig fri.

Vi er skyldige, ikke alene i klimakrisen, krige, social ulighed og alle de andre uoverskuelige konsekvenser af den kollektive skyld, som fylder os med handlingslammelse.

Nej, vi har også en skyld, der er helt reelt vores:
Når vi svigter en af vores nærmeste
Når vi lader være med at hjælpe, der hvor vi kunne
Når vi bliver så griske efter det bekvæmmelige, at det går ud over naturen og andre mennesker
Når vi arbejder på egne ambitioner, og det går ud over vores børn
Når vi ikke kan glæde os på andres vegne
osv
osv
Den skyld vi faktisk ikke kan komme fri af, fordi gjort er gjort.

”Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen ”, kommer vi også let til at sige, fordi vi lever i en tidsbåret illusion om at vi under de helt rette omstændigheder og hvis vi fik de helt rigtige udviklingsbetingelser, faktisk ville være i stand til at gøre det rigtige.

Tjeneren beder om tid. Han vil ikke stå ved, at han faktisk står i gæld til halsen, og at han ikke kan trække sig selv op ved hårrødderne.

Og kongen benåder ham. Ikke fordi han har fortjent det eller fordi han er uskyldig. Og tjeneren burde blive helt vildt lettet og glad og generøs. Men det sker ikke. Han går tilgivet derfra, som en fri mand. Fuld af overskud til at vise andre den sammen generøsitet. Men det gør han imidlertid ikke. I stedet griber han sin medtjener i struben og kræver at han betaler sit ret ubetydelige udestående med det samme.

Han vil ikke acceptere sin egen skyld, og han vil heller ikke accepterer sin medtjeners. Han vil være helt fri af alt hvad der har med skyld at gøre. Han vil svare enhver sit. Og lige præcis det forhold at han vil være fri, ender med at binde ham og sende ham i fængsel.
Evangeliets påstand er, at friheden ligger i det forhold at vi erkender at vi skylder Gud og næsten alt. Guds tilgivelse og menneskers tilgivelse af hinanden hænger sammen.

Ligesom den femte bøn i fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere, der helt på linje med fortællingen her viser os en forståelse af gudsliv og menneskeliv som uadskilleligt.
Her er i ordets mest præcise forstand tale om en relation. Gudsriget finder ikke sted, hvis ikke menneskers og Guds tilgivelse møder hinanden.

Den dobbelthed finder vi også i det dobbelte kærlighedsbud og den dobbelthed har også med tilgivelse at gøre. Tllgivelsen fjerner ikke skylden, men genopretter forholdet.
Som når vores ægtefælle har såret os, og vi siger: Ja, jeg blev helt vildt ked af det, og jeg har brug for vi taler om det, men jeg elsker dig stadig
Som det barn der er blevet brændt af en omsorgssvigtet barndom, der siger: Ja, det gjorde ondt og jeg kommer aldrig over at det skulle være sådan, men du er stadig min mor
Vi er ikke skyldfri, men vi må tro at vi alligevel er elskede af Gud. Der lader nåde gå for ret.

Den her fortælling er egentlig rimelig enkel. Der er en konge, som er overmåde generøs. Og så er der en tjener, som på ingen måde er generøs. Og så bliver kongen til gengæld overmåde streng. Først fuldkommen tilgivelse. Så fuldkommen straf. Hvordan hænger det sammen?

Vi lever af Guds tilgivelse, og skal tilgive hinanden. Og ligesom skylden ikke er noget vi kan gøre os fri i, men står fast i – så er tilgivelsen heller ikke noget hverken Gud, eller vi bliver færdige med.

Det er ikke som Peter der forestiller sig tilgivelsen, som noget der ligesom kan gå op. Altså som om det på et tidspunkt er nok. 7 gange spørger han, er det nok? Nej, 77 gange, siger Jesus – eller Nej, tilgivelsen er fuldkommen. Uden begyndelse og uden ende. Forfra og forfra igen.

Og det er godt. Guds rige går ikke op. Guds rige er ikke matematik og sandsynlighedsregning. Vi skal ikke nøjes med at høre den her fortælling én gang. Nej, den skal vi høre forfra og forfra igen.
Så når vi der har fået Guds nådige tilgivelse til morgenmad, ikke evner at dele den med vores medmennesker – men i stedet holder på vores ret, eller småligt kræver mere end den anden magter – sådan at vi allerede inden vi når frokost har misbrugt det vi har fra Gud, til skam for et andet menneske.
Og vi igen må stå til regnskab for Gud med en dårlig sag. – så må vi tro, at vi nok bliver dømt, som den smålige tjener for vores svigt og hårdhed, men at denne dom ikke er Guds sidste ord.
For når vi når til dommen, så må vi høre lignelsen forfra.
Vi må igen høre om den konge, der ynkes – den konge der lod nåde gå for ret og eftergav tjeneren hans uendeligt store gæld.
Og vi må igen begynde forfra, akkurat som det glædelig og befriende budskab – at Gud lader os begynder forfra.

Fortællingen holder os fast på alvoren – understreger vor menneske-lige fortabthed – den slår fast, at her hjælper hverken smukke løfter om bod og bedring – her hjælper ingen gode gerninger – her hjælper kun nåden fra Gud.
Ikke fordi vi er skyldfri – men fordi vi er skyldige og alligevel frikendt.
Ikke bare 7 gange, men 77 gange.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Menneskelig sabotage af Guds kærlighedsinvitation

20. søndag efter trinitatis/Reformationsgudstjeneste
Tekst: Matt 22,1-14

Man kan ikke undgå at blive ret nysgerrig efter hvem ham der bliver smidt ud fra festen er. Det bliver jeg i hvert fald. For det er da underligt.
Vi ved jo om Jesus i øvrigt at han havde for vane at holde fester og spise sammen med dem, som ingen normalt ville ses sammen med.
Der er utallige fortællinger i Bibelen der handler om Jesus der spiser sammen med samfundets bund: syge, fattige, kriminelle og ludere. Så man må forestille sig at det er en blandet forsamling af mennesker der er til den der fest, og at der vil være en hel del som ikke mødt op i det man vil betragte som pænt tøj. Der vil sidde folk i både slidte joggingbukser og udtrådte sko. Og dem der plads til.
Men der er altså én som bliver smidt ud, fordi han ikke har bryllupsklædning på. Hvad kan han have på der er så malplaceret at han ikke kan være med til den her, ellers så generøse fest? Ja, jeg ved det ikke. Men jeg kan ikke forestille mig andet, end det på en eller anden måde snarere handler om hans udstråling end hans påklædning.

Fortællingen om kongen der inviterer til fest og som oplever mere end almindelig stor modstand, er en fortælling om en konge der VIL holde fest. Koste hvad det vil. Der er ingen der skal få lov til at forhindre ham i at invitere alle dem han vil. Alle er velkomne. Det er en åben fest. Ingen smalle steder.

Og Jesus siger, at den fortælling om kongen er et billede på hvordan Gud er. Og Gud insisterer altså på at alle skal kunne være med til hans fest, eller i hans rige – som vi nogen gange kalder det. Som om det er et bestemt land eller sted. I virkeligheden er det nok mere præcist at tale om Guds rige, som et rum eller en tilstand. Som det rum, man er i, når man kommer ind i Guds kærlighed og hører hjemme der. Det er ikke et sted, men et rum vi kan være i, både i liv og i død.

Gud insisterer på sin kærlighed til os mennesker, selv under de mest umulige forhold. Han inviterer og insisterer og bliver ved igen og igen, på nye måder og i nye former. Han kan ikke andet, fordi han selv er kærligheden, som der står i Bibelen. Den kærlighed der aldrig giver op.

Men så er der ham der manden der ikke kan være i den åbne invitation. Han lukker sig om sig selv. Måske er der gør at han må gå, at han simpelthen saboterer festen. At han må gå, fordi han begynder at sætte grænser eller ødelægger festens åbenhed for de andre?
Jeg ved ikke hvem han er eller hvorfor han bliver smidt ud. Men jeg ved, at det godt kan være os, når vi ikke gider være med i festen. Jeg ved ikke, hvad der nøjagtigt menes. Men evangeliet siger tydeligt nok, at det kan vi også være ligeglade med, hvis vi er med til festen. Pointen er ikke at han måtte gå. Pointen er at han blev inviteret.

Kongen kunne ikke holde sin fest uden at tronsalen var helt fuld. Gud kan ikke være kærlighed, hvis ikke han får lov til at elske alle sine børn. Det må ingen eller intet saboterer.

På Luthers tid var kirken blevet sådan en sabotør af Guds kærlighed. Kirken var blevet et magtapparat, med nogle præster, der var mest optagede af deres egen magt og position. De var blevet så optaget af at herske, at de havde glemt at de egentlig var der for at tjene, og dele Guds kærlighed med deres medmennesker.

Kirken var blevet en frelsesanstalt, der ligefrem handlede med menneskers frelse. Paven havde dengang to nøgler i sit våbenskjold for at vise, at det var ham, der havde magten til at lukke op og lukke i.
Hele afladshandlen og ideen om at man kunne betale sig til en plads i himmelen, var en ekstrem misforståelse af Jesu forkyndelse af Guds rige.
Og da Luther slog sine 95 teser op i Wittenberg var det en protest mod den sabotage der var sket mod forståelsen af Guds kærlighed og nåde.
Luthers projekt handler i bund og grund om frihed. Ethvert menneske står lige overfor Gud. Vi er som kristne ikke bundet eller underlagt andre herrer, end vores kærlige far i himlen. Det var et opgør med en magtstruktur, som gav genlyd den gang for 500 år siden. Både politisk og teologisk.

Vi står alle lige for Gud. Det var Luthers anliggende at forkynde den frihed der ligger i det. At vi må tro på at Gud er en nådig og kærlig Gud, som insisterer på at vi er hans elskede børn. Og at den kærlighed er der ingen der er mere ret til end andre. Ingen af os kan gøre os fortjent til den. Vi kan ikke hverken betale os til den, eller forsøge at opnå den via gode gerninger. Det er troen alene, der frelser, siger Luther.

Jesu fortælling var en irettesættelse af datidens farisæere og skriftkloge, der mente, at mennesker skal frelse sig selv. Farisæerne og de skriftkloge mente, at de selv var rene i Guds øjne, fordi de overholdt Moses’ love. Det var en misforståelse på linje med den kirken var faldet i på Luthers tid. Men med Jesus blev der forkyndt noget andet. Det blev forkyndt at vi mennesker frelses ene og alene i kraft af Guds nåde. Luther var nødt til at stå op i mod den sabotage der var sket på forkyndelsen af Guds kærlighed.
Den lidt mystiske mand i dagens lignelse måtte smides ud, fordi han saboterede den generøse og åbne fest med sin ligegyldighed.

Måske er det også vores opgave at være opmærksomme på sabotage af Guds kærlighedsplan? Både når den kommer indefra, som en skepsis der siger: ”Kan det nu også passe at Gud virkelig elsker mig? Jeg er jo slet ikke god nok”, eller som en skepsis der sætter skel og udskammer nogle der opfører sig og tror anderledes end mig selv.
Og når vi møder sabotagen som en magt, der lukker døre, øger afstande og sætter grænser for hvad Guds kærlighed kan rumme.
Er det så ikke vores pligt, at stå op imod det?
Jo, det er også vores ansvar, ikke at stille os i vejen for Guds kærlighed til vores medmennesker. Og selvom det ikke stiller os anderledes i forhold til Gud, kan vi godt forsøge give en hånd med.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Vi skal ikke lade følelserne løbe af med kærligheden

18. søndag efter trinitatis
Tekst: Matt 22,34-46

Hvilket bud er det største? Sådan spurgte de Jesus. Og Jesus svarede: ”Du skal elske Herren din Gud”, og det var lige efter bogen! Det kunne enhver ordentlig jøde citere. Det overraskende og det der satte dem til vægs dengang – og som vel også sætter os til vægs i dag – var at han fortsatte: ”Du skal elske Herren din Gud – og du skal elske din næste som dig selv!”.
At skulle elske Gud, er ikke noget særligt kristent.
At skulle elske sin næste, er ikke noget særligt kristent.
Begge bud finder man i andre filosofier og religioner, men at det at elske Gud og elske næsten, er så tæt forbundet at de er to sider af samme sag. Det er nyt, og det er kristen troens krav i en magi-terning.
I virkeligheden har vi ikke andre bud i kristendommen, end dette ene, som vi også kalder ”det dobbelte kærligheds bud”: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. I øvrigt er det at være kristen, at være lovløs! Eller: Vi kan ikke læne os op af en masse leveregler og bud – ikke andet end det ene at vi i en hver situation skal elske Gud og vores næste.
Og det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.
Det kræves ikke af os at vi skal kunne lide vore næste.
Det kræves ikke af os at vi skal blive bedste venner med vores næste.

Det kræves ikke af os at vi nærer nogen som helst varme følelser for vores næste.
Men det kræves af os at vi elsker ham!
Den kærlighed der kræves af os er noget meget større end den der beror på vores følelser. At elske den vi kan lide, er jo ikke nogen sag. Men at elske den, vi ikke kan lide – det er straks en anden sag. Jeg tror vi alle sammen kan komme i tanker om et menneske, som vi virkelig synes det er en udfordring at elske.

Når vi på dansk taler om ”at elske”, så er det vanskeligt at ikke at lade følelserne løbe af med alt indholdet, men når vi skal forstå det ”at elske sin næste som sig selv”, så er det nok brugbart at tænke kærligheden uden om følelser.
Måske kan man tale om at respektere næsten, med den samme form for respekt, som man selv synes at have krav på
Måske kan man tale om at tilkende næsten, den samme ret til at være her i verden, som én selv
Måske kan man tale om at møde næsten med bevidstheden om at vi begge to er skabt i Guds billede
Måske kan man tale om at give sig hen til altid forsøge at sætte sig i den andens sted
Buddet om næstekærlighed har ingen brugsanvisning, men ofte ved vi fra os selv og vores evne til at sætte os i en andens sted, hvad den anden har behov for. Så nok kan kravet om at elske næsten, være en kæmpe udfordring og umuligt at leve op til – men det ligger i os, at forstå hvad det indebærer. Vi har det i os, fordi vi selv er mennesker, der har brug for en næste.

Anderledes er det med kravet om at vi skal elske Gud!
For hvad vil det sige at elske Gud? Igen tror jeg det er vigtigt at man ikke lader følelserne løbe med al indholdet. Kærligheden til Gud beror heller ikke på vores følelser, som kan være så omskiftelige alt efter vores sindstilstand og humør. Måske kan man også i forhold til Gud bruge nogle af de samme ord, som når vi taler om næstekærlighed. Vi kan tale om at det at elske Gud, betyder:
at vi skal respektere Gud
at vi skal tilkende Gud retten til at være Gud og ikke forsøge at gøre ham kunsten efter
at vi skal lytte til Gud, og give os hen til livet som Gudskabt

Martin Luther forsøgte at forklare det i en prædiken som han holdt i 1523 over dagens tekst. Han sagde sådan her:
”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Det vil sige, at et menneske helt og holdent skal overgive sig til Gud og lade Gud handle med sig, som det behager hans vilje, og af kærlighed til Gud gøre alt, tale og tie, som han vil. Og det skal alt være af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, hvad det så end drejer sig om og hvordan Gud end ordner det, selv om han sender døden og al slags nød. Ved dette lovbud bliver hele verden indesluttet under synden. Der ser vi som i et spejl, hvad vi er og hvordan vi elsker Gud. Ingen har nogensinde holdt den mindste smule af dette bud. Det er et spejl, hvori vi ser vort liv og vor elendighed. Intet kan vi gøre af kærlighed til Gud, ikke engang det mindste, ikke engang ret tilgive, når nogen blot fornærmer os med et ord. ” (Udv. prædikener, Århus 1980 s. 393)
Således Luther i 1523. og får man lyst til at tilføje: Typisk Luthersk! Vi mennesker kan intet gøre i forhold til Gud. Alt får vi af nåde.

Men netop derfor, kom Guds og Davidssønnen Josefs Søn, Jesus Kristus. ”Ingen kommer til Gud undtagen ved Kristus. ” Fortsætter Luther. ”Han er større end alle love. Først når et menneske ser det, ser det også hvem, der er hans næste. Ellers bliver det intet til. ”
Og det er for at møde Kristus vi kommer til gudstjeneste. For at han må flytte ind i os og vokse i tro og håb og kærlighed.
Det fortælles om digteren Nis Petersen at han under en af sine rejser på Færøerne lagde mærke til at store skibe sejlede ind i en fjord og gav sig til at krydse frem og tilbage tilsyneladende helt planløst og meningsløst. Det kunne stå på i timevis. Men han fik at vide at det var skibe, der havde afbrudt deres rejse og var gået ind i fjorden for at indstille og fejlrette kompas. Når kompasset var rettet ind styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod det bestemte mål.
Sådan skulle det vist også være i dag. At de færøske fjorde bruges til fejlretning af kompas. Om det er en skrøne aner jeg ikke. Men her i mødet med Jesu ord sker der noget med vores indre kompas og de afvigelser, der har indfundet sig. Det dobbelte kærlighedsbud er sådan et kompas. Det stryger os ikke med hårene og tit må vi dukke os under erkendelsen af at have svigtet. Men vi går herfra igen befriet for gårsdagens fejl og fortræd, indstillet på ny, med den rette kurs i sindet, ud på den rute, der nu engang er vores.
Det er nåden. Nåden er at Guds kærlighed – at kærligheden er større end vores evne til at elske. Så buddet ikke alene lyder: Du skal elske Gud og du skal elske din næste – men også: Elsk din næste, som Gud elsker dig!
Når kristne bestræber sig på at handle godt, er det ikke for at tage sig bedre ud i Guds øjne eller for at blive belønnet med en plads i himlen.
Det er faktisk omvendt: Gud elsker allerede mennesker. Gud har givet os livet ved skabelsen. Han har givet os tilgivelse og kærlighed ved at komme til verden gennem Jesus. Derfor har vi rigeligt at dele ud af.
Vi skal ikke være næstekærlige for at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Rækkefølgen er omvendt og i Bibelen forklarer Jesus det sådan: I skal elske hinanden, ligesom Gud har elsket jer!
Kristendommen siger, at det største bud i livet er at elske og tilgive andre mennesker, fordi Gud elsker og tilgiver os. Det handler om at give videre til andre, hvad vi selv har fået.
Så enkelt er det.
Og så svært er det.
Hver eneste dag.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar