2. søndag efter Helligtrekonger
Lufthavne er måske et af de mest åndløse steder der findes. Totalt uinspireret ligger der side om side, den ene butik efter den anden der sælger ting uden sjæl. Butikker, restauranter og kæder der lige så godt kunne have ligget et hvilket som helst andet sted i verden og derfor bliver aldeles ligegyldige.
Vi forholder os ikke til hinanden i en lufthavn. Folk kommer fra Kina, Canada og Køge – men vi ser ikke hinanden sådan rigtigt i en lufthavn. Vores blikke er rettet mod fjerne horisonter. Vi er allerede på vej væk. Til Rhodos eller Wien.
Lufthavne er ikke indrettet til at vi skal have noget sammen med de andre. I en lufthavn er tiden din egen, for at stjæle lidt af et gammelt DSB-slogan. De smalle barborde står langs vinduerne, så man kan sidde der og drømme sig væk, uden at skulle forholde sig til dem der sidder ved siden af.
Lufthavne er ikke fyldt af ånd, de er transitsteder for drømme og frihed. Måske. Men blottet for fællesskab. Vi mødes ikke og er sammen om noget i en lufthavn. Vi bliver nærmere irriteret over de andre, hvis de står foran i køerne eller stiller sig i vejen for os.
Men hvor gør vi så det? Hvor oplever vi at være sammen i et fællesskab med andre, som vi muligvis er dybt uenige med om mange ting, eller som måske er meget anderledes end os selv – men som vi alligevel kan være sammen med i et fællesskab. Hvad kan samle os som nation?
På stadion måske, når AGF eller landsholdet spiller, så er vi sammen om noget større. Noget der samler os. Når vi synger slagsangene, når nationalsangen lyder. Vi indgår i nogle ritualer, som gør os til et fællesskab lige der på stadion.
Men der er intet som i vores tid der kan samle os som nation og danskere, i al vores forskellighed som kongehuset. Det er ingen selvfølge at det er sådan, det er først og fremmest, fordi vi de sidste 52 år har haft en dronning, som har været uhyre dygtig til at samle os, og give os en fælles identitet som danskere.
At fastholde og forny fortællingen om at vi er bundet sammen af noget større, end alt det der skiller os politisk og kulturelt. Der er god grund til at vi som danskere, viser vores taknemmelighed overfor dronningen i de her dage.
Indimellem kan jeg godt blive lidt mismodig på fællesskabets vegne her i Danmark. Vi lever i en verden og i et land, som på mange måder bliver mere og mere polariseret.
Indimellem kan virkeligheden føles værre end i en lufthavn, hvor det mest er en ligegyldig åndløshed der hersker. I en lufthavn forholder vi os ikke til hinanden. Her ude i virkeligheden får åndløsheden og det manglende fællesskab, oftere udtryk som splittelse, manglende forståelse for de andre og en fjendtlig tone i diskussionerne.
Derfor er det så vigtigt med de steder, hvor vi kan møde hinanden og være sammen og lære hinanden at kende, selvom vi måske er rygende uenige om mange ting. Der er god grund til at værne om det der kan binde os sammen. Sproget, sangene, ritualerne, kongehuset, foreningslivet, folkeskolen, folkekirken og den frie og levende samtale. Den fælles ånd.
Grundtvig sagde det sådan her: “Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden”. Penge er den store drivkraft i verden, på samme måde, som ånden er det i menneskelivet, siger altså Grundtvig.
Ifølge den bibelske skabelsesberetning skabte Gud mennesket af jord. Men først, da han pustede sin egen livsånd i vores næsebor, blev vi levende væsener. Først da kom der liv i os til krop og sjæl – og liv mellem os og mellem Gud og os. Det er ånden der driver os mod hinanden og mod det der er større end os.
På dansk er vi så heldige at vi har det samme ord for ånd, både som det helt naturlige biologiske åndedræt, det som gør at vi trækker vejret og lever – og som et ord for Gud, sandhedens ånd, kærlighedens ånd, den hellige ånd, livets ånd eller livets kilde, som Jesus kalder ånden i dagens fortælling om den samaritanske kvinde ved Sykars brønd.
Fortællingen er også skrevet i en tid med polarisering og splittelse mellem jøder og samaritanere, i synet på religion, synet på mennesket, på forholdet mellem mænd og kvinder.
Og Jesus ser straks at kvinden tørster efter fællesskab og mening. Ikke bare vand, så hun kan overleve som en krop – men livets vand, så hun kan leve og få del i det fælles liv.
”Det vand, jeg vil give, skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”, siger Jesus.
Jesus ser at den samaritanske kvinde og alle vi andre, måske nok kan overleve i vores egen lille andedam – men ikke kan leve, uden at være en del af en sammenhæng, noget der er større, et sted hvor ånden kan få plads til at folde sig ud imellem os.
Jesus taler ikke om Gud, konge og fædreland. Jesus taler ikke om den nationale ånd, der kan binde os sammen som folk. Han taler om det helt grundlæggende, at alt ånd kommer fra Gud, udspringer af livets kilde og vælder med vand, eller pibler med vand der løber ud og skaber liv imellem os. Og uden ham bliver intet til, uden ham bliver alt goldt og meningsløst.
I den salme vi skal synge om lidt ”Alle mine kilder”, skildrer Grundtvig hvordan ordene er blevet til virkelighed ikke blot hos israelitterne, men også ved Jesu fødsel, ved Jesu egen dåb og vores dåb. Og til sidst ved genfødslen sker det igen, at det er Gud selv, der skaber det nye. Alle mine kilder skal være hos dig, siger Gud og lader ånden flyde fra døbefont og nadverbord og alle gode ord.
Ånden er den livskraft, Gud selv har indpustet i os. Ånden blæser hvorhen den vil og virker, som den vil. I sidste instans er al ånd Guds ånd.
På dansk er ånd og åndedræt sprogligt ens, og det gør det måske lettere at huske at Guds ånd er i selve livet og sproget og fællesskabet. Guds ånd er den der forbinder os med hinanden og med Gud selv.
Ånden kan få ligesom mange udtryk som vi er mennesker, men det er ånden der gør at vi alligevel har noget at være sammen om.
Og det var det der skete for kvinden den dag ved brønden. Hun blev overrislet med livets vand eller mødt af Jesus i den ånd, der får mennesker til at vokse og stå ved sig selv. Hun fik fortalt at også hun var et Guds barn. Hun så og anede, at der er noget her der er større end os selv, større og dybere og mere sandt end alle de forestillinger vi kan bygge op om hinanden, som høje mure.
Det er let for de fleste af os, tror jeg. At identificerer os med kvinden, der tørster. Ikke efter flere ting eller mere underholdning, men simpelthen tørster efter mening, efter sammenhæng, efter ægte fællesskab.
Og det er den mening og sammenhæng Jesus rækker til os. I dåben, i nadveren, i ånd og sandhed – så vi kan gå ud og høre til og ikke bare være for os selv, men være noget for andre.