Troens udtryk

Trinitatis søndag / Joh 3,1-15

Jeg tror vi der sidder her i kirken i dag, har fundet hertil af mange forskellige veje, og at hvis vi nu ændrede formen på prædikenen i dag, så det ikke var mig der skulle sige det hele – men at vi i stedet alle sammen skulle fortælle hvordan vores tro er, hvordan vi er kommet til tro, hvilke veje vi har gået, hvem der gav os troen og hvordan vores tro har ændret sig igennem livet – Så tror jeg vi ville komme til at høre rigtig mange forskellige slags historier.

Selvfølgelig vil det betyde noget for vores tilgang til kristentro, om vi har fået den som barn eller først senere i livet som voksen. Det betyder også noget, hvem vi er som mennesker i øvrigt og hvem der har fortalt os om kristendom, og hvad vi har hørt.

Selv har jeg fået kristentroen, som barn. Jeg er døbt, da jeg var ca. lige så lille som N. Mine forældre har bedt aftenbøn, læst Bibelhistorie og sunget med mig. De har også taget mig med i kirke og ladet mig forstå fra jeg var helt lille, at den kristne tro var af afgørende betydning for deres liv. Som barn tænkte jeg selvfølgelig ikke så meget over det. Det var bare sådan det var med tro, i min familie. Man skal have en vis alder før man bliver opmærksom på at man også kan tænke, tro og leve anderledes end man selv gør.

Når jeg tænker på min barndom, så er troen ikke forbundet med noget kompliceret og svært. Den er forbundet med tryghed og ritualer. Jeg stillede ikke spørgsmål til at vi sang salmer og bad og gik i kirke. Jeg problematiserede det ikke. Forbandt det måske nogle gange med noget kedeligt og langtrukket, men ikke med noget dårligt. Og heller ikke med noget der var svært. Jeg havde ikke svært ved at tro som barn, men jeg havde nok heller ikke rigtig forholdt mig til at man kunne andet. Jeg havde min barnetro, og den passede mine forældre godt på ikke at tage fra mig eller ødelægge.

Men som jeg blev ældre, kom spørgsmålene, og jeg kunne ikke rigtig længere bruge mine forældre til så meget i forhold til tro. Sådan er det jo, ikke bare med tro – sådan er det med alting. Når man bliver omkring 12 år, så begynder man er vende sig mod sine venner i stedet. Jeg kom i sådan en kirkelig ungdomsklub sammen med flere af mine venner, og her diskuterede vi helt vildt. Alt muligt. Hvordan kan man forstå at Gud har skabt verden? Hvordan kan man forstå opstandelsen? Hvad kan vi bruge Bibelen til? Er der nogle ting man skal gøre, og nogle ting man ikke må gøre, når man er kristen. Alt sådan noget. Etiske spørgsmål om genteknologi, og om Gud mon mente noget særligt om hvem man måtte kysse. Vi diskuterede og diskuterede. Vi havde også indimellem, sådan nogle ungdomsgudstjenester, hvor vi sang og tændte lys og hvor der var en ro og en skønhed, som jeg ikke fandt andre steder – og som jeg følte mig hjemme i. Troen var i de år, meget det fællesskab der – og det at kunne være i en sammenhæng, hvor det var ok at sætte ord på tro, og alle de der følelser og holdninger som vælter rundt i én. I virkeligheden var det nok ikke så let at være med i den klub, hvis man mente noget andet end flertallet. Eller stillede meget grundlæggende spørgsmål til kristendom og tro.  På et eller andet tidspunkt holdt det ikke længere for mig. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Og de voksne der stod for klubben, kunne ikke rigtig svare ordentlig for sig, synes jeg.

Sådan tror jeg Nikodemus har haft det. Han var et menneske, står der, og han var farisæer og medlem af jødernes råd. Han var også nysgerrig og modig og havde brug for at finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Og han kunne ikke længere rigtig bruge de forklaringer som de lærde i synagogen kom med. Det var modigt af ham at opsøge Jesus, også selvom det var midt om natten så ingen kunne se ham. Det var modigt, fordi han åbnede sig for at troen kunne være noget andet og mere, end det han kendte. Han får fremstammet et eller andet om at de tegn Jesus gør, må komme fra Gud. Og Jesus fanger at han ikke bare er kommet for at sige det, men at han nærmere spørger: Hvordan hænger det hele sammen? Hvordan får man del i Guds rige? ”Det gør man, ved at blive født på ny”, siger Jesus – og åbner op for endnu flere spørgsmål. For hvad vil det sige? At blive født på ny? At blive født af ånd? Og Nikodemus forstår nok at her er tale om noget stort, men forstår samtidig ikke hvordan det hænger sammen.

Det var vigtigt for mig at få det til at hænge sammen. Jeg kunne ikke forestille mig, ikke at tro på Gud. Men jeg havde brug for at kunne have mit hoved med i troen. Da jeg var barn, havde det været nok for mig at have hjertet med.

På gymnasiet fik jeg en religionslærer, som talte om kristendom på en helt anden måde, end jeg før havde hørt, og jeg blev optaget af at lære noget om Bibelens tilblivelse, om hvordan man kan læse de bibelske tekster, og om hvordan Luther forstod frelsen. Det var en helt ny verden der åbnede sig for mig. Det at kunne gå fagligt og kritisk til de spørgsmål, som jeg indtil da, kun havde forholdt mig til med min barnetro i bagagen. Og han kunne forklare hvordan man kan forstå skabelsen og hvordan teologer op igennem kirkens historie har forstået opstandelsen. Han kunne også forklare Luthers syn på retfærdiggørelse og frelse ved troen alene – og han blev en vigtig inspiration for mig, og måske også i høj grad grunden til at jeg endte med at læse teologi på universitet. Han vækkede nysgerrigheden og åbnede nogle døre indtil det spændende felt og de væsentlige spørgsmål, som teologi beskæftiger sig med. Han fik mig til at bruge hovedet i forhold til tro, men jeg måtte andre steder hen for at få noget til hjertet.

Og siden dengang, i de første ungdomsår, har min tro penduleret mellem hoved og hjerte. Sådan var det da jeg læste teologi. At jeg havde brug for sideløbende med den kritiske forskning og til tider tørre læsning i en ørkenvandring af kirkefædre og dogmatik, også at være i sammenhænge og på steder, hvor troen var noget mere ukompliceret.
Da jeg var i tyverne, synes jeg højmessen var vildt kedsommelig og kunne ikke se mange kvaliteter i gentagelser, lange salmer på et knudret sprog og bønner og tekster der er formuleret af nogle der for længst er døde. Jeg var optaget af at kirken måtte forny sig, hvis den skulle overleve. Jeg var optaget af at kirken skulle mene noget og blande sig i samfundsdebatten. Jeg var varm fortaler for at kirke og stat skulle skilles, så vi kunne få en mere manøvredygtig kirke med engagerede medlemmer, der allesammen mente noget med troen. At troen skulle have konsekvenser, som man kunne få øje på. Jeg sang glad med på kirkelige kampsange om at Helligånden skulle sætte ild i kirken og brænde den mur vi havde bygget. De år var troen noget jeg levede ud i et socialt engagement. Det var noget udadrettet og aktivt, i langt højere grad end noget indadrettet. Gudstjenesten foregår ude i verden, i det mellemmenneskelige – sådan prædikede jeg, og brugte det måske også som en slags undskyldning for, hvorfor jeg ikke sled på kirkebænken om søndagen.

Og så blev jeg voksen, og blev gift og fik børn og blev også ramt af at livet er skrøbeligt og at nogle af dem man elsker og deler liv med, dør. Og at man ikke kan planlægge sit liv, og at man ikke altid kan hvad man vil, og det der ansvar og den der alvor der følger med at blive voksen, gør noget ved én. De fleste af os oplever, tror jeg, at livet bliver mere og mere kompliceret med alderen – at de der håndfaste svar man kan have, når man er ung, at de ikke holder, når virkeligheden viser sig at være langt mere sammensat end man vidste. Og jeg har haft det sådan, at livet også er blevet smukkere med årene – men også sværere – og at jeg har fået en anden bevidsthed om, at jeg ikke kan ændre verden. Og at jeg har brug for at give slip på noget af mit eget, og give mig hen i troen på at Gud er grunden under alt hvad vi gør og er. Jeg har fået en anden sans for gentagelsernes og ritualernes værdi, og jeg har opdaget at der kan være søndage hvor det – ikke er et arbejde – men hvor det er nødvendigt for mig at være til gudstjeneste, fordi jeg har brug for at høre ordene om at vi er Guds børn. Eller, jeg har brug for at blive mindet om min plads i tilværelsen og blive tilsagt frihed. Det er ikke sådan noget jeg forestiller mig, at jeg pludselig kan sige mig selv mere. Jeg forestiller mig derimod, at det er nødvendigt for mig at høre det igen og igen.

Vi hører om Nikodemus her i begyndelsen af Jesu virke og så hører vi om to andre gange i Johannesevangeliet. På et tidspunkt, hvor han forsvarer Jesus overfor de andre farisæere og fremhæver at også Jesus har ret til at komme for en dommer. Han tager ham i forsvar, også selvom han risikerer sin egen stilling. Vi hører også om ham til sidst. Det er ham, som sammen med en anden højtstående jøde, Josef fra Arimatæa, tager ham ned fra korset og gravlægger ham. Vi hører ikke at Nikodemus kommer med nogen stor trosbekendelse, men han forbliver trofast mod Jesus. Nogen egentlig udvikling i Nikodemus´ tro, kan vi ikke tale om, men vi kan identificere at det at tro, kan komme til udtryk på mange måder. Det er en ikke en fast tilstand, men nærmere en bevægelse, som er sat i gang af en fødsel. En fødsel til et nyt liv. Et liv i tro.

Troen kan måske nok på én måde udvikle sig fra en barnetro til en voksentro – men at det ikke er sådan en trappe man går op af, så troen bliver mere og mere fast. Troen er ikke en tilstand man kan låse fast med viljen. Troen er nærmere en bevægelse, som får forskellige udtryk – indimellem hviler vi i vores barnetro, indimellem har vi brug for at få det hele til at hænge sammen, indimellem er det handling og indimellem er det en erfaring af mening og gudsnærvær. Indimellem er det erkendelsen af, at det nye liv, som Jesus taler om, kræver gentagelser. At vi igen og igen lader os overøse af det ord, der kan forvandle død til liv, og mørke til lys.