2. påskedag
”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os?”, siger de to disciple lidt bagklogt: ”Ja, nu vi tænker efter, så var der altså et eller andet særligt over ham – jo, vi synes nok, det var ham. Vi synes nok, det brændte på en særlig måde i vores hjerter” – sådan efterrationaliserer de to. ”Jo, det var altså Kristus!”
Jeg synes det er et af de smukkeste steder i Bibelen. Lige præcis den her fortælling om de to disciple der møder Kristus på vejen, taler med ham, lærer af ham og deler brød og vin med ham – og først der, bagefter bliver slået af erkendelsen: Jo, det var altså ham.
Brændte vores hjerter ikke i os? spørger de bagefter og det viser os noget om hvad kirken er, hvad troen er.
Vi kan komme så tæt på, at vi indimellem kan mærke Kristus. Men vi kan ikke fange ham. Vi kan aldrig indfange ham. Han er og bliver den frie, den ophøjede, herligheden eller meningen i verden.
Og det er godt det er sådan. Tænk, hvis vi kunne fange ham, holde ham fast i en bestemt tid og i en bestemt sammenhæng. Det ville ende galt. Det ville blive alt for småt. Nej, Kristus er den, der kommer os i møde, den der altid er på vej imod os og den som følger os i en tid – i opstandelsens tid, som vi allerede lever i.
Han er den som er, og som var og som kommer – som vi siger det i nadveren. Han kommer til os, men vi kan ikke fastholde ham.
De to disciple er vågnet til kaos. Det de har været ude for dagen før i Jerusalem, har været meget traumatisk, de er stadig i chok og forstår ingenting.
Heldigvis har de hinanden og mens de går til Emmaus, taler de det hele igennem igen. De drøfter det med hinanden, og gentager sig selv og gennemgår igen og igen, hvad der egentlig skete og hvornår. Sådan som man gør, når man desperat forsøger at finde mening i noget der er totalt meningsløst. Eller sådan som man gør, når man har brug for at få sammenstykket hele historien af de usammenhængende brudstykker som hvirvler rundt i éns hjerne. De forsøger at hjælpe hinanden med at få orden på det kaos der vokser inden i dem. De er både blinde, forvirrede og inderligt bedrøvede.
Og så kommer Kristus. De genkender ham ikke, så for dem er han en fremmed. Han ved, at den, der er rystet helt ud af sit liv, har brug for at fortælle. Så han får dem til at genfortælle alt hvad der sket. Det skal have sin plads. De fortæller helt fra begyndelsen og den fremmede lytter og spørger måske indtil forskellige detaljer, for at hjælpe hukommelsen på gled.
Måske er der også nogen af jer der har prøvet det, at blive lyttet til, af én der har tålmodighed til at lægge øre til alt det kaos der kan komme ud af ens mund, når man er rystet. Det har jeg, og jeg tror det er en almenmenneskelig erfaring, at det at få lov til at fortælle sin historie til et andet menneske, der bare lytter, kan gøre en uendelig stor forskel.
Da de var færdige med at fortælle deres historie, da, den fremmede havde lyttet til alle deres ord, så sætter han deres oplevelser ind i en bibelsk forståelsesramme. Han udlægger nogle bibelske tekster for dem, så de får en forståelse for hvad der er sket med Jesus og hvorfor. De bliver bragt et nyt sted hen. De begynder at forstå at der er mere, end de havde troet, i historien om Jesu død og den tomme grav. Og at livet ikke er slut for dem.
Sådan kan de rigtige ord på det rigtige tidspunkt, en bestemt salme eller tekst, også opleves som et vendepunkt for os. Det kan være med til at kaste lys ind over det vi står i, så vi får skænket en indsigt eller et blik, der gør at vi forandres – eller at vi bevæger os et nyt sted hen. Men at det sker, det ser vi sjældent i situationen. Det forstår vi først senere.
Og sådan var det også for de to disciple. De vidste ikke at det var Kristus de havde fulgtes med. Det var først da de senere spiste sammen og han velsigner brødet, at de genkendte ham – og i det samme blev han usynlig.
Men de kunne mærke at der var sket noget med dem, og så begynder de igen at tale sammen. Hvad var det der skete? Brændte vores hjerte ikke i os på vejen, da han talte? De forstod det ikke i situationen, men bagefter, kan de se, at det var det møde og den samtale, der gjorde en forskel. Det var her de fik fodfæste og kunne begynde at nyorientere sig i livet igen. De så det ikke der, men bagefter kunne de se det.
Det var da de genkendte Kristus. Det var det, der kastede lys ind over deres liv, så de kunne vende tilbage til det sted, hvor de hører til. De løb faktisk de 14 km. tilbage til Jerusalem. Det tog en evighed at gå turen ud, fordi hvert eneste skridt var ulideligt tung. Det tog ingen tid at løbe hjem. De løb let som ingenting de 14 km.
Et fint billede på, hvordan krop og sind hænger sammen. Hvordan livet kan føles så let, når krisen er overstået eller man har set sin situation i et nyt perspektiv.
Vi kan endda indimellem få det sådan, når vi forstår livet baglæns. Altså, når vi står et nyt sted i vores liv, med en indsigt og forståelse som gør livet større, at vi ser, at vi ikke kunne have været andre steder. At det som har været tilfældigheder, pludselig giver mening.
Ligesom i Karen Blixens roman ”Den afrikanske farm,” hvor vi møder en mand, der søger en dybere mening. Da ser han med ét, at den modgangsfyldte og tilfældige rute, han har vandret ad om natten, set oppefra har form som omridset af en stork. Han opdager en sammenhæng, en større mening bag ruten. Sådan er det også i den kristne grundfortælling. Vi og vores liv bliver en del af Guds større fortælling med os.
De to disciples vandring bliver et billede på at være på vej, at være i bevægelse fra et sted til et andet, fra kaos til erkendelse, fra et nulpunkt til et fixpunkt.
Det er som om, Gud synes nærmere mennesker, når vi bevæger os, end når vi er på plads. Bibelen er fuld af fortællinger hvor Gud går sammen med sit folk. Tænk bare på ørkenvandringen, hvor Gud går sammen med israelitterne i form af en sky eller ildstøtte.
Fortællingen om de to disciple der vandrer til Emmaus, og får følge af Jesus, er en grundfortælling i den kristne tro. Det er en erfaring for mange troende, at vi føler os tættere på Gud, når vi er faret vild eller når vi går i en af vores livs ørkenperioder. Vandringer, vildveje, omveje, blindgyder og vanvittigt hårde veje, kan alle føre til velsignelse. Vi ser det ikke i øjeblikket, men opstandelsens lys, forandringens og nyskabelsens lys kan gøre det klart for os.
Som de to disciple oplevede at blive forandret af den opstandnes velsignelse, sådan kan vi også opleve at vores liv får mening og sammenhæng ved kraften fra den opstandne. Og som disciplene, må vi også leve med det vilkår, at i øjeblikket efter vi har genkendt Kristus, så forsvinder han igen for øjnene af os.
Disciplene må give slip på ham, for han skal tilbage til Gud. Jesu opstandelse, er en opstandelse ind i Gud. Disciplene skal give slip på den Jesus de kendte, for at de kan holde fast i troen på opstandelsen. Og den skal de gå ud og fortælle om, for at andre også kan komme til tro.
Ligesom vi må give slip på forestillingen om at vi kan holde fast i Kristus. Det er ham der holder fast i os.
Vi må give slip på det gamle liv, og tage imod den opstandnes livsmod og trøst. Det er ham der går forrest. Det er ham der møder os med opstandelse og liv – måske endda der hvor vi mindst venter det.