Vi kom kun på andenpladsen i 2022. For femte år i streg, blev vi overhalet af finnerne. Vi danskere er kun verdens anden lykkeligste folk. Det fremgår af FNs årlige lykkerapport. Men vi kan stadigvæk prise os lykkelige, over at bo i det her smørhul i verden. Der er meget der går godt, selvom det ikke er det der fylder mediernes sendeflade – og måske heller ikke vores sind. For det er som om den ene store krise forsøger at overdøve den anden. Klimaforandringerne, coronapandemien, den øgede politiske polarisering og krigen i Ukraine har skabt bekymring og frygt i hele verden.
Rapporten undersøger vores tilstand på alle mulige forskellige parametre. Og frygt og bekymringer har selvsagt trukket ned i lykkebarometeret. Mens årets store højdespringer er et begreb som velvilje. Fuldstændig ukoordineret har der været meget store stigninger i de tre forskellige former for velvilje, rapporten kortlægger. Både når det handler om at donere til velgørenhed, hjælpe fremmede og når det handler om frivilligt arbejde, så kan rapportens forfattere konstatere, at der er sket en stigning. Og at det tæller op på lykkebarometeret.
Det bliver beskrevet som en overraskelse, men det slår mig, at det måske ikke er så overraskende. For er det ikke sådan, at det netop er i krisetider, at medmenneskeligheden står stærkest?
Det er når vi er bange, vi rækker hænderne ud mod hinanden. Det er der vi opdager, at vi ikke kan klare livet selv, men er afhængige af hinanden. Vi bliver måske opmærksomme på vores etiske ansvar, der ikke længere handler om at sikre maksimal frihed for os selv, men i stedet bliver båret af værdier som mådehold, nøjsomhed og balance. Vi rykker sammen. Vi får brug for at gøre noget.
I undersøgelsen boner det ud som velvilje til at dele af sin overflod – og hjælpe mennesker, der har brug for det. Også når det ikke er nogen man kender. Den form for velvilje, eller handling – er paradoksalt nok et udtryk for mening og håb.
Totalt meningsløshed og mangel på håb, ville resultere i resignation og ligegyldighed, ikke uegennyttigt at dele, give og hjælpe. Så selvom vi står et sted, med en høj grad af usikkerhed og bekymring, så er vi altså ifølge undersøgelsen, ikke ramt af menighedsløshed.
Måske kan jeg ikke presse mere ud af den undersøgelse. I virkeligheden synes jeg jo, det er nonsens at måle på menneskers lykke. Håbet og meningen med livet er ikke et målbart begreb. Det står ikke i statistisk årbog eller kan måles af alverdens mere eller mindre effektive lykkeforskere.- Det er ikke noget, vi kan sammenligne os igennem. Håbet og meningen må vi selv slås med, eller afgøre os for. Men det interessante er altså at håb og mening ikke er afhængige af fx fred og frihed. Eller: Håbet og meningen, bliver ikke mindre fordi man er ramt af kriser. Måske snarere tvært imod.
Håbet bliver afgørende for, at man kan finde vej. Meningen bliver den værdighed, der gør at man kan finde fred midt i det hele. Hvor der er håb, er der liv.
Sådan var det også i høj grad for den østrigske psykiater Viktor E. Frankl, der fra 1942-45 overlevede i Auschwitz. Han udviklede en tese om, at forsøget på at skabe mening i tilværelsen er den primære drivkraft i os mennesker. I lejren erfarede han, at det var tabet af mening og håbløsheden, der i mange tilfælde tog livet af hans medfanger. Uden påviselig grund døde f.eks. rigtig mange fanger mellem jul og nytår 1944, da vestmagterne sad fast på Vestfronten og dermed udsatte den befrielse, som fangerne havde sat deres lid til ville ske inden jul. De opgav med andre ord håbet. Ikke bare håbet om udfrielse, men også håbet om en mening med deres lidelse. Det lyder barskt, men selv i lidelsen kan vi mennesker vælge at se en mening – og leve efter det.
Hvor der er håb, er der liv. Selv under så frygtelige vilkår som koncentrationslejren var der mennesker, der både kunne leve og dø rimeligt roligt, fordi de håbede, at deres liv havde en mening, selv midt i lidelsen. Det er et valg ikke mellem pærer og bananer, men mellem mening og meningsløshed, mellem noget eller intet.
Det var det valg, disciplene stod overfor den første påskemorgen. De forstod ingenting. De havde ventet så meget af ham, der under frygtelige lidelser havde lidt korsdøden. De havde håbet, at netop han skulle kunne befri dem fra sorg og savn, trældom og ufrihed.
Som han havde sagt den dag i synagogen i Nazaret:
”Han har sendt mig til de fattige
med gode nyheder.
Fanger skal sættes fri,
og blinde skal se.
Jeg er sendt for at befri de undertrykte,
Guds tid er kommet.”
De havde sat deres håb til ham. Og nu var han død. Og det blev ikke bedre af, at kvinderne med deres salvekrukker fandt graven tom. Hvilken mening var der i det? Det var i den mørke og håbløse sindsstemning, de senere på dagen vandrede de 14 kilometer til Emmaus.
De kunne ikke genkende Jesus i ham den fremmede, der slår følge med dem. Og da den fremmede spørger dem, hvorfor de er så triste, svarer de opgivende med ord, vi kender alt for godt fra os selv, når vores håb går på krykker. De siger: ”Vi havde håbet – men …”
Først da de samles ved måltidet, og den fremmede ”bryder brødet”, kunne de pludselig se, at det er ham.
At han stadig er til stede hos dem. De bliver ramt af lyset. Af håbet. Livet bliver håblyst – og de får mod til at gå ud i verden og dele det håb og den tro, som vi stadig lever af i dag. Hvor der er håb, er der liv.
”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jorden skaber”. Sådan har man læst i generation efter generation, og fundet trøst i Salmernes bog. De indeholder uforglemmelige beskrivelser af frygt og ophøjede visioner om håb. Vi kan lære af de mennesker der før os, har stået i desperate situationer. Vi kan spejle os i deres liv og finde trøst det samme sted som dem.
Et eller andet sted i verden, er der én der lige nu finder en Bibel på et hotelværelse, og slår op og finder trøst i at læse i Salmernes Bog eller om Jesus i synagogen i Nazaret, som vi lige har gjort. I dag er det skriftord gået i opfyldelse, sagde Jesus. Ikke en gang eller en dag, men i dag. Ikke som en gammel bog, med glemte løfter. Men i dag. Lige så pågående og krævende, som det lyder. I dag er Kristus her som håb og mening: for fattige/for fanger/ for blinde/ for os. Som godt budskab.
Som frihed.
Sådan har det være siden tidernes morgen. Og der er noget i sig selv trøsterigt, over at vide, at mennesker før os, har udholdt meget lidelse, og alligevel har formået at holde fast i håbet.
Udfordringen i vores tid, er måske at lære at udholde tragedien, selv når vi ikke kan se en mening med den, og alligevel fortsætte med at leve i håb? Eller: Det er ikke bare en udfordring for os såkaldte moderne mennesker, den udfordring har mennesker altid haft. Den kamp kan man også læse om i Salmernes Bog, men udfordringen er i hvert fald ikke blevet mindre i vores tid, hvor FN laver store undersøgelser og sammenligner vores lykke.
Vi kommer let til at bilde os ind, at lykken er en menneskeret. Men der er ingen der har lovet os at livet skal være let og lykkeligt. Vi kommer ikke ud af moders liv, født med en label på højre tå, hvor der står:” Dette menneske har krav på at blive lykkeligt.”
Vi har aldrig fået lovning på at livet skal være let, men vi har derimod fået lovning på at vi aldrig er overladt til os selv. Men at Gud er med os, lider med og lever med os. Vi skal hjælpe hinanden med at holde fast i håbet. Vi skal blive ved med at vise hinanden, hvor lyset er. Vi skal pege på det der giver mening. Vi skal læne os op ad den menneskelige erfaring af godhed, og vende os mod lyset i tro og bøn.
Hvad skal det nytte? Hvad skal bøn nytte, for ukrainerne, når vi i beder for dem i kirker rundt omkring i verden – når vi tænder lys for dem. Ja, det nytter selvfølgelig ikke noget, i almindelig forstand.
Når vi beder for fred, er det jo en slags ritualiserede ikke-handlinger. Der sker ikke noget. Men selvom det måske ikke nytter noget – så giver det noget. Det giver mening. For nok er det ikke-handlinger, men det er kraftfulde ikke-handlinger.
Det nytter ikke at bede en bøn.
Det nytter ikke at tænde et lys.
Men det gør en forskel.
Det giver mening.
Bøn er at stille sig åben overfor verdens tilfældigheder og Guds magt. Når vi tænder et lys og beder til Gud, viser vi vores modvilje mod det åndelige mørke.
Og lægger vores håb i Guds gode hænder.
Bøn er et udtryk for at vi hænger sammen, at vi står sammen.
”Vi beder for fred i Ukraine”,
”Vi beder for alle der er ramt af krig”.
Når vi siger: ”Vi stiller os på de undertryktes side”, så er det ikke nonsens, selvom det ikke sker, sådan helt konkret.
Så sker det, fordi vi har sagt det. Sproget har magt, og får os til at hænge sammen i ånden.
Når vi beder for freden, så er det en ikke-handling, fordi vi vedkender os, at det ikke er os, der kan få freden til at indtræffe. Bøn er afmagtens sprog. Bønnen er det der giver mening, når vi står i afmagt. Angst, bekymringer, eksistentiel ensomhed, meningsløshed. Det kan vi mødes om i ånden, stå sammen om, i bøn.
Martin Luther fortæller, at han kunne føle sig helt tom og kold og være i tvivl om så meget, også troen. Men så bad han alligevel, og så kunne det ske, at han fik varme i hjerte og krop igen, og at troen kom sammen med bønnens ord.
Vi bæres af det liv der bliver rakt til os hver dag.
Det liv gør mennesket større end sig selv.
Det liv forener hvert enkelt menneske med Gud og med menneskeheden.
Ja, det forener hvert menneske med hele skabningen, med universet, med stjernerne, måne, solen, med alle planter, med alle dyr – med alt i tilværelsen.
Derfor er ethvert menneske større end sig selv. Vi aner intuitivt at det er sandt. Vi aner også at det indebærer et stort ansvar at arbejde med på Guds vision om, at alle mennesker er skabt til godhed, liv og fællesskab.
Godt, at vi må tro, at vi ikke er alene. At livet er håblyst.
Må Guds kærlighed få magt i verden og i hver enkelt af os.