Sidste søndag i kirkeåret
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”, siger Jesus
Tvillingeforældre får ofte nogle lidt medlidende blikke. Pyh tænker man, hvordan kan de dog overkomme det? Stakkels
dem, er der måske nogen der tænker… men aldrig forældrene selv.
Ja, to små børn der vil have mad på samme tid, eller ikke kan sove om natten, kan være noget af en mundfuld. Og ja, to børn er meget at bære på en gang. Det er bestemt dobbelt op på arbejde, men det er også dobbelt op på glæde -hvis man kan gradbøje den. Og det er dobbelt op på kærlighed, og kærligheden tåler alt og udholder alt, som vi hører et andet sted i Det nye testamente.
Det er kærligheden til vores børn, der gør forældre i stand
til at bære det vi skal. Ikke bare som en kraftanstrengelse eller en sur pligt,
men helt grundlæggende, fordi vi er forbundet i en grad, så vores liv og lykke er
afhængige af vores børns liv og lykke.
At være forældre er også forbundet med store afsavn og mange søvnløse nætter
med bekymringer. De færreste vil nok tale om deres børn som en byrde – det har
så negativ en klang – men de fleste forældre vil kunne nikke genkendende til at
ansvaret kan være svært og tungt. Alligevel vil vi sige, at vores børn, er
noget af det bedste der er sket os. At det at blive forældre er det største og
vigtigste der er sket. Hvorfor? Fordi den indimellem uforbeholdne kærlighed der
er mellem forældre og børn, er frisættende og så tæt på mening som noget kan
være. Kærligheden er både den der binder os og løfter os. Tung og let, på en og
samme tid. Vi vil gerne bære dem vi elsker, når de har brug for det.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”, siger Jesus
”Jeg vil ikke være til besvær” eller ”Jeg vil ikke være en byrde for nogen”, sådan siger vi måske når vi har brug for hjælp, men ikke vil hjælpes. Måske af det af hensyn til andre. Måske er det mest stolthed og af hensyn til os selv.
I hvert fald kan det være rigtig svært at være tæt på én der er syg og har brug for hjælp, men som ikke vil modtage den. Det kan godt være en meget tung byrde at være nærmeste til en der bliver syg og plejekrævende, men det bliver ikke lettere af, ikke at få lov at hjælpe med at bære i det omfang man kan. Det bliver ikke lettere, men sværere. Hvorfor er det sådan? Det er det måske, fordi kærligheden til den anden, forbinder os – så det er lettere at være med til at bære, end at være holdt ude og adskilt.
Det kan være tungt at bære med på en andens liv, men det er
aldrig meningsløst. Meningsløsheden rammer os ikke, når vi har noget at bære,
når vi ved hvad vi skal. Vi bliver ikke ramt af meningsløshed, når vi har nogen
eller noget at stå op til, også selv om det kan være forbundet med bekymringer
og svære beslutninger.
Meningsløsheden rammer os, mærkeligt nok, når livet er for let, når der ikke er
nogen der kalder på os. Når vi ikke har en opgave, eller nogen at være noget
for.
Den tjekkiske forfatter Milan Kundera, har I sin ikoniske bog: ”Tilværelsens
ulidelige lethed”, undersøgt forholdet mellem tyngde og lethed, og den er et oprør
mod at tro at livets lykke findes i det lystbetonede og overfladiske: “Ulidelig let er det enkelte menneskeliv – let
som en fjer, som svævende støv, som det der er borte i morgen”, sådan siger
hovedpersonen Tomas i romanen.
Kunderas påstand er, at jo tungere en byrde et menneske bærer, desto tættere
nærmer livet sig jorden, desto mere ægte og sandfærdig bliver det: “Den
tungeste byrde er derfor samtidig et billede på livets mest intense opfyldelse”,
skriver han et sted.
At løfte en tung byrde gør altså livet mere sandt og værd at leve, men medfører også lidelse. Kundera siger det sådan her: “For der er intet tungere end medfølelse. Selv ikke ens egen smerte vejer så tungt som smerten, man føler med nogen, for nogen, en smerte intensiveret af fantasien og forlænget af hundrede ekkoer.”
Ifølge Kundera vejer andre menneskers smerte tungere end ens egen, og det er kærlighedens skyld. Medfølelse er en tung byrde, fordi det er en uløselig smerte. Man er måske i stand til at arbejde med sin egen lidelse, men andre folks lidelser er deres egne og de rammer en lige så hårdt.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge
byrder, og jeg vil give jer hvile.”, siger Jesus i dagens tekst og fortsætter:
”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så
skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”
Det er på engang trøsterige og mærkelige ord.
Det kan være en trøst og en stor aflastning for os, at vi
får at vide at vi kan komme til Gud med alt det der tynger os, alt det vi bærer
på og som gør os trætte – og at vi hos Gud, kan få hvile og fred og nye
kræfter.
Men det er også mærkelige ord – hvad er det for et åg vi
skal tage på os, som skal give sjælen fred?
Et åg var et landbrugsredskab man brugte i gamle dage. Et
bæreredskab eller en stang som blev lagt over skuldrene, hvortil man så i hver
ende kunne hænge en spand eller lign. Vi har indoptaget åget i vores sprog, som
et symbol på et tungt ansvar eller det at være slave af noget eller undertrykt.
Det er svært at høre det som noget godt, som Jesus lægger op til. ”Mit åg er
godt”, siger han.
Men måske er det alligevel ikke så svært at forstå, når vi tænker på vores
meget menneskelige erfaringer af, hvad det er der gør at vi bærer hinanden. Det
er kærligheden. Det er kærligheden der gør at vi kan, og det er også
kærligheden der gør at vi ikke kan lade være. Kærligheden tvinger os, som
Paulus også siger.
Kristi åg er slet og ret kærligheden. Kærligheden er så at sige den løftestang,
der holder os fast på hinanden, og som gør det muligt at finde fred og hvile
med det vi er sat til at bære.
Det er som om der i Guds skaberværk er nedlagt noget, man
kunne kalde den vise byrde:
Sommerfuglens vinger udvikles i kampen for at slippe fri af puppen
Rosen må selv presse de hårdeste ydre kronblade op, så den kan springe ud.
Taber man en tand og skal have implantat, skal det ske hurtigt, hvis der skal
være kæbeben nok til, at implantatet kan gribe fast. For uden trykket fra
tanden, smuldrer kæbebenet og kan ikke bære.
Muskler bliver slappe af ikke at blive udsat for den belastning, de er beregnet
til.
Det samme med sjælen og hjertet. Vores sjæl og vores hjerte styrkes også ved de
belastninger livet udsætter os for.
Vi opsøger sjældent byrder selv, men hvis vi undgår det, vi er sat til at bære,
så bliver vi til sidst dårligt egnede til livet. Som en larve der nægter at tage
det på sig, at gøre noget for at komme fri af puppen. Som en rose der dropper
tanken om kronblade. Som et menneske, der ikke har kærlighed.
I det Gudsskabte liv er der byrder, der skal bæres. Også
tunge byrder. Indimellem kan man bagefter se, at man blev stærkere, mildere
eller klogere af det man skulle bære. Og hvis man hjælper en anden med at bære
en byrde, bliver det lettere.
De alt for tunge byrder er måske dem, vi pålægger os selv og ikke er skabt til
at bære. En sommerfugl kan arbejde sig fri af sin puppe, men ikke af en
jernskal. En rose kan skubbe de yderste kronblade til side, men kan ikke skubbe
en togvogn. Et kæbeben kan bære de få gram en tand vejer, men ikke en vægt på
flere hundrede kilo. Vi bliver i skabelsens gode orden, så længe vi bærer med
på det vi er skabt til at være – og det vi er sat til at bære.
Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov – sådan står der et sted –
og Kristi lov er kærlighed. Den kærlighed som tvinger os til at bære med hos
hinanden, men som også tror alt, håber alt og udholder alt. Den kærlighed som vi
kan hvile i, også omslutter os.