3. søndag efter trinitatis
Hvad er et værdigt liv? Hvad er en værdig død? Er det et liv og en død uden lidelse og smerte? Et liv der giver mening? Hvad er det, der giver et menneske dets værdighed?
En kvinde taber en mønt, endevender hele huset for at finde den. Det er egentlig ikke fordi hun mangler penge. Hun har kun tabt en mønt ud af 10. Alligevel helmer hun ikke før hun finder den. Hvad er den værd? Objektivt set ikke alverden, og derfor er det også lidt komisk -eller i hvert fald alt for galt- at hun i glæde over at have fundet den, inviterer alle sine veninder og nabokoner til at være med til at fejre det. Det har ikke været helt gratis. Det har nok kostet mere end den ene mønt. Det har ikke kunnet betale sig, sådan hvis man betragter det ud for at fornuft synspunkt. At hun blev så glad over at have fundet den mønt, er helt ude af proportioner – og vi forstår at hun prioriterer sit liv, ikke ud fra hvad der kan betale sig – men ud fra hvor glæden findes. Og glæden den finder hun i ikke at lade noget gå til spilde. Glæden finder hun i ikke at være ligeglad med, at noget er tabt på gulvet.
En mand mister et får og går ud og leder og insisterer på at blive ved indtil han finder det igen – selvom man skulle tro at han havde rigeligt i de 99 han har tilbage. Jesus spørger: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” og jeg ville ønske jeg kunne svare: Jo, helt sikkert! Men det er jeg da egentlig ikke så sikker på.
Det er ikke en umiddelbart fornuftig prioritering. Ville vi ikke nærmere tænke at det ikke kunne betale sig at spilde tid på at lede efter et enkelt får.
Måske ville vi lave en hurtig risikovurdering, og komme frem til, at der var for lille sandsynlighed for at vi ville få succes med at finde fåret. Og at vi ville komme til at bruge for meget tid på det, I forhold til dets værdi.
Vi ville nok nærmere komme frem til, at det ikke var indsatsen værd. Sige: Hvor der handles der spildes, og satse på de 99 sikre kort. Men altså: denne mand prioriterer ikke sit liv, ikke ud fra hvad der kan betale sig – men ud fra hvor glæden findes. Og glæden den finder han i vise ekstra omsorg for det får der er blevet væk. Det får, får en særlig plads i hans hjerte. Han finder glæde i det får, som han må gå en ekstra mil, for at passe på.
En kvinde prioriterer at bruge tid på at finde en sølle mønt der er blevet væk, selvom hun ikke har brug for den. En mand prioriterer at kaste sig ud i en tvivlsom eftersøgning efter et enkelt får, som objektivt set hverken gør fra eller til, fordi han har så mange andre. Fælles for dem er deres glæde over at de fandt hvad de ledte efter. Og måske var glæden særlig stor, fordi de ikke gik den letteste vej og fordi glæden altid bliver større af at kunne dele den med andre.
Jesus fortæller den her historie, for at sige noget om hvordan Guds rige er. At det er der hvor ingen og intet er tabt på gulvet og der hvor glæden findes og deles.
Det er der noget trøsterigt i, især når man føler sig fortabt. At kunne tro på og have tillid til, at Gud aldrig lader nogen af os – sine menneskebørn, blive væk. Der er ingen af os der bliver kastet ud med badevandet, ingen der bliver fundet ligegyldige eller uværdige til livet.
Og derfor står den her fortælling om manden med fårene så stærkt. Det føles trygt at vide, at vi ikke kan blive væk for Gud, at selv de mindste af os har stor værdi – og at han vil bære os – om nødvendigt- hvis det er blevet for mørkt og ufremkommeligt, til at vi kan gå selv. Det gør ikke et menneske uværdigt at det er svagt, skrøbeligt og sårbart. Værdigheden ligger i et hvert menneske, som en gudbilledlighed.
Men det er også en historie der handler om det vi med et moderne ord vil kalde for – et bæredygtigt liv. Og vi opfordres til at drage omsorg for – og passe på det vi har. Vise at værdigheden ligger i os, som en forpligtelse til også at huske andres værdighed og værdi. En historie der kan inspirere os til at prioritere bæredygtighed og værdighed, fremfor at lade os styre af hvad der kan betale sig.
Glæden findes ikke i nærigt at vende hver en krone, men den findes der, hvor vi giver hinanden værdighed og generøst deler glæde og liv med hinanden.
Påstanden i denne fortælling er, at glæden ikke findes i ligegyldigheden, men i forpligtetheden og omsorgen for andre mennesker. Hvis vi bliver ligeglade med vores medmennesker, eller begynder at skelne mellem hvem der har værdi og hvem der ikke har. Så er vi på vej væk fra glæden, så er vi selv på vej til at blive væk.
Hvad er et værdigt liv? Handler det om de fysiske forhold? Om fritagelse for sygdom og lidelse, om fællesskab med andre, om lykke, om kærlighed? Om funktionsværdi, livskvalitet, respekt, selvkontrol, uafhængighed, god økonomi, gode boligforhold, meningsfuldt arbejde?
Eller handler det måske nærmere om selvrespekt, anstændighed, en særlig måde at behandle sig selv og andre på, en særlig måde at forholde sig til livets gave på?
I disse uger diskuterer vi værdighed i forhold til det døende menneske. Hvad er en værdig død? På Folkemødet på Bornholm åbnede statsministeren for en positive indstilling til at se på, om vi skal lade os inspirere af lande som Holland, hvor Aktiv Dødshjælp har været legaliseret i flere år.
Det er ikke nogen nem diskussion, og mange af os kender måske nogen, som havde en smertefuld og langstrakt sygdom og død. For hvem vi til sidst ikke kunne andet end at være der, og bede Gud om at det lidelsesfulde liv dog snart måtte få en ende. Det enkelte menneske der ønsker at dø, vil altid være i en situation med alvorlig smerte både hos den døende og de efterladte. Men er det nødvendigvis uværdigt?
Jeg mener det er en helt forkert vej, som samfund at gå, at legalisere retten til aktiv dødshjælp. Jeg er bange for at en legalisering og ret til aktiv dødshjælp vil true vores syn på både livet, døden og hinanden. Ikke at jeg ikke kan forstå, at man som menneske kan få det sådan, at man ikke længere synes livet har nogen værdighed eller nogen udsigt. Men måske netop derfor skal vi som samfund tage det ansvar på os og fastholde livets ukrænkelige værdighed.
Hvis vi åbner for aktiv dødshjælp som mulighed, selvom det naturligvis vil være frivilligt at benytte sig af den, så vil vi ikke kunne undgå at skulle forholde os til muligheden, både for os selv, vores kære – ja, for alle mennesker omkring os. Og det, mener jeg, er dybt alvorligt og problematisk.
Når vi taler om hvad der er en værdig og uværdig død, et værdigt og uværdigt liv, så kan det betyde et skred i vores møde med livets og dødens smerte. Det kan fratage os lov til at være svage, plejekrævende, hensygnende, gamle, besværlige, kæmpende, bange og sårbare – eller bare meget langsomt døende.
Hvad vil det gøre ved os at skulle være alvorligt syge og døende med bevidstheden om at vi selv har valgt være her? Vil vi pålægge omgivelserne, at vi ligger dem til last, når vi har muligheden for at kunne ændre det? Måske vil man blive presset til at tænke, at man vil lette sine kære fra den byrde et er at skulle være i smerten og være vidne til lidelsen?
Men, det er et sygdomsramt samfund, der ikke levner rum for smerten og svagheden. Ja, sygdom og død kan være hårdt og smertefuldt, men det kalder også noget af det fineste og dybeste frem i vores nære og kære, og i vores samfund, når vi er prisgivet omsorg fra andre.
Vi risikerer at dømme hinandens liv som værdiløst, når vi anerkender det ene menneskes handicap som grund til at slå det menneske ihjel, mens et andet med samme handicap klynger sig til livet og ønsker vores hjælp til netop det.
Vi risikerer at tage beslutningen om at få afsluttet livet, på et tidspunkt hvor alt synes meningsløst, måske efter en voldsom ulykke – hvor det senere kunne vise sig, at livet faktisk kunne blive meningsfyldt på en ny måde.
Et værdigt liv er ikke et liv uden lidelse og frygtelige traumer. Et værdigt liv er måske først og fremmest et liv, der bliver værdig-et og værd-sat. Et liv der bliver behandlet med værdighed. Et liv, som bliver set som noget værdifuldt og umisteligt.
Et værdigt liv er ikke nødvendigvis et let liv og en værdig død er ikke nødvendigvis nogen let død, men vi kan være med til at vise hinanden værdighed, ved at insistere på at den er der – et eller andet sted. Som kvinden der leder efter en mønt. Som manden der leder efter et får.
Det føles trygt at vide, at vi ikke kan blive væk for Gud, at selv de mindste af os har stor værdi – og at han vil bære os – om nødvendigt- hvis det er blevet for mørkt og ufremkommeligt, til at vi kan gå selv. Vores værdighed er ikke betinget at hvad vi kan eller ikke kan, men i at vi er til.
Inspireret af klumme på kirke.dk af Ulla Morre Bistrup