Menu Luk

Om mådehold og selvbeherskelse

Første søndag i fasten
Fortællingen her om Jesus der bliver fristet i ørkenen, har mange kunstnere forsøgt at male. Og kendetegnende for de billeder jeg har set er, at djævlen fremstår ret tydeligt.

Nærmest som en karikatur. Jesus står mild og god og lysende af ro – overfor en djævel med horn i panden, fork i hånden og iskolde øjne.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis det onde virkelig har fremstået så tydelig – afskyeligt og ondt – ja, at så har det da været ret let for Jesus, at modstå ham!

Jeg tror det er en helt forkert fremstilling er det onde, selvom jeg godt forstår hvor for både forfatteren af Matthæusevangeliet og billedkunstnere op igennem tiden har tyet til den tydelige karikatur af det onde: En djævel, der ikke er til at tage fejl af. For hvordan skal man egentlig ellers vise tomhed, egoisme, griskhed eller fx magtsyge?

Der findes ingen Djævel. Der findes ingen Djævel med horn i panden og en trefork i hånden. Djævlen findes ikke, men han har meget magt! Der findes meget djævelskab i verden og i os.

Og hvordan skal man tale om det, der på en eller anden ubegribelig måde får sit tag i os, så vi indimellem kommer til at gøre noget der ondt, hvis ikke vi kan give det et navn?

I gamle dage havde man brug for at give det onde navn. Man kaldte det Djævelen, og udstyrede ham med horn og trefork.

Det var før vi begyndte at forklare alt ondskab ved hjælp af psykologiske begreber. I dag taler stort set ingen om Djævelen, til gengæld taler vi meget om det onde. Og vi erfarer i høj grad at der er noget der er ondt. Men vi giver ikke det onde navn, men har en udpræget forestilling om at det er noget vi kan undgå.

I dag tror vi at ondskab sådan i rundetal, kan forklares med en dårlig barndom eller grove omsorgssvigt. – og at hvis vi bare elskes og elsker nok, så er der ikke ”ondt skabt i os”, som vi siger.

Samtidigt kan vi finde på at sige, at vi ”tror på det gode i alle mennesker” – men når vi siger det, siger vi så ikke samtidigt, at der også er noget ondt i alle mennesker?

Vi har lært meget om den menneskelige psyke siden Luthers tid, men han gav et billede af menneskets vilje, som stadig meget rammende siger noget om det gode og det ondes plads. Han sagde at ligesom hesten bliver redet af en rytter og ikke er sin egen Herre – sådan er menneskets vilje heller ikke neutral. Enten er den bundet til det onde eller det gode, det han kaldte djævel eller Gud.

Det onde er sjældent så let genkendeligt som i fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen. I virkeligheden er det jo ofte forklædt eller pakket ind, så fristende, at vi har svært ved at genkende det når vi står over for det.

Eller: vi har svært ved at modstå det, fordi det ser så uskyldigt ud – eller så lækkert ud. Som Eva der ser på det røde æble og tænker, hvor slemt kan det lige være og bliver fristet over evne.  

Det er nærmere sådan det er – at vi ser noget, oplever noget, møder noget, som vi har overmåde lyst til, fordi det virker tiltrækkende på os. Også selvom vi har fået at vide at det er et no go, eller vi er ved at vi krydser en grænse, som vil få ødelæggende konsekvenser for andre eller os selv.

Så står vi der vurderer for og imod, og i et svagt øjeblik så spiser vi af det røde æble, kysser den forkerte eller vælger den alt for lette løsning.  At det er såre menneskeligt, det lærer vi af syndefaldsmyten om Adam og Eva, der lader sig friste til spise af det forbudte træ, for at opnå viden og visdom.

Den historie har vi gentaget igen og igen.

Fortællingen om Jesus der, som den nye Adam, modstår fristelsen, er en modfortælling til det menneskelige. Det er en fortælling om mådehold og selvbeherskelse, som vi kan lære af og lade os inspirere af – men også en fortælling der skal trøste os med, at nok har det onde magt i verden. Men Jesus er stærkere. Han er ikke til falds for det onde. Vi er altså i gode hænder, også selvom vi indimellem selv lader os friste af det der er ondt.  

Måske kan man sige, at fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen sætter både et spejl og et billede op foran os. 

Billedet viser os at i kampen mellem det gode og det onde, der vinder det gode. At kærligheden i sidste ende, er stærkere end had, egoisme og magtsyge. Det billede kan vi se på og fremkalde, når vi står i noget der er svært eller føles helt tomt. Det kan vi fremkalde i bøn og tak til Gud.

Spejlet viser os fristelsen, sådan som vi også møder den. Når vi fristes til at give efter for vores umiddelbare behov, trangen til at udfordre vores plads eller når vi fristes til at sælge ud af vores værdier, for at få mere magt.

I dag vil vi forsøge at se på fortællingen som et spejl, der kan vise os noget om de fristelser vi møder, og hvordan vi kan øve os i at finde styrke til at modstå dem, sammen med Kristus.

Som det ofte er tilfældet, bliver vi fristet, når vi er allermest sårbare. Sådan var det også for Jesus. Han havde været alene i ørkenen i 40 dage. Han var sulten og træt og alene. Djævlen frister ham til at lave et hurtigt under, et kvikfix og gøre sten til brød. Men Jesus afviser og bliver på den måde et forbillede for selvbeherskelse og udholdenhed.

”Mennesket lever ikke af brød alene”, siger han. Der er noget der er større, noget der har blivende værdi. Som er værd at kæmpe for, også hvis det kræver at der er noget vi må afstå fra.

Den tyske teolog Dorethe Sölle har i en artikel taget udgangspunkt i de ord ”Mennesket lever ikke af brød alene”, og tilføjet, at mennesket endog dør af brød alene. Døden af brød alene, skriver hun, det er døden i den menneskelige afstumpethed, det er når forholdet mellem mennesker ødelægges.

Af brød alene kan vi godt fungere, men i grunden blot som mekaniske maskiner. Vi ånder, forbruger, ordner, træffer afgørelser, producerer og lader munden løbe, men lever dog ikke. Døden af brød alene betyder et meningsløst og tomt liv, hvor man blot overlever. Den, der er død af brød alene, oplever ikke glæden ved andre mennesker, ser dem ikke som en rigdom og en udfordring, men som trusler og konkurrenter, og, siger Dorethee Sölle, det er også denne død Bibelen taler om, den død, der betyder et meningsløst og tomt liv.

Sölle skriver desuden, at døden af brød alene er, når livet falder i småstykker, bliver til et supermarked, hvor man kan få alt, og hvor der ingen begrundelse findes for at interessere sig mere for det ene end for det andet.

Jesus var fristet af djævelen til at stille den hurtige sult, men viste med sit eksempel, at vi indimellem skal give afkald på noget, for at bevare det væsentligste.

Jesus fastede i ørkenen i 40 dage, og det er blevet grundfortællingen i den kristne faste, som efter traditionen indledtes i onsdags og afsluttes påskedag. En tid til at øve sig i mådehold, selvbeherskelse, tålmodighed og troskab.

En tid til at øve sig i at modstå fristelser.

Kampen for at modstå fristelser var et moralsk adelsmærke på Jesu tid. Også antikkens græske tænkere hyldede princippet om den gyldne middelvej, og fristelser blev anset som noget, man med viljens kraft måtte modstå. De gamle grækere hyldede ideen om den rette midte. Idealet var, at man skulle være psykisk stærk og modstå fristelser. Det er en tanke, som vi finder hos Platon og hele vejen op gennem moralfilosofien. Dyd handlede om moralsk kraft og om at være i stand til at sige nej til såkaldt billige fristelser.

Det fortælles hvordan en af de gamle stoikere lod sine tjenere dække et bugnende bord for sig. Han satte sig ved bordet, men når tænkeren mærkede sulten og lysten til at smage på de tillokkende retter, så bad han tjenerne om at tage al maden ud fra bordet.

Den – ret ekstreme øvelse – siger noget om at fristelse har med prøvelse at gøre. Det handler om at få en uimodståelig lyst til noget, der ville være rigtig behageligt for mig selv. Noget, der slet ikke virker til at være åbenlyst ondt. Ikke decideret forkert. Måske forekommer det endda ligefrem uskyldigt. Men det viser sig i det lange løb at være usundt for os selv eller andre. Og stik imod det, Gud vil med vores liv.

Vi kan ved Guds hjælp vende ryggen til det onde, og bede ”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde” – og ”Ske din vilje”. Vi er Guds børn, allerede elskede.

Gud er vores skaber og far – Vi er skabt i hans billede hedder det. Vi bærer altså noget af Gudbilledligheden i os. Vi har arvet noget af Guds væsen. Evnen til at elske, evnen til at tro, evnen til at håbe. Evnen til at leve i fællesskab.

Gud har lovet at være med os alle dage. Han slipper os aldrig, heller ikke når vi kommer til at give slip, bliver fristede til at søge vores eget og gå den forkerte vej.

Vi kan indimellem komme ud af en vej, hvor vi ikke længere rigtig kan kende os selv, og hvor vi har svært ved at kendes ved os selv. Gud har lovet os at han vil kendes ved os alligevel.

Men det betyder ikke at det er ligegyldigt hvad vi gør. Der følger et ansvar med at være skabt til kærlighed og fællesskab, og vi må regne med at vi skal bruge hele livet på at øve os på at holde fast ved hans ord, som hedder Kristus. Navnet på alt hvad der er sandt og godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.