Menu Luk

At lytte er begyndelsen på en bøn

2. søndag i fasten / Tekst: Mark 9,14-29

Jeg tror disciplene har haft de allerbedste intentioner.

De har mødt faren med den syge dreng, og de har ikke haft noget større ønske end at gøre ham rask. De har gjort alt hvad de kunne, anstrengt sig til det yderste, for at gøre Jesus kunsten efter. Gjort alt det de troede var det rigtige. Forsøgt at indgyde ham noget mod. Sagt ”det skal nok gå over” men uden at det hjalp drengen det fjerneste. Han var stadig præcis ligeså syg, og måske efterlod de ham endda endnu mere fortvivlet. For det var ikke deres anstrengelser han havde brug for,

Jeg har stået der hvor disciplene står.

Når jeg sidder sammen med et menneske, måske endda en af mine nærmeste, som er ramt af en ulykkelig sygdom eller er ked af det, så er der ikke noget jeg har mere lyst til end at sige: ”Det skal nok gå over”. ”Du skal se, det går nok bedre i morgen” – eller: ”Til sommer, så ser alt meget lysere ud”. Det ligger så dybt i os mennesker at vi gerne vil fikse det der gør ondt. Men det er bare ikke alt der går over ved at man får plaster på. Langt fra.
Og vi ved det egentlig godt. For når vi har været i den andens sko. Når det har været os selv, der har været ulykkelige. Når det er os der har været bange eller bekymrede, eller os der har siddet tilbage med et savn og en sorg over en vi har mistet, så ved vi godt, at det ikke kan fikses. Vi ved godt at det ikke sådan bare går over. Og vi ved egentlig også godt, at det overhovedet ikke er ord eller falske forhåbninger der er brug for.
Det vi har brug for, er en der IKKE forsøger at fikse det der ikke kan fikses. I stedet har vi brug for en der vil være sammen med os, holde om os og lytte til os. Ikke andet.

Et menneske der vil lægge øre og liv til os.

Men selv om vi ved at det er sådan, så er det svært at være den der ikke skal gøre andet end at lytte. Det er svært at afholde sig fra at forsøge at fikse den andens situation, og vi kommer så let til at plapre ud med en masse forsøg på trøstende ord og gode råd.
Det at give sig hen til det rum, hvor der ikke er noget at sige. Det er svært for mange af os. Det er noget vi skal øve os i.

Når disciplene til sidst spørger Jesus: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud” og han svarer: ”Den slags kan kun drives ud med bøn”, så tror jeg det fiksegenet han hentyder til.

Der findes mange definitioner på hvad bøn egentlig er. Mange vil, med forskellige ord, sige, at det er en dialog mellem mennesket og Gud. Men måske bønnen mange gange i praksis, nærmere kommer til at ligne en monolog. Hvor vi beder og beder, ja måske indimellem endda kommer til at plapre og give Gud gode råd om, hvordan han bedst kan fikse dette og hint. – uden at give plads til at lade Gud tale til os.
Måske forventer vi ikke noget svar, eller måske har vi svært ved at give os hen til det rum, hvor Gud svarer os. Måske mangler vi evnen til at lytte til Gud?

Jeg tror ikke der findes noget menneske, der ikke har dårlige erfaringer med bøn! Vi har alle sammen prøvet at bede om noget, sådan virkelig inderligt bedt om noget, som ikke skete. Heldigvis får det os ikke til at holde op med at bede, når vi står i en situation vi ikke kan fikse. Når det hele styrter sammen om os, så beder vi, også selvom vi erfaringsmæssigt ved, at vi ikke bliver bønhørt. I hvert fald sjældent sådan som vi havde tænkt det. Bønnens kraft er stærkere end det.
Det er Poul Joacim Stender, der er præst i Kirke Saaby på Sjælland, der i en af sine bøger skriver:
“Da jeg gik i 3. g, bad jeg Vorherre inderligt om at ville lade en dejlig pige, som jeg var forelsket i, forelske sig i mig. Hun så aldrig til min side. Og tak for det. Forleden mødte jeg hende i Netto i Vordingborg. En vred dame, der skreg af sin ligblege mand. Gud kan have en mening med ikke at bønhøre os.”
Indimellem er det sværere at forlige sig med Guds svar eller mangel på samme. Indimellem kræver det stort mod, at stole på Gud.
At bønnens kraft er stærkere end vores tanker og tro. Det bliver tydeligt i dagens fortælling, hvor faren til den syge dreng udbryder: ”Jeg tror, hjælp min vantro” eller som der står i den nye oversættelse: ”Jeg tror! Men hjælp mig, for jeg tvivler også!”

Bøn er at lægge situationen i Guds hånd, overgive sig til Gud. Give sig hen til, at Gud tager sig af det. Det er at sige: Hjælp mig, for jeg tvivler også!

Jeg tror! siger faren – men hjælp mig, for jeg tvivler også! Det er et meget præcist udtryk for hvordan det med at tro, også er forbundet med at tvivle.

Martin Luther fortæller, at han kunne føle sig helt tom og kold og være i tvivl om så meget, også troen. Men så bad han alligevel, og så kunne det ske, at han fik varme i hjerte og krop igen, og at troen kom sammen med bønnens ord.
Evangeliet i dag handler om, at det netop er når vi har svært ved at tro – når vi tvivler, at vi skal bede. Bøn er et åndedræt for troen.

De dage, hvor vi føler os tomme og kolde, og længst væk fra Gud. De dage, hvor vi har sværest ved at tro. De dage, og i de situationer, hvor vi kæmper mest med at give slip og lægge vores liv og beslutninger i Guds hænder – Det er netop de dage, vi skal bede mest.

Ikke som sådan en retorisk bøn, hvor vi ikke giver plads til at Gud kan svare os. Men bønnen som det åndedræt der trækker vejret både ud og ind.
Det er Moder Teresa der siger: “Gud taler, når vore hjerter er stille. At lytte er begyndelsen på en bøn.”

At lytte er begyndelsen på en bøn! Måske er det både sådan i forhold til Gud og i forhold til andre mennesker. At lytte er begyndelsen på en bøn.

Vi kender det fra samtalerne med en ven. At der sker noget i pauserne. At der sker noget med os, når nogen faktisk lytter til os. Så opstår der nogen gange noget nyt.
Måske et svar.
Måske en vej at gå.
Måske en mulighed.
Stilheden og de lyttende øre, kan være en gave. En gave vi kan give hinanden.

Måske kan vi øve os i, at lade Gud give os den gave. Så når vi beder, øver os i, at lytte i stilheden.
Måske giver Gud os et svar.
Måske viser Gud os en vej at gå.
Måske åbner Gud en ny mulighed for os.

Ja, jeg tror! sagde faren – men hjælp mig, for jeg tvivler også! Det er troens væsen. Både vilje og gave. Vilje til være åben overfor troens gave.

Så vi må leve med, ikke at have en stor tro – men troen på en stor Gud. Som rækker ud efter os i vores tvivl med muligheder, glæde og liv.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Det er noget vi får.
Vi tager ikke muligheder. Vi får muligheder.
Vi tager ikke glæden. Vi får glæden.
Vi tager ikke livet. Vi får livet.
Vi tager ikke troen. Vi får troen.
Ja, jeg tror! – men hjælp mig Gud, for jeg tvivler også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.