Omsluttet af guddommelig kærlighed

5. søndag efter påske /Text: Johannes 17,1-11

Der er ingen af os der kender os selv fuldt ud. Der er ingen af os der kender vores fremtid. Der er ingen af os, som er fuldt ud kendt af et andet menneske. Ikke en gang vores allernærmeste.

Vi kender hinanden, men vi er ikke kendt med alt hvad vi rummer. Heldigvis. For den sandhed og det kendskab er der ingen mennesker der kan bære.

Når jeg ser mig selv i spejlet i den her tid, synes jeg ikke der er meget ved det. Eller: sådan kan jeg også have det på andre tidspunkter, men i øjeblikket kan det være en ret nedslående oplevelse. Når jeg ser på mig selv, får jeg lyst til at se noget andet. Noget mere energisk og energifyldt, men det er svært at præstere. Jeg mangler simpelthen nogle andre og noget andet at spejle mig i, end mig selv.

Når jeg ser ud ad vinduet, drømmer jeg mig længere væk end terrassen. Det vækker min længsel efter at komme ud blandt mennesker igen. Det vækker eventyrlysten i mig – og trækker i mig. Jeg drømmer om at kunne rejse igen, færdes frit igen. Der er så meget af det der ude på den anden side vinduet, som er blevet aflyst og annulleret pga. Corona. Jeg længes efter det alt sammen.

Når jeg ser på et maleri, som jeg ikke forstår. Så kan der ske det, at jeg alligevel drages af det. Eller: jeg forsøger at forstå det, forsøger at trænge ind i det, for at forstå hvad det er det gør ved mig. Hvad er det for en historie det fortæller, hvad er det for nogle billeder det skaber i mig.

Når jeg læser Johannesevangeliet, så ser jeg hverken ind i et spejl, eller et vindue eller et maleri. Men hvad ser jeg så?

Det er Mogens Lindhardt, som er tidligere rektor på pastoralseminariet i København, der i sin bog ”Ikonen med det evige liv”, har foreslået at man skal se Johannesevangeliet som en ikon. Johannes giver os billedet af at vi hænger sammen. Jesus – Faderen – Ånden – og os mennesker – at vi hænger sammen i kærlighed. Det er ikke et billede, der skaber billeder.

Man må holde tungen lige i munden når man læser Johannes. Mange af teksterne ikke så lette at udfolde eller få greb om. Evangeliet er ikke klart og tydeligt, men forklaret og indviklet. Det er på en gang abstrakt teologisk og helt enkelt. Sætningerne er gådefulde, men ordene enkle.

Teksten taler om den dybeste enhed mellem os og Kristus og mellem Kristus og Faderen. Ikke énshed eller lighed, men enhed.  Og denne enhed kan ikke opfattes i billeder – måske snarere i bevægelser.

Hvis du har tid og lyst til det, til at læse videre selv i Johannesevangeliet, så prøv at læg mærke til hvordan Johannesevangeliet nærmest vrimler med bevægelsesverber… jeg giver, jeg kender, jeg udgår, jeg beder, jeg kommer, jeg sender etc. Hvis vi er opmærksomme på de bevægelser, så sker der noget med os, når vi læser teksten. Billeder danner vi i hovedet når vi hører ordene. Den her tekst danner ingen billeder, i mit hoved i hvert fald. Men måske sker der en bevægelse når vi hører teksten, der gør at vi bliver bevæget/fortolket/draget/berørt/herliggjort…

Måske giver det mening at sammenligne Johannesevangeliet med en ikon. Ikonen som vi kender det fra den ortodokse kirke, hvor det mystiske og gådefulde og bønnens bevægelse spiller en langt større rolle, end vi kender det fra vores lutherske tradition. Her er fromhedsidealet ikke at kunne forklare Gud, men måske snarere at lade sig forklare af Gud.

Som når Gregor af Nyssa skulle have sagt: ”Når du er teolog, vil du bede i sandhed, når du beder i sandhed, er du teolog.” I den tradition er der ingen pædagogisk indføring i den kristne tro, nej, her er det levet liv, bøn og bevægelse.

Sådan oplever vi også ikonerne, fra de ortodokse kirker. De er ikke pædagogiske eller lette at identificere sig med. Oftest et helligt ansigt, en historisk person, men altid vist i sin ophøjelse. Øjnene er rettet mod os som ser på det, men alligevel ikke rigtig tilstedeværende. Som om de ser ikke bare på os, men også hen over os og bag om os. Ansigtet ligner en maske, stiliseret – på en måde ligesom billedløse, som johannesteksterne. Fuldkommen renset for alt, det som sætter vores fantasi og indlevelse i gang.

Et moderne billede skaber perspektivet sådan, at man bliver draget ind i billedet. I et landskab, et rum, et ansigt.. Ikonen derimod fremstiller ikke en verden, man ønsker at træde ind i. Måske snarere tværtimod. Perspektivet er vendt om. Fokus ligger ikke i billedet, men hos os – hos tilskueren – som får en oplevelse af at blive set af ikonen. Perspektivet vender ud af – ud imod tilskueren, ud imod os. Og måske er det sådan vi skal gå til Johannesevangeliet, som en ikon.

Vi bliver set og samtidigt er blikket ikke kun rettet mod læseren, mod os, men også bag os – mod det vi kommer fra. Ikonen ser på os og på os i den sammenhæng, vi kommer fra. Den ser ud over det, vi har med os – udover vores historie, vores sammenhæng, vores mangler – men også på den himmel, som er spændt ud som en evighed over os.

Når der står ”Jeg og Faderen er ét”, så ville et moderne maleri, måske male et billede af Kristus hvor faderen er skjult bag ham eller i ham – og jo mere vi som tilskuere kunne trænge ind i billedet, jo tættere ville vi komme på en afsløring af faderen gennem sønnen. Det ligner den måde vi oftest i en luthersk sammenhæng går til en bibeltekst. Vi vil trænge ind i den, vi vil forstå den, for at kunne komme tættere på en forståelse af Gud.

”Jeg og Faderen er ét”, står der flere steder i Johannesevangeliet. Ikonen ville fremstille den sandhed anderledes. Som et ansigt. Vi ses af ansigtet, som samtidig ser over os og bag os. Vi drages ikke ind i billedet, vi forsøger ikke at trænge ind i billedet, for at dets historie skal blive vores historie.

Den ser på os og på faderen bag os på én gang, dermed bliver udsagnet et andet ”Jeg og faderen er ét” betyder ”Du og faderen er ét”, eller: ”Jeg ser på dig, som på den, der har faderen i ryggen”.

Bag os er det, vi ikke ser. Det vi kommer af, og det vi vender ryggen. Gud og verden. Ikonen – og Johannesevangeliet, ser faderen som den der er bag os.

Når der står: ”Nu går jeg til ham, som sendte mig”, så ville et traditionelt maleri vise fx Kristi himmelfart, at Jesus forlader os, for at gå til en anden verden, den som er bag ham.

Ikonen derimod ville skildre det modsat: Han går til den, som er bag dig, for at du – med al din frygt og fortid, kan hvile i ham. Det du ikke kan se og derfor måtte frygte, det er nu hos Gud.

Ikonen og johannesteksterne omslutter betragteren eller læseren – omslutter os – Og det at være omsluttet af det guddommelige, det er det evige liv.

Som når der står:  ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus”. Evigt liv er, når vi ser ikonen / hører denne tekst og perspektivet vendes om. Evigt liv er at være kendt af faderen, og af ham, som han sendte! 

Der er ingen af os der kender os selv fuldt ud. Der er ingen af os der kender vores fremtid. Der er ingen af os, som er fuldt ud kendt af et andet menneske. Ikke en gang vores allernærmeste.

Vi kender hinanden, men vi er ikke kendt med alt hvad vi rummer. Heldigvis. For den sandhed og det kendskab er der ingen mennesker der kan bære. Evangeliet i dag stiller os foran en ikon af den kærlighed, der består i at vi er kendt af den treenige Gud, der er bag os – og foran os, vedsiden af os og i os.
Vi er kendt med alt det der er os, af Gud.  Af den evige Gud – og det evige liv opstår der, hvor alt det, som er dig – din fortid, din nutid og din fremtid – er kendt af Gud.

Ikke som noget vi skal trænge ind i og forstå, men som det der bliver givet til os, som kommer til os, som møder os, som omslutter os, som elsker os med guddommelig kærlighed.

Må det lys som skinner i os, også skinne gennem os.