2. søndag efter trinitatis
Gud, hvor er vi heldige! Ikke fordi vi skal høre den her tekst i dag, men fordi vi ved at Jesus også har sagt noget andet – og bedre – end det han ifølge Lukas, siger i dag!
Hvor er det godt at det ikke er de eneste ord vi har fra ham! For det er godt nok underligt at skulle læse at Jesus siger, det er nødvendigt at vi bryder med vores far og mor, for at kunne følge ham. Måske særligt for jer forældre der lige har fået lille NN – som lige er blevet døbt!
Men altså: I og alle vi andre har lige fået lovning på, at uanset hvad der i øvrigt måtte ske, så må vi tro at Gud er med os alle dage ind til verdens ende.
Det er fristende at glatte ud og sige, at Jesus nok ikke rigtig mente det, men mon ikke han har haft en pointe med at ruske lidt op i vores magelighed? Jeg tror det.
Jeg har lige set de tre afsnit af DRs nye serie om Grundtvig. Jeg ved ikke om nogen af jer har set den. Jeg synes egentlig den er ret vellykket. Men den er selvfølgelig blevet diskuteret, for DR vover sig ind i det allerhelligste af den danske folkesjæl når de vil fortælle historien om den mand, som havde og har så stor betydning for vores selvforståelse som land og folk. Vi synger hans sange, vi tænker hans tanker og vi går i hans skoler.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den unge Grundtvig i dag, når vi hører dagens helt utrolige tekst, hvor der står: ”Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre og jeres kone og børn og opgive jeres eget liv”. Det lyder helt ekstremt, nærmest fanatisk… men tænk, hvad var der sket, hvis Grundtvig havde føjet sin far og mor, og stoppet med at digte? Tænk alle de smukke salmer og sange vi ikke havde fået, hvis Grundtvig havde ladet sig stoppe af sine forældres skam over ham?
I DRs gendigtning af Grundtvigs liv er der særligt en scene på forældrenes gårdsplads hjemme i præstegården i Udby, som viser at Grundtvig følte sig forpligtet udover sit eget liv:
Du gør dig selv til grin. Os alle sammen, siger hans mor. Er du flov over mig? Spørger Grundtvig. Jeg prøver at hjælpe dig, så du ikke ødelægger din egen fremtid, svarer moren, og så siger Grundtvig med dirrende stemme: Ved du hvad der holdt mig oppe, da I sendte mig til Vejle som 9-årig, at jeg kunne læse og skrive. Alt det jeg savnede det fandt jeg i poesien. Trøst, glæde, selvforglemmelse, følelsen af at være forbundet med noget af større.
Der er brug for ham i Udby, faderen er syg. Moderen vil have ham til at tage til København og sige undskyld til biskoppen, for de fornærmelser han har sagt – og fået udgivet – om kirken og dens præster, som han finder lidenskabsløse og udygtige. Hun presser ham og presser ham – og til sidst siger han: Jeg tager til København og jeg kommer ikke tilbage!
Det har ikke været let at være familie med Grundtvig der var så idealistisk og kompromisløs, og det er meget den familiære del af Grundtvigs liv DRs serie fokuserer på. Han var ikke nogen god ægtemand overfor sin første hustru, Lise. Han var en uopmærksom og fjern far. Flere gange giver han, overfor sin gamle studiekammerat udtryk for, hvor meget han keder sig i Lises selskab og har ikke meget blik for, hvor svært det må have været at være hende. Heller ikke, da han bliver stormende forelsket i den kloge og smukke Marie, der flytter ind i deres fælles hjem. Grundtvigs nærmeste skal virkelig stå model til meget, for at han kan følge sit kald.
Måske er det, det, Jesus mener, eller måske skulle Grundtvig lige have kastet fem minutters mere opmærksomhed efter sin kone og sine børn? Han var nok ikke sluppet afsted med det i dag!
I USA taler man meget om såkaldt kristne familieværdier, hvor den heteroseksuelle kernefamilie ses som idealet i et kristent liv. Det rimer ikke helt på Jesu ord i dag om at man må bryde med sin far og mor, for at kunne være en af hans tilhængere.
Jesus selv er jo på en måde, vokset op i en sammenbragt familie og har åbenbart heller ikke meget tilovers for familien som livets centrum.
Der findes en anden historie i Lukasevangeliet, som også siger noget afgørende om Jesu syn på familieskab. Han bliver opsøgt af sine mor og søskende, men sender dem bort. Han siger: ”Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det!” – og det er jo en ret omfattende omdefinering af, hvad familie er: Det er ikke den af kød og blod, men den af ånd.
Et menneske defineres altså ikke af sin familie, af sit ophav, sin slægt, sin etnicitet, men alene af sit Gudsforhold. Tænk engang, hvor befriende det egentlig må være, for nogle mennesker at høre det.
For nogle mennesker er familiehistorien omklamrende og snærende. Man har måske fået rollen som den gode eller den oprørske, den sjove eller det sorte får. Og så siger evangeliet altså, at et menneske aldrig kun er det, andre vil gøre det til. Et menneske er derimod, det som Gud ser.
Det er mere end det familien eller den etniske gruppe gør det til. Og måske for at understrege den pointe, siger Jesus, at man skal bryde med sin far og mor.
Så, der findes altså kristne familieværdier, men på en helt anden måde, end den man taler om i konservative kristne kredse i USA. Det får kant at være Guds barn! En kant der handler om, at vi er så meget, høre til i en sammenhæng, er forbundet med hinanden – men at vi først og sidst er forbundet med Gud. Vi er først og sidst Guds barn – og det må være definerende for hvordan vi forvalter vores liv.
(Pointen om kristne familieværdier, er inspireret af Peter Nejsums, prædikenvejledning i Præsten)
På Jesus tid var der intet vigtigere for et menneske end dets familie, dets klan og landsby. For dér var sikkerheden – den eneste sikkerhed. Så det, Jesus siger, er egentlig: lad sikkerhedsnettet falde. Vi skal ikke nødvendigvis bryde med vores familie og vores liv, men vi skal turde slippe det der binder os til os selv. Vi skal turde slippe det, der stiller hindringer i vejen for vores tro på Gud, eller vores liv som kristne.
Som kristne, skal vi have en indstilling og en omsorg, der rækker ud over mig og mine, der går længere end til min egen familie, mit hus, min hæk, mit dannebrogsflag, min kultur eller min hudfarve…. Et liv med Kristus, er et liv i evighedsperspektiv og med horisont og omsorg for alle mennesker.
Og Jesus siger altså: Hvis nogen kommer til mig og ikke har brudt med det, der ligger hindringer i vejen for et liv med et større perspektiv, kan han ikke være min discipel.
Måske har vi i lighed med Grundtvig fået nogle evner eller en længsel, et kald, som vi ikke kan lade ligge – men som vi bliver nødt til at forfølge, også selvom det kræver et opgør med vores nærmeste?
Måske oplever vi vores familiebånd som snærende, eller vores ægteskab lige så kedeligt og uinspirerende som Lise og Grundtvigs? Det kan ske sådan næsten umærkeligt -også uden at vi er lidenskabeligt kaldet til noget andet. Men kræver Jesus virkelig, at vi skal smadre vores nære relationer for hans skyld?
Eller siger han det snarere for at redde dem? Skal jeg høre hans ord og igennem en barsk erkendelse af, at selv de nærmeste ikke kan gøres ansvarlige for min manglende spænding, nysgerrighed eller optagethed af noget større? Og at der kun er ét sted at begynde, hvis jeg ønsker en forandring: Nemlig hos mig selv!
Måske skal vi høre Jesu ord i dag om at man må bryde med de nærmeste og opgive sit eget, for at tage sit kors op og følge ham, som et udtryk for en egentlig hengivenhed til et liv i kærlighed?
I en verden fyldt med distraktioner og meget der gør krav på vores tid og energi, minder Jesu udsagn om at turde bryde op, os om vigtigheden af at prioritere det, der er mest meningsfuldt og vigtigt i livet. Indimellem kræver det ofre af os her og nu – og vi bliver udfordret til at overveje, om vi lever i overensstemmelse med vores værdier, og om vi er villige til at foretage de nødvendige prioriteringer for at være tro mod dem.
Evangeliet i dag er skjult i den visdom, at ved at sætte forholdet til Gud højest, så udfordrers vi til at elske vores nærmeste og vores næste dybere og mere uselvisk, for den uselviske kærlighed er ikke rodfæstet andre steder end i Gud selv.