Skrevet til Danmissions påskehilsen
Gud,
du som har vist os
at det umulige er muligt
at lyset altid finder en vej
at livet altid kommer ud på den anden side
af håbløshed og død
at du er den der rejser os, så vi kan se livet
i øjnene
Nu beder vi dig
denne mulighedernes morgen
hvor håbet har gode kår
åbn vores sind og sanser så vi ser
at du er her
går foran os
lægger dit ord i munden på os
og din kærlighed i vores hænder
Vær hos os
dine menneskebørn
i al vores brogede mangfoldighed
i Kalundborg og Kenya
i Taulov og Tanzania
Ja, udover hele den jord
hvor vi lever og bor
og har så meget mere til fælles
end vi måske går rundt og tror
Gud,
du som er tålmodigheden selv
giv os mod til at lytte til hinanden
og altid søge dialogen
også når det er svært,
ikke bare at forstå et andet sprog
men også en anden kultur
og en anden tro
Du har betroet os ansvaret
for hele dit vidunderlige skaberværk
giv os vilje til at tage det på os
ikke bare for det, der gror i vores egen køkkenhave
men for alle verdens haver
så verden bliver vild med vilje
så skove vokser og træer får lov at slå rødder
så ingen skal tørste efter vand
Gud,
du som er forsoningens kilde
vær hos beslutningstagere i alle verdens kriser
giv dem visdom til at træffe valg,
der giver muligheder og håb
for fred og retfærdighed i Mellemøsten
for frihed i Cambodia og Myanmar
og alle andre steder
hvor menneskeligheden er begravet
under murbrokker og syge magtstrukturer
lad din kærlighed slå rod
i de mest umulige hjørner og hjerter
Vær hos din kirke her og ud over hele jorden
og vær hos os, at vi aldrig bliver ligeglade med
eller tavse om vores medmenneskers lidelse
Velsign os med tro
og vis os den fred,
der har sin gang på jorden
Velsign os med det opstandelsens håb
der kan bære os i liv og død
at vi alle må blive ét i dig
i evighed. Amen