Af Hanne Jul Jakobsen, sognepræst I Møllevangskirken
”Det er ikke til at forstå, at det er et år siden”, sagde
min søster i går aftes i telefonen. Jeg er enig. I de her dage, er det præcis
et år siden at min far pludselig blev syg og døde. Vi blev kaldt til Kolding
Sygehus, vi fire søskende og min mor tirsdag aften. Jeg sad midt i en ansættelsessamtale
og havde selvfølgelig sat min telefon på lydløs, men min mand aktiverede den
funktion som kan finde en IPhone, med en hyletone der går gennem marv og ben. Han
vidste, at det her var vigtigere end noget andet. Vi slap alt hvad vi havde i
hænderne i København, i Ringkøbing, i Aarhus og Fredericia for at være hos
vores far og vi blev der indtil han trak vejret for sidste gang. Natten til
lørdag. Han var ikke ved bevidsthed, men vi fornemmede alligevel at han var bevidst
om at vi var der. Det var nogle intense dage, hvor følelserne sad helt yderst.
Vi håbede han blev rask. Vi græd over at skulle miste ham. Vi huskede ting vi
ikke havde tænkt på eller talt om i årevis. Vi grinede af noget han havde sagt.
Vi bekymrede os for vores mor. Vi trøstede vores børn. Vi bad til Gud. Vi bar
over med hinanden, på en måde, vi ikke var vant til. Vi talte om alting og
ingenting. Vi savnede ham allerede. Når vi nu ser tilbage på tiden omkring hans
død og begravelse, er der meget vi er taknemmelige for. Og det er blevet
tydeligt for mig at sorg og taknemmelighed hører sammen.
Jeg kom til at tænke på, at det i grunden er meget få tidspunkter der for alvor
definerer mit liv. Dagene omkring min fars død er et af dem. Jeg kan ikke komme
det nærmere her, end at det har betydet en form for afklaring og ro, som jeg
bærer med mig. Det vidste jeg ikke i øjeblikket. Vi ved sjældent på forhånd,
hvad der vokser ud af de forandringer der sker i vores liv. Heldigvis. Det er
livet der sker med os. Nogle af de tidspunkter og møder der har haft afgørende
betydning for mig, har jeg ikke brug for at skrive om i avisen eller dele med
andre end mine nærmeste. Men der tegner sig et mønster. Det er tidspunkter med
liv, død og kærlighed. Det er i grunden smukt at blive opmærksom på, og måske
værd at tænke på engang i mellem. Fordi det sætter alt det andet, vi kan blive forstyrrede
af, i perspektiv. Hvilke tidspunkter har været afgørende i dit liv?