3. s. eft. Helligtrekonger
Tekst: Matt 8,1-13
”Gå, det skal ske dig, som du troede!” – sagde Jesus til ham, og idet samme blev hans tjener helbredt.
Men det vidste han ikke noget om endnu. Han var et andet sted. Han var der, hvor han sjældent befandt sig, nemlig: helt ude af kontrol.
Det er hjerteskærende, sådan at sige det højt.
Men det var sådan det var: Han var vant til at være i kontrol. Han var vant til at have meget magt.
Han var sådan en der kunne få ting til at ske. Han kunne styre folk. Han var vant til at folk adlød ham.
Han var ikke vant til, ikke at kunne gøre noget.
Hans tjener var blevet uhelbredeligt syg. Eller måske var det hans søn. Det er der nogen der mener. I hvert fald var det et menneske der stod hans hjerte så nær, at sygdommen også gjorde ham syg.
Han havde forsøgt at holde hovedet koldt og trække i alle de tråde han kunne. Han havde skaffet de dygtigste læger, købt medicin hjem fra Kina, indhentet de dygtigste kostrådgivere og idet hele taget gjort alt hvad der stod i hans magt. Men det gik ikke.
Selvfølgelig vidste han godt, at sygdom er enhver mands Herre. I hvert fald på papiret. Han vidste godt, at han ikke var Gud. Men det er alligevel anderledes at stå midt i det. Ikke at kunne gøre noget. Virkelig.
At stå i en situation, hvor man må erkende at man må give op – og give sig hen til Gud:
Kære Gud, Hjælp!
Bare et ord, skal der til: Hjælp! – og så vil Gud tager over. ”Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt!”
– og Jesus svarer ham umiddelbart: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!”
Og nu går han her.
På vej hjem. Det vil gå dig, som du troede!
Men hvad tror jeg egentligt, tænker han. Tror jeg nok? Wow! Det er godt nok meget at lægge over på troen. Det hele faktisk.
Det skal gå dig, som du tror. Jeg forstår godt at han bliver ramt af det. På alle måder. Af glæde: Troen frelser mig! Og af bekymring: Hvilken tro? Er den stor nok? Er min tro stor nok?
Jesus siger det. Udråber hans tro til at være større end nogen, han tidligere har set. Men det betyder ikke, at han ikke oplever tvivl.
Det opleves nærmest som en strid eller en kamp. Mens han går der, har han det som om hjertet er en kampplads for troen.
På den ene side stærk og på den anden side svag. Han har ikke nogen vished – han kan ikke vide med sikkerhed hverken at hans søn er blevet rask. Han er der lige midt i livet. Det gør ondt. Og han aner ikke om det brister eller bærer.
Eller om hans tro er stærk nok.
Det kan ingen. Troen er aldrig noget, man kan vide sig sikker på. Man kan aldrig vide om den er stor. Eller stor nok.
Han tvivler på at det er nok med hans tro.
Han kan heller ikke lade være med at tænke: Hvad der dog fik ham, lige præcis ham, der ingenting vidste om hverken jødedom eller Jesus for den sags skyld – hvad der fik ham til at opsøge Jesus med så stor tillid?
Det var i hvert fald ikke betinget af troen – for han anede intet om hverken troslære eller praksis. Han havde ingen ide om hvornår man skulle rejse sig til en gudstjeneste, han kunne ingen salmevers og han havde ingen konkret tro på Jesus som Kristus, eller det evige liv.
Alligevel fremhævede Jesus hans tro. Den var stor sagde Jesus. Selv er han ikke så sikker. Men måske er det netop tvivlen på det, der gør at han går til Jesus – vender sig mod ham og helt umiddelbart venter sig alt godt fra ham.
Så troen altså ikke er det der udgør betingelsen, men det der udgør selve modtagelse af nåden – eller af gaven – af underet. Han tager imod underet – eller livet!
Der sker i hvert fald det: at han giver op. Må erkende at hans egen magt er begrænset.
Han vender sig fra sig selv og til Kristus, og viser ham den afgørende tillid.
Og måske er tro dybest set det, at forlade sig på noget andet end sin tro. Eller: På én anden – nemlig Kristus!
Sådan går han underet i møde, i tvivl og alskens hjertekvaler og troskriser. Han har ikke altid fat i troen, men troen har fat i ham – som nåde og retning.
Måske bliver det en åbenbaring for ham der på vejen hjem. At troen ikke er noget han skal præstere, men en gave der bliver rakt til ham – som Jesus der møder den spedalske med en fremstrakt hånd og siger: ”jeg vil, bliv ren”. I hvert fald kunne jeg forestille mig at det er sådan nogle tanker, der fylder ham der på vejen.
En der bliver fyldt af noget tilsvarende er Martin Luther.
I år fejrer vi ikke bare Kulturåret her i Aarhus, men også 500 året for Reformationen.
Reformationen skete ikke fra den ene dag til den anden. Og det er selvfølgelig historiens forenkling der gør, at vi taler om så store begivenheder i punktnedslag og overskrifter.
Det øjeblik, hvor Luther kommer frem til sin nye forståelse af Gud, kaldes ofte for tårnoplevelsen.
En dag sidder han i sit tårnværelse ved universitetet i Wittenberg og læser i Romerbrevets kap 3,23-24:
”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”.
Og pludselig går det op for Luther, at han hidtil har misforstået, hvad der ligger i Guds retfærdighed. Det er nemlig ikke en retfærdighed, der straffer og belønner, men Guds retfærdighed er lig med Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed.
Først nu går det for alvor op for Luther, hvad Paulus mener: Kristus har ved sin lidelse og død helet forholdet mellem Gud og mennesker.
Kristus har bragt en forsoning i stand og helet det brudte forhold. Og det forhold er en gave der gives til os mennesker, og som vi kun kan tage imod i tillid og tro.
Som vores officer der tager imod Jesu under i tro og blind tillid til Guds indgriben.
Sådan er det med gaver, siger Luther. De kan kun modtages og når troen siger ja, erfarer mennesket sig under Guds kærlighed.
Så er mennesket frelst. Det er befriet fra selv – og fra ved egne kræfter at skulle finde vej til Guds kærlighed. Den er givet på forhånd.
Han – officeren er på vej til at opleve et under.
Vi er lige som ham på vej mod et under. Måske ikke en helbredelse af en af vores kære. De færreste af os oplever det samme som ham – at vores syge mirakuløst er blevet rask, når vi kommer hjem.
Men det giver alligevel mening, at vende sig til Kristus i vores afmagt. Når vi stå der, hvor vores egne magt slipper op – så give sig hen til Gud. Overdrage nøglerne til ham – i tro på, at han kan gøre alting nyt.
Han bliver hos os i afmagten, der hvor der ikke er mere for os at gøre. Han tager afmagten på sig på korset og gør alting nyt i opstandelsen. Tro er at leve i lyset af det.
Når du vil – sagde den spedalske, og udtrykte en forbilledlig tillid. ”Når du vil”, skal vi også synge om lidt. Når du vil/bryder ordene frem/af sprækker og revner/i smuldrende mure/og vi ser/at du er iblandt os/og rejser dit rige/livet bliver nyt/vi synger.
Det er en ny salme af Holger Lissner, som er skrevet her i forbindelse med Reformationsjubilæet og som har vundet en europæisk pris og derfor er oversat til en masse forskellige sprog. Så det står jer frit for at synge den på norsk eller tysk, hvis det falder jer mere naturligt.
Vi skaber ikke reformationen, men reformationen kommer, når Gud vil.
Livet er ikke op til os, men op til Gud – det er en sandhed der er meget trøst at hente i.
Tro fås ikke i metermål eller efter vægt. Tro er tillid til Gud og åbent at tage imod hans udstrakte hånd. Give sig hen til, at livet er som det er, men aldrig udenfor Guds rækkevidde.