4. søndag i advent
”Det hele handler ikke om dig”, sådan lyder overskriften på en bog jeg har købt i julegave til en god ven. Det slog mig at det måske kan misforstås.
Altså: det er jo ikke fordi jeg tænker om min ven at han i særlig grad er selvcentreret. Det er ment som et kollektivt eller generelt ”dig” – eller et ”os” om man vil.
Det er journalisten Niels Overgaard der har skrevet bogen ”Det hele handler ikke om dig” – som en introduktion til antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening.
Jeg har faktisk ikke selv læst den, men jeg er vild med titlen – og tænker at læse den, inden jeg pakker den ind. Det har man faktisk pligt til. Jeg vil jo ikke give min ven en bog, der ikke er værd at læse!
Jeg har læst mig til at Niels Overgaard fremhæver fem stoiske principper til moderne mennesker fx ”Selvdisciplin gør dig fri” – og altså det her: ”Det hele handler ikke om dig”
Stoicismens mest berømte person: Kejser Marcus Aurelius er nok mest kendt for at sige, at man skal være som en klippe – en klippe bølgerne bliver ved med at slå ind over, den står ubevægelig, og havets rasen falder stille omkring den. Altså: Hvad der end sker, så skal vi stå fast
Niels Overgaard er ikke den eneste der forsøger at pudse de antikke tanker af. I de her år vinder stoiske principper frem på bestsellerlisterne. Svend Brinkmann er en af de fremmeste fortalere for at tage stoiske principper op, ligesom de også ligger til grund for meget selvhjælpslitteratur.
Og jeg synes også at de stoiske tanker er et attraktivt alternativ til vor tids udviklingstrang og selvrealisering. Den vestlige verden har aldrig haft større velstand og frihed. Alligevel lever mange en stresset tilværelse med angst og depression. Og i vores higen efter selvrealisering i en verden af uendelige muligheder mister vi let meningen.
Hverken Niels Overgaard eller Brinkmann har et kristent udgangspunkt, og måske derfor kan deres tanker om et meningsfuldt liv med de stoiske principper, være til stor inspiration- men samtidig også forekomme lidt golde for et troende menneske. For stoicismen
er på mange måder lidenskabsløs.
Det er selvfølgelig lidt firkantet trukket op – men uden Gud, giver de stoiske principper om selvkontrol og accept af livets tildragelser, også en indbygget modvikle mod at engagere sig helt i livet og undgå smerten.
Johannes Døberen er langt fra lidenskabsløs. Han bliver beskrevet som en brændende og kompromisløs omvendelsesprædikant. Men ”Det hele handler ikke om dig”, kunne også være overskriften for dagens evangelium, for er det ikke det Johannes siger, da de udsendte præster spørger ham: Hvem er er du? Så siger han, ”Jeg er ikke Kristus”, ” Jeg er ikke Elias”, Han siger: ”Det handler ikke om mig – Jeg er bare én der råber i ørkenen: jævn Herrens vej”.
Hele tre gange fortæller Johannes, hvem han ikke er. Og siger samtidig noget afgørende om sig selv. Han er ikke Kristus. Han er ikke sin egen frelser. Han har ikke sit livs centrum i sig selv. Men han er, hvad han er for Gud.
Johannes
Døberen er en mærkelig skikkelse i fortællingen om Jesus. Han er fætteren, der
ikke er noget i sig selv. Han er den, der peger væk fra sig selv- og hen på
Jesus. Fortællingen kunne godt have fungeret uden ham. Han bidrager ikke
rigtigt med noget selvstændigt. Alligevel har generation efter generation
fundet det værd, også at huske Johannes Døberen.
Måske fordi vi som kristne kan og skal spejle os i netop ham. Når vi ser på
Johannes, bliver det så tydeligt, at vi skal huske, at det hele ikke handler om
os. At vi ikke er noget i kraft af os selv, men i kraft af vores forhold til
andre.
Vi bliver os selv ved at forholde os til de andre. Vi er mor og far, bror og søster, datter og søn, ægtefælle, nabo og ven. Det er ikke kun titler. Det er identitet. Det er bærende og retningsgivende for måden, vi lever på. Vi bliver dem, vi er, i relationer og vi er først og sidst, hvad vi er for Gud.
Johannes Døber pegede på Ham, som døber med vand og Helligånd til fællesskab med Gud og mennesker.
Ved dåben får vi også identitet. Vi er et Guds barn og hinandens søskende. Vi skal ikke bære vort eget liv men vi skal være med til at bære de andres, og evangeliet peger altid på den, der er udenfor. Den der har svært ved at stå fast og er ude af kontrol.
Dåben er at blive en del af det, som er større. Det er den glæde, Paulus taler om når han siger: ”Glæd jer altid i Herren”.
Paulus skriver
sit brev, da han sidder i fængsel. Her oplever Paulus, at glæde er at være
optaget af andet end sig selv. Det er når man erfarer sandheden i at det hele
ikke handler om os selv. Det er at tro, at når ingenting lykkes, når alt går i
sort, så er der noget ovenover eller under os, som repræsenterer en
fuldkommengørelse/en helhed/en mening, som vi hver især er en del af.
Det er den tro, vi døbes til. Ved døbefonten åbner himlen sig over den døbte,
og det himmelske er, at Gud gør, hvad vi ikke kan: retter det ødelagte liv og
gør det helt.
Det hele handler ikke om dig. Nej, men du er en del af et hele, en helhed, som kan bære – også når livet er smerteligt.
Vi glæder os i advent. Men hvad er det, vi glæder os til? ”Han er midt iblandt jer”, siger Johannes, lidt kryptisk. ”Men I kender ham ikke”. De ville heller ikke have været i stand til at udpege ham, hvis sko-rem Johannes ikke var værdig til at løse.
For han har set meget uanseelig ud. Han er det lille barn i krybben og den lidende mand på korset. Han er midt iblandt os. Men vi kender ham heller ikke altid.
Hvor meget vi end anstrenger os med indkøb og julehygge, finder vi ikke nødvendigvis glæden. Men glæden kan kende os – den kan finde os. Den kan indfinde sig, hvor vi mindst venter den som en uforklarlig tryghed og fred midt i al trængsel og alarm.
Vi kan lære meget af Johannes Døberen når det kommer til glæde. Den glæde der kan indfinde sig, når vi insisterer på at livet er større end os selv. At det hele ikke handler om os.
En digter siger: ”At søge glæde er at miste den: du skal søge pligten, så kommer den, som en engel.” – At søge glæde er at miste den: du skal søge pligten, som kommer den som en engel. Og engle de
kommer som regel bag på os!