Seksagesima søndag, Tekst: Mark 4,26-32
Forestil dig at du er et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd!
Du ser ikke ud af meget! Og du skal heller ikke ret meget! Du ligger bare der og venter på at komme i jorden, så du kan spire og vokse.
Du skal ikke gøre noget. Ikke andet end at vente på at det bliver din tur. Vi ligger der en helt stor håndfuld frø, og der er ikke så meget andet at gøre end at overgive sig til forventningen og håbet der, i Guds hånd.
Der er meget der ikke giver mening, når man er et lille sennepsfrø.
Det giver ikke mening at brokke sig over de andre, for selvom det er tæt, så er der ikke nogen der fylder mere end de skal, og der er ikke nogen der har taget din plads. Vi har ligesom hver især vores egen plads.
Det giver heller ikke mening at tro, at det er dig der skal sætte det hele i gang. Det er ikke dig, der skal trykke på nogle knapper, eller få livet til at ske.
Og det giver ingen mening at bekymre sig. For du kan alligevel intet stille op. Ikke fordi du ikke kan have noget mellem hænderne eller er helt fritaget for ansvar over for andre, men i det store billede. Så er dit liv i Guds hånd. I Guds store skaberhånd.
Der er meget der ikke giver mening, når man er et lille sennepsfrø.
Forsikringer fx Det giver ingen mening at tænke i at forsikre sig. Guds hånd dækker ligesom det der skal dækkes. I det store perspektiv, må vi leve livet uden forsikringer og sikkerhedsnet – og bare stole på at vi er i Guds hånd.
Og planlægning giver heller ingen mening. Jo det er praktisk i det små, men ikke i forhold til det der rigtig gælder. Et sennepsfrøs vækst handler ikke om planlægning. Om indstilling måske, men ikke om planlægning. Du kan planlægge og planlægge, men det er alligevel ikke op til dig. Det er ikke dig der får dig til at gro. Det sker bare.
Forestil dig at du er et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd!
Der er ikke andet for dig at gøre end at vente, vente dig det bedste. Vente og håbe!
At sennepsfrø skulle blive så store træer, at himlens fugle kan bygge reder i grenene. Er faktisk noget vrøvl. Sennepsfrø er ikke større end alle andre planter. Hvorfor bruger Jesus så billedet af sennepsfrø, – hvorfor ikke tale om egetræer eller ahorn? De bliver meget højere og større og ældre og flottere. Hvad er det, der er med sennepsplanter, som ligner gudsriget?
Det særlige ved sennepsplanten er den måde, den vokser sig stor på ved at sprede sig. En sennepsplante producerer mellem 1000 og 4000 frø om året, så selvom frøet er ganske lille, har det en enorm kraft. Derfor blev sennepsplanten i antikken regnet for en art ukrudt, man ikke måtte plante i områder, hvor der var marker. For den er umulig at slå ned og holde styr på.
Pointen er altså, at ligesom sennepsfrøet ikke synes af meget, men har en enorm kraft og evne til at sprede sig og slå rødder steder man slet ikke har planlagt det, sådan er det også med gudsriget. Det er ustyrligt og kraftfuldt og uden for vores kontrol. Gudsriget er kærlighedens forgrenede rodnet og spirekraft, der for det blotte øje, kan synes af meget lidt – men som rummer Guds kraft til liv.
Forestil dig at du er et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd!
Tænk hvis livet er så enkelt, at din rette plads er her hos Gud?
At være hjemløs er at mangle fast grund under fødderne. Det er at mangle et sted, hvor man hører til. At være hjemme, er, at have et sted, hvor man bliver forstået uden at skulle sige ret meget. Det er at blive set, uden hele tiden at skulle gøre sig synlig. At være hjemløs derimod, er at mangle en sammenhæng, hvor det betyder noget, hvem man er, og hvad man gør, uanset hvem man er og hvad man gør.
Tænk hvis det er så enkelt, at det sted, og den plads, og det hjem er Gud? At Gud er lig med at være hjemme. At det er at have fundet sin plads. For er det sådan, så skal jeg ikke kæmpe så meget med at finde mig selv, finde min identitet, finde min berettigelse eller bestemmelse. Så er den allerede givet mig. Så er jeg allerede set. Så er jeg allerede fundet og plantet i Guds hånd.
Det er den svenske præst Thomas Sjödin, der siger: Den, som har fundet sin plads, slipper for at konkurrere med andre om pladsen. Måske er det så bagvendt, siger han: at når man søger Gud, finder man også sig selv.
Og så bliver det ikke så afgørende om troen er stor eller lille. Det afgørende er, at frøet havner i den rette jord. Gør det det, kan der ske store ting. Mirakler ligefrem. Og den rette jord er, der hvor vi er sat af Gud. Det er der, hvor vi har fundet vores rette plads, der hvor JAerne er større end NEJerne. Der hvor vi hører til.
Vi er lige på kanten af fastetiden. Midt i mellem julens fortælling om det lille Jesusbarn der blev født ind i vores mørke, som lys – og påskens beretning om den voksne Jesus, der overvandt mørke og død, på opstandelses morgen.
Nu står vi et sted, hvor vi må vende os bort fra mørket og vende os mod lyset fra påskemorgen. Som små planter der søger solens stråler, for at kunne spire og vokse, sådan må vi også leve vores liv, vendt mod opstandelsens lys. Det er det lys, som giver os kraft til at vokse og være dem, vi hver i sær er. Det er det lys, der i glimt oplyser det, der umiddelbart kan synes af lidt, så vi ser storheden og perspektivet i Gud. At tro er at være vendt mod Gud.
Forestil dig at du er en lille sennepsplante i Guds store skaberhånd, med rødder der hænger sammen med andre små sennepsplanter, vidt forgrenede og helt uden for din kontrol. Du hænger sammen med tusindvis af andre planter. Rødderne vikler sig sammen, som et netværk der har deres ophav i Gud, men som ingen ved hvor ender. Det er grænseløst og slår rod, selv på steder ingen troede var muligt. Det sker bare.
Små frø bliver til store planter.
Små ord får stor betydning.
En lille berøring har stor værdi.
Tre små håndfulde vand i døbefonten, åbner Guds store rige
En lille oblat og en dråbe saft, bliver til fælles liv og evighed
Sennepsfrøet er et billede på noget tilsyneladende småt med stort potentiale og stor kraft. Som ordet der forandrer, som troen der giver håb, som ethvert menneskeligt møde der udtrykker Guds kærligheds rige.
Forestil dig at du et lille sennepsfrø i Guds store skaberhånd. Du vender mod lyset, og du spirer og gror. Dine rødder er ikke plantet et vilkårligt sted, men hænger sammen og er forbundet med tusindvis af andre. Sådan er Guds riget: et kærlighedsnetværk af spirende kraft og lys.