Skærtorsdag 2024
Det er sikkert bare i min familie det er sådan, men når vi mødes til kaffe eller påskefrokost, så kan samtalen godt køre lidt i ring.
Min bror er ved at bygge nyt skur. Det talte vi også om sidste gang vi var sammen. Min svigerinde er lidt irriteret på en hun arbejder sammen med. Det taler vi også om med jævne mellemrum.
Det er vel sådan det er med familie og tætte venner, at det kan være svært at blive ved med at overraske hinanden
Eller: Det hører med til det helt almindelige liv, at vi taler om helt almindelige ting, som overvejelser om nye spisestuestole eller en film vi lige har set.
Men måske er det også udtryk for mentalt dovenskab overfor vores nærmeste: Vi har været omkring det væsentligste igennem årene. Vi ved jo godt hvad hinanden mener politisk. Vi kender hinandens holdninger, udfordringer og drømme.
Eller: Det tror vi i hvert fald at vi gør – vi kender hinanden så godt, at vi holder op med at være nysgerrige og stille gode spørgsmål. Vi holder op med at give den anden mulighed for at fortælle os noget andet eller mere, end vi det vi troede vi vidste.
Når vi samles med familie og venner, så kan samtalen godt køre lidt i ring, enten fordi vi ikke gør os umage med give hinanden gode spørgsmål eller i det hele taget med at give noget af os selv til samtalen.
Men der kan også være andre grunde. Der kan være noget der låser samtalen. Gamle konflikter eller tabuer, som ligger og lurer lige under overfladen, og som gør samtalen ufri og overfladisk.
Jeg tror de fleste kender det med, at der er ting vi lader ligge, for husfredens skyld, men som på en eller anden måde komme til at fylde mere, fordi det ikke bliver nævnt med ord. For det der ikke bliver sagt med ord, har det med at komme ud på alle mulige andre måder.
Man kan sige meget om det påskemåltid Jesus og disciplene holdt, men forudsigeligt eller overfladisk – det var det ikke.
De var hinandens nærmeste, men der var ingen mental dovenskab over deres samtale. Deres samtale kørte ikke i ring. I hvert fald var der én omkring bordet, som var en forbilledlig ven.
Jesus var nysgerrig, åbenhjertig, overraskende og gav meget af sig selv til fællesskabet.
De talte ikke om havearbejde og almindeligheder. De talte heller ikke bare om maden, om hvor godt den smagte. Nej, Jesus gjorde noget andet: Han gav maden betydning. Han gav brødet og vinen mening.
Jesu sidste måltid med disciplene er gået over historien, som det måltid der giver mening til alle tider. Ikke pga. menuen og så alligevel. Brød og vin. Som vi også får i aften, og som vi får hver søndag.
Kristus deler brød og vin med os. Ikke bare ligesom han gjorde dengang, men han gør det igen og han gør det på ny. Det er et måltid der bryder tid og rum. Når vi samles, er det ikke bare et måltid der ligner deres, så er det en gentagelse af det samme måltid.
Men stemningen til det første måltid var anspændt. Den kan ikke have været andet. For Judas vidste med sig selv, at han ville komme til at forråde Jesus samme aften. Og det vidste Jesus også.
Jesus kunne med rette have frosset ham ude. Han kunne have undladt at invitere ham med, men han gjorde noget helt andet: Han hældte vand op i en balje og begyndte at vaske Judas´ og alle de andre disciples fødder.
Jesus så på sine venner, som han kendte så godt. Han kendte deres holdninger, deres udfordringer og drømme, men han vidste alligevel at der var mere at sige om dem. At de var mere værd end summen af det han vidste og kunne se – og så bøjede han sig for dem med den ydmyghed, der viser, at han tror at der i hver eneste af os, er noget særligt og elskeligt, som kan fremkaldes.
Alle disciplene har sikkert haft svært ved at være i den gestus. De var vant til at det skulle være omvendt. Ikke at den vigtigste i selskabet, ydmygede sig på den måde.
Men Peter sagde det højt og faldt på den måde igennem. Han kunne ikke finde ud af at tage imod den ydmyghed, fra en han satte så højt. Og Jesus satte ham på plads.
I kalder mig mester, sagde han – og det er sandt. Og nu har jeg vist jer hvordan I skal være over for hinanden. I skal tjene hinanden. I skal være noget for andre, give noget af jer selv. I skal vise den største ydmyghed overfor de allermindste iblandt jer.
Det er det helt særlige i kristendommen. At vi viser Gud ydmyghed, ved at møde hinanden med ydmyghed. Som Jesus gjorde. Han sagde: I skal vaske hinandens fødder! Og mente det – også – helt bogstaveligt, men i vores kultur, her i det blufærdige Nord, er der ikke rigtig nogen af os der har lyst til at få vasket fødder af andre end en professionel fodterapeut, måske.
Alligevel er det et stærkt billede for os. For vi forstår hvor langt vi må bøje os ned for den anden. Vi mærker instinktivt at vi ikke kan være sammen med andre mennesker, uden at det koster noget. Uden at vi må give noget af os selv for den andens skyld: vores opmærksomhed og omsorg.
At vaske den andens fødder, betyder at vi skal gøre alt hvad der står i vores magt for at få den anden til at føle sig værdsat og elsket.
Pave Frans sætter hvert år denne dag, meget konkret fokus på det forbillede som Jesus har vist os. Hvert år vasker han fødder på nogle af samfundets mindste. Ikke som et mediestunt, for det bliver ikke filmet. Ikke for at få likes eller følgere på de sociale medier, men for at forkynde betydningen af kristen ydmyghed.
Sidste år vaskede Pave Frans de indsattes fødder i et fængsel i Rom. ”Jeg knæler for hver enkelt af jer”, siger han, og vasker symbolsk 12 indsattes fødder. Otte af fangerne var katolikker, to muslimer, en ortodoks kristen og en buddhist. Fangerne var fra Italien, Filippinerne, Marokko, Colombia, Nigeria og Sierra Leone. Som et stærkt symbol på at Guds kærlighed er større end alt hvad vi mennesker har bygget op af religiøse og nationale grænser.
Hvis “konger, kejsere og statsoverhoveder” havde fulgt Jesus’ eksempel, så “havde vi ikke haft mange krige”, har Pave Frans sagt i forbindelse med fodvaskningsritualet. Jeg tror han har ret.
Det gør noget ved mennesker at røre hinanden.
Det ved pædagoger og lærere også. Derfor er det blevet almindelig praksis i de små klasser – en gang imellem – at lade børnene sidde i en rundkreds og give hinanden let massage. Filosofien er den, at den man rører ved, mobber man ikke. Jeg tror de har ret.
Det gør noget ved mennesker at røre hinanden.
Ikke bare fysisk, men også i overført betydning. Når vi mødes omkring påskebordet med familie eller venner, når vi er sat sammen med mennesker i en eller anden sammenhæng, så skylder vi at møde hinanden med ydmyghed og give hinanden opmærksomhed.
Berøre hinanden, være nysgerrige i forhold til hvad vi kan lære af de andre, lytte til deres historier og erfaringer, give noget af os selv, og give plads til at vi alle sammen føler os værdsatte. Vi må ikke lade hinanden uberørte.
Jesus viser os et eksempel, som skal modarbejde berøringsangst og fremme fællesskab. Og det kan vi ikke, så fuldt som Jesus, for vi er de mennesker der han deler brødet og vinen med. Vi er de mennesker der også har brug for at nogen giver os en chance til, og som har brug for at nogen værdsætter og berører os.
Det er det særlige ved det måltid, som Jesus giver os.
Ingen sidder højere til bords end andre. Når vi knæler her ved alteret, så er vi alle lige. Alle vores ideer om status og prestige, bliver ophævet, og vi må erkende at vi har vanskeligt ved at efterleve den samme åbenhed og ligeværdighed i vores fællesskab i øvrigt. Og derfor bliver måltidet her, også en forsmag på det vi længes efter: Brødet og vinen, som himmerigsmundfulde af det fuldkomne fællesskab i Guds Rige. Ikke som noget, der venter os ude i det blå, men som noget der tager sin begyndelse lige her – lige nu. Kristus vasker os rene med sin kærlighed, ligesom han vaskede skidtet af disciplenes fødder med vand.