Menu Luk

Djævlen er en sejlivet løgn

3. søndag i fasten / Tekst: Joh 8,42-51

Der findes en lille novelle af Martha Christensen, der hedder ”Dragen” (Fra Bænken). Den handler om nogle drenge, som nærmest viljeløst er blevet medlemmer af en bande. En ny dreng i kvarteret, Mikael, er lederen.

Ingen af dens menige medlemmer er – hvis man tager dem enkeltvist – særligt grusomme. De er heller ikke dummere eller mere tankeløse end andre drenge. Men af en eller anden uforklarlig grund har Mikael altså en magt over dem, som får dem til at gøre de mest ubegribelige ting.

De har det elendigt med det. De ved udmærket godt, at det er forkert, og langt ud over hvad man kan kalde drengestreger.
De ved det, og derfor føler de kold, sort angst i stedet for leg og lys drengelatter.

Lige indtil den dag de siger ”Nej”. Simpelthen, kort og godt: ”Nej!” Vi vil ikke mere. Den dag forsvinder Mikaels magt, og han bliver en ganske almindelige, ikke særlig stor dreng.
Mikael havde kun magt over drengene, fordi de lod ham have den! Da de afslører hans magt som en løgn, smuldrer den og bliver til ingenting. Og de bliver sat fri til at leve det liv, de er bestemt for: Leg og latter og den ubekymrethed, som man kan ønske sig for alle 11-12-årige drenge.

Det er en dyrekøbt erfaring de gør sig. Og det er en erfaring – en vigtig erfaring – som de fleste af os nok har gjort os i større eller mindre udstrækning. At både godt og ondt trækker i os, og at afgørelsen ligger hos os. At man kan komme ud af en vej, hvor man ikke længere rigtig kan kende sig selv, og hvor man har svært ved at kendes ved sig selv. Og at der sker noget i det øjeblik man afgør sig for at vende om. Sige fra, sige nej, og gå en anden vej!

Den erfaring – og novellen om drengene, illustrere meget godt, hvad det vil sige at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Ikke at Mikael er Djævelen. Gid, det var så enkelt.

Det, drengene i bund og grund siger nej til, da de endelig når dertil, det er at gøre det – gøre de gerninger – som frygten for at bliver hånet, får dem til at gøre. Det er det væsen i dem selv, der gør det så meget nemmere at løbe med og finde på alle mulige krumspring, for at undgå at tage ansvar.

Vi kender det fra skolegården: ”Det var ham der fandt på det!” ”Det var ikke mig!” – men det væsen følger med over i voksenlivet: ”De andre sagde jo heller ingenting!”, ”Hvad kan jeg stille op alene?”, ”Det er ligeså meget de andres ansvar?” – eller hvad vi nu kan finde på at bilde os selv ind.

Det kræver mod at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det kræver mod at sig nej til det vi godt ved, er en ond løgn – men som er blevet en underlig og skræmmende nem løgn.

Sådan er Djævelen og alt hans væsen. Løgn fra ende til anden. Der er ikke noget sandt i Djævelen. Ja, det endda løgn af han findes.

Der findes ingen Djævel. Der findes ingen Djævel med horn i panden og en trefork i hånden. Djævlen findes ikke, men han har meget magt! Der findes meget djævelskab i verden og i os.
Og hvordan skal man tale om det, der på en eller anden ubegribelig måde får sit tag i os, så vi indimellem kommer til at gøre noget der ondt og grusomt – hvis ikke vi kan give det et navn?
I gamle dage havde man brug for at give det onde navn. Man kaldte det Djævelen, og udstyrede ham med horn og trefork.

Det var før vi begyndte at forklare alt ondskab ved hjælp af psykologiske begreber. I dag taler stort set ingen om Djævelen, tilgengæld taler vi meget om det onde. Og vi erfarer i høj grad at der er noget der er ondt. Men vi giver ikke det onde navn, men har en udpræget forestilling om at det er noget vi kan undgå.

I dag tror vi at ondskab sådan i rundetal, kan forklares med en dårlig barndom eller grove omsorgssvigt. – og at hvis vi bare elskes og elsker nok, så er der ikke ”ondt skabt i os”, som vi siger.

Samtidigt kan vi finde på at sige, at vi ”tror på det gode i alle mennesker” – men når vi siger det, siger vi så ikke samtidigt, at der også er noget ondt i alle mennesker?

Vi har lært meget om den menneskelige psyke siden Luthers tid, men han gav et billede af menneskets vilje, som stadig meget rammende siger noget om det gode og det ondes plads. Han sagde at ligesom hesten bliver redet af en rytter og ikke er sin egen Herre – sådan er menneskets vilje heller ikke neutral. Enten er den bundet til det onde eller det gode, det han kaldte djævel eller Gud.

”I har Djævelen til fader”, siger Jesus. Nazisterne brugte lige præcis det udsagt mod jøderne, og det fik, som vi ved grusomme konsekvenser. Og det er som fanden læser Bibelen, som vi siger. Udtrykket kunne stammer derfra, om det gør, ved jeg ikke – men det ville være rammende, for hvad der skete.

Når vi læser teksten i dag, klinger det måske med. Det er i hvert fald svært at læse det, som om det har noget med os at gøre. Det er umiddelbart et besynderligt udsagn:
”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”.
Man får lyst til at indvende: JEG har i hvert fald ikke djævelen til far! Gud er min himmelske far. Djævelen findes slet ikke. Han er en løgn, hvordan kan han da være min far? Jeg har ikke valgt at Djævelen skal være min far, jeg forsager ham endda. Forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen!
Hvad betyder, der står, at vi har Djævelen til fader?

Jeg tror Jesus kalder Djævelen for vores far, netop fordi de eneste personer vi ikke selv vælger er vores forældre. Det er et stærkt billede på hvordan vi også har noget ondt i os, som vi skal forsage og vælge fra. Jesus siger ikke: Nogle af jer har Djævelen til far! Nej, han siger ”I har djævelen til far”. Det er altså et grundvilkår ved at være menneske. At det onde, at synden bor i os.

Vi har ikke selv valgt det. Vi kan heller ikke selv blive fri af det.
For vi vælger ikke selv vores forældre. Dem har vi på godt og ondt. Og om vi vil det eller ej, arver vi nogle af deres særlige kendetegn.
Man kan blive frygtelig irriteret på sig selv, når man pludselig kan høre sin mor i sine egne ord.
Når en af vores forældres særheder sætter sig igennem hos os, og når det er nogle af de træk hos dem, som vi bryder os mindst om, så kan vi godt virkelig ønske, at vi havde arvet noget andet fra dem. Men der er ikke så meget at gøre. Vi har de forældre vi har – og vi har grundlæggende ikke den fulde magt over hverken vores udseende eller vores personlighed.

Når Jesus siger at vi har djævelen til far, så betyder det måske at vi har arvet nogle af hans karaktertræk, noget af hans væsen – så vi indimellem kommer til at gøre noget der ondt, selvom vi ikke vil det. Indimellem kommer vi til at danse om guldkalven ligesom israelitterne, fødderne går næsten af sig selv – også selvom vi egentlig slet ikke ville danse med.

Djævelen findes ikke – men vi har alligevel arvet noget af hans væsen. Og det er på alle måder ødelæggende, når vi ikke får holdt det nede. For Djævelen er en morder, siger Jesus. Og det ved vi af erfaring er sandt. For når hans væsen stikker hovedet frem, så slår det liv, glæde og fællesskab ihjel. Alt det som ikke er Gud. Alt det som ikke er sandhed.

Vi må ikke benægte at det onde findes i os, for så kan det overrumple os med al sin løgn. Vi skal erkende det, og give det et navn, så vi kan sige fra, sige nej – ja, forsage det – og i stedet bekende os til det gode. Til Gud.

For nok har vi djævelen til far, men han er en løgn. Det glædelige er at vi har en stærkere far, nemlig Gud, og han er ikke bare sandheden. Han er også kærligheden. Den kærlighed, som engang for alle har sejret over ondskab og død i Kristus.

Vi kan ved Guds hjælp vende ryggen til det onde, og bede ”Fri os fra det onde” – og ”Ske din vilje”. Vi er Guds børn, allerede elskede.

Gud er vores skaber og far – Vi er skabt i hans billede hedder det. Vi bærer altså noget af Gudbilledligheden i os. Vi har arvet noget af Guds væsen. Evnen til at elske, evnen til at tro, evnen til at håbe. Evnen til at leve i fællesskab.

Gud har lovet at være med os alle dage. Han slipper os aldrig, heller ikke når vi kommer til at give slip og gå den forkerte vej.
For vi kan indimellem komme ud af en vej, hvor vi ikke længere rigtig kan kende os selv, og hvor vi har svært ved at kendes ved os selv. Gud har lovet os at han vil kendes ved os alligevel.
Men det betyder ikke at det er ligegyldigt hvad vi gør. Der følger et ansvar med at være skabt til kærlighed og fællesskab, og vi må regne med at vi skal bruge hele livet på at øve os på at holde fast ved hans ord, som hedder Kristus. Navnet på alt hvad der er sandt og godt.
(inspiration fra Guldkorn II, RPF)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.