Kristi Himmelfartsdag 2010
Den afgåede Biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, gjorde sig for nogle år tilbage til talsmand for at vi skulle spise fisk i Pinsen, ud fra tanken om at vi husker med maven, og at Jul og Påske er mere konkrete for os, bl.a. fordi der knytter sig nogle madtraditioner til.
Vi spiser and og risengrød til Jul, og lammesteg og æg til påske. Om projektet lykkedes tror jeg ikke der er lavet nogen undersøgelser på, men tanken er god nok.
Når det kommer til Kristi himmelfartsdag er det spørgsmålet om fisk ville kunne rede den manglende folkelige forankring. Jeg tvivler. Der er mig bekendt ingen traditioner forbundet med i dag – i hvert fald ikke nogen der har fået sit folkelige gennembrud.
Og det er nok et problem, i hvert fald tror jeg Kristi himmelfartsdag for de fleste mennesker er en lidt hemmelig højtid uden den store betydning. Og det er synd for teologisk og kristeligt har den stor betydning.
Billedkunsten har bidraget med mange morsomme forslag til, hvordan det foregik da Jesu for til himmels. Ikke så få altertavler har et par fødder der er på vej til at forsvinde op i luften og ud af billedet. Og der bliver også sagt mange platte vittigheder om Kristi flyvefart, som ikke bidrager positivt til en forståelse af hvor væsentlig Kristi himmelfartsdag egentlig er.
For det første er himlen ikke en lokalitet ude i rummet.
Man kan sende raketter og rumskibe til månen, men ikke til himlen – himlen er ikke et sted.
Men hvad er himlen så? Allerede der opstår der problemer, for vi mangler ord når vi skal beskrive hvad himlen er. Den menneskelige erkendelse af begrænset af begreber som tid og sted og mål og vægt og rum og afstande.
Inden for de rammer har vi lettere ved at forklare os, men når det kommer til Himlen, er vi i bogstaveligste forstand på Herrens mark. For med himlen (altså i kristen forstand) er alt anderledes.
Himlen er, som Paulus siger, ”hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskers hjerte.” Måske kan man sige at himlen er Guds usynlige verden.
Jesus fløj altså ikke op i luften – op over skyerne – vi skal ikke forestille os en rumfart eller luftfart. Han gik over i Guds usynlige verden.
Himmelfarten består i at han vendte tilbage til Gud. Han var udgået fra Gud, og nu vendte han tilbage til Gud. Sådan kan vi forsøge at udtykke det – men det er klart vanskeligt at holde fast, fordi det er billedløst.
Vi har svært ved at fastholde det der ligger uden for tid og rum og mål og vægt – og det er nok også derfor at det tit er gået galt i billedkunsten, når man ser Jesus svære et par meter oppe i luften, omgivet af jublende engle. Her har man forsøgt at presse begivenheden ind, så den passer i vores begrebsapparat.
De nytestamentlige beretninger er faktisk anderledes sobre.
I læsningen fra Apostlenes Gerninger har vi lige hørt, at Jesus blev ”løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne.” – mere står der faktisk ikke.
I Markusevangeliet står der han ”blev taget op til himlen, og satte sig ved Guds højre hånd.” Kort og kontant.
Og Lukas Evangeliet fortæller, at ”han tog dem med ud af Jerusalem, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. I det han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til Himlen.” Mere står der faktisk ikke.
Ja, der er en forestilling om Himlen, som noget ”deroppe”, men det ville også være mærkeligt andet når man tænker på at ordene er 2000 år gamle – men tanken om himlen som et sted er ikke udpenslet, så de stjæler billedet for at teksten handler om afsked og velsignelse.
Kristi himmelfarts dag burde måske ændre navn, for den handler ikke om at Jesus flyver ud i rummet, men om at han tager afsked med løftet om, at han – den fraværende – nu fremover vil være nærværende ved Helligånden.
Kristus, der tidligere var begrænset af tid og sted, kan nu være nærværende overalt. Det er hovedbudskabet i dag.
Når vi taler om himlen – og det skal vi jo blive ved med at gøre, fordi det trods alt er et af de bedste billeder på Guds usynlige verden – så skal vi bare gøre det med åbne øjne for at himlen ikke er et konkret sted i rummet.
”Hvorfor står i og ser mod himlen?”, spørger englene disciplene umiddelbart efter at Jesus har forladt dem. ”Hvorfor står I og ser op mod himlen?” – Underforstået det er ikke der I får Jesus at se igen. I skal se på hinanden i stedet, se livet i øjnene, se hvor der er brug for jer og se ud over jer selv.
Jesus er taget hjem til Gud, som han er udgået fra. Kristi Himmelfart er en “ud og hjem-historie”: Fra jorden og hjem til himlen. Og som alle gode historier, så ender den fuldstændig åbent med et “fortsættelse følger”, for der er intet så åbent som himlen.
Så selvom Jesus opfarer til himlen, så ligger der i kristendommen, at han kommer igen. Himlen er åben og vi har brug for bevidstheden om at der er en himmel over os, en åbenhed, en Gud der omslutter os.
Kristi himmelfartsdag er en opløftende fortælling. Det demonstreres at livet har horisont, og at Gud er universel – og han måtte løftes ud af vores konkrete verden, for at kunne være himmelsk nærværende hos hver enkelt af os.
Hvor er himlen? Hvordan skal vi forstå Guds usynlige verden? Hvordan skal vi forstå hvad himlen er, Bruno Rasmussen har givet et bud på det i en nyere salme:
Himlen er ikke et sted i det fjerne.
Himlen er ikke blot til, når vi dør,
Himlen er ikke gemt bort bag en stjerne,
Himlen er dér, hvor vi tvivler og spø’r.
Himlen er dér, hvor Gud er nær.
Himlen er dér, hvor det tabte bli’r fundet,
dér hvor der svares på skrig og på råb,
dér hvor den knugende angst er forsvundet,
dér hvor fortvivlelsen ændres til håb.
Himlen er dér, hvor Gud er nær.
Himlen er dér, hvor Vorherre forkynder:
Straf sku’ du ha’, du får lov at gå fri.
Dér bli’r der glæde, og livet begynder,
frygten for helvedes hævn er forbi.
Himlen er dér, hvor Gud er nær.
Himlen er evig og altid på færde,
Himlen er nær i det daglige brød,
bryder den magt, der gør tingene værre,
bryder den dystre og djævelske død.
Himlen er dér, hvor Gud er nær.
Det fantastiske ved kristendommen er, at den himmelske Gud, som kunne tænkes at være en fjern størrelse, er kommet os nær i Kristus. Det er det ypperste billede på, at det himmelske og det jordiske hænger sammen.
Uden ånd klasker alt sammen som en karklud.
I den store kristendomsfortælling går der først en bevægelse fra korset og ind i graven, som synes håbløs og totalt lukket. Men så kommer bevægelsen til Himlen, som vi ser til påske og Kristi himmelfartsdag.
Vi er altså midt i en bevægelse, hvor Kristi himmelfart er en mellemstation på vejen til pinsen, hvor det der sker, er, at ånden fra himlen går i kødet på nogle mennesker, og alt lukker sig op og ordene får vinger.
Billedlig talt er himlen det der gør, at vi over os har en åbenhed, så vi ikke er spærret inde. At vi har et rum omkring os og foran os. Himlen er, at der er fremtid. Og himlen er at der er mere at sige end det, vi kan sige os selv.
”Farvel – eller på gensyn, siger Kristus i dag – jeg kommer igen på den yderste dag, imellem tiden sender jeg Helligånden og I skal lade være med at stå og glo op i himlen, mens I venter. I skal ikke leve livet med himmelvendte øjne, men rette blikket mod hinanden.”
Inden Kristus forlader disciplene, lyser han sin velsignelse og det er helt afgørende for os. For det betyder at vi lever vores liv under hans velsignelse. Men hvad vil det egentlig sige? Hvad betyder Guds velsignelse?
Et eventyr slutter næste altid med et “-og de levede lykkeligt til deres dages ende” men det betyder jo ikke at prinsernes og prinsessernes liv er slut, -det skal måske netop til at begynde, fordi de nu har gået så grueligt meget igennem og gennem dette netop har fået en erfaring og viden med sig, der gør at de kan leve livet lykkeligt.
Lidt ligesom til en gudstjeneste. Til allersidst i enhver gudstjeneste lyser præsten velsignelsen. Ikke med ordlyden fra eventyret: må I leve lykkeligt til jeres dags ende… og dog!
Den lyder sådan ”Herren velsigne dig og bevare dig”.
Vi velsigner ikke længere hinanden. Og det er kun de færreste, der ønsker hinanden Guds velsignelse. Velsignelsen er gledet ud af vores daglige sprog.
Når jeg skal forklare børn hvad Guds velsignelse er, fortæller jeg dem at det er et knus fra Gud. Det forstår børnene, men vi vil nok gerne have os frabedt en krammer fra Gud. Det bliver lidt for plat og lidt for småt.
Men billedligt er det ikke helt ved siden af. At få Guds velsignelse kan være at få et lykkeligt liv, men det er ikke det samme som at få et gnidningsfrit og problemfrit liv uden smerte og modgang. For uanset hvor godt vores liv former sig, så følger adskillelse, angst og død.
Guds velsignelse er et løfte om at Gud går med os på vores vej. At han er ved vores side, både når livet er let og når det er tungt.
At tro på det giver en bevidsthed om, at ikke alting her i livet er min skyld og mit ansvar. Jeg er ikke selv herre over mit liv. Jeg bestemmer ikke over vejret, sygdom, kærligheden og meget meget andet. Alt det væsentlige i livet magter vi ikke at bestemme over. Men i alt det der sker mig, er Gud med alle dage indtil verdens ende.
Og troen på Guds velsignelse, nærvær og omsorg giver os frimodighed til at vende blikket ud i verden og mod hinanden. Det giver os mod til at leve og ånde frit under en åben himmel. Og i dag forkyndes det, at trods fysisk afstand, så er Kristus nærværende tilstede hos hver enkelt af os.