Alle helgen
I vores tid, er vi blevet dygtige til – og optagede af – at lave præcise analyser af vores problemer, så vi kan gøre noget ved dem. Løse dem. Komme videre. Blive dygtigere.
Hvad gik galt? Hvad er problemet? Hvad gør vi ved det? Hvilke muligheder har vi?
Vi vil lappe det det der er gået i stykker. Løse det der er gået i hårdknude. Ændre det der forårsager problemet. Problemer kan løses. Det er bare et spørgsmål om kreativitet og vilje.
Indimellem kommer vi til også at tænke og tale om sorgen, som om den var et problem.
Hvad gør vi ved den? Hvordan kommer vi videre? Hvad kan vi gøre for at fixe den?
Men jer der sidder her i dag, har erfaret og mærket, at sorgen ikke er et problem. Uanset kreativitet og vilje, så kan den ikke løses. Uanset hvad vi gør, så får vi ikke vores døde tilbage.
Sorgen er Ikke et problem, men en byrde der skal bæres
Ikke så sjældent har jeg talt med mennesker, der skulle dø, og for hvem noget af det der fyldte dem i månederne inden, var omsorgen for de efterladte. Hvordan skulle det gå dem, når de ikke var her mere? Det kan være næsten ubærligt og ligge der, og vide, at man med sin død, gør sine nærmeste ulykkelige og kede af det.
Vi er så bange for at gøre hinanden kede af det, men sorgen er jo et grundlæggende udtryk for noget værdifuldt. Det er en stadig påmindelse om, at den vi har mistet, ikke er ligegyldig. At livet med hinanden og tilværelsen som sådan, ikke er ligegyldig.
Og måske kan det være en trøst, både for den døende og for os der bliver tilbage, at vi har haft noget sammen, der var så værdifuldt, at vi kommer til at bære på et savn og en sorg. At det vi har haft sammen ikke var ligegyldigt, men noget der er værd at bære på, også selvom sorgens byrde er stor.
Måske er det egentlig forkert at tale om sorgen, som om den har en størrelse. Vi kan let få den tanke at sorgen skifter størrelse med tiden, at den bliver mindre og mindre med årene, for til sidst at blive lillebitte. I virkeligheden er det nok ikke sorgen der skifter størrelse, men os der bærer på den. I begyndelsen kan den fylde det hele for os, men med tiden vokser vi, så vi får plads til andet og mere i vores liv.
Vi vokser ved at bære sorgen med os. Når vi gør plads til den, skaber rum for at den kan være der – og erkender at nu er den en del af os, så sker der det, at vi med tiden også kan rumme mere.
Vi kan ikke vende tilbage til livet, som det var før. Vi kan ikke løse sorgen, som var den et problem. Men vi kan bære den med os, og erfare at når vi sørger over den vi har mistet, så er det fordi vi har fået noget fra den vi har mistet – så er det fordi vi har haft noget sammen med den vi har mistet – der er så værdifuldt at vi ikke ville være det foruden.
Når det er væsentligt ikke at gøre sorgen til et problem der skal løses, men i stedet give den plads i vores liv, som noget vi skal bære med os – så er det ikke alene en psykologisk vinkel på sorgen, som et livsvilkår, som vi skal lære at leve med. Det er det også, men det er noget mere end det.
At bære sorgen med sig, er at ære dem vi har haft i vores liv, og som har betydet noget særligt for os.
Det er derfor vi holder Allehelgen i dag. Alle helgeners dag hedder det med et gammelt kristent ord. Vores døde er hellige i den forstand, at de med deres liv, har været enestående for os. Det betyder ikke at de var fejlfri – ligesom vi levende heller ikke er det. Men de har betydet noget særligt for os
Som bedsteforældre, forældre, ægtefælle, søskende, barn, familiemedlem eller ven – og kan på den måde være et forbillede for os, som vi kan spejle os i. Gennem dem kan vi kende og forstå både vores skyggesider – og også alt det liv og glæde, vores liv rummer. Gennem dem lod Gud glimtvis sit lys skinne på os. Taknemmeligheden over at de var vores, er en del af den sorg vi bærer, over at deres død.
”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres … Salige er de barmhjertige for de skal møde barmhjertighed…” Sådan og mere til læste jeg lige før.
Saligprisningerne kalder vi det.” Salig” er umiddelbart et lidt underligt ord i den her sammenhæng. Vi kender udtrykket: ”Han er helt salig” – og det betyder noget i retning af at ”han er i den syvende himmel”, sådan helt lykkelig og henført. Direkte oversat betyder det: Hjertens lykkelig.
Saligprisningerne udtrykker en glæde over det mangfoldige og levede menneskeliv. I himmeriget er der glæde over de døde. I Guds hus er der mange boliger. Der er hjertets lykke.
Den sorg og det savn vi kender, findes ikke i evigheden: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” – I evigheden er glæden fuldkommen.
Man kan læse saligprisningerne som en udpegning af dem som er gået forud for os, og som har vist os veje vi kan gå, givet os værdier vi kan bygge på eller på den ene eller anden måde har lært noget af:
Måske er det noget helt konkret vi har lært
Måske er det en stor oplevelse vi havde sammen, som på en eller anden måde forandrede noget i vores liv
Måske er det en kamp vi måtte tage med hinanden
Måske er det evner, værdier eller holdninger, som vi beundrede eller tog til os
Måske er det evnen til at tilgive eller give slip
Nogle havde store evner til at klare sig og sprede mildhed, selvom deres odds var hårde.
Andre var bare dejlige og skabte håb om en fremtid for dem, jeg selv skal dø fra engang.
Andre lærte os at tilgive og vise barmhjertighed, eller tørste efter retfærdighed og fred.
At bære sorgen med sig, er også at leve i troen på at vores liv med hinanden er forbundet på så mange måder, som vi ikke altid aner og forstår. At vi bærer med på hinanden – både i liv og død – og at vores døde ikke bare var engang, men stadig er forbundet med os. Vi er forbundet i et vidtforgrenet net af tråde der går på tværs af tid og rum. Det er det vi i kirken kalder evigheden. Det evige liv i Gud, som er større end det vi kan se og mærke og forstå – men som vi alligevel indimellem erfarer som virkeligt sandt, når vi i glimt oplever trøst og mening og varme og nye begyndelser. Som om væggen mellem det synlige og usynlige kan være papirstynd.
Allehelgen er også en fejring af håbet om det evige liv. Håbet om, at ligesom Kristus opstod fra de døde til liv i Gud, sådan skal vi også – når vi dør – opstå og tage plads i evigheden, i Gud.
Vi bærer hver især på sorgen over dem vi har mistet, må vi hjælpe hinanden med at bære, de dage, hvor det hele bliver for tungt – og må vi hjælpe hinanden med at med at finde trøst i, at dem vi savner, stadig er forbundet med os i Guds evighed.