3. søndag i fasten
”Man skal ikke tro på alt hvad man hører”, sagde man i gamle dage. I dag kan vi tilføje: ”Man skal ikke tro på alt hvad man ser”.
Kunstig intelligens kan i dag generere så virkelighedstro billeder og videoer at det kan være helt umuligt at vurdere ægtheden. Om det er et billede af et virkeligt menneske eller om den begivenhed man ser på en video, faktisk har fundet sted.
Det giver nogle fantastiske muligheder, særligt for filmindustrien og for reklamebranchen – men det er selvsagt også et farligt våben i de forkerte hænder. Hvis afsenderen bruger billedegeneration til at overbevise os om en løgn, så han kan få mere magt.
Når vi ikke længere kan stole på at dem vi ser på skærmen, har sagt det de siger eller har været der hvor de er, så stiller det helt nye krav til vores dømmekraft.
Fakenews er et farligt våben for demokratiet og i en nyhedsstrøm der dagligt fortæller om krigspropaganda, konspirationsteorier, falske nyheder og den store løgn om valget i USA. Som en bekymrende stor del af det magtfulde lands befolkning har tilsluttet sig, er det svært at bevare tilliden.
Det er som om man ikke længere bare kan være uenige om hvordan man skal forholde sig til virkeligheden, men også om hvad virkeligheden er.
Følelsen af ikke rigtig at have fast grund under fødderne, satte måske ind under pandemien og det er som om den ikke har forladt vores verden igen.
Jeg tror mange af os har en følelse af at det er blevet sværere at kende løgn fra sandhed – og at der både er noget fascinerende og noget skræmmende over at vi lever i en tid, med mange virkelighedsopfattelser.
Som hele tiden krydser klinger og udfordrer sandheden.
Som hele tiden kæmper om retten til at fortælle hvordan verden hænger sammen.
H.C. Andersens forfængelige kejser med de nye klæder kendte selv den nøgne sandhed. Alle der så på ham, kendte den, og alligevel var alle enige om, at den nøgne kejser var alt andet end sandheden. Ja, at han under ingen omstændigheder måtte være sandheden. Sandheden var ikke til at bære.
Men er den i grunden ikke altid nøgen, sandheden? Den har jo ikke behov for at være andet, for den har ikke noget at skamme sig over. Det er os, den kaster lys på, der kan have noget at skamme os over.
Sandheden er ikke som løgnen nødt til at give sig ud for at være noget, den ikke er. For sandheden lever af at erkendes som dét, den er. Løgnen derimod, dør af at erkendes som dét, den er. Da den lille dreng råber: ”Han har jo ikke noget tøj på” dør løgnen og sandheden træder frem, som det den hele tiden har været.
Sandheden er sandheden ligegyldigt, hvad man mener om den.
Kejseren var splitternøgen, uanset hvor meget guldvævet tøj, man kunne mene ham på. Den forfærdelige nøgne sandhed var, at kejseren var en forfængelig nar. Ikke andet. Og på den måde er der sikkert noget i os allesammen, der ligner ham, også når vi har tøj på!
I gamle dage kaldte man det en sandhed, at jorden var flad. Ja, den der hævdede noget andet, risikerede sit liv ved at rokke ved det verdensbillede, man var enedes om.
Det krævede meget stærke beviser fra videnskaben at overbevise bl.a. kirken om at ændre mening om jordens form. Og det er jo ikke sandheden der har ændret sig. Sandheden er helt uforandret. Jorden var og er rund, men menneskers mening om den har ændret sig. (Med undtagelse af en stivnakket gruppe konspiratoriske flat earthere, som ingen rigtig tager alvorligt) …så er vi fælles om at regne det for sandt at jorden er rund.
Selv om sandheden ikke lader sig anfægte af vores mening om den, så anfægter sandheden i høj grad os, præcis som den anfægtede dem, Jesus taler med i dagens tekst.
Han siger det meget tydeligt: Jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Han kunne have sagt: Selv om jeg siger sandheden, tror I mig ikke, men han siger altså lige ud, at det er fordi, han siger sandheden, at vi ikke tror ham.
Jeg synes Jesus går over stregen i den her tekst. Det er vildt at sige at djævlen er vores far. Men når han siger det, så er det nok et billede på, at vi har arvet nogle af djævlens karaktertræk, noget af hans væsen – så vi indimellem kommer til at gøre noget der ondt, selvom vi ikke vil det. Indimellem kommer vi til at danse om guldkalven ligesom israelitterne, fødderne går næsten af sig selv – også selvom vi egentlig slet ikke ville danse med.
Djævelen findes ikke, som andet end en myte – men vi har alligevel arvet noget af hans væsen. Og det er på alle måder ødelæggende, når vi ikke får holdt det nede. For Djævelen er en morder, siger Jesus. Og det ved vi af erfaring er sandt. For når hans væsen stikker hovedet frem, så slår det liv, glæde og fællesskab ihjel. Alt det som ikke er Gud. Alt det som ikke er sandhed.
Der er altså noget i os mennesker, der modsætter sig sandheden, og noget i os, der ikke vil høre – og det er nok dét i os, der har løgnen til far og skyr sandheden. Særligt hvis den kommer på tværs.
Når sandheden er ilde hørt, eller når den ikke passer ind i vores kram, så kan vi blive meget kreative. Det er også den positive udlægning af israliternes fremstilling af en guldkalv. At de var virkelig kreative. Den negative er, at de generede deres egen Gud. Som når AI genererer et billede af en person der ikke findes i virkeligheden.
Den sande Gud passede ikke ind i deres kram, og derfor støbte de et billede af en tyrekalv og sagde at det var Gud. Åbenbart så overbevisende, at de kunne få mange til at tilbede den og danse om den. Som når vi såkaldt moderne mennesker, flokkes om noget vi burde have gennemskuet og afskrevet som fake. Når vi fascineres af en sammenhæng, som får det hele til at gå op, selvom vi måske godt ved, at det er for nemt, eller for enkelt, til at det kan være sandt.
Jeg tænker. at det er den bagvedlæggende bevæggrund for de konspiratoriske bevægelser vi ser i dag. At man ikke kan leve med tilfældet. Prinsesse Diana kunne ikke bare dø i en banal trafikulykke. En verdensomspændende virus kan ikke bare stamme fra et lille dyr i en landsby i Kina. Der må være en skjult sammenhæng. Nogen må stå bag. Det kan ikke passe, at det bare er tilfældigheder. Det ville være ubegribeligt og meningsløst. Man skaber en løgn, fordi man ikke kan se sandheden i øjnene. Af og til med fatale konsekvenser.
Men kan Gudstro ikke også være et forsøg på at skabe skjulte sammenhænge, der skal gøre en barsk og meningsløs virkelighed nemmere at begribe? Er det ikke den samme trang til forklaring og regnestykker der skal gå op, der gør, at man fx kan tale om ”Guds straf” eller omvendt kan tage en smuk solnedgang til indtægt for at Gud vil mig det godt?
Er det i virkeligheden ikke også en form for afguderi og dans om guldkalve at kredse om hjemmestrikkede sammenhænge i livet – som var der en gudsgivet sammenhæng mellem skyld og skæbne, mellem livsstil og lykke – det måske ikke spor bedre end konspirationsteorier?
Den sandhed, vi hører om i dag, den sandhed som Kristus repræsenterer, er anderledes. Han udreder ikke sammenhænge, men går ind en modsætningsfyldt og uforståelig verden sammen med os. Det ændrer ikke ved at verden er modsætningsfyldt og uforståelig, men han har gjort sig til ét med den og vil følge os hver dag – igennem det der er svært og fyldt af løgn og død, til det sted, hvor han gør alting nyt.
For måske kan man sige, at vi har djævelen til far, men han er en løgn. Det glædelige er at vi har en stærkere far, nemlig Gud, og han er ikke bare sandheden. Han er også kærligheden. Den kærlighed, som engang for alle har sejret over løgn og ondskab og død i Kristus. Må det blive til liv for os
(inspiration fra Peter Nejsum, I anden række, Aros Forlag)