Jeg længes efter dig

Fri refleksion over salme 143,8
(Fremført v. JazzGudstjeneste i Møllevangskirken d. 15. marts 2016)

Gud, du som siges at være ordet og meningen. Med det hele.  Du, som siges, at skabe ud af ingen verdens ting. Tag fat i mig. Forkynd mig din godhed. Hver morgen. Også i morgen, hvor jeg sikkert er træt. Efter i aften. Og de morgner, hvor jeg har svært ved at slæbe mig selv ud af sengen. Fordi det er for mørkt til at være dag. Forkynd mig din godhed, så jeg ved at der alligevel er noget at stå op til. Også når jeg ikke gider det jeg skal. Slå min ugidelighed ned, og forkynd mig din godhed. Åbn mine øjne for det gode. Der er der. Lige for næsen af mig. Det som jeg dårligt ser. Fordi det altid er der. Eller fordi jeg har glemt at det er godt. Hver morgen. Forkynd mig din godhed i blomsterne der spirer frem af jorden, og kalder mig ud af sengen som et nænsomt vækkeur i deres gule og blå krokus-forklædninger. Forkynd mig din godhed i de mennesker jeg møder på vejen og i bussen og på cyklen. Dem der går ved siden af mig og skal samme vej. Og dem der kommer imod mig, på vej med helt andre planer. End mine. Forkynd mig din godhed. Når det jeg har planer om, faktisk lykkes. Eller når jeg ikke lykkes, og alligevel står på benene. Forkynd mig din godhed. I det der er mit. Mit liv. Mine forpligtelser. Hver morgen. Så jeg ser, at det har mening. Og så jeg mærker at det er livet. Også når det ikke er en fest. Hver morgen. Forkynd mig din godhed. I det små. For jeg glemmer at du er der midt i det hele. Ser tit ikke andet end mig selv og det jeg skal. Forkynd mig at der er andre end mig. At du er der. Hver morgen. Så jeg orker at stå op. Og så jeg ikke tror jeg er alene. Hver morgen. For jeg stoler på dig. Eller det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg længes efter at stole på dig. Hver morgen. Og også nu.  I aften. Jeg vil gerne stole på dig. Stole på at du er meningen i det jeg gør og med den jeg er. Jeg er tit forvirret.  Oftest. Faktisk. I tvivl om hvad der er rigtigt. At gøre. I tvivl om, hvor jeg er på vej hen. Vis mig den vej jeg skal gå. Forkynd det for mig. Så jeg ikke er i tvivl. Eller i hvert fald, så jeg får fred med det. Fred med den vej jeg skal gå. Vis mig hvor du kan bruge mig. For jeg vil gerne bruges.  Til det rigtige. Jeg vil også gerne være det rigtige sted i mit liv. Og når jeg er det. Glemmer jeg at tænke på at det er dig, der har vist mig hen hvor der er rigtigt. Mærker bedst når det er forkert. Når det er rigtigt. Så er jeg der bare. Uden at tænke over det. Så glemmer jeg dig. Midt i det hele. Forkynd mig din godhed.  Vis mig den vej jeg skal gå. Hver morgen. Jeg har brug for at blive mindet om at du er her. Og ikke kun der, hvor det gør ondt.

Jeg længes efter mange ting. Godhed fx  Og tålmodighed. Og jeg længes også  efter mening. At det giver mening at stå op 365 dage om året. Der er mange ting jeg gør hver dag. Der er meget af det samme. Og det kan godt virke meningsløst. Jeg længes efter at det ikke bare er tanken om sommerferie eller festinvitationer der giver mening. Jeg længes efter at hver  dag giver mening. At hverdagen giver mening. Min hverdag. Sammen med de mennesker der er mine. Jeg længes efter meget. Og jeg længes efter at kunne give det et navn. Dit navn. Jeg længes efter dig. I det hele. I alle mine tanker. Og mine drømme. Og i mine bekymringer. Jeg længes efter dig. Forkynd mig din godhed. Hver morgen. Hjælp mig til at stole på at du er der, når jeg står op. Ikke bare engang. Ikke bare som en svag erindring af en åbenbaring en forårsdag, hvor alt gik op i en højere enhed. Hjælp mig til at stole på at du er der hver morgen. Det er svært .

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *