Påskedag 2022
Opstandelsen kan være et stort spørgsmålstegn.
For hvordan skal man kunne tro på noget så usandsynligt? Det kan ikke lade sig gøre, det siger al fornuft og alle erfaringer.
Og hvordan skal man forstå det? Vi har diskuteret det lige siden den første påskemorgen. I stuer og køkkener, i kirker og på højskoler, på universiteter og i aviser: Hvordan skal vi forholde os til opstandelsen?
Hvad betyder det, at han ikke er ”her” men er opstået? Stod Jesus op fysisk i kød og blod? Eller: Opstod han i et åndeligt legeme? Som kærlighed? Som menighedens fællesskab? Som Ordet? Som nærværende i dåb og nadver?
Der bliver ved med at være ubesvarede spørgsmål og uenigheder i den diskussion. Det er ikke bare os der har det sådan, sådan var det allerede på Jesu tid.
Fortællingen om den tomme grav, er en fortælling der handler om overraskelse og forundring, om frygt og bæven – og uforståelighed.
Der er ikke noget at sige til at det er sådan, for der var ikke noget hverken i Det gamle Testamenter eller i den samtidige jødedom, der pegede på at Messias skulle dø for at opstå igen.
Man kunne godt, hvis man læste bagud i Esajas, finde udtryk
som ”Herrens lidende tjener”, men lidelse og død var ikke opgaven for den sande
Messias, der skulle komme og genetablere Davids kongedømme.
Derfor er det forståeligt at kvinderne ved graven påskemorgen, er dybt
overraskede og ikke forstod meningen med Jesu opstandelse.
Det jødiske folk havde mange forventninger til Messias´ komme. De havde talt både billedrigt og visionært om en genopstandelse for det jødiske folk.
Men i jobbeskrivelsen for Messias – altså for Kristus – stod
der ikke noget om død og opstandelse. Tanken var at Messias skulle bringe
gudsriget ned på jorden, og ikke at han skulle bringe mennesker ind i det evige
liv.
At Kristus skulle gå i forvejen for os ind til evigt liv, var en idé de aldrig
havde hørt om.
Derfor udbryder kvinderne heller ikke: ”Jamen, han er jo selvfølgelig opstanden – så havde vi alligevel ret!”
Tvært imod hører vi, at de der holdt vagt ”skælvede af frygt” og ”blev som døde” – og at kvinderne løb der fra med ”frygt og stor glæde”. De var ude af sig selv. De forstod ikke hvad der var sket. De havde ingen anelse om hvad det skulle betyde… Endnu!
Det er ikke tilfældigt – eller en mangel – at vi ingen steder i Det nye Testamente finder en beskrivelse af Jesu opstandelse fra de døde.
Der findes nogle fantasifulde senere beskrivelser i de såkaldte apokryffe skrifter, men ingen af evangelierne fortæller noget om hvordan det skete.
Her er opstandelsen et mysterium.
Et mysterium der med indre nødvendighed må gå over al forstand og alle jordiske
forestillinger.
Fordi det drejer sig om Jesu opstandelse ind i den levende Gud, som er overalt i universet, og som derfor aldrig kan bokses inde.
Der står altså ikke noget om selve begivenheden – eller om selve måden, Jesus blev oprejst fra de døde.
Til gengæld siges der meget om opstandelsens betydning. Det siges at Kristus vil komme kvinderne, disciplene – og alle senere kristne – dvs. også os – i møde i vores livs fremtid. Det er håbet der kastes ind over vores liv, så det får en ny farve og udsigt.
Der er ikke noget at sige til at kvinderne er mystificerede,
der ved den tomme grav. For hvad er det englen siger: ”..skynd jer hen og sig
til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for
jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”
Umiddelbart kan det lyde lige lovligt konkret geografisk, at de himmelske englen
peger på en lille jordisk lmellemøstlig by – Galilæa, som det sted, hvor de kan
møde den opstandne Kristus.
Men pointen kunne være den, at både kvinderne og disciplene
skulle tilbage til deres rødder, helt konkret, tilbage til deres liv, deres
sammenhæng og deres erfaringer.
For det er netop her Kristus kommer os i møde som den opstandne – med livsmod,
tilgivelse og håb. I det vores jordiske sammenhæng.
(Pointer fra Ind i fællesskabet, NH Gregersen, p. 193-196)
Opstandelsen kan være et stort spørgsmålstegn, men her
påskemorgen er opstandelsen et stort udråbstegn!
Vi synger: lad al din klage blive borte,/ thi her er nyt fra dødens porte!.
Vi synger: Krist stod op af døde,/i Himlen vi ham møde!.
Vi synger: Ja, jeg ved, du siger sandt:/Frelseren stod op af døde!
Her påskemorgen fejrer vi opstandelsen med et udråbstegn. Med
trompet og orgelbrus forkyndes det for os og med ord der er så store, at vi har
kunnet være i dem i generationer – men også så store at vi nok har svært ved
selv at tage dem i munden, sådan til hverdag.
Påskemorgen får vi lov til at gemme spørgsmålstegnene til senere og bare fejre
opstandelsen for fuld udblæsning.
Jeg er taknemmelig for orgelmusik, trompet og salmesang – og
for de gamle tekster, bekendelser og bønner, hvor jeg ikke skal andet end at
rejse mig sammen med kristne i hele verden og gentage de ord, vi har fået
givet.
Jeg kan stå her skulder ved skulder i menighedens store fællesskab – både dem
der er gået forud for os, og dem der kommer efter os – og tro at Kristus er
opstanden – og vide at jeg nok ikke er den eneste der er fyldt af
spørgsmålstegn. For opstandelsen er et mysterium.
Jeg forstår både kvindernes glæde og frygt. Jeg forstår godt at de var bange. For at stå her i kirken påskemorgen og læse evangeliet om opstandelsen højt, for derefter at skulle sige noget, der ikke falder til jorden eller får påskemorgens mysterium til at krympe. Det kan også gøre mig bange.
Påskemorgen er det største og alt hvad vi kan finde på at
sige om det, gør det kun mindre.
For hvordan skulle vi kunne forklare det uforklarlige? Hvordan fastholde og
udfolde det overvældende livsbekræftende udråbstegn, som påskemorgen forkynder?
Hvordan skal vi kunne sige noget, så vi egentlig begriber, at det der sker påskemorgen,
har en livskraft i sig der er så overvældende, at den for altid åbner den evige
Gud for os?
Måske er det sådan at når livet overrumpler os med sin overvældende og overraskende livskraft, så findes der ikke ord der er store nok og vi bliver stille.
Måske er det sådan at påskemorgen ikke kan udtales – men skal udleves. I hvert fald er det sådan, at påskemorgen er et mysterium efterfulgt af et udråbstegn– og det mysterium er ikke blevet mindre med tiden, for det er et mysterium der kun kan åbnes i hjertet.
Påskemorgens mysterium er, at livet har vist sig stærkere end døden. At døden ikke er den yderste horisont, men at selv døden er opslugt af Gud.
Det er, at Gud er med os alle dage ind til verdens ende, hvor han til sidst skal blive alt i alle.
Påskemorgen ér sandheden om Gud og os, der provokerer os og spørger os om, hvem vi er? Og hvad døden er for os – for hvis Kristus kan opstå, så kan vi også.
Opstandelsen kan være et spørgsmålstegn.
Opstandelsen kan være et udråbstegn, men opstandelsen er aldrig et punktum.
Aldrig nogensinde.
Påskemorgen betyder at punktummet ikke længere findes.
Nu findes det kun som tegnsætning, og noget dansklærer synes deres elever
bruger enten for mange eller for få af.
I virkeligheden findes punktummet ikke længere.
– og måske er det, vores allervigtigste opgave som kristne og medmennesker, at blive
ved med at fortælle det, og minde os selv og hinanden om det: Der findes ikke noget,
der afsluttes med et punktum.
Det findes ikke. Det er aldrig bare slut. Det er aldrig bare dødt. Det er
aldrig bare forbi. For Kristus er opstandelsen og livet – og håbet giver aldrig
op.
Vi ser på krigen i Ukraine
og andre steder
vi ved at det onde findes
Krigsforbrydelser findes
Lidelse og død findes
Det ved vi og det ser vi.
Vi ved at ondskaben
indimellem løber af med
en sejr
og vi græder
og vi er bange
men vi ved også
at krige slutter
at lidelse ophører
at ondskaben opløses
altid
En morgen sætter
livet sig igennem
En morgen skinner
lyset igen
i Ukraine
og alle andre steder
hvor mørket er tæt
Det aldrig et punktum.
Det er opstandelseskraften
Det er håbet
der aldrig
i evighed
giver op
Vi bliver syge
vores nærmeste bliver syge
vi mærker afmagten
og kræfterne der bliver mindre
Vi ved smerte findes
sygdom og død findes
svigt findes
Det ved vi og det ser vi.
Vi ved at mismodet
indimellem løber af med
en sejr
og vi græder
og vi er bange
men vi ved også
at noget er godt
alligevel
at uanset hvor sort
det ser ud
så er der ingen blinde veje
En morgen sætter
livet sig igennem
En morgen skinner
lyset igen
i vores hjerter
og alle andre steder
hvor mørket er tæt
Det er aldrig et punktum
Det er opstandelseskraften
Det er håbet
der aldrig
i evighed
giver op.
Troen på opstandelsen er troen på, at vi altid kan få en ny begyndelse. Det som
vi er blevet til. Det som vi er havnet i, kan forandres og fornys – ikke ved
vores egne anstrengelser og kræfter, men ved kraften fra den opstandne.
Indimellem er vi havnet i en situation, hvor håbet kan være svært at holde fast,
indimellem kan vi slet ikke forstille os at det ikke ender med et punktum.
Måske er det vores allervigtigste opgave som kristne og som medmennesker, at hjælpe hinanden med at ikke at sætte punktummer. Der er altid mere liv at hente i påskemorgens opstandelse. Det er håbet der aldrig sætter punktum. I al evighed. Amen
Ære være faderen og sønnen og Helligånden
som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.
Amen