Menu Luk

Krisevejen

1. søndag efter helligtrekonger

”For de fleste af os er familien noget af det vigtigste i vores liv. Vi følger hvordan vore børn udvikler sig, og hvordan de tager fat på tilværelsens udfordringer på hver deres måde. Vi glæder os, og vi bekymrer os, og vi vil så gerne, at det skal gå dem godt.”

sådan sagde Dronning Margrethe i sin nytårstale i år. Baggrunden for det tema, var selvfølgelig den konflikt med Prins Joachim og Prinsesse Marie, som vi alle sammen har været vidne til. Hun appellerede til vores forståelse, ved at henvise til, at der opstår uenigheder i alle familier. Det er sandt, og heldigvis, er det de færreste af os der ovenikøbet skal have udbasuneret vores familiestridigheder i avisen.

Hun rørte i hvert fald noget hos mig. For det er sandt, at for mange af os, er familien noget af det vigtigste. Og særligt som forældre, kan man bruge utrolig meget af sit liv på at bekymre sig om sine børn. Vi håber mere end noget andet at det vil gå dem godt. At de vil udvikle sig til at blive hele mennesker, der kan finde ud af at navigere mellem alle de valg de stilles overfor. Sådan har det altid været. Tror jeg. Men det i hvert fald ikke blevet mindre. Der er en stigende mistrivsel blandt børn og unge, og for os forældre, kan det være en kilde til stor magtesløshed at skulle finde ud af, at hjælpe dem på vej, på den rigtige måde. Dagligt at skulle finde balancen mellem at give slip og holde fast.

Noget af det der ikke har ændret sig over tid er, at teenageårene er en helt vildt forvirrende tid, hvor man skal løsrive sig fra sine forældre, og lære at stå på egne ben – og finde ud af hvem man er, hvad man er optaget af, hvad der giver mening for én og hvilke evner man har.

Det er ikke sådan noget man bliver færdig med. De fleste af os voksne, har perioder i vores liv, hvor vi bakser med det samme: Hvad længes vi efter, Hvad er værdifuldt, hvilken retning skal jeg vælge…. Men det er i teenageårene den bevægelse begynder for alvor. At man skal finde sin plads i tilværelsen.

Den her fortælling om den tolvårige Jesus i templet, rummer begge sider: Forældrenes bekymring og teenageren søgen efter mening. Begge parter er i en livskrise.

Nogen af jer er måske også i en eller anden form for krise nu. For det rammer os alle indimellem. Der er det særlige ved kriser, at det altid betyder forandring. Det er en overgang fra en tilstand til en anden. Der sker noget. Der er et skel mellem før og efter.

Maria og Josef lærer det særlige, at Jesus er Guds søn, og sat i verden med en særlig indsigt og opgave som hele verdens frelser. Men, de lærer også, som tusindvis af andre forældre, både før og efter dem, at nu har deres søn fået en alder, hvor det er tid til at give lidt slip og lade ham få sine egne erfaringer og udvikle sig i den retning der er hans.

Jesus lærer at han er Guds søn, og har en særlig opgave som hele verdens frelser. Men han lærer også, som tusindvis af unge, både før og efter ham, at nu må han gå sin egen vej. Nu må han finde ud af hvad der giver mening, hvad der er hans evner og kald her i tilværelsen.

På den måde bliver historien her om den tolvårige Jesus, endnu et udtryk for at Jesus ikke bare var Gud, men også menneske. Med alt hvad det indebærer af kriser. Det er det der gør vores kristne tro til noget helt særligt, at vi tror på en Gud, der kender vores menneskelige vilkår. Også kriserne.

Den første krise i et menneskes liv, er når vi bliver født! Fra en tryg og beskyttet tilværelse i mors liv, kommer vi ud i en ukendt og farlig verden, hvor intet er sikkert.

Og det er, som vi hører om i dag, en krise at gå fra at være barn til at være voksen. Igennem livet kommer vi til at opleve forskellige identitetskriser. Jeg tror egentlig førhen at jeg forestillede mig at det var noget man blev færdig med, når man var omkring de 30 og på en eller anden måde måske landet på sin hylde. Men sådan er det jo ikke. Fordi livet har det med at være mere sort-hvid når vi er unge. Når livet har haft tag i os, og erfaringerne bliver mere og mere brogede, så bliver vores livs kriser det også.

På kinesisk finder der et tegn for hvert ord og ikke for hvert bogstav. Det kinesiske tegn for krise består af to ord, som hver for sig betyder to forskellige ting. Men når de står sammen, betyder de krise. De to ord er ”fare” og ”ny mulighed”.  Tilsammen betyder de to ord ”Krise”. Fare og ny mulighed!

Det kan være utroligt anstrengende at befinde sig midt i en krise. Det at stå i en situation og vide, at der er noget man er nødt til at give afkald på, noget man er nødt til at forandre, noget man er nødt til at gå glip af eller glemme, for at kunne leve videre med den nye indsigt eller opgave man har fået.

Men det er også gennem krisen vi løftes videre ind i livet, sådan som det er muligt. At det er sådan, det ved vi godt. Tror jeg. Hvis vi hver især satte os ned for at tænke tilbage på vores livs veje og afveje, så tror jeg de fleste af os ville kunne pege på at det afgørende i vores liv, er vokset ud af en eller anden form for større eller mindre krise. Det er kriserne der forandrer os.

Maria og Josef var forandrede efter af have set Jesus i et nyt lys. Jesus var forandret, eller i hvert fald blevet bevidst om sin opgave, som Guds søn, efter mødet med teksterne i templet:

”Ved I ikke at jeg bør være hos min far?”, siger Jesus, og udvider familiebegrebet: Gud er Jesu far.

Og Jesus går ikke bare sine egne veje, men Guds veje. Eller Jesu vej er Guds vej – og allerede nu anes konturerne til en fremtid, det vil vise sig, at Jesus er lys og salt – og vejen, sandheden og livet. Han er langtfra bare sin egen. Han er vores frelse og liv.

Jesus lærer os også at kalde Gud for vores far, og det betyder at vores familiebegreb er udvidet. Vi er Guds børn – og ligesom Jesus var forpligtet ud over sig selv og sin egen lille familie, så er vi også forpligtet ud over vores eget.

Vi bør også være hos vores far. Hvad betyder det? Det betyder i hvert fald, at vi skal opføre os anderledes end den herreløse kat i Piet Heins grug:

Lille kat, lille kat, lille kat på vejen
Hvis er du? Hvis er du?
Jeg er sgu min egen.

Sådan er det i virkeligheden med alle katte. De kan ikke ejes. Modsat hunde, så gør de aldrig noget for at gøre deres ejere glade. De er der når de vil og ellers går de. Hunde løber altid deres ejere i møde og logrer med halen og hopper og springer af bar glæde over at være nogens. Katte kan spinde og smyge sig lidt op af ens ben, hvis de gider, men de kommer ikke bare sådan løbende når man kalder.

Piet Heins kat er også et billede på vi menneskers selvstændighedstrang, men i evangeliet hører vi, at vi netop ikke er vores egne – men Guds børn. Hvad betyder det?

At vi ikke er vores egne, men Guds børn, betyder ikke, at vi ikke skal gøre oprør og træffe vores egne valg/gå vores egne veje – men det betyder at Guds veje også må blive vores veje.

Det betyder at vi ikke bare er herreløse katte, der kan gøre hvad det passer os – men at vi er forpligtet og forbundet med hinanden på Guds vej.

Den fred og den forsoning og kraft, der ligger i at hvile i at vi er Guds børn – den har vi brug for igen og igen at få fortalt og tilsagt os, så det kan leve af den og dele den med hinanden.

At være Guds barn, er at have fået del i en kilde af vand. Indimellem skal vi stoppe op og læne os ind over kilden, spejle os i den og drikke af den og vaske os rene i den. Give os selv ro til at dvæle ved at kilden.

Det er feks. det vi gør når vi går til gudstjeneste

At gå til gudstjeneste er at få rakt ord og sakramenter til liv, at blive ”tanket op” både på sjæl og legeme og at blive skænket ny kærlighed, nye krav, nye kriser med den mulighed det giver os, for et nyt liv i Kristus.

Gud lader os ikke bare gå vores egne veje – han går med os, og kalder os til et liv der er større end vores eget – nemlig livet, som Guds børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.