Menu Luk

Barnlige sjæle

Sidste søndag i kirkeåret

Mere end hver 2. dansker forventer at kirken er synlig og til stede under kriser. Det viser en undersøgelse, som er blevet lavet om Folkekirkens nedlunkning i foråret, da smittetrykket var på sit højeste. Hver 2. dansker, det er alligevel ret mange, der har en forventning til at kirken kan noget særligt, også i 2020.

Der blev i foråret argumenteret med at man skulle prioritere at holde de dele af samfundet åbent, som det ville have størst menneskelige og økonomiske konsekvenser at lukke ned. Men Kirken blev altså lukket, og det var nok nødvendigt, men erfaringerne fra foråret og en undersøgelse som den her viser, at det at lukke kirken, når verden gør mest ondt – det strider mod alt det kirken står for. – og det vi forventer af den.

For netop i kirken kan vi mødes i det, vi ikke har magt over. Det der er ude af kontrol. Det der gør ondt, og det vi ikke kan gøre noget ved – men må komme til rette med, lære at leve med.

Gudstjenesten er på en måde en aflastningstjeneste.

Her kan vi komme med alt det der tynger os, alt det der gør os trætte. ”Kom til mig, siger Jesus, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Det kan vi nok have brug for at høre. Måske særligt i en tid, hvor vi er overophedede i vores forsøg på at få dagene hænge til sammen, uden egentlig at kunne være sammen.

Gudstjeneste er en aflastningstjeneste hver søndag. Nogle vil måske sige, som et tiltrængt helle midt i larm og travlhed, og alle hverdagens små og store bekymringer. Sådan kan man godt have det. At kirken er et pauserum. Men jeg tror det er mere dækkende at tænke på kirken som et optanke-rum.

Det er ikke bare et sted hvor tiden står stille eller går langsommere, det er ikke bare et ophold eller et frikvarter fra livet. Det er noget andet end det.

Kristus vil noget mere med os, end at give os en pause. Gudstjenesten er ikke et sted der trækker os ud af verden for at holde pause. Det er et sted, der trækker os op og sætter os ind, eller sender os ud i verden tanket op på tro, håb og kærlighed.

Kristentro er troen på, at Kristus er i os som livsmod og et liv der rækker ud over os selv, og indimellem bliver det også vores erfaring. Indimellem kan vi have det sådan, at vi går lidt lettere ud af kirkedøren igen. Altså at vi er lettere, når vi går ud, ind når vi går ind. Der sker noget med os.

Eller: det at vi får fortalt, at vi ikke er alene – gør at vi, skridt for skridt kan opleve at det går, at det går alligevel, selv når der er meget der ikke går – eller måske endda går ad helvede til.

Kristus bliver åbenbaret for umyndige, står der i dagens tekst – mens han er skjult for de vise og forstandige. Det er et underligt ord: Umyndige. Og Jesus siger altså at i forhold til ham, der skal vi stræbe efter at være som umyndige.

Det er godt nok svært at tænke den tanke til ende for os. For i alle andre forhold handler det om have myndighed, være myndige, – vi vil ikke umyndiggøres. Vi vil gerne tales til som myndige mennesker, vi vil gerne behandles som myndige mennesker. For med det at være myndig følger respekt og værdighed – men også ansvar. Og måske er det præcis ansvaret Jesus gerne vil lette os for. Ikke ansvaret for det der er vores metier – men ansvaret for det der er hans.

Det er svært – og måske er det næsten blevet sværere i vores tid, at være i den del af livet som er ude af vores hænder. Der er så meget vi kan styre i dag, der er så meget vi har kontrol over, så meget der kan helbredes og så meget der kan gøres. Vi har virkelig stor magt og myndighed.

Og når vi så rammer muren, eller bliver ramt af sygdom vi ikke kan helbrede, ulykker vi ikke kunne undgå – så er der mange af os, der er helt ude af træning med at være i det rum, hvor vi er umyndige og uden indflydelse. Der hvor vi nok har noget at skulle have sagt, men uanset hvad vi siger, så ændrer det ikke noget

Der er rum, steder og situationer i livet, hvor vi ikke kan bruge vores oplærte myndighed til noget som helst.

Og det er så udmattende og trættende at være der, og forsøge at løfte sig selv – eller løfte én der ikke vil løftes. Det er den træthed og den byrde og det åg, Jesus taler om, når han siger: ”Kom til mig, I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Bibelen 2020 oversætter ”umyndige” med ”barnlige sjæle”. Måske er det en tydeliggørelse for os, i forhold til at forstå hvad det vil sige.

For at Kristus kan vise sig for os, eller for at Kristus kan leve i os – så må vi være umyndige, så må vi være have barnlige sjæle. Men hvad er en barnlig sjæl?
– Det er måske én der tør at give sig hen til nuet og bare være i livet, som det er lige nu, uden at tænke to skridt frem og bekymre sig om, om det går det hele.
– Det er måske én der ikke flygter fra det der gør ondt, eller kompenserer ved at arbejde dobbelt så hårdt for at finde en løsning, på noget der ikke kan løses
– Det er måske én der ikke er bange for at vise svaghed og spørge om hjælp
– Det er måske én der helt instinktivt folder hænderne og beder til Gud

”Er der en voksen til stede”, spørger vi nogle gange, måske lidt i sjov, når nogle opfører sig meget umodent. … sådan kan man da nogle gange godt have det, når man ser hvordan det foregår på Christiansborg…

Men sandheden er at vi måske nogle gange er for mange voksne til stedet. Eller: i hvert fald at vi tror at man skal kunne klare det hele, hvis man er sådan rigtig voksen. Vi er toptrænede i at tage ansvar og finde løsninger og være myndige. Og det er godt, tænk sig hvis der ikke var nogen voksne til stede, men der er også sket en overophedning af hvad vi tror vi skal klare.  Måske simpelthen fordi vi har erfaret meget fremskridt i vores tid. Det går grundlæggende bedre for os, end det gjorde for vores forældre og for vores bedsteforældre.

Vi kan meget, men pludselig sker der noget, vi ikke kan gøre noget ved.
Vi får stress, vi bliver syge, vi oplever dødsfald, vi bliver forladt, vi kan ikke få børn, vi kan ikke finde kærligheden, vi har såret et andet menneske… og så står vi der, med alle vores voksen-skills og talenter, det hjælper ingenting.

Uanset hvad vi gør, så er vi kede af det, stressede, skyldige…  Den myndige, voksne sjæl graver sig længere og længere ned i et hul – den umyndige, barnlige sjæl siger: Hjælp mig! Hjælp mig Gud!

Der er en aflastning i at give slip på kontrollen og myndigheden og lægge sig i Guds hænder.

Det er sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag begynder vi på en frisk – på et nyt kirkeår, med første søndag i advent. I lige år bruger vi 2. tekstrække, og på søndag skal vi så i gang med første tekstrække igen. I løbet af et år er vi igennem ca. 65 evangelie-stykker – og det giver en stor variation i emner og problemstillinger, og har også den store fordel, at vi præster ikke forfalder til at på skift at prædike over vores fem yndlingstekster.

Der er en stor variation i teksterne, men det er altså det samme repertoire i en to-årig cyklus. Samme repertoire i hundredvis af år. Og den var altså ikke gået andre steder. Det kgl. Teater har også nogle traditioner – som Elverhøj, eller en af Holbergs komedier, men det gik ikke, hvis de kørte med nøjagtig de samme stykker årti efter årti. Eller, hvis biograferne bare vendte bøtten engang hvert andet år og kørte de samme film igen og igen. Det ville være en virkelig dårlig forretning.

Men i kirken er det de samme tekster, endda på bestemte dage i året. Det er det samme og det samme og det samme. ”Same proceduere as every year, James”
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.”

Det er de sidste ord der bliver sagt til os i dette kirkeår. ”Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Midt i alle forandringerne. Midt i alle omvæltningerne. Midt i alle bekymringerne. Midt i alle mulighederne, er der altså noget der ikke forandrer sig. Gud er den samme. Dåben er den samme. Evangeliet er det samme! Det er det samme evangelium – det samme gode budskab – om Guds rige som er kommet nær.

Det er Kristus i os! Må det giv os mod til at gå ud i livet, med den fred, at vi ikke skal bære det hele selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.