2. søndag i fasten
På onsdag er det Kvindernes kampdag, og jeg kan ikke lade være med at nævne det i dag, fordi vi hører fortællingen om en kvinde der i den grad kæmper for sin sag. Men umiddelbart står ret alene.
Kvindernes internationale kampdag d. 8. marts, har sine rødder i den socialistiske kvindearbejderbevægelse.
Kvindernes kampdag har traditionelt særligt haft fokus på de mest marginaliserede kvinder i samfundet – og forsøgt i fællesskab at løfte levevilkårene for udsatte og undertrykte kvinder. Som den kvinde vi hører om i dag.
Hun var på mange måder særlig udsat. Hun tilhørte et religiøst og nationalt mindretal. Hun var åbenbart alene, i hvert fald nævnes hendes mand ikke. Hun har sandsynligvis også tilhørt en fattig del af befolkningen. Og hun er ramt af det værste der kan overgå en mor: Hendes datter er blevet syg. Besat af en dæmon står der i teksten. Hvilket var datidens diagnose, når man i mangel på lægevidenskabelige forklaringer, skulle sætte ord på voldsom sygdom, som man stod helt magtesløse overfor.
Kvinden er udsat og svag og sat i en ubærlig situation, men samtidig viser der sig en kæmpe styrke, i hendes desperation og afmagt over datterens sygdom, og hendes længsel efter at livet skal give mening.
Hun er som hjorten der tørster efter det klare vand, hende sjæl er ved at tørre ud. Hun ved ikke længere hvad hun skal stille op. Hendes liv er gået i stykker, fordi datteren er syg. Nætterne er søvnløse og fulde af desperate tårer. Man kan forestille sig at hun har gjort alt, hvad der stod i hendes magt. Hun har forsøgt alt hvad hun har lært, opbrugt alle gode råd, købt sig endnu mere fattig i behandlinger og forsøg. Men ingenting har hjulpet. Nu har hun kun tårerne tilbage. Hun ved ikke hvad hun skal stille op, og til sidst giver hun op. Hun råber op og beder om hjælp.
Og det er virkelig stærkt.
Tænk sig, at hun, en kvinde med det helt forkerte navn og den helt forkerte tro, uden uddannelse, uden beskyttelse og uden nogen ret, råber op. Hvor får hun den styrke fra? Hvor finder hun kræfterne til det mod?
Måske er det eneste sande svar, at den finder hun i sin afmagt. Eller i kærligheden til sin datter. I sin længsel efter at datteren skal blive rask, og at de skal kunne være sammen igen.
Afmagten afføder ikke nødvendigvis kræfter og mod, men kærligheden gør. Det er kærligheden der tvinger hende til at råbe op, det er længslen i hende, der får hende til at bede om hjælp.
Og hendes længsel og hendes råb om hjælp, minder os om, det som jeg tror de fleste voksne har erfaring med. At det sværeste skridt – men også det mest forandrende skridt – er det skridt vi tager, når vi erkender at vi står i en situation, hvor vi ikke har andre muligheder end at række ud efter hjælp.
Man kan komme der til, at det eneste man kan gøre, er at bede om hjælp. Og når vi er kommet dertil, så er forandringen allerede begyndt.
Det kan forekomme meget mærkeligt på os, der hører fortællingen i 2023, at Jesus først afviste hendes råb om hjælp. Men vi må forstå, at Jesus var jøde og mand, og at det overraskende ikke ligger i afvisningen af hende, men i at hendes insisteren fik ham til at ombestemme sig.
Det overraskende i denne fortælling er, at Jesus lyttede til kvinden og gav hende hvad hun bad om, selvom det ikke var hendes ret. Det fortæller dels noget om kvinden, og hendes længslers styrke. Det fortæller os også noget om Guds kærlighed, at den er grænsebrydende og større end det vi mennesker finder ret og rimeligt.
”Du har en stæk tro”, siger Jesus til kvinden. Fordi hun kæmper, men også fordi hun stiller sig tilfreds. Ikke med at hendes datter er syg, men med at livet ikke er retfærdigt. Hun stiller sig tilfreds med at nogen har mere end hende, at nogen har rigeligt med brød på bordet, at nogen har et lettere liv – mens hun må nøjes med noget mere enkelt, med smulerne, med at livet indimellem er svært.
Hun insisterer på mening og sammenhæng, men ikke andet. Hun stiller sig tilfreds – og det bliver til fred for hende. Den der kan finde sig tilfreds med sit liv, finder også at det er til fred, at det freden indfinder sig.
Det kræver tro at forlige sig med livet, sådan som det blev. Det kræver troen på, at livet er livet værd.
”Du har en stærk tro”, siger Jesus til kvinden. Og hvad mener han egentlig med det? Når vi almindeligvis taler om at nogen har en stærk tro, så tænker vi noget helt bestemt.
Mine konfirmander ville nok sige: ”At man er helt vildt troende”- og det betyder at man er sådan en der går meget i kirke, kan mange salmer eller citere de rigtige steder fra Bibelen. Men sådan var hun jo ikke. Hun havde ikke på den måde ”den rigtige” tro.
Tro er altså noget andet.
Det er råbet om hjælp.
Det er længslens kraft.
Det er den stille bøn.
Det er afmagtens udtryk.
Det er håbet, der ikke vil dø.
Det er det kærligheden vækker i os, og som giver os kræfter der er større end vores egne.
Martin Luther fortæller, at han kunne føle sig helt tom og kold og være i tvivl om så meget, også troen. Men så bad han alligevel, og så kunne det ske, at han fik varme i hjerte og krop igen, og at troen kom sammen med bønnens ord.
Det største skridt er erkendelsen af at man har brug for hjælp. Det er troens skridt. Måske er det sådan at bønnen ikke kommer af troen, men troen kommer af bønnen? Måske er det sådan at det er i vores længsler og håb, vi finder Gud?
”Hjælp mig, Herre!”, sagde kvinden. Det var hendes desperate bøn. Det var udtrykket for hendes dybeste håb, som kvinde og som mor: At hendes datter måtte blive rask.
Alle forbehold, alle rationelle svar, al stolthed lagde hun væk – og bad om hjælp. Og idet ligger også en åbenhed overfor den hjælp der kan opstå, og det svar der måske ser anderledes ud, end man selv havde forestillet sig.
At bede om hjælp er at give kontrollen fra sig, og lægge den i en andens hænder. I andre menneskers, eller i Guds hænder.
Det er Moder Teresa der siger: “Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn.”
At lytte er begyndelsen på en bøn! Måske er det både sådan i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker. At lytte er begyndelsen på en bøn.
Vi kender det fra samtalerne med en ven. At der sker noget i pauserne. At der sker noget med os, når nogen faktisk lytter til os. Så opstår der nogle gange noget nyt.
Måske et svar.
Måske en vej at gå.
Måske en mulighed.
Stilheden og de lyttende øre, kan være en gave. En gave vi kan give hinanden.
Måske kan vi øve os i, at lade Gud give os den gave. Så når vi beder, øver os i at lytte i stilheden.
Måske giver Gud os et svar.
Måske viser Gud os en vej at gå.
Måske åbner Gud en ny mulighed for os.
En stærk tro, er ikke nogen stor tro, men længslernes, afmagtens og hengivenhedens tro. Troen på en stor Gud, som kan løsne vores livs knuder, og forandre vores situation med muligheder, glæde og liv.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Det er noget vi får.
Vi tager ikke muligheder. Vi får muligheder.
Vi tager ikke glæden. Vi får glæden.
Vi tager ikke livet. Vi får livet.
Vi tager ikke troen. Vi får troen. ”Herre, hjælp os!”