Hej, jeg hedder Hanne og jeg ser for meget på min telefon…. Det er tid til bekendelse og jeg vil bruge den kommende fastetid til at nedsætte min skærmtid. Nu har jeg sagt det.
af Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevangskirken
Skærmpest
Der er få ting vi skændes mere om hjemme hos os, end skærme. Jeg ved godt, at jeg lyder som en kulturel dinosaurus, og at der sikkert findes gode, udviklende computerspil. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg jo, at computerspil er noget fanden har skabt, for at ødelægge børns kreativitet, fantasi og evne til fordybelse. Jeg har tre drenge, der i mine øjne, spiller alt for meget. Jeg vågner hver eneste lørdag morgen i håbet om, at de sidder dybt begravet i tredje bind af Ringenes Herre, eller er fuldkommen opslugt af at bygge et modelfly i pap. Det sker aldrig. I stedet vågner jeg ved, at de råber nogle stupide ting til deres venner, der sidder et par gader væk, og er ved at blive slået ned eller ædt eller hvad ved jeg. Og dagen går som de går flest. De siger: Hvornår må vi spille? Jeg siger: Nu skal I slukke. De siger: Vi har næsten ikke spillet. Jeg siger: I har ikke lavet andet. Nogle dage råber jeg stupide ting, som: I får firkantede øjne af at glo ind i den skærm hele tiden, og I bliver dumme som en dør, hvis I ikke snart læser nogle bøger i stedet. Andre dage tænker jeg: De vokser nok fra det. De har jo gode gener.
Det er ikke fordi vi ikke har regler: Ingen skærme på værelset når man skal sove, ingen skærme når vi spiser, ingen små skærme når vi ser på en stor fælles skærm, ingen skærme på toilettet (som om…), ingen skærme når vi har gæster etc. Vi har også regler om, hvor længe man må spille og at man skal ud at røre sig hver dag. Jeg bliver simpelthen så træt af alle de regler, og overvejer indimellem, om vi skulle lave et eksperiment alá det i børnebogen om Amalie der er så kræsen, at det eneste hun vil spise, er marmelademader. Hendes forældre er trætte af hele tiden at rette på hende og lave regler for spisning, så de beslutter sig for at lade hende køre træt i det selv. De siger: Nu må du kun spise marmelademader. De første dage er det en fest, men så bliver det selvfølgelig for ensformigt, og til sidst er hun led og ked af at spise marmelade. Hun indser at livet bliver rigere, hvis man spiser sundt og groft og grønt. Jeg tør bare ikke. Jeg tør ikke sige: Nu må I ikke lave andet end at spille. Jeg er bange for, at der ville gå ukristeligt lang tid før mine børn, ville komme frem til nogen former for indsigt, der kunne minde om Amalies. De ville bare sige: Yes! Og aflyse alle fritidsaktiviteter og sunde interesser på stedet. De lider af uhelbredelig skærmpest.
Skærmskam
Og hvad med dig selv? siger min børn. Ja, hvad mig selv? Jeg siger: Jeg gider
ikke de sociale medier. Det siger mig ingenting. Det er så utroligt overfladisk.
Det er spild af tid. Jeg orker ikke følge med i alt det nonsens folk skriver.
Men sandheden er, at jeg gør det alligevel. Der er få ting jeg skammer mig mere
over, end min mangel på selvkontrol i forhold til min telefon. Jeg har det som
Paulus, når han siger: Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det
gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Det er ligegyldigt hvad
jeg laver. Om jeg sidder med en god bog, om jeg er i gang med at skrive en
prædiken, om jeg sidder sammen med min familie og ser film, om jeg går tur med
hunden. Pludselig kigger jeg på den igen. Jeg tjekker mails. Jeg tjekker
Facebook. Jeg tjekker Politiken. Jeg tjekker DR. Jeg tjekker Instagram og
Twitter. Mange gange dagligt. Mens jeg har skrevet den her tekst, har jeg nok
tjekket min mobil fem gange (Læg selv til). Det er fuldkomment vanvittigt at
indrømme det. Og jeg skammer mig virkelig over det. En gang om ugen bliver jeg
konfronteret med min skærmtid. Mandag morgen lyser det lige op i hovedet på mig:
Din skærmtid er steget med 9% i sidste uge. Og jeg skjuler instinktivt tallet
for min mand og mine børn, og forsøger selv at glemme det så hurtigt som
muligt. Hvordan har jeg overhovedet haft tid til at have den tændt så længe,
tænker jeg. Jeg har jo mand og børn, og et arbejde og en fritid med venner. Jeg
har også været ude at gå tur med hunden flere gange, jeg har læst Anne Cathrine
Riebnitzskys den nye og jeg har også været i biografen og til gudstjeneste uden
at have den tændt. Det ved jeg. Hvordan er det overhovedet muligt at presse så
meget skærmtid ind i et tilsyneladende velfungerende liv?
Skærmfaste
Hvor lang tid taler vi om? tænker I. Vi taler længere tid, end jeg
bruger på personlig hygiejne, motion, madlavning, tøjvask, måltider og samtaler
med min mand. Tilsammen. Vi taler længere tid, end det tager at gå rundt om
Brabrandsøen. To gange. Hver dag. Mere siger jeg ikke. Der er grænser for hvor
meget beskidt vasketøj jeg hænger offentligt til skue. Til gengæld siger jeg
noget andet højt, nemlig, at nu vil jeg have nedsat min skærmtid. Jeg nægter
simpelthen at acceptere, at jeg ikke kan styre mit forbrug af Candy Cross og statusopdateringer
uden indhold.
Lige om lidt begynder den kristne fastetid. Traditionelt varer den 40 dage. Fraregnet søndage, betyder det at fasten begynder onsdag efter fastelavn og varer frem til påskedag. Hele ideen med faste er, at afholde sig fra noget, som fjerner fokus fra det væsentlige. At give afkald på noget, for at skærpe ens nærvær og tilstedeværelse i forhold til Gud og andre mennesker. Ofte faster man fra alkohol eller kød, eller noget andet man sætter pris på. Jeg er ikke rigtig faste-typen, men i år skal det være. Jeg vil bruge fasten til at få nedsat min skærmtid betragteligt. 50% måske… For selvom jeg forsøger at foregøgle, at det kun er mine børn der er afhængige af skærme, så er det en fed løgn. Og selvom jeg tilsyneladende når en hel masse hver dag, så er der da ingen tvivl om, at skærmtid er tid væk fra noget andet. Og at der er noget der lider under det. Nærværet, tilstedeværelsen, fordybelsen, pauserne, kedsomheden og kreativiteten har trange kår, når jeg tjekker telefonen konstant, som på autopilot. Når vi fejrer opstandelsen i kirken, Påskedag, så lyser det i mørket: Din skærmtid er faldet med 50% i fastetiden… Håbet er lysegrønt, ikke?