“Led den ind i mine årer”

Langfredagsreflektion

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.

Det er på korset Gud viser sit sande ansigt.

Det ansigt, som nok er ophøjet og helligt og kan komme til syne i en brændende tornebusk, men som viser sit sande udtryk med den ydmygende tornekrans om hovedet, hængende død, sømmet fast til vores kors.

Det er på korset Gud viser sit sande ansigt.
Og hvis vi har øje for det, kan vi se det ansigt alle steder: på gaden, i mørket, i smerten, i ensomheden.

Der hvor mennesker er, der kan vi finde det ansigt. Alle de steder, hvor vi er faret vild i mørke, dér kan vi finde det ansigt.

Det hænger på alle vores kors.
De kors, som vi ikke selv kan bære.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.

Da Kristus blev sømmet til korset, gik der for alvor hul på kærligheden. Og det viste sig, at den ikke kunne slås ihjel. At den var stærkere end døden.

Da Kristus blev sømmet til korset, gik der hul på kærlighedens kilde, og den løber ud over alle breder, med så stærk en kraft at ingenting kan stoppe den.

Som en flod der vælter sten og smelter isbjerge og løber lige ind i hjertet på os.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Sådan synger vi i en af Grundtvigs allerbedste: ”Hil dig frelser og forsoner”.

Den kærlighed som udspringer fra korset, går i blodet på os.
I gamle dage talte man om at den vasker os rene for synd. ”Som kan blodskyld tvætte af”.
Sådan udtrykker vi os sjældent i dag. Men måske kan vi bruge billedet af, at vi bliver gennemrislede af Kristi kærlighed.
At hans død, er en død på de kors vi hver især har gjort os skyldige i, eller som vi er tyngede af. At den kærlighed som udspringer af hans død, er den kærlighed vi kan leve og dø på.

Det er ikke kærligheden som et hurtigt fix i en blodåre, der som narkotika kan få os til at glemme al vores smerte, og alle vores bekymringer, og som kan give os et frikvarter fra det liv, som måske gør afsindigt ondt, eller er besværligt og kan være hæmmet af både skyld og skam.
Det er ikke kærligheden som et fix, der dulmer eller får os til glemme. I hvert fald kortvarigt.

Den kærlighed som udspringer af Kristi død, går i blodet på os, og udvider vores årer, så livet bliver større.
Fordi han lever i os.
Kristus lever i os, som gudsnærvær, som tilgivelse, som livsmod, som menneskelighed.

Kristus må dø på korset, for at holde liv i kærligheden.
Den kærlighed, som vi beder om, må løbe i vores årer.

Det er en daglig bøn, at vi må bede om, at vi ikke lever for os selv, men at Kristus lever i os
Det er en daglig trøst, at må tro på, at vi ikke lever for os selv, men at Kristus lever i os.

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte
floden, som kan isbjerg, smelte,
som kan blodskyld tvætte af.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *