19. søndag efter trinitatis / Mark 2,12
Det er en vidunderlig historie den her, og det er en vildt underlig historie. Vildt underlig og vidunderlig. Sådan havde de det også i Kapernaum. De udbrød som i kor: ”Aldrig har vi set noget lignende!”
Jeg kunne da godt drømme om, at vi så noget lignende her i Møllevangskirken.
Tænk sig en søndag morgen, hvor der samlede sig så mange mennesker, at der ikke
engang var plads uden for døren. Tænk sig, hvis vi havde været nødt til at fire
både Sif og Rigmor ned igennem hullet i taget, for at de kunne komme frem til døbefonten.
Sådan er det ikke helt… men der er alligevel meget af det der sker i dag, som ligner
det der skete i huset i Kapernaum. De holdt også gudstjeneste og fik tilsagt
deres synders forladelse og kunne gå derfra som frie mennesker. Præcis lige som
os. Præcis, ligesom det sker hver eneste søndag når vi bliver mødt af Guds befriende
og oprejsende ord, og bagefter bliver sendt ud i livet igen.
Ja, ja sjovt nok, tænker du måske. Det er altså noget mere stilfærdigt her. Der
var noget større følelser på spil dengang. De der fire mennesker der
insisterede på at få den lamme frem til Jesus. De havde da virkelig både vilje
og mod og ikke bare stærke arme, men også en meget stærk tro. Der var noget
mere lidenskab over gudstjenesten i Kapernaum, end den halvlunkne forsamling vi
kan præstere her i Møllevang. De satte livet ind på det – vi har ligesom bare
valgt at komme her i dag fordi vi kunne og vi kunne en time længere alligevel. Vi
kunne også have gjort noget andet, og det gør vi nogle gange. Måske kan vi
endda have det sådan, når vi hører sådan en historie her at vi får tros-mindreværdskomplekser.
For hvad er vores tro værd, sammenlignet med den tro, som den lamme mands fire
venner præsterer. De folk der, de har stor tro, de har bare sådan umiddelbar og
naiv tillid til at Jesus kan hjælpe deres ven. Det er nærliggende at spørge sig
selv, om man selv har sådan en tro. Og når vi stiller os selv det spørgsmål, bliver
vi måske ramt af, at vi ikke er helt overbevist om, at det er tilfældet… Troen
er en spændende størrelse, måske udtryk for noget rigtigt, men at præstere den
tro, som der tilsyneladende kræves her i fortællingen… det virker umuligt. Ja,
temmelig urealistisk i dag.
Men os med tros-mindreværdskomplekser kan have glæde af at
læse teksten lidt grundigere, eller høre fortællingen igen. For hvad står der
egentlig om tro? Der står, at da Jesus så deres tro, altså de fire, der hjalp
den lamme, da sagde han… ikke til de fire… men da sagde han til – den lamme:
Søn, dine synder tilgives dig.
Og hvad ved vi om den lammes tro? Var den stor eller lille? Havde han bedt om
at måtte komme til gudstjeneste? Eller var han bare blevet slæbt derhen af
nogle velmenende, naive mennesker? Vi ved det ikke. Vi ved ingen verdens ting
om den lammes tro – eller ikke-tro. Vi får ingenting at vide. Jesus stiller ham
ikke et eneste spørgsmål. Han begynder ikke at interviewe den lamme om hans
tro, og om hvorvidt han opfylder tilstrækkeligt mange af de kriterier vi kunne
finde på at stille op, for at kunne kalde sig kristen.
Den lamme er foran Jesus og det er i sig selv nok for Jesus
til at tage imod ham.
Måske nogen af jer kender til perioder, hvor troen er forsvundet, måske fordi man har oplevet noget, som gør, at man ikke rigtigt synes, man kan tro. Eller måske nogen har det sådan, at troen ikke er kommet til en, og at man gerne vil tro, men ikke kan, måske fordi ens erfaringer eller tanker leder en til et punkt, hvor troen ikke synes mulig.
Jeg tænker ikke på dem, som overhovedet ikke bekymrer sig om tro. Dem som synes at have nok i sig selv. Dem der har det sådan, vil nok ikke finde trøst eller mening i evangeliet.
Men os, som ønsker at høre til, som ønsker at modtage Jesu trøst eller nærvær, men ikke synes, det er muligt, vi skal lytte godt efter dagens evangelium, for det er netop den situation, det også taler om.
De, der har været alvorligt syge, eller i en alvorlig krise, kender måske til at man kan få det sådan, at der ikke rigtig er kræfter eller mulighed for at opretholde troen. Måske forsvinder troen, når vi er ude i et eksistentielt uvejr. Måske har vi haft tidspunkter i vores liv, hvor alt bare har været helt tomt. Sådan tror jeg, det var for den lamme. Han kom ikke med noget. Han havde intet. Han var tom, men han har på en eller anden måde ønsket at Jesus greb ind, og det var nok. Han gik fra gudstjenesten som et lettet og frit menneske.
Tro er altså noget andet, end det de fire stærke mænd præsterer. Eller tro er også noget andet. Vi kommer det nærmest, ved at kalde det tillid til Gud. Tillid til at vi aldrig er overladt til os selv. Det kræves altså ikke af os, at vi kan præstere en tro som de fire, men måske kan vi alligevel lære noget af dem? Lærer af deres mod.
Jeg kom til at tænke på en bog jeg lige har læst, der kort og godt hedder ”Tro på Gud” og er skrevet af min præstekollega i Vejlby, Kåre Egholm Pedersen. Det er en bog der handler om kristendom i en sekulær verden, og som forsøger at vise både den troende og den søgende skeptiker, at det er muligt at tro, trods den dominerende sekularisering, også uden at skulle gøre vold på forstanden.
Han redegør blandt andet for den, i dag, gængse opfattelse, at religion er for svage mennesker – mens stærke mennesker har smidt de religiøse krykker og kan give sig i kast med livet uden troen.
Og i det lys, giver det alligevel mening at koble troen på Gud med en form for mod. De fire stærke mænd, som jeg har kaldt dem, fordi de har kræfter til at bære den lamme og fordi de har en stærk tro – ville, hvis de gjorde samme nummer her i dag, med al sandsynlighed ikke blive betragtet som stærke – men derimod som svage, fordi de med deres handling udtrykker en naiv tro.
I dag er det sådan, at det kræver en form for mod at tro, for man risikerer at blive betragtet som dum eller bundnaiv. Der er en risiko forbundet med at tro. Man løber den risiko at blive snydt eller til grin, hvis man tilgiver et andet menneske. Man løber den risiko at blive svigtet, hvis man elsker et andet menneske. Man løber den risiko at gå glip af noget, hvis man afholder sig fra noget. Der er en risiko forbundet med tro, som kræver mod. Mod til at blive betragtet som naiv og svag.
Kåre Egholm bruger skuespilleren Lars Mikkelsen som et eksempel på et menneske, der er blevet troende i en sen alder og som må leve med, at hans omgivelser og familie synes de synes det er vildt underligt, snarere end vidunderligt. De havde ikke set det komme og de har på en måde heller ikke set noget lignende.
Det var under forberedelserne til indspilningen af tv-serien ”Herrens veje”, hvor han fulgte nogle præster for at kunne spille sin rolle med størst mulig realisme. Men arbejdet kom også til at betyde noget mere for Lars Mikkelsen. Samtalerne om kristendommen med sognepræst Mikkel Wold, første gradvist til at Lars Mikkelsen bad om at blive døbt. Og det er et meget fint eksempel på den modningsproces, det ofte kræver at gå det sidste stykke – eller som Lars Mikkelsen selv formulerer det: ”at finde modet til at overvinde den lille naivitet”.
Det kræver en form for mod at komme dertil. Tro er ikke andet end at have tillid til Gud, men det er ikke gratis at tro. Det koster noget. Det koster mod. Det sender os ikke bare ud af kirkedøren med en frihed vi kan beholde for os selv. Nej, det sender os ud af kirkedøren med en fordring om, at vi tør sætte det vi har fået i spil.
Sådan var det for den lamme mand, der blev befriet fra det der bandt ham til jorden og som blev rejst op med ord om at han skulle gå – gå ud og være medmenneske og dele liv og tro med andre. I det liv der er vidunderligt og i det liv der er vildt underligt.
Og sådan er det for os, vi bliver befriet for det der tynger os med ord der både skal trøste og opmuntre os til at gå herfra med modet til at turde tro.
Den som ønsker at høre til hos Kristus, modtager han med de
ord, som han sagde til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig”. Deri er det
hele, og derfor kan vi trygt gå gennem livet, også når det viser sig fra sine værste
sider.
Guds tilgivelse og Guds nærvær bringer os ikke ud af alle problemer og modgang,
men det giver os troen på at vi aldrig er overladt til os selv.