10. søn eft trin / Luk 19,41-48
Jeg har mit tyngdepunkt hos dig
når verden triller hver sin vej
og rives op som fine bånd
du har os alle i din hånd
Sådan digter Simon Grotrian, og videre:
Med øreringe af cement
må andre være sig bekendt
og flette kroppe hid og did
i eksplosionerne af tid
og på min vægt og på mit fort
blir nådeøvelserne gjort
en sol går op, en anden ned
men helligdagen varer ved
I verden, der er kuglerund
og tipper nådigt i min mund
skal firmamentets stjerneglar
forbinde spørgere med svar
Og vore dage vides ud af
fællesskab og løftebrud
og eksplosionerne vi ser
vil atter dreje os i ler
For skabelsen var blot en spøg
og uvished går op i røg
men tung af alvor slår en fugl
imod dit store verdenshjul.
Digtet er en trosbekendelse. En tillidserklæring til Gud. Gud er ikke alene alfa og omega, skaber og livgiver. Gud er ikke alene kærlighedskraften eller Helligånden. Han er ikke alene, som solen, omdrejningspunktet i universet.
Nej han er den, der har forbundet sig med os. Den, hos hvem vi har vores tyngdepunkt. Jeg har mit tyngdepunkt hos dig/når verden triller hver sin vej. Vi kan have vores tyngdepunkt hos Gud, finde balancen i Guds nærvær – når alting om os ramler, når verden triller hver sin vej og vores hoved er så tungt af bekymringer, at det føles som om, der er cement i vores øreringe – så kan vi genfinde balancen, fordi vi kan have vores tyngdepunkt hos Gud.
Os der har gået til yoga og forsøgt os ud i diverse ret halsbrækkende stræk, ved hvor vigtigt tyngdepunktet er for balancen. Og det bliver udfordret når man går ud i yderpositioner – og uden at være opmærksom på tyngdepunktet, så falder man.
Jeg tror det er det samme Jesus gør opmærksom på, der på tempelpladsen. Jerusalem er i ubalance, ja på det tidspunkt Lukas har skrevet historien, er Jerusalem faktisk ødelagt. Jerusalem er faldet. Der har været så meget splid og ufred, der er blevet revet i byen, fra så mange sider, at den har mistet balancen. Den har ikke kunnet holde fast i sit tyngdepunkt. Tyngdepunktet eller fred, som Jesus kalder det.
”Vidste du blot, hvad der tjener til din fred”, siger han, for så var det ikke gået så galt. En by har brug for et tyngdepunkt, ligesom en krop, for at kunne holde balancen – og det tyngdepunkt er ifølge Jesus: fred.
En sjæl har også brug for et tyngdepunkt. En sjæl har også brug for fred. Når verden triller hver sin vej, eller når bekymringerne står i kø, når tanker og ambitioner og følelsen af præstationspres hober sig op, som boder på en markedsplads – så er der brug for en mental oprydning. Så er der brug for at nogen peger og siger: ”Se, hvad du har gjort ved din sjæl. Den er blevet en røverkule. Udsat for al verdens og egne overgreb og indgreb”
En sjæl har brug for fred.
Vi kender det godt som en længsel. Længslen efter fred i sjælen. Vi kan endda finde på at sige det: ”Jeg bliver nødt til at få fred i sjælen!” Når vi siger det sådan, så er det ofte forbundet med noget vi skal have vished om, noget vi har været bange for eller bekymret for. Det kan også være fordi vi har noget udestående med et andet menneske, en misforståelse eller en uenighed, eller noget der har brug for at blive tilgivet. ”Jeg bliver nødt til at få fred i sjælen”.
Indimellem er det ikke sådan lige, noget vi bare kan ordne selv. Vi kan være opmærksomme på det, opsøge det, træne os i at finde tyngdepunktet eller freden – gå steder hen hvor den er, rydde op i vores liv… men at få fred i sjælen, er ikke noget vi kan vinge af på vores to-do liste ligesom indkøb og årsregnskab.
Hvad tjener til din fred, spørger Jesus? Måske spørger han sådan, fordi han ved at vi ikke ville kunne svare på spørgsmål som: Hvordan får du fred? Eller hvornår har du fred? For sjælefred kan vi ikke sådan bestille eller ordne selv. Nej, han spørger: ”Hvad tjener til din fred?” og det tror jeg flere af os egentlig godt ved, men alligevel ofte har brug for at blive mindet om, fordi verden triller i alle retninger og vores sjæl pludselig kan være blevet fyldt af larmende markedsboder i stedet for fred.
Jeg tror de fleste af os godt ved, hvad der tjener til vores fred. Eller: Vi ved det som en længsel efter fred, måske. Vi har steder, måder og – hvis vi er heldige – mennesker der er gode at være og være sammen med, når sjælen har brug for fred.
Kirken er sådan et sted. Et sted, hvor vi kan finde tyngdepunktet hos Gud – Kirken er et sted der vil give os Guds fred.
Når kirkeklokken ringer, om morgenen og om aftenen og – til gudstjeneste, så er det det den minder os om. Ding dong, ding dong siger den, husk at din sjæl har brug for fred. Når vi hører klokkens kalden, bliver vi mindet om, at der er noget vi ikke selv kan nå, men som vi har brug for.
Verden triller i alle retninger, og vi gør alt hvad vi kan for at samle stumperne.
Vi vil gerne gøre det gode, både for hinanden og os selv, og det kan vi ikke altid.
Vi lover så meget, som vi ikke kan holde.
Vi vil stå fast, men vi glider i diskussioner og holdninger.
Vi vil leve, for alt i verden, men vi ved også at vi skal dø.
Vi skal leve, selvom verden triller og vi er omgivet af løftebrud og eksplosioner.
Vores hverdag og moderne liv, er ikke skruet sammen til give sjælen hvile eller fred. Aldrig har depression, stress, koncentrationsforstyrrelser og angst fyldt mere. Mange af os har nået grænsen for hvad vi kan klare. Mange af os kæmper med at finde tyngdepunktet og med at holde balancen i vores liv. Det er som om vores livsstil gør os syge, selvom det ikke skorter på tilbud der skulle kunne gøre os raske. Alligevel, er det sådan, at mange af os oplever at vores sjæl hungrer efter fred. Den fred, som vi ikke selv skal skabe – men som vi får. Hvad tjener til din fred? Spørger Jesus.
Det gør, får vi at vide, at besinde sig på det dobbelte kærlighedsbud – som vi kalder det, at elske Gud og næsten af hele sin sjæl.
Vi kan finde fred i kirken. Vi kan have vores tyngdepunkt hos Gud. Vi kan læne os tilbage i tillid til at vi lever i hans hånd, men også med bevidstheden om og viljen til at se, at vi ikke lever for os selv, men for hinanden.
Når kirkeklokkerne ringer ding dong, ding dong så kalder de os ind til gudstjeneste om søndagen. Til sjælens fred, til bøn, til salmesang, til nadver, til ord der kan leves på – men alle andre dage når kirkeklokkerne ringer ding dong, ding dong, så minder de os om at sjælens fred også indebærer forholdet til vores medmennesker.
Måske er vi blevet for optaget af os selv. Måske er vores sjæls markedsboder og røverkule, tanken om at vi lever for vores egen skyld.
At alt, hvad vi foretager os, er med os selv som centrum.
At vi skal have noget personligt ud af vores forhold til andre.
At alt, hvad vi gør, skal bedømmes ud fra, om vi kommer videre eller om vi får noget ud af det.
At vi bedømmer hvad der er rigtigt og hvad der er forkert alene ud fra hvad vi selv føler, og ikke hvad vores nærmeste føler – eller hvad der er godt for fællesskabet. Og så bliver det, der er tilbage, det, som jeg selv kan få ud af mit liv.
Jeg tror det er en overanstrengelse af sjælen. Jeg tror vi kan aflaste sjælen ved at have vores tyngdepunkt i Gud. Ved at tage imod hans invitation, når han siger: Kom til mig, alle I som er trætte og jeg vil give jer hvile. Jeg tror det der tjener til vores fred, det der kan give sjælen fred – er en daglig øvelse i at finde tyngdepunktet hos Gud, så vi kan holde balancen til at se vores medmennesker i øjnene. ”Jeg har mit tyngdepunkt hos dig / når verden triller hver sin vej / og rives op som fine bånd / du har os alle i din hånd”