Penge giver glæde

1. søndag efter trinitatis.
”Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?”, sådan blev Morten Aagaard, der er korshærspræst her i Aarhus spurgt i et interview for nogle år siden. ”Hvad har bragt dig størst glæde?” og han svarede: ”Familien og så penge!”

Det er ikke lige det svar man forventer af en præst. Vi, der er sat i verden for at prædike ånd og sandhed, og at ingen kan tjene både Gud og Mammon. Evangeliet lyder at penge er tomhed, ikke glæde!

Men han har jo ret, Morten Aagaard. Penge giver en masse glæde, og giver os mulighed for at gøre en masse ting, som mennesker, der ingen penge har, aldrig har mulighed for at gøre.

Penge giver muligheder for at vi kan tage spændende steder hen, opleve nye sider af livet, bo dejligt – og penge giver os mulighed for at være generøse og gavmilde. Der er en masse glæde og liv i penge.

Penge er også forbundet med magt og begær, og meget ondt – men det er den privilegerede der siger, at man bliver lykkeligere af ikke at have penge. Som Prædikeren, vi læste fra alteret, der påstår, at ”arbejderen sover sødt, hvad enten han får lidt eller meget at spise, men at den riges overflod ikke giver ham ro til at sove.” Det er jo direkte arrogant.

Den enlige mor, der sidst på måneden, kæmper med at have penge til morgenmad og madpakker til ungerne, sover ikke godt om natten. Hun ligger og spekulerer og bekymrer sig om, at hun ikke har råd til at købe den vinterjakke, som hendes datter har brug for og ønsker sig – eller at hun også gerne ville vise hende Tivoli i København, eller give hende en flot konfirmationsfest.

Mon ikke hun gerne have byttet sine økonomiske vilkår ud, med hende, der har overskud på kontoen til at give sin familie både mad og tøj – og ferier til Italien – selvom det ville medføre bekymringer om aktiekurser? Der er store glæder forbundet med at have penge nok.

Når Morten Aagaard svarer som han gør, at det er familien og penge, der har bragt ham størst glæde i livet, så er det fordi, han gennem sit arbejde i Korshæren, har set, hvor lidt man kan, når man er fattig. Hvor få muligheder man har, for at ændre sit liv, og for at glæde sine nærmeste.

Det kan godt ske at rige mennesker kan have mange bekymringer, men det er vanvittigt at påstå, at det er bekymringsløst at være fattig. At den som ingen penge har, skulle sove bedre om natten.

Der er en pointe i, at Paulus skriver: ”Kærlighed til penge, er roden til alt ondt” – og ikke, som det ofte er fejlciteret: ”Penge er roden til alt ondt”. Det er ikke pengene i sig selv, der er problemet. De kan skabe meget glæde. Nej, det er kærligheden til penge, der gør mennesker ulykkelige og får os til at miste retningssansen i vores liv og fællesskaber. Det er griskheden eller grådigheden der gør os tomme.

For nogle år siden lavede Kristeligt Dagblad en undersøgelse, hvor de spurgte danskerne hvilken af de syv dødssynder der er den værste. Og der var ingen tvivl. Det var ikke dovenskab, vrede, hovmod eller misundelse – selvom det også er en grim ting. Et stort flertal af danskerne pegede på ”griskhed” som den værste af de syv dødssynder.

For nogle år siden – i kølvandet på finanskrisen – så vi konsekvenserne af finansverdenens grådighed, og der blev en øget opmærksomhed på, at det går udover velfærden og de svageste i vores samfund, hvis vi udelukkende fokuserer på at vækste økonomisk.

I dag taler vi ikke kun om grådighed ud fra et økonomisk perspektiv, men i høj grad også ud fra et klimaperspektiv. Politisk er bæredygtighed blevet et nøgleord. Vi har – for sent – opdaget, at vestens privilegerede livsstil, har store konsekvenser for klodens åndedræt.

Vi taler om ansvarlighed, om fordeling af ressourcer, om bæredygtighed, om deleøkonomi, om mådehold og grøn omstilling. Vi vil gerne gøre op med grådigheden på et politisk plan, men det tager tid at ændre vaner og viljer – og det kræver noget af os privilegerede i vesten, at dele vores privilegier med resten af verden. At afholde sig for grådighed. Ikke mindst.

Men grådighed findes ikke kun i finansverdenen eller politisk. Den er en del af menneskets biologi. Her kalder man det bare ikke grådighed, men begær eller behovstilfredsstillelse. Psykologien er optaget af, hvordan mennesket kan kontrollere sine drifter eller uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. For at vores grådighed eller begær, ikke går ud over andre eller bliver ødelæggende for den enkelte.

”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”, siger Jesus. ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt”, siger Paulus.
De Bibelske tekster her, har en realisme i sig: Griskhed eller grådighed findes på alle planer i vores samfund, i vores natur og i hver enkelt af os. De har også noget vigtigt at sige os mennesker i dag, for vi dør lidt når vi bliver fanget i grådighed og mister sansen for det vigtige.

Vejen ud af grådighedens svøbe, er generøsitet. Og det skal vi i kirken bliver langt bedre til at sige og praktisere. Vi skal blive bedre til at tale grådigheden i mod på alle planer.

Vi en iboende grådighed i os fra naturens side, men vi har også en gudbilledlig generøsitet i os, som vi hele tiden må give næring, så den vokser sig stærkere end grådigheden.

For Luther stod kampen mod grådigheden helt centralt i kristendommen. Der skal en kraft udefra til at stoppe menneskets evige jagt efter rigdom og magt. Derfor appellerede han til hjertets indre omvendelse. Det er fuldstændig det samme, vi har brug for at sige i dag. For grådigheden drukner alt det fine i tilværelsen, hvis vi ikke kæmper imod den – og så bliver de penge vi har, hverken til glæde for os selv eller for andre.

Den lignelse Jesus fortæller i dag, er anderledes end mange af hans andre lignelser. Oftest begynder lignelserne med ”Himmeriget ligner…” og er et billede på Gud. Men sådan lyder det ikke i lignelsen om den rige bonde.

Manden, der samler i egen lade, er derimod et modbillede på den Gud, der i sin store generøsitet aldrig holder noget tilbage. For han tænker kun på sig selv og sin egen fremtid og lykke. Han har ikke blik for at dele, ikke blik for andre og ikke blik for at det fine i tilværelsen er noget vi har sammen og ikke noget vi holder for os selv. Han er fanget i den naturlige grådighed. Og måske burde lignelsen i stedet have begyndt med et “Menneskeriget ligner…”.  For selv om vi peger fingre af ham, og vi udefra set godt kan se det latterlige i, at han bruger hele sit liv på at samle i lade til sig selv, og dermed går glip af det liv han kunne dele med venner og familie – så kender vi jo godt fortællingen, fordi det også er fortællingen om vores egen indre naturlige grådighed. Mer vil have mere.  

”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”, siger Jesus.

Vi er ikke kaldet til at lukke os om os selv og hver især skabe overflod til os selv. Hverken når det kommer til penge, privilegier eller tro og håb. Som mennesker bærer vi Guds billede med. Som kristne bærer vi Kristi kærlighed som forbillede.

Kristus kalder os til at spejle os i ham. Ham, der gav slip på alt sit eget, for at vi skulle gives i overflod. Ikke penge og velstand, men håb, liv, nåde og evighed. Det kan aldrig lægges og gemmes i en lade. Så dør det. Det må rækkes, gives – og deles med andre.

”Hvad har givet dig størst glæde her i livet?” ”Familien og så penge”, svarede Morten Aagård. Det var et godt svar. Et realistisk svar. Et virkelighedsnært svar – og også et ydmygt svar, når man som han, spejler sig i mennesker der lever uden de muligheder for livsglæde og livskvalitet, som det at have penge nok, faktisk giver. Vi skal have den største respekt for menneskers kamp for at overleve. Og vi skal konstant bede om hjælp til at slå grådigheden i os ned, så der bliver plads til at leve generøst.

Gud giver os ingenting for at vi skal have det for os selv. Han giver os derimod alt, for at vi skal dele det med hinanden. Vi kan kalde det deleøkonomi. Vi kan kalde det bæredygtighed. Vi kan kalde det ansvarlighed. Næstekærlighed. Barmhjertighed. Omsorg.

Gud kalder det bare livet!
Og livet er- livet bliver til – når vi deler det med hinanden.