Prædiken holdt v. sæsonopstartsgudstjeneste for torsdagsarbejdet i Møllevangskirken
Tiden af Benny Andersen
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger, revolution
Man må udnytte tiden mens man har den
ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde
og som baggrund et yppigt springvand
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden
men den blir væk hele tiden
hvor bliver den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må udnytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
“De har kaldt 95 94 93 92?
Der er ingen abonnent på det nummer.”
Klik.
Klokken slår,
tiden går,
kærligheden ej tæller år,
den kan gøre det gamle ungt,
gøre let det, der synes så tungt,
vand den omskaber til vin.
Skriver Brandt i den salme, som vi skal synge lige om lidt, og som vi faktisk ret sjældent synger. Ole mente det var mindst 10 år siden han havde spillet den sidst. Måske fordi der en vemodighed over den. Klokken slår og tiden går, og vi har måske svært ved af følge med.
”Som tiden dog flyver af sted”, sukker vi indimellem. ”Ak ja, tiden går!” svarer andre og sukker endnu højere. Men er det rigtigt at tiden bare går? Jeg tror at tiden kommer! Den kommer forfra, fra fremtiden. Den kommer imod mig, suger, bruser og syder som en elv. Tiden kommer rullende i brede rytmiske dønninger og slår ind på mine strande.
Tiden kommer! Solen er allerede stået op. En glitrende ny dag, der aldrig har været her før. Landede på jorden i nat. Med en ufattelig rigdom af tid, af øjeblikke, af solskin. Kom ud. Grib dagen; den er her for at blive levet. Mød dagen. Se den i øjnene. Gå ikke baglæns ind i dagen. Gør ud det, trænger du til at blive omvendt; ikke i religiøs forstand, men i mental-hygiejnisk forstand.
At leve er at gå tomhændet ind i hver dag, der kommer. Og om aftnen er hænderne fulde. Noget kan du beholde, noget kan du lægge fra dig, og sandet kan du bare lade løbe ud imellem dine fingre.
Var dagen tom? Står du tomhændet tilbage? Nej, dagen var ikke tom. Men den, der stod med ryggen mod strømmen, tog ikke imod den, men så blot, at dagen flød forbi.
”Som tiden dog flyver af sted”
”Ak ja, tiden går.”
Tider skal komme,
Tider skal henrulle,
Slægt skal følge slægter gang.
Står der i salmen ”Dejligt er jorden”. Tider skal kommer! Det er det, tiden altid har gjort, den kommer. Vi skal bare tage imod den – med fremrakte hænder – eller med hænder som tomme skåle, der bare venter på at blive fyldt af Guds nådes tid og liv.
Når Jesus siger: Den som tror har evigt liv, handler det netop ikke bare om at vi engang skal få evigt liv – men at vi hver dag får del i det evige liv. Det guddommelige og det menneskelige smelter sammen. Evigheden kommer, og derved bliver tiden fri – eller derved bliver tiden til, på en ny måde i vores liv.
Evighed er netop dette, at tiden gives tilbage til os! At den tid bliver til nutid og fremtid.
Hvad er det værste, der kunne ske med dig? Måske tænker vi: Det ville være, hvis jeg fik at vide, at jeg ikke havde ret lang tid tilbage at leve i. Men der er noget der er værre: I samme øjeblik at opdage, at du i grunden aldrig har levet!
Værre end at dø, når jeg skal dø, er det at opdage – at jeg i grunden ikke har levet, mens jeg har levet.
Der er mennesker, der hele deres liv kun læner sig op af et eneste punkt.
Det ene punkt kan være vores helbred. ”Et godt helbred kan ikke gøres op i penge”, siger vi ofte. ”Så længe jeg har mit gode helbred, skal jeg være glad”, siger vi. Fornøjelsen ved at kunne stå op om morgenen og føle sig frisk er en stor livsglæde.
Eller det ene punkt kan være ens ægtefælle. To mennesker kan leve sammen i en god afhængighed. De kan stole på hinanden og læne sig op ad hinanden, i gode såvel som onde dage. I medgang og modgang – som vi siger.
Jeg har mødt ægtefæller der dør samme dag. Det vil sige: Den dag den ene dør, er livet faktisk slut for den anden.
Eller det ene punkt kan være arbejdet. Der er mennesker, der kun lever for deres arbejde. De finder deres glæde, udfordringer, venner, selvfølelse, ja selve livets mening i deres arbejde.
Der findes ikke noget enkelt punkt i et menneskes liv, der ikke en dag forsvinder. Sådan er det. Der er en tid til det ene og en tid til det andet. Børnene vokser og flytter hjemmefra. Ægtefællen dør. Helbredet svigter. Pensionsalderen truer.
Der er mennesker, der i hele deres liv kun læner sig op ad ét eneste punkt. Og ved du hvad der sker, når du gør det? Du bestiller en katastrofe.
Ingen bygmester vil bygge et hus på en sokkel, der kun hviler på ét punkt. Der skal fire hjørner til et hus.
En stol skal stå på flere ben. Der er ikke noget enkelt punkt i menneskelivet, som ikke en dag vil svigte. Og derfor gælder det om, at mit liv er funderet på mere end et punkt.
Uanset om man er 60 eller 80, når ens ægtefælde dør, så skal man kunne og ville leve videre.
Livet er heller ikke forbi den dag, dit helbred bryder sammen. Hvi det sker, så er det stadig muligt at leve et meningsfyldt og rigt liv. Men du må ville det og kæmpe for det. Tingene er ikke gratis længere. Men det, der koster noget, er som regel også noget værd.
Moderrollen og faderrolen er et langt stykke af vejen afsluttet, når børnene er blevet voksne. Hvis mors eneste livsglæde og livsopgave var netop at være ”mor”, så er toget kørt, når det sidste barn flytter hjemmefra. Hvis mor på det tidspunkt er midt i 50erne, så er tragedien stor. Livet har mening, også når børnene er blevet voksne. Men du må være villig til at vende et nyt blad i din bog.
Vi må leve i et nært og fortroligt forhold til de mennesker, vi holder af. Vi må lægge mange gode kræfter i vores arbejde. Vi må bruge vores krop og passe godt på vores helbred. Vi må være aktive og engagerede i det der optager os.
En dag – vi ved ikke hvornår – vil vi miste noget af det. Vi ved ikke, hvad der sker først. Vi ved ikke, om det være tidligt eller sent i vores livsforløb, at tabene indtræffer. Men vi må være opmærksomme på, og gøre os umage med – ikke kun at læne os op af ét punkt her i livet. Vi må undgå at bestille en katastrofe.
Når vi samles her i kirken i dag og begynder på en ny sæson, og når vi mødes igen og igen, søndag efter søndag – torsdag efter torsdag. Er det så ikke netop for at fylde vores tid med liv og mening? Er det ikke fordi vi har brug for at være en del af et fællesskab, hvor vi kan dele både de dårlige og gode tider med hinanden? Støtte hinanden når det er svært. Glæde os med hinanden når det er skøn. Og for at blive mindet om at livet er en gave fra Gud, som vi skal gøre os umage med at pakke ud hver dag, i tillid til at vi er under Guds nådige velsignelse alle dage, ind til verdens ende. Amen
(dele af prædikenen er direkte taget fra bogen ”Lad følelser få sprog”, af Karsten Isachsen, Unitas)