5. søndag efter trinitatis
Peter var træt – han sad der i båden med erfaringen af, at de havde knoklet hele natten, uden resultat. Det var ellers det de gjorde. De var fiskere og det var ren rutine for dem at tage ud med bådene og kaste garn ud for at fange fisk. Men nu var de blevet trætte. Trætte af det. En hel nats spildt arbejde. Selvfølgelig var det ikke første gang det var sket, men spildt arbejde kan tage modet fra alle.
Den erfaring tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til. At sidde der efter en lang arbejdsdag, hvor ingenting rigtig flyttede noget og spørge sig selv: Hvad nytter det hele? Nogle gange er de synlige resultater af al vores slid, svære at få øje på. Eller de er der måske bare ikke.
Sådan kan vi også have det i familien. Vi slider for at få det hele til at hænge sammen – eller simpelthen for at blive sammen, men der kan være perioder, hvor der ikke kommer noget ud af al vores slid. Hvor vores forhold er blevet svært og skrøbeligt, eller hvor det vi gør og laver virker udsigtsløst. To mennesker der ikke længere har tiltro til sig selv, livet eller hinanden.
Eller: vi sidder måske alene de fleste dage og kæmper med at holde humøret oppe og bliver indimellem ramt af en træthed der får os til at miste modet.
Hvad fiskeren oplever med sit garn, kan vi andre opleve i alle mulige andre situationer: Hvad er vores forhold værd? Hvad er vores arbejde værd? Hvad er mit liv værd?
Følelsen af tomhed og meningsløshed er vi mange der kender. Følelsen af at man ikke slår til, at det hele ikke nytter noget. Det var den følelse, de trætte fiskere havde efter nattens slid, som ikke havde ført til noget som helst.
Jesus sagde til Peter: Kast jeres garn ud til fangst! Og Peter sagde opgivende: Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået! Underforstået: Det nytter ikke noget. Men alligevel: Peter trodsede sin tvivl og kastede garnet ud igen. Peter havde givet op, men gjorde det alligevel – på en andens ord.
Og det er det den her fortælling vil os.
Det er muligt, at den der oplever sit arbejde som ligegyldigt eller tomt, kunne opleve noget andet, hvis der kom lidt tro ind i billedet.
Det er muligt, at det forhold, der er gået i stå og føles tomt kunne leve videre eller endda blomstre op igen, hvis der var nogen der troede på det.
Det er muligt, at når vi føler at livet ikke er værd at leve, at vi kunne få noget andet ud af det, hvis troen tvinger os til at leve det alligevel.
Måske er det endda derfor vi kommer her ind i kirken? For at få nyt livsmod ved de ord der bliver talt til os, når vi føler at nettene er tomme og håbet udelukket.
Peter var garanteret en dygtig fisker med årelang erfaring og gode rutiner, men hvad nytter rutiner og erfaring, hvis man ikke længere tror på det, man giver sig af med?
På den anden side, skal man heller ikke kimse af rutine og erfaring. Maleren van Gogh fortæller, at han i seks år kun arbejdede med at sætte farver sammen med en malers rutine og erfaring, uden at der kom noget ud af det. Det var tomme år for ham, sådan oplevedes de i hvert fald. Men da han begyndte at male for alvor, skete miraklet. Han kunne selvfølgelig ikke have gjort det, han gjorde, uden rutine og erfaring. De tomme timer, dage og år, var forudsætningen for, at garnene blev fulde. Men da han begyndte at male for alvor, var der mere end rutine og erfaring på færde. Noget større end ham selv og det han kunne. Der skete noget. Noget overgik ham. Noget som ikke udtømmende kunne forklares ud fra hvad han kunne og vidste og ville.
Sådan kan vi også indimellem opleve at noget overgår os, noget møder os, noget finder sted i vores liv og vores hverdag, som går ud over det vi selv kan og formår.
Hvis vi mener, at alt hvad vi kan opleve i livet, er noget, som er op til os, så er det måske ikke så underligt, at vi bukker under for triste og tomme erfaringer. Vi føler os utilstrækkelige, selv om vi har både rutine og erfaring. Vi stirrer efter resultater, og når vi ikke ser dem, mister vi modet. Men det største i vores liv, afhænger ikke af vores personlige indsats eller formåen.
Hvad der overgår et menneske, er mere end vi selv holder i vores hænder og har magt over. Van Gogh oplevede at det han skabte, var større, end det han selv formåede, mere end han selv så sig i stand til at frembringe – og den kunstneriske erfaring inspiration og samspil, viser noget fundamentalt ved vores tilværelse.
Det bedste der sker os, er det som overgår os. Dvs. det som er mere end alt det vi kan og behersker og formår. Det gælder i forholdet til vores nærmeste. Det gælder vores arbejde og det gælder forholdet til vores liv, som vi måske indimellem kan opleve som tomt og retningsløst.
Ligesom Peter oplevede at nettene pludselig blev mere end fulde, efter en hel nat forgæves arbejde. Sådan er det måske også overgået os noget, der gjorde at vores tomme net blev fulde. At livet var større end det, vi kunne og formåede. At tomhedsfølelsen og selvopgivelsen og mismodet ikke fik ret. Livet blomstrede, fællesskabet viste sig stærkt, arbejdet bar frugt vi ikke selv havde turdet håbet på.
Fortællingen handler om det øjeblik, hvor Peter handler stik mod sin erfaring. Hans erfaring siger, at der ikke er mere at komme efter. Men ordet han hører, er så stærkt at han må bøje sig for det. Og noget forunderligt overgår ham.
Ja, nettene blev fulde – men det forunderlige er snarere at han ikke gav op, da han egentlig havde givet op. At han troede, trods nattens og erfaringens tomhed. Det er det forunderlige, det nye blik. Troens blik.
Det er måske det vi skal forsøge når vores forhold er gået i stå og i tomgang, at gå videre med en tro på, at der er noget andet i vente. At det kan blive godt.
Det er måske det vi skal vove at gøre, når vores arbejde er blevet meningsløst eller selve livet er blevet udsigtsløst – at tro, at det går an. At det går alligvel.
Fortællingen placerer os i troens øjeblik, hvor en fremmeds ord modsiger al vores erfaring og al vores indsigt og kræver at vi skal høre det og handle på det.
Vores liv er, ligesom Peters, et liv med erfaringer og indsigt. Vi ved hvad der er muligt og sandsynligt Og pludselig siger ordet til os. I skal tro imod det mulige og sandsynlige, imod jeres erfaringer og viden og indsigt. Noget større skal overgå jer end det, I ved og forstår.
Og fortællingen kunne have sluttet der. Lykkeligt og glædeligt. Peter kunne have jublet, men det gør han ikke. I stedet for at blive glad siger han: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!”
Og det er også den realistiske fortsættelse – for mon ikke de fleste af os kender det. At selv når vi har den mest pessimistiske tolkning af livet og vores muligheder, så vil vi hellere fastholde den, end vi vil give slip på os selv?
Måske fordi vi bliver bange for det der overgår os? andre menneskers opmærksomhed, hjælpen, deres kærlighed – for tilværelsen, som den kommer os i møde, anderledes og overraskende i forhold til vores opgivenhed? Vi ved hvad vi har (hvor sølle det end er), men vi ved ikke hvad vi får.
Peter siger: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!” Og Jesus svarer igen, med at gøre ham til præst. Han siger: Nu skal du ikke være fisker længere, nu skal du forkynde det ord, som giver livsmod. Nu skal du sige til dem der føler at deres garn er tomme: Tag ud alligevel! Lev alligevel! Frygt ikke, tro kun!
Fortællingen i dag handler om, hvordan Gud er større end vores tomhedsfølelse og selvforkastelse. Hvordan hans søn, da Peter siger: ”Går bort fra mig, for jeg er en syndig mand,” ikke hører ham og går bort, men bliver hos ham.
Det hedder om Guds søn, at toldere og syndere plejede at holde sig nær hos ham, men evangeliet er jo egentlig det modsatte: Nemlig, at han holdt sig nær til dem. Til os. Til os med de tomme net, til os der indimellem føler at det hele er forgæves. Han holder sig nær til os – og sender os afsted med ordet der kan forandre og forvandle mørke til lys, og tomhed til fylde – og vi aner det går an, på trods.
Inspireret af Johannes Møllehave, Hvor kærlighed bor; Lindhardt og Ringhof 1997