2. Påskedag
”Maria!” Han så på hende den søndag morgen ved graven, med de samme kærlige øjne, som mødte hende første gang hun opsøgte ham i farisæerens hus. Den gang blev hun ikke alene set som et menneske for første gang, hun blev tilgivet og fik et nyt liv og et håb.
Hun var prostitueret og levede i den yderste nød, forkastet, splittet og udnyttet. Fortællingen om hende begynder, sådan her: Nu var der en kvinde der levede i synd i den by. Den kvinde var Maria og hun går uden at banke på ind i huset hvor Jesus sidder til middag.
Og nu skal I prøve at se det for jer. Det var et fornemt hjem, en af den slags hjem hvor man tager skoene af inden man går ind, hvor folk er inviterede og med bordkort. Og hvor alting har en plads, og ingenting er tilfældigt, med mindre det er meningen.
De sidder inde i den pæne stue. Alle mændene og diskutere væsentlige og ordentlige emner. Maria går lige ind – og selvom de fleste af de tilstedeværende nok ville benægte det, så kendte de hende alle sammen – og ikke kun af omtale. Og de afskyede at blive konfronteret med hende ved højlys dag og sammen med andre.
Hun har en smuk alabastkrukke med fyldt med kostbar olie. Og hun begynder at græde i det øjeblik hun får øje på Jesus. Så bøjer hun sig ned og viser sin kærlighed ved at pleje hans fødder. Hun fugter dem med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Hun kysser dem og salver dem med olie.
Ikke på et eneste tidspunkt overvejer hun hvad de andre tænker om hende. Hun følger sit hjerte og lader det flyde over i ødsel kærlighed. Uforfærdet og uden hensyn til omgivelsernes reaktioner lader hun hjertet tale og gråden komme.
Simon og de andre mænd reagerer voldsomt. Hvad bilder hun sig egentlig ind? Komme her og spilde deres tid og spilde al den dyre olie til ingen verdens nytte.
Den kunne være solgt og pengene kunne være blevet brugt på de fattige i stedet? Og hvis Jesus virkelig er Guds søn, så må han da også vide, at den kvinde er en ludder. Hvordan kan han tillade sådan en opførsel?
Men sådan ser Jesus ikke på hende. Han dømmer hende ikke. Han tager taknemligt imod. Han værdsætter det hun har gjort imod ham, for han ser, at det kommer lige fra hjertet, uden tøven eller bagtanker.
Han ser et elskende, generøst og medtaget menneske. Han tager imod hendes sorg, hendes umiddelbarhed og siger: Dine synder er tilgivet. Din tro har hjulpet dig. Gå i fred!
Og hun går derfra i fred, som et frit menneske. I Guds øjne, har hun set, hvem hun er. Nu ser hun, hvad hun ikke tidligere kunne få øje på. Hun ser sin værdi og sin ret til at leve. Og fra den dag oplever hun sig elsket af Gud, og bliver én af Jesu nærmeste disciple.
Fredag var Jesus død og sorgen var ubærlig. Hun gik med tunge skridt ud mod graven. Det var ham der havde været hele meningen med hendes liv og nu vidste hun hverken ud eller ind. Der var ingen retning og ingen mening. Ingen lys og ingenting der var som før.
Hun havde duftende salve med for at salve liget. En dyr salve, præcis som den dag, hun salvede ham første gang, og han ændrede hendes liv for altid.
Jesus var død og Maria var ringe stillet. Fremtiden for de andre disciple var i går hård og udsigtsløs. Men ingen var så ringe stillet som Maria Magdalene. Som tidligere prostitueret havde hun ikke noget familie.
Prostitueret blev man dengang først, når forholdet til familien var brudt endeligt sammen. Der var kun det ækle og beskidte gamle liv, der ventede. I et glimt havde hun oplevet at få skænket en ny tilværelse, som én Jesus kendte og holdt af. Nu var det liv slut. Det var sådan hun havde det, på vej ud til graven.
Og så var den tom! Graven var tom! Han var der ikke! Hun tror nogen har flyttet ham, og hun græder.
Salven har hun spildt på jorden, og tårerne står hende i øjnene. Nu har hun ikke engang et sted at gå hen med sin sorg.
”Kvinde, hvorfor græder du?” , spørger Jesus, men hun genkender ham ikke. Øjnene er for fyldt af tårer, eller den opstandne Jesus ser anderledes ud. Hun genkender ikke ham. Han kender hende.
”Maria!” Han så på hende med de samme kærlige øjne, som mødte hende første gang hun opsøgte ham i farisæerens hus. Dengang havde hun også tårer i øjnene.
”Måske skal Gud ses gennem tårer… gennem sorg og lidelse”, sagde astrofysikeren Jens-Martin Knudsen. Det er i alt fald det, som Maria gør. Hun ser Gud gennem tårer.
Den opstandne Kristus sagde hendes navn, og først da genkendte hun ham. Han kaldte hende ved navn. Han genkendte hende, og kendtes ved hende.
Og hun ser ham gennem tårer, men hun ser også noget andet. Ved mødet med den opstandne Kristus ser hun noget andet gennem tårer. Hun ser lyset – bogstaveligt talt. Maria genindsættes i det kærlighedsforhold, hun har levet i og af. Hendes eget liv genopstår af døde. Den fremtid, der var lukket, åbner sig igen.
Kristus er opstanden, og det er Maria også.
***
”Når der sker noget overraskende siger man: Det er løgn!
Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt!
Når der sker os noget skønt, aner vi:
Det er for godt til at være sandt!
Hvad er det for en forestilling vi har om sandhed
der udelukker det overraskende, forfærdelige,
det skønne og gode
og kun tolerer det normale, det dagligdags som sandt”
sådan skriver Villy Sørensen meget tankevækkende, i den ældre digtsamling ”Vejrdage”
Ifølge vores begrænsede sandhedsbegreber, skulle opstandelsen altså både være løgn, umulig og for godt til at være sandt. Det er hårde ods troen er oppe i mod.
Troen på opstandelsen er en bekendelse: ”Ja, jeg tror Kristus er opstået fra det døde. Ja, jeg tror livet er stærkere end døden. Ja, jeg tror lyset er kraftigere end mørket.” – men det betyder ikke at vi forstår bekendelsens indhold. Det betyder ikke vi begriber omfanget eller betydningen af den kærlighed der har sejret.
Jeg forstår ikke Guds kærlighed, men jeg tror på, at jeg ikke kan falde ud af den. Jeg tror på at den omfatter mig. Det er den spænding man må leve med som kristen. Jeg forstår ikke, men jeg tror. Opstandelse er både mysterium og konkret troserfaring. På samme tid.
Vi oplever opstandelsen glimtvis i dette liv. I Fine øjeblikke der giver bevidsthed om at evigheden findes her i dette skrøbelige liv. Magiske øjeblikke med opstandelse i fuldt flor. Et fællesskab, en naturoplevelse, en blik fra den elskede, en lille barnehånd, en stor kunstner, en sprække ind til himlen. Vi oplever opstandelsen glimtvis i vores liv.
Men opstandelsen er også en altafgørende livsramme, som giver en grundlæggende tro på at før du elsker, er du elsket; før du fejler, er du benådet; før du svigter, er du tilgivet; før du glemmer, er du husket; før du farer vild er du fundet; før du dør, er du levende. Elsket, benådet, tilgivet, husket, fundet og levende hos Gud.
Opstandelsen betyder at der altid er en vej igennem mørke og død. Som da Moses stod foran det røde hav med en bange og frustreret gruppe af isralitter, og med ægypterne halsene i nakken. Det så håbløst ud, ja, det så faktisk uoverskueligt håbløst ud. De var dømt til at ende der, men så viser Gud en vej for dem og skiller det ufremkommelige vand, så der bliver en vej lige igennem alt det dødelige og mørke vand. Og de bliver frelst fra både fjender og vandmasser. Det er opstandelse!
Det er opstandelse, når der viser sig en mulighed, et håb, en vej gennem det der så helt uoverskueligt ud. Troen på opstandelse er, troen på der altid er en vej igennem mørke og død og håbløshed. Uanset, hvor sort det hele ser ud – i vores eget liv eller i verden omkring os, så må vi tro på at det ikke ender sådan. Der er altid veje, muligheder og mere liv.
Opstandelsen er grunden til håb. Håb i liv og håb i død.
Kristus er opstanden, og det er vi også. Kristus er opstanden og det skal vi også.
Glædelig Påske