Menu Luk

Når Guds godhed udfordrer

20. søndag efter trinitatis / Matt. 22,1-14

Jeg ved godt hvad I sidder og tænker på. Eller: det ved jeg jo ikke. Tanker er toldfri, som man siger, og tak for det… men i dag er jeg ret sikker i min sag. Jeg er næsten helt sikker på, at I sidder og tænker på hvem han er.

Hvem er han? Altså, den mand der blev smidt ud fra bryllupsfesten, fordi han ikke havde festdragt på.

I sidder og tænker på hvem i al verden er det, som ikke er velkommen i Guds rige. Og det er da virkelig også en underlig slutning på historien, at der skulle være en særlig dresscode i Guds rige.

Hvem er han, ham uden festdragt? Det er åbenbart ikke hvem som helst, for hvem som helst blev inviteret med.

Det er åbenbart heller ikke en ond mand, for både onde og gode blev inviteret med.

Det er åbenbart ikke én der havde grimt og beskidt tøj på, for alle fattige, forhutlede udskud var inviteret med.

Men hvem er det så denne mand, som for det første ikke var passende klædt og for det andet ikke havde et ord at sige til sit forsvar. Han som bare tav.  

Hvem er det der bliver sat på porten i Guds rige? Det rige der er kendetegnet ved rummelighed, kærlighed, barmhjertighed og glæde. Hvem i alverden er det der ikke passer ind i der?

Måske tænkte I ikke på det før, men nu tænker I helt sikkert på det: Hvem er han? Og jeg har faktisk et bud på det – men jeg bliver nødt til at starte et lidt andet sted. Nemlig der hvor vejene ender. For det var der han kom fra, ham der blev smidt ud.

Han havde været helt der ude hvor vejene ender, ja, endda længere ude. Han havde været så langt ude at han tænkte, at der ikke var nogen vej tilbage. Han havde kappet alle tråde, og troet at han kunne klare sig selv. Han følte sig helt alene og var gået i sig selv af skam. Han følte sig ikke længere værdig som menneske, så slemt stod det til med ham, da han besluttede sig for at gå hjem og bede sin far om tilgivelse – eller i hvert fald om lov til at være, bare i nærheden af ham igen. Han var kommet til en korsvej – og han gik den lange vej hjem, fra der hvor vejene ender til det sted, hvor alting begynder.

Skridtene var tunge, hjertet var tungt og tankerne kørte i ring. Igen og igen gennemgik han hvad han ville sige: ”Jeg har syndet mod himlen og mod dig, jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn”, ”jeg har syndet mod himlen og mod dig, jeg fortjener ikke…” og så pludselig var han fremme. Han kiggede op og der stod hans far og lyste af glæde over at se ham, og han fik ikke sagt et ord. Ikke et eneste af de ord han havde planlagt, fik han sagt. Hans far kom ham i forkøbet.

Han omfavnede ham, og råbte til sine tjenere: Slagt fedekalven og hent festdragten, for min søn var død men er blevet levende igen. Nu skal vi holde fest. Inviter alle I møder. Inviter hvem som helst i møder. Der var virkelig noget at fejre.

Han var overvældet da de kom med festdragten. Finere dragt havde han aldrig set. Den var spundet af de fineste lyse tråde i glade farver og syet i kærlighed. Han fik den skam også lagt over skuldrene, som en kappe, der gjorde ham værdig, men da hans far så væk, tog han den af igen.

Han kunne ikke bære den nåde, hans far havde givet ham. Han kunne ikke være i den glæde, invitation gjaldt. Han kunne ikke tro, at han virkelig hørte til der, sammen med alle de andre. Han kunne ikke tro, at hans far virkelig mente det. Virkelig mente at han var velkommen.

Han sad der midt i glædesfesten og tænkte sit. Han tænkte: Jeg er ikke god nok, Gud er ikke stor nok. Hans tanker gik i ring, og som han sad der indesluttet og ude af stand til glæde sig, sammen med de andre – så stod han pludselig foran ham, faderen: Jamen, min ven – hvad er der dog sket? Hvordan kan du sidde her, uden festdragten? Det her er en glædens fest, nådens dag, kærlighedens fejring – jeg gav den jo til dig! Hvad går der af dig?

Faderen så ham direkte i øjnene, men han kiggede væk og han sagde ingenting. Ingen verdens ting. Han tav. De klogeste tier stille, tænkte han. Og han så op som i trods. Han kunne ikke tage al den godhed alvorligt. Han kunne ikke tage imod den. Han blev nødt til at klare sig selv, og så blev han smidt ud. Der gik grænsen åbenbart. Der er ikke plads i Guds rige, til det der sætter grænser for godheden.

Vi skal ikke høre historien her som en trussel, eller være bange for at der ikke er plads til os i Guds rige. Vi skal høre historien som et løfte om, at Guds rige er der, hvor der ikke er nogen der sætter grænser for godheden. Der hvor glæden virkelig får lov at slå rødder i mennesker og der hvor nåden dækker os alle sammen med en dragt af værdighed, så der ikke er forskel på høj og lav, på onde og gode.

Men han var ikke den eneste der ikke var plads til. Der var også nogle ret uopmærksomme brudepiger, som skulle været med til festen, men de var kommet til at bruge alt deres olie og løb efter mere for at redde sig selv. Da de kom tilbage, var festen i gang og de måtte sande, at i Guds rige der ikke plads til selvoptagethed og egoisme. Guds rige er der, hvor vi glemmer os selv – og ikke der hvor vi er os selv nærmest.  Det er ikke en trussel. Det er et løfte, at det er sådan.

Ligesom der heller ikke er plads i Guds rige til den der ikke tager imod livet og bruger sine talenter, men graver det ned af frygt for at miste det han har.

Det er ikke trusler, der skal få os til at frygte at vi ikke har en plads i Guds rige. Det er derimod løfter der fortæller om det vi slipper for. I Guds rige er der ingen grænser for godheden, i Guds rige løber glæden ikke tør, i Guds rige er livet gavmildt.

Fortællingen om kongen der inviterer til fest og som oplever mere end almindelig stor modstand, er en fortælling om en konge der VIL holde fest. Koste hvad det vil. Der er ingen der skal få lov til at forhindre ham i at invitere alle dem han vil. Alle er velkomne. Det er en åben fest. Ingen smalle steder.

Gud insisterer altså på at alle skal kunne være med til hans fest, eller i hans rige.

Guds rige skal ikke forstås som et sted – det nok mere præcist at tale om Guds rige, som et rum eller en tilstand. Som det rum, man er i, når man kommer ind i Guds kærlighed og hører hjemme der. Det er ikke et sted, men et rum vi kan være i, både i liv og i død.

Gud insisterer på sin kærlighed til os mennesker, selv under de mest umulige forhold. Han inviterer og insisterer og bliver ved igen og igen, på nye måder og i nye former. Han kan ikke andet, fordi han selv er kærligheden, som der står i Bibelen. Den kærlighed der aldrig giver op.

Men der altså noget der ikke kan rummes i Guds rige – i kærlighedens rum – og det er alt hvad der vil begrænse godheden, Guds storsind – alt det som har nok i sig selv.

Måske er det ikke bare én mand der manglede mod og ord, der blev smidt ud fra festen. Måske er det nærmere det i hver enkelt af os der mangler ord og mod og vilje til godhed, der ikke er velkomment i Guds rige. Alt det i os, der saboterer Guds kærlighedsplan

Og måske er det også vores opgave at være opmærksomme på sabotage af Guds kærlighedsplan? Både når den kommer indefra, som en skepsis der siger: ”Kan det nu også passe at Gud virkelig elsker mig? Jeg er jo slet ikke god nok”, eller som en skepsis der sætter skel og udskammer nogle der opfører sig og tror anderledes end mig selv.

Og når vi møder sabotagen som en magt, der lukker døre, øger afstande og sætter grænser for hvad Guds kærlighed kan rumme. Er det så ikke vores pligt, at stå op imod det?
Jo, det er også vores ansvar, ikke at stille os i vejen for Guds kærlighed til vores medmennesker. Og selvom det ikke stiller os anderledes i forhold til Gud, kan vi godt forsøge give en hånd med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.