Sidste søndag efter Helligtrekonger / Johs. 12,23-33
Der er aldrig kommet noget godt ud af at hade sit liv. Aldrig nogensinde. Jeg har indimellem været sammen med mennesker, der gør. Og det er et sygt sted at være. Helt bogstaveligt. Faktisk. Hvis man er kommet dertil, at man hader sit liv, så har man mistet al orientering og al sans for, at nok kan livet rumme meget smerte, uretfærdighed og hårdhed – men at livet i sig selv, er noget værdifuldt og smukt, som altid rummer muligheder for glæde og mening. Hvis man hader sit liv, så er man landet i et uoverskueligt- og også virkelighedsfjernt mørke.
Måske er det særligt unge, der kan få det sådan. At alt er blevet så sort, at man bare hader sit liv. For livet er lidt mere sort/hvidt når man er ung og uden den livserfaring der fortæller, at det går over / at livet går videre / at det kan blive godt igen, selvom man er blevet forladt eller føler sig som verdens mest utilstrækkelige menneske.
Så når Jesus siger: ”Den der hader sit liv her i verden,
sikrer sig evigt liv”. Hvad i al verden mener han så med det? Det kan jo
umuligt være meningen, at vi skal hade det liv, Gud har givet os som en gave. At
livet skulle være en form for ”hadegave”, som vi kalder det, når vi måske lidt
i sjov, giver hinanden noget virkelig grimt.
Når vi i dag læser den her tekst, så er det altså det ord – ordet ”hade” – vi
snubler over. Ja, indimellem må noget dø, for at noget nyt kan spire og gro.
Som et hvedekorn der bliver lagt i jorden og bliver til mange korn, når det
vokser op. Det billede er til at forstå. Det er også en erfaring vi gør os. Men
hvorfor skal den der elsker sit liv, miste det. Og den der hader sit liv, have
evigt liv?
Jeg er i øjeblikket ved at gense de tidligere sæsoner af DRs serie Borgen med
Sidse Babett Knudsen i hovedrollen, som den første kvindelige statsminister
Birgitte Nyborg. Det gør jeg, for at være godt forberedt til, at den nye sæson
får premiere her næste søndag, d. 13. feb. Det går lidt ud over nattesøvnen i
øjeblikket, men altså: Den er fremragende. Den holder endnu, og jeg glæder mig til
den nye sæson.
Politikere og folk på Christiansborg vil hævde at det er ren fiktion og utrolig langt fra virkeligheden, og der helt sikkert også skruet op for dramaet, ellers gad vi jo ikke se den – men der er alligevel noget i det politiske og i beskrivelsen af magten og al dens væsen, som minder meget om noget vi kender fra virkeligheden.
Indimellem kan det politiske spil også i virkeligheden, være meget lidt kønt – og det kan komme til at handle mere om at beholde magten, end at bruge den til noget, der gør en forskel. Det er svært at sætte sig selv til side eller ofre egne projekter og drømme, for fællesskabets skyld.
”Han klæber til taburetten” siger vi om en politiker som ikke længere er drevet af idealisme, men med vold og magt vil blive siddende på ministertaburetten. På magten. Og jeg tror det er i den ånd vi skal forstå udsagnet om, at vi skal hade vores liv i denne verden, for at kunne få del i det evige liv.
Vi skal vide, at vi det vi har, har vi til låns. Det vi gør, gør vi fordi vi har fået evnerne givet. Det vi skal, er at tjene vores medmennesker og Gud. At livet dybest set ikke er noget vi kan mestre eller besidde selv, men altid er noget vi får, noget vi erfarer, nogen vi møder.
Det handler ikke om at vi skal foragte eller sjofle livet.
Det handler ikke om at vi skal regne livet for ingenting.
Det handler heller ikke om, som vi kender det fra pietismen, at forsage alle
livets glæder, og betragte livet som en jammerdal på vej mod himlens
lyksalighed.
Det handler ikke om, at vi ikke skal nyde livet og forsøge at få mest muligt ud
af det.
Had er et voldsomt ord, som vi lærer vores børn at de ikke må bruge. ”Man må ikke ”hade” nogen eller noget, siger vi til dem. ”Det er ikke pænt at sige”. Men Johannes bruger altså det ord, når Jesus skal fortælle os hvad det vil sige at følge ham.
Had betyder at lægge afstand, at vende sig bort fra. Had er
en følelse, eller en besættelse af noget. Når man hader nogen eller noget, så
er man nærmest som besat af det. Man kan ikke tænke på andet.
At hade sit liv, er altså at undgå at blive besat af sit eget. Af sit eget liv.
Eller med andre ord, vi skal slippe det, som der ikke er liv i for andre end os
selv, for det er i virkeligheden uden liv.
Vi skal skille os af med ”taburetten”, rejse os og gå
derfra, hvis det viser sig at det sted hvor vi er, ikke længere er til glæde
for andre end os selv.
Det er ikke kun politikere der klæber til taburetter. Eller til magten. Vi har
alle sammen et eller andet vi klæber til, og som forhindrer livet – livet i
Kristus- i at folde sig ud.
Det kan være egne dagsordner eller forfængelighed der har givet os blinde
pletter i forhold til vores egen formåen.
Det kan være ambitioner på egne vegne, der går ud over nogle af vores nærmeste.
Det kan være en stræben efter lykke, er gør os sårbare, når vi møder modgang og
tab.
Som hvedekornet der lægges i jorden, må dø, for at det kan
blomstre og bære frugt. Sådan må vi give afkald på det, der klæber os til en
forståelse af livet som et selvudfoldelsesprojekt eller en lykkeautomat, for at
vores liv kan blive til velsignelse for andre. For at vi kan følge Jesus, og
leve et liv der folder sig ud i kærlighed.
Måske er det Jesus taler op imod, at vi i virkeligheden tænker for småt om
livet. At vi så let kommer til at tro, at livet drejer sig om os selv, at vi
ikke ser det store billede eller evighedsperspektivet. Eller at vi så let
kommer til at tro, at vi har krav lykke.
Den tyske teolog, Jürgen Moltmann siger et sted: ”Vi stræber
efter et liv uden lidelse, efter en glæde uden smerte og et fællesskab uden
konflikt. Det kalder vi lykke”.
Moltmanns pointe er, at den, der stræber efter et liv uden lidelse, mister
livet. Den, der søger glæde uden sorg, mister glæden og den der higer efter et
fællesskab uden konflikt, mister fællesskabet. Han er bekymret for denne
lidelsesløse og livløse kultur: ”Vi bliver ude af stand til at elske og ude af
stand til at sørge. Vi fælder ingen tårer længere og ler kun af høflighed.”
siger han, og så er vi for alvor fattige.
Måske handler det om, at vi skal, turde forholde os til
virkeligheden. At vi skal have mod til at tage imod livet, sådan som det er –
og ikke som vi ønsker det skulle være eller tror det burde være. Men simpelthen
bare som det nu engang er.
Lige her midt i 2. sæson af Borgen er der ikke meget livsudfoldelse og sans for
livets dybde og kærlighedens vej. De er ”denne verdens herskere” der fører
retssag mod hinanden og hænger hinanden ud i medierne. De laver rævekager og
fælder dom over hinanden. Og det sprog kan give en ret, men det kan ikke give
liv. Det kan derimod evangeliet – som er kærlighedens sprog.
Guds Ord er kærlighedens sprog, som lægger sig i vores hjerter, så vi får mod til og blik for, at der er noget der må dø – noget vi må give afkald på – noget vi må ofre – en mulighed vi ikke kan forfølge – for at livet i og omkring os kan få vilkår der får det til at blomstre og vokse og styrkes.
Og hvis vi ikke gør det eller tør det – altså lade det dø, som ikke er til for andre end os selv – så der bliver plads til, at det som også er til glæde for andre, kan vokse – så ender vi med at blive frygteligt ensomme. Så ender vi med et ikke-liv.
Vi må turde give slip på livet/turde dele livet med hinanden – for at vinde livet. Det egentlige liv. Det liv der spirer og kaster fællesskab og glæde og mening af sig. Det er også det liv, der forpligter os på hinanden, og som kræver at vi indimellem giver afkald på vores eget projekt.
Så her de næste søndag aftner når vi sidder under tæppet hjemme i komfortzonen og slapper af med vores på det tørre, så kan vi jo udfordre os selv. I stedet for kun at overveje hvad Birgitte Nyborg, Kasper Juul og alle de andre må give afkald på, for at de kan vinde det egentlige liv – fællesskabet og kærligheden, så kan vi stille os selv det samme spørgsmål: Er der noget jeg må lade dø/ noget jeg må give afkald på, for fællesskabets og kærlighedens skyld?