3. Søn. eft. trin
Jeg har det sådan med den her fortælling om fåret der bliver fundet, at jeg elsker den på samme måde, som jeg elsker min dyne.
Den er indbegrebet af tryghed, varme og genkendelighed. Den ligesom omfavner og omslutter os, med den helt enkle horisont, at Gud aldrig lader os i stikken eller taber os.
Ofte når vi sidder og skal planlægge spaghetti-gudstjeneste og diskuterer, hvilken bibeltekst børnene skal høre, så kommer vi meget tit omkring den her: ”Lignelsen om det tabte får”. Så tit, at vi næsten kun kan grine af det. Ofte vælger vi en anden – men der går ikke et år, uden at vi i hvert fald har fortalt den én gang. Hvorfor er det sådan? Det er det, fordi den har et Gudsbillede, som udtrykkes så umiddelbart og utvetydigt kærligt. Ganske enkelt: Gud elsker dig, og taber dig aldrig.
Det er Gud, som er gået ud og har søgt og fundet. Ikke Gud, der sidder ophøjet og fjern og venter på at det søgende menneske får sig arbejdet frem til ham– men Gud der har fundet.
Jesus fortæller tre lignelser med det enkle grundtema: Lignelsen om den fortabte søn, lignelsen om det tabte får, og lignelsen om den tabte mønt.
”Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt om halsen og kyssede ham!” Den lignelse handler om Gud der løber os i møde. Dem der gik tabt i deres frihed, så den blev en last eller belastning. Dem der gik tabt i deres stædighed, så den blev til egoisme. Dem løber Gud i møde, og siger: Alt mit er dit!
Derfor skal du omvende dig! Står der. Og det bliver så let forstået som en præstation, som at vi mennesker skal vende om/vende tilbage til en bestemt livsform. Men grundtonen i alle de tre lignelser er ”Glæde!”. Hvorfor bliver der glæde hos Guds engle, når en synder omvender sig? Fordi den lille mønt alligevel selv trillede tilbage igen, eller fordi det dumme får alligevel tog sig sammen og fandt tilbage, eller fordi den såkaldte fortabte søn kom hjem og smurte sin far med en sød remse, han havde lært uden ad? Nej!
Men fordi der var en far, som slet ikke gav sig tid til, at høre alt det sønnen havde fundet på, ude hos de andre svin, om at han da fortrød meget og gerne ville begynde forfra igen, i det små som daglejer – men overhørte det og ikke havde andet i hovedet end at NU skulle der festes og der skulle ikke spares på noget, mindst af alt på glæden!
Og fordi der var en kone der ikke havde råd til at miste en eneste af sine ti mønter, men satte hele huset på den anden ende, til hun havde fundet den.
Og fordi der var en hyrde, der ikke kunne bære tabet af ét eneste får, men gik ud i mørket og ledte til han fandt det og måtte dele sin glæde med både venner og naboer der midt om natten!
Sådan er Gud, og omvendelse er ikke andet end at tro det er sandt – og det bliver vi aldrig færdige med – det er ikke bare en omgang – eller at dreje rundt en enkelt gang. Det er en evig snurren rundt. Vi må igen og igen høre fortællingen om Gud, som kom løbende og fandt os – og siger til os: Du er der og jeg er der hos dig! Lidt ligesom, at vi hver aften lægger os i sengen og trækker dynen op over os, og får kræfter til at kunne rejse os igen om morgenen.
Mange af os har nogle tydelig e billeder på den indre nethinde af, hvordan det ser ud, da hyrden hente fåret hjem til de andre. Jeg forestiller mig et lille nuttet bamseline-agtigt får, lidt skrøbeligt måske – men i hvert fald nuttet. Det sidder fast i noget krat og bræger efter hjælp. Hvis får kunne græde, havde det gjort det. Og da hyrden kommer og tager det op på sine skuldre, er det himmelhenrykt for at være blevet fundet. Sådan forestiller jeg mig det – men hvad nu hvis det ser helt anderledes ud?
Det kunne jo også være at det var den store fæle, stinkende, arrige vædder der var blevet væk. Ham som ingen holdt af… Men også det får ville hyrden gå ud at lede efter. For sådan er Gud, i hans øjne er vi lige meget værd.
Han har også fundet den, og glædet sig over den, som ingen andre ser. – eller måske nok ser, men som vi overser, og som vi i hvert fald ikke ville løfte et øjenbryn for at redde. Sådan er Gud heldigvis ikke.
Men hvad nu, hvis fåret faktisk ikke vil findes? Hvad nu hvis det ikke sad fast i et krat og brægede efter hjælp? Hvad nu hvis fåret med vilje, var løbet den anden vej, da de skulle til at hjem til gården? Det havde gemt sig, for det ville ikke findes. Og da det blev fundet og fanget, sprællede det og gjorde modstand der på skuldrene af hyrden?
Som TV programmet ”Sporløs”, hvor man indimellem leder efter et menneske, som faktisk ikke vil findes – men som af en eller anden grund, har besluttet sig for at flygte fra sit liv, for at være en anden – eller måske starte på en frisk et helt andet sted, og som ikke ønsker at bliver konfronteret med sit gamle liv, eller sin familie – som med vilje bliver væk.
Erlend Loe – en norsk forfatter – har skrevet flere samfundssatiriske og mega sjove bøger – heriblandt en lidt ældre sag der hedder “Doppler:
Alexander Doppler lever et helt normalt liv med kone og to børn. En dag, da han motionerer på sin mountainbike i skoven, styrter han, og en ny verden åbner sig: “Da de værste smerter klingede lidt af, oplevede jeg en velsignet ro. Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov.”
Han beslutter at vende verden ryggen og flytter ud i skoven, hvor han skal lære at leve det enkle liv og gøre ingenting, ud over at skaffe sig varme og mad. Hans eneste selskab er en elgkalv, hvis mor han på ægte jægervis har nedlagt med sin kniv for at skaffe sig kød og bytteobjekter. Det vækker selvfølgelig forargelse, men efterhånden får han selskab af andre, der vil være alene sammen med ham – hvilket jo må siges at være en selvmodsigelse. Doppler bliver fundet i skoven, men han bliver ikke hentet hjem – for livet for ham har forandret sig. Han har fundet meningen – eller måske snarere meningen har fundet ham.
Det, Doppler mest af alt ønsker at gøre op med, er det, den danske oversætter kalder “at være kompetent”. Det norske ord er ‘flink’. Man er dygtig, pligtopfyldende og mest af alt: man gør, hvad der forventes af én hele livet igennem, det han selv har været, indtil han faldt af cyklen. Hans målsætning er nu at sørge for, at hans fireårige søn, som har sluttet sig til ham, ikke bliver ‘flink’. Det bliver hans livsprojekt.
Og pointen med lignelsen om den tabte mønt og det tabte får, er ikke at Gud finder os og henter os hjem i folden/kirken/en bestemt måde at leve på. Pointen er at Gud finder os, der hvor vi hvor vi er og skaber liv for os der. Og derfor er det uendelig ligegyldigt om fåret er et lille nuttet bamseline får, som springer op i favnen på hyrden – eller en stinkende vædder der stritter imod, alt hvad den kan. Det handler ikke om hvad vi mennesker gør eller ikke gør, men om at vi ikke kan bevæge os ud af Guds omsorgssfære – at vi ikke kan flygte eller falde ud af Gud. Ikke som en begrænsende ramme for vores livshorisont, men som en håbsfortælling om, at Gud finder os og skaber nyt liv for os. Igen og igen.
Augustin udtrykker vores længsel om at leve det ægte liv/være menneske – måske vældig uformuleret/udefineret, sådan her: ”Mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig”, altså i Gud. Det tror jeg der ligger en dyb sandhed i – og at den hvile/ro/fred/fylde/mening vi kan opleve, det er Gud der har fundet os. Eller måske snarere når vi er allermest tilstede/hjemme som mennesker, er, når vi tør hvile i troen på, at Gud har fundet os.