Første søndag i advent
Hvordan byder vi Jesus velkommen?
For noget tid siden var jeg inviteret til en fest, som jeg virkelig ikke havde lyst til at tage med til. Jeg kender dem ikke særlig godt, og det var i den anden ende af landet, og en hel dag og jeg vidste at jeg ikke ville kende ret mange til festen. Men jeg er opdraget til at takke ja, med mindre man har fået en anden invitation tidligere, og det havde jeg ikke, så jeg tog altså af sted.
Det var en stor fest og et fint sted, alligevel fik jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke behøvede en ny kjole – når sandheden skal frem, var det vel fordi jeg ikke gad investere mere end højest nødvendigt i den fest.
Og da jeg skulle af sted, havde jeg faktisk slet ikke lyst til at tage festtøj på og besluttede mig af en eller anden grund for at det nok heller ikke var sådan en fest, hvor folk kom i rigtig pænt tøj.
Men der tog jeg så fejl… alle andre gæster havde faktisk rigtig pænt tøj på, og jeg følte mig endnu mere malplaceret til festen, fordi jeg var totalt underdressed.
Jeg var rigtig flov over det, fordi jeg synes det blev så tydeligt for enhver at jeg ikke havde glædet mig til festen, eller gjort mig umage for at det skulle blive festligt. Jeg signalerede med mit tøj, at jeg var ligeglad med festen.
Og jeg erfarede at der er faktisk kun er en ting der er meget værre end at have taget for fint tøj på til en fest – det er have tage for lidt fint tøj på. Er man for pænt klædt på, viser man da i det mindste, at man har gjort sig umage – og at man gerne vil bidrage til festen. Har man ikke festtøj på, ja, så viser man vel egentlig det modsatte..
Hvorfor fortæller jeg den her historie? Det gør jeg, fordi det fik mig til at tænke på at de fester hvor man har det bedst, det er de fester, hvor man ikke behøves tænke så meget over hvad man skal have på eller hvordan man skal agere.
De fester hvor man ikke er itvivl om at man er inviteret fordi værten gerne vil have én med, og hvor man bare kan være sig selv, og ikke behøver at forstille sig.
Til sådan en fest føler man sig velkommen som den man nu engang er, fordi man faktisk er velkommen. Der er ikke noget misforhold mellem gæst og vært, men derimod ligeværd. Ikke fordi man nødvendigvis er ens eller ligedan, men fordi der ikke er nogen skjulte dagsordner eller høflighedshensyn, man kan bare godt lide at være sammen. Ikke andet. Man har de samme forventninger til festen og hinanden. Det var ikke sådan en fest jesus ankom til i Jerusalem.
Hvordan byder vi Jesus velkommen?
Da Jesus red ind i Jerusalem få dage før han blev korsfæstet, var der nogle helt andre forventninger til ham, end han kunne eller ville indfri.
“Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”, sådan råber folkemængden, da Jesus kommer ridende ind i Jerusalem. Han er mere end velkommen.
De har ventet ham med længsel og spænding, og de vifter med palmegrene og hædrer ham som den Messias, de har ventet på i generationer.
Han er Messias. Han er Kristus, ham de har ventet. Men han er helt anderledes end de havde forventet. De byder ham velkommen som en af den slags konger de kender. Med pomp og pragt og stort ståhej, men Jesus er underdressed. Han kommer sagtmodig og ridende på et æsel. Han lever slet ikke op til deres forventninger, men chokerer ved at komme, kun iført ydmyghed og kærlighed.
De vil have en konge der med al jordisk magt vil kæmpe mod romerne, men det vil Jesus ikke. Og deres overvældende velkomst, ændres snart til det modsatte. Om fredagen råber de ikke længere ”Hurra!”, men ”Slå ham ihjel! Korsfæst ham!” Nu syntes de ikke længere han var en rigtig konge. Han var ikke velkommen mere.
Men Jesus var konge, selv om han var helt anderledes end alle andre konger. Han gjorde ikke et stort nummer ud af sig selv. Han kom ikke den dag til Jerusalem for at blive konge. Nej, han kom til Jerusalem, fordi det var Guds vilje. Det var noget der var blevet forudsagt flere hundrede år tidligere. De gamle jødiske profeter havde sagt at der en dag ville komme en konge, der skulle redde sit folk. Han skulle være i familie med den berømte kong David, men han skulle ikke – lige som David – regere med vold og magt. Nej, han skulle i al ydmyghed komme ridende ind i byen på et æsel.
Hvordan byder vi Jesus velkommen?
Jesus siger: hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig. Og et godt samfund skal vel kendes på, hvordan de fattigste har det. Den mest udsatte og udskældte gruppe hos os, må utvivlsomt være vores indvandrere.
Hvad gør vi for dem? Hvordan byder vi dem velkommen? Ja, i øjeblikket er vi igang med at vedtage et pointsystem, som vurderer mennesker i forhold til deres nytteværdi for samfundet, og det må alt andet lige betyde, at vi afviser “disse mindste”. De er for unyttige, til at de er velkomne i Danmark.
“Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig”. Lad os lave et eksperiment. Hvordan ville vi byde Jesus velkommen, hvis han red ind i Kb? Hvordan ville vi have taget imod Jesus? Med et hosianna?
Lad os se på det. Først må man jo sige at det er heldigt for ham at han er over 24 år, så han kun skal have 60 point – alligevel ser det virkelig sort ud.
Han har ingen PhD/kandidatgrad fra DK eller et af de udvalgte top 20-universiteter, havde han haft det, havde vi taget imod ham med mere end åbne arme. Han har i det hele taget ingen færdiggjort uddannelse, og derfor giver det ham 0 point.
Jesus har heller ingen kvalificeret erhvervserfaring, idet hele taget vil hans arbejde med at forkynde Guds rigets komme, næppe regnes som erhvervsarbejde – og heller ikke hans arbejde med at helbrede syge og give nyt håb til fattige. Han har ingen fast indtægt, og derfor kan vi ikke give ham nogen point.
Han har utvivlsomt gode kommunikationsevner, taler desuden aramæisk og læser flydende hebraisk, men han mestrer hverken dansk, svensk, norsk – el engelsk, tysk, fransk og spansk. Han får altså 0 point.
Han kunne have fået 20 point, hvis han ikke ville bosætte sig i et udsat boligområde, men med vores kendskab til Jesus, så ville de ligne ham usædvanligt dårligt, ikke netop at ville bo der – sammen med de udsatte. Så… 0 point.
Han havde fortjent at få de 10 point for deltagelse i humanitært arbejde, men han lever ikke op til kravet om at det skal have foregået i en anerkendt global organisation. Altså 0 point.
Jesus er ikke i nærheden af at blive budt velkommen i Kbh. “Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort imod mig”. Vi tager ikke imod ham med hosianna og palmegrene, men lukker døren for ham og hundredvis af andre mennesker, som ikke lever op til vores krav om nytteværdi. Heldigt for os, at vi ikke udsættes for samme pointsystem, for så var der vist ikke mange af os der var kommet igennem perleporten eller nåleøjet til DK.
Vi giver point, som til et dyreskue, hvor årets prægtigste kvæg bliver kåret. Der er noget helt fundamentalt galt med menneskesynet i den måde at pointgive på. Og ja, det kan synes som om jeg blander mig i politik, og det gør jeg også – for jeg mener faktisk ikke alene det er kirkens ret, jeg mener også det er kirkens pligt at råbe op, når samfundet begynder at tingsliggøre mennesker – Kirken må altid stå på de svages side, og i det her tilfælde vil det helt oplagt kun være de stærkeste, dygtigste og rigeste der bliver budt velkommen til DK. Det er ikke i orden.
Ethvert menneske er skabt i Guds billede, og har som sådan uendelig stor værdi – selvom vi opfører os som om det ikke er tilfældet, så må vi insisterer på at alle mennesker er lige meget værd – at alle mennesker er uendelig meget værd. Naivt? Ja, det kan godt være, men det ikke desto mindre, dybt grundfæstet i det kristne menneskesyn, at alle mennesker har værdi og at alle har noget at bidrage med til fællesskabet. Vi har allesammen nytteværdi.
Hvordan byder vi Jesus velkommen?
Kaffemærket Gevalia havde for år tilbage en reklame, med sloganet: “Hvilken kaffe byder du uventede gæster?”
Det er første søndag i advent og vi venter på at fejre at Jesusbarnet bliver født. Vi venter på besøg fra Gud. Og selvom vi forbereder os hele måneden på at fejre det, og det som sådan er længe ventet, så må vi holde fast i at Gud faktisk var en uventet gæst. At han blev menneske på en højest uventet måde og i et aldeles uventet setup. Vi forventede en konge, og der kom en fattig tømrersøn, som insisterer på ubetinget kærlighed til Gud og næsten.
Hvordan byder vi ham velkommen?
Adventstiden er blevet forberedelsestiden og vi trækker festelighederne frem, og tager forskud på alle julens dejligheder. Vi inviterer og bliver inviteret til en masse juletamtam, komsammener og fester.
“Velkommen, velkommen og tak fordi vi måtte komme, siger vi og ønsker hinanden alt det bedste og en glædelig jul. Der er nogle pligt-sammenhænge, som den før omtalte fest jeg var til, hvor man stiller sig lidt an og spiller spillet – og der er andre sammenhænge, hvor man føler sig hjemme og fantastisk velkommen.
Det er de sammenhænge, hvor man bare kan få lov at være sig selv, som det menneske man nu engang er – og hvor der er en oprigtig interesse for hinanden, og en varm og hjertelig stemning.
Den ægte velkomst er der hvor vi inviteres ind i hinandens liv, og mødes menneske til menneske.
Det fortælles om den russiske forfatter Leo Tolstoj, at han engang gik forbi en tigger på gaden. Tolstoj ville gerne give manden noget og mærkede efter i sine lommer. Men de var tomme – der var ikke engang en lille mønt at hjælpe tiggeren med. “Jeg beklager min broder” sagde Tolstoj til manden. “Jeg har ikke noget at give dig.” Tiggeren lyste op. “Du har givet mig mere, end jeg kunne ønske – du kaldte mig broder.”
Tolstoj og tiggeren mødtes menneske til menneske, og gav en lille del af deres liv til den anden.
“Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort i mod mig”, siger Jesus og opfordrer os til at møde alle mennesker, som medmennesker og investere noget af os selv i hinanden.
Adventstiden er sådan en tid hvor vi stemmer sindene til jul. Det er også en tid, hvor vi investerer tusindvis af kroner på at glæde hinanden med gaver.
Kristendommen er en opfordring til at vi også investerer i menneskelighed, omsorg og næstekærlighed.
Når vi byder Jesus velkommen, så er palmegrene og hosianna-råb, underordnede. At byde Jesus velkommen, er at invitere ham ind i sit liv, så han gør en forskel, og vi får mod til den ægte velkomst, hvor vi investerer i vores medmenneskes liv, og mødes menneske til menneske.
Og byder det nye år velkommen med åbent sind og vilje til både forundring og forandring. Amen