Juledag 2017
Jeg er egentlig ikke særlig sentimentalt anlagt.
Jeg er generelt fuldstændigt immun overfor en romantisering af julen. De der skønmalerier af juleidyl, siger mig ikke noget. Eller: Jeg kan ikke bruge det til noget i forhold til min kristne tro. Ikke fordi jeg ikke kan lide at hygge mig med hjemmebag og juledekorationer, men fordi jeg ikke rigtig kan tage det alvorligt. Det er jo ikke sådan livet er, og i bund og grund er der intet hyggeligt over julens budskab om at Gud blev menneske.
Inkarnationen – det at Gud blev kød og tog bolig i blandt os, eller med et andet ord, at den Gud som var i begyndelsen, trådte ind i tiden som menneske. Det er virkelig langt fra klejner og kravlenisser. Det er alvorligt, fordi det ændrer hele vores perspektiv og grundlaget for vores liv. Julen er en alvorlig sag, og det glemmer vi nogen gange midt i mellem julehygge og krybbespil.
Det er ikke sådan jeg indleder prædikenen juleaften, men det kan jeg godt gøre her julemorgen. For vi er et andet sted her til morgen. Vi er i en eller anden forstand ved begyndelsen.
Evangelisten Johannes er heller ikke sentimental eller romantisk her til morgen. Han bruger helt andre ord om det at Gud blev menneske, end vi hørte i går aftes.
I går hørte vi fortællingen om det lille Jesusbarn i krybben i en stald i Betlehem. Den fortælling havde vi brug for i går, for det er ikke kun børn der har brug for fortællinger for at fastholde underet. Men fortællingen om den legendariske jomfrufødsel, om Jesusbarnet i Betlehem, om hyrderne og englene – er ikke mere sand end Johannes´ tale om Ordet der blev kød, og om lyset der skinner i mørket. Det er to forskellige måder at forkynde evangeliet på.
Og det er nok snarere sådan at de første kristne ikke havde det samme behov for at rekonstruere Jesu liv og levned i fortællinger, som man fik senere. Fortællingen om Jesusbarnet i Betlehem har sat sig i os som et krybbespil, der ikke kan være anderledes. Men i virkeligheden skal vi nok snarere tænke Lukas som en teolog der ville forkynde at Gud blev menneske, så vi kunne tage det under til os.
Han brugte fortællingen. Johannes var mere dogmatisk.
Og jeg er taknemmelig for at vi kan finde begge – og flere – tilgange i Bibelen. Hvor er det en rigdom, at erfare at også evangelisterne havde forskellig teologi, temperament og sprog, for det viser os at vi med sindsro kan hvile i, at det ikke gør så meget at vi som kristne kan have forskellige tilgange til hvordan vi forstår og udtrykker os om Gud. Ja, at det endda er en rigdom at det er sådan.
Hvor kunne vi undgå mange slagsmål i Kristeligt Dagblad, hvis vi gav hinanden den samme teologiske frihed som Bibelen tillader. Tænk bare hvis vi turde lade være med at lege teologisk politi overfor hinanden. For vi har vitterligt brug for flere stemmer. Troen bliver smukkere af at være flerstemmig, på samme måde som musik.
Tænk bare på forskellen mellem juleaften og julemorgen. Juleaften er fortællingernes aften.
Vi har brug for at kunne spejle os i en fortælling, og vi har brug for englen der peger mod Betlehem, og siger: ”Dette er tegnet I får, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.
Vi har brug for, som de vise mænd at vise vores barnlige juleglæde og give gaver til hinanden. Vi kan ikke fastholde julens budskab, uden at kunne se det for os. Uden at tænde helt konkrete og hyggelige lys på juletræet. Det giver os lidt af glansen fra Betlhemesbarnet hjemme i stuerne.
Men julemorgen er anderledes. Den er mere nøgen og nøgtern. Nu er jeg som sagt ikke særlig sentimentalt anlagt, men der er altså noget særligt over denne morgen.
Jeg kan huske det som barn, når man kom ned i stuen der julemorgen. Juletræet der stod der med lysene brændt helt ned, gavepapir der var krøllet sammen og de gaver man havde fået stod der, lige klar til at gå om bord i.
Jeg har det stadig sådan, at der er en særlig stemning julemorgen. Man vågner propmæt og fyldt af aftenens fest – til en ny morgen. På film sner det altid julemorgen. For der er ikke noget mere fredfyldt end sne. I virkeligheden sner det sjældent, men hele dagen er stille. Går man ud på gaden er det næsten som om man kan dufte at vi er ved begyndelsen. At det er en ny morgen. Sådan er det også her i kirken, synes jeg. Vi er lidt stille. Lidt som nyfalden sne.
Julemorgen er anderledes, og det er store ord vi vågner til. Ordet der helt fra skabelsens morgen har været, og som er i verden og som også kommer. Som lyset, der ikke kan gribes af mørket. Der er en kraft i de ord. En skabelseskraft. En kraft til nyskabelse. En ny begyndelse. En ny morgen. Nye muligheder.
Jeg kom til at tænke på Johannes Møllehaves morgensalme, selvom den nok ikke er skrevet særlig til julemorgen – ”Denne morgens mulighed”. Vi har også sunget den nogle gange her i kirken. Et af versene lyder sådan her:
”Her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes,
se hvor muntert alting frydes.”
Mørket der bryders af lysets skaber. Det er det der sker julenat og det vi erfarer her julemorgen. Gud der bliver menneske. Lyset der sætter sig igennem mørket. Det er det der sker julemorgen. Det er nyskabelsens morgen.
Men at Gud tog bolig som lys i verden og i os, er ikke bare noget der skete engang og som vi så mindes her engang om året ved juletid. Det er vilkåret for alle vores morgner.
Hver morgen brydes mørket af lyset. Hver eneste morgen er Gud i verden og i os, som en ny begyndelse. En ny mulighed.
Det er ikke alle morgner vi oplever det lige stærkt. Det er ikke alle morgner der er fyldt af den samme fred og fornemmelse af nyfalden sne i vores sind. Langt fra. Der er morgner hvor det endda kræver meget vilje at se og ane Guds nærhed og lys i verden og i vores liv. Der er morgner hvor lyset aldrig rigtig bryder igennem, og hvor det er svært ikke at lade sig overmande af mørket.
Sådan tror jeg også Johannes har haft det, og derfor har han forsøgt ikke at skrive ud af en erfaring eller på en sentimental følelse af lys og glæde. For han vidste at vores følelser og erfaringer er så omskiftelige og at vi indimellem slet ikke er i stand til at finde glæden.
Johannes skrev som han gjorde, for at overbevise os om at det er sandt, at Gud blev menneske, og at lyset er stærkere end mørket. Jeg tror at han var sig meget bevidst om at forsøge at formulere noget der var så grundlæggende og stærkt, at vi kunne finde trøst og tro i ordene, også de morgner hvor vi ikke erfarer Guds nyskabelse i os.
Ord der er kan spille i os, som musik man ikke kan stille spørgsmål til. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”
Må vi erfarer denne morgens mulighed og lys i vores liv.