20. søndag efter trinitatis/Reformationsgudstjeneste
Tekst: Matt 22,1-14
Man kan ikke undgå at blive ret nysgerrig efter hvem ham der bliver smidt ud fra festen er. Det bliver jeg i hvert fald. For det er da underligt.
Vi ved jo om Jesus i øvrigt at han havde for vane at holde fester og spise sammen med dem, som ingen normalt ville ses sammen med.
Der er utallige fortællinger i Bibelen der handler om Jesus der spiser sammen med samfundets bund: syge, fattige, kriminelle og ludere. Så man må forestille sig at det er en blandet forsamling af mennesker der er til den der fest, og at der vil være en hel del som ikke mødt op i det man vil betragte som pænt tøj. Der vil sidde folk i både slidte joggingbukser og udtrådte sko. Og dem der plads til.
Men der er altså én som bliver smidt ud, fordi han ikke har bryllupsklædning på. Hvad kan han have på der er så malplaceret at han ikke kan være med til den her, ellers så generøse fest? Ja, jeg ved det ikke. Men jeg kan ikke forestille mig andet, end det på en eller anden måde snarere handler om hans udstråling end hans påklædning.
Fortællingen om kongen der inviterer til fest og som oplever mere end almindelig stor modstand, er en fortælling om en konge der VIL holde fest. Koste hvad det vil. Der er ingen der skal få lov til at forhindre ham i at invitere alle dem han vil. Alle er velkomne. Det er en åben fest. Ingen smalle steder.
Og Jesus siger, at den fortælling om kongen er et billede på hvordan Gud er. Og Gud insisterer altså på at alle skal kunne være med til hans fest, eller i hans rige – som vi nogen gange kalder det. Som om det er et bestemt land eller sted. I virkeligheden er det nok mere præcist at tale om Guds rige, som et rum eller en tilstand. Som det rum, man er i, når man kommer ind i Guds kærlighed og hører hjemme der. Det er ikke et sted, men et rum vi kan være i, både i liv og i død.
Gud insisterer på sin kærlighed til os mennesker, selv under de mest umulige forhold. Han inviterer og insisterer og bliver ved igen og igen, på nye måder og i nye former. Han kan ikke andet, fordi han selv er kærligheden, som der står i Bibelen. Den kærlighed der aldrig giver op.
Men så er der ham der manden der ikke kan være i den åbne invitation. Han lukker sig om sig selv. Måske er der gør at han må gå, at han simpelthen saboterer festen. At han må gå, fordi han begynder at sætte grænser eller ødelægger festens åbenhed for de andre?
Jeg ved ikke hvem han er eller hvorfor han bliver smidt ud. Men jeg ved, at det godt kan være os, når vi ikke gider være med i festen. Jeg ved ikke, hvad der nøjagtigt menes. Men evangeliet siger tydeligt nok, at det kan vi også være ligeglade med, hvis vi er med til festen. Pointen er ikke at han måtte gå. Pointen er at han blev inviteret.
Kongen kunne ikke holde sin fest uden at tronsalen var helt fuld. Gud kan ikke være kærlighed, hvis ikke han får lov til at elske alle sine børn. Det må ingen eller intet saboterer.
På Luthers tid var kirken blevet sådan en sabotør af Guds kærlighed. Kirken var blevet et magtapparat, med nogle præster, der var mest optagede af deres egen magt og position. De var blevet så optaget af at herske, at de havde glemt at de egentlig var der for at tjene, og dele Guds kærlighed med deres medmennesker.
Kirken var blevet en frelsesanstalt, der ligefrem handlede med menneskers frelse. Paven havde dengang to nøgler i sit våbenskjold for at vise, at det var ham, der havde magten til at lukke op og lukke i.
Hele afladshandlen og ideen om at man kunne betale sig til en plads i himmelen, var en ekstrem misforståelse af Jesu forkyndelse af Guds rige.
Og da Luther slog sine 95 teser op i Wittenberg var det en protest mod den sabotage der var sket mod forståelsen af Guds kærlighed og nåde.
Luthers projekt handler i bund og grund om frihed. Ethvert menneske står lige overfor Gud. Vi er som kristne ikke bundet eller underlagt andre herrer, end vores kærlige far i himlen. Det var et opgør med en magtstruktur, som gav genlyd den gang for 500 år siden. Både politisk og teologisk.
Vi står alle lige for Gud. Det var Luthers anliggende at forkynde den frihed der ligger i det. At vi må tro på at Gud er en nådig og kærlig Gud, som insisterer på at vi er hans elskede børn. Og at den kærlighed er der ingen der er mere ret til end andre. Ingen af os kan gøre os fortjent til den. Vi kan ikke hverken betale os til den, eller forsøge at opnå den via gode gerninger. Det er troen alene, der frelser, siger Luther.
Jesu fortælling var en irettesættelse af datidens farisæere og skriftkloge, der mente, at mennesker skal frelse sig selv. Farisæerne og de skriftkloge mente, at de selv var rene i Guds øjne, fordi de overholdt Moses’ love. Det var en misforståelse på linje med den kirken var faldet i på Luthers tid. Men med Jesus blev der forkyndt noget andet. Det blev forkyndt at vi mennesker frelses ene og alene i kraft af Guds nåde. Luther var nødt til at stå op i mod den sabotage der var sket på forkyndelsen af Guds kærlighed.
Den lidt mystiske mand i dagens lignelse måtte smides ud, fordi han saboterede den generøse og åbne fest med sin ligegyldighed.
Måske er det også vores opgave at være opmærksomme på sabotage af Guds kærlighedsplan? Både når den kommer indefra, som en skepsis der siger: ”Kan det nu også passe at Gud virkelig elsker mig? Jeg er jo slet ikke god nok”, eller som en skepsis der sætter skel og udskammer nogle der opfører sig og tror anderledes end mig selv.
Og når vi møder sabotagen som en magt, der lukker døre, øger afstande og sætter grænser for hvad Guds kærlighed kan rumme.
Er det så ikke vores pligt, at stå op imod det?
Jo, det er også vores ansvar, ikke at stille os i vejen for Guds kærlighed til vores medmennesker. Og selvom det ikke stiller os anderledes i forhold til Gud, kan vi godt forsøge give en hånd med.