Juleaften 2022
Hvor er det dejligt at være her. Dejligt at vi igen kan være mange sammen her i kirken juleaften.
Jeg har simpelthen glædet mig til jul i år. Sådan for alvor glædet
mig. Eller: Jeg glæder mig over julen. Over at vi har den, over at det bliver
jul, trods alt.
Det virker måske ikke som nogen kæmpestor overraskelse, at præsten har glædet
sig til jul… men sådan er det faktisk ikke helt hvert år.
Jo, jeg bliver altid bevæget af være sammen med børn op til jul. Den der helt
uspolerede juleglæde, som børn har – hvor de slet ikke kan være i deres egen
krop af forventninger og liv der ligesom bobler helt over. Den er ikke til at
stå for. Selv mine egne halvstore,
glæder sig næsten ”fromt og kønt”, som Ingemann skriver.
Men nogle år har jeg alligevel som voksen, haft svært ved at lade juleglæden
indfinde midt i al travlheden, det uendelige antal æbleskiver og al
gavebytteriet – men altså ikke i år.
I år har jeg længtes efter noget glædeligt at være sammen om.
Det er som om mørket har sat sig lidt tættere om os de sidste par år. Alvoren er
flyttet ind i vores fælles bevidsthed – med en frygtelig krig i Europa, som
desværre ser ud til at kunne have lange og helt uoverskuelige udsigter. Med en
energikrise som rammer os alle sammen – men i særdeleshed de allermest sårbare
iblandt os.
Vi står overfor nogle svære år, hvor noget af det som vi troede var en
selvfølge, har vist sig ikke at være det. Det er ikke nemt for vores politikere
at skulle prioritere mellem nødvendige klimatiltag, et ekstremt presset
sundhedsvæsen og øget behov for forsvar.
Vi har i min generation været vant til fremskridt og vækst, og det
er på alle måder rystende at stå et sted nu, hvor vi reelt er bange for, hvad
det er for en verden vi giver videre til vores børn. Der er vitterligt meget
der kan bekymre og gøre os utrygge. Alvoren er til at tage og føle på, og netop
derfor oplever jeg julen så stærkt i år.
Som en protest mod mismod og mørke. Ikke at det i sig selv løser verdens problemer at sidde sammen her i kirken og synge salmer og tænde lys, men det løsner noget i os, så vi kan ånde lidt friere – og trække vejret lidt dybere, og et øjeblik lade lyset trænge ind i hver en fiber af vores krop og sjæl. Det tænder håbet i os. Det er det – det er julelyset, der gør december til noget særligt.
Digteren Henrik Nordbrandt, skrev for efterhånden mange år siden:
“Året har 16 måneder: november
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”
Og så kommer julen netop der, hvor vi er ved at gå til i november-klamt-mørke med sit insisterende lys. Først et, så to, så tre, så fire lys – og til sidst kan vi ikke andet end overgive os til det. Vi er som det folk, profeten Esajas skriver om, ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner på dem, der bor i mørkets land.”
Det sker. Lyset kommer ligesom umærkeligt og insisterende med al sin herlighed, så vi kan se andet og mere end det der gik og går galt.
Englene på marken siger ”Frygt ikke” til hyrderne på marken julenat. De siger ikke: ”Der er ikke noget at være bange for!” – og det er noget helt andet at sige ”Frygt ikke!”.
”Frygt ikke” betyder, at der er mange ting vi kan være bange for –men at det ikke skal få lov til at sætte sig i os og formørke vores liv.
Hyrderne ude på marken har helt sikkert også været bange for mange ting: de vilde dyr, sulten, kulden og de romerske soldater. De har været ret udsatte og deres situation temmelig håbløs – og det er netop pointen i juleevangeliet – at der er en fortælling der er større end det vi kan frygte. Nemlig, at Gud er blevet menneske, for at være sammen med os. At Guds stiller sig ved siden af vores frygt. Som det lys, mørket ikke kan få bugt med.
Salmedigteren Ingemann, har skrevet mange af vores mest elskede salmer. Han boede i Sorø og det fortælles, at han som en gammel og svækket mand, bad om en sidste gang at sidde i en stol i sin stue med udsigt ud over Sorø sø.
Efter at have sidde der et stykke tid, sagde han: ”Jeg var ganske fornøjet med det, jeg så”. Og det skulle være hans sidste ord.
Det er en da en fin afskedsreplik til livet. Tænk efter et langt liv at kunne udbryde sådan: ”Jeg var ganske fornøjet med det, jeg så” – der ligger så meget tilfredshed, livsglæde og taknemmelighed i de ord, at man pludselig forstår, hvordan han kunne skrive sine vidunderlige salmer, ikke mindst: Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel. Det er ikke banale, overfladiske, sentimentale ord fra Ingemann.
Det var hans dybfølte hyldest til livet. Og det på trods af, at hans liv ikke var idyllisk. Ingemann fik sin del af sorger og vanskeligheder. Han kæmpede med angst og en indre splittethed, som pinte ham. Men han havde samtidig en evne til at undre sig. Over skaberværket, over livets mangfoldighed, over lyset.
Ingemann kunne se lyset. Hans salmer er fyldt af de mest fantastiske beskrivelser af lyset. I østen stiger solen op og Lysets engel går med glans, for bare at nævne et par af de helt store lyssalmer. Overalt ser han lys. Derfor er mørket aldrig totalt for Ingemann. Lyset finder sin sprække overalt.
Når vi synger Dejlig er jorden og det gør vi i aften, så synger vi den ikke med lukkede øjne for al verdens ondskab. Vi synger den ikke for at give vores tilslutning til en falsk idyl. Engang var jorden dejlig. Nu er jorden såret og krænket. Engang skal jorden blive dejlig igen. Og midt i denne virkelighed synger vi stadig Dejlig er jorden.
Ikke som en uforskammethed, men med frimodighed og forundring over Guds ankomst til jorden. Menneske, fryd dig! Os er en evig frelse fød!
Et sårbart menneskebarn, der er værd at elske. En voksen
menneskesøn der er værd at søge. En Guds søn, som svarer til det, profeten
Esajas lovede næsten 600 år før Jesu fødsel: ”Jeg bor i det høje og hellige og
hos dem, der er knust, hvis ånd er nødbøjet”. Sådan må vi tro at Gud er nær hos
hver eneste af os.
I Jesus er Gud kommet mennesket nær, uanset hvad der måtte ske. Det giver håb,
det giver nye muligheder, det giver undren, det lader lyset vende tilbage selv
i det dybeste november-mørke.
Derfor tænder vi så mange lys ved vores julefest, så vi bliver mindet om og holdt fast på et håb, der kan bære vores liv: At lyset skinner i mørket, at mørket ikke kan sluge os, at der er liv på vej og at jorden er dejlig. Trods alt.
Glædelig Jul!