Elsker du mig?

Første søndag efter påske
Jeg ved ikke om nogen af jer har prøvet det at sige de tre ord: ”Jeg elsker dig” til et menneske og så blive svaret med et vagt ”i lige måde”, eller ”Jeg kan også godt lide dig”, eller som Peter svarer Jesus: ”Ja, du ved da, at jeg har dig kær”. Det er forfærdeligt at stå der og blafre med hele sit hjerte blottet og så ikke blive gengældt med et ”Jeg, elsker også dig”.

Eller endnu værre det lidt desperate: “Elsker du mig? Sig, du elsker mig!” – Måske knap så direkte og så alligevel noget der ligner – sådan bliver vi en gang imellem konfronteret af et andet menneske, som kræver en hudløs bekræftelse. Og situationen er er pinagtig.
Siger man: “Ja, jeg elsker dig”, eller “Det ved du da, at jeg gør!”, og det kun er næsten rigtigt, lyver man for ikke at vikle sig ud i en ubehagelig konflikt.
Undlader man derimod at sige ja for at holde sig nøje til hele sandheden, sårer man den anden, hvilket var det sidste, man ønskede.
Eller måske kunne man egentlig godt have sagt ”Jeg elsker dig” til personen der spurgte, men ikke påtvunget. Det må komme frivilligt og spontant, ellers bliver det grumset og urent.

Sådan er det med kærligheden. Den kan ikke tvinges frem. Tror man virkelig, at når man trygler om de ord, at så er det er udtryk ægte kærlighed, hvis de siges? Har man ikke netop ved at trygle om det, gjort det umuligt for alvor at stole på ordene? Er man ikke tvunget til, når sagen handler om kærlighed, aldrig at spørge efter bekræftelse på den, men stole på, at den viser sig i vores handlemåder og stille sig tilfreds med, når den tilsiges os spontant og frivilligt?

Jeg stiller det bevidst som et spørgsmål, og det er ikke retorisk ment, for jeg er ikke sikker om det er rigtigt.  Man må jo også kunne tale med hinanden om sine store følelser.

Måske mange af os også er lidt tilbageholdende med at få givet udtryk for vores kærlighed, også når vi sagtens kunne. Husker vi mon at få det sagt og vist i tilstrækkelig grad overfor dem, vi elsker? Hvor sikker og hvor stor skal kærlighedens flamme være i mig, for at jeg kan tage så store ord i min mund?

Jeg ved ikke hvor meget man skal lægge i at Jesus og Peter bruger to forskellige ord for kærlighed på græsk. Jesus det omfattende agape, mens Peter bruger det mere venskabelige filia. Måske siger det mest noget om at kærligheden i johannesevangeliet ikke handler om følelser, men derimod om tilhørsforhold, forbundethed og forpligtelse.

Når Jesus spørger Peter: ”Elsker du mig?” kan vi måske forstå det noget i retning af: ”Har du tillid til mig, i en sådan grad, at du vil lade troen på mig, være retningsgivende for dit liv?”  Det er ikke et mindre spørgsmål. Overhovedet ikke, men det er ikke et spørgsmål om følelser.

Teksten vi hører i dag, og som udspiller det her lidt kluntede og program-agtige dragma, hvor næsten identiske replikker falder tre gange: Jesus siger: ”Elsker du mig?” Peter siger: ”Ja, jeg har dig kær”.  Jesus siger: ”vogt mine lam” – og det gentager sig så tre gange, og fremstår næsten som en rituel genindsættelse af Peter i discipelskabet

Teksten er fra det man kunne kalde Johannesevangeliets appendiks. Johannesevangeliet har den meget stærke og smukke slutning i kap. 20, hvor der står: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn”. Punktum. Eller udråbstegn, måske snarere – men i hver fald en tydelig afrunding.

Hvorfor ikke bare stoppe der? Ja, det ville have været flottere – men der er nogen i den tidlige kirke, der synes det har været et problem med den slutning. Man har haft brug for at gøre en ting helt klart. Nemlig, Peters helt centrale rolle i kirken, som kirkens leder. Derfor blev der ret hurtigt tilføjet et kap. 21.

I de andre evangelier skrives der helt anderledes positivt om Peter, men i Johannesevangeliet udgør han lidt et problem. For det sidste man hører om ham er hans fatale svigt af Jesus i ypperstepræstens gård, langfredag. Her hører vi hvordan Peter var så fej, at han ikke engang ville indrømme at han kendte Jesus. Tre gange fornægtede han sit tilhørsforhold, tre gange, nægtede han at være forbundet med Jesus, tre gange svor han at han ikke fulgte Jesus. Og det skulle der rettes op på. Peter skulle tilgives af Jesus, i alle vidners påhør. Dvs. os der læser Johannesevangeliet.

Og os der læser det, kan måske ikke alene spejle os i Peters svigt – men også finde trøst og styrke i at vide, at vores tilhørsforhold til Kristus, kan holde til vores svigt – og at vi ikke skal bære skammen alene.

Kærlighed i Johannesevangeliet handler ikke om følelser, men om tilhørsforhold, forbundethed og forpligtelse. Og Jesus siger til Peter: ”Vogt mine får!” Det er en tillidserklæring, det er ment som en kærlighedsgave der rummer en ny begyndelse. Deri ligger tilgivelsen. Ikke som glemsel, men som tillid til at de har en fremtid sammen. En ny horisont – en ny begyndelse.

Jesus er ikke ligeglad med at Peter har forrådt ham. Han tager det alvorligt at Peter er ramt af både skyld og skam. Tre gange gentager han kærlighedsspørgsmålet, som for at gøre det ud for de tre gange Peter fornægtede ham. Det får sin tid. Den tid det kræver at hele et brudt forhold. Det er som om Jesus siger: “Du kan nok huske, hvordan det gik dig, da du fornægtede mig tre gange. Kan man overhovedet stole på, at det du siger, passer?” Al Peters selvtillid og selvrespekt er taget fra ham. Alt, hvad han kan stole på, er Jesus´ kendskab til ham, og hans troskab overfor ham og ikke omvendt. Derfor siger Peter stille: “Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

Jesu spørgsmål til Peter får sin tid, og er ikke bare sådan noget flyvsk snik-snak. Nej, det bliver med det samme konkret. For kristentro er altid bundet til fællesskabet. Det er ikke bare et forhold der vedrører Jesus og Peter, det skal udleves i fællesskabet. Det er en gave der genopstår tro og tillid mellem Jesus og Peter, og opgaven ligger i forlængelse af det – vogt mine får! –vær leder for kirken – tag dig af dine medmennesker!
Kærligheden gør os ikke frie, den forpligter os til at være noget for andre

Der ligger en visdom i at kærligheden altid er forbundet med det konkrete: med omsorg for den svage, med hjælp til den der er i nød, med afhængighed af venner og familie, med at kunne sætte sig selv til side for at gøre plads til en anden.

Kærligheden gør os ikke frie, den binder os og gør os afhængige af hinanden.
– de små børn der er helt afhængig af at nogen tager sig af dem, giver dem mad og omsorg
– de svækkede ældre, der er helt afhængig af at nogen tager sig af dem, giver dem pleje og støtte
og sådan er de en stadig forkyndelse for os om, at vi først og sidst, at vi mennesker dybest set er afhængige af andre og af Gud.

Måske husker vi de gange, hvor vi ligesom Peter blev tilgivet. Hvor vi fik det tilbage, som vi ikke selv kunne tage, eller fik mulighed for – ikke at gøre det gjorte ugjort – men ligesom Peter, at gøre noget andet og gøre noget nyt, der var godt.

Måske husker vi de gange, hvor vi ligesom Peter fik en plads. Hvor vi på trods af alt det der gik galt for os, alligevel får en plads – og en opgave eller et ansvar der har betydning, der rækker ud over hvad vi troede vi magtede.

Det er en stor trøst for os, at vi ikke skal være gjort af et særligt fromt eller idealistisk stof, at vi ikke afkræves en umenneskelig stor tro – men at vores meget menneskelige og skrøbelige tro er god nok, til at vi kan blive vist den tillid, at vi har en opgave at gøre her i livet. At der er en fremtid for os – en ny begyndelse.

Vi sidder her, en broget flok af mennesker, men med det samme vilkår som Peter. Vi er dybt afhængige af at andre mennesker – og at Gud, giver os en ny mulighed for at gøre det gode. I dag bliver vi mindet om, at vi mennesker på godt og ondt, er forbundet og at vi hører til i Guds favnende tålmodighed.