23. søndag efter trinitatis
Mon muren i Berlin var faldet i 1989, hvis de modige østtyskere havde rettet sig efter Paulus´ ord, om at ”alle mennesker skal underordne sig de myndigheder, der står over dem, for det er Gud, der har indsat alle myndigheder og givet dem magt”.
Hvis man skal pege på en af hovedårsagerne til at Berlinmuren faldt, så er det, det omfattende oppostionsarbejde som blev organiseret i de østtyske kirker. De var over flere årtier det eneste frie offentlige rum i Østtyskland. Det fik især freds-, og miljøaktivister til at bruge kirken til møder og aktiviteter. Kirken var demokratisk organiseret, og var for mange DDR-borgere et sted, hvor de kunne ytre sig, uden at DDR-staten greb ind.
De vesttyske kirker støttede menighederne i øst. Partnermenigheder sikrede, at øst-menighederne fik tilført midler og personale. Bl.a. rejste Angela Merkels far i 1950’erne til en stilling som landsbypræst i Østtyskland.
Staten var som udgangspunkt restriktiv og gennem Stasi-agenter kontrollerede man aktiviteterne i kirkerne og lagde pres på både de aktive i menighederne og de mange præster der engagerede sig i kampen for et forenet Tyskland.
Som en løbeild spredte protesterne sig til kirkerne i Berlin og Dresden – og resultatet kender vi så godt – her mere end 30 år senere – det dengang helt utænkelige skete: Den mur, som havde kostet så mange mennesker livet og så meget ufred, splittelse og smerte, den faldt ved en fredelig, folkelig og kirkelig revolution.
I dag kan man se, hvordan bystyret har lagt glassten med lys imellem de gamle brosten foran den centrale Nikolaj-kirke i Berlin, som et mindesmærke om de tusindvis af lys og det menneskelige mod, der tændte en håbets flamme i det gamle DDR.
Mon muren i Berlin var faldet i 1989, hvis de modige østtyskere havde rettet sig efter Paulus´ ord, om at ”alle mennesker skal underordne sig de myndigheder, der står over dem, for det er Gud, der har indsat alle myndigheder og givet dem magt”.
Mon Apartheid nogensinde var faldet i Sydafrika, hvis biskop Desmond Tutu, Allan Boesak, Nelson Mandela og alle de andre havde taget Paulus´ ord alvorligt?
Ja, det er næsten ironisk, at Paulus – der selv skrev til menigheden i Rom, ”myndighederne er parat til at bruge deres magt. Som Guds tjeneste har de til opgave at straffe dem, der gør noget forkert. Det er nødvendigt at underordne sig myndighederne…” – få år senere blev halshugget af de selvsamme myndigheder, fordi han var kristen og ikke ville tilbede den kejser, som romerne tilbad som en gud.
Interessant er det, om han egentlig fortrød at han havde skrevet det? Måske gjorde han. Eller måske blev det krystalklart for ham, at hvis mennesket er tvunget helt derud, hvor det må vælge mellem kejseren og Gud, så er troen på Jesus Kristus uopgivelig. Sådan var det i hvert fald for Paulus.
Og sådan kan vi op igennem historien pege på modige mennesker, hvor deres kristne tro, har betydet at de har måttet sætte sig op imod en given politik, også selvom de risikerede døden.
I nyere tid, kan vi tænke på Martin Luther King eller den sydamerikanske ærkebiskop Oscar Romero. I vores del verden beundrer vi mange af de fremtrædende kristne præster, der talte det nazistiske regime under anden verdenskrig imod: De tyske evangeliske præster Dietrich Bonhoeffer og Paul Schneider, den polske katolske præst Maximilian Kolbe, der alle blev henrettet i koncentrationslejre. Og også den danske præst og modstandsmand Kaj Munk der blev henrettet af nazityske soldater for sine højrøstede angreb på besættelsesmagten.
Hvor mon vi havde været, hvis mennesker som dem, havde taget Paulus´ ord om at vi skal underordne os myndighederne alvorligt? Et fattigere sted. Et mere uærligt sted. Det er der ingen tvivl om. Deres død har ikke været forgæves.
I et moderne demokrati, som vores, kender vi ikke til den blinde underkastelse af myndighederne, som Paulus taler om. Regeringen er ikke indsat af Gud, men valgt af os. Og det betyder at der påhviler os et stort ansvar for at bruge vores demokratiske ret til at blande os, råbe politikerne op når lovgivningen får umenneskelige konsekvenser. Det er ikke alene vores ret. Det er også vores pligt. Som borgere og medmennesker.
Men er det også vores pligt som kirke?
Er Paulus ord om at vi skal underordne os myndighederne i overensstemmelse med Jesu ord om at vi skal give kejseren hvad kejserens er – og Gud hvad Guds er? Eller hvordan skal vi forstå forholdet mellem kristendom og politik? Det er en gammel diskussion
I vores lutherske sammenhæng kalder vi det læren om det to regimenter – det verdslige/politiske og det gejstlige/kirkelige. Nogle vil mene, at der skal være helt vandtætte skodder mellem de to, og det er lige så sikkert som amen i kirken, at hvis en præst stikker næsten frem og mener noget om et kontroversielt spørgsmål som fx flygtninge og integration, klimaforandringer, krigen i Ukraine, bombardementerne af befolkningen i Gaza, den tilbagevendende antisemitisme – eller de aktuelle etiske dilemmaer om indførsel af aktiv dødshjælp eller en hævelse af abortgrænsen til 18. uger – at så falder dommen prompte, nu glemmer hun vist den hellige to-regimentelære og Gud fri os fra politiserende præster!
Det er klart at der er forskel på hvad præster kan sige fra prædikestolen og hvad hun kan sige, som almindelig borger. Men kan kirken være kirke, hvis den er holdningsløs?
Når biskopperne udtaler sig samlet, som de fx gjorde i forhold til den danske asylpolitik tilbage i 2015, og som de senest har gjort imod legalisering af aktiv dødshjælp – så mødes det af lige dele modstand mod – og tak for – at kirken ikke er tavs i de spørgsmål der har med virkeligheden at gøre. Det er ikke altid enkelt at være kirke, med så tætte bånd til staten. Men toregimentelæren kan ikke være ensbetydende med, at kirken skal lade staten være i fred. Hvis staten overtræder sine beføjelser eller misrøgter sine pligter, skal kirken gøre indsigelse imod statens måde at forvalte sin magt på.
Det er klart at kirken ikke må være partisk, men når og hvis den førte politik bliver inhuman, så kan kirken ikke være kirke, uden at gøre modstand.
Ingen – såvidt jeg ved – protesterede mod brugen af Nikolaj-kirken i forbindelse med murens fald.
Ingen – såvidt jeg ved – protesterede mod Desmond Tutus brug af sit embede, i forbindelse med Apartheids fald.
Ingen – såvidt jeg ved – mener at Dietrich Bonhoeffer og Kaj Munk skulle have forholdt sig tavse
Disse modige mænd, læste heldigvis ikke Paulus´ ord i Romerbrevet bogstaveligt. Disse modige mænd, forstod Jesu ord sådan, at kejserens mønt ikke er andet end metal, mens det der er Guds, handler om noget meget mere fundamentalt. Og at når vi giver ”Gud, hvad Guds er”, så er der ikke ret meget tilbage til kejseren.
For hvad handler spørgsmålet om skat til kejseren egentlig om? Er det ikke et spørgsmål om systemet overfor mennesket og Gud? Er det ikke et spørgsmål om loven overfor kærligheden?
Vi vil så gerne kunne sige, at vi har gjort hvad vi kunne. At vi har gjort nok – men når Jesus siger: Giv kejseren, hvad kejserens er – og Gud, hvad Guds er – så er det en afsløring af, at det tidspunkt hvor vi har gjort nok, det når vi aldrig til.
Det siger han ikke, for at vi skal gå rundt med evig dårlig samvittighed og en følelse af utilstrækkelighed – men det siger han for at understrege, at det er et vilkår ved at være menneske skabt i Guds billede. Kejserens mønt bærer kejserens billede. Hver eneste af os, bærer Guds billede. Har Guds billede præget dybt ind i vores sjæl.
Så når jeg giver kejseren, hvad der er kejserens, så bliver den evige overvejelse, om jeg af ren og skær magelighed, gav kejseren for meget – om jeg kom til at prioritere systemet frem for mennesket? Fordi det var lettest, fordi jeg var fej.
Det er ikke sådan at Bibelen og kristendommen har en facitliste på alle livets store og små dilemmaer. Det er ikke sådan at jeg bare kan slå op, og se, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation.
Men den kristne tro er en evig kilde til at besinde sig på hvordan kærligheden får krop i verden. Hvad det betyder, kan vi have mange forskellige holdninger til – men det er til alle tider kirkens kald at give kærligheden krop i verden.
Mange mennesker har haft modet til at udleve det. Kæmpe for retfærdighed, fred og menneskers værdighed. Må vi – bare en gang imellem – få det samme mod.
Efter idé af Jøren Christensen, udgivet i Grundtvigsk Forum