Menu Luk

Dronningen inspirerer med sit punktum

Dronningen tog fusen på de fleste af os under sin nytårstale. På søndag overlader hun tronen til sin søn, Kronprins Frederik. Og siden hun sprang den nytårsbombe, har avisspalter og samtaler i frokostpausen været fyldt af analyser: Hvorfor nu? Hvor længe har hun vidst, at hun ville gøre det? Og hvordan bliver Frederik som konge? Jeg tror ikke, der er flere ledige synspunkter i den samtale, og jeg har ikke noget nyt at tilføje. Jeg er ligesom størstedelen af Danmarks befolkning bare fyldt med stor varme og respekt for Dronning Margrethes indsats for vores land. Jeg er også fyldt med respekt for hendes beslutning om at træde tilbage. Det har ikke været nogen nem beslutning. Det nemmeste ville have været at fortsætte. Dronning Margrethe nyder stor anerkendelse, og ingen ville have kritiseret hende for ikke længere at overkomme det samme, som hun kunne engang, som hun selv formulerede det. Hun kunne have ladet tiden gå og høstet roserne i sit livs efterår. I stedet sagde hun de efterhånden mange gange citerede ord: “Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning. Jeg overlader tronen til min søn, Kronprins Frederik.” Det er helt sikkert klogt og fornuftigt ud fra alle mulige forskellige parametre, men det er også en uselvisk beslutning og en flot kærlighedsgave til sin søn. Det ramte i hvert fald mig, der på årets sidste aften, at ligesom Dronningen har været inspirerende og indsigtsfuld i sit virke, så er hun det også her, hvor hun sætter sit punktum. Det er ikke nemt at sætte punktum for noget, man er glad for og god til, men det kan være det rigtige at gøre for at give andre plads til at folde sig ud. Det er ikke en generel opfordring til, at vi skal stoppe med at arbejde, smide alt, hvad vi har i hænderne, eller løbe fra vores ansvar. Slet ikke. Inspirationen ligger i det, der kræver at give afkald på noget for at give en anden plads.

Vi har ikke en trone og et kongerige at give videre, men vi kan være opmærksomme på, om vi i stort og småt giver plads til andre. Dronningen gav os noget at tænke over i sin nytårstale. Ikke alene med sit vanlige mod og evne til at tale til det bedste i os, til vores medmenneskelighed og vores fælles ansvar for at arbejde for fred og menneskelig værdighed. Hun gav os også noget at tænke over med sin beslutning om at træde tilbage. Er der også områder i vores liv, hvor det er tid til, at vi stopper, sætter punktum og giver plads til, at andre kan komme til? Det kunne være i en arbejdssammenhæng? Måske er der noget, vi skal trække os fra, for at vores kollega kan komme igennem med sine ideer? Det kunne være i familien? Måske er vores søn klar til at få mere ansvar? Eller er vores ægtefælle klemt, fordi vores egne interesser fylder for meget? Måske går vores selvrealisering ud over vores nærmeste?

Tomas Sjödin, en svensk præst, har skrevet en bog med den tankevækkende titel: ”Den, der finder sin plads, tager ikke en andens.” I moderne selvhjælpslitteratur vil man ofte finde referencer til oraklet i Delphi, hvor der over indgangen stod: ”Kend dig selv!” Pointen med at bruge den reference er selvfølgelig at hævde, at man allerede i oldtidens Grækenland var klar over den sandhed, som skulle bestå i, at et autentisk liv begynder og slutter med én selv. Men man overser ofte, at oraklet i Delphi var Apollons talerør. Apollon var i den græske mytologi gud for mådehold, og derfor betyder kend dig selv i den sammenhæng, at man skal kende sin begrænsning i forhold til guderne. At man skal forstå sin plads i det kosmiske hierarki. Den, der finder sin plads, tager ikke en andens. Jeg tror, det er det, det handler om, når der i Delphi stod: ”Kend dig selv”. At kende sin plads – at finde sin plads i tilværelsen. At vide, som Dronning Margrethe, hvornår det rigtige tidspunkt er til at sætte punktum og give plads til en anden. Det at finde sin plads handler ikke blot om at finde ud af, hvem man er, og hvad man brænder for, eller hvordan man bedst kan realisere egne ambitioner og drømme. Det handler også indimellem om at sætte punktum og give afkald.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.