Elastisk tid

3. søndag efter påske / Joh. 16,16-22

”En kort tid, så ser i mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig?” Johannes lader Jesus og disciplene gentage og gentage den sætning, så det mest af alt minder om en afskedsscene i en opera, hvor den døende kan bruge 15 minutter på at synge de to sidste ord: ”Jeg dør!”, så man som publikum virkelig når at komme hele følelsesregisteret igennem af frygt, betagelse, irritation, utålmodighed og taknemlighed, når han omsider falder om på gulvet og der bliver stille.

Sådan bliver man også skiftevis trøstet, irriteret og forvirret når man hører den her tekst hos Johannes. En kort tid det ene og en kort tid det andet… igen og igen og igen. Det er som om tiden bevidst bliver sat i stå, som om tiden står stille, eller som at vi skal ane og fornemme, at tiden ikke alene er lineær – men også høj og dyb, elastisk og rummelig. Fem minutter er ikke bare fem minutter. Et år er ikke bare et år.

Det ved vi godt. Alle os der lever. Tiden kan føles uendelig lang, og tiden kan føles meget, meget kort.

Tiden føles lang når vi keder os, når vi savner indhold i vores dage, når vi ikke ved hvad vi skal give os til.
Tiden føles også lang når vi venter. Som når kommende forældre venter deres barn med længsel og spænding. Det kan også være vi glæder os til noget, en fest vi er inviteret til, eller en rejse vi skal på, eller det kan være at vi glæder os til at gense et menneske vi savner.

Jeg talte med et kommende brudepar forleden, der havde fuldstændig tal på de gange de havde været væk fra hinanden i den tid de havde været kærester. De fortalte om, hvor forfærdeligt det var at være uden den anden. Hvor kedeligt det var, og hvor meget de savnede den anden. Tiden væk fra hinanden føltes uendelig lang.

Sådan tror jeg også min mand og jeg har haft det engang, men det er som om vi har vænnet os lidt til det efterhånden… og måske engang imellem kan sætte pris på den tid, hvor man også oplever at komme til at savne hinanden.

Når tiden føles lang, så er det fordi den ikke er fyldt ud. Der mangler noget, eller der mangler nogen i den tid, der føles lang.

Når tiden føles kort, så er den derimod stopfyldt.
Det kan selvfølgelig være fordi man har for kort tid til noget, så man skal nå alt for meget på for kort tid. Det er ikke rart, når det er sådan. For kort tid, er ikke en god tid.

Men tiden føles også kort, når den er stopfyldt af glæde, kærlighed og mening. Så kan det føles som om tiden på en eller anden måde opløses, og vi bare er tilstede i nuet. De der øjeblikke, som vi ikke bagefter ville kunne sige, om varede et minut eller en time. Fordi de var helt stopfyldt af følelser der løb over. Som da vi første gang fik vores barn i armene, og bare blev væk i den forløsende glæde.

Tiden kan pludselig holde op med at være lineær, når vi glemmer os selv og de små og store bekymringer for en stund slipper taget i os. I et kærtegn, i et blik, i en udsigt, i en sommerdag, i et besøg, i et godt grin der kom bag på os.

De fleste dage er tiden både og. Både lang og kort og ofte også ret lineær. Og for os alle sammen gælder det, at tiden kan være på mange måder samtidig:
Vi kan have for kort tid til vores arbejde, samtidig med at det egentlig keder os, så tiden føles lang.
Det kan være lang tid siden vi har set en af vores venner, samtidig med at det næsten føltes som i går.

At tiden er elastisk, bliver særligt tydeligt for os, når vi har været ude for noget, som ændrede vores liv radikalt.

Mennesker som har mistet én der stod dem nær, vil ofte opleve det sådan når der er gået et år. På den ene side, er det sket så meget på det år. Man har skullet træffe så mange valg alene, man har næsten hver eneste dag i et år, skulle gøre noget nyt uden den anden. På den ene side er det næsten ikke til at forstå at der kun er gået et år, for verden ser fuldkommen anderledes ud end sidste år.

Og på den anden side, så føles det som om det var i går at han/hun døde, fordi de dage står så lysende klart og man husker detaljer og stemninger og ord, så tydeligt.

Måske er det sådan, fordi vi gerne vil holde fast og er bange for øge afstanden til den vi mangler.
Måske er det sådan, fordi sorgen bliver ved med at have den samme størrelse, selvom vi ændrer os over tid.
I hvert fald er det sådan, at tiden er både kort og lang, og måske kan vores erfaring af at tid er elastisk, give os en ide om hvad Jesus mener med ”kort tid”.
For det er oplagt at tiden i evangeliet ikke bare er lineær.

I den tekstlige sammenhæng hos Johannes, er Jesu ord om at han vil forlade dem om kort tid, for at komme igen om kort tid, en del af hans afskedstale til disciplene skærtorsdag, aftenen inden han bliver korsfæstet. Vi der læser det, er altså klogere end disciplene. Vi ved at det handler om at han står op fra de døde Påskedag.

Men det er alligevel også forvirrende for os, for vi hører teksten her mellem påske og pinse, og ved, at det også handler om at Jesus kort tid efter bliver forenet med Gud, og så denne ret underlige påstand om, at det kun skal vare kort tid, men at han så vil komme igen. Det kan ikke andet end forekomme os som en underlig påstand, fordi den korte tid, nu foreløbigt har varet over 2000 år, og altså må siges at være blevet en permanent tilstand.

Vi lever altså i den korte tid, hvor vi, hvis vi ventede på Jesu genkomst, med god ret kunne hævde at den føltes meget lang.

Men, som jeg har prøvet at sige, så tror jeg, vi tænker alt for konkret om tiden, hvis vi kun tænker den lineær. Vores erfaringer af tid, siger os noget andet, og jeg tror det er den erfaring Johannes har forsøgt at udtrykke i sin operascene over tid.

Tiden i Guds perspektiv, er ikke bare kort eller lang. Den er høj og dyb, rummelig. Ja, den er evig. Ikke bare evig, som en uendelighed af tid – men evig som den mening, der rækker ind i vores tid, og tilbyder et perspektiv der er større end det der går fra A-B.

Kvinden der står med det nyfødte barn i sine arme, er fyldt af kærlighed – og den smerte der er gået, forud er kommet i baggrunden. Den der mister et menneske og som er fyldt af sorg og følelsen af tab, er samtidig også fyldt af den kærlighed, der er i stand til at løfte os ud af tågen, så tabet vil komme i baggrunden – og det vi fik og det vi havde sammen, bliver det der fylder vores hjerter og håb.

Tiden kan føles lang, når livet gør ondt. Men Jesus siger, at den tid kun er kort. Tiden med smerte og savn er kort, siger han. ” En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.

Og det er nok sandt i et evighedsperspektiv, da er dagen i dag forsvindende kort, og vel kan det give os trøst at vide at det ender godt. At vi tror på en Gud, som ved tidernes ende vil gøre alting nyt. Vil blive alt i alle. Vil samle os hos sig, i den kærlighed der er større end os og det vi selv kan rumme. Det giver os håb og noget at dø på.

Men lige der, hvor tiden føles lang, er det en underlig uhåndterlig trøst at få, at den egentlig er kort. Det er umuligt at finde daglig mening i så stort et perspektiv, for os, som dårligt kan overskue dagen i morgen.

Men måske kan vi leve vores liv med det perspektiv, at vi ikke er ladt alene. Måske kan vi rumme, at vi også får rakt mening og gudsnærvær i den tid som kan føles lang. At det drypper på os, med godhed og glæde og mening, fra evighedens kilde, som gør tiden høj og dyb.

Når vi er omgivet af mennesker der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Så er det dryp fra evighedens kilde. Fra Gud, som er her. Når vi elsker er det fordi Gud elsker. Det er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber og giver os nyt livsmod. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte. Og det under at kærligheden er større end smerte og tab. Ikke bare som fortid eller fremtid, men nu. Lige nu og her, og i evighedens nu.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Syng mørket af led

Befrielsesgudstjeneste 5. maj 2019
Joh. 10,11-16

På Risskov bibliotek er der en plancheudstilling lige nu, hvor man har interviewet 16 plejehjemsbeboerne om deres personlige hverdags oplevelser af 2. verdenskrig. En af dem fortæller:
”Soldaterne gik nede på gaden med deres maskingeværer. Selvom vi havde mørklægning, rullede vi gardinerne op om aftenen og åbnede vinduerne. Så sang vi sammen – hele gaden. Soldaterne lod os gøre det. Vi sang meget. Min mor og mormor sad i vinduet. Jeg kan genkalde mig lyden endnu – en hel gade hvor alle mennesker synger for åbne vinduer. På et tidspunkt ville de tyske soldater ikke høre på det mere, og de begyndte at pege mod vinduerne med deres geværer. Så blev der lukket og rullet for.”

Sangen har kraft. Den fælles sang har fælles kraft. Hvorfor ville de tyske soldater ikke høre på den sang der kom ud ad vinduerne og spredte sig helt ned på gaden? Fordi det lød dårligt? Fordi de sang falsk? Nej, fordi sang skaber sammenhold. Fordi sang giver kraft og mod til at stå sammen, og stå op imod uretfærdighed. Sangen fra vinduerne spredte sig i gaderne påvirkede de tyske soldater, i en sådan grad at de blev opmærksomme på at det truede deres magt.

Det så man også i 1980’erne, hvor man i Estland samlede hundredtusinder af mennesker til store sangstævner, hvor gamle estiske sange blev sunget med det formål at skabe sammenhold og derved om muligt bane vejen for et frit Estland. Sangen indgød mængderne et mod og en tro på en fremtid for deres land, som de end ikke selv havde regnet med og en handlekraft, som på sigt vendte landets historie.

Måske nogle af jer var ud at svinge med fanerne her 1. maj? Her er det politiske taler, fællesskab og fadøl der samler arbejdere i hele landet, men ikke mindst sang. Hvem kunne forestille sig en 1. maj-fejring uden at synge: Når jeg ser et rødt flag smælde. Den har socialister sunget i generationer, og er der noget der kan samle socialdemokrater og ligesindede i selv de hedeste diskussioner, så er det når der stemmes i til netop den fællessang. Den skaber sammenhold og den skaber sammenhæng i historien, mellem generationer og giver luft under vingerne til at fortsætte diskussioner og kamp.

Sådan har vi forskellige sange og salmer, der smeder os sammen når vi synger dem. I dag, hvor vi fejrer befrielsen i 1945 skal vi slutte gudstjenesten med at synge: ”En lærke letted´, og tusind fulgte/og straks var luften et væld af sang”. Hvis vi ikke skulle det, havde den manglet. Jeg er helt sikker på, at flere af jer ville have savnet den og I ville have nævnt det for mig i kirkedøren. Den hører sig til. Den er om noget blevet det, der binder os sammen og holder fast i erindringen om befrielsen. Jer der oplevede det forår, bliver sat tilbage i tiden og gentager en flig af den frihedsfølelse og lettelse der fulgte. Og vi der ikke gjorde, mærker det også, fordi vi har sunget den hvert år, sammen med jer. Fælles sang har stærke kræfter.

Sådan har hvert folk sine sange og salmer, som skaber sammenhold, og som både i glæde og i sorg, kan være det bedste – og nogle gange også det eneste, vi kan finde ud af at gøre sammen. Når vi råber ad hinanden, og avisens debatspalter er en kampplads for hadefuld og respektløs nedgøren af andres ret til at tænke og tro anderledes. Når vi stivner i gråd over ufattelig ondskab og frygter det næste terrorangreb. Når vi samles for at vise vores medfølelse med dem der har mistet og tabt. Når der ikke er ord der er gode nok, eller dækkende nok. Når der ikke er noget at sige. Så synger vi. Fælles sang har stærke kræfter.

I 1976 skrev sangeren Benny Holst en sang til sin bedstemor, Julies, 75-års fødselsdag. Den står i højskolesangbogen og en af stroferne lyder sådan her: ”Det er lettest at holde et folk i skak/ som slet ingen sange har”.

Det er en hyldest til bedstemoren der lærte ham at synge, og som sang for ham, som bedstemødre og mødre, altid har gjort det ved sengekanten.  For at synge barnet til ro i mørket. Det er en af de bedste gaver vi kan give vores børn. At lære dem at synge. At lære dem ordene og melodierne til de fælles sange, vi har som folk og som kirke. For hvad skal de ellers gøre, når de engang kommer i en situation, hvor der ikke er noget at sige? Og hvordan skal de ellers mærke forbindelsen til deres rødder, og sammenholdet gennem generationer? ”Det er lettest at holde et folk i skak/som slet ingen sange har”. Den fælles sang har stærke kræfter.

Det vidste de tyske soldater, der pludselig ikke længere kunne holde sangen fra vinduerne ud. Det viste sig i Estland, hvor fællessangen skabte handlekraft og vendte landets historie. Det mærker vi, når vi står skulder ved skulder og synger sorgen af led, som en af vores nulevende salmedigtere Simon Grotrian udtrykker det.

Vi har haft nogle år, hvor vi ikke har været så gode til at synge sammen. Vi er nogle generationer der er vokset op, uden at have fået nogen særlig stor sanggave med os fra vores forældre. Men jeg tror faktisk – eller håber det i hvert fald – at det er ved at ændre sig. At vi igen er blevet opmærksomme på værdien af at synge sammen.  Der bliver solgt Højskolebøger, som aldrig før, og mange steder bliver der arrangeret højkolesangsaftner i de her år. Vi må håbe at det betyder, at vi holder den fælles sang i live. Også så vi kan synge sammen på tværs af generationer/befolkningsgrupper/. For den fælles sang har stærke kræfter.

Når vi i dag mindes vores folks lidelser under besættelsen, så handler det ikke kun om, hvor slemt det var for vores folk. Og når vi mindes vores folks glæde over befrielsen, så handler det ikke kun om vores folks behov for frihed. Men at vi mindes dem, giver os en mulighed for at leve os ind i de menneskers og nationers situation, hvis frihed og værdighed i dag trædes under fode.

Vores erindring må give os en medfølelse med deres lidelser og deres længsler efter frihed. Længslen efter frihed, værdighed og tryghed er den samme for alle mennesker.

De lys, som vi tænder til minde om vores folks lidelser og befrielse, må derfor også minde os om, at vi må være med til at tænde lys for alle dem, der i dag stadig sidder i mørke.

Under krigen blev en fransk nonne, moder Elisabeth, arresteret af en tysk SS-officer. Hun havde givet en såret partisan husly og mad og beroliget en bange familie i et brev, som tyskerne havde opsnappet. Moder Elisabeth blev ført til koncentrationslejren i Ravensbrück, hvor hun traf en ung pige, der hed Luce, og som havde været med i en modstandsgruppe. 
”Jeg er bange for at dø,” sagde den unge pige til nonnen. 
Hver dag rullede en lastbil op foran lejren for at føre nogle bort. Måske til gaskammeret – måske til skydning. 
”De har en gud, som beskytter Dem, moder Elisabeth,” græd Luce, når de hviskede sammen om natten. ”Men jeg har ingen gud til at værne mig.”
En tidlig morgen i marts 1944 kom lastvognen atter for at hente nogle. Hvem gjaldt det mon denne gang? En gestapoofficer standsede foran kvindernes blok. Han tog en liste frem. ”Luce!” råbte han. Ingen svarede, men i mørket hørtes en piges fortvivlede gråd.
”Luce,” gentog officeren utålmodigt. Han havde kun navnet at holde sig til, intet fotografi. Moder Elisabeth strøg Luce over håret og gav hende tegn til, at hun skulle blive siddende. Så rejste moder Elisabeth sig op og gik frem. 
”Jeg er Luce,” sagde hun. 
Roligt og tålmodigt fulgte hun officeren til den ventende lastvogn. Den kærlighed er stærkere end døden. Det er den kærlighed der sætter livet til for et andet menneske. Den kærlighed er Gud.

Guds omsorg er, at han er med os dér, hvor ingen andre kan være hos os, hvor ingen andre kan følge vores vej. I den tungeste sorg, i det sorteste mørke og i den dybeste afgrund. ”Jeg sætter mit liv til for fårene”, siger Jesus i teksten i dag, og henviser til langfredagsfortællingen, som er en fortælling om at Gud selv går ind i menneskelivets smerte og lidelse – ikke engang dér slipper Den Gode Hyrde sit får, ikke engang der slipper Gud et menneske. Tværtimod holder han fast. Han holder fast på at anvise os en vej ud af afmagten, ud af mørke og kaos. For efter langfredag fulgte påskemorgen. Opstandelsen handler om, at livet vender tilbage. Derfor skal kaos og ødelæggelse ikke have det sidste ord i menneskers liv, for evangeliet er en fortælling om, at efter ødelæggelse og død, efter mørke og sorg, vender lyset tilbage.

Den Gode Hyrde leder os på vejen til et liv, hvor mennesker lever med omsorg for hinanden, et liv brolagt med drømme og glæde og håb. Det er ikke altid den letteste vej, og indimellem kan vi ikke gøre andet end at bede og synge. Den fælles sang har stærke kræfter.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Vi går med Gud

2. Påskedag/Emmaus

”Vi lægger stenene mens vi træder”, sådan siger vi, når vi har kastet os ud i et nyt projekt, som vi ikke har nogen erfaring med. Måske har vi en ide om, hvor vi skal ende, men vi prøver os frem. Vi har ikke nogen færdig plan for hvordan vi kommer derhen, hvor vi gerne vil. For nogen er det lykken at bevæge sig ud på ukendt grund, for andre er det virkelig angstfyldt. Og det er godt vi ikke er ens. Der er nogen der elsker at gå forrest og være projektmagere, og der er andre der er gode til at være på de veje, som andre har trådt, og som så måske har bedre blik for at få historien med. Sådan skal der helst være forskellige typer på en arbejdsplads og også i en kirke, for at både at få historien med og tænke nyt.

I virkeligheden er det sådan, at vi altid ”lægger stenene mens vi træder”. Hver morgen er ny, og selvom de heldigvis ligner hinanden og de fleste af os både gentager og bygger oven på erfaringer, så er det jo sådan, at når det kommer til stykket, så må vi også hver dag orientere os på ny.

Som regel ligner de situationer der opstår, de mennesker vi møder eller de følelser vi får, noget vi kender, så vi kan trække på vores erfaringer fra i går. Det er noget af det fine ved at blive ældre, at man med årene får sig nogle brugbare erfaringer man kan trække på i de fleste situationer. Lige ind til man ikke kan.

Der kan pludselig ske noget i vores liv, som gør at vi vågner til kaos. En eller anden stor omvæltning, som gør at vi bliver bevidste om at vi famler os frem og ikke ved hvilken vej der er den rigtige eller bedste. Ofte vil det være i forbindelse med et tab. Vi vågner op til en virkelighed, vi ikke kender, fyldt af savn og bekymring for hvad der nu skal blive af os.

Det er sådan de to disciple har det. Det de har været ude for dagen før i Jerusalem, har været meget traumatisk, de er stadig i chok og forstår ingenting. Heldigvis har de hinanden og mens de går til Emmaus, taler de det hele igennem igen og igen. De drøfter det med hinanden, og gentager sig selv og gennemgår igen og igen hvad der egentlig skete og hvornår. Sådan som man gør, når man desperat forsøger at finde mening i noget der er totalt meningsløst. Eller sådan som man gør, når man har brug for at få sammenstykket hele historien af de usammenhængende brudstykker som hvirvler rundt i éns hjerne. De forsøger at hjælpe hinanden med at få orden på det kaos der vokser inden i dem. De er både blinde, forvirrede og inderligt bedrøvede.

Og så kommer Jesus. De genkender ham ikke, så for dem er han en fremmed. Han ved, at den, der er rystet helt ud af sit liv, har brug for at fortælle. Så han får dem til at genfortælle alt hvad der sket. Det skal have sin plads. De fortæller helt fra begyndelsen og den fremmede lytter og spørger måske indtil forskellige detaljer, for at hjælpe hukommelsen på gled.

Måske er der også nogen af jer der har prøvet det, at blive lyttet til, af én der har tålmodighed til at lægge øre til alt det kaos der kan komme ud af ens mund, når man er rystet. Det har jeg, og jeg tror det er en almenmenneskelig erfaring, at det at få lov til at fortælle sin historie til et andet menneske, der bare lytter, kan gøre en uendelig stor forskel.

Og nogle gange er det godt at dele sine tanker med et menneske, som ikke selv er helt involveret, så man må forklare sig på en anden måde, og så den der lytter kan være med til at se det i et andet perspektiv, end man selv er i stand til.

Sådan tror jeg også det har været for de to disciple. Da de var færdige med at fortælle deres historie, da, den fremmede havde lyttet til alle deres ord, så sætter hans deres oplevelser ind i en bibelsk forståelsesramme. Han udlægger nogle bibelske tekster for dem, så de får en forståelse for hvad der er sket med Jesus og hvorfor. De bliver bragt et nyt sted hen. De begynder at forstå at der er mere, end de havde troet, i historien om Jesu død og den tomme grav.

Sådan kan de rigtige ord på det rigtige tidspunkt, en bestemt salme eller tekst, også opleves som et vendepunkt for os. Det kan være med til at kaste lys ind over det vi står i, så vi får skænket en indsigt eller et blik, der gør at vi forandres – eller at vi bevæger os et nyt sted hen. Men at det sker, det ser vi sjældent i situationen. Det forstår vi først senere.

Sådan var det også for de to disciple. De vidste ikke at det var Jesus de havde fulgtes med. Det var først da de senere spiste sammen og Jesus velsigner brødet, at de genkendte ham – og i det samme blev han usynlig. Men de kunne mærke at der var sket noget med dem, og så begynder de igen at tale sammen. Hvad var det der skete? Brændte vores hjerte ikke i os på vejen, da han talte? De forstod det ikke i situationen, men bagefter, kan de se, at det var det møde og den samtale, der gjorde en forskel. Det var her de fik fodfæste og kunne begynde at nyorientere sig i livet igen. De så det ikke der, men bagefter kunne de se det.

Det var da de genkendte Jesus iblandt dem. Det var det, der kastede lys ind over deres liv, så de kunne vende tilbage til det sted, hvor de hører til. De løb faktisk de 11 km. tilbage til Jerusalem. Det tog en evighed at gå turen ud, fordi hvert eneste skridt var ulideligt tung. Det tog ingen tid at løbe hjem. De løb let som ingenting de 11 km. Et fint billede på, hvordan krop og sind hænger sammen. Hvordan livet kan føles så let, når krisen er overstået eller man har set sin situation i et nyt perspektiv.

Vi kan endda indimellem få det sådan, når vi forstår livet baglæns. Altså, når vi står et nyt sted i vores liv, med en indsigt og forståelse som gør livet større, at vi ser, at vi ikke kunne have været andre steder. At det som har været tilfældigheder, pludselig giver mening.

Ligesom i Karen Blixens roman ”Den afrikanske farm,” hvor vi møder en mand, der søger en dybere mening. Da ser han med ét, at den modgangsfyldte og tilfældige rute, han har vandret ad om natten, set oppefra har form som omridset af en stork. Han opdager en sammenhæng, en større mening bag ruten. Sådan er det også i den kristne grundfortælling. Vi og vores liv bliver en del af Guds større fortælling med os.
Så nok, er enhver morgen ny, og nok er det sådan, at vi lægger stenene når vi træder. Men de sten vi går på, er uanset ruten, altid sten fra den tomme grav. Vi går altid med Gud.

Det er som om, Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Bibelen er fuld af fortællinger hvor Gud går sammen med sit folk. Tænk bare på ørkenvandringen, hvor Gud går sammen med israelitterne i form af en sky eller ildstøtte. Fortællingen om de to disciple der vandrer til Emmaus, og får følge af Jesus, er en grundfortælling i den kristne tro. Det er en erfaring for mange troende, at vi føler os tættere på Gud, når vi er faret vild eller når vi går i en af vores livs ørkenperioder. Vandringer, vildveje, omveje, blindgyder og vanvittigt hårde veje, kan alle føre til velsignelse. Vi ser det ikke i øjeblikket, men opstandelsens lys, forandringens og nyskabelsens lys kan gøre det klart for os.

Som de to disciple oplevede at blive forandret af den opstandnes velsignelse, sådan kan vi også opleve at vores liv får mening og sammenhæng ved kraften fra den opstandne.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Opstandelsen er begyndelsen

Påskedag 2019

Når vi skal genfortælle hvad der sker i påskedagene, er genfortællingen stort set altid bygget ens op:

Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem på et æsel og folk tog imod ham som en konge. Skærtorsdag spiste han det sidste måltid sammen med disciplene. Langfredag blev han dømt, korsfæstet og døde, MEN Påskedag stod han op fra de døde igen. Han døde, MEN så blev han levende igen.

Opstandelsen bliver ”Happy end”, en lykkelig afslutning på en ellers virkelig trist historie. Og der er ikke noget at sige genfortællingens kronologi på. Det er det der sker i Påsken, og i den helt rigtige rækkefølge, men der er alligevel noget galt med forståelsen.

For opstandelsen er er ikke afslutningen på historien. Opstandelsen er begyndelsen. Begyndelsen på noget helt nyt. Det er en helt ny historie der tager sin begyndelse. Det er ikke happy ending, but a new beginning!”

I mine forberedelser til påsken i år, blev jeg optaget af en lille bog af den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams. Der hedder ”Gud med os”.

Han gør meget ud af den tanke, at opstandelsen er begyndelsen på en ny tid. At tro på opstandelse vil sige at tro på, at den ny tid er blevet indledt og at den nye verden er begyndt.

Når Bibelen taler om de sidste tider, siger han, så menes denne tid. Vores tid. Tiden efter opstandelsen. Den tid vi lever i. Enden er begyndt. Riget er kommet. Opstandelsen er begyndelsen på den del af menneskehedens historie, hvor vores og alle andres menneskers skæbne er knyttet til Jesus i evighed.

Hvis vi skulle skrive en biografi om Jesus, så ville vi slutte med opstandelsen. De fleste endda før. De fleste biografier ville slutte ved graven.

Men vi sad slet ikke her i kirken i dag, hvis der kun var blevet skrevet biografi om Jesus.

Det er ved Jesu opstandelse at kirkens historie begynder. Hele den kristne lære har rod i troen på, at Jesus er opstået fra de døde. Det er der Kristologien – læren om Kristus begynder. Det er troen på opstandelsen der gør kirken til noget mere end blot: Selskab til minde om Jesus af Nazaret.

Vi er forpligtet på at tænke dybere og højere og større om Jesus, end det der kan rummes i en biografi, om en stor afdød personlighed. Troen på opstandelsen, gør at vi må og skal forholde os til Jesus som en samtidig, som levende iblandt os, og ikke bare som et minde.

Alt hvad vi gør i kirken, vidner om netop det, at opstandelsen ikke var slutningen, men begyndelsen. Når vi døber et barn, når vi deler brød og vin i nadveren, når vi beder og synger og når vi læser i Bibelen, så gør vi det, fordi Jesus er levende og samtidig og tilstede midt iblandt os – ellers ville vi bare læse Bibelen som et historisk dokument. Vi ville ikke lytte efter ord i Bibelen, der kan kaste betydning af sig og give mening, i vores liv, nu.

For den troende er opstandelsen begyndelsen på en ny tid. Hvordan det foregik ved vi ikke, men Bibelens tekster og den efterfølgende tradition og historie, peger på at der virkelig skete noget. En afgørende begivenhed, der ændrede verden.

I det Nye Testamente forsøger de forskellige forfattere at beskrive det, der skete. Men det er i virkeligheden ret lidt der står. Og det der står, er endda ret forskelligt. Nogle har opfattet netop det, at der er rod i detaljerne om hvem der kom til graven, hvor mange der kom til graven – og hvad der i øvrigt skete påskedag, som et udtryk for at beretningerne manglede sandhedsværdi. Men måske er det netop det rod, der gør dem troværdige.

Det bliver så tydeligt at forfatterne har svært ved at finde de helt rigtige ord, for det der skete.  

Her i Markusevangeliet fx, der er der meget tydeligt forskel på den måde hele lidelseshistorien bliver fortalt, og den måde der bliver fortalt om opstandelsen. Lidelseshistorien er formfuldendt, med et gennemarbejdet sprog, kronologisk overblik og med brug af mange referencer, litterære mønstre og billeder fra Det gamle Testamente.  Men da Markus kommer til at skulle fortælle om opstandelsen, bliver det helt anderledes prøvende og sprogligt upoleret.

Skrevet, som noget ingen har fortalt om før. Som ingen har oplevet før, som noget der efterlader folk både overraskede og mundlamme. Tænk bare på slutningen: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Det er da en underlig måde at slutte en bog på. Det virker ikke som en litterærovervejelse, fra Markus´ side, men simpelthen mere som et udtryk for at han ikke vidste noget bedre at skrive og har ønsket at ramme begivenheden så præcist som muligt.

Det er ikke efterredigeret litteratur. Det har en autenticitet over sig, som virker troværdig. Han har ikke anet, hvordan han skulle runde opstandelsen af.

Når det kommer til opstandelsen, så mangler vi ord. Det er for stort og for mystisk, og der er ikke noget vi kan sammenligne det med. Der var aldrig sket noget lignende før, og der er aldrig sket noget lignende siden. Markus manglede ord. Han kunne ikke forklare hvad der skete, men kun at der skete noget.

Vi mangler også ord. Men selvom vi ikke kan forklare hvad der skete, eller måske endda forsvare at der skete noget. At graven var tom og at Jesus viste sig for sine venner. Så kan vi se, at den første påskemorgen havde magten til at skabe den tro, at Jesus ikke bare hører fortiden til, men at han for altid vil være knyttet til os og Gud.

Opstandelsen er ikke afslutningen på historien om Jesus. Opstandelsen er begyndelsen.

Det bliver tydeligt på det Ikon jeg har givet jer i dag. Hvor Jesu opstandelse skildres som en ny skabelse.

Her på billedet, ser vi Gud, Adam og Eva. Det var her det hele begyndte på skabelsens morgen. Og det er her det hele begynder igen påskemorgen. Opstandelsen sker. Det er Gud, der taler i hjertet, i mørket, og skaber liv af intet og skaber mennesker, så de ligner ham og bærer hans billede.

Opstandelse er den nye skabelses begyndelse.

Hvis I lægger godt mærke til det på billedet, så kan I se, at Adam og Eva, er blevet gamle. Deres ansigter er mærkede af skyld, erfaringer og smerte. Det er vores ansigter vi ser.

Og Jesus rækker ned og rører ved netop vores ansigter. Han gør os ikke unge igen, eller uskyldsrene og nøgne, som Adam og Eva på skabelsens morgen.

Nej, han forholder sig til os, som vi er – han forholder sig til vores menneskelighed med alt hvad der hører med til den.

Opstandelsen fejer ikke al vores historie af smerte og nederlag væk, men nyskaber os – og transformerer eller omformer de mærker og ar og ridser, som vi har fået, så de kan blive til noget andet, noget nyt, noget smukt. Det er opstandelsens kraft og håb. At forandring og fornyelse er muligt. Altid.

Når vi ser på opstandelsesikonet, så ser vi et billede på en ny begyndelse. Det kalder os til at se på det som et spejl. At se urmenneskene Adam og Evas smerte, glæde, mørke og lys – som det kommer til udtryk i vores liv, og se, at det er her den opstandne Jesus begynder.

Han begynder ikke der hvor vi engang var, eller der hvor vi burde være. Nej, Gud begynder altid med, hvem vi er nu. Lige her, hvor vi hver især står, med alt det der er brændt på eller brændt ud. Her kommer han og skaber lys af mørke og liv af død.

Troen på opstandelsen er troen på, at vi altid kan få en ny begyndelse – at det som vi er blevet til og havnet i, kan forandres og fornys – ikke ved vores egne anstrengelser og kræfter, men ved kraften fra den opstandne.

Den opstandne Kristus er den ny begyndelses virkelighed, som vil forny og forandre det der er dødt og såret i os.

Må vi hjælpe hinanden til at holde fast i den tro, og må vi hjælpe hinanden med at se når fornyelsen sker, og opstandelsens forårsblomster spirer i vores hjerter og sind.  Også selvom vi mangler ord, når vi skal forklare opstandelsen. Ligesom Markus gjorde det.

Men tak for at han prøvede, og tak for alle de troende, der op igennem historien og tiden, har forsøgt at sætte ord på deres opstandelsestro. Lad os låne lidt af deres mod.
Inspiration til pointer og brug af Ikon, hentet i ”Gud med os”, Rowan Williams; Eksistensen

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Hvad lægger du krop til?

3. søndag i fasten /Luk. 14,11-28

Året 1988 er skelsættende for forfatter Katrine Marie Guldager. Hun er 21 år og optaget af feminisme, Femø og grevinde Danner. Hendes opvækst i 70’erne adskiller sig ikke fra andre jævnaldrendes i Hillerød og omegn, som for de flestes vedkommende indebærer veluddannede forældre, bofællesskaber og venstreorienteret hippie-miljø. De unge drømmer om at rejse ud i verden og gøre en forskel. Katrine Maries destination er Latinamerika og Cuba. Hendes veninde er i Nicaragua. Hun bliver i forbindelse med et tilfældigt røveri skudt og mister livet. Katrine Marie er hjemme hos sin far. Han er taget med toget på arbejde. Men han når ikke frem. Toget forulykker ved Sorø. Inden for et par uger er Katrine Maries veninde og far begge døde.

Fire gange om ugen i ni år lægger hun sig på briksen hos sin psykoanalytiker og letter sit hjerte. En dag går det op for hende, at det hun i årevis kun har fortalt meget få om, nu er et afsluttet kapitel, som godt kan fortælles. Det gør hun med bogen Lysgrænsen, som udkom i 2007.

I forbindelse med udgivelsen fortæller hun i et interview:

”I en lang periode havde jeg en forestilling om, at når jeg var færdig med at gå i analyse, så ville mit liv være langt mere harmonisk. Jeg tror, at jeg forestillede mig en helt paradisisk tilstand, hvor alle verdens onde skygger kun befandt sig langt ude i horisonten. Først sent gik det op for mig, at analysens mål ikke er, at man ikke længere skal føle sorg, vrede og forbitrelse. Det er også gået op for mig, at jeg ikke nødvendigvis er lige så large, som jeg troede, jeg var. Og sådan er der mange ikke nødvendigvis smukke sider af en selv, som man skal forsone sig med. Jeg kan for eksempel blive ved med at være vred over de samme ting 20 år i træk, selvom jeg troede, at jeg ville blive klogere og mere afklaret med tiden. Vi lever i en kultur, hvor man hele tiden får at vide, at man skal arbejde med sig selv. Men jeg tror, at vi skal forsone os med ufuldkommenheden både hvad angår mennesker og livet”.

Vi kan have sådan en lyst til, eller trang til at kunne starte forfra. Vi kan drømme om at kunne fjerne det i vores liv der gør ondt, eller slette den del af vores historie som gør os bitre eller vrede. Det er ikke nogen fremmed ide for os at gå i gang med at feje vores sind, så vi kan blive fri for de grimmeste sider af os selv. Tænk hvis man kunne begynde forfra? Tænk hvis man kunne gøre sig fri af sin historie? ”Jeg tror, at vi skal forsone os med ufuldkommenheden både hvad angår menne­sker og livet”, siger Katrine Marie Guldager. Jeg tror hun har ret, og jeg tror det er helt afgørende i forhold at kende og genkende ondt og godt.

Fortællingen i dag, advarer os mod, fortrængelse som livsstrategi. Vi kan ikke tømme vores sind og begynde forfra. Vi har den historie vi har. Den må vi leve med. Vi må tage vores liv og vores historie på os, kun på den måde kan vi kende og genkende hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvad der er rigtigt og forkert. Det historieløse, det rene, det magttomme rum, findes ikke.

Evangeliet i dag er en advarsel mod al vores trang til at lukke øjne og øre og starte forfra. Vi skal ikke rense ud og rydde op – vi skal i stedet give slip på tanken om at vi kan klare os selv og holde fast i det gode, i Guds ord. Holde fast i de gode magter i os og uden for os, og tro, at alle gode magter er i slægt med Gud.

Måske er det væsentligt at overveje, at Jesus både taler passivt og aktivt om Guds ord. Han siger:  ”Salige er de som hører Guds ord, og bevarer det.” Vi skal modtage Guds ord. Det er passivt. Og vi skal bevare Guds ord. Det er en aktiv handling. Guds ord er altså ikke kun noget vi skal høre og nyde, som et smukt akkompagnement til vores liv. Guds ord er også noget der skal sætte sig igennem i det vi gør, og det vi udlever, og de valg vi træffer. Guds ord bevares i det liv vi lever og i de valg vi træffer. Vi kan være en bolig for Guds ord – vi kan give Guds ord krop.

Talen om dæmoner er fremmed for os i dag. De fleste af os lægger afstand til folk, som fx Torben Søndergaard, der insisterer på at fysisk sygdom er dæmonbesættelser, og som slår sig op på at uddrive dæmoner i Jesu navn på TV2. Det er, ikke bare at holde folk for nar, men også at udnytte deres tillid og bidrage til deres smerte. De fleste ved godt, at verdensbilledet og videnskaben var et andet sted på Jesu tid, og at man dengang ikke vidste bedre eller havde andet sprog for en sygdom som fx epilepsi.

Alligevel kender vi det dæmoniske alt for godt. Og ved, at der er stadig, er onde kræfter i verden. Den her fortælling lærer os også noget om det dæmoniske, som vi måske ikke er så bevidst om i dag. Nemlig det, at det onde eller dæmoniske er afhængig af at der er nogen som vil lægge hus til det. At der er nogen som lukker det ind og giver det krop. Her i fortællingen bliver det beskrevet som ånder der farer rundt indtil de finder et tomt hus – dvs. et menneske, der ikke kan forsvare sig, fordi det ikke er fyldt af gode kræfter.

Dæmoner kan ikke selv, de lever af mistillid og forbehold og lusker sig ind på os, der hvor vi er mest tomme og forsvarsløse. Og selvom vi taler i billeder, når vi taler om dæmoner, så kan vi godt genkalde os øjeblikke hvor de også var på spil hos os. Eller, det kan jeg i hvert fald. Billedligt talt, så er det når, vi befinder os i en ørken – som da Jesus selv kæmpede med djævlen i ørkenen – der hvor vi føler os alene, enten fordi vi har gjort noget, som isolerer os – eller der hvor vi kæmper med at genkende vores egen egoisme eller hovmod. Der hvor vi tror at vi kan klare os uden andre og uden Gud. 

Det dæmoniske har en forbundsfælle i os, når vi hellere vil noget andet end det Gud vil. For det kan være besværligt, det Gud vil. Og det, han giver, ser ud af så lidt imod det, vi selv tror, vi kan præstere. Så det er bestemt en fristelse, som det indimellem er umuligt at holde fra døren.

Selvom vi ikke tror den epileptiske dreng, der blev kastet hid og did, var besat af en dæmon, så kender vi godt følelsen af at være et sted, i en ørkesløs kamp, hvor der bliver revet i os fra flere sider. Det er måske det moderne menneskes største forbandelse, at vi tror at vi skal, mere end vi kan. Og vores dage kan komme til at opleves som en lang række af øvelser i at prioritere, af valg og fravalg. Vi føler at vi skal mere end vi er bestemt til. Det hiver og flår i os, som en dæmon.

Vi er ikke rene blanke papirer, eller rene tomme huse. Vi lever og det byder også at vi indimellem bliver snavsede og helt sat til og rodede. Sådan er de liv, der er til at leve. Og sådan er det også i Guds hus. Kirken er ikke et sted for de faste meninger og rene mennesker.

Her kan vi komme med vores liv – alt det som ikke er rent og ryddet, men ofte rodet og smudsigt. Der er ikke noget i de liv, som er vores, som ikke kan rummes i dette hus. Guds ord har noget at sige til det alt sammen.

Guds ord møder os her, hvor vi nu engang er, midt i vores mere eller mindre vellykkede og også totalt mislykkede livsforsøg. Vi kan godt være fristet til at lukke øjnene og ørerne for alt urent og forstyrrende, der trænger sig på, men det giver dæmonerne frit slag. Med lukkede øjne ser vi ikke Guds søn. Med tilstoppede ører hører vi ikke hans ord. Men åbner vi øjne og ører, kommer vi til det. Hvor dæmonerne før var, skal Guds ord være. Og vi skal bevare hans ord i en fælles bestræbelse på at forstå hinanden og sammen bære de historier fuld af ufuldkommenhed, som ellers er ubærlige. Og vide, at alle gode magter er i slægt med Gud. Det beder vi om.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Guds uforanderlighed

2. søndag i fasten / Matt 15,21-28

Sidste år udkom der en bog med en stor samling af Søren Kierkegaards bønner. Den hedder ”Længslen er din gave”. Det er måske ikke så kendt at Kierkegaard skrev omkring 100 bønner, der er spredt ud over hans forfatterskab. De har ikke tidligere fået så meget opmærksomhed. Bønnerne er i den nye udgivelse er gengivet på et nudansk, som gør dem enklere for os i dag, at tage til sig og forstå.

Jeg har trykt en af de bønner til jer i dag, så I kunne sidde med den i hånden og følge med. For nok er den gennemskrevet i et moderne dansk, men det er stadig Kierkegaard, og derfor skal man være lidt vågen, for rigtig at kunne følge hans nogle gange lidt snørklede tankegang.

Den bøn, jeg har trykt i dag, har fået overskriften: ”Guds uforanderlighed” og synes jeg, det er en ret givende replik i forhold til dagens tekst, som jo viser at Gud kan ændre holdning og bevæge sig.

Guds uforanderlighed
Du uforanderlige, hvem intet forandrer!
Du i kærlighed uforanderlige, som,
just til vort eget bedste, ikke lader dig forandre:
At vi også måtte ville vort eget vel,
ved din uforanderlighed lade os opdrage til,
i ubetinget lydighed, at finde hvilen
og at hvile i din uforanderlighed!
Ikke er du som et menneske;
skal han bevare blot nogen uforanderlighed,
må han ikke have for meget,
der kan bevæge ham,
og ikke lade sig for meget bevæge.
Du derimod bevæger, og i uendelig kærlighed, alt;
endog hvad vi mennesker kalder en ubetydelighed
og gå ubevægede forbi, spurvens trang, den bevæger dig;
hvad vi så ofte næppe agter på
et menneskeligt suk,
det bevæger dig,
uendelig kærlighed:
men intet forandrer dig,
du uforanderlige!
O, du, der i uendelig kærlighed lader dig bevæge,
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!
(p122)

Ja, man skal holde tungen lige i munden, når man læser Kierkegaard, for der bliver jongleret med mange begreber. Der bliver skelnet mellem uforanderlighed og ubevægelighed. Bønnen siger os både noget om hvordan Gud er og noget om hvad bøn er.

Gud er uforanderlig. Gud lader sig nok bevæge, men ikke forandre. Hvordan skal det forstås?

Jo, siger Kierkegaard: Bønnen forandrer den bedende, men ikke Gud, for Gud er uforanderlig i sin uendelige kærlighed.

Og det et trøsten til os, at Guds kærlighed er uforanderlig. Der er intet der kan reducere Guds kærlighed. Intet der kan ryste den, eller forandre den. Og det er netop derfor at Gud bevæger sig, i mødet med et nødlidende menneske, som vi hører det i teksten i dag.

Det er netop den uforanderlige kærlighed, der gør at Gud bliver bevæget af spurvens trang, som Kierkegaard skriver det – med en henvisning til et andet sted i Matthæusevangeliet, hvor der står, ”at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med idet”.

Gud bliver påvirket og bevæget af vores nød. Og det gør han fordi han elsker os, sine børn. Kærligheden er uforanderlig og netop derfor må Gud bevæge sig når der er brug for det.

Kierkegaard knytter uforanderlighed sammen med kærlighed. Og vi kender det fra vores eget liv, at det netop er kærligheden til et andet menneske, der kan få os til at bevæge os derud, hvor vi slet ikke havde troet vi skulle gå.

Vi der har børn, kan let relatere til at det er sandt. At vi vil gøre alt for at vores børn har det godt, også hvis det betyder at vi skal tage nogle beslutninger som egentlig slet ikke ligger til os.

Kærlighed kan få os til at bryde med alle principper. Jeg tror de fleste af os kan komme i tanker om et eller andet tidspunkt, hvor vi har mødt et menneske, som fik os til at ændre holdning til noget – eller som havde brug for vores hjælp, og fik os til at gøre noget, vi slet ikke troede vi kunne.

Kærlighed kan bevæge os over grænser vi ikke troede var mulige eller, som vi ikke havde forestillet os. Det er det der sker for Jesus i dagens fortælling.

Det er den omvendte verden i den her fortælling om Jesus og kvinden. Det er kvinden der står fast og Jesus der ombestemmer sig. Det er altså en fortælling der handler om omvendelse, men ikke som vi normalt plejer at forstå det. Altså at det er mennesket der omvender sig og kommer til tro på Gud. Nej, i dag hører vi om at Gud også kan omvende sig, fordi han ikke kan lade være med at lytte til et menneske i nød.

Historien har den baggrund, at Jesus var sendt til det jødiske folk. Det var hans opgave. Derfor er han først afvisende da kvinden, som ikke var jøde, henvender sig til ham. Men, så sker der det, at han ombestemmer sig. Han erfarer i det konkrete møde med en kvinde, der har brug for hjælp, at det også er hans opgave at hjælpe hende.

Han ser hende, lytter til hendes argumentation og bøn, og erkender at hans principper ikke holder. Skulle han have været konsekvent i forhold til hans opgave, så skulle han have afvist kvinden. Men det magtede han ikke, fordi hans natur er kærlighed, og kærligheden sprænger grænser. Også selvom man ikke vil det.

Den uforanderlige kærlighed, bevæger både Gud og os, derhen hvor vi ikke havde forestillet os vi skulle gå.

En ting er, hvad man bør gøre ud fra diverse moralske eller politiske principper, en anden ting er, hvad man gør ud af kærlighed.

Kærlighed har det altid svært med et begreb, som konsekvens. For i konsekvensen lurer ofte en noget-for-noget tankegang. Men kærlighedens væsen er nåde-for-intet. Heldigvis for kvinden i fortællingen, og heldigvis for os.

Kærligheden er stærkere – indimellem til både vores egen forbavselse og forargelse – kærligheden er stærkere end principper.

Det er også derfor man kan blive lidt skræmt, når man indimellem kan læse i en nekrolog, at afdøde var meget principfast. For så ved man, at kærligheden har kæmpet en hård kamp med principperne om dit og dat, og at principperne er gået sejrrigt ud af kampen.

Kærligheden er ikke konsekvent, heller ikke Guds kærlighed, som vi hører det i dagens fortælling. Kvinden bevægede Gud med sin bøn om hjælp. Det må vi tro, også kan ske, når vi beder Gud om hjælp.

Men bøn handler måske først og sidst om, ikke at vi vil forandre Gud, men om at vi må blive forandret gennem bøn.

Måske kan man sige det sådan, at vi, når vi beder, bliver gennemsigtige eller gennemlyste for os selv, i mødet med Guds uforanderlighed og kærlighed.

Som når Kierkegaard skriver:
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!

Må vi blive gennemlyst af den uforanderlige kærlighed, som giver vores principper og fordomme og begrænsninger kamp til stregen!

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Frygten for at spilde

Mark 4,1-20 / Søndag Seksagesima

Den her lignelse er lige ud af landevejen let at forstå. Jesus siger: Med Gud er det ligesom med en bonde der sår korn.
Som bønder nu gør. Eller faktisk helt anderledes end bønder gør. For den bonde der ligner Gud, spreder ikke bare korn på sin mark. Han spreder dem med rund og ødsel hånd udover det hele. Spilder dem på vejen og på klippen og også der hvor der er fuldstændig sat til af tidsler.
Og det er altså ikke sådan bønder normalt gør. Heller ikke for 2000 år siden. Enhver effektiv landmand må ryste på hovedet. Tænk sig at spilde dyrebart korn på vejen og blandt tidsler. Det kommer der ikke meget ud af. Måske ikke engang noget som helst. Almindelig landmandslogik, er, kun at så korn i den gode jord. Den jord man ved der vil komme et stort udbytte ud af. Alt andet er gak. Men sådan er Gud åbenbart. Aldeles uinteresseret i hvad der er effektivt og fornuftigt.
Jesus fortalte mange andre lignelser om Gud. Nogen af dem er langt mere tvetydige og svære at forstå. Alligevel må de første kristne have haft særligt vanskeligt ved lige netop den her lignelse. Den blev skrevet ned for at de skulle kunne huske den, men jo flere gange de læste den. Jo mere usandsynligt forekom det dem, at lignelsen alene skulle fortælle os, at Gud er som en ualmindelig ødsel landmand der i al sin skaberkraft bliver ved med at så, også uden at skele til om det kan betale sig.
Man kunne ikke forlige sig med at Guds kærlighed skulle være ligesom skvalderkål der, som ALLE haveejere ved, kan slå rod de mest umulige steder og spreder sig med en kraft og er himmelråbende immunt overfor både hakkejern og sprøjtegift. Der måtte være noget mere i den, tænkte de. Den kan ikke bare handle om Guds store kærlighedskraft. Den må også handle om noget vi mennesker skal gøre. Og så gik de i gang med at analysere de jordforhold der er tale om i lignelsen. De måtte være et udtryk for, at vi mennesker har forskellig mulighed for at vokse ind i himmeriget?
Det måtte været et udtryk for, at der er nogen der er bedre kristne end andre, mente de – og så gik de i gang med at komme folk i kasser, præcis som vi mennesker oftest gør, for at kunne overskue verden.

Nu skal I bare høre, hvordan de fortsætter lignelsen i Markusevangeliet nogle årtier efter:
”Det bonden sår er kærlighed, livsmod, tro, håb og fred.
Kornet der falder på vejen, svarer til dem der oplever Guds fred og glæde i deres liv, men mister det igen med det samme, fordi de også oplever noget der gør dem kede af det og som gør ondt.
Kornet der bliver sået på den stenede jord, svarer til dem der bliver tændt af kærlighed og optagede at ville gøre en forskel for nogle der har brug for hjælp – de poster om det på alle de sociale medier, men de er ikke særligt vedholdende og da folk holder op med at like dem og nogen begynder at tale dem imod, så opgiver de det hele.
Det korn der falder mellem tidslerne, svarer til dem der tit får at vide, at de er gode nok som de er. At der er nogen der elsker dem. At de trygt kan lægge deres liv i Guds hænder. De hører det og de tror på det. Lige ind til de igen bliver ramt af en følelse af ikke at være gode nok, og bekymringer om hvad der skal blive af dem. Og i et vildt håb om at de kan sikre sig, kaster de sig ud i at blive smukkere, tjene flere penge, stile efter et bedre job. Den der stræben den får aldrig ende, så det med at hvile i at man er god nok, det bliver ikke rigtig til noget.
Men den gode jord er et billede på dem der hører budskabet om kærlighed, livsmod, tro, håb og fred – og tager imod det.” Bare sådan uden videre og lever i det.

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan ikke rigtig se mig selv i en af de her kasser. Til gengæld kan jeg se mig selv i dem alle sammen. Der bliver ikke sat skel ned imellem grupper af mennesker. Nej, vi indeholder alle sammen både god og dårlig jord, tidsler og sten. Sådan er det. Det er så åbenlyst, at det måske ikke engang er interessant. Det hører med til at være menneske.
De første kristne har altså også noget på samvittigheden. Blandt andet manglen på proportioner i udlægningen af den her lignelse. Som om Guds kærlighedskraft er afhængig af vores evner. Det overraskende i den her lignelse er ikke, hvordan mennesker er. Det overraskende, er, hvordan Gud er.
Og med Gud er det altså sådan, at han er det modsatte af nærig og nøjeregnende. Han er generøs, udover alle grænser.
Vi hører aldrig et ord om at han fortryder den kærlighed der er spildt, eller den fred der blev overset.
Vi hører aldrig at han fejer det livsmod sammen, som ser ud til ikke at blive brugt til noget.
Der er ingen guddommelige strategier eller profitoptimering. Tvært imod. Håbet har gode kår i Guds rige. Og vi ser det jo faktisk også bryde frem på steder, vi overhovedet ikke ventede det. Som mælkebøtter der pludselig bryder op igennem et sort lag asfalt, som skvalderkål der overlever på trods af menneskelig insisteren på at holde det nede. Sådan ser vi også indimellem at der gror noget ud af nærmest ingenting.
Evangeliet i dag er, at Gud er ødsel med det der giver liv. Provokerende lidt optaget af hvad der effektivt og formålstjenstligt.

Den form for ødselhed er en skarp replik ind i vores tid, hvor vi måske mere end nogensinde før er optagede af effektivitet og at vores indsats skal kunne betale sig. Vi vil være sikre på at der kommer noget ud af det, inden vi bruger tid på det.
Vi vil være sikre på, hvad vi selv får ud af det. Vi vil ikke spilde vores tid. Ikke bare fordi vi siger, tid er penge – men også fordi vi er en fortravlet kultur, hvor hvert eneste skridt vi tager, helst skal være et skridt i den rigtige retning. Det skal føre til noget.
Så selv når vi beslutter os for at lære at trække vejret roligt, som vi siger, eller når virksomheder tilbyder deres medarbejdere mulighed for meditation – så har det et formål. Vi skal ikke blive syge og stressede, så vi bliver uarbejdsdygtige.
Vores tid er presset, selvom vi aldrig i Danmarkshistorien, har haft mere fritid. Men selv vores fritid er blevet ufri, fordi vi i alle aspekter af livet ligger under for at vi skal have noget ud af livet, noget ud af at være sammen med dem vi er sammen med. Vi skal føle det giver mening det vi bruger vores tid på. Vi skal blive sundere, klogere eller underholdes. Spild af tid er det værste vi ved. Så vi satser kun på den gode jord. Vi satser kun på de områder, hvor vi ved der sker noget. Det er sund fornuft, men måske er det også virkelig fattigt i længden.
Det grundløse har noget for sig. Altså at vi gør noget uden grund, eller uden anden grund end at vi kan. Der er noget fantastisk livsbekræftende i at blive inviteret til fest af nogen, uden nogen anledning eller grund.
Der er noget virkelig livsopmuntrende i at blive hjulpet af, eller venligt tiltalt af et menneske, der ikke har nogen grund til det og som ikke skal gøre det, fordi han kender én.

Der er noget skønt i at få en gave på en kold tirsdag morgen, eller det kan være en helt uventet gave at der er et menneske der bruger sin tid og lytter til én også når vedkommende ikke får penge for det.

Når man tænker over det, er der meget af det gode i vores samfund og i os, som lever af, at nogen har givet ødselt af deres tid og deres evner og kærlighed til det. også uden på forhånd at vide om der ville komme noget ud af det. Håbet har gode kår i Guds rige.

Når vi holder for hårdt på vores eget, eller når vi bliver for optagede af ikke at spilde vores evner, tid og opmærksomhed så går vi glip af noget, som kunne vise sig at kaste liv af sig – eller forny vores syn på os selv og verden.

Forestil dig at du har en teske med olie, med på ferie. Du rejser det mest fantastiske sted hen og går gade op og gade ned omgivet af smukke bygninger, men du ser dem ikke. Du går der, men du er så opsat på ikke at spilde noget af olien, så du må koncentrere dig udelukkende om det, ikke at komme til at spilde.
Da du kommer hjem, har du ikke spildt en eneste dråbe olie. Det er en præstation, men det er også lige til at komme til at græde over, for du har intet set. Du har været så optaget af dit eget, at du intet har set. Du har ikke spildt noget af dit. Du har ikke givet noget til nogen, men du har heller ikke fået noget.

Tænk hvis vi, når vi ser tilbage på vores liv, opdager at været så optaget af vores eget, af os selv, af vores kære, af vores besiddelser, af vores behov, at vi slet ikke ser noget som helst af det liv, som vi bevæger os igennem.
Måske bærer vi vores eget foran os, som nogle dråber olie i en teske, som vi hele tiden passer voldsomt på ikke at spilde?

Hvad er det vi frygter mest? Det ukendte?
Nej, at komme til at spilde og dermed miste det vi har. Det er ikke døden, vi frygter. Vi frygter at spilde det liv, vi har.
I grunden frygter vi heller ikke nye tanker og synspunkter. Vi er bare bange for at give slip på vores meninger.
Vi må have bonden i vores tanker for at holde op med at glo på den lille skefuld af vores eget, som vi bærer foran os som olie på en teske, og som vi er bange for at spilde.
Ødselt vælter han kornet ud over marken, mens han samtidig ser tidslerne bøje sig i vinden og fuglenes flugt og farverne i klipperne og den tørre, tynde jord.
Han spilder det, han bærer foran sig. Det er ikke kun Kristi ødsle kærlighed, vi møder. Lignelsen bider i én, så vi føler at vi må turde spilde det, vi har og turde slippe den enorme optagethed af resultater og effektivitet, hvis vi vil se Gud eller vores næste eller livet, som det nu er.
Det må vi øve os i, men uanset hvor gode eller dårlige vi er til det, så bliver Gud ved med at spilde sin kærlighed som en i en rindende kilde ned over vores hoveder, og i det brød og vin, som vi deler ved nadverbordet.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

At være hjemme hos Gud

2. søndag efter helligtrekonger /tekst: Lukasevangeliet 2,41-52

Det kunne helt sikkert siges mere kompliceret, men jeg tror det er forholdsvis enkelt: Det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud! Tænk bare på hvor mange af de fortællinger der er i Bibelen, der handler om Guds rummelighed og omsorg. Han bliver sammenlignet med en overmåde gæstfri vært, og han bliver sammenlignet med en far der løber sin bortløbne søn i møde med åbne arme. Som indbegrebet af tryghed, gæstfrihed, anerkendelse, varme og omsorg. Her har vi, som børn af huset, lov til at føle os hjemme. – og vi kan med samme selvfølgelighed som den tolvårige Jesus sige: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?”

Det er hele sanseapparatet der afgør for os at vi er hjemme. Det er duften, smagen, lyden, mærkerne og synet af det der møder os, der fortæller os at vi er hjemme. Hvert hjem har sine dufte, lyde og stemninger. Hvert land har sin mad, kultur, natur, sprogtone og traditioner. Hver religion har sine ritualer, sange, bønner og fortællinger. Vi er født til at føle os hjemme i en særlig familie, med en bestemt nationalitet, kultur og religion. Det er vi født til. Men vi er skabt til at føle os hjemme hos Gud, der hvor vi nu hver især mere eller mindre tilfældigt er bosat på kloden.

Vi glemmer at vi bor hos Gud. Det er ikke for at pege fingre og sige, at det er for dårligt. Jeg tror på mange måder det er et grundvilkår at det er sådan. Det er så selvfølgeligt, at vi bliver hjemmeblinde. Altså ligesom man kan have en sofa gennem mange år, som man simpelthen ikke længere kan se, fordi den bare ér der. Sådan kan vi også godt blive hjemmeblinde i forhold til Gud. Gud ér der bare. Vi ser ham ikke. Vi mærker ham måske heller ikke. Vi lever bare. Det guddommelige og det hjemlige smelter sammen. Vi lever bare midt imellem mennesker og hverdagens små katastrofer og mirakler. Katastrofer og mirakler skal have en vis størrelse, før vi bliver opmærksomme på Gud.
Måske kan vi sammenligne det med at vi ikke er opmærksomme på hvad der giver følelsen af at være hjemme, før vi mangler den. Vi går ikke til daglig og er opmærksomme på hvor trygt det er at være hjemme, men når vi kommer i en situation hvor vi ikke er trygge og hvor vi føler os hjemløse, så bliver vi opmærksomme på det vi mangler. Så længes vi hjem. Som når vi kommer udfor noget der ryster os ud af vores liv, så længes vi efter at blive grebet af Gud. Vi længes efter igen at mærke at vi har hjemme hos ham.

Jesus bliver væk fra sine forældre i menneskemylderet. Måske gør han oprør? Måske er han nået der til at han har brug for at finde sin plads i verden og hos Gud? I hvert fald finder de ham der.

Bibelen er fuld af fortællinger der handler om at vi mennesker ikke kan blive væk fra Gud. Tænk bare på lignelsen om hyrden der har 100 får. Det ene bliver væk, og han lader de andre 99 får blive tilbage, mens han går ud og leder efter det ene får indtil han finder det. Det er en kernefortælling i kristendommen. Gud der ikke lader sine menneskebørn være alene og hjemløse.

Men sådan føles det ikke. Erfaringen siger os, at vi sandelig godt kan føle os gudsforladte og hjemløse. Følelsen af Guds fravær, kan få os til at afskrive ham helt som virkelighed. Jeg tror begge dele kan være sandt. At vi ikke kan være til andre steder end i Gud, OG at vi kan føle at han er fraværende.

Følelser er stærke overbevisere om både det ene og det andet, men de er også omskiftelige og utroværdige, og derfor vil jeg insistere på ikke at være i mine følelsers vold. Det er klart at det er enklere at tro på Gud, når man kan sanse og mærke guddommeligt nærvær, men sådan har jeg det i hvert fald langt fra altid. Så jeg må beslutte mig hver morgen, for at tro alligevel. Tro at vi bor i Gud, og at Gud bor i os. For det giver mig tryghed og skærper min sans for at være menneske på den her jord.

Børn sanser stærkere end de fleste voksne. Jeg tror det er en af grundende til at de flest af os kan genkalde os dufte og stemninger fra vores barndomshjem. Vi har følt mere, end i alle andre hjem vi senere fik. De fleste børn har fx også bedre smagsløg, og skal vænne sig til nye smage og stærk mad. Mange børn er mere følsomme overfor stemninger og lyde i et rum. På godt og ondt, opleves tingene stærkere. En del af det, handler om at vi voksne har fået erfaringer og viden, der gør, at vi er bedre til rationelt at sortere i de oplevelser vi får, men det handler også om, at vores sanser er blevet svækkede, så vi både er mindre sensible og mindre opmærksomme i forhold til omgivelserne.
Vi opfatter ikke helt så umiddelbart længere. Det er vel en del af at leve uden for det tabte paradis. Vi har mistet den naturlige sans for bare at være og være til. Der er meget omkring os der forstyrrer og afleder os så vi ikke ser skoven for bare træer. Vi bliver let hjemmeblinde og forundringsdøve. Det er et vilkår ved at være voksen. Det rene autentiske egentlige meningsfyldte paradisiske liv findes kun i os som en længsel, eller som øjeblikke.
Men jeg tror godt at vi kan træne vores sanser og arbejde på at styrke vores opmærksomhed, så vi bliver mere nærværende i vores liv. For den troende, hænger det sammen med en opmærksomhed på Guds nærvær. En opmærksomhed på at vi lever hos Gud og at det er meningen at vi skal føle os hjemme her.

Mystikeren Teresa af Avila sagde det sådan her: Alle vanskeligheder i bøn kan føres tilbage til én årsag: Vi beder som om Gud var fraværende. Jeg tror den tanke kan udvides, så det ikke alene handler om bøn, og hvis det handler om bøn, så bøn i den allermest grundlæggende men også udvidede form: som liv. Så det i stedet kunne lyde: Jeg tror alle vanskeligheder i livet kan føres tilbage til én årsag: Vi lever som om Gud var fraværende. Som om han har efterladt os her i sin gamle bolig, og nu selv er flyttet videre til én ny. Vi er skabt til at være Gud nær, og derfor bliver vi ramt af en uro og diffus længsel, når vi lever som om, Gud er fraværende. Som var vi hjemløse.
Vi kan ikke forvente altid at kunne føle Guds nærvær. Vi kan heller ikke forvente altid at kunne forstå Guds dispositioner. Men vi kan forvente, at der altid også er en plads til os hos Gud, og forsøge hver morgen at insistere på at leve i Guds nærvær. Jeg tror det begynder med, at vi øver os i at sige ”Tak!”
At træne sin taknemlighedsmuskel er en vej ind i et liv med øget opmærksomhed på alt det vi får hver eneste dag af Gud og af andre mennesker. Så Gud ikke er noget udenfor, vi kommer i tanker om, når vi er ude af os selv af sorg, frygt eller glæde. Men at vi øver os i at se Gud, også i det helt nære ting i hverdagen, i hjemmet, i hjertet, i det der gør og er vores daglige liv.
Vi er som skabt til at være i Guds nærhed, og vi er skabt med en kropslighed og sanselighed, som gør, at vi ikke kan leve helt, kun ved at bruge hovedet. Vi kan også dufte, smage og lytte os til Guds nærvær, og vi skal ikke gå langt for at finde det. Det er ikke noget overnaturligt eller ekstraordinært. Gud er i det mest hjemlige og jordnære. I de rum, hvor vi er, der er Gud. Måske kalder vi det nærvær og alt muligt andet, og måske skulle vi øve os i, at se lidt dybere og højere, så vil vi måske kunne ane Guds berøring af os.

Vi kan opleve Guds nærvær i naturen. Det er oplagt at det er sådan. For i naturen tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk udsigt. Vores lunger kan fyldes af den friske luft og duften fra en hel skovbund af friske ramsløg. Vi kan spise os mætte i søde vilde bær og saftige æbler direkte fra krat og træer. Vi kan høre et helt orkester af fugle der synger og frøer der kvækker. Vi kan mærke barket, træernes åre og historiens vingesus på et flere hundredår gammelt egetræ. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i kirken. Det er oplagt at det er sådan. For i kirken tales der til alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden over en smuk bygning eller et kunstværk. Vores lunger kan fyldes af duften fra smukke blomster på alteret. Vi kan spise os mætte i brød og drikke vin, direkte fra alteret. Vi kan høre orgelbrugs og salmesang. Vi kan mærke sidemanden, synders forladelse og historiens vingesus i et flere hundredår gammelt budskab. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Vi kan opleve Guds nærvær derhjemme. Det er oplagt at det er sådan. For hjemme tales der til at alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af skønheden i den gamle grønne sofa. Vores lunger kan fyldes af duften af alt det kendte og hyggelige der er vores. Vi kan spise os mætte i aftensmad med hjemmebagt brød og salat fra haven. Vi kan høre CV Jørgensen og gamle 90er hits i højtalerne. Vi kan mærke børn, ægtefælle, venner og familie, historiens vingesus i en flere hundredår gammel slægt. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.
Vi kan opleve Guds nærvær i os. Det er oplagt at det er sådan. For vi er skabt i Guds billede med alle vores sanser. Vi kan blive bjergtaget af at Gud kan se skønheden i os. Vores lunger kan fyldes af ånd. Vi kan spise sjælen mæt i evigt liv. Vi kan høre hans ord om kærlighed. Vi kan mærke mod, håb, tilgivelse og historiens vingesus i en flere hundredår gammel tro. Vi ser, dufter, smager, lytter og mærker at Gud er her.

Det er ikke så let, som det lyder. Men det er meningen at vi skal føle os hjemme hos Gud. Hver dag, ude, inde, hjemme og i hjertet.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

De sten der skal kastes på Gud

Refleksion Nytårsdag /Tekst: Joh 8,1-11

Den tekst jeg læste lige før, handler om en kvinde, der blev afsløret. Vi kender ikke hendes navn, for historien hedder blot ”Kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud”. Alene titlen vidner om en skæv retfærdighed, for man kan jo ikke gribe et enkelt menneske i ægteskabsbrud. Hvor er manden, hun var sammen med? Ham har farisæerne ikke tage med. Allerede her er en skævvridning af hvem der skal dømmes.

Og egentlig handler historien ikke om, at hun har begået ægteskabsbrud. Hun er bare en brik i et spil, der skal afsløre Jesus. Hvordan vil han dømme hende? De sætter en fælde op, for at afsløre Jesus. Men i stedet for at gå en i en debat om loven, vender Jesus det hele om. Han siger: Den, der er uden synd, kan kaste den først sten – og det ender som vi ved med, at alle der er mødt frem, klar til at kaste sten efter kvinden, lader de knyttede hænder og stenene falde til jorden, og vender om og går. Og det der skulle have været en afsløring af en synder, bliver til en afsløring af synden i hver enkelt af os.

På den måde bliver det også en historie, som vil lære os at sætte os i den andens sted. De har taget en kvinde på fersk gerning og vil dømme hende. Da Jesus vender det rundt til et spørgsmål om os selv, ser vi pludselig os selv i hendes sted. Hvem af os kunne ikke være havnet der, hvis vi var blevet afsløret? Måske ikke i noget, der var slemt nok til at kræve en dom, men slemt nok til at vi ikke kan sige os fri for at kunne anklages. I noget vi skammer os over, noget vi er bange for, skal blive afsløret om os.

Men i fortællingen er der ét menneske der finder fred i at blive afsløret. Det er kvinden. Hun er blevet slæbt afsted til en frygtelig og uretfærdig straf. Men da alle sten er smidt på jorden i stedet for efter hende – og hun er alene tilbage med Jesus, ser han på hende og siger: Heller ikke jeg fordømmer dig!

Midt i al ydmygelsen og dommen møder hun et par nådige og kærlige øjne, som ikke blot, ikke dømmer hende, men som samtidig sætter os, der fordømmer hende, på plads med nåde.
Det bedste der skete for kvinden i historien, var at hun blev afsløret af Jesu nådige blik. Det kan også være det bedste der sker for os. At blive set, uden at blive fordømt.

For de fleste af os gælder det, at der er ingen der kan kritisere os og tale så nedladende til os, som os selv. Det kan være svært at se på sig selv med nådige øjne. Måske kan vi øve os i det, ved at låne de kærlige øjne fra vores nærmeste. Det er en god regel aldrig at tale mere grimt til sig selv, end man ville tale til sine elskede. Når der står i Bibelen at vi skal elske vores næste som os selv, så opstilles der et ligeværdigt forhold. Vi skal have samme godhed overfor os selv, som vi har overfor andre. Der står ikke elsk din næste og had dig selv.

Vi kan indimellem blive ramt af en logik, der får os til at føle os så forkerte, at alle andre bliver mere værd end én selv. Det er en fejlagtig logik, der kun bringer os selv og andre smerte. Det kan være en god øvelse at forsøge at låne andres kærlige og nådige øjne, også i synet på sig selv.

Når man står i en blindgyde i sit liv, mangler man ofte både tro og håb. Tro på Gud og håb om forbedringer eller fællesskab.

Nåden tilbyder både tro og håb. Tro på at vi er værdifulde og elskede. Håb for, at det forkerte vi har gjort, kan tilgives, og vi kan komme videre.

Nåden sætter os på plads. Ikke i skammekrogen, men på plads som det vi er: Mennesker. Mennesker, som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Nåden er ikke medlidenhed. Det handler ikke om, at vi er forkerte, ynkelige og ude afstand til at gøre fantastiske ting. Nåden er, at vi er uendeligt værdifulde og elskede – og uperfekte mennesker. Begge dele.

Nåden sætter os på plads. Vi er alle lige. Lige meget værd. Ingen af os har ret til at kaste sten på hinanden. De sten må vi lade falde til jorden, i erkendelsen af, at det lige så godt kunne have været os som stod der.

Vi skal ikke kaste sten efter hinanden. Sten skal vi kaste væk, lægges over på Gud eller tages i lommen.

På stranden i Columba Bay på Iona ved Skotland bruger man at samle to sten op på stranden.
Den ene – måske lidt kantet og skarp – kaster man ud i havet som symbol på vanskeligheder, skyld og skam og andet, som plager én.
Den anden sten putter man i lommen som symbol på det gode, man har oplevet og som man kan tage med sig, som tegn på håb og fornyelse.

Måske giver det mening at tænke sådan. At forsøge i dag og hverdag at tage det med sig der er liv og håb i – fra vores liv – og forsøge at kaste det der er svært væk, eller lægge det over til Gud. Lægge det fra os – og tro på at Gud bærer det for os.

inspireret af Psykolog Krista Korsholm Bojesen, SKAM, Bibelselskabet

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar

Juleaften 2018

I min søns klasse har de i år haft en avanceret form for nisseleg.

Jeg tror de fleste af jer kender den der leg, med at alle børn i en klasse eller på en arbejdsplads i løbet af december skal have en pakke med til en af de andre, og så skal modtageren gætte hvem de har fået gaven af.

Det er lidt sjovt og hyggeligt og med til at skabe julestemning i klasseværelser og på arbejdspladser rundt omkring.
Men i år var det anderledes i 3.c. Der skulle alle børn i løbet af december aflevere tre forskellige gaver til den de var nisse for. En sjov, en ond og en god gave.
Først tænkte jeg: Nu stopper det altså! Som om vi forældre ikke har nok at se til i forvejen i december. Nu kan vi heller ikke bare slippe afsted med at købe en pose chokoladejulemænd i REMA mere. Skal der absolut også at finde innovation sted inden for nisselege?
Nå, men efter at have oplevet samtalerne om de gaver der er blevet givet i 3.C. her i december, så må jeg give mig. Det har faktisk været lærerigt.
For givere og modtagere har overhovedet ikke haft den samme opfattelse af, hvilken gave der var ond, hvilken der var sjov og hvilken der var god.
Min søn gav fx en halmkrans som sin onde gave til en pige fra klassen, som modtog den med et stort smil og troede at det var den gode gave.
Nogle havde bagt pebernødder med chili i, og spørgsmålet er om det er ondt eller sjovt eller måske endda ligefrem lækkert og godt? Om en banan er en god eller ond gave, afhænger jo også af om modtageren kan lide bananer osv. Det var ikke så enkelt som det kunne lyde.
Jeg ved faktisk ikke om klasselæreren har været opmærksom på, hvor meget man egentlig kan lære af den her nisseleg?

Men jeg kom i hvert fald til at tænke på, at det er vildt godt set, at børn helt ned til 3. klasse skal øve sig i gavegivning. For det er noget de vil komme til at bakse med resten af livet! Det er afsindigt svært at give den rigtige gave. Det kræver meget mere af os, end en god pengepung. Det kræver situationsfornemmelse! Man kan så let komme galt afsted.

Køber man tøj må det ikke være for småt, så modtageren kommer til at føle sig for stor.
Det må heller ikke være for stort, så modtageren tror at giveren mener at hun er tyk.
Koster gaven for meget, sætter man let modtageren i forlegenhed. Koster den for lidt, er det også galt. Så vil modtageren måske tænke, at giveren ikke synes hun er mere værd.

Det er virkelig svært det med gaver, også selv om vi ikke går i 3.c. og har fået til opgave at finde en gave der er ond eller sjov – men kun skal finde én der er god. Vi gør os umage med at finde noget, som kan glæde den anden.
Men de fleste af dem, vi skal give gaver til, mangler ikke noget. Sådan er det her i Danmark anno 2018. De fleste af os mangler ikke noget, og det gør gavegiveriet endnu vanskeligere.
Vi mangler ikke nogen ting af afgørende betydning, og hvis vi gjorde, så ville vi købe det selv i løbet af året.

I gamle dage var det ved juletid vi fik et nyt sæt tøj, eller et par uldne sokker. Men i dag drejer julegaver sig ikke om ”need to have” men ”nice to have”…
Så hvorfor giver vi overhovedet hinanden gaver? Bidrager det ikke bare til overforbrug og en øget kommercialisering af julen? Er det ikke bare stress og jag og tomhed i glitret papir?
Sådan er der i hvert fald nogen der argumenterer hvert år og sætter lighedstegn mellem gavegivning og overforbrug, i diskussioner der handler om klimakrise og fattigdomsbekæmpelse. Sådan har det været i varieret form lige så længe jeg kan huske, og lige så længe vi har sunget ”Julen varer længe, koster mange penge”.
Min far fx han har ment det de sidste 20 år. Han siger hvert år i starten af december. ”I år, skal I altså ikke give mig nogen gave. Jeg gider ikke det pjat mere”.
Men han har misforstået det, mener jeg. I det hele taget mener jeg det er en misforståelse at angribe gaver ud fra minimalistisk nyttighedsprincip.
Hvem siger at en gave nødvendigvis skal imødekomme et påtrængende materielt behov?
Hvem siger at gaven skal være noget modtageren mangler eller savner?
Måske er det slet ikke modtagerens perspektiv på gaven der er vigtig? Måske er der derimod giverens ønske om at glæde og overraske og vise at man sætter pris på den anden, der er det vigtige?
Jeg tror ikke vi giver hinanden gaver, fordi modtageren har brug for det – men fordi giveren har!

Tænk bare på den første jul. Julegavens urfortælling i Betlehem. Vi hører om de vise mænd fra østerland, der kommer med gaver til det lille Jesusbarn. Guld, røgelse og myrra har de med til ham. Ikke just det et lille spædbarn mangler allermest. I det hele taget må man sige, at det er nogle forholdsvis unyttige luksusgaver, som man egentlig ikke fornemmer at den lille fattige flygtningefamilie har meget at bruge til efterfølgende.

Det havde uden tvivl været mere nyttigt med noget varmt tøj eller nogle tæpper. Men nej, værsgo her er en virkelig lækker duftserie!
Den første julegave, var altså ikke nyttig. Den var en fin opmærksomhed fra giveren, båret af oprigtig interesse i modtageren. Og måske er det den sande gave?
Måske er det mere sandt end vi tror, når det kommer til gaver, ”at det er tanken der tæller”. Ikke forstået på den måde, at gaven skal blive ved tanken. Men forstået på den måde, at det er giverens tanke eller omtanke der er den egentlige gave, og derfor skal min far og andre holde op med at tro at vi giver dem en gave for deres skyld. Gaver giver vi til hinanden, fordi vi har brug for på en helt konkret fysisk måde at vise vores nærmeste opmærksomhed.
Og ja, det har vi så sat i system og de fleste har endda regler for hvem vi er ”på gave med” og hvem vi ikke er. Vi laver lange lister og indimellem kammer det helt over. Men altså: Gaven er dybest set et udtryk for giverens opmærksomhed og behov for at glæde et andet menneske.

Derfor kan man heller ikke give sig selv en gave.
Det er der ellers nogen der siger. Altså hvis man har købt en eller anden luksusting, som egentlig var for dyr… så kan vi finde på at sige, at det var en gave til os selv.
Men i virkeligheden er det noget nonsens. Det man køber til sig selv, er ikke en gave. Det lever overhovedet ikke op til nogle af gavens karakteristika. Der er ikke noget overraskende eller overvældende i noget man selv har anskaffet sig. Der er ingen frydefuld forventning forbundet med at åbne den, for man ved præcis hvad det er. Og væsentligst, det er ikke noget man får. Det er noget man tager af sig selv.
Der kan være en vis tilfredsstillelse i at købe noget dejligt til sig selv, men det er ikke som i glæden ved at give noget til anden. Eller som i taknemmeligheden over, at få opmærksomhed fra en anden.
Det er på sin vis omkostningsfrit at give sig selv en gave, man risikerer intet, sætter intet på spil, får intet givet. Der skal to parter til at give og modtage en gave.
Når vi taler om gaver på et mere eksistentielt niveau, er det det samme forhold der gør sig gældende.
Gaver kan man ikke give sig selv.
Kristen tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker. Her er det en helt grundlæggende tanke, at selve livet er en gave. En gave, som vi ikke kan bytte, men som vi får og må forholde os til.
Det gør noget ved vores liv at forholde sig til det som en gave. En gave kan man ikke tage af sig selv. Den bliver rakt til os, vi får den i hænderne. Vi skal tage vare på den, passe på den, og åbne den nænsomt.
Måske er det noget skrøbeligt og sårbart?
Måske er det noget vi skal få til at gro?
Måske er det noget vi slet ikke kendte, som vi skal til at lære at bruge…
at betragte livet som en gave fordrer at vi er åbne overfor det der bliver lagt i hænderne på os.

I forhold til Gud gør det os til modtagere.
Vi får livet som en gave, hver morgen. Nogle dage passer bare helt perfekt og så er det nemt. Andre dage får vi overhovedet ikke det vi ønskede eller bad om.
Måske forstår vi ikke, hvad det vi får, skal bruges til. Vi vender og drejer det, læser brugsanvisninger og googler hvad man kan gøre ved det. Vi begriber ikke hvorfor det lige er os der skulle have det sådan? Det giver ingen mening og det kan være svært at være taknemmelig for en gave eller et liv, man ikke ved hvad man skal stille op med.

Kærligheden er også en gave,
troen er en gave,
håbet er en gave.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Vi kan ikke tvinge det igennem. Vi kan ikke skabe det selv. Det er noget vi får – og det er noget vi giver til hinanden.
På samme måde med tilgivelsen. Jeg ved godt at vi i dag taler om, at det er nødvendigt at kunne tilgive sig selv – og det er der noget om i en forstand, men det er også omkostningsfrit, som at forsøge at give sig selv en gave. Tilgivelse er hverken noget vi kan tage af os selv, eller som vi har krav på. Dybest set skal der to parter til tilgivelse. Det er noget vi får og det er noget vi giver til hinanden.

Kirsten tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker.
Julenat gav Gud os sin søn. Det er en gave, som vi måske ikke altid ved hvad vi skal stille op med.

Vi får rakt det lille jesusbarn som er indbegrebet af tro, håb, kærlighed, tilgivelse og evigt liv

Vi får det lagt i vores hjerter og vores hænder. ”Værsgo! Det er til dig”, siger Gud, med en guddommelig opmærksomhed og interesse i hver enkelt af os.

Og vi står der, med det på engang stærke og skrøbelige barn i vores hænder, og erfarer at den her gave, den kan vi kun få glæde af ved at give den videre til en anden. Og det kræver alt andet end en god pengepung.
Det kræver at vi opmærksomt og generøst giver ud af den kærlighed og den tålmodige overbærenhed, som vi får fra Gud.

Det er en aldeles unyttig gave vi får her julenat. Den kan ikke måles og vejes. Den fylder ikke meget i årsbudgetter og tørre tal. Det lille barn, er ikke nyttigt. Det er nødvendigt. Det er den kraft der og det mod og den trøst, som fylder os så vi indimellem tør give hinanden den gave at kunne se og tro, at livet er meningsfyldt.

Udgivet i Prædikensamling | Skriv en kommentar