Modgang gør os ikke stærkere

Sidste søndag efter Helligtrekonger

”Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere,” sådan sagde Nietzsche, og vi gentager det – lidt i flæng – som om det er sandt. Men det er det ikke. Langt fra. Modgang kan også knække os, og det er et urimeligt hårdt krav at stille til sig selv, at modgang altid gør én stærkere.

”Det du ikke dør af, gør dig stærkere,” siger vi lidt i flæng. Helle Thorning gav det endda som titel på sin selvbiografi: Hvad man ikke dør af… hed bogen. Budskabet er, at overlevelse af svære tider, udfordringer eller kriser fører til personlig vækst og modstandsdygtighed. Vi gør krisen, sygdommen, ulykken til en forudsætning for vores personlige udvikling. Og måske hjælper det narrativ os til at leve med det, der er hændt. Måske gør det det mere tåleligt at leve med et svært vilkår, hvis vi sætter det ind i en fortælling om personlig udvikling: At du er på en rejse, at du skal tro på dig selv, at du skal lære at bruge også dine negative erfaringer på en konstruktiv måde. Det er noget, vi siger til hinanden, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal sige. Men virkeligheden siger noget andet.

Tag bare kvinden – sådan cirka på min alder. Lad os kalde hende Annemette. For ti år siden sprudlede hun af livslyst. En intelligent, smuk, sjov, ung kvinde. Hun giftede sig med en statsautoriseret revisor – ikke at det egentlig betyder noget. To år senere blev hun ramt af brystkræft, type 5, den skrækkeligste type. Midt i hendes kemoterapiforløb havde hendes mand en affære. Annemette fik en depression, og senere formåede hun ikke at beholde et job længere end et halvt år. Hun er i dag en skygge af sit tidligere jeg. Alligevel siger hun:
”Jeg var så tæt på at dø. Men ved du hvad – det, der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.”

Da hun siger det, bliver der stille. Jeg ved ikke, om hun selv tror på det – eller om hun bare ikke ved hvad hun eller skal sige. Vi lever i en tid, hvor vi måler os selv i robusthed, udvikling og omstillingsparathed. Hvor selv sårbarhed helst skal kunne omsættes til læring – og hvor det næsten opleves som et personligt nederlag, hvis man ikke kommer styrket ud af det, der rammer én. Det klinger hult.

Det er en barsk livsfilosofi at tro, at noget skrækkeligt gør os godt. En sygdom – og så kan den være nok så stor en erfaring – sætter sig spor i kroppen. Kroppen er ikke sundere end før sygdommen. Det samme gælder en ulykke eller udbrændthed. Vi bliver ikke stærkere – måske en erfaring rigere, men ikke stærkere. Ingen soldater kommer styrket hjem fra en krig.

Det at tænke sådan, er i virkeligheden udtryk for stor selvtillid – og selvtillid er en god ting. Men den kan også blive en overbelastning, hvis den kun trækker på dine egne kræfter – hvis den ikke er indlejret i noget større og vigtigere end dig selv. Og dette større handler snarere om at stille sig til rådighed – eller måske kan man sige: at være til tjeneste for andre end sig selv. Men netop her støder vores almindelige livsvisdom sammen med evangeliet.

Jesus siger ikke: ”Det du ikke dør af, gør dig stærkere.” Han siger derimod noget i retning af: ”Noget i dig må dø, for at vi kan blive stærkere.” Og det er et korrektiv til ideen om, at livet er en konkurrence, hvor det handler om at vinde over døden. ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold,” siger Jesus – og måske er det er den kristne tros inderste kerne. For kristendommen korrigerer ikke bare livsfilosofien om at vi konkurrerer med døden – den vender den på hovedet.

Evangeliet begynder ikke dér, hvor vi rejser os igen. Det begynder dér, hvor vi ikke kan mere. Ikke der hvor vi bliver stærkere, klogere eller mere robuste – men der, hvor vi ved, at vi er afhængige af andre. For kristendommen er en offerreligion. Ikke forstået på den måde, at vi skal ofre noget for at opnå Guds gunst – sådan som man forstår det i mange andre religioner.

I kristendommen ofrer vi os ikke for at opnå noget hos Gud, men Gud ofrer sig for os. Verdens skaber og livgiver opgiver alle fine himmelske fornemmelser og privilegier for at bøje sig ned til os – til vores meget menneskelige verden – og gøre det, vi ikke selv er i stand til som mennesker: Ofre sig totalt for kærlighedens skyld.

Han går i døden, lider nederlag, for at mennesket og kærlighedslivet kan sejre. ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold,” siger Jesus – som en forudsigelse af sin offerdød på korset, som bliver til liv for mange. Men han siger det også som et billede på, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Ikke som en fjern teologisk sandhed, men som noget, der angår vores helt almindelige liv:

At noget i os må dø – vores behov for kontrol, vores selvoptagethed, vores egoisme og vores forestilling om, at vi kan klare os selv – det må vi lade dø, for at vi kan være til glæde og gavn for andre. Ikke som en præstation, men ud af en tro på, at Gud tager bolig i mig og rykker mig fri af mig selv og min egen selvkredsning, så jeg kan leve et liv, der er frugtbart for andre.

For ”kun det frugtbare er sandt,” sagde Goethe, og det var godt sagt. Det ligner en udlægning af evangelieteksten i dag, hvor Johannes blandt andet skriver de lidt besynderlige ord: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” For et sandt liv er det liv, som gør livet større for andre, som bliver til mere liv – og ikke det liv, der er så optaget af egen lykke, at det kun bliver til noget på bekostning af andres.

Og dommen? Den fældes over os, når vi kun rummer os selv og vores egen lille verden. Det er ikke andre, der fælder dom over os. Vi erfarer den selv i tomheden, når vi ikke ser andre end os selv i spejlet. Vi erfarer den i manglende taknemmelighed over det, der er vores, og i bitterheden over det, der ikke er mere. Alt det, der forhindrer os i at give slip og lade det, der skal dø, dø – for at noget nyt kan vokse frem. Vi vælger ikke altid selv, hvad der dør i os – men vi kan vælge, om vi vil holde fast i det døde.

Tag bare kvinden – sådan cirka på min alder. Vi kalder hende Annemette. Hun har været syg af kræft, hendes mand har forladt hende, hun har ikke noget arbejde. Alt det, hun drømte om, alle de planer, hun havde lagt, har hun måttet opgive. Ikke fordi hun blev stærkere – men fordi hun ikke længere skal være stærk. Annemette kender godt dommen.
Ikke Guds dom – men den indre, der hvisker, at hun burde være kommet længere, være stærkere, mere taknemmelig. Det er ikke let, men hun øver sig. Hun øver sig i at give slip, i at lade sit kontrolgen dø. Hun forsøger hver dag at begrave sin bitterhed – og så sker det, at der vokser noget nyt frem. Det sker, at hun pludselig får øje på det liv, som stadig er. Det kan være i et møde, hun ellers ville have meldt afbud til. Eller i et menneske, hun ikke gik forbi. Et liv på andre måder, i andre former, i samvær med andre mennesker.

Og det sker, at hun ser, at det er godt.