Meningen rører os med medmenneskelighed

7. søndag eft. trinitatis /tekst: Matt 10,24-31

Hele verden har holdt vejret. Vi har levet med de 12 drenge og deres træner i grotten i Tham Luang i Thailand, og fulgt den dramatiske redningsaktion næsten fra time til time.
Det er et mirakel at de alle sammen er kommet ud i god behold, og tilsyneladende uden mén. Det var der næsten ingen der havde turdet håbe, efter at en af verdens dygtigste dykkere døde under et redningsforsøg. Vi har fulgt med i monsunregn og vandstigning og det kritiske iltindhold i hulen.

Jeg læste for engangsskyld lederen i Børsen, under overskriften ”Tham Luang kaldte det bedste frem i mennesket”. Jeg tror det er sandt. Der har været noget virkelig smukt over hele situationen.
Det har været en tid med stor frygt for det værste der kunne ske. Jeg kan ikke forestille sig den mor eller far, som ikke har tænkt: tænk hvis det var min dreng på 10 år der sad derinde.

Og det har været en tid med stor menneskelighed. Det har været ret fantastisk at se og høre hvordan bekymringerne for de 12 drenge og deres træner, formåede at kalde det bedste frem i mennesket.
Den thailandske militærjunta lagde sin forfængelighed til side og bad om international hjælp.
De lokale bønder fik deres rismarker ødelagt af mudder, men erklærede at redningen af drengene var vigtigere.
Forældrene tilgav træneren, der havde haft ansvaret for deres børn, da de gik ind i grotten.
Drengene selv virkede i deres breve til at være mere optagede af at berolige forældrene end af deres egen livsfarlige situation.
Fra hele verden strømmede sympati til de indespærrede drenge og til den omkomne dykkers familie.
De sociale medier gik nærmest amok.
Et mediehysteri? Nej, et menneskeligt fællesskab, konkluderede Niels Lunde i Lederen i Børsen. Jeg synes han har ret. Den store bevågenhed, har været udløst at ønsket om at hjælpe. Hjælpe andre mennesker.
Den ene af de to britiske dykkere, der fandt drengene i grotten, sagde forleden: ”Jeg dykker, fordi jeg holder af det, og har altid tænkt om det mon havde et formål. De sidste to uger var dét, som jeg har forberedt mig på hele mit liv.”

Det er en stærk motivation. Medmenneskeligheden er en stærk motivation. Så stærk at frivillige hjælpere fra hele verden tog til Thailand for at hjælpe.
Stærkere kan det vel ikke udtrykkes, at der findes noget i vores liv, der er vigtigere end om vi bare overlever det. Måske er det, hvad der med et gammelt ord, kaldes gudsfrygt. At der findes noget der er vigtigere, og som også er vigtigere end vores eget. Og måske er det, det vi taler om, når vi siger: at ”det kaldte det bedste frem i mennesket”. Gudsfrygt og medmenneskelighed er i hvert fald tæt forbundne.
Når jeg nu fremhæver redningsaktionen og den store verdens bevågenhed på de 12 drenge og deres træner, som et udtryk for gudsfrygt og medmenneskelighed, så er vi selvfølgelig også nødt til at opholde os ved det faktum, at der er noget helt skævt. For hvad med alle de andre mennesker der dør rundt omkring i verden? Der er desværre mange steder, der ville være brug for frivillige hjælpere, masser af penge, god vilje, gudsfrygt og menneskelighed. Men hvor vi ikke giver den.
At det lige blev drengene i grotten der vandt verdens hjerte, er der sikkert mange andre der er klogere end mig, der kan sige noget om, men lad os her nøjes med at konstatere, at det skete og man kunne ønske sig at det også sker, når der ikke er tusind kameraer tændt.
Gudsfrygt og medmenneskelighed er forbundet med hinanden. Og det er også forbundet med mening. Når vi bliver ramt af den medmenneskelighed der får os til at glemme os selv for en stund, og vi ser at vi er forbundet og at der er noget der er større og vigtigere end os selv, så er der meningen. Det er selve meningen med livet der rører os. Det er den mening eller det håb, vi kristne kalder Kristus. Kristus, som den der sætter selvet til side, ja ofrer sig selv, for mennesker. For det fælles menneskelige.

Det håb og den mening kendte den gamle prædiker ikke. Han er født længe før Gud gav sig selv til kende og blev meningen i Kristi skikkelse. Den gamle prædiker kunne ikke se meningen. Eller meningen var der bare ikke. For ham. Alligevel har ingen som han beskrevet den realisme og den dobbelthed der er forbundet med at leve. Prædikeren har i al sin tale om tomhed og jagen efter vind, sin egen form for opbyggelighed. Nemlig, erkendelsen af, at livet er som det er. Den har Prædikeren beskrevet smukkere end nogen anden:
”For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes , en tid til at dø. …En tid til at klage. En tid til at danse…. Osv.”
For det er jo præcis sådan livet er. Ved vi ikke det, lever vi ikke. Indimellem er livet som en smuk dans – og indimellem rammes vi eller vores kære pludselig og ubarmhjertigt at sygdom og ulykke, så vi ikke kan andet end at græde og klage.

Og meningen er hverken dansen eller klagen, lykke eller ulykken. Der er som vi ved flygtige størrelser. Det er bare. Det sker bare.

Det sker at en fugl falder til jorden. Det sker at 12 drenge bliver fanget i en grotte. Det sker at mennesker bliver taget fra os. Det sker at vi bliver syge. Og det er ikke meningen. Der er ingen meningen MED det, men det betyder ikke som prædikeren konkluderede at det er meningsLØST. Ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Det er meningen. Ikke AT den falder, men at Gud er med den, når den falder. Og at vi bliver berørt af den mening, der fremkalder både gudsfrygt og medmenneskelighed, så at vi kan glemme os selv for en stund. Det er meningen.

Det fjerner ikke det meningsløse i vores liv, men det gør det muligt at leve med det meningsløse. At leve med sorg og sygdom. At leve med at livet er som det er. Nogen gange smukt og nogen gange vanvittig hårdt. Gud er ikke kun i dansen og livet. Han er også i klagen og døden. Det er Kristus, der dør og opstår i os. Det er Kristus der sætter sit liv til, for vores skyld. Det er Kristus, der har gjort vores smerte til hans. Det er os der bliver berørt og favnet af ham, som er. Som er i det hele.

Redningsfolkene i det nordlige Thailand er ikke Kristus. Det er der ingen af os der er. Vi er mennesker på og ondt, med skriftende tider og forskellige talenter. Men når vi bliver ramt af den medmenneskelighed der får os til at glemme os selv for en stund, så vi ser at vi er forbundet og at der er noget der er større og vigtigere end os, så er det meningen. Det er selve meningen med livet der rører os. Det er Kristus der lever i os. Det er den berøring, som kan give os mod, som vi slet ikke vidste var i os. Og kræfter, som ikke er fra os selv. Det er den berøring, som gør, at finder fodfæste selv, når det stormer og suser omkring os.

Livet er som det er. Omskifteligt og ude af kontrol. Vi kan ikke gøre hverken fra eller til. Der er både en tid til at græde og en tid til le. Men vi kan have tillid til, at Gud er både i gråden og latteren. Der findes ikke en dag eller en tid, som ikke er i hans hånd.

Tanken om at den almægtige Gud, kender os og er så tæt på hver enkelt af os, at han kender antallet af vores hovedhår, virker overvældende. Måske endda intimiderende eller måske bare så urealistisk, at vi ikke kan forholde os til det.
For hvordan skulle den Gud, som rummer hele universet, også være så tæt på hver eneste af sine skabninger? Den tanke kan vi umuligt rumme, men måske kan vi finde varme ved den tanke, at det er sådan, fordi Gud har kastet sin kærlighed på os. For vi ved, at det er sådan det er, at det vi kaster vores kærlighed på, det ser vi meget klarere og kender meget bedre. Sådan er det. Når jeg ser ud over en skolegård med hundredvis af børn, så finder mit blik meget hurtigt mine egne tre. Sådan er det – Gud har kastet sin kærlighed på hver enkelt af os, kender os og slipper os ikke. Derfor og ikke fordi, der ikke er meget vi med god grund kan være både kede af og bange for, siger Kristus: Frygt ikke! Frygt ikke, for jeg er med jer i både latter og gråd, liv og død.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *