1. søndag efter Helligtrekonger
Jeg troede ikke jeg skulle komme til at sige det, men jeg savnede faktisk noget plastik under juletræet i år. Med tre drenge derhjemme, så har vi samlet vores del af LEGO-sæt og fjernstyrede biler.
I år var der overhovedet ikke noget der skulle samles. Det var bløde pakker og bøger og gavekort og parfume. Alt sammen udmærket og meget lidt der skulle byttes. Det var nok som det skulle være.
Og det er selvfølgelig heller ikke plastikken jeg savner, men mere den barnlige og umiddelbare forventning og glæde over gaverne.
Det er en af de store forskelle på børn og voksne. Vores evne til at modtage gaver.
Ikke bare er børn ofte bedre til at vise begejstring, når de får noget de bliver glade for – men de tænker heller ikke over hvad gaven har kostet og om den nu stod mål med den tegning eller lerfigur de selv havde givet.
Gaven er en af de måder, som vi meget konkret måler vores
relation til hinanden på. Gaveudvekslingen er typisk asymmetrisk mellem børn og
forældre. Det er helt i orden. Men hvis der omvendt er asymmetri i venskaber eller
mellem voksne, så bliver det problematisk. Her skal der helst være
ligeværdighed.
Anders Klostergaard, der er professor i religionsvidenskab, har skrevet en af
de små populære tænkepauser med titlen ”Gaven”. For et par år siden var han
faktisk her, i vores kulturuge, med et foredrag om bogen. Han er optaget af
gaven som et helt konkret kulturelt udtryk for vores relation til hinanden.
Hans pointe er dels at det at udveksle gaver, er afgørende i en kultur, fordi
det er et fysisk udtryk for at man kan stole på den anden. Når jeg giver en
gave, afgiver jeg noget af mit eget – udleverer mig en vis grad og tilskynder
den anden til at have tillid til mig. Gaveudvekslingen
bliver på den måde en form for tillidskapital.
Når vi køber en gave, indskriver vi os i et regelsæt, der består af tre dele. For det første: Du giver noget. For det andet: Du tager imod noget. Og for det tredje: Du er forpligtet til at gengælde.
Og i den forstand kommer vi meget ofte til at blande gaveøkonomi med pengeøkonomi.
I min egen familie er det faktisk gået helt galt. Vi er så mange, at vi på et tidspunkt blev så trætte af hele tiden ikke at kunne huske, hvem der skyldte hvem hvad, at vi lavede et system, som min dejlige Excel- bror administrerer.
Hvert år ved årets begyndelse bliver vi opkrævet et bestemt
beløb for det antal vi er i familien, og når vi så kommer til fødselsdag og
jul, så indkasserer vi så en gave fra familien, svarende til det beløb vi
indbetalte. Det har sparet os for mange diskussioner, men jo altså også på sin
vis fjernet gaven. Eller i hvert fald gjort det meget lidt generøs.
Men alle os der er ”på gave” med hinanden, som vi kalder det, har vores regler.
Hvis vi for eksempel har nogle gæster hjemme til middag for første gang, og de
vælger at tage en meget dyr værtindegave med, så tilskriver reglerne, at vi
skal gengælde. Den eneste måde at gøre det på er ved at komme med noget endnu
finere, når vi er gæster hos dem, men hvis man hele tiden skal forsøge at
overgå hinanden, så får gaver en konkurrerende og dermed negativ karakter.
Anders Klostergaard vil sige, at den rene gave – altså den som ikke stiller forventninger om gengældelse i en eller anden form – at den form for gavegivning slet ikke findes mellem mennesker.
Vi har den som ideal, men vi ikke i stand til at give den.
Og vi er heller ikke i stand til at modtage en gave, uden at tænke at vi skal
give noget tilsvarende igen – eller på anden måde gøre noget for den anden.
Det er en af de store forskelle på børn og voksne. Vores evne til at modtage
gaver. Og måske er det derfor Jesus siger: ”Hvis man
ikke tager imod Gud kongerige på samme måde som et barn, så får man slet ikke
adgang til det.”
Det er simpelthen så svært for os at fatte, at vi kan få Guds rige /få del Guds kærlighed, uden at skulle give noget igen. At vi får alt for intet.
Og ja, at hvis vi overhovedet forestiller os, at vi kan give Gud noget tilsvarende – hvis vi tænker at vi på en eller anden måde kan gøre os fortjente til Guds rige – hvis vi bare er gode nok, beder nok, kommer nok i kirke – eller hvad vi nu kan finde på – at så kan vi slet ikke få adgang til det. For Guds rige kan vi kun tage imod som et barn. Dvs. som ren gave!
Når vi modtager Guds rige / Guds kærlighed, så skal vi undgå tanker som: Jeg har ikke fortjent det, jeg er ikke god nok, jeg tror ikke nok, jeg ved ikke nok eller jeg gør ikke nok.
Det er sandt. Vi er ikke gode nok, alligevel er vi Guds elskede børn.
I forhold til en voksen tilgang til gaveudveksling, så er vi langt bagefter på point. Men tænker vi sådan om det gudgivne liv, ja, så har vi slet ikke adgang til det. For så har vi pustet os selv op i en grad, så det tager pusten ud af Guds gave.
Vi må modtage kærligheden fra Gud, som et barn: Åbent, taknemmeligt, begejstret, nysgerrigt, ivrigt og selvfølgeligt.
Som det lille Guds barn, der står der under den mørke aftenhimmel: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk månen og stjernerne, som du har sat der, hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det, hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?”
Vi forstår det ikke, men vi må tage imod det og tage det ind, som kun et barn kan gøre det: At vi er Guds elskede børn, at han tager sig af os og at livet er en gave.
Kristen tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker. Det en helt grundlæggende tanke, at selve livet er en gave. En gave, som vi ikke kan bytte, men som vi får og må forholde os til i fællesskabet.
Det gør noget ved vores liv at forholde sig til det som en
gave. En gave kan man ikke tage af sig selv. Den bliver rakt til os, vi får den
i hænderne. Vi skal tage vare på den, passe på den, og åbne den nænsomt.
Måske er det noget skrøbeligt og sårbart?
Måske er det noget vi skal få til at gro?
Måske er det noget vi slet ikke kendte, som vi skal til at lære at bruge…
at betragte livet som en gave fordrer at vi er åbne overfor det der bliver lagt i hænderne på os. Som et barn. Vi må modtage Guds rige som et barn og pakke det ud, så det bliver til liv og glæde for os selv og andre.
Vi får livet som en gave, hver morgen. Nogle dage passer bare helt perfekt og så er det nemt. Andre dage får vi overhovedet ikke det vi ønskede eller bad om.
Måske forstår vi ikke, hvad det vi får, skal bruges til. Vi vender og drejer det, læser brugsanvisninger og googler hvad man kan gøre ved det. Vi begriber ikke hvorfor det lige er os der skulle have det sådan? Det giver ingen mening og det kan være svært at være taknemmelig for en gave eller et liv, man ikke ved hvad man skal stille op med.
Kærligheden er også en gave,
troen er en gave,
håbet er en gave.
Det er ikke noget vi kan tage af os selv. Vi kan ikke tvinge det igennem. Vi kan ikke skabe det selv. Det er noget vi får – og det er noget vi giver til hinanden.
På samme måde med tilgivelsen. Jeg ved godt at vi i dag taler om, at det er nødvendigt at kunne tilgive sig selv – og det er der noget om i en forstand, men det er også omkostningsfrit, som at forsøge at give sig selv en gave. Tilgivelse er hverken noget vi kan tage af os selv, eller som vi har krav på. Dybest set skal der to parter til tilgivelse. Det er noget vi får og det er noget vi giver til hinanden – og som kun kan modtages, som et barn modtager en gave: i åbenhed, i tillid, i taknemmelighed.
Kirsten tro er dybest set at være på gave med Gud og sine medmennesker. Vi må øve os i at tage imod Guds kærlighed som et barn – åbent, tillidsfuldt og uden at stille spørgsmål ved om det nu også kan være sandt, at den virkelig er til mig. Om vi har fortjent den – for det har vi gudskelov ikke.