Prædiken 2. søndag i advent
Luk. 21, 25-36
Maya-indianerne forudsagde at jorden går under 21. december 2012. Det er lige om lidt.
DR radio sender et underholdningsprogram den dag, de kalder ”Live fra jordens undergang” – og det er egentlig et meget godt billede på, hvor alvorligt vi tager det.
Der er mange religiøse grupper der op igennem historien har tolket på tidens tegn og fastsat jordens undergang, men vi er her endnu! Og for langt de fleste af os, fylder de der forudsigelser forsvindende lidt.
Men vi fascineres alligevel af tanken. Der er lavet helt vildt mange film over det tema. Katastrofefilm, hvor vi bevæger os lige mod afgrunden – men som altid ender lykkeligt, fordi katastrofen i sidste øjeblik bliver afværget af filmens superhelt.
Vi fascineres af katastrofer. Drages af dem. Det er derfor der bliver lange køer når der er sket et uheld på E45. Vi kan ikke lade være med at sætte farten ned for at se om vi kan få et glimt at katastrofen.
Vi drages af det destruktive. Det er derfor vi bliver ved med at besøge Auschwitz når vi er på ferie i Polen. Det er derfor Ground Zero er en turistmagnet. Det er derfor vi på den ene side ikke kan holde ud at høre om massakren på Utøja, og på den anden side ikke kan lade være.
Jeg tror ikke det er nyt at vi mennesker fascineres af katastrofer og drages af det destruktive, men det er måske alligevel blevet tydeligere eller har indtaget mere absurde former.
1. fordi medierne styrer hvad vi skal være optaget af, og de er dygtige til at bruge vores fascination og dragning mod ulykker og katastrofer, og disker op med en detaljerigdom, man ikke så tidligere.
2. fordi vores moderne liv, i højere grad er pakket ind i vat og bobleplast. Der er ikke mange af os, der til dagligt er i overhængende fare for at sulte ihjel eller miste livet pga. af vejret. Der er meget få af os, der lever i overhængende livsfare, som fx fiskerne på vestkysten gjorde tidligere.
Manglen på spænding i vores eget liv, får nogen til at lave udspring fra højt oppe i elastik, og andre til at gå i biografen og se katastrofefilm om ukendte sygdomsepidemier, globalopvarmning og jordskælv. Vi fascineres af katastrofer og drages af destruktion og ødelæggelse
Det er der ikke noget nyt i. Sådan er vi bare. Det er også derfor at de voldsomme begivenheder der forudses her hos Lukas har overlevet til i dag. De handler ikke om noget der skal ske engang. Det er begivenheder fra omkring den romersk-jødiske krig og templets ødelæggelse i år 70 der er beskrevet. En historisk tragedie der rystede hele landet. De var bange – ja, skrækslagne. Deres verden gik under.
De der fortællinger om undergang og død, dør aldrig. Men hvorfor står de egentlig så stærkt? Hvad bruger vi dem til? Måske bruger vi dem til at sætte livet i perspektiv. Forestillingen om verdens undergang er med til at fastholde forvandlingens mulighed. Og fastholde håbets stemme der forkynder: ”Se, jeg gør alting nyt!”.
Vi kan ikke undvære forestillingen om verdens undergang, men vi skal på den anden side heller ikke svælge i den eller lege med tanken om hvornår det sker, og hvordan det sker. Men vi kan bruge forestillingen til at kaste lys og opmærksomhed ind over tiden. Over vores NU. Og over den lille verden – vores verden, der indimellem går under.
For en verden kan gå under på mange planer. Når et menneske dør, er der en verden der går under, for ethvert menneske bærer en del af verden med sig.
Os der har mistet én der stod os nær, har følt det på egen krop: Verden går under.
Os der er blevet forladt af én som vi elskede, har mærket det: Verden går under.
Os der har mistet et job, et livsgrundlag eller en livsdrøm, har oplevet det: Verden går under.
Os der blev ramt af svær sygdom eller depression har erfaret det: Verden går under!
Os der pludselig er blevet ramt ved en ulykke, har opdaget det: Verden går under.
En verden kan under på mange planer. Og de færreste af os undgår at verden går under én eller flere gange i løbet af vores liv.
Evangeliet hævder, at verdens undergang i virkeligheden er verdens overgang. At når vi står der og ser ind i mørket eller ud over afgrunden, så står vi ”foran menneskesønnen”, og det betyder, at Han står mellem mig og tomheden. Han står mellem mig og ensomheden. Han står mellem mig og ødelæggelsen. Og det er også en erfaring mange af os har. Nemlig, at verdens undergang bliver verdens overgang. Det liv vi lever nu, er anderledes end det vi levede før. Men det er et liv. Måske endda et godt liv.
Der er en særlig kraft ved det liv, der fortsætter rundt omkring én: det liv, som man føler sig udenfor, når ens verden går under, men som er så stærkt, at man ikke kan undslå sig, og som hiver én ind til nyt liv. Det er forvandlingen. Det er overgangen. Det er håbets stemme, der virker, når den lover: ”Se, jeg gør alting nyt!”.
Hvordan forholder vi os til det, når noget truer vores verden? Både den store vide verden og vores egen lille verden? Hvordan forholder vi os til det? Der er grundlæggende to veje at gå. Frygtens og håbets!
Frygten er det der ligger først for. Vi drages af det og der spilles ihærdigt på det fra alle sider: Frygten for fortabelse, frygten for klimakatastrofer, frygten for finanskrisen, Islamisering, globalopvarmning, livsstilssygdomme, afvikling af velfærdsstaten osv. osv. Der er meget vi kan frygte. Det er sådan set kun fantasien der sætter grænser for frygten.
Der er meget vi kan have grund til at frygte, men frygt er aldrig nogen god vej. Enten kommer vi til at frygte det forkerte og bliver fastholdt i det der er velkendt alene, fordi det er velkendt. Eller vi står stille, lammede af apati og magtesløshed. Der springer ikke nyt liv ud af frygt. Aldrig nogensinde.
Der er en anden vej end frygtens, når man står overfor det der truer éns verden. Det er håbets vej. Og det gælder både i det store og i det små.
Op igennem historien har der været håbs fyrtårne. Mennesker som er gået forrest i kampen mod uretfærdighed og frygt. Sådan et menneske er Desmond Tutu. For mange er Tuto blevet et håbets fyrtårn, fordi han inspirerer os til at holde hovedet koldt og hjertet varmt i en tid præget af mange nye trusler. Han har om nogen holdt fast i opfattelsen af, at ethvert mennesker er skabt i Guds billede – og kæmper til stadighed for menneskers ret til at leve et liv uden frygt, fattigdom og undertrykkelse. Han har stået i i spidsen for kirkernes ikke-voldelige kamp for frihed og retfærdighed i Sydafrika i mange mange år.
Tutus håb for fremtiden og for os, er altid begrundet i Guds håb. Han skriver et sted:
”Derfor kan vi ranke os og holde hovedet højt. Vi undskylder ikke vores eksistens. Gud begik ikke en fejltagelse ved at skabe os. Vores Gud hører. Vores Gud nærer omsorg. Vores Gud ved, og vores Gud vil komme ned for at udfri sit folk hvor som helst. Hvornår vil denne udfrielse fra undertrykkelse, fra sult og fra krig ske? I dag? Måske ikke i dag. I morgen? Måske ikke i morgen. Men Gud vil gøre sin drøm til virkelighed igennem os. For vi er hans partnere. Vi er dem, han har sendt til at udfri de undertrykte, til at brødføde de sulte og til at give de hjemløse husly. Vi vil vende vores sorgfuldhed til beslutsomhed, vores fortvivlelse til fasthed.”
Tutu planter et håb. Og håb giver handlekraft, frygtløshed og livsmod. Det er det samme Jesus gør her i sin vision om verdens undergang. Han taler til håbet, ikke til frygten. Og verdens undergang, bliver verdens overgang til noget nyt.
Lad os bruge denne adventstid til at tage afsked med det i vores liv der må gå under, for at nyt liv kan komme til. Lad os give plads til at håbets stemme kan forkynde til os: ”Se, jeg gør alting nyt!”