For halvanden uge siden fejrede vi Kvindernes Internationale Kampdag. Mariæ bebudelsesdag, som vi fejrer her i kirken i dag, er på en måde kirkens svar på kvindernes kampdag. I hvert fald er det kvinderne der har ordet i dag.
Den unge pige Maria og den gamle kvinde Sara.
Vi hører om Sara, der blevet for gammel til at få børn, men som ved Guds hjælp bliver gravid. Det går over al forstand.
Det er så overraskende en nyhed, at hun kommer til at grine. Hun står der i teltåbningen og fniser, som en ung pige, der mangler ord.
Det er en skøn historie. Man ser hende for sig, som hun står der og ikke kan lade være med at tænke sit og grine højt…. For bagefter at forsøge at tage sig sammen, bide sig i læben og sige: ”Mig? Neej… jeg lo i hvertfald ikke”.
For Gud er alting muligt siges det, og Abraham og Sara får i ordets dybeste forstand et barn, i deres livs efterår, hvor de er holdt op med at prøve, hvor de har mistet alt håb om det skulle ske.
De har for længst givet op, har mistet både fysikken og begæret og lige der i den golde stubmark, lader Gud livet spirer, og de får en søn, Isak, som de er fælles om at elske. Det må være den reneste lykkefølelse, en appelsin i turbanen, en gave fra himlen.
Sara er for gammel til at kunne tillade sig at ønske et barn, Maria er for ung til endnu at være kommet til at ønske sig et barn.
I forbindelse med fortællingen om bebudelsen kan man i lukasevangeliet også læse om, hvordan den unge Marias slægtning, Elisabeth var blevet gravid ved et Guds under, og er gravid med det barn som skal komme til at bane vejen for Jesus, nemlig Johannes Døberen.
Og englen Gabriel kom til Maria.
Lukas beskriver det meget nøgternt: ”Englen kom ind til hende og sagde: Gud har udvalget dig, Maria. Du skal ikke være bange. Du vil blive gravid og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.”
Måske er det så nøgternt beskrevet, fordi Lukas var en mand og ikke havde nogen erfaring med – eller kropslig fornemmelse for, hvad det betyder. I hvert fald er mødet mellem Gabriel og Maria, beskrevet meget mere sanseligt i Anne Lise Markstrands gendigtning, hør bare her:
”Lyset er stærkere end solen, Marias øjne løber i vand, selvom hun slår blikket ned. Noget tager form derinde, en bevægelse, en beholder. Hun kan se væk, men stemmen kan hun ikke undslippe. Det er ærkeenglen Gabriel, som taler: ”Gud har valgt dig og velsignet dig blandt alle kvinder, i nat bliver du gravid. Du skal føde en søn og kalde om Jesus.”
En isnen i hovedbunden, nu hyler vinden af angst. Når en ung kvinde bliver gravid, men ingen ægtemand har, tør hun ikke vise sig noget sted mere, så vokser skammen sig større end det liv, hun bærer.
Maria har aldrig været i seng med en mand og knap vovet at tænke på Josef på den måde. Hun ryster på hovet og bevægelsen forplanter sig. ”Det kan ikke lade sig gøre”, hvisker hun, ”Josef og jeg skal først giftes, når sommeren er forbi og vi har aldrig..” ”Det er ikke Josefs barn”, afbryder Gabriel, ”det er Helligånden, som kommer til dig.”
Maria vil protestere, men hendes hænder basker bare skræmte op foran munden, som vil de hindre ordene i at tage form. Hendes hjerte er i brystet, i halsen, i tindingerne, hun vakler og vil sætte sig, men skikkelsen i lyset holder hende oppe. Som kamp eller omfavnelse, en at læne sig mod, en, der klemmer luften ud af hende.
”Jeg, forstår ikke..” klager hun, og stemmen går i tu, ”jeg ved ikke…” Men så er kampen forbi og favntaget har vundet. Hun synker ind mod lyset, en varme breder sig i kroppen, en hvisken lyder så dybt i hende, at hun ikke ved, om det er hendes egne tanker, eller om det er en anden, der taler.
Det er en beroligende stemme, der åbner hendes krops hemmelige steder og gør hende modtagelig for livet og ordet.
”Gud vil lade sin kraft hvile i dig”, siger stemmen i lyset, ”derfor skal dit barn kaldes helligt og Guds søn. Din søn skal sidde på Davids trone og være konge til evig tid.
Du spørger som et mennesker og tænker som et menneske, men intet er umuligt for Gud.”
(Uddrag fra ”Natten åbner sig som en port”, Anne Lise Markstrand Jørgensen (s. 13))
Maria erfarer at Guds budbringer kan man ikke løbe fra.
Ofte bliver Maria afbilledet og portrætteret som den der ydmygt og passivt lægger krop og moderhjerte til Jesus, måske fordi det har været det kvindelige ideal på den tid, og måske fordi det i generationer, har været mænd der har beskrevet og sat Maria på plads i de bibelske fortællinger og i traditionen.
Men enkelte steder stikker Maria alligevel hovedet frem, og man fornemmer at hun har været særdeles aktiv og myndig. Som når hun modigt svarer Gabriel: ”Lad det gå sådan, som du har sagt”
– og ikke så snart er Gabriel ude af døren, før hun omgående tager afsted til Judæas højland, til den by hvor Zakarias og Elisabeth boede, for at være sammen med Elisabeth der også venter sig.
De to kvinder mødes som i en barselsgruppe eller mødregruppe, og deler erfaringer, glæder og bekymringer. Og Elisabeth mærker barnet sparke i maven, og tolker det som en glædelig bevægelse over at være nær den kvinde, Maria, der skal føde Guds søn. Og her bryder Maria så ud i den lovsang, som er dagens evangelium.
Den gamle Sara reagerede med latter, den unge Maria reagerer med lovsang. Ikke fordi hun er lykkelig og let om hjertet, men fordi hun forstår – eller måske fornemmer – at hun har fået en opgave, som er større end livet selv.
Maria bliver sammen med Elisabeth i tre måneder inden hun vender hjem til Josef i Nazaret. De første 12 uger, hvor fosteret er allermest sårbart og graviditeten forbundet med usikkerhed, der finder hun støtte i sin selvetablerede mødregruppe. Og så tager hun hjem, fuld af mod til at møde Josef og resten af verden, som mor til Guds søn.
Nyere forskere peger på at Maria har været en af de centrale ledere omkring Jesus, og i den tidlige kirke. Det kan man ikke læse ud af evangelierne, der er skrevet af mænd. Det kan man heller ikke læse i den dominerende del af kirke- og teologihistorien, der er skrevet af mænd.
Men noget tyder på, at Maria og andre kvinder i den tidligste kirke, havde en langt mere fremtrædende rolle end man har hidtid har regnet med. Men at hun og andre kvinder, senere er blevet overdøvet af generationers syn på og undertrykkelse af kvinder.
Det er vi mange der godt kan begræde, for måske er vi gået glip af en visdom og en kvindelig tilgang til troen og evangeliet, som kunne have bidraget med nogle andre farver. Det er vanskeligt at ændre på næsten 2000 års virkningshistorie. Men det er velgørende at vi er blevet lidt klogere.
Marias lovsang er den længste sammenhængende tale, som en kvinde får lov til at holde i Det nye Testamente.
Maria kalder sig selv for tjenerinde og fremhæver hendes egen ringhed overfor Guds storhed og evige barmhjertighed.
Og det er en grundtanke som gennemsyrer evangelierne – at Gud finder sig hjemme i svaghed og netop i den menneskelige svaghed og afmægtighed, kan vise sin magt, som kærlighed og barmhjertighed.
Der er derfor en vigtig pointe i, at Jesus bliver født af en ung ugift kvinde. En af samfundets svageste. Maria bliver en repræsentant og et symbol på de ringe mennesker, som Gud på grund af sin storhed og barmhjertighed, kan gøre store ting imod.
Marias lovssang er da også særligt blevet en grundtekst i det vi kalder befrielsesteologien, som har været og er udbredt i latinamerika, men også i sydafrika og i mellemøsten. Hvor fattige og undertrykte kristne læser evangeliet ind deres konkrete situation, og Marias lovsang kommer til at fungere næsten som en kampsang mod ufrihed og uretfærdighed.
Maria er blevet ikon på det, at stille sig til rådighed for Gud. Hun er blevet mor for tro og håb. For selvom hun var bange, så tog hun glæden på forskud, i tro på Gud. Hun sang lovsang, inden hun overhovedet kendte hverken dagen eller vejen.
”Gud er stor” synger hun – og det er den store almægtige Gud der flytter ind, som et lille værgeløst foster i hendes krop.
Den store Gud bliver lille – Gud gør sig til det mindste og sårbare. Og går med sin evighed ind i tiden – og dermed giver han alt det mindste og sårbare i vores liv og i verden evig værdi.
Den Guds storhed og kraft som Maria synger om – den Gud der kan styrte de mægtige fra tronen, og mætte alle de sultne – det er ham der med sin kraft og sit liv, giver kraft og liv til selv den mindste af hans skabninger. Sådan at vi ikke alene lever og er i Guds mægtige og kærlige hænder, men at vi også er Guds tjenende hænder i verden.
Maria sang lovsang og priste Gud, inden hun kendte omfanget, perspektivet og smerten i den opgave hun gik indtil.
I tro og håb sang hun – og sådan er det også, når vi synger i kirken. At synge er at forholde sig til Gud – i sorg og klage, i underen og i tak –når vi synger tager vi glæden på forskud. Den evige glæde, som vi synger i kor med alle engle. Det er større end vi kan fatte. Det hele. Gud. Troen. Håbet. Kærligheden.
Og måske er det bedste vi kan gøre, at være åbne overfor, at Gud faktisk kan bruge os. Og selvom vi ikke altid kan se hvor det bærer hen det hele, så kan det være vi bare skal begynde med at stille os til rådighed og have tillid til at det viser sig.
At det største og alt det mindste bliver forenet i Guds ånd.
At det største og alt det mindste bliver forenet i Guds hånd.